Akvarelmaleriets mysterier (13) - om borte-tit-skyer og principper for kvindeansigtets skønhed og

Jeg ser en foromtale af Jesper Theilgaards nye bog: "Vejret i Kunsten" i min avis. Rubrikken lyder:

Købeke får et 10-tal, mens Eckersberg kun lige består

Det lyder helt umiddelbar sjovt, spændende, kreativt at anskue de store klassiske kunstmaleres afbildning af skyer i meteorologiens naturvidenskabelig optik. Ideen er et smukt eksempel på kreativ blending af to konceptuelle rum.

   En af pointerne er at kunstnere der har naturalisme på programmet, jo slet ikke altid forholder sig realistisk til de skyer de maler, men udformer dem i forhold til hvordan de  passer ind i maleriets æstetiske helhed. Man taler jo traditionelt om at de har "en kunstnerisk frihed". Men de forvalter den altså forskelligt.
     Men det sjove er jo så at publikum i de fleste tilfælde slet ikke opfatter de naturalistisk malede skyer som urealistiske selv om de er det i Jesper Theilgaards naturvidenskablige optik. Som fx dette af C. W. Eckersberg:

Ved at google lidt på guldaldermalerne og skyer bliver jeg klogere.
   Det viser sig at Eckersberg lavede forstudier til skyerne i sine marinebilleder som det ovenfor. Og at kunsthistorikere som Kasper Monrad klart kan skelne mellem typiske 'Eckersberg-skyer' og 'Købke-skyer':

Der er nogle meget markante stilistiske forskelle mellem Eckersberg og Købke i deres studier af skyer. Købke malede skyerne, som om de var et udsnit af et større hele, hvorimod Eckersberg altid komponerede skyerne, så de kom til at udgøre et sluttet hele.

Her et maleri af Christen Købke hvor man tydeligt ser at de er visuelt tænkt som "et udsnit af et større hele":

Denne stilistiske skelnen kan bruges til at afgøre om et maleri fra den gang, er et Købke- eller Eckersberg-billede hvis man er i tvivl. Læs den sjove historie her:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/kunsthistorier/historier/vis/koebkes-skyer-var-malet-af-eckersberg/

Når man  som jeg går rundt og tager fotografier for at bruge dem som "forbilleder" for akvareller, så følger jeg jo mere eller mindre (u)bevidst nogle æstetiske principper som har med spillet mellem former og farver at gøre.

   Nogle kombinationer af motiver, former og farver virker umiddelbart tiltrækkende og giver mig lyst til at omsætte i maleri. Og på Bardur Jakupssons akvarelkurser satte han sig og malede "for" på steder hvor der var en interessant "udsigt" eller et fascinerende "scenario". Og når kursisterne så blev sluppet løs, så fandt de også sådan nogle steder og motiver med særlige kvaliteter som inviterede til at blive malet.

   Men skyerne  kunne Bardur jo ikke bestemme. På Færøerne var der de fleste dage masser af skyer der kom og var "dramatiske" og "fascinerende" helt af sig selv.

Jeg kan konstatere at jeg har en hel del fotos med skyer og vand og spejlinger i vand, som jeg netop kunne tænke mig at male. Og i flere af de akvareller jeg er tilfreds med (i modsætning til dem fra Kreta), er det netop skyerne (sammen med spejlende vand) som fascinerer. Fx de her to - et fra Færøerne og et fra Kap Verde:

Jeg googler for en ordens skyld "clouds" og "watercolour". Og finder en skatkiste af fascinerende billeder:

Jeg har tidligere i serien om akvarelmaleriets mysterier (nr. 2) henvist til V. S. Ramachandrans liste på 10 æstetiske principper - på bio- og neurologisk grundlag - som han skriver om i sin fascinerende bog "The Tell-Tale Brain". 

   Og fidusen æstetisk set ved skyer er ikke bare de uendelige muligheder for kontraster, former, farvevariationer og -overgange, men også garantien for at de altid lever op til det såkaldte borte-tit-princip: noget der skimtes bag og igennem noget andet, er mere fascinerende end det der ligger helt åbent for dagen. 

   Skyer er altid interessante fordi de helt eller delvist skjuler solen (eller månen), som samtidig kan gennemlyse dem fra alle mulige vinkler, i alle mulige farveintensiteter og i et farvespektrum som varierer med tiden på døgnet. 

Et af de andre Ramachandran-principper blev jeg mindet om for ikke så længe siden da jeg så en dokumentar på DR K med titlen the "Sculpture Diaries". Tilrettelægger og vært var en personlig og meget engageret kunstekspert som hed Waldemar Januszczak. 

   Han besøgte og introducerede en biomedicinsk æstetiker Stephan Marquart i Californien som havde udarbejde en matematisk funderet skabelon for skønhed i kvinders ansigt, en skabelon som han brugte  i forbindelse med skønhedsoperationer.

   Det kaldes "en beauty mask", og den bygger på proportionen phi som også er formlen for det gyldne snit:

Dr. Stephen Marquardt has studied human beauty for years in his practice of oral and maxillofacial surgery. Dr. Marquardt performed cross-cultural surveys on beauty and found that all groups had the same perceptions of facial beauty. He also analyzed the human face from ancient times to the modern day. Through his research, he discovered that beauty is not only related to phi, but can be defined for both genders and for all races, cultures and eras with the beauty mask which he developed and patented. This mask uses the pentagon and decagon as its foundation, which embody phi in all their dimensions. 

Sådan ser et pentagon og et decagon ud:

Et af eksemplerne dr. Marquart giver på en skulptur fra oldtiden der totalt svarer til skønhedsmaskens idealproportioner, er en af de få skulpturer som jeg fra første gang jeg så den, har været betaget af. Og jeg har også set den i virkeligheden på en udstilling i Berlin.

   Hvem? Den her dame, selvfølgelig:

Det er klart at symmetrien er en skønhedsparameter. I det her tilfælde spejler proportionerne sig om ansigtets midterakse:

Bioæstetikken eller neuroæstetikken forklarer vores lyst og glæde ved symmetri som et resultat af evolutionen der har favoriseret en automatisk og ubevidst præference for symmetri hos potentielle parringspartnere. V. S. Ramachandran udlægger det sådan at vi biologisk har fået indkodet at et sundt menneske (der fx ikke er inficeret af parasitter) har symmetriske ansigtstræk:

Therefore, symmetry is a marker,  or a flag, for good health, which in turn is an indcator of desirebility. This argument explains why your visual system finds symmetry appealing and asymetry disturbing.

I større skala - rumindretning, byggeri, landskaber -  er symmetri imidlertid kedeligt. Og i ansigter er det jo kun den ene - den vertikale - symmetriakse som "gælder". Ellers er det det gyldne snit som leverer skønhedens særlige proportioner der altid kombinerer harmoni med spænding.

Og skyer er aldrig symmetriske hverken på den ene eller den anden led. Deraf fascination uden grænser. Både ved at ligge på ryggen og se op på dem - real life. Og udfordringen ved at transformere dem ind i et maleri.