Kreativ destruktion - som et helt personligt anliggende med befriende perspektiver

En lille gåde til læserne af denne blog: Hvad er fælles for følgende?

- At jeg og fruen efter 20 år har besluttet at vi trænger til et nyt køkken i vores byhus i Vordingborg - et byhus fra 1939. Og netop idag er tømmeren kommet og har med diverse redskaber raseret og nedbrudt det gamle køkken som efterhånden stort set kun blev holdt sammen med gaffa-tape. Køkkenet ligner nu - i skrivende stund - en ruin efter et militært angreb fra 1. Verdenskrig.

- At jeg selv i løbet af denne dags formiddag har smidt ca. hundrede propfyldte ringbind og mapper ud og afleveret dem til genbrugspladsens "let brændbart"-container. Jeg har simpelt hen totalt tømt mine reoler for gamle noter, overheadtransparenter  researchmateriale, kursusbeskrivelser, radio- og tv-koncepter, artikelmanuskripter, kompendier, skrevne efterkritikker. Faktisk er nu 2/3 af reolhylderne er nu tomme og trænger til en gang med støvsugeren.

- At Jill Taylor (som jeg har skrevet om for nylig i flere indlæg) med ét slag - et slagtilfælde - en hjerneblødning - fratages adgangen til og funktionen af sin venstre hjernehalvdel hvorved hun mister brugen/forståelsen af verbalt sprog og tænkning, og mentalt udelukkes fra oplevelsen af tidens forløb i faser, og udelukkes fra adgangen til erindringer om sit tidligere liv og sin akademiske kunnen; I perioden efter hjerneblødningen sanser, lever og erkender hun udelukkende igennem den ordløse visuelle her og nu-tænkning som er det højre hjernehalvdel bidrager til bevidstheden med. Og hun får derved en livsforandrende og bevidsthedsudviklende spirituel oplevelse som aldrig ellers ville have været mulig.

- At SF nu i disse dage foretager en radikal magtomvending, så dem der har siddet ved magten og ført SF frem til regeringsmagten, nu bliver totalt degraderet og sat fra bestillingen, mens tidligere backbenchere pludselig avancerer til partiets top. Og får dermed - håber jeg for dem og dansk politik -  en frihed til at tænke nyt og ageret politisk mere kreativt.

Alt dette kan kategoriseres som eksempler på det som i faglitteraturen kaldes: 'kreativ destruktion' - som i øvrigt er den ekstreme version af det som al kreativitetsteori beskriver som et vigtigt vilkår i det positive forløb af den kreative proces: 'kreative restriktioner'.

Fænomenet 'kreativ destruktion´ har jeg været inde på i tidligere indlæg. Men det er lige nu i disse dage og uger blevet helt aktuelt og konkret for mig personligt.

   I ideen og begrebet ligger det at noget må destrueres for at noget ny kan opstå og udvikle sig så meget desto stærkere. Nå de første bønder i bronzealderen brændte skov af for at kunne dyrke korn, så er det et eksempel. For at noget nyt kan gro frem må noget andet der står i vejen, destrueres.

   Når (Vest)Tyskland og Japan oplevede den stærkest økonomiske vækst og største industrielle innovation efter 2. Verdenskrig, så var det et resultat af at deres gamle storindustrier var totalt smadret og udraderet af de allieredes bombninger i krigens sidste faser. Der var dermed i bogstavligste forstand skabt grobund i de to taberlande for en udvikling så eksplosiv at fx sejrherren England slet ikke kunne følge med.

   På  samme måde har Maoismens initiativundertrykkende regime fungeret som kreative destruktion som har leveret dynamisk afsæt for den socioøkonomiske udvikling vi har oplevet i dette megaland de sidste 30 år.

Det er inden for Karl Marx´ økonomiske tænkning at begrebet oprindelig blev brugt. Men ifølge Wikipedia kan der findes tilsvarende tanker og begrebsliggørelser hos andre - endda med rødder i indisk religion:

In philosophical terms, the concept of "creative destruction" is close to Hegel´s concept of sublation. In German economic discourse it was taken up from Marx's writings by Werner Sombart, particularly in his 1913 text Krieg und Kapitalismus:[14]Again, however, from destruction a new spirit of creation arises; the scarcity of wood and the needs of everyday life... forced the discovery or invention of substitutes for wood, forced the use of coal for heating, forced the invention of coke for the production of iron.

