Den skæve indgang med det snævreste fokus - 'serendipitet-journalistik'

Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Og jeg husker ikke det noget der er skrevet om i lærerbøgerne  i journalistik. 

   Men det er en form for tema-journalistik hvor det tema man vælger som journalistisk frame og fokus, er minimalt, overraskende og ekstremt snævert. 

    Det har noget at gøre med fænomenet 'kreative restriktioner' - det som kommer til udtryk i slogannet "less is more".

   Jeg ved ikke hvor udbredt det er i andre aviser, men Politiken har dyrket det ganske meget. Ikke mindst 'bagsiden' hvis journalistik lever af at læserne føler sig så inspireret at de bidrager.

   Fx da bagsideredaktøren Oliver Stilling for et års tid siden lavede en "kampagne" for at læsere skulle tilbagelevere ting som de mere eller mindre uretmæssigt havde fået op under neglene, og som egentlig var statens eller det offentliges ejendom. Hvert nyt stykke offentlig ejendom som læserne gav besked om at de havde i gemmerne og nu ville levere tilbage, udkrystaliserede spøjse og interessante historier der kastede lys over ukendte, eksotiske og perspektivgivende sider af fortidens liv.

Oliver Stilling har nu i flere måneder haft en tilsvarende ekstremt produktivt og kreativt bagsidetema:

"Ingenting" 

Vel nok det snævreste og mest minimalistiske journalistiske tema man kan tænke sig. Et der negerer næsten alle nyhedskriterier: væsentlighed, konflikt, aktualitet, sensation. Men måske netop derfor appellerer det tydeligvis til læsernes fantasi, så der kommer både illustrerende billeder og sjove historier i en lind strøm.

   Som fx i dag: Et bygrænseskilt der markerer starten på 50 km fartbegrænsning - men uden bynavn. Eller forleden hvor en læser havde indsendt et fotografi af en håndskrevet grafitti fra Det Kongelige Teater på en væg til en trappenedgang hvor der stod: "Trappen til ingenting".

   Men har man fulgt med også i resten af avisen, så har man kunnet konstatere at dette antitema i den grad har appelleret til kollegerne at det også har givet afkast med interessante historier andre steder i avisen. Fx Kjeld Hybels artikel med rubrikken ...

Dansk rigmand lancerer projekt om ingenting

Også avisens vittighedstegner Per Marquart har følt sig inspireret:

Som et bidrag til Oliver Stillings bagsidetema om 'ingenting' ses begrebet her som afstanden mellem 'vuggestuen' og 'alderdomshjemmet'. Tegning: Per Marquard Otzen

Hvem ved, måske er OLiver Stilling blevet inspireret af en artikel fra november sidste år af Peter Jørgensen med rubrikken ...

Ny undersøgelse: Fox News er ikke bedre end ingenting

... og underrubrikken: "Ny undersøgelse påviser, at folk, der ser Fox News, ved mindre om verden end folk, der slet ikke læser eller ser nyheder."

Til denne journalistiske strategi hvor virkeligheden opdages, ses, vinkles og beskrives gennem et nåleøjes optik, hører også de serier som vist nok alle regionale tv-stationer har haft kørende i sommerperioden på et eller andet tidspunkt: En redaktionel pil kastes mod et landkort over regionen, og det sted hvor pilen rammer, tager man så ud til og laver historier fra. Ideen er journalistisk at komme ud og beskrive miljøer  hvor man med de normale nyhedkriterier aldrig ville komme ud og lave reportager fra.

Og Politiken har i de sidste uger kørt en artikelserie fokuseret gennem buslinje 5A i København, en sjov og anderledes reportageserie af Flemming Christiansen og Jakob Sheikh, som har givet et kreativt afkast af både oplevelses- og perspektivrige artikler om mennesker, trafikpolitik og forskellige sociale miljøer i København. Her nogle af rubrikkerne:

Nørrebro samler turban, tørklæder og træsko i 5A5A har snart flere kunder end lufthavnen

Busnørden Thomas: Jeg kan kende forskel på 5A og 350S på lyden

Bussen tegner et tydeligt billede af klasseopdelingen i samfundet

Det sidste eksempel jeg vil fremhæve her er fra Politikens kulturtillæg i dag. Artiklen har rubrikken: "Næste stop: Et bedre liv", og er skrevet af Charlotte Sejer. Manchetten lyder:

Den nye fotobog 'Bus fra Bagdad' af Henrik Saxgren tager os dybt ind i det storkøbenhavnske busmiljø, hvor mange af chaufførerne bag rattet kører dere betroede last af mennesker rundt i gaderne med dyrekøbt stolthed.

