Ingolf Gabold (1) - og historien om kurser i film- og tv-dramaturgi i Danmarks Radio

Politiken har i dag søndag den 25. marts en forside på kulturtillægget der viser et billede af den snart afgåede DR-dramachef Ingolf Gabold. Rubrikken lyder:

iSCENESÆTTEREN

afsnit 1-10

Produceret af POLITIKEN og INGOLF GABOLD

Der er nogle få mennesker som i mit liv har betydet så meget for min udvikling at det er svært at overvurdere det.

 

Et af dem er Poul Trier Pedersen som for nylig døde. Fra starten af 70´erne og til starten af 80´erne var mit samarbejde med ham afgørende for at jeg synes jeg blev klogere på en masse ting omkring journalistik, dramaturgi, tv-produktion, menneskelig interaktion gennem samtaler. Og klogere på mig selv og hvad jeg ville med mit professionelle liv.

   Hvis ikke jeg havde arbejde sammen med ham op gennem 70´erne, ville jeg nok ikke have forladt en sikker og tryk akademisk karriere. Samarbejdet gjaldt tv-manuskript- og interviewkurser. Og senere en form for seriøs reality-tv: Spontanspil - ambitøse tv-produktioner hvor jeg fik mulighed for at være hans hjælpeinstruktør - både i programmer til DR og til kursusbrug for Den Kommunale Højskole i Grenaa.

   I bakspejlet er der for mig ingen tvivl om at Poul hørte til den gruppe af personligheder som jeg i denne blog har kaldt de særligt kreative.

En anden personlighed hvis betydning for mig og min faglige udvikling har været grænseoverskridende stor, er Ingolf Gabold.
   Man kan næsten sige at han "tog over" efter Poul Trier. Jeg tror i hvert fald at samarbejde med Poul Trier gjorde mig moden til samarbejdet med Ingolf.

Fruen omtaler altid Ingolf som "en omvandrende opera" - og det er kærligt ment. Og jeg forstår hvad hun mener.

   Selv om jeg ikke er operaelsker, tænker jeg altid med stor varme på ham - som et af de mest kreative mennesker jeg har mødt i mit liv.

Da jeg i starten af 80´erne blev headhuntet til DR´s interne uddannelses- og udviklings-afdeling - fra min forskerstilling på RUC, så kom jeg til en afdeling i DR som på det tidspunkt tiltrak nogle af de mest kreative hoveder fra forskellige afdelinger i DR. Til at udvikle nye interne kurser for medarbejderne.

    En af dem var Ingolf Gabold, som havde haft en stilling i musikafdelingen som han var træt af, og som nu var kommet til "Personalekursus" for at udvikle et ambitiøst kursus i film- og tv-dramaturgi kursus for alle tv-medarbejdere i institutionen. 

   Jeg kendte ham ikke, men vi havde fået kontor ved siden af hinanden. Gennem væggen kunne jeg høre ham tale i telefon. Han talte højt! Som stod han på en scene

På det tidspunkt var jeg ansat til - blandt andet - at udvikle nye radiokurser. Og et af dem jeg var i gang med var et kursus i "storytelling" på radio. Et kursus som skulle være for almindelige radiojournalister - og et praktisk-pædagogisk alternativ til de meget eksklusive, ambitiøse og fascinerende fortælleformer som radio-montagegruppen ellers udfoldede sig inden for.

   En dag kom Ingolf ind på mit kontor og spurgte: "Kender du noget til aktantmodellen?"

   Det gjorde jeg. Det var en velkendt model inden for datidens litteraturvidenskab, og jeg havde en akademisk uddannelse i dansk sprog og litteratur.

  Resten er historie, som man siger.

  Vi kom hurtigt på inspirerende talefod. Og jeg blev godt nok stimuleret af manden og hans måde at tænke og tale på omkring udviklingen af det kursus som han sammen med en makker havde kaldt: TV Som Udtryksmiddel - TV SUM. Et to-uger langt intensivt film- og tv-dramaturgi-kursus.
   Stærkt inspireret af en svensk filmmand og dramaturg som hed Ola Olsson, som i årene inden havde turneret med kurser på næsten alle tv-stationer i Skandinavien.

Jeg blev indlagt som deltager på et af de første SUM-kurser. Og som jeg husker det, udviklede Ingolf som undervise og jeg som aktiv deltager helt spontant under kurset ideen om betydningen af blandingsformerne mellem fakta og fiktion: FAKTION.

Jeg blev provokeret af - og inspireret af - at Ingolf stort set i sin tænkning og fremstilling ikke skelnede mellem fakta og fiktion. For ham var fiktion og fakta et fedt - dramaturgisk set. Som en der havde undervist radio- og tv-journalister i ca. 10 år, synes jeg man var nødt til at indarbejde en begrebsmæssig skelnen mellem fakta og fiktion. At der skulle være en særlig konceptuel skuffe til fakta-dramaturgien.

  Der var noget med et krav om faktuel troværdighed, fortællerstemmer, øjenkontakt med seerne m.m. som var helt fraværende i fiktion. Hvis man ikke dramaturgisk kunne skelne mellem fakta og fiktion, så kunne man heller ikke forstå og beskrive de problemer der opstod når man produktionelt arbejdede med blandingsformer. Syntes jeg.

