Lars von Trier - den dobbelte mand - den blendede personlighed - og hangen til skandaler

Lars von Triers nye film "Melancolia" var topkandidat til Guldpalmerne i Cannes.
   Det er den ikke mere. Han kom til at "tale over sig". Eller med en anden metafor: "Hvad hjerte er fuld af, løber munden over med".

Lars von Trier er vel et af de mest ekstremt tydelige eksempler på den særligt kreative personlighed,- en personlighed der er er kendetegnet ved at være - mindst - "to personer i en", ironisk i udtryk, en blanding af stor generthed og stor lyst til at indtage scenen, stærkt selvkritisk, aldrig tilfreds, æstetisk hyperfølsom, etc.

   Der er også noget med problemer i barndommen, og med at han har ondt i både mor- og farforholdet, husker jeg svagt at jeg har læst en gang.

   Her får Henrik Dahl godt nok baghjul på alle parametre. Men der er naturligvis en sammenhæng mellem Henrik Dahls nye bog med karaktermord på Helle Thorning Smith, som jeg skrev om tidligere, og så Lars von Triers karaktermord - på sig selv.

Alle Lars von Triers film er jo udtryk for konceptuel metaforisk tænkning og blending. Han film er auteurfilm - og som sådan metaforer på sider af og konflikter i egen personlighed - og med hans eget liv og hans egen identitet som "target".

   Han blender i alle sine film konceptuelle rum hentet fra erindringerne med konceptuelle rum hentet fra myternes og eventyrernes verden. Den sidste film hedder "Melanchola", og handler om "jordens undergang". Så kan det vist ikke siges tydeligere - i omskrevet form.
Og den foregående hed: "Antichrist" - hvor myten er vendt på hovedet, bagsiden er blevet forside, det nederste er blevet det øverste.

På pressekonferencen dokumenterer Lars von Triers udtalelser at han er "to personer i en" - mindst:

"Længe troede jeg, at jeg var jøde, og jeg var lykkelig over at være jøde. Senere dukkede så Susanne Bier op, og så var jeg ikke så lykkelig over at være jøde. Nej, det var en joke. Undskyld."   "Jeg ville virkelig gerne være jøde, og så fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden var nazi, fordi min familie var tysk, hvilket også gav mig en vis tilfredsstillelse."

Jeg søger på nettet om hans barndom og finder et interview af Nielst Thorsen (en anden særligt kreativ personlighed) fra 17. maj 2009. Et par uddrag:

En tid malede han og skrev også et par romaner. Da han ikke kom ind på Filmskolen, læste han i stedet filmvidenskab, mens han lavede to film, den ene på fransk, selv om han ikke kan et ord fransk. I den anden optrådte han selv i hovedrollen klædt i naziuniform og kvindetøj.

Fransk film uden at kunne fransk. Naziuniform og kvindetøj ... to personer i en! Og... selvudslettende mindreværd og storhedsfantasier: 

»Det er mærkeligt, for jeg har jo al den angst og underlegenhed på forskellige måder. Samtidig er jeg fuldstændig overbevist om min egen værdi inden for det område. Jeg mener jo ... siger han og tilkaster mig et blik over brillekanten.

   »... at jeg er verdens bedste instruktør«.

Udsat for mobning i skolen...

Lars var »en lillebitte splejs«, da han begyndte i den lokale folkeskole, hvor han skulle møde børn fra andre samfundslag, som hans forældre sagde.

   Det gjorde han så. I hvert frikvarter, hvor han blev fanget og holdt fast på en bænk og slået eller fik mavetamtam.

   Den værste rædsel var nu den, de voksne spredte.

Den næsten S/M-agtige lyst ved i at udsætte sig selv og andre for "kreative restriktioner": "Kyskhedsløftet" udtrykt i "dogmefilm-reglerne". Og "De fem benspænd" som Jørgen Leth skulle udfordres med er klokkeklare eksempler.

   "Ondt i mor- og far-forholdet"...! Den danske Wikipedia fortæller historien om "hans navn og herkomst":

Filminstruktøren Lars von Trier er søn af Inger Trier, født Høst (1915-1989), og bærer navnet Trier, men fik på moderens dødsleje i 1989 at vide, at hans far, kontorchef Ulf Trier (1907-1978) ikke var hans biologiske far. Det var embedsmanden og modstandsmanden Fritz Michael Hartmann (1909-2000), der var kontorchef i Socialministeriet, og som tilhørte Hartmann-slægten. Trier fik dog aldrig noget hjerteligt forhold til sin "nye" far, der ikke ville kendes ved Lars. Modsat offentlige udtalelser, som Trier er kommet med, var faderen ikke nazist, men derimod aktiv modstandsmand i Frit Danmarks tjenestemandsgruppe. Triers onkel er filminstruktøren Børge Høst. Stedfaderen Ulf Trier var halvt jøde, søn af folketingsmand Sven Trier og Bergliot Trier født Moe, og Inger Trier opdrog Lars i den tro, at han havde jødiske rødder. Derfor var det et chok, da han to dage før moderens død opdagede, at han havde mistet både sin stedfar, sin mor og sin identitet. Dertil kom Hartmanns afvisning af at have noget med Lars at gøre

