Sacha Baron Cohen - elefant i et hyttefad - og andre faktionshistorier

Kultursiderne strømmer over med filmanmeldelser og interviews med filmfolk fra dækningen af filmfestivalen i Cannes. Den får fx ikke så lidt i forbindelse med at Thomas Vinterbergs film 'Jagten' er udvalgt til at deltage i hovedkonkurrencen.

   Når vi snakker kreativitet er det selvfølgelig ikke uinteressant at denne film har et "omvendt" problem  og tema i forhold til Vinterbergs internationale prisbelønnede gennembrudsfilm 'Festen'. Hvor 'Festen' handlede om en søns afsløring af et incest-overgreb af en far over for sine børn, så handler 'Jagten' angiveligt om en helt almindelig mand, som i et lukket landsbymiljø bliver stemplet som der har begået pædofil-overgreb selv om han er helt uskyldig.

   En af tanke-formlerne for kreativ ideudvikling er jo netop: "Hvad hvis det modsatte/omvendte var tilfældet?"

Men det var ikke det jeg ville skrive om. 

   En af Cannes-filmene har titlen 'Diktaoren', er instrueret af Larry Charles, og har Sacha Baron Cohen som den der spiller hovedrollen i filmen, en film som tilsyneladende har en række associationer til Chaplins film fra slutningen af 30´erne af samme navn. Den er morsom og udleverer på satirisk vis en række diktatorer og deres regimer i vores globale samtid.

   

Men hvem er Sacha Baron Cohen?

    Han er en af de særligt kreative personligheder - jødisk - hvis forældre er af mildest talt blandet oprindelse: faderen er fra Wales, moderen har iransk-israelsk familiebaggrund.

   Saxha Baron Cohen er berømt og berygtet for en række film  og tv-serier hvor han påtager sig en fiktiv anstødelig rolle som han derefter sender ud i den "virkelige" verden og prøver af foran tv-kameraer i forskellige situationer.
   Plottet: Elefant i et hyttefad!
   Først iscenesat i rollen som rapperen og hiphopperen "Ali G." - "en snydedum, fordomsfuld ung mand med rødder i moderne britisk storbykultur," som Henrik Palle beskriver ham i Politikens filmtillæg fra i går.

   Derefter optræder han som en omrejsende kasakstanske journalist. Sacha Baron Cohen ser vi her...

I rollen som den rejsende kasakhiske reporter Borat, der på sin rundtur i USA viser sig at have stort set ingen forståelse for vestlige omgangsformer, men formår at afdække en lang række af amerikanernes mindre behagelige sider, herunder slet skjult racisme og homofobi.

Her et sammenklip af fantastiske scener fra tv-serien som siden blev opfulgt af en biograffilm med titlen: "Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan"

Filmens plot resumeres sådan her:

Kazakh TV talking head Borat is dispatched to the United States to report on the greatest country in the world. With a documentary crew in tow, Borat becomes more interested in locating and marrying Pamela Anderson.

Hybrid- eller blandingsgenren har jeg jævnligt været inde på i denne blog: mocumentary - i den særlige variant hvor en fiktiv person med en særpræget karakter udfordrer en social omverden i forskellige situationer med henblik på at afsløre og udlevere denne omverdens skjulte, moralsk angribelige normer og værdier. 

    Som seer er man gennemgående i tvivl om hvad der er fakta og fiktion, og om hvor meget de medvirkende er indforstået med hvad det er for en historie de medvirker i.

I Henrik Palles artikel med rubrikken "Komiker eller Klods-Hans i Krig?" beskriver han det som Sacha Baron Cohn gør i sine film og tv-serier, som "sociologisk guerillakrig" der fortæller om "et antroplogisk angreb, hvor barbaren Borat i en nødtørftig forklædning går undercover".

   Jeg synes "sociologiks guerillakrig" er en fin metafor på Baron Cohns filmiske praksis. Og på de tilsvarende film- og tv-projekter som andre hel- og halvfiktive karakterer har gang i når de iscenesætter deres dekonstruktive plot.

Ude i højre kolonne til artiklen Politikens filmsektion nævnes "5 andre iscenesættere": Mads Brügger, Hunter S. Thomson, Dame Edna, Günther Wallraff og The Yes Men".

   Og specielt Mads Brügger er med sine tv- og filmprojekter åndsbeslægtet med Sascha Baron Cohn. Brüggers tv-serier "Danes for Bush", "Det røde kapel" og filmen "Ambasadøren" som jeg så for nylig, er smukke og originale eksempler på denne særlige ironisk udstillende faktionsgenre.