   It has been argued that Sombart's formulation of the concept was influenced by Eastern mysticism, specifically the image of the Hindu god Shiva, who is presented in the paradoxical aspect of simultaneous destroyer and creator.[1]   Conceivably this influence passed from Johann Gottfried Herder, who brought Hindu thought to German philosophy in his Philosophy of Human History(Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit) (Herder 1790–92), specifically volume III, pp. 41–64.[1] via Arthur Schopenhauer and theOrientalist Friedrich Maier through Friedrich Nietzsche´s writings. Nietzsche represented the creative destruction of modernity through the mythical figure of Dionysus, a figure whom he saw as at one and the same time "destructively creative" and "creatively destructive".[15]

Tilbage til det helt personlige.

   At smide alle disse faglige mapper ud i et hug, har været en helt speciel og totalt befriende oplevelse i dag. Og det er blevet det hel konkret fysisk udtryk for at jeg går ind i en ny kreative fase af mit liv.

   Jeg måtte en del gange under udsmidningen vandrer omkring 'memory lane'. Fandt digte og prosastykker fra min gymnasietid, og tegninger og oljekridtmalerier fra omkring min studentertid - 1963. Pyha!

Men eftertanken som denne udradering af arbejdspapirer og dokumenter sætter igang, er jo også interessant:

   Jeg har jo i alle disse år haft diffuse forestillinger om at jeg skulle og kunne vende tilbage: og genoptage interviewkurser, videreudvikle samtale- og konversationsanalyse, projektarbejdets pædagogik, faktionens dramaturgiske mysterier, ping- og pampersprogets bekæmpelse, redaktionsudvikling, borgerbetjening, socialt og sprogligt samspil på sygehuset, etc. etc.

   Og når jeg tænker tilbage, så er der jo også kun meget emner og problemstillinger som jeg pludselig har fundet frem og genoplivet fordi en tilfældig og uplanlagt henvendelse har gjort det relevant og aktuelt.  Fx temaet og den røde tråd i denne blog: kreativitet.

   Men i langt de fleste tilfælde har mappernes indhold primært fungeret som mentale og kognitive trædesten til en udvikling af noget nyt og fremadrettet, altså et indhold som jeg allerede den gang kunne og burde have smidt ud efter projektets afslutning.

Men følelsen i dag er en oplevelse af den helt store mentale befrielse; euferi. Det fysiske udtryk for binding til fortiden - reolmeter efter reolmeter af blå og hvide ringbind og mapper - er væk. Fortidens meritter hænger ikke mere om min mentale hals som en møllesten.

   Og der er jo så en smuk metaforisk korrespondance mellem det at vores tømrer raserede det gamle køkken i morges og i formiddags, og det at jeg raserede mine reoler stort set samtidig.

   Faktisk indser jeg nu i skrivende stund at det at se tømreren (han hedder i øvrigt også Peter) gå på med krum hals i den fysiske destruktion af det gamle køkkens elementer, har aktiveret spejlneuroner og dertil knyttede følelser hos mig så jeg fik det afgørende skub til at destruere al den mappedokumenterende fortid som fyldte på hylderne.

   Og parallellen til Jill Taylor der bliver afskåret fra alle sine sprog- og tidsdefinerede "files" i venstre hjernehalvdel ved hjerneblødningen, er slående. Hendes påtvungne "tab" har klare lighedspunkter med min selvpåtvungne radikale udsmidning af alle mine "kloge" og ordrige mapper fra fortiden.

    Skal man finde mentalt tilbage og kognitivt re-etablere det tabte, så er der nu intet andet at gøre en at starte på en frisk.

I begge tilfælde åbner der sig nu en frihed til at opbygge og udvikle nyt - både i mit indre mentale køkken - og i det som jeg dagligt skal lave mad i - i de kommende år.