Som jeg så det, manglede der i kursets begrebsapparat en systematik der gjorde det muligt at beskrive de fortælleniveauer som kendetegner tv-programmer som forholder sig forpligtende på sandhed og virkelighed - som fx tv-nyheder, dokumentarer, belærende og oplysende genrer. 

   I fakta kommer fortælleniveauer til udtryk som er "klappet sammen" og "skjult" i den traditionelle film- og tv-fiktion.

   Og tænkte jeg: Hvis kurset skulle "gå hjem" hos tv-fakta-folk, så skulle der noget ind om fortællemåder, fortælleroller, researchproces og referencer til modtagerens vidensudvikling ved at se programmet.

   I løbet af et års tid blev kursets kompendier, begreber og teori revideret så det også positivt inddrog faktaprogrammers kontraktlige forpligtelser over for sandhed og virkelighed og faktuelt indstillede seere.

   Jeg oplevede Ingolf som utroligt åben - og lynhurtig til at se at en sådan fakta-integration kun ville være en styrke for kursets "impact" over for deltagerne, som for de flestes vedkommende producerede fakta og ikke fiktion.

   

Jeg husker at vi relativt kort tid efter vores møde og vores begyndende samarbejde om at få TV-SUM-kurset til også begrebsmæssigt og analytisk at indfange journalistik og fakta-dramaturgien, var sammen i Venedig til Prix-Italia-ugen i september. 

   Blandingen af Venedig og Ingolf og det lune vejr og rødvinen og den italienske mad, og ikke mindst vores løbende snak om dramaturgisk teori og pædagogik, gjorde at jeg mentalt set var "solgt" eller "hooked". Både på manden med den store charme, store stemme og smukke skaldepande - og på den dramaturgiske grundtænkning han havde introduceret mig til.

  

Jeg blev suget ind i videreudviklingen af TV-SUM-kurset og begyndte selv at undervise på det. Og især da vi et par år efter skulle lave et særligt komprimeret kursus for TV-A og TV-SPORTEN (kurset fik navnet TVASP-SUM) blev den dramaturgiske tænkning en totalt integreret del af mit fagligt- pædagogiske mentale set up.

Vores energiske, udfordrende og kreative diskussioner op gennem 80´erne, førte til at jeg foreslog uddannselsesafdelingen at jeg researchede og tilrettelagde et særligt kursus om dramaturgien i tv-blandingsformer. Titlen på kurset blev: FAKTION-SOM-UDTRYKSMIDDEL. 

   Kurset var på 5 dage, og den undervisningsansvarlige konsulent, Viggo Holm-Jensen, var ekstremt hjælpsom og fremskaffede kassevis af vhs-bånde med udenlandske og DR-eksempler på disse tv-blandingsformer: dokudrama, dramadok, tv-eksprimenter, meta-tv, mocumentary - og hvad det nu var man havde givet disse tv-hybridformer af navne rundt omkring i tv-selskaberne.

Et DR-kursus skulle den gang altid være ledsaget af et kvalificeret kompendium. Så sådan et begyndte jeg også at skrive på - samtidig med at jeg udviklede kurset. 

   Det viste sig imidlertid at være meget mere krævende end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg læste som en gal og tænkte begreber og ideer sammen fra mange forskellige kilder. Og først da det sidste af de 5-6 kurser var afviklet, var kompendiet færdigt.

   Det blev til min anden egentlige fagbog: 'Faktion Som Udtryksmiddel', som Dansklærerforeningen udgav i forbindelse med et større tv-uddannelsesprojekt for gymnasiet.

Et par anmeldere var så venlige at kalde den "et pionerværk". Den udkom i 4 oplag op gennem 90´erne. Uden de mange diskussioner og kreative konfrontationer med Ingolf var den aldrig blevet skrevet.

Ingolfs og mine veje skiltes omkring 1990. På det tidspunkt havde han forladt DR, og jeg var tilknyttet DR-Udvikling, som afdelingen var omdøbt til, som freelance-konsulent med særlig henblik på redaktionsudvikling. Og jeg var begyndt at holde kurser i tv-nyheds-dramaturgi for svenske og finske tv-redaktioner.

Historien er ikke slut endnu. 

   Da jeg 1998 forlod min stilling som direktør for TV 2 ØST i Vordingborg for at blive "kaldet" til et professorat i journalistik på den nyoprettede journalistuddannelse i Odense, blev jeg stort set samtidig kontaktet af DR´s nu stærkt minimerede udannelses- og udviklingsafdeling. 

   Den relativt nyansatte tv-direktør Bjørn Erichsen ville have udviklet et nyt og modernisert TV-SUM-agtigt kursus. Men det måtte kun vare 3 dage, og skulle inkludere alle tv-genrer - og ikke mindst tage højde for den udvikling i tv-dramaturgien som de ny frembrusende underholdende blandingsformer: reality-show, dokusoap, formateret fakta, mv. var udtryk for. 

   Jeg blev koblet sammen med en yngre og meget kreativ medarbejder i denne afdeling, Nikolaj Christensen. Og vi fik også fat i Pia Marquard, som havde været med i den gamle TV-SUM-gruppe, og som jeg havde arbejdet sammen med i forbindelse med nogle redaktionsudviklingsprojekter i begyndelsen af 90´erne.

   Pia havde som underholdningschef i SVT været initiativtager til at 'Robinson-ekspeditionen' blev produceret og udsendt af det svendske public service-tv, SVT.