I første omgang er det billederne der fanger og fascinerer mig: "Repræsentative" interiørbilleder fra "sofastuen" i forskellige indvandrerhjem hvor familien er opstillet og iscenesat i deres fineste tøj - med det medlem - mand eller kvinde - der har arbejde som buschauffør i Københavnsområdet - stående forrest i billedet - i en positur som udtrykker stolthed. Som her:

Ifølge forlagsteksten består bogen af "43 beretninger om 46 buschauffører, der alle har foretaget en meget lang rejse fra b.la. Chile, Kenya og Indien for at få et bedre liv. De fleste er rejst fra krig eller fattigdom, og mange har gældsat sig for at komme til Danmark."

   Når jeg læser teksterne til billederne i Politiken der er sammendrag af Saxgrens tekster fra bogen, får jeg en collage - en farverig mosaik -  af fascinerende, rørende, dramatiske indvandrer-skæbner og historier. Fælles for de fleste hovedpersoner er at de er stolte af deres job, og at jobbet som buschauffør giver dem og familien social anseelse og selvværd. 

   Billederne og teksterne er mentale øjeåbnere. Jeg vil nok altid for fremtiden når jeg stiger op i en bus, se med positive øjne på chaufføren med det mørke hår og den brune lød, og på den indre skærm vil jeg se en flimrende film af de hukommelsesspor som fotos og fortællinger fra Saxgrens bog har afsat i mig.

Hvad skal vi kalde den slags journalistik som på mange måder er mere kreativ, horisont- og bevidsthedsudvidende end det meste af det der ellers fylder avissiderne og tv-fladen?

Selvom det er et besværligt ord at sige, så er et begreb fra kreativitetsteorien relevant og det mest præcise. Jeg har tidligere skrevet om det, og du kan søge på ordet i denne blogs søgefelt: 

'serendipitet' 

... der betyder noget i retning af 'det heldige tilfælde' - 'det at finde noget værdifuldt, uden at søge eller jagte det'. 

   Eller den mest anskuelige definition: 'At søg en nål i en høstak, og ende med at komme ud af den igen - med bondens datter!'

   Så det er fagtermen for fremtiden for denne særlige kreative og produktive form for journalistik: 

"Serendipitet-journalistik"

André Derain - ud af mørket, frem i lyset - og andre historier fra det moderne maleris guldalder

Der er en stor Matiss-udstilling i København som jeg ikke har besøgt - endnu.

    Matisse er jo en af de helt store omkring århundredskiftet - efter impressionisterne. Et af de malerier jeg straks får ind på den indre skærm et det her - et portræt af hans kone. Jeg har set det på Statens museum for kunst, og det optræder i alle illustrerede bøger om ham og hans udvikling.

Jeg synes det er utroligt - og genialt tænkt og udført. Der er en simpel forenklet realisme i tegningen og formen af ansigtet og dets udtryk, men de klare urealistiske primærfarver der gennemsyrer motivet, får det forenklede motiv til mentalt og konceptuelt at brænde sig ind i min visuelle erindring.

Her et andet af Matisses malerier fra den samme periode ´Kvinde med hat´som også er et af dem der har gjort stort og varigt indtryk. Jeg genkender det med glæde når jeg just nu finder det på nettet:

Der er klart tale om konceptuel blending i disse billeder - af to 'input-rum'; ét konceptuelt rum hvor motivet 'ligner' virkeligheden i form og tegning, og et andet som leverer farverne, farver som er 'unaturlige' og ikke-beskrivende.
   Det er denne særlige konceptuelle blending der bidrager mest til min store fascination og fornøjelse ved at beskue dem.

Men generelt tænder jeg ellers ikke alt for stærkt på Matisses malerier. De er for dekorative, for meget farver og form - motivet er tilsyneladende kun en anledning for en æstetisk udvikling - væk fra virkeligheden - ind i abstraktionen.
   Jeg har det med Matisse lidt som med Picasso. Jeg kan intellektuelt indse de er geniale, men de fleste billeder i deres senere produktion (be)rører mig ikke.

