Apropos Trine Søndergaards udstilling 'Still' - om kvindeportrætter med bortvendt ansigt som et 'sjælespejl' - og andre historier

Udstillingen 'Selvportræt' på Louisiana gav mig afsæt for at tænke lidt over portrætmaleriets udtryk, især dette at både selvportrætter og portrætter i al almindelighed typisk insisterede på konfronterende øjenkontakt med beskueren.
   Når selvportrætternes ansigter stirrer intenst på beskueren, er det jo en naturlig konsekvens af at "forbilledet" enten er set i et spejl eller det er et - selvudløst - selv-foto. Og man siger jo metaforisk at "øjnene er sjælens spejl". Når malerne maler sig selv eller andre frontalt og konfronterende, så er det jo fordi de ønsker at det indre skal spejle og afspejle sig i det ydre - i (selv)portrættet.

Netop derfor er den absolutte negation af den pågående øjenkontakt ekstra fascinerende, og den møder jeg i illustrationen til Politikens anmeldelse i torsdags af Trine Søndergaards udstilling i Martin Asbæk Galleriet.
   Wau! Udtryk der gør indtryk. På mig.

   Hun udstiller iscenesatte fotografier af "guldnakker", og det får mig til at jagte "guldnakker" ved en Google-billedsøgning:

Udstillingen har titlen 'Still', som associerer til betegnelsen "stil-leben" eller "still life", et arrangeret motiv af - typisk - frugter, blomster, brugsgenstande. Men her altså udstilles bortvendte, sky kvinder.

   Trine Søndergaard citeres for at at sige om sine billeder:

Jeg vil gerne vise, at det er okay. At være stille, indadvendt og genert. Da jeg begyndte at fotografere, var det meget direkte og konfronterende. Siden da har jeg arbejdet for at skabe en større genklang mellem det indeni mig, og det, jeg fotograferer. 

Så det er altså en slags sjæleportrætter eller sjælespejlinger hun laver.

I hvert fald er der tale om konceptuel blending af to motivverdener: 1800-tals kvindehuer der er lavet af guldtråde og blev båret af kvinder i rige bondefamilier ved festlige lejligheder, men her så sat på hovedet af moderne klædte kvindelige modeller med ryggen til beskueren: ikke-portrætter.
   De kan ikke se sig selv og nakkens skønhed.

Fascinationen ved disse still-billeder af "guldnakker" ligger i det bortvendte kvindeansigt, den smukke kvindenakke, og så associationerne til historiske kvindemalerier hvor motivet 'kvinde set fra ryggen' er - en klassiker:

Anders Zorn: (kan ikke finde titel)

Berthe Morisot: Woman at toilette

Anna Ancher: Ung pige spiller guitar siddende foran klaver.

Vilhelm Hammershøi: Interiør med ung Kvinde set fra Ryggen, 1903.

Eckersbergs tegning af sine døtre der kigger ud af vinduet

Eckersberg: Portræt af Thorvaldsens elskerinde, Anna Maria Magnani, 1837

Den svenske naturalistiske maler Anders Zorn har malet en lang række billeder der dokumenterer hans fascination ved billeder af kvinder der vender nakken og ryggen mod beskueren/maleren:

Og så har dette berømte Eckersbergbillede også netop associationer til et af kvinde-selvportrætterne på Louisiana-udstillingen. Et af de få uden insisterende øjenkontakt - med bortvendt ansigt og indadvendt blik - også et sjælespejlbillede:

VANITAS. Den engelske kunstner Helen Chadwick (1953-96)
så sig selv i spejlet i 1986
 og kaldte værket for 'Forfængelighed II'.
Foto: National Photo Gallery London

Politikens anmelder af Louisianaudstillingen, Peter Michael Hornung, skriver om den sidste del af udstillingen hvor Helen Chadwicks spejlbillede optræder:

Man kan se ophængningen som én lang udviklingsrejse mod den moderne kunstners stadig mere suveræne og hensynsløse forvaltning af selvportrættet som et portræt, der ikke længere kun drejer sig om at ramme en ydre lighed. Kunstneren bliver oprører, og efterhånden som vi passerer 1960'erne, er det hele kunstnerens person og univers og forståelse af omverdenen, der er på spil. Selvfremstillingen bliver et redskab, hvormed kunstneren kan fortælle om alt, ikke mindst sine relationer til andre.