   Adelsprædikatet von opstod som en morsomhed på filmskolen. Triers medstuderende Thomas Gislason fortalte i DR2s temaudsendelse 12. juni 2007, at en lærer, Gert Fredholm, under en heftig diskussion med Trier kaldte ham "von" for at karakterisere ham som aristokratisk i sit filmsyn. I sin afgangsfilms rulletekster brugte Trier drillende dette von, som er blevet hængende.

Så det var det "hjertet var fuldt af". Det var det han havde i "baghovedet" da han "talte over sig" og kom med sin skandaløse "for-talelse"  på pressemødet!

   Særligt kreative personligheder foretager permanent konceptuelle blendingoperationer i deres produktioners udtryk og indhold - omkring deres egen identitet og omkring det de oplever de har tabt. Og de fantaserer næsten manisk over svarene på spørgsmålene: Hvem er jeg - egentlig? Hvad nu hvis jeg var en anden?
   Finder måske ro for en tid - i de reaktioner som de udløser ved deres harakiri-agtige selvmorderiske udtalelser.

 

Jeg henviser i øvrigt til mit blogindlæg fra den 13. april 2010 som diskuterer sammenhængen mellem kreativitet og skandaler, inspireret af endnu en særligt kreativ personlighed: Poul Nesgaard.

   Og til mit indlæg fra den 10. april 2010 som forbinder kreativitet og melankoli. En søgning på nettet i dag giver umiddelbart en artikel fra filmtidsskriftet Ekko: "Fire grader af nordisk melankoli", og et foredrag i regi af IKI (= Initiativ for kreativitet og innovation) af en mand der hedder Jørn Henrik Olsen med titlen - ja, såmænd: "Kreativitet og melankoli"; det forannonceres sådan:

Det tomme rum er mulighedens rum. Det er også et rum med grænse og modstand. Grænsen er et vækstområde. Det er dér, nyskabelsen sker. Omvendt må man slippe eller overskride grænser for at kunne gribe noget nyt. Det kan skabe svimmelhed og ubalance – og åbne vejen til ny erkendelse. Kaos og kompleksitet er råstoffet for kreativitet. I samme forbindelse er sorgen, trætheden og melankolien kilde til indsigt, innovation og kreativitet.

Selv om jeg ved det kan være lidt trættende, henviser jeg også endnu en gang til Poul Martinsen som jeg har skrevet om. Med hans trang til isolation, hans generthed, "ondt i farforholdet" - og også dette at han jævnligt lavede "skandaler" med sine udsendelser: om Tutta Rosenberg, om Frømandskorpsets "Helvedesuge", om "Lydighedens Dilemma", om "Clark Olofsson".

Avisen som aktivist - grænse- og norm-brydende kampagne i Politiken

Kreativitet indebære at sociale og mentale grænser overskrides, og at adskilte konceptuelle rum blandes og integreres - for at skabe noget nyt.

   Politiken fik ny chefredaktør den 26. april, Bo Lidegaard, velanskrevet forfatter til flere politiske biografier og tidligere højt profileret embedsmand i centraladministrationen.

   Den 9. maj igangsætter avisen så en indsamling til støtte for en engelsksproget avis i Yemen og dens kvindelige chefredaktør.

   Man må vel gå ud fra at indsamlingen har været forberedt et stykke tid, og det er ikke Bo Lidegaard som er dens "ansigt" på web-tv-indslaget men den international redaktør Michael Jarlner. Men Bo Lidegaard kunne jo have sat sig igennem og stoppet kampagnen hvis han ikke stod inde for den. Og man kan vel ikke udelukke at han selv har været initiativtager - for over for medarbejderne at markere at når det gælder "aktivisme" så følger han i Thøger Seidenfadens fodspor.

Pressen har altid været partisk, og forskellige aviser har sympatiseret og holdt med forskellige politiske retninger - eller ligefrem været partiaviser som i gamle dage. Samtidig med at de i de seneste mange år over en bred kam offentligt har erklæret at de er uafhængige af økonomiske og partipolitiske særinteresser.

   Journalister skal - det siger det professionelle rolleideal - også være uafhængige af deres kilder og rapporterer distanceret og tilstræbt objektivt om den virkelighed de vil formidle videre. Men de skal samtidig være kritiske. Og hvem og hvad  de så skal gø ad og bide i haserne, det er en redaktionel beslutning styret af en formuleret eller uformuleret policy?