 

Men min research via Google giver mig en overraskelse. Først et navn som jeg aldrig husker at have stødt på: André Derain. Koblet sammen med den retning som fik navnet 'Fauvisme', som jeg godt husker at have set og hørt om da jeg var ung og læste en del kunsthistorie. Men præcis hvilke kunstnere der indgik i den bevægelse husker jeg ikke.

   Så får jeg lidt af et visuelt chock da jeg ser Derains malerier her på nettet:

Louisiana havde en glimrende udstilling for et par år siden: Farven i kunsten. Jeg tjekker kataloget. Jo, André Derain var repræsenteret med tre billeder, men måske ikke hans allerbedste.

Historien fortæller at Derain og Matisse i sommeren 1906 tog til Sydfrankrig for at male sammen, og at de under dette samarbejde eksperimenterede vildt og udviklede helt nye ideer om 'naturstridig' brug af farver - ideer som klart brød med impressionismen der jo grundlæggende var en form for naturalisme.  

   Wikipedia:

Derain and Matisse worked together through the summer of 1905 in the Mediterranean village of Collioure and later that year displayed their highly innovative paintings at the Salon d'Automne. The vivid, unnatural colors led the critic Louis Vauxcellesto derisively dub their works as les Fauves, or "the wild beasts", marking the start of the Fauvist movement.

    In March 1906, the noted art dealer Ambroise Vollard sent Derain to London to compose a series of paintings with the city as subject. In 30 paintings (29 of which are still extant), Derain put forth a portrait of London that was radically different from anything done by previous painters of the city such as Whistler or Monet. With bold colors and compositions, Derain painted multiple pictures of the Thames and Tower Bridge. These London paintings remain among his most popular work. Art critic T.G Rosenthal: " Not since Monet has anyone made London seem so fresh and yet remain quintessentially English. Some of his views of the Thames use the Pointillist technique of multiple dots, although by this time, because the dots have become much larger, it is rather more simply the separation of colours called Divisionism and it is peculiarly effective in conveying the fragmentation of colour in moving water in sunlight." [4]

For mig er det lidt af et mysterium at jeg ikke har André Derains navn og hans malerier bare nogenlunde present.  

   Malerierne som jeg finder på nettet, er af en visuel og koloristisk kvalitet, så de burde hav fæstnet sig lige så stærkt i min erindring som så mange andre af de store franske malere fra århundredskiftet.  

   Jeg burde have læst mere om ham. Hans malerier fra denne fauvismlaie-periode er - i hvert fald for en umiddelbar betragtning - helt  i samme klasse som Matisse.

   Jeg læser lidt videre - og får forklaringen: Under anden Verdenskrig var André Derain 'tyskervenlig':

During the German occupation of France in World War II, Derain lived primarily in Paris and was much courted by the Germans because he represented the prestige of French culture. Derain accepted an invitation to make an official visit to Germany in 1941, and traveled with other French artists to Berlin to attend a Nazi exhibition of an officially endorsed artist, Arno Breker.[6] Derain's presence in Germany was used effectively by Nazi propaganda, and after the Liberation he was branded a collaborator and ostracized by many former supporters.[12]

Jeg kan referere til det foregående indlægs to teoretiske begreber: 'framing' og 'priming'. Han har - nativt - været offer for nazistisk propagandas bevidste priming- og framingstrategier. Og er blevet nedgraderet i betydning af kunsthistorien.

Hvem hørte ellers til fauvisterne i de små 10 år år bevægelsen var en bevægelse? To navne fremhæves:  Maurice de Vlaminck og Albert Marquet.

   Her et af Maurice de Vlaminck:

Og her et par af Albert Marquet:

Men det fremgår også at den retning der kaldes ´pointilisme' eller 'neo-impressonisme' - og som jeg godt husker og var ret fascineret af som ung, på flere måder var en forløber for fauvismen. Og at Matisse var stærkt inspireret af sommeren inden malersamværet med André Derain at have oplevet en inspirerende "malersommer" i San Tropez med to af neo-impressionismen store navne: Paul Signac and Henri-Edmond Cross.

   Her et af Signac:

Her et af Cross:



Og endelig Matisses eget store maleri i pointilistisk stil - det berømte ´Luxe, Calme et Volupté´ - inspreret af samværet med de to andre:



De må godt nok have haft det skægt, den gruppe malere, i de år når de tog til Sydfrankrig for at male sammen.