   Det gik ikke stille af. Og kostede Pia hendes stilling. 

Hun havde siden i nogle år arbejdet for Canadas CBC, var særdeles kvalificeret, kreativ, skarpt tænkende og en god pædagog. 

Vi tre tog opgaven på os - og udviklede et sådant 3-dages kursus i løbet af 3/4 år, og gav det navnet Power TV. Ca. 700 deltager har været på kurset siden. 

   Sidste udgave blev afholdt i Norge for NRK som led i et masterclass-forløb i "tv-historiefortælling" for en måned side - med Nikolaj Christensen og mig som undervisere.

For mig blev Power-TV-kurset - ligesom det om faktion 12 år tidligere - afsæt for  derefter at skrive en bog: 'De levende billeders dramaturgi´. 

 

Mens jeg skrev den følte jeg at Ingolfs ånd i den grad var til stede - den svævede over skriveprocessens flow. 

    Bogen skulle på en eller anden måde leve op til det kreative samarbejde som for mig var blevet et afgørende vendpunkt - både i min tænkning og hele mentale udvikling - og i min karriere. 

    Ingolf anmeldte den meget, meget pænt i fagbladet ´Journalisten`. 

Jeg blev glad!

(fortsættelse følger)

Hypotetiske erfaringer og tænkte oplevelser - simulation gennem erfaringssprogets basic level-kategorier

"At se" og "syn" er metaforer for at forstå og forståelse. Næste led i argumentationskæden er så den grundforudsætning at forståelse er simulation.

   
To virksomheder skal fusionerer. Medarbejderne er bange og usikre. Ledelsen vil informere og berolig. Sender abstrakte eufemistiske skrivelser ud. Det hjælper ikke. Og det har noget med sproget at gøre.
   Hvis medarbejderne skal kunne "se sig selv" i en fremtidig situation, så skal de kunne simulere denne fremtidige situation så konkret at de kan se sig selv sanse, handle og reagere i den. Dvs. forestille sig den fremtidige situation som en hypotetisk erfaring, en tænkt oplevelse. Og for at kunne simulerer sig selv i sådan en situation så må input være leverer i erfaringssprog, tekster med sprog gennemsyret af basic level-kategori-ord.

Sammenhængen er altså denne når mellemledere (og journalister) skal "oversætte" fra videnssprog til erfaringssprog.

• For at kunne se sig selv i en tænkt situation, må man mentalt kunne simulere den situation
• For at kunne simulerer en situation må man have den fremstillet i basic-level-kategorier
• For at fremstille noget abstrakt i basic-level kategorier, må man bruge metaforer og metonymer (og andre oversættelsesværktøjer som analogier, fabler, lignelser, modeller, scenarier, etc) 
• For at kunne bruge metaforer og metonymer, må man trække på sit erfaringssprog og oversætte fra videnssprog.

Endelig kan vi også inddrage et andet af de redskaber som de senere års managementlitteratur har fremhævet som afgørende for at få medarbejdere og omgivelser til at "se sig selv" i relation til virksomheden:Storytelling.

   Jeg har tidligere nævnt at dramaturgi er et sæt af simuleringsredskaber for simulation af personer der handler målrettet i tid og rum - og undervejs møder modstand som overvindes.
Historier der fortælles til nogen, hvad enten det er i sproglig eller visuel form, de fortælles altid gennem basic-level-kategorier.
   Faktafortællinger har et grundlæggende metonymisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer, mens fiktionsfortællinger har et metaforisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer. 

   Storytelling i og om virksomheder har karakter af lignelser som medarbejderne skal overføre på  egen situation idet de får mulighed for at "se sig selv" gennem de identifikationsmekanismer som de virkelighedsismulerende fortællinger tilbyder.
   Jeg citerer igen fra James Gearys bog "I is an Other", som jeg synes meget klart udtrykker sammenhængen mellem historiefortælling som metafor og det der foregår mentalt og neurologisk i vores hjerner når vi går op i fortællingen og kan se os og forstå os selv gennem ubevidst simulation af det den imaginære virkelighed den fremstiller (i basic-level-kategori-ord og -billeder):

When we read a story, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while reading, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them our in our minds. Stories er rehearsals for real lilfe.

Godt fortalte historier er vores mulighed for mentalt,  kognitivt og emotionelt at afprøve os selv i nye situationer - uden at det for alvor gør ondt! 

Den djævelske odder og i paradisets have.... eksemplarisk eksempel på universelle narrative skemaer i et læserbrev

Jeg har i mange år haft et lyd-eksempel fra DR´s Båndværksted-udsendelser i starten af 80´erne der var eksemplarisk til at vise at berettermodel og aktantmodel som grundlæggende indholds- og form-strukturer i narrativ storytelling, ikke var noget Kloge-Åge-dramaturger havde opfundet, men noget der sandsynligvis var universelt, og noget som alle børn fik implanteret som kognitive skemaer inden de var 4-5 år. Og derefter beherskede.

   Du kan se eksemplet citeret i De levende billeders dramaturgi, bind 2: TV, s. 106 ff. : "Den arbejdsløses historie".

Det er sådan set ikke svært at dokumenterer disse skemaer i mange medier og sammenhænge, i fx gode tv-indslag. Eller i avisnotitser og vandrerhistorier.