Jeg synes det er synd at Henrik Palle ikke udnytter anledningen til at give læserne lidt mere historisk kød på den danske tradition for at producere tv-programmer som "sociologisk guerillakrig", en historie som ikke mindst Danmarks Radio kan være stolt af. Mads Brügger står på skulderne af en perlerække af tidligere DR-medarbejdere og -programmer

   Fremhæves skal navne som Erik Thygesen på radio-siden i begyndelsen af 70´erne, Per Schultz, Sten Baadsgaard og Poul Nesgaard fra Ungdomsredaktionnen i slutnngen af 70-erne og første halvdel af 80´erne. Og Peter Larsen fra slut-80-erne og  90-erne. Og redaktionen bag "P4 på P1".

Et berømt og berygtet radioeksempel på en sådan samfundskritisk mocumentary var Erik Thygesens fakede arbejdspladsreportage fra et skibsværft på Fyn fra 1973 der vakte så megen vrede i politiske kredse, at Radioråde på ikke mindst Erhard Jacobsens initiativ forhindrede en fastansættelse. Den direkte anledning var en fiktiv dokumentarudsendelse, der formede sig som en direkte reportage fra en arbejdsulykke fra Lindøværftet med dødelig udgang. Udsendelsen var klart inspireret af Orson Wells´ radiodramatisering af SF-romanen "Klodernes Kamp".

Jeg nævner også nogle tv-eksmplereksempler fra listen:

• "Ungdomsredaktionen" med Poul (Nesgaard) og Nulle som værter. Et fremragende eksempel er en udsendelse med et interview med daværende overborgmester Weidekamp, hvor det lykkes at få ham til at svar på spørgsmål og diskutere med unge bz-ere i en iscensat ramme i en kældercafe på Christianshavn - selv om borgmesteren offentligt havde erklæret at den gruppe unge ville han under ingen omstændigheder snakke med.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Poul+Nesgaard&type=all&limit=120 (sidste 10 minutter)

• "Vinduesrækken" - et program hvor en 9 klasse får besøg af en fiktiv embedsmand, der med en deadpan mine og stemmme fortæller klassen at på grund af besparelser på skolebudgetterne, skal vinduesrækken forlade skolen straks - uden eksamen - eller også skal klassen finde ud af andre kriterier for udskillelse af en tredjedel af klassen før afgangseksamen.

• "Ungdomsbrigaden" - et program hvor unge arbejdsløse iklædt hvide overalls indrulleres i en arbejdbrigade der skal tage rundt i byen og udføre en række absurde og meningsløse arbejdsopgaver, som en slags beskæftigelsesterapi.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Ungdomsbrigaden&type=all&limit=120

• "Isby" - et program der leverer en fiktiv men helt realistisk reportage fra et frysehus hvor man  (sådan ser det ud og sådan rapporteres det) har nedfrosset unge arbejdsløse og hængt dem op i plasthylstre på kroge - til bedre tider hvor man så kan tø dem op igen.

• "I sandhedens tjeneste" - tre programserier med samme fælles titel hvor Pul Nesgaard, Christoffer Barnekow og Nulle  som værter og hinandens kontrastfigurer  alle de konventionelle journalistisk fakta-fortælleformer og -udtryk. Den sidste serie i rækken, blev afsæt for at Poul Nesgaard søgte - og næsen fik - jobbet som tv-direktør. Og det inspirerede ham til i anden omgang at søge jobbet som rektor på Filmskolen, som han fik.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=I+Sandhedens+tjeneste&type=all&limit=120

• "Mens vi venter på retfærdigheden". En tv-udgave af Café Teatrets forestilling. Mange mennesker har efter halvandet års afhøringer i Undersøgelsesretten opgivet at forstå, hvad det egentlig er, Tamil-sagen drejer sig om. Men efter Peter Larsens 'pædagogiske foredrag' kan seerne drage deres egne konklusioner endnu inden retten gør det.  Manuskript: Nils Ufer. Instruktion: Pernille Grumme. Scenografi: Lars Helweg. Musik: Fini Høstrup. Producer: Leon Munkholm. 
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Mens+vi+venter+p%C3%A5+retf%C3%A6rdigheden&type=all&limit=120

Nyt radiodokumentar-format i Radio24syv - og kreative restriktioner

Kreative restriktioner er jo (urimelige) grænser for den kreative udfoldelse, som - paradoksalt nok - forstærker kreativiteten. 