   Idealet/kravet om uafhængighed, alsidighed og upartiskhed har haft en særlig toning i public service-medierne som er statstøttede eller finansierede via licensen. Derfor balladen om "de røde lejesvende" i 60´erne og 70´erne. Og detbatten om Jacob Rosenkrands dokumentarserie "Jagten på de røde lejesvende" som blev udsendt i efteråret og genudsendt i revideret form i sidste uge. (Den serie set gennem kreativitetsteoriens optik, vender jeg tilbage til i et senere indlæg).

Denne indledning er motiveret af at jeg har indsendt et bidrag til Politikens journalistisk begrundede indsamling som nu har kørt et par dage under temarubrikken:

"Yemen. Hjælp Nadia og Yemen Times."

At avisen sætter den indsamling i gang, og at den lader sine journalister styre deres dækning i forhold til temaet og indsamlingen, er jo derfor udtryk for normbrydning og grænseoverskridende kreativitet på redaktionen - med hel- eller halvhjertet opbakning fra den nye chefredaktør. Som dermed også udsætter sig og avisen for kritik kort tid efter sin tiltræden.

Det er ikke første gang Politiken gør den slags: journalistisk arbejder med en aktivistisk dagsorden. Sidste gang var det omkring indsamlingen til "Iraq Centeret" i efteråret 2009. Så vidt man kunne forstå den gang var det chefredaktøren Thøger Seidenfaden selv der var primus motor, og den gang var der så vidt jeg husker det en del kritik blandt avisens journalister om det acceptable i det initiativ.

   Ideen bag Iraq Centret blev den gang i avisen beskrevet sådan:  

Centerets fokus er at hjælpe de omkring 100 irakere, der i årevis har siddet i danske flygtningecentre, fordi de hverken kunne få status som flygtning eller vende tilbage til Irak som del af en hjemsendelsesaftale. Gennem centeret skal de afviste irakere ansættes til at drive oplysningsvirksomhed om Irak og irakiske forhold, og med en månedsløn på 32.000 kroner vil de hurtigt kunne søge arbejds- og opholdstilladelse under den såkaldte beløbsordning.

Lisbeth Knudsen, chefredaktør og direktør for Berlingske Tidende med omliggende avisterritorier, skrev ironisk-kritisk om kampagnen på sin blog:

Danmark har fået et nyt politisk parti. Det stiller ikke op til hverken kommunalvalget eller næste folketingsvalg. Dets politik er populistiske enkeltsager tilsat centrum-venstre-humanitært tilsnit, og det agerer som opsamlingssted for borgere, der er af den ene eller anden grund er vrede over den gældende lovgivning eller hvad et politisk flertal måtte mene.

Der var også rigtig meget kritik fra borgerlige politikere - og ligefrem politiske tiltag for via lovgivning at få stoppet aktionen.

   Her gik grænsen for dem!

Denne gang - tre dage efter at kampagnen for økonomisk støtte til avisen Yemen Times og dens chefredaktør Nadia Al-Sakkaf blev igangsat - har der ingen kritik lydt hverken fra politikere eller andre medier, så vidt man kan vurderer ved at google på nettet.

   Er grænsen flyttet?

Jeg giver nu et bidrag til denne - ligesom jeg gjorde til Iraq Centret.  Sådan støtter du indsamlingen:

Bankoverførsel: Reg.nr. 3100, konto 1111 9999

Onlinebetaling: politikenbillet.dk/indsamling

Se i øvrigt: http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1276374/politiken-aabner-ny-indsamling-i-dag/

Tintins mørke fætter - Jacques Tati som tegnefilm - Hogarths Tarzan

Jeg fik forleden lyst til lige at bladre lidt i nogle af mine mange tegneseriehæfter: Tintin, Tarzan, Blueberry, Asterix,  Linda og Valentin, Prins Valiant.

   Anledningen var en lille artikel i en af aviserne der fortalte at et gammelt aldrig filmatiseret manuskript af filminstruktøren og -skuespilleren Jacques Tati var blevet filmatiseret - men som tegnefilm. Den vil jeg se at få set. Her er traileren fra YouTube:

Tegnefilmen er jo et smukt eksempel på blending af to konceptuelle input-rum: en Tati-historie i det ene og en forholdsvis klassisk tegneserie/-film-stil i det andet. Og dette "blend" løser altså problemet at den elskede instruktør der ifølge manuskriptet skulle optræde i sin egen film, forlængst er død.

   Men jeg tror ikke den tegnede version, uanset hvor Tati-autentisk den er tegnet og fortalt, kan have den effekt som hans spillefilm havde den gang jeg så dem som ung i biografen i centrum af København.    

   Når man kom ud fra biografen efter at have set "Playtime", "Mon Oncle" eller "Traffic", så var det som om filmen bare fortsatte i mødet med det københavnske gadebillede - med dets mylder af mennesker og larmende trafik.