   Men at disse narrative skemaer også eksemplarisk kan være styrende for fx et læserbrev, har jeg ikke haft i min samling. Før altså Politikens bagside den 13. januar havde et affotograferet læserbrev fra en lokalavis i Silkeborg.

   Læserbrevet er, fortæller manchetten, en reaktion på en positivt vinklet artikel i lokalavisen den 4. januar om "kommunens guidede oddertur", sandsynligvis ledet af en lokal naturvejleder.

   Det er helt naturligt bygget op efter berettermodellen:

Anslag:

Kære Silkeeborg kommune.

   Vi takker for, at I er en gode ved os ældre. Men sæt jer lidt mere ind i den smukke natur, vi har omkring os. Vi har her hos os en bitter erfaring med odderen, som I er så glade for.

Præsentation:

Vi bor på en dejlig grund på Almindvej med en gammel have og en stor dam med åkander og så videre. Vi har nydt vores otium her siden 1990.

Uddybning:

I dammen havde vi flere hundrede guldfiks, som vi fodrede med daggammelt brød. Jeg havde sat tre andre huse op til vildænder, der kom her og rugede mange ællinger ud. De kom op i gården, og det var underholdende for os at opleve.

Point of no return:

Men så sket det forrige vinter, at der kom is på dammen. I kanten var der et tykt lag sne med vand under.

Konfliktoptrapning:

Vores søn og jeg undrede os over et hul i sneen ned til dammen, og der var mange  spor i sneen derfra.

   Da foråret kom og is og sne var væk, så vi at alle fisk var værk. Og vildænderne turde ikke være i dammen.

Klimaks:

Vi var enige om, at det var det djævelske, udanske rovdyr, odderen, der havde ødelagt livet i vores smukke have og dam.

Udtoning:

(Det er vores bitre erfaring med den onde udenlandske odder)

Udtoningen er min tilføjelse, som godt kunne være strøget af redaktionen.

Aktantmodellen:

• Subjket: Brevskriveren (med sin have og dam)
• Objekt: Ønske om et fredeligt og idyllisk otium
• Modstander: Den onde odder - og kommunen som støtter den
• Hjælper: En dam med guldfisk og ænder der føder ællinger

Lige efter bogen.

   Og sproget er ægte erfaringssprog.

  

Leg for ledere og naturen som model - noget om kreativitetsteknikker og ideudviklingsmetoder

Nogle artikler i Politikens tillæg "Viden" fik mig til at genkalde mig den liste af kreativitetsteknikker som indgår i mit standardoplæg om kreativitet.

Den ene artikel har rubrikken "Danske firmaer leger for lidt", og underrubrikken "Vanetænkning dræber firmaers evne til at udvikle de produkter vi skal leve af, siger forsker."

    Det er et nyhedssammendrag af en artikel inde i tillægget der er fast genkommende under rubrikken "Hvad forsker du i?"

   Forskeren hedder Ann Charlotte Torsted - og er i gang med et phd.-projekt som erhvervsforsker i regi af Lego. Forskeren har tidligere arbejdet sammen med kunstnere og været med til at fremelske kreative processer og ideer, fortæller hun. 

   Hun har her fået grupper af ledere og spcialister til at indgå i legesituationer, video-optaget dem mens de gjorde det -  og interviewet dem før og efter.

   Hvad fortæller hun så om det?

Leg er vuggen for at skabe innovation, som jeg definerer som det, at der kommer et konkret produkt, en ny ide eller en ny service ud af den kreative proces der opstår. I legen er man inde i mulighedernes felt og fokuserer på processen frem for resultatet. Det indebærer at man slipper for en masse begrænsninger, man ellers på lægger sig i en rationel og styret arbejdsproces, hvor leg opfattes som noget pjat. (...)

   Jeg har brug forskellige metoder for at indkredse, hvordan der kunne leges. Vi har leget med metaforer for at beskrive, hvordan en person i en gruppe opfatter deres rolle. (...) Desuden har vi brugt storytelling til at indkredse ideer. Og vi har brugt legoklodser til at visualisere en meget abstrakt ide om, hvordan en ny organisation og et samarbejde kunne se ud.

"Metaforer" og "storytelling". Min hjemmebane.
   Når hun beskriver legen, får jeg jo klare associationer til flow-processens kendetegn:

Man gribes af legen, og der opstår spontanitet, glæde, begejstring, kammeratskab og frihedsfølelse. (...) Legen får en forløsende effekt, der er langt bedre og virker meget mere naturligt end mange klassiske managmenttiltag, (...). I legen bliver folk mere vovede og fantasifulde, og de tager ansvar for deres arbejdsdag på en ny måde. (...) Leg er et livsfænomen på linie med  kærlighed. I legen føres vi ind i en anden verden, hvor vi totalt opsluges af det, der sker nu og her.

Den anden artikel er ikke en egentlig artikel, men et billede med en artikellignende undertekst. Øverst står "Ørkengletsjer/Naturen inspirerer til køelteori". Og jeg kommer i tanker om at en af de klassiske kreativitetsteknikker i lærebøgerne hedder "naturen som model". 

   Her er billedet:

Kunstneren hedder Ap Verheggen.