   Den nye licensfinancierede radiokanal Radio24syv som den borgerlige regering lige fik vedtaget inden den måtte forlade taburetterne, må opfinde nyt for at indfri de krav som stilles til den - inden for de økonomiske rammer og vilkår som indgår i den 8-årige kontrakt med staten. 

Det er to særligt kreative hoveder som jeg tidligere har skrevet om, Mads Brügger og Michael Bertelsen der er de nye kanalchefer. De er begge hver for sig og sammen kendt for konceptuelle nyskabelser i radio og tv. 

  Fremhæves skal deres fælles tv-serie "Læsegruppen Sundholm", "Betelsen på Caminoen", Brüggers sidste faktions-dokumentar "Ambasadøren", deres fælles talk-show "Den 11. time". 

   Ingen af dem producerer noget som ikke har et eller andet fornyende i sig. Sådan er det med den type særligt kreative personligheder. De får det dårligt hvis de skal lave noget der er velkendt og gennemproduceret af andre.

   Mit gæt er at de er ansat netop fordi de er sådan nogen som får ideer af mere eller mindre umulige begrænsninger - kombineret med krav om fornyelse og udikling.

Ifølge Politiken igår har de to herrer udviklet et nyt koncept for produktion af radiodokumentarer. Rubrikken lyder: "Radioveteraner: Det bliver kedeligt". Underubrikken: "Mads Brügger og Mikael Bertelsen vil sende uredigerede råbånd sent på natten på Radio24syv. Det vil give flere gab end guldkorn, forudser radiodokumentarister." Journalist: medieredaktør Jakob Elkjær.

  Selv artiklen er en klassiker. Interviews med de to nye chefer og deres chef Jørgen Ramskov om tankerne bag et nyt radiodokumentar-koncept. Og en række eksperter på området der kritiserer og advarer og spår ilde om det endnu ikke virkeliggjort koncept.

Det interessante for mig er selv konceptet. Hvori ligger det nye? Ikke i indhold men i produktionen. Ideen er at "radiodokumentaristen", som er uøvet og utrænet "radioaktivist", får et fast beløb - 11.000 kr. - for en portion "råbånd": 7 x 55 minutter. Disse bånd skal så sendes - stort set uredigeret - i nattetimerne. Og fylder dermed godt i kanalens sendetidsforpligtelse. 

   Og så skal en fastansat redaktør, Kim G. Hansen, redigere de 7 timer ned til en enkelt radiodokumentar på 55 minutter som skal sendes om søndagen. 

Bertelsen og Brügger lægger ikke skjul på at konceptet er udsprunget af en økonomisk nødvendighed. Man har ikke penge til traditionelle radio-dokumentarer/-montager - typisk produceret af erfarne professionelle journalister og lyd-dokumentarister. 

   Det nye er for det første at man giver en enkelt redaktør hånds- og halsret over redigeringen af råbåndene. Traditionelt er en radiodokumentar/-montage jo produceret af tilrettelæggere med kunstneriske ambitioner, og de vil naturligvis aldrig - som en slags underleverandør - levere "råmateriale" til en ide, som en anden så kan skalte og valte med. 

   For det andet er det nyt at man sender uredigerede råbånd - og så i den længde. Men der er naturligvis fortilfælde. Norsk TV sendte uredigeret tv i 134 timer. Ideen blev annonceret sådan her:

NRK har åbnet deres næststørste kanal NRK 2 for den 134 timers nonstop live udsendelse. Udsendelsen starter torsdag aften den 16. juni i Bergen, hvor Hurtigruten vender ved Norges vestkyst. Kameraerne bliver ikke slukket, før skibet MS Nordnorge lægger til i Kirkenes tæt ved den russiske grænse om morgenen den 22. juni. Den 134 timer lange udsendelse giver dig en enestående mulighed for at opleve Norges fantastiske kystlinje, der prises over hele verden for sin naturlige skønhed og uberørte natur. Rejseruten omfatter de vestlige fjorde med Unesco-fjorden Geiranger, Helgelands smukke kyst, Lofoten, Arktis hovedstad Tromsø og Nordkap. Ruten går selvfølgelig også forbi andre enestående seværdigheder og steder, og du er velkommen til at følge os på vores tur mod midnatssolen. Hele tv-udsendelsen sendes online på NRK, hvor alle kan følge med.