   Et smukt eksempel på at fiktionsfilmen kan fungere som "source" i en metafor - og med den aktuelle reelle virkelighed som "target" som man (jeg) - her helt bogstaveligt - så og oplevede gennem "kildens" optik: Tati-filmenes visuelle fiktionsfortælling prægede for en tid min umiddelbare oplevelse af de syns- og høreindtryk jeg modtog.

   Det var utroligt stærkt.

I Politiken i dag er der et andet eksempel på tegneserie-blending som aktiverer minder og lyst til at genlæse og se nogle af min mange hæfter. En anmeldelse af Kim Skotte under rubrikken "Tintin spejlvendt og forpint". Anmeldelsen beskriver og illustrerer en såkaldt "graphic novel" af en kunstner jeg ikke har kendt til før: Charles Burns. Titlen: "X´et ud".

   Forsiden ser sådan ud og associerer ved første øjekast til Tintin-albummet "Den mystiske stjerne":

Og både af den hele serie-side der er vist i Politiken, og af anmelderreferatet af dømme, så har denne nye serie altså "Titin" som betydningsbærende ironisk "undertekst", hvilket markeres ved imitation af både stil og hovedpersonens udseende.

   Hæftet er det første bind af tre som jeg fristes til at købe, selv om det efterhådnen er ret mange år siden jeg holdt op med at købe flere tegneserier.

   Den manisfeste historie med Tintin-klonen "Dough" er også i sig selv et "blend" hvor der glides mellem to planer: "drøm" og "virkelighed". Spændende.

   Tegneren ha tidligere udgivet en serie "Black Hole" som jeg svagt husker anmeldt for et års tid siden, men den fristede ikke.

Med "X´et ud" er der vel nærmest tale om det forfatterne til bogen "The Way We Think" - kalder "double scope-blending" - altså en kreativ konceptuel konstruktion hvor elementer fra de to input-rum der blandes, gensidigt belyser og oplader hinandens betydning - ligesom i kontrafaktiske udsagn.  For særligt interesserede, se denne artikel:

http://markturner.org/DoubleScopeStoriesTurner.pdf

Tegneserier har haft stor betydning i mit liv. Min mor mente det nok egentlig var skadeligt at læse tegneserier - fx Anders And - da jeg var barn. Det var i hvert fald ikke noget hun mente jeg havde godt af at læse. Dem læste jeg så hos en kammerat. Men fik slet ikke nok, syntes jeg

   Og jeg husker også et filmugeblad hvis navn jeg har glemt (Tempo, måske), hvor der var hele sider med nogle fatastiske fascinerende Tarzan-striber, som jeg læste rundt omkring hos mine kammerater hvor familien ikke synes de var for fine til at købe den slags ugeblade.
   Som voksen har jeg fundet ud af hvad han hedder, ham der  den var aller bedste Tarzan-tegner, Burne Hogarth. Og jeg anskaffede mig også, da jeg havde mit voksen-tegneserieflip i 70´erne og 80´erne, en pæn samling hæfter med Burne Hogarth Tarzan-striber, så jeg kunne få stillet min visuelle lyst og sult og opleve gensynsglæden:

Jeg husker jeg med en voksne tegneserie-soul mate energisk har diskuteret hvem der var bedst: Hogarth eller forgængeren Hal Foster (der senere tegner Prins Valiant); her en Hal Foster-side:

Jeg synes stadig Hogartth vinder - med et mulehår. 

   Men jeg betages ved gensynet. Endorfiner, adrenalin og de andre humørstimulerende stoffer skyller gennem hjernen, og det kilder i maven.

Gitte Rabøls lyst - og andre diskussioner om prostitution og framing i det offentlige rum

Framing er et vigtigt begreb når man skal forstå centrale dele af kreativ tænkning.
   En frame er en mental  kategorisering - et tankeskema - der styrer og organisere tænkning om alle mulige emner og forhold.
  Alle mennesker ser og forstår forhold gennem bestemte frames. Den konceptuelle metafor på en frame kunne lyde: "en frame er en mental vinduesramme - med farvet glas til den virkelighed man kan se fra og gennem det indrammede vindue". Det synes jeg giver ret god mening.

(NB! Hvis man er radikal socialkonstruktivist, så er i metaforen for en frame ikke en ramme for et vindue som man kan se virkeligheden igennem, men en ramme for et mentalt produceret maleri hvis forhold til virkeligheden kan være alt fra ren abstraktion til noget der ligner og er meget realistisk.)

En simpel måde at notere at et eller andet fænomen kan/skal forstås inden for en frame, er en "ligning": "X = Y" hvor "X" er framens "target", og "Y" er dens "kilde", dvs. er en sammenfattende betegnelse: en mental kategorisering. En oversættelse kunne være: Hvis vi siger at "vi framer X som Y", så indebærer det at "vi ser, opfatter og forstår X gennem den mentale og konceptuelle optik som kategorien Y indrammer og afgrænser". 