   Hvad det forestiller? - En ide til en solcellekonstruktion der skal opsamle og nedkøle vand i ørkenen. Det er på tegnestadiet som man ser:

Hans vision er at skabe en 200 kvadratmeter stor konstruktion med form som et blad fra et elmetræ - naturens egen geniale måde at absobere solenergi på som det hedder - og bklæde den med solceller på overfladen, mens en række kondensatorer indeni, drevet af sloenergien, opfanger fugtigheden i ørkenluften og køler den af.

Ap Verheggen hører til de særligt kreative der ligesom andre jeg har fremhævet i denne blog, elsker  blending af skulptur og natur:

For efterhånden mange (ca. 20) år  siden da jeg begyndte at holde oplæg om kreativitet for journalistiske redaktioner, læste jeg jo pænt på lektion og samlede eksempler ind på metoder og teknikker til at udvikle kreativiteten og fremelske nye ideer.

  Jeg opdelte dem i tre hovedgrupper:

1. Adskillelse af skabende og vurderende processer, blokering og udsættelse af de vurderende 
2. Provokere, gennemtvinge brud og diskontinuitet i situationen, – bryde vanetænkning 
3. Visualisering – sanseliggørelse af problemerne – gennem lyd, billeder, bevægelser, musik

De to sidste dækker smukt hvad Ap Verheggen har gang i, at dømme ud fra de to billeder.

Under hver hovedgruppe ordnede jeg så de forskellige fremgangsmåder jeg havde læst om og læst mig til. Nogle af dem kendte jeg jo godt i forvejen fra mit arbejde med redaktionel efterkritik og redaktionsudvikling

1. Bloker og udsæt vurderinger

• Brainstorm
• Aktiv lytning
• Se det positive
• Elementanalyse

2. Provokation

• Overdriv
• Vend tingene på hovedet
• Humor
• Start bagfra
• Tilfældigt/skævt udgangspunkt

3. Visualisering

• Analogi
• Metafor
• Naturen som model
• Mind map

Jeg bemærker at Charlotte Thorsteds "leg" og "storytelling" ikke er med på listen. De går på tværs af kategorierne. "Leg" kan vel nok listes ind under "Provokation" og "visualisering", og "storytelling" ind under "analogi" og "metafor". Og "legoklodser" - ja, der er vel også tale om en slags "elementanalyse" og "analogi".
   Så nogle teknikker kombinerer og går på tværs af de tre kategorier.

Jeg har en enkelt gang undervist sammen med det meget kreative menneske Palle Steffensen som har en fortid i Danmarks Radio i forskellige stillinger hvor kravet var enten selv at være kreativ eller at få andre i redaktioner til at være det.

   Han har skrevet bogen: "Flere og bedre ideér - 12 gode metoder". Hvordan ser hans liste ud?

• Brug din undren aktivt
• Tænk parallelt
• Vend ideen om
• Gå til kanten
• Tænk i billeder
• Sæt det kendt i en ny ramme
• Zoom ind, zoom ud
• Når du løfter en sten
• Brug din fordom
• Kig på fortiden
• Søg hjælp udefra.
• Bryd vanen.

Nogen af dem falder umiddelbart sammen med min liste, andre gør det når man går ind i substansen. 

   Jeg skal her ikke gå i detaljer med de enkelte teknikker. Men blot konstatere at de stort set stemmer overens med hvad man den dag i dag kan finde når man googler:

http://www.mindtools.com/pages/main/newMN_CT.htm

http://www.slideshare.net/fallonj/50-creativity-creation-techniques-and-strategies

http://www.mathysmedical.com/fileadmin/user_upload/pdf_download/Arztforum/Kreativitaetstechniken_E.pdf

Selvfølgelig kan man finde mange flere undergrupper under de tre hovedoverskrifter. Men det er hovedkategorierne jeg gerne vil uddybe lidt. Hvorfor stimulere de til større kreativitet? 

   Der er det fælles ved kreativitetsteknikkerne at de forsøger...

1. at skifte sans, fra logisk-verbal til visuel tænkning. 
2. at skifte hjernens måde at arbejde på fra lineær til non-lineær tænkning
3. at se noget velkendt gennem en anden mental optik

I alle tilfælde går det ud på at aktivere dele af højre hjernehalvdel så dens tænkemåde får tid og plads til at foregå og folde sig ud - i samarbejde med den der ellers dominerer, den venstre. 

   Det er det nogen kalder "åben tilstand" - en tilstand der er beslægtet med hypnose, meditation og dagdrømmeri. Og under hvilken hjernen udsender alfa-bølger.

Bagved ligger en fælles bestræbelse på at lukke ned for de moduler i hjernen som fungerer som censor og bremseklos for nytænkning. Og åbne op for - i hvert fald dele af default-neværket - og integrere det med aktiviteter i spejlneuronnetværket. 

"Censor" har to meget forskellige kilder. Dels de moduler i de forreste pandelapper (prefrontal cortex)  som tager sig af moralske vurderinger af handlinger og tanker, og dels de moduler som er aktive når vi følger rutiner og vaner.
   I sidste tilfælde er det den procedurale hukommelse som i samarbejde med de andre former for langtidshukommelse ofte ubevidst sætter ind og bremser for kreativ tænkning og åben tilstand: "Sådan plejer vi at gøre, så sådan skal vi også gøre i dette tilfælde. 

Om at oversætte - fra dansk - til dansk - når man er journalist og når man er mellemleder

At oversætte fra dansk til dansk!