Også popkunstneren Andy Warhole har været inde på den bane, bl.a. med filmen "Empire". 

   Wipdia:

Empire (1964) is a silent, black-and-white film made by Andy Warhol. It consists of eight hours and five minutes of continuousslow motion footage of the Empire State Building in New York City. Abridged showings of the film were never allowed, and supposedly the very unwatchability of the film was an important part of the reason the film was created. However, a legitimate Italian VHS produced in association with the Andy Warhol Museum in 2000 contains only an extract of 60 minutes. Its use of the long take in extremis is an extension of Warhol's earlier work the previous year with Sleep.

Da jeg var direktør for TV2 ØST og også skulle producere nyt for et meget begrænset budget havde jeg faktisk samme ide: At vi i den sendetid de regionale tv-stationer den gang havde til fri rådighed om formiddagen, men ikke fik penge for at udfylde, dér kunne vi sende de uredigerede tv-interviews som nyhedsjournalisterne producerede som råmateriale til deres tv-nyhedsindslag. Ofte kunne sådan et råbånd vare 20 minutter eller mere, og der blev kun brugt klip af en samlet varighed på 1-2 minutter. 

   Ideen blev aldrig realiseret på grund af modstand fra journalisterne. 

Man kan sige at det nye radiodokumentarkoncept i regi af Radio24syv har karakter af en slags dogmeregler - eller benspænd, om man vil - i forhold til hvad man traditionelt har betragtet som professionelle krav til radio-dokumentarproduktion.

   Målet er ifølge de to chefer at få nye tallenter ind. Altså talentudvikling oven i et nytænkte radiodokumentarformat - og en økonomi til at leve med - for den nye kanal.  

   Det er risikabelt, det er provokerende, det er fornyende, det er grænseoverskridende. 

   Der er tale om konceptuel blending fremtvunget af kreative restriktioner.

Man kan se konceptet her: http://www.larm-archive.org/wp-content/uploads/2011/10/R%C3%A5b%C3%A5nd_24syvDoku.pdf

Hvis man vil se alle de kritiske kommentaer, så er der her et link til Politiken.dk: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1426280/brgger-og-bertelsen-vil-sende-uredigerede-udsendelser-i-radioen/

Når minder og følelser gemmes - og kaldes frem igen - a la Mads Brügger

Hjernen gemme minder i den den del af hjernen der kaldes hippocampus, mens voldsomme følelser gemmes i den del der hedder amygdala.

   Illustreret Videnskab har en artikel om hvordan den sammenkobling af minder og følelser som kendetegner posttraumatisk stress, kan svækkes eller kureres. Rubrikken er "Forskere vil fjerne vores traumer". Og første del af manchetten lyder:

Flere forskerhold er ved at udvikle metoder, der kan ændre vores hukommelse, så rædselsvækkende minder enten glemmes eller ændres og ikke længere udløser frygt. 

I artiklen beskrives det at når hjernen gemmer noget vi oplever eller lærer, så sker det ved at indtrykkene sendes fra korttidshukommelsen til langtidshukommelsen, som sikrer det oplevede og lærte langtidsholdbarhed, men som det til gengæld tager lang tid at lagre informationerne i:

I en proces, der kaldes konsolidering, skal hjernens nervebaner nemlig bogstavelig talt bygges om for at kunne gemme de nye informationer.

   De senere års forskning har vist, at hver gang et minde er hentet frem fra langtidshukommelsen, bliver det i princippet slettet og skal konsolideres igen for at forblive i vores erindring. Det giver hjernen mulighed for at bearbejde mindet og opdatere det med ny information, men det betyder også, at det, vi husker, ikke nødvendigvis er det vi oprindelig oplevede. Hvis vi fortæller en oplevelse fra ungdommen og pynter en smule på historien, vil det altså være den ny og ikke helt virkelighedstro historie, der bagefter gemmes i langtidshukommelsen og erstatter mindet om det faktiske forløb. Denne proces kaldes rekonslidering, og den kan kun ske i et kort afgrænset tidsvindue, efter at mindet er kaldt frem fra langtidshukommelsen. 

Forsøgene som forskerne har foretaget, viser at hvis en fremkaldelse af et minde som er forbundet med stærke negative følelser ("frygt"), foregår i en kontekst som er tryg, så kan man kortvarigt frakoble den negative føelelse. Men frakoblingen er som regel ikke vedvarende.