'Hængt ud på forsiden' - skandalejournalistikken til kritisk serviceeftersyn - på TV

Don't Think of an Elephant! Titlen på den amerikanske sprogforsker George Lakoffs bog fra 2004 kommer ind på lystavlen efter at jeg har set tre af de fire hidtil udsendte DR1-udsendelser med fællestitlen: "Hængt ud på forsiden". 

   Værten kender jeg fra et andet beslægtet udsendelseskoncept "Detektor": Thomas Buch-Andersen. Mark Ørsten er medvirkende ekspert der har stået for den faglige perspektiveringe af de enkelte skandalesager. Han er lektor og studieleder på journalistuddannelsen på RUC.

George Lakoffs bog handler om fænomenet "framing" og dets betydning for den offentlige politiske debat:

You can´t see or hear frames. They ar part of what cognitive scientists call the "cognitiv unconscious" - structures in our brains that w cannot consciously acces, but know by their consequences: the way we reason and what counts as common sense. We also know frames through language.

   All words are defined relatively to conceptual frames. When you hear a word, its frame (or collection of frames) is activated in your brain.

Et andet fænomen som også er sat fagligt på begreb i forbindelse med hvordan medierne virker i forhold til sit publikum, er "priming". Et konceptuelt redskab for spindoktorer der tænker ud over dagen og vejen.

   Wikipedia definerer begrebet som det bruges inden for psykologien :

Priming is an implicit memory effect in which exposure to a stimulus influences a response to a later stimulus. It can occur following perceptual, semantic, or conceptual stimulus repetition. 

Og videre i sammenhæng med mediernes påvirkning af publikum, defineres begrebet sådan her:

Priming is a theory in which the activation of one thought may trigger related thoughts. The priming theory states that media images stimulate related thoughts in the minds of audience members.[1] For example, if a person were to see a cartoon character play a trick that inflicts pain on another character, it could make that person more likely to repeat the violent action in real life.

   Grounded in cognitive psychology, the theory of media priming is derived from the associative network model of human memory, in which an idea or concept is stored as a node in the network and is related to other ideas or concepts by semantic paths. Priming refers to the activation of a node in this network, which may serve as a filter, an interpretive frame, or a premise for further information processing or judgment formation.[2]

I begge tilfælde er der tale om mentale og kognitive langtidseffekter som ubevidst styrer vores tænkning om emner, personer, fænomener. Og i den sammenhæng er det vigtigt at notere sig at underbevidstheden ikke er sensitiv over for negationer: 

   Tænk ikke på en elefant!

   Tænk ikke på Helle Thornings "skattesag"! For der var jo ingen "sag".

Disse langtidseffekter fortæller udsendelserne "Hængt ud på forsiden" af gode grunde ikke om. De er svære at undersøge og dokumentere konkret.

    Men for de medvirkende hovedpersoner - objekterne for sensationelle historier i pressen uden dækning i virkeligheden, er det indlysende hvad langtidseffekten er af den behandling de har fået i pressen. Nasar Khadar og Henrik Sass Larsen vil for altid i publikums (under)bevidsthed blive associeret med hhv. "sort arbejde" og "rockerforbindelser". Og disse associationer devaulerer det som er en politikers vigtigste personlige og sociale kapital: den moralske troværdighed.

Jeg ser klart serien 'Hængt ud på forsiden' som et udtryk for normbrydende kreativ tænkning - noget DR kan være rimeligt stolt af. Og det har helt umiddelbart været en fornøjelse og lidt af en mental befrielse at se programmerne. De har opfyldt et savn og et hul i mediernes dækning af virkeligheden, nemlig en dækning der vender den kritiske journalistik mod medierne og journalistprofessionen selv. 

   Jeg har nydt den kølige, nøgterne og faktuelle tone som har gennemsyret udsendelserne - uden stærkt moraliserende udsagn fra værtens og ekspertens side, hvad historierne jo ellers stærkt indbyder til. 

   Og jeg har i den grad været forbløffet over at en række kendte journalister og redaktører ikke har villet stille op til konfronterende interviews i slutningen af udsendelserne. Tøsedrenge? I en machokultur!
    Jeg har også undret mig - en smule over - at de andre medier ikke i højre grad har fulgt op på 'Hængt ud på forsiden'-udsendelserne. En god anledning til selvransagelse, eller hur?

Pressen og medierne der som deres fornemste opgave har at holde et kritisk øje med magtudøvelsen i samfundet, er jo imidlertid også berygtede for at være ganske tilbageholdende og blufærdige når det gælder selvkritik og indrømmelser af fejl. Men også ret så moderate og afdæmpede når det gælder kollegial professionel kritik. 