   Firkantet sagt, så er det det journalister skal kunne gøre når de i nyheds- og baggrundsartikler fortæller offentligheden og deres læsere om problemstilinger og sager af samfundsmæssige betydning, som er formuleret af deres kilder på et vist abstraktionsniveau. Journalisterne skal - med et kropsmetaforisk udtryk - kunne skrive i øjenhøjde med læserne, skrive så læserne kan se at nyheden er relevant for dem. 

   Skal man køre lidt videre med den metafor, så er problemet ofte at kilderne formulerer sig om virkeligheden ud fra et sprogligt "fugleperspektiv", og det skal journalisten så oversætte tilt formuleringer i et "øjenhøjde-perspektiv". 

For mange år siden skrev nogle virksomhedspsykologer i en rapport til Postvæsenets ledelse hvad de mente de postarbejdere skulle kunne der blev ansat til at betjene noget nyt sorteringsudstyr i Postterminalen:

I langt de fleste tilfælde vil intellektuelle ressourcer, der rækker ud over det normale, næppe kunne blive tilfredsstillet. (...) Men et vist minimum af intellektuelle forudsætninger vil være påkrævet for at undgå person- og materielskader, samt unødvendige forsinkelser.

Der blev først en mægtig ballade om den rapport blandt postarbejderne da Ekstrabladet havde oversat disse eufemistisk formuleringer i en rubrik med denne ordlyd:

De skal være dumme.. men ikke for dumme

Det kan jeg så koble til mine oplevelser som censor for diplomfaget "informationsjournalistikkens strategisk grundlag".
   I faglitteraturen om intern kommunikation i virksomheder - særligt fokuseret på "forandringskommunikation" - er det en gennemgående formulering at mellemlederne er særligt betydningfulde fordi det er dem der skal "oversætte" den øverste ledelses visioner, budskaber, planer og strategier til de menige medarbejdere.

   Kravene til denne "oversættervirksomhed" er at den skal gøre kommunikationen relevant for medarbejderne, dvs. de skal kunne "se sig selv" i den forandrede fremtid, og den skal hjælpe dem med at vende angst, uro og usikkerhed til tillid og optimisme og handleberedthed.

Ifølge ordbøgerne er "oversætte" noget man gør mellem to sprog: fra et sprog som modtageren ikke forstår, fx tysk, til et andet sprog som modtageren forstår, fx dansk.

   Men hvad betyder "oversætte" i denne forbindelse? Og hvad vil det egentlig sige at kunne "se sig selv", som tilsyneladende er en metafor for "relevant".
   Parallellen til journalistens "oversættende" rolle mellem ekspertkilder og læserne i offentligheden er slående.

Her trækker jeg nu på nogle af de foregående blogindlæg i en argumentationskæde.

   Det mellemlederne skal kunne "oversætte" fra, er det jeg har kaldt videnssprog, et sprog eller en sprogbrug der har følgende kendetegn:

• upersonligt
• abstrakt
• billedfattigt
• følelsesrenset
• monologisk
• systemorienteret
• rødder i skriftsprog
• bruges mest offentligt

Det sprog mellemlederne skal kunne "oversætte" til, er det jeg har kaldt erfaringssprog, et sprog eller en sprogbrug der har følgende kendetegn: 

• personligt
• sanseligt
• konkret
• billedrigt
• følelsesladet
• dialogisk
• handlingsorienteret
• rødder i talesprog
• bruges mest privat

Begge sprog er dansk, men de har et meget forskelligt forhold til den virkelighed de er sprog om.  

Erfaringssproget udgøres i høj grad af det man kalder "basic-level-kategori-ord", det vil sige ord og dermed kategorier som naturligt ligger "i midten" af abstraktionsstigen - fra det generelle til det specifikke.

   Det er ord som ko, bil, mand, rød, blå, hammer, gå, løbe, se, høre, føle, hånd, ben, hoved, lys, kop, stol, spise, varm, kold, slå, kysse,....

   Disse kategorier modsvarer erfaringsprogets basale ordforråd. De er nemme at lære, nemme at huske, og nemme bruge. Det er ord der referer til noget som man kan tegne eller male hvis man får besked på det, eller ord der referer til noget man kan udføre hvis nogen beder en om det, eller ord for noget man kan bruge til opnå specifikke mål hvis det er det man vil.

Her er en uddybning af hvad det er - på engelsk:

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories. Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

Men hvilke sproglige og mentale operationer skal der så til for at oversætte fra videnssprog til erfaringssprog?

   Her handler det i høj grad om metaforer og metonymer, som kan betragtes som oversættelses-redskaber. Og som jeg har beskrevet tidligere så indebærer det i begge tilfælde mentale blending-operationer hvor noget abstrakt, ukendt og erfaringsfjernt anskues gennem noget mere konkret og erfaringsnært.

Metaforer er erfaringssproglige og gør typisk brug af basic-leve-kategori-ord, så det abstrakte, det ukendte og tågede ses og forstås igennem det konkrete og velkendte.

    En samling lovforslag kaldes "en pakke".  Vi skal altså se og forstå det abstrakte  og uanskuelige en samlinge lovforslag  gennem basic-level-kategori-ordet "pakke", noget det kan ses, og noget der kan bæres.

   En virksomhed som skal skære ned og fyre folk, skal igennem en "slankekur". Vi skal altså se og forstå virksomhedsændringerne gennem den konceptuelle optik som bevidst slankning af en krop leverer.