 
Frames giver mening til og gør det muligt at forstå fænomener i relation til andre fænomener. Men en frame begrænser også forståelsen fordi en frame også altid afgrænser og forenkler det emne det "indrammer", altså dens "target".


En frame styrer fokuseringen på en problemstilling, et emne eller et fænomen (="target"), så det er bestemte sider og aspekter ved "target" man konceptuelt og mentalt stiller skarpt på - fx i en argumentation eller en besrkivelse. Og framen fungerer samtidig som mentale skyklapper i forhold til andre mulige frames på problemstillingen eller fænomenet.

Specielt metaforiske frames har karakter af forenklinger. Derfor kan der være kamp om framingen af vigtige fænomener i samfundet. Og derfor kan reklamefolk og spindoktorer hjælpe politikere med at finde på udtryk der framer ellers kontroversielle forslag og ideer: "genopretningspakken", "smagsdommere","indvandrerservice". Og derfor kan en vigtig del af forskningsresultater bestå i at overskride og blende eksisterende frames i nye - under indtryk af nyindsamlet viden.

Fra Søndagspolitiken i dag. PS-sektionen. Den nye mediedirektør for Danmarks Radio, Gitte Rabøl bliver interviwet af journalist Jakob Elkæjær. Det drejer sig om public service, som er "det" som Danmarks Radios programmer skal levere i følge loven.

   I medierne og i debatten om hvad public-service-kravet til DR indebærer, har man i mange år diskuteret ud fra to frames: en kvantitativ og en kvalitativ:

Danmarks Radio er (skal være) BRED

Danmarks Radio er (skal være) SMAL

"Danmarks Radio er BRED"-framen indebærer i princippet at man skal levere alle slags programmer til alle danskere på alle platforme - i bedste kvalitet. Dette for at have legitimationen i orden over for alle licensbetalere; ingen segmenter må favoriseres. Planlægger man programmer ud fra den frame, så kommer DR til at prioritere seertal højt, og programmerne kommer til at ligne de kommercielle kanalers. I det lange løb bliver programtænkningen svær at skelne fra kommerciel tænkning hvor programmerne er styret efter hvor mange seere de leverer til annoncørerne. Man sigter efter "laveste fællesnævner" kvalitetsmæssigt og giver folk "hvad de vil have". Denne frame bliver af kritikerne betragtet som en slags kommerciel prostitution af programpolitikken.

"Danmarks Radio er SMAL"-framen: Man skal i princippet (kun) levere alt det der er væsentligt, og som de kommercielle stationer og kanaler ikke har nogen interesse i at producere - og altså "forsømmer" at sende. Det betyder at DR med sine programmer kommer til i særlig grad at favorisere de segmenter blandt lyttere og seere der ikke er kommercielt interessante for reklamefinancerede stationer/kanaler. DR har inden for den frame svært ved at legitimere sin eksistensberettigelse og opkrævning af licens over for alle dem der hovedsagelig ser og hører de kommercielle kanalers programtilbud. Denne frame bliver af kritikerne betragtet som en slags autoritær og formynderisk elitetænkning i programpolitiken.

Neden under disse to abstrakte frames, ligger der betydningssgivende og emotionelt styrende konceptuelle metaforer:

Public Service er en SKOLE

Public Service er et SUPERMARKED

"Skole"-metaforen associerer public service til sur pligt, tvang, skolelærere med løftede pegefingre, dårlig samvittighed. "Supermarked"-metaforen associerer til lyst, frit valg, indkøbsvogne, kundesevice

 

Det er i dette metaforiske betydningsfelt Gitte Rabøl viser sig som en kreativ koncepttænker: I stedet for at forholde sig til den fortærskede diskussion og modsætning udsprunget af de to abstrakte frames "bred" eller "smal" for public service, der jo er uforenelige, så overskrider hun modsætningen og blender  noget fra begge de underliggende metaforer. Hun siger nemlig at public service-tv skal være "lystfyldt". 

   Jakob Elkjær spørger: "Den gang du var chef for DR 2,talte du om public service-lyst frem for public-service-pligt. Hvorfor?" Gitte Rabøl svarer:

Folk skal have lyst til det, vi laver, fordi det er interessant og giver mening. Du kan ikke give lektier for. Tidligere havde DR en skolemesteragtig tone, så det var vigtigt at signalere, vi var moderne og i dialog med seere og lyttere. Vi havde lyst til at lave public service. At snakke højt om den lyst frigav ideer og mod.