Selv har jeg også blandt de få akvareller jeg har malet, fundet motivet "kvinde med bortvendt ansigt" værd at male:

Motivet dyrkes også af den kvindelige tyske kunstner Sabine Dehnel:

Og så er der selvfølgelig Vermeer: "Borte tit":

... som jeg selv som en 'træningsopgave' har kopieret i akvarel:

Jeg kommer så også til at tænke på min kreative frisør som jeg i avisen har set netop er blevet kåret som "Årets Læreplads" på Sjælland. 

   Mon ikke han har et særligt forhold til (kvinde)nakker? I hvert fald er han professionelt afhængig af spejle på en helt særlig måde.
  Når han løbende skal tjekke og få visuelt feed back på sin klipning af frisurens forside, må han gøre det indirekte via synet i spejlet som han deler med kunden. Mens det han kan se og opleve direkte, er frisurens nakkeside, som måske er den vigtigste når alt kommer til alt.
  Den del af frisuren er undervejs skjult for kunden som jo først har adgang til at se den i det runde nakkespejl til sidst - i et spejlbillede af et spejlbillede - klipningens klimaksbillede.

Akvarelmaleriets mysterier (13) - om borte-tit-skyer og principper for kvindeansigtets skønhed og

Jeg ser en foromtale af Jesper Theilgaards nye bog: "Vejret i Kunsten" i min avis. Rubrikken lyder:

Købeke får et 10-tal, mens Eckersberg kun lige består

Det lyder helt umiddelbar sjovt, spændende, kreativt at anskue de store klassiske kunstmaleres afbildning af skyer i meteorologiens naturvidenskabelig optik. Ideen er et smukt eksempel på kreativ blending af to konceptuelle rum.

   En af pointerne er at kunstnere der har naturalisme på programmet, jo slet ikke altid forholder sig realistisk til de skyer de maler, men udformer dem i forhold til hvordan de  passer ind i maleriets æstetiske helhed. Man taler jo traditionelt om at de har "en kunstnerisk frihed". Men de forvalter den altså forskelligt.
     Men det sjove er jo så at publikum i de fleste tilfælde slet ikke opfatter de naturalistisk malede skyer som urealistiske selv om de er det i Jesper Theilgaards naturvidenskablige optik. Som fx dette af C. W. Eckersberg:

Ved at google lidt på guldaldermalerne og skyer bliver jeg klogere.
   Det viser sig at Eckersberg lavede forstudier til skyerne i sine marinebilleder som det ovenfor. Og at kunsthistorikere som Kasper Monrad klart kan skelne mellem typiske 'Eckersberg-skyer' og 'Købke-skyer':

Der er nogle meget markante stilistiske forskelle mellem Eckersberg og Købke i deres studier af skyer. Købke malede skyerne, som om de var et udsnit af et større hele, hvorimod Eckersberg altid komponerede skyerne, så de kom til at udgøre et sluttet hele.

Her et maleri af Christen Købke hvor man tydeligt ser at de er visuelt tænkt som "et udsnit af et større hele":

Denne stilistiske skelnen kan bruges til at afgøre om et maleri fra den gang, er et Købke- eller Eckersberg-billede hvis man er i tvivl. Læs den sjove historie her:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/kunsthistorier/historier/vis/koebkes-skyer-var-malet-af-eckersberg/

Når man  som jeg går rundt og tager fotografier for at bruge dem som "forbilleder" for akvareller, så følger jeg jo mere eller mindre (u)bevidst nogle æstetiske principper som har med spillet mellem former og farver at gøre.

   Nogle kombinationer af motiver, former og farver virker umiddelbart tiltrækkende og giver mig lyst til at omsætte i maleri. Og på Bardur Jakupssons akvarelkurser satte han sig og malede "for" på steder hvor der var en interessant "udsigt" eller et fascinerende "scenario". Og når kursisterne så blev sluppet løs, så fandt de også sådan nogle steder og motiver med særlige kvaliteter som inviterede til at blive malet.

   Men skyerne  kunne Bardur jo ikke bestemme. På Færøerne var der de fleste dage masser af skyer der kom og var "dramatiske" og "fascinerende" helt af sig selv.

Jeg kan konstatere at jeg har en hel del fotos med skyer og vand og spejlinger i vand, som jeg netop kunne tænke mig at male. Og i flere af de akvareller jeg er tilfreds med (i modsætning til dem fra Kreta), er det netop skyerne (sammen med spejlende vand) som fascinerer. Fx de her to - et fra Færøerne og et fra Kap Verde:

Jeg googler for en ordens skyld "clouds" og "watercolour". Og finder en skatkiste af fascinerende billeder:

Jeg har tidligere i serien om akvarelmaleriets mysterier (nr. 2) henvist til V. S. Ramachandrans liste på 10 æstetiske principper - på bio- og neurologisk grundlag - som han skriver om i sin fascinerende bog "The Tell-Tale Brain". 

   Og fidusen æstetisk set ved skyer er ikke bare de uendelige muligheder for kontraster, former, farvevariationer og -overgange, men også garantien for at de altid lever op til det såkaldte borte-tit-princip: noget der skimtes bag og igennem noget andet, er mere fascinerende end det der ligger helt åbent for dagen. 

   Skyer er altid interessante fordi de helt eller delvist skjuler solen (eller månen), som samtidig kan gennemlyse dem fra alle mulige vinkler, i alle mulige farveintensiteter og i et farvespektrum som varierer med tiden på døgnet. 

Et af de andre Ramachandran-principper blev jeg mindet om for ikke så længe siden da jeg så en dokumentar på DR K med titlen the "Sculpture Diaries". Tilrettelægger og vært var en personlig og meget engageret kunstekspert som hed Waldemar Januszczak. 

   Han besøgte og introducerede en biomedicinsk æstetiker Stephan Marquart i Californien som havde udarbejde en matematisk funderet skabelon for skønhed i kvinders ansigt, en skabelon som han brugte  i forbindelse med skønhedsoperationer.

   Det kaldes "en beauty mask", og den bygger på proportionen phi som også er formlen for det gyldne snit:

Dr. Stephen Marquardt has studied human beauty for years in his practice of oral and maxillofacial surgery. Dr. Marquardt performed cross-cultural surveys on beauty and found that all groups had the same perceptions of facial beauty. He also analyzed the human face from ancient times to the modern day. Through his research, he discovered that beauty is not only related to phi, but can be defined for both genders and for all races, cultures and eras with the beauty mask which he developed and patented. This mask uses the pentagon and decagon as its foundation, which embody phi in all their dimensions. 

Sådan ser et pentagon og et decagon ud:

Et af eksemplerne dr. Marquart giver på en skulptur fra oldtiden der totalt svarer til skønhedsmaskens idealproportioner, er en af de få skulpturer som jeg fra første gang jeg så den, har været betaget af. Og jeg har også set den i virkeligheden på en udstilling i Berlin.

   Hvem? Den her dame, selvfølgelig:

Det er klart at symmetrien er en skønhedsparameter. I det her tilfælde spejler proportionerne sig om ansigtets midterakse:

Bioæstetikken eller neuroæstetikken forklarer vores lyst og glæde ved symmetri som et resultat af evolutionen der har favoriseret en automatisk og ubevidst præference for symmetri hos potentielle parringspartnere. V. S. Ramachandran udlægger det sådan at vi biologisk har fået indkodet at et sundt menneske (der fx ikke er inficeret af parasitter) har symmetriske ansigtstræk:

Therefore, symmetry is a marker,  or a flag, for good health, which in turn is an indcator of desirebility. This argument explains why your visual system finds symmetry appealing and asymetry disturbing.

I større skala - rumindretning, byggeri, landskaber -  er symmetri imidlertid kedeligt. Og i ansigter er det jo kun den ene - den vertikale - symmetriakse som "gælder". Ellers er det det gyldne snit som leverer skønhedens særlige proportioner der altid kombinerer harmoni med spænding.

Og skyer er aldrig symmetriske hverken på den ene eller den anden led. Deraf fascination uden grænser. Både ved at ligge på ryggen og se op på dem - real life. Og udfordringen ved at transformere dem ind i et maleri.