Der findes en række professioner som har officielt  nedskrevne professionelle normsæt hvori der står at man normalt ikke kritiserer hinanden offentligt, og at det kan give anledning til "interne sanktioner" hvis man alligevel  gør det. Kollegial offentlig kritik er ukollegial!

   Begrundelsen og argumentationen går i alle tilfælde på at det er devaluerende for professionens troværdighed over for klienter, patienter, kunder - hvis professionens udøvere kritiserer hinanden offentligt. 

En lignende norm - men uskreven - har også traditionelt været gældende blandt journalistfagets udøvere. Med en helt tilsvarende argumentation. Gensidig kritik holder man så vidt muligt "indendøre" for ikke at devaluere fagets samlede etos eller image i publikums øjne. Og selvkritik har langt hen ad vejen været - en by i Rusland.

   Jeg husker hvor overrasket jeg derfor også blev da jeg første gang for mange år siden begyndte at læse professionens eget fagblad Journalisten. Jeg havde aldrig før oplevet en så sprogligt uhæmmet, fagligt nedgørende kritik fra én journalist til en anden i læserbrevspalterne der fyldte rigtig meget. Personlige ondskabsfuldheder og smålige insinuationer blev udvekslet imellem kolleger med en verbal energi og kreativitet som man slet ikke kunne finde magen til i den publicerede journalistik. 

Jeg husker også at DR i 80-erne i flere omgange forsøgte at producere tv-udsendelser der havde selvkritisk sigte. Dog uden større succes, og ofte med ganske megen intern forurettelse hos de kritiserede medarbejdere i udsendelsernes kølvand. Det var også svært at rekruttere værter til disse programmer, husker jeg.

Forholdene har gradvist ændret sig til det bedre. Der er blevet mere professionel selvkritik og større åbenhed. Flere af de store medier har udnævnt en læsernes eller lytternes/seernes ombudsmand/redaktør. Og det sker ikke så sjældent mere at nyhedsredaktioner kommer med indslag/artikler der har en kritisk vinkel over for andre nyhedsmediers dækning af en sag. 

    Og man kan vel sige at Hængt Ud på Forsiden-serien er endnu et skridt i den retning. 

    Godt gået. 

Jeg er spændt på om serien fortsætter i næste sæson. Der er jo tilsyneladende flere end nok historier at tage af.

Akvarelmaleriets mysterier (13) - om borte-tit-skyer og principper for kvindeansigtets skønhed og

Jeg ser en foromtale af Jesper Theilgaards nye bog: "Vejret i Kunsten" i min avis. Rubrikken lyder:

Købeke får et 10-tal, mens Eckersberg kun lige består

Det lyder helt umiddelbar sjovt, spændende, kreativt at anskue de store klassiske kunstmaleres afbildning af skyer i meteorologiens naturvidenskabelig optik. Ideen er et smukt eksempel på kreativ blending af to konceptuelle rum.

   En af pointerne er at kunstnere der har naturalisme på programmet, jo slet ikke altid forholder sig realistisk til de skyer de maler, men udformer dem i forhold til hvordan de  passer ind i maleriets æstetiske helhed. Man taler jo traditionelt om at de har "en kunstnerisk frihed". Men de forvalter den altså forskelligt.
     Men det sjove er jo så at publikum i de fleste tilfælde slet ikke opfatter de naturalistisk malede skyer som urealistiske selv om de er det i Jesper Theilgaards naturvidenskablige optik. Som fx dette af C. W. Eckersberg:

Ved at google lidt på guldaldermalerne og skyer bliver jeg klogere.
   Det viser sig at Eckersberg lavede forstudier til skyerne i sine marinebilleder som det ovenfor. Og at kunsthistorikere som Kasper Monrad klart kan skelne mellem typiske 'Eckersberg-skyer' og 'Købke-skyer':

Der er nogle meget markante stilistiske forskelle mellem Eckersberg og Købke i deres studier af skyer. Købke malede skyerne, som om de var et udsnit af et større hele, hvorimod Eckersberg altid komponerede skyerne, så de kom til at udgøre et sluttet hele.