   Frakoblingen af minde og frygten forbundet med det viste sig ved forsøg at kunne blive permanent, hvis der kun gik kort tid fra at mindet og de negative følelser var re-aktiveret, og så til at man rekonsoliderede mindet i en ufarlig og tryg sammenhæng. I dette kort tidsvindue var det altså mental mulighed for at erstatte den traumatiserede erindring, med en barbejdet erindring som var emotionelt ustresset.

Jeg får en association til det at lagre information på en disc, fx i form af en tekst. Hvis man så fremkalder teksten på skærmen og bearbejder den, og trykker gem, så overskriver man de tidligere lagrede tekst med den nye. 

   På DR.dk/DR2/VidenOm/Temaer/Hjernen/ fortæller de nærmere om denne langtdishukommelses indretning:

- Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.

- Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.

- Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.

Hvorfor er effekten af rekonsolidering i hukommelsen af genkaldte minder og følelser interessant i en kreativitetssammenhæng?

   Jo, fordi rigtig mange forfattere skriver ud fra reaktiverede minder fra barndom og ungdom med stærkt negativt følelsesindhold, minder om tab og savn og mobning mv., som jeg jævnligt har fremhævet i tidligere indlæg. Og derved sker der en re-konsolidering af de minder han/hun skriver om, og som jo må være lagret i den episodiske hukommelse.

   Det at reaktivere erindringer og derefter omskrive dem i en fiktiv form, kan altså tænkes helt eller delvist at afkoble sammenhængen mellem mindet og følelserne, nemlig hvis det foregår inden for bestemte "tidsvinduer". Det burde så indebære at forfatteren kan "frigøre" den kreative proces fra hele tiden at skulle koble tilbage til og tage udgangspunkt i et "traume"-erindringskompleks. En frigørelse som måske også kan indebære at lysten og trangen til at skrive "dør". Man kender måske til begrebet "en udbrændt forfatter".

   Eller omvendt: Lige meget hvor meget forfatterne skriver og skriver, så vil de negative følelser forbundet med de rekonsoliderede minder, blive hængende - efter en kort terapeutisk lettelse som er umiddelbart forbundet med den kreative skriveproces.

   Koblingen af et stadig bearbejdet minde i kunstneriske udtryk og de negative følelser fastholdes i så fald - som en permanent kilde til kreativt frustration og irritation.

Jeg har tidligere nævnt journalisten og tv-dokumantaristen Mads Brügger som prototype på den særligt kreative personlighed. En personlighed der med lyst dyrker tvetydigheden og gråzonen mellem sandhed og løgn i forskellige former for faktion og fortællende journalistik.

  Weekendens Information har i sit Sommertider-tillæg et portrætinterview med Mads Brügger i en serie med temaet "Faderoprør". Rubrikken lyder "Patriarken har mistet sit båthorn".

  Og Mads har ondt i faderforholdet, fremgår det. Faderen var der nemlig ikke - han var fysisk og mentalt fraværende:

"Min far var klassisk patriark. I min barndom leve han fuldt og helt op til tidens idealer om en far, der var fraværende, men som skaffede mad på bordet." (/) Ofte var han væk i flere uger, og Mads savnede ham. Så vender han solbrændt hjem fra fjerne afkroge af verden med gaver, og hverdagen fortsætter med sine vante rutiner. 

Til "de vante rutiner" hører stramt afmålt "kvalitetstid" hver fredag hvor faderen havde fri og hentede Mads tidligt fra skole og derefter købte bøftatar hos den lokale slagter, en ret som far og søn så nyder sammen.

   Mads husker et skænderi med faderen da han er ca. 10 år, et skænderi hvorunder han begyndte at græde:

Jeg græder helt utrøsteligt,og så siger han til mig at det skal jeg holde op med, for drenge græder ikke! Jeg formoder det er derfor, jeg stadig har en grædeblokade. Så vil mange sige, at det er jo forfærdeligt, og du har jo et problem, men et eller andet sted er det jo også rigtigt - og der jo forbudt at sige - men mænd græder ikke.

Som teenager fik Mads jævnligt skideballer af faderen - der med patriarkalsk pondus skældte sønnen ud for at hænge ud med en gruppe "vandkæmmede kytbanehiphoppere" og bedrive grafitti-hærværk under kystbanens brohvælvinger.

   Først som 30-årig tager Mads Brügger opgøret med sin far om hans svigt, da faderen lader sig skille fra Madses mor:

"Jeg kunne slet ikke forlige mig med, at han havde mødet en anden kvinde, som han syntes var så interessant, at han ville forlade min mor. Jeg kunne simpelt hen ikke begribe det! Det hele forekom med tilbagevirkende kraft helt forlorent."