Det sidste har hun uddybet i et andet svar:

Det skal stå klarere for både og selv og danskerne, hvad det er for en opgave, vi har. Vi skal skabe større betydning for flere. Vi skal ville noget med det, vi laver. Vi skal give udsyn, indsigt og oplevelse. Public service skal være modigt, markant og skarpt.

Læg mærke til formuleringen: "Skabe større betydning for flere". Altså ikke noget "smalt" her. 

   Godt tænkt, Gitte.

Fra Politikens sektion "Viden".

Udenlandske prostituerede vil hellere sælge sex end gøre rent

En rubrik der udløser en aha-oplevelse hos mig, og en nysgerrighed. For her blev der lige rodet rundt og rodet sammen i nogle frames. Det er et interview med en ung forsker, Marlene Spanger,  der skriver ph.d.-afhandling, og til det formål har været ude og besøge og interviewe thailandske prostituterede i Danmark, som der er mange af.

   I starten af artiklen præsenterer Marlene Spanger de to frames som hidtil har givet mening til debatindlæg, frames som gør det umuligt for debattørerne at snakke sammen:

Prostituerede er ofre for menneskehandel

Prostituerede er frie kvinder der skal sikres arbejdsmarkedsrettigheder, ...

"Men min afhandling viser, at begge perspektiver er problematiske, fordi virkeligheden er meget mere nuanceret, fordi de thailandske prostituerede ikke opfatter sig som hverken sexslaver eller sexarbejdere. De omtaler ikke sig selv som prostituerede." Hvad har Marlene Spanger fundet ud af, bliver hun spurgt:

At kvinderne ikke se sig selv som prostituerede, og at mange aspekter i deres liv fylder meget. For eksempel har stort set alle børn enten i Danmark eller i Thailand,og børnene og deres slægtningen fylder meget.

   For kvinderne er det arbejde, hvor der kan tjenes flere penge end for eksempel ved at gøre rent. Det sociale aspekt spiller også en større rolle, for eksempel i massageklinikkerne, hvor kontakten med andre prostituerede er en vigtig del af kvindernes hverdag. Det er dem som de spiller kort med og ser tv med, mens de venter på kunderne. Så det er også sociale samlingspunkter for kvinderne. På godt og ondt.

De thailandske kvinder der tjener penge ved prostitution i Danmark, ser altså hverken sig selv i en offer-frame eller i en juridisk og overenskomst orienteret lønarbejder-frame. De ser sig i en familie-frame  - og dermed som mennesker der er en del af en socialt fællesskab som de blandt andre forhold har forsøgerpligter  over for og derfor arbejder for socialt at opretholde. 

Jeg fandt også et smukt eksempel på hvordan et frame-skift til sidst i en fortælling kan leverer en aha-oplevelse. Det er fra MetroXpress den 13. maj. En klumme skrevet af Isam B., sanger fra gruppen "Outlandish". Han beskriver de kulturelle normer og den hjemmet-frame som forklarer hvorfor der ser ud og lugter som der gør i mange indvandreopgange: "Opgangen er ikke hjemmet":

Hjemmet er næsen helligt! Skoene tages af, inden man træder ind i hjemmet og efterlades i opgangen, da de er beskidte, og alt det der er beskidt, holdes uden for hjemmet. Opgangen anses ikke for en del af hjemmet. Har man flere børn, som hver har to par sko liggende, så kan naboerne hurtigt dufte essensen af sure tær med saftevand.

   Hjemmet holdes altså klinisk rent, mens opgang, gård og gade går naturens gang. Grunden til, at hjemmet altid skal holdes rent er: TÆNK nu, hvis det lige pludselig banker på, og forældre eller andet godtfolk kigger forbi. Det skal se præsentabelt ud.

   Og det skal man i øvrigt SELV sørge for. Ingen får lov til at gøre rent i ens eget hjem.

   At give nøglen til en rengørinskone og stole på at hun rydder ordentligt op, er totalt udelukket. Jeg husker for eksempel mit første møde med min første rengøringskone: Hun banker på, jeg åbner, og med det samme siger hun: "Undskyld, jeg er vist gået forkert', hvorefter hun går videre op. Hun kommer så ned igen to minutter senere, undskyldende og rystende på hovedet, mens hun selvfølgelig tager skoene af i opgangen, og spørger helt forvirret: "Siden hvornår er VI begyndt at bruge rengøringskoner?"

Historien, kvindens forvirring og afsluttende replik med brug af "vi", giver kun mening hvis man forudsætter kendskab til følgende frames kombineret med realviden:

• Rengøringskoner er altid INDVANDRERE
• Indvandrere gør altid selv rent i eget hjem
• Rengøringskoner gør altid og kun rent hos "hvide"
• Fortælleren Isam er indvandrer.

Kun pind to og pind fire fremgår direkte af teksten. Resten må fantasien levere for at vi får aha-oplevelsen. Og hvis fantasien løser "gåden", så bliver man klogere.