Her et maleri af Christen Købke hvor man tydeligt ser at de er visuelt tænkt som "et udsnit af et større hele":

Denne stilistiske skelnen kan bruges til at afgøre om et maleri fra den gang, er et Købke- eller Eckersberg-billede hvis man er i tvivl. Læs den sjove historie her:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/kunsthistorier/historier/vis/koebkes-skyer-var-malet-af-eckersberg/

Når man  som jeg går rundt og tager fotografier for at bruge dem som "forbilleder" for akvareller, så følger jeg jo mere eller mindre (u)bevidst nogle æstetiske principper som har med spillet mellem former og farver at gøre.

   Nogle kombinationer af motiver, former og farver virker umiddelbart tiltrækkende og giver mig lyst til at omsætte i maleri. Og på Bardur Jakupssons akvarelkurser satte han sig og malede "for" på steder hvor der var en interessant "udsigt" eller et fascinerende "scenario". Og når kursisterne så blev sluppet løs, så fandt de også sådan nogle steder og motiver med særlige kvaliteter som inviterede til at blive malet.

   Men skyerne  kunne Bardur jo ikke bestemme. På Færøerne var der de fleste dage masser af skyer der kom og var "dramatiske" og "fascinerende" helt af sig selv.

Jeg kan konstatere at jeg har en hel del fotos med skyer og vand og spejlinger i vand, som jeg netop kunne tænke mig at male. Og i flere af de akvareller jeg er tilfreds med (i modsætning til dem fra Kreta), er det netop skyerne (sammen med spejlende vand) som fascinerer. Fx de her to - et fra Færøerne og et fra Kap Verde:

Jeg googler for en ordens skyld "clouds" og "watercolour". Og finder en skatkiste af fascinerende billeder:

Jeg har tidligere i serien om akvarelmaleriets mysterier (nr. 2) henvist til V. S. Ramachandrans liste på 10 æstetiske principper - på bio- og neurologisk grundlag - som han skriver om i sin fascinerende bog "The Tell-Tale Brain". 

   Og fidusen æstetisk set ved skyer er ikke bare de uendelige muligheder for kontraster, former, farvevariationer og -overgange, men også garantien for at de altid lever op til det såkaldte borte-tit-princip: noget der skimtes bag og igennem noget andet, er mere fascinerende end det der ligger helt åbent for dagen. 

   Skyer er altid interessante fordi de helt eller delvist skjuler solen (eller månen), som samtidig kan gennemlyse dem fra alle mulige vinkler, i alle mulige farveintensiteter og i et farvespektrum som varierer med tiden på døgnet. 

Et af de andre Ramachandran-principper blev jeg mindet om for ikke så længe siden da jeg så en dokumentar på DR K med titlen the "Sculpture Diaries". Tilrettelægger og vært var en personlig og meget engageret kunstekspert som hed Waldemar Januszczak. 

   Han besøgte og introducerede en biomedicinsk æstetiker Stephan Marquart i Californien som havde udarbejde en matematisk funderet skabelon for skønhed i kvinders ansigt, en skabelon som han brugte  i forbindelse med skønhedsoperationer.

   Det kaldes "en beauty mask", og den bygger på proportionen phi som også er formlen for det gyldne snit:

Dr. Stephen Marquardt has studied human beauty for years in his practice of oral and maxillofacial surgery. Dr. Marquardt performed cross-cultural surveys on beauty and found that all groups had the same perceptions of facial beauty. He also analyzed the human face from ancient times to the modern day. Through his research, he discovered that beauty is not only related to phi, but can be defined for both genders and for all races, cultures and eras with the beauty mask which he developed and patented. This mask uses the pentagon and decagon as its foundation, which embody phi in all their dimensions. 

Sådan ser et pentagon og et decagon ud:

Et af eksemplerne dr. Marquart giver på en skulptur fra oldtiden der totalt svarer til skønhedsmaskens idealproportioner, er en af de få skulpturer som jeg fra første gang jeg så den, har været betaget af. Og jeg har også set den i virkeligheden på en udstilling i Berlin.

   Hvem? Den her dame, selvfølgelig:

Det er klart at symmetrien er en skønhedsparameter. I det her tilfælde spejler proportionerne sig om ansigtets midterakse:

Bioæstetikken eller neuroæstetikken forklarer vores lyst og glæde ved symmetri som et resultat af evolutionen der har favoriseret en automatisk og ubevidst præference for symmetri hos potentielle parringspartnere. V. S. Ramachandran udlægger det sådan at vi biologisk har fået indkodet at et sundt menneske (der fx ikke er inficeret af parasitter) har symmetriske ansigtstræk:

Therefore, symmetry is a marker,  or a flag, for good health, which in turn is an indcator of desirebility. This argument explains why your visual system finds symmetry appealing and asymetry disturbing.

I større skala - rumindretning, byggeri, landskaber -  er symmetri imidlertid kedeligt. Og i ansigter er det jo kun den ene - den vertikale - symmetriakse som "gælder". Ellers er det det gyldne snit som leverer skønhedens særlige proportioner der altid kombinerer harmoni med spænding.

Og skyer er aldrig symmetriske hverken på den ene eller den anden led. Deraf fascination uden grænser. Både ved at ligge på ryggen og se op på dem - real life. Og udfordringen ved at transformere dem ind i et maleri.

Kreativ destruktion - som et helt personligt anliggende med befriende perspektiver

En lille gåde til læserne af denne blog: Hvad er fælles for følgende?

- At jeg og fruen efter 20 år har besluttet at vi trænger til et nyt køkken i vores byhus i Vordingborg - et byhus fra 1939. Og netop idag er tømmeren kommet og har med diverse redskaber raseret og nedbrudt det gamle køkken som efterhånden stort set kun blev holdt sammen med gaffa-tape. Køkkenet ligner nu - i skrivende stund - en ruin efter et militært angreb fra 1. Verdenskrig.

- At jeg selv i løbet af denne dags formiddag har smidt ca. hundrede propfyldte ringbind og mapper ud og afleveret dem til genbrugspladsens "let brændbart"-container. Jeg har simpelt hen totalt tømt mine reoler for gamle noter, overheadtransparenter  researchmateriale, kursusbeskrivelser, radio- og tv-koncepter, artikelmanuskripter, kompendier, skrevne efterkritikker. Faktisk er nu 2/3 af reolhylderne er nu tomme og trænger til en gang med støvsugeren.

- At Jill Taylor (som jeg har skrevet om for nylig i flere indlæg) med ét slag - et slagtilfælde - en hjerneblødning - fratages adgangen til og funktionen af sin venstre hjernehalvdel hvorved hun mister brugen/forståelsen af verbalt sprog og tænkning, og mentalt udelukkes fra oplevelsen af tidens forløb i faser, og udelukkes fra adgangen til erindringer om sit tidligere liv og sin akademiske kunnen; I perioden efter hjerneblødningen sanser, lever og erkender hun udelukkende igennem den ordløse visuelle her og nu-tænkning som er det højre hjernehalvdel bidrager til bevidstheden med. Og hun får derved en livsforandrende og bevidsthedsudviklende spirituel oplevelse som aldrig ellers ville have været mulig.

- At SF nu i disse dage foretager en radikal magtomvending, så dem der har siddet ved magten og ført SF frem til regeringsmagten, nu bliver totalt degraderet og sat fra bestillingen, mens tidligere backbenchere pludselig avancerer til partiets top. Og får dermed - håber jeg for dem og dansk politik -  en frihed til at tænke nyt og ageret politisk mere kreativt.

Alt dette kan kategoriseres som eksempler på det som i faglitteraturen kaldes: 'kreativ destruktion' - som i øvrigt er den ekstreme version af det som al kreativitetsteori beskriver som et vigtigt vilkår i det positive forløb af den kreative proces: 'kreative restriktioner'.

Fænomenet 'kreativ destruktion´ har jeg været inde på i tidligere indlæg. Men det er lige nu i disse dage og uger blevet helt aktuelt og konkret for mig personligt.

   I ideen og begrebet ligger det at noget må destrueres for at noget ny kan opstå og udvikle sig så meget desto stærkere. Nå de første bønder i bronzealderen brændte skov af for at kunne dyrke korn, så er det et eksempel. For at noget nyt kan gro frem må noget andet der står i vejen, destrueres.

   Når (Vest)Tyskland og Japan oplevede den stærkest økonomiske vækst og største industrielle innovation efter 2. Verdenskrig, så var det et resultat af at deres gamle storindustrier var totalt smadret og udraderet af de allieredes bombninger i krigens sidste faser. Der var dermed i bogstavligste forstand skabt grobund i de to taberlande for en udvikling så eksplosiv at fx sejrherren England slet ikke kunne følge med.

   På  samme måde har Maoismens initiativundertrykkende regime fungeret som kreative destruktion som har leveret dynamisk afsæt for den socioøkonomiske udvikling vi har oplevet i dette megaland de sidste 30 år.