   Mads Brügger konfronterer sin far. Men den far, som han gennem sin barndom og ungdom husker som både angrebslysten og aggressiv, tager bare imod.

   "Det var nok svært at opretholde det patriarkalske. Jeg formoder, at han lidt følte, at han havde udspillet sin rolle."

Jeg formoder at Mads Brügger i et vist omfang trækker på en kreativ vrede når han producerer sine skæve ting og tanker.

   Portrættet i Information var skrevet af Tina Splidsboel og Majken Klintø

'Læsegruppe Sundholm' - kreativ og nyskabende litteraturformiling på DR-tv?

Jeg har vist i et tidligere blogindlæg kategoriseret journalisterne Mads Brügger og Mikael Bertelelsen som hørende til de "særligt kreative personligheder". Begge udtrykker de sig gennem ironi. Og begge er de i hvert fald kendt for at producere tv-programmer der balancerer på skellet mellem fakta og fiktion,  grænsesøgende og grænseoverskridende programmer der er et resultat af conceptual blending, fx 'Det røde kapel' og 'Den 11. time'.

Informations bogtillæg har idag en forskræpsartikel af Rasnus Bo Sørensen om en kommende serie litteraturprogrammer på DR2, tilrettelagt af disse to "skæve" tv-hoveder. Rubrikken er et citerer en udtalelse af Mikael Bertelsen: "Litteraturen kan betyde alverden for et menneske, der kun akkurat hænger sammen".
   Opskriften - konceptet - er: Tag 4 hjemløse fra et hjemløseherberg, og lad dem læse, diskutere og anmelde god litteratur for åbne skærm, f.eks. 'Min Kamp' af nordmanden Ove Knausgaard, eller 'Jeg er en hær' af Lars Husum. Og se så hvad der sker - med dem der diskuterer. Spørgsmålet er: Kan litteratur ændrer deres liv?
   Det er jo tydeligvis en form for reality-show, men med et alvorligt sigte. Og lavet i udtalt opposition til traditionel "højpandet" tv-litteraturfomidling. Jeg får associationer til nogle af Poul Martinsens eksperimenterende programmer hvor han forsøger at nedbryde sociale fordomme - ud fra formlen: Hvad nu hvis....

Jeg citerer fra udtalelser rundt omkring i artiklen:

"Det er et andet blik på herberget Sundholm, og det er et andet blik på litteratur," siger Mads Brügger, ... 

I løbet de i alt otte programudsendelser kommer seerne tæt ind på livet af læsegruppens medlemmer, hvis personlige dramaer fletter sig ind og ud af de bøger de læser. (...)  

Programmet er fuld af den slags øjeblikke, hvor bøgernes fiktion og medlemmernes liv smelter sammen - og det er netop seriens styrke, mener Mads Brügger. 

"Jeg synes det er lykkedes os at skabe et program, hvor man ikke bare taler om hvilken effekt litteratur kan have, men hvor man rent faktisk viser det, siger Mikael Bertelsen. 

"På mange måder er det ikke bare et litteraturprogram, men også en alternativ form for socialreportage om velfærdssamfundet og om, hvordan man overlever i systemet," siger Bertelsen.

Programmerne handler altså om litteraturens "forandringspotentiale." Og spørgsmålet er om læsningen af bøger med litterær kvalitet, kan give så stærke aha-oplevelser hos mennesker der normalt ikke vil komme i kontakt med den, at bøger der er fiktion, får en slags sandhedseffekt på dem.
   Don´t tell it, show it, lærer man på Journalisthøjskolen. Og det er en lærersætning begge tilrettelægger i den grad har taget på ordet i flere af deres tidligere programmer. Og altså her igen.

Der er tale om et kreativt forsøg på radikalt frame-shift - både i forhold til den konventionelle måde at behandle litteratur på i tv, og i forhold til den konventionelle måde at behandle hjemløse på i tv.
   Og konceptet blander forestillinger og konceptuelle rum, som ellers holdes adskilt i kulturen og i medierne - for at nedbryde fordomme og mentale grænsebomme hos publikum.
   Det blive spændende at se hvad der kommer ud af det. Men tænk at udsendelsestidspunktet er sat til kl. 23. på DR 2.
   Programfladeplanlæggerne er tøsedrenge.