Tilsidst en video fra YouTube hvor en af mine inspirationskilder til frame- og metafor-analyserne i denne blog fortæller om hvad "frame" og hvad "metafor" er - med reference til hjerneforskningens resultater.

Barndommens land - oplevelser der stimulerer den særligt kreative personlighed

I det foregående indlæg om Henrik Dahl og hans bog "Hvis din nabo var en bil" konstaterede jeg at han som en særligt kreativ personlighed gjorde udstrakt brug af friske metaforer i sine skriverier.

   Nye metaforer er grundlæggende udtryk for kreativ tænkning, for nytænkning. En tænkning der udspringer af fantasien - evnen til at forestille sig noget som ikke findes, evnen til at samtænke forhold som ellers forestillingsmæssigt er skarpt adskilt.

   Og bogen er helt klart også et smukt eksempel på fantasiful blending af teori og empiri: byggende på Bourdieus "kapital"-metafor på den ene side, og og på den anden: de statistiske modeller og segmenteringsværktøjer som længe inden bogen udkom havde været internationalt i brug i reklamebranchen. I bogen blev de empiriske livsstilstabeller, analyser og segmentkort som "target" i en metafor anskuet og tolket gennem den "source" som Bordieaus teori leverede.

Jeg konstaterede samtidig at Henrik Dahl selv tillagde sin "barndomshistorie" afgørende betydning for hvad han som voksen igen og igen gennem sin læsning og sine bøger ønskede at udforske, nemlig spørgsmålet: "Hvem er jeg?"

   Dermed indløste "Henrik Dahl" helt og fuldt det skema - den frame - for den særligt kreative personlighed som jeg har brugt som en slags konceptuel søgemaskine i en lang række tidligere blogindlæg: en blended personlighed der ved fantasiens hjælp hele tiden forsøger at få modstridende dele af personligheden integreret, en permanent fantasivirksomhed som særlige barndomsoplevelser af savn, tab, hjemløshed, fremmedgørelse og stigmatisering  igangsætter og stimulerer.

Teorien opstod i mit hoved i forbindelse med mit arbejde med bogen "Poul Martinsen - Besat af virkelighed", som blandt andet baserer sig på godt 40 timers interview med tv-dokumentaristen om hans liv og virke, hvor erindringer om "barndommens land" trak tydelige tematiske tråde gennem hele hans store tv-produktion.

På jagt efter dokumentation for disse barndomsoplevelser stødte jeg på en bog hvor jeg fandt et fint illustrerende Henrik Dahl-citat som man kan læse i den foregående blog.

   Bogens titel er "Skillevej". Forfatteren er journalist og hedder Bo Østlund. Bogen har sin egen hjemmeside www.skilleveje.dk. Og den er baseret på interviews med 28 "kendte" personer:

I bogen Skilleveje åbner 28 kendte danskere både deres hjerter og private familiealbummer og tager læserne med tilbage til barndommens gade. I hudløst ærlige samtaler fortæller de om deres opvækst som børn og unge. Om dæmonerne og englene. Om ilden i hjertet og smerten i sjælen. Om jagten på identitet. Og om alle de sten, de frivilligt eller ufrivilligt samlede op og tog med i tilværelsens rygsæk.

En blomsterpark af metaforer. Alle 28 er citeret på hjemmesiden, og en del citater er lige i øjet i forhold til min teori, et par af "de kendte" kender jeg også personligt som særligt kreative personligheder:

Jens Gaardbo (tidligere radiojournalist, DR, nyhedsvært og nyedschef på TV2)

Min opvækst i en by med det karske mod det følsomme betyder også, at jeg i dag er klar over, at enten er jeg ørnen deroppe i luften, eller også er jeg hasselmusen, som piler af sted fra beskyttelse til beskyttelse. Jeg fanger bare hele tiden mig selv i en af de to roller. Ligesom jeg på den ene side er meget indadvendt, og på den anden side sindssyg udadvendt. Den dag i dag romantiserer jeg nok stadig det karske ved at bruge det følsomme til at håndtere det. Samtidig har jeg et stort behov for at kontrollere og passe på min følsomhed, og det udarter sig nogle gange i behovet for en rigid kontrol over tingene. Jeg opfatter ikke mig selv som lukket, men skorpionen bakker og bakker, indtil den når dørkarmen. Og så siger det slam! Jeg magter kun at snakke så uhindret om barndommens gade, som jeg gør nu, fordi jeg i dag har fået magt over den og har overskud til at beskrive den. Og dermed er jeg ikke længere et offer for den. Jeg har endelig fået magt over min opvækst, for ellers ville jeg ikke se med så stor veneration og kærlighed på den, og det gør jeg bestemt…

Anders W. Berthelsen (skuespiller, vinder af mange priser)

Da jeg kom i Pårup Skole, blev jeg mobbet med alt muligt, bl.a. mit tøj. Jeg var egentlig ikke så meget anderledes end de andre, men mine forældre havde ikke råd til mærketøj. Det var besynderligt at blive jordet i skolen den ene dag for den næste dag at blive inviteret hjem til ham, der havde gjort det, og tingene påvirkede mig meget. Jeg husker, at jeg en dag skred hjem fra skolen, og det var jo ikke så populært at gøre det. Desværre kontaktede mor bagefter skolen og gjorde derved lige præcis det, man ikke skal gøre. For læreren fortalte i klassen, at min mor havde sagt, jeg blev drillet, og det gjorde mildt sagt ikke tingene bedre. Men lige pludselig rottede alle pigerne sig sammen mod klassens drenge og sagde: „Så stopper I jeres mobning af Anders!“ Og så stoppede det pludselig i 7. klasse. Vidunderligt. Jeg var dengang en stille, blød og følsom dreng. Jeg var ikke på nogen som helst måde grov eller en skarnsknægt, men jeg kunne da sagtens køre med på at sidde og snakke i alle timerne. Jeg tror, det handlede meget om, hvad der fangede min opmærksomhed. Jeg havde det med at fortabe mig i alle mulige ting, og jeg dagdrømte om alt muligt andet end at sidde derinde i klasseværelset. Jeg ville meget hellere leve i en eventyrverden…

Allan Olsen (sange og musiker)

Jeg sad deroppe på ladet sammen med et par andre, da vi skrumlede indad mod byen. Der var en støvsky efter hundene, som løb efter flyttebilen. Bilen måtte stoppe flere gange, og så fik bastarderne skældud og blev jaget væk. Hvorefter vi kørte et stykke igen. Siden havde vi altid i Frederikshavn forskellige hunde, som løb tilbage til Grønholt og blev kørt over på vejen. Lige så snart, vi var flyttet derned, fik jeg min første følelse af hjemve efter det, jeg kom fra. Men det havde nu nok mere med min egen hjemve og mig at gøre, end det havde noget med stedet at gøre. Altså, en side af mig, som blev en meget, meget vigtig del af det, jeg laver nu. En sentimentalitet og en romantisk følelse af altid at savne det, jeg har forladt, og frygte det, jeg skal til – men alligevel hele tiden bevæge mig. Straks, da jeg startede i skolen, begyndte jeg at cykle op til vores husmandssted. Jeg kan huske en sorgfuld følelse af at være blevet flyttet fra det sted, hvor jeg egentlig hørte til. Jeg havde også en fornemmelse af svigt. Måske er det fordi, man meget tidligt oplever, at man besjæler sine omgivelser ved at være der. Og hvis man besjæler noget og forlader det, så har du jo ladt det i stikken, ikke?

Michael Falck (sanger og skuespiller)

Min værste konkrete frygt var den antikke våbensamling, som mine forældre havde arvet. Det var gamle geværer, pistoler, dolke og sabler. I hvert eneste drama i deres ægteskab, i hver eneste alkoholiserede vanvidsscene by night i alle de der barndomshjem rundt omkring, havde jeg mit ene øje oppe på den forbandede våbensamling. Den hang altid synligt i stuen, hvor min far havde sat det hele op på en skide flot og dekorativ måde. Men det var det mest skræmmende, jeg kendte. Jeg var panisk angst for den samling. Jeg hadede den som pesten. Jeg frygtede altid, at min far eller mor skulle få den tanke, at sablen skulle i brug, og at en af dem skulle blive slået ihjel. Jeg frygtede især for min mors liv, og jeg kan ikke tælle de mange gange, jeg har stået og forsøgt at dække min fars udsyn til den væg, hvor sablerne hang, for at han ikke pludselig i sin vanvidsbrandert skulle gøre noget uoverlagt. Efterhånden blev min fars selvværd i forhold til mig naturligvis undermineret, fordi jeg var manden i det hele – 9-årig mand, 12-årig mand, 14-årig mand, 16-årig mand… Han var bøvet og ulækker og skræmmende med sine berusede fiskeøjne. Det var det hæsligste syn, jeg kendte – at se min far fuld. Men han var ikke egentlig voldelig; det kom først senere i forløbet.

Jimmy Stahr (radio og tv-tilrettelægger, MF´er for socialdemokratiet)

En af mine mest uhyggelige oplevelser var den dag, hvor jeg troede, at mor var blevet skudt på sin morgentur med aviser. Da hun kom cyklende og næsten var hjemme, passerede hun en lastbil med sabotører, som havde været nede og sabotere en stor maskinfabrik i Guldbergsgade. De blev forfulgt af nogle hipoer. Og netop som mor var lige ud for vores opgang, lød der en masse skud og larm, og samtidig faