Hjernen gemme minder i den den del af hjernen der kaldes hippocampus, mens voldsomme følelser gemmes i den del der hedder amygdala.
Illustreret Videnskab har en artikel om hvordan den sammenkobling af minder og følelser som kendetegner posttraumatisk stress, kan svækkes eller kureres. Rubrikken er "Forskere vil fjerne vores traumer". Og første del af manchetten lyder:
Flere forskerhold er ved at udvikle metoder, der kan ændre vores hukommelse, så rædselsvækkende minder enten glemmes eller ændres og ikke længere udløser frygt.
I artiklen beskrives det at når hjernen gemmer noget vi oplever eller lærer, så sker det ved at indtrykkene sendes fra korttidshukommelsen til langtidshukommelsen, som sikrer det oplevede og lærte langtidsholdbarhed, men som det til gengæld tager lang tid at lagre informationerne i:
I en proces, der kaldes konsolidering, skal hjernens nervebaner nemlig bogstavelig talt bygges om for at kunne gemme de nye informationer.De senere års forskning har vist, at hver gang et minde er hentet frem fra langtidshukommelsen, bliver det i princippet slettet og skal konsolideres igen for at forblive i vores erindring. Det giver hjernen mulighed for at bearbejde mindet og opdatere det med ny information, men det betyder også, at det, vi husker, ikke nødvendigvis er det vi oprindelig oplevede. Hvis vi fortæller en oplevelse fra ungdommen og pynter en smule på historien, vil det altså være den ny og ikke helt virkelighedstro historie, der bagefter gemmes i langtidshukommelsen og erstatter mindet om det faktiske forløb. Denne proces kaldes rekonslidering, og den kan kun ske i et kort afgrænset tidsvindue, efter at mindet er kaldt frem fra langtidshukommelsen.
Forsøgene som forskerne har foretaget, viser at hvis en fremkaldelse af et minde som er forbundet med stærke negative følelser ("frygt"), foregår i en kontekst som er tryg, så kan man kortvarigt frakoble den negative føelelse. Men frakoblingen er som regel ikke vedvarende.
Frakoblingen af minde og frygten forbundet med det viste sig ved forsøg at kunne blive permanent, hvis der kun gik kort tid fra at mindet og de negative følelser var re-aktiveret, og så til at man rekonsoliderede mindet i en ufarlig og tryg sammenhæng. I dette kort tidsvindue var det altså mental mulighed for at erstatte den traumatiserede erindring, med en barbejdet erindring som var emotionelt ustresset.
Jeg får en association til det at lagre information på en disc, fx i form af en tekst. Hvis man så fremkalder teksten på skærmen og bearbejder den, og trykker gem, så overskriver man de tidligere lagrede tekst med den nye.
På DR.dk/DR2/VidenOm/Temaer/Hjernen/ fortæller de nærmere om denne langtdishukommelses indretning:
- Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.- Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.- Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.
Hvorfor er effekten af rekonsolidering i hukommelsen af genkaldte minder og følelser interessant i en kreativitetssammenhæng?
Jo, fordi rigtig mange forfattere skriver ud fra reaktiverede minder fra barndom og ungdom med stærkt negativt følelsesindhold, minder om tab og savn og mobning mv., som jeg jævnligt har fremhævet i tidligere indlæg. Og derved sker der en re-konsolidering af de minder han/hun skriver om, og som jo må være lagret i den episodiske hukommelse.
Det at reaktivere erindringer og derefter omskrive dem i en fiktiv form, kan altså tænkes helt eller delvist at afkoble sammenhængen mellem mindet og følelserne, nemlig hvis det foregår inden for bestemte "tidsvinduer". Det burde så indebære at forfatteren kan "frigøre" den kreative proces fra hele tiden at skulle koble tilbage til og tage udgangspunkt i et "traume"-erindringskompleks. En frigørelse som måske også kan indebære at lysten og trangen til at skrive "dør". Man kender måske til begrebet "en udbrændt forfatter".
Eller omvendt: Lige meget hvor meget forfatterne skriver og skriver, så vil de negative følelser forbundet med de rekonsoliderede minder, blive hængende - efter en kort terapeutisk lettelse som er umiddelbart forbundet med den kreative skriveproces.
Koblingen af et stadig bearbejdet minde i kunstneriske udtryk og de negative følelser fastholdes i så fald - som en permanent kilde til kreativt frustration og irritation.
Jeg har tidligere nævnt journalisten og tv-dokumantaristen Mads Brügger som prototype på den særligt kreative personlighed. En personlighed der med lyst dyrker tvetydigheden og gråzonen mellem sandhed og løgn i forskellige former for faktion og fortællende journalistik.
Weekendens Information har i sit Sommertider-tillæg et portrætinterview med Mads Brügger i en serie med temaet "Faderoprør". Rubrikken lyder "Patriarken har mistet sit båthorn".
Og Mads har ondt i faderforholdet, fremgår det. Faderen var der nemlig ikke - han var fysisk og mentalt fraværende:
"Min far var klassisk patriark. I min barndom leve han fuldt og helt op til tidens idealer om en far, der var fraværende, men som skaffede mad på bordet." (/) Ofte var han væk i flere uger, og Mads savnede ham. Så vender han solbrændt hjem fra fjerne afkroge af verden med gaver, og hverdagen fortsætter med sine vante rutiner.
Til "de vante rutiner" hører stramt afmålt "kvalitetstid" hver fredag hvor faderen havde fri og hentede Mads tidligt fra skole og derefter købte bøftatar hos den lokale slagter, en ret som far og søn så nyder sammen.
Mads husker et skænderi med faderen da han er ca. 10 år, et skænderi hvorunder han begyndte at græde:
Jeg græder helt utrøsteligt,og så siger han til mig at det skal jeg holde op med, for drenge græder ikke! Jeg formoder det er derfor, jeg stadig har en grædeblokade. Så vil mange sige, at det er jo forfærdeligt, og du har jo et problem, men et eller andet sted er det jo også rigtigt - og der jo forbudt at sige - men mænd græder ikke.
Som teenager fik Mads jævnligt skideballer af faderen - der med patriarkalsk pondus skældte sønnen ud for at hænge ud med en gruppe "vandkæmmede kytbanehiphoppere" og bedrive grafitti-hærværk under kystbanens brohvælvinger.
Først som 30-årig tager Mads Brügger opgøret med sin far om hans svigt, da faderen lader sig skille fra Madses mor:
"Jeg kunne slet ikke forlige mig med, at han havde mødet en anden kvinde, som han syntes var så interessant, at han ville forlade min mor. Jeg kunne simpelt hen ikke begribe det! Det hele forekom med tilbagevirkende kraft helt forlorent."Mads Brügger konfronterer sin far. Men den far, som han gennem sin barndom og ungdom husker som både angrebslysten og aggressiv, tager bare imod."Det var nok svært at opretholde det patriarkalske. Jeg formoder, at han lidt følte, at han havde udspillet sin rolle."
Jeg formoder at Mads Brügger i et vist omfang trækker på en kreativ vrede når han producerer sine skæve ting og tanker.
Portrættet i Information var skrevet af Tina Splidsboel og Majken Klintø