Det er inden for Karl Marx´ økonomiske tænkning at begrebet oprindelig blev brugt. Men ifølge Wikipedia kan der findes tilsvarende tanker og begrebsliggørelser hos andre - endda med rødder i indisk religion:

In philosophical terms, the concept of "creative destruction" is close to Hegel´s concept of sublation. In German economic discourse it was taken up from Marx's writings by Werner Sombart, particularly in his 1913 text Krieg und Kapitalismus:[14]Again, however, from destruction a new spirit of creation arises; the scarcity of wood and the needs of everyday life... forced the discovery or invention of substitutes for wood, forced the use of coal for heating, forced the invention of coke for the production of iron.

   It has been argued that Sombart's formulation of the concept was influenced by Eastern mysticism, specifically the image of the Hindu god Shiva, who is presented in the paradoxical aspect of simultaneous destroyer and creator.[1]   Conceivably this influence passed from Johann Gottfried Herder, who brought Hindu thought to German philosophy in his Philosophy of Human History(Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit) (Herder 1790–92), specifically volume III, pp. 41–64.[1] via Arthur Schopenhauer and theOrientalist Friedrich Maier through Friedrich Nietzsche´s writings. Nietzsche represented the creative destruction of modernity through the mythical figure of Dionysus, a figure whom he saw as at one and the same time "destructively creative" and "creatively destructive".[15]

Tilbage til det helt personlige.

   At smide alle disse faglige mapper ud i et hug, har været en helt speciel og totalt befriende oplevelse i dag. Og det er blevet det hel konkret fysisk udtryk for at jeg går ind i en ny kreative fase af mit liv.

   Jeg måtte en del gange under udsmidningen vandrer omkring 'memory lane'. Fandt digte og prosastykker fra min gymnasietid, og tegninger og oljekridtmalerier fra omkring min studentertid - 1963. Pyha!

Men eftertanken som denne udradering af arbejdspapirer og dokumenter sætter igang, er jo også interessant:

   Jeg har jo i alle disse år haft diffuse forestillinger om at jeg skulle og kunne vende tilbage: og genoptage interviewkurser, videreudvikle samtale- og konversationsanalyse, projektarbejdets pædagogik, faktionens dramaturgiske mysterier, ping- og pampersprogets bekæmpelse, redaktionsudvikling, borgerbetjening, socialt og sprogligt samspil på sygehuset, etc. etc.

   Og når jeg tænker tilbage, så er der jo også kun meget emner og problemstillinger som jeg pludselig har fundet frem og genoplivet fordi en tilfældig og uplanlagt henvendelse har gjort det relevant og aktuelt.  Fx temaet og den røde tråd i denne blog: kreativitet.

   Men i langt de fleste tilfælde har mappernes indhold primært fungeret som mentale og kognitive trædesten til en udvikling af noget nyt og fremadrettet, altså et indhold som jeg allerede den gang kunne og burde have smidt ud efter projektets afslutning.

Men følelsen i dag er en oplevelse af den helt store mentale befrielse; euferi. Det fysiske udtryk for binding til fortiden - reolmeter efter reolmeter af blå og hvide ringbind og mapper - er væk. Fortidens meritter hænger ikke mere om min mentale hals som en møllesten.

   Og der er jo så en smuk metaforisk korrespondance mellem det at vores tømrer raserede det gamle køkken i morges og i formiddags, og det at jeg raserede mine reoler stort set samtidig.

   Faktisk indser jeg nu i skrivende stund at det at se tømreren (han hedder i øvrigt også Peter) gå på med krum hals i den fysiske destruktion af det gamle køkkens elementer, har aktiveret spejlneuroner og dertil knyttede følelser hos mig så jeg fik det afgørende skub til at destruere al den mappedokumenterende fortid som fyldte på hylderne.

   Og parallellen til Jill Taylor der bliver afskåret fra alle sine sprog- og tidsdefinerede "files" i venstre hjernehalvdel ved hjerneblødningen, er slående. Hendes påtvungne "tab" har klare lighedspunkter med min selvpåtvungne radikale udsmidning af alle mine "kloge" og ordrige mapper fra fortiden.

    Skal man finde mentalt tilbage og kognitivt re-etablere det tabte, så er der nu intet andet at gøre en at starte på en frisk.

I begge tilfælde åbner der sig nu en frihed til at opbygge og udvikle nyt - både i mit indre mentale køkken - og i det som jeg dagligt skal lave mad i - i de kommende år.