Sådan er det også med metonymer, som jo har karakter af en "del for helhed" semantisk operation. Den abstrakte institution Politiet forstås konkret gennem metonymiske rekvisitter som magtudøvelsen udfoldes igennem - ting og fænomener "der er til at tage og føle på": knipler, uniformer, blå-blink, politibiler, et lysende grønt skilt med ordet politi, politihunde, politirapporter, skriftlige tilsigelser.

   Igen er der tale om at "oversætte" fra vidensprogets abstrakte kategoriers verden, til erfaringssprogets basis-kategoir-verden der kan sanses og handles med og i forhold til.

Så det er det der er kravet til mellemledernes kommunikation til medarbejderne - at de skal kunne gøre brug af metonymisk og metaforisk tænkning når de skal "oversætte" de besværlige og angstfremkaldende abstrakte og måske bevidst tågede budskaber fra ledelsen til noget hvori medarbejderne kan "se sig selv" og få besvaret det presserende spørgsmål: "What´s in it for me?

"At se" og "syn" er metaforer for at forstå og forståelse. Næste led i argumentationskæden er så den grundforudsætning at forståelse er simulation.

   Hvis medarbejderne skal kunne "se sig selv" i en fremtidig situation, så skal de kunne simulere denne fremtidige situation så konkret at de kan se sig selv sanse, handle og reagere i den. Dvs. forestille sig den fremtidige situation som en hypotetisk erfaring, en tænkt oplevelse. Og for at kunne simulerer sig selv i sådan en situation så må input være leverer i erfaringssprog.

Sammenhængen er altså denne når mellemledere (og journalister) skal "oversætte" fra videnssprog til erfaringssprog.

• For at kunne se sig selv i en tænkt situation, må man mentalt kunne simulere den situation
• For at kunne simulerer en situation må man have den fremstillet i basic-level-kategorier
• For at fremstille noget abstrakt i basic-level kategorier, må man bruge metaforer og metonymer (og andre oversættelsesværktøjer som analogier, fabler, lignelser, modeller, scenarier, etc) 
• For at kunne bruge metaforer og metonymer, må man trække på sit erfaringssprog og oversætte fra videnssprog.

Endelig kan vi også inddrage et andet af de redskaber som de senere års managementlitteratur har fremhævet som afgørende for at få medarbejdere og omgivelser til at "se sig selv" i relation til virksomheden: Storytelling.

   Jeg har tidligere nævnt at dramaturgi er et sæt af simuleringsredskaber for simulation af personer der handler målrettet i tid og rum - og undervejs møder modstand som overvindes.
   Historier der fortælles, hvad enten det er i sproglig eller visuel form, de fortælles altid gennem basic-level-kategorier.
   Faktafortællinger har et grundlæggende metonymisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer, mens fiktionsfortællinger har et metaforisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer. 

   Storytelling i og om virksomheder har karakter af lignelser som medarbejderne skal overføre på  egen situation idet de får mulighed for at "se sig selv" gennem de identifikationsmekanismer som de virkelighedsismulerende fortællinger tilbyder.
   Jeg citerer igen fra James Gearys bog "I is an Other", som jeg synes meget klart udtrykker sammenhængen mellem historiefortælling som metafor og det der foregår mentalt og neurologisk i vores hjerner når vi går op i fortællingen og kan se os og forstå os selv gennem ubevidst simulation af det den imaginære virkelighed den fremstiller (i basic-level-kategori-ord og -billeder):

When we read a story, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while reading, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them our in our minds. Stories er rehearsals for real lilfe.

Godt fortalte historier er vores mulighed for mentalt,  kognitivt og emotionelt at afprøve os selv i nye situationer - uden at det for alvor gør ondt! 

Historien om guldlok - og historien om en særlig slags planet der har fået navn gennem en AHA-oplevelse

Det er altid en kreativ opgave for forskerne at give navn til nye opdagelser, som gør at offentligheden "står på" historien. Det havde vi et smukt eksempel på i går og i dag. Alle medier havde historien om "Guldlok-planeten".
   Planeter og stjerner har i langt de fleste tilfælde bare en kombination af tal og bogstaver som navn. Planeterne, nogle relativt få stjerner, galakser og stjernetåger har navne der har rødder i enten mytologi (Andromedagalaksen, Venus) eller i hvad de visuelt ligner af kendte synlige gestalter (spiralgalakse, krebsetågen).
   På et vist tidspunkt, og vel i virkeligheden ikke så forfærdelig mange år tilbage, skulle astronomerne give navn til noget de ikke havde fundet endnu, og som altså ikke var synligt, men som skulle have nogle helt specielle fysiske egenskaber: en planet der lignede jorden så meget at der var stor sandsynlighed for at den også havde liv - eller i hvert fald betingelser for liv.

Under en diskussion blandt en gruppe astronomer, gætter jeg, hvor man er blevet enige om at den planet jo så hverken måtte være for varm eller for kold, hverken for stor eller for lille, hverken for tung eller for let, var der en der kom i tanker om den historie som næsten alle børn har fået læst op - i hvert fald i USA: historien om Guldlok og de tre bjørne.
   Historien fortæller at pigen Guldlok kommer til en tom bjælkehytte i skoven, der er beboet af en bjørnefamilie. Hun går ind og prøvespiser tre portioner grød - en der er for varm, en der er for kold og en der er "lige tilpas". Hun prøvesidder også tre størrelser stole, og til sidst prøveligger hun tre størrelser senge, i alle tilfælde er der kun én af de tre hun føler er "lige tilpas". Hun falder i søvn i den "tilpas" seng. Så kommer bjørnene hjem....!
   AHA! siger forskeren, det vi leder efter er en "Goldlock Planet". Ja!, selvfølgelig, siger de andre.
   Og navnet er så godt, at det fænger blandt astronomer. Og i anden omgang, som medierne dokumenterede, blandt journalister når nyheden om opdagelsen er der.

Den slags navngivning er klart noget andet end det som jeg tidligere har skrevet om: at forskerne forstår et nyt fænomen gennem en analogi til noget kendt: atomet = solsystemet, f.eks. Det minder mere om det man taler om i PR-branchen: "branding" gennem "storytelling" - altså at man kobler et fænomen der skal sælges sammen med en "story" via en - måske endda langt ude - association.
   Det ligner altså mere en metafor i den særlige variant som kaldes personifikation: At man forstår de særlige egenskaber som den planet man jager skal have igennem den optik som historien om Guldlok leverer: Hvor forskerne ligesom Guldlok er på jagt efter noget der er "lige tilpas", og hvor det "noget" er en planet der, ligesom udvalgt elementer i Bjørnens bolig, hverken er for varm eller for kold, etc. - til at der er muligheder for at liv kan "bo" der.

Men det som jeg lige nu synes er mest interessant, er det som ligger i forlængelse af de to foregående indlæg om AHA!-oplevelsen som kan udløses af et sprogligt udtryk i form af en fortælling med et klimaks. Den oplevelse kan åbenbart også forekomme når man i forhold til et måske svært forståeligt fænomen bliver konfronteret med den "forløsende" og "oplysende" metafor.
   I det her tilfælde er Guldlok-navnet utvivlsomt opstået ved en AHA-oplevelse blandt forskerne, men journalister og læsere af nyheden får den tilsyneladende også, om end måske i en svækket form, når historien om opdagelsen af planeten skal fortælles videre.

Personifikation - som udtryk for kreativ formidling og kategorisering

Personifikation er en særlig form for metaforbrug, hvor  dyr, "døde" ting og abstraktioner tillægges egenskaber som realistisk set er forbeholdt mennesker. Illustreret Videnskab nr. 14/2010 har på forsiden en historie med rubrikken: "Nu går jagten ind på - SOLENS MØRKE TVILLING". 
   Inde i selve artiklen viser 'den mørke tvilling' sig at være 'en brun dværg'. Om den hedder det at den 'gemmer sig' langt væk i en sky af kometer. Artiklen fortæller at foreløbig er der tale om en hypotese som nogle forskere har fremsat for at forklare at en stor del af dyrelivet på Jorden er uddød med ca. 26 millioner års mellemrum, på grund af en regn af store meteornedslag som teorien så siger reguleres af en fjerntliggende ikke-lysende sol som indgår i et to-stjerne system med vores skinnende gule sol. Derfor har denne hypotetisk stjerne fået navnet 'Nemesis', der er navnet på hævnens gudinde i den græske mytologi.
   Og personifikationen i udtrykket 'den sorte tvilling' viser sig også have rod i mytologien. Wikipedia skriver:

Twins appear in the mythologies of many cultures around the world. In some they are seen as ominous and in others they are seen as fortuitous. Twins in mythology are often cast as two halves of the same whole, sharing a bond deeper than that of ordinary siblings, or otherwise shown as fierce rivals. Twins can represents some "other" aspect of the Self, a dobbelgnger or a shadow. Often the twin is the "evil twin", or one may be human and one semi-divine. The twin may be a brother, or a soul-mate, such as the "civilized" Gilgamesh and the "wild" Enkidu.

Illustreret Videnskab er utroligt dygtige til at omsætte videnskabelige opdagelser og ny teorier til Storytelling. Og til det formål personificerer deres journalister alt det de kan komme af sted med, og i dette tilfælde får de så også en mytologisk undertekst med: Den sorte tvilling hævner sig med en meteorregn - fordi den står i skyggen af sin lysende tvilling.
   En hypotetisk og i så fald usynlig stjerne levendegøres for læserne ved at blive set og beskrevet gennem mytens optik.

Men i øvrigt vrimler det med personificerende udtryk og forestillinger i artiklerne i Illustreret Videnskab - ikke mindst i rubrikkerne: 'hårdføre solceller', 'nyt intelligent gulv forudser dit næste skridt', 'kæmpe kannibalgalakse sluger mindre nabo', 'orkidé med bi-duft narrer gedehams til bestøvning', pingviner har børnehaver i lange baner', 'hyæner griner af alderdom og status', mobiltelefonen rykker i felten'.
   Et citat til uddybende dokumentation. En halvandet sides illustration viser et luftfoto af en kæmpe gruppe pingviner, og billedteksten forklarer (mine kursiveringer):

Sygeorgien nord for Antarktis er på en god sæson hjem for en koloni på mere end 100.000 kongepingviner. Og når en tredjedel af flokken består af unger, er behovet for pasning stort. Især når mor og far er på arbejde. De voksne skiftes til at holde øje med poderne, så mens nogle forældre dykker efter blæksprutter og fisk, passer andre på det brunfjedrede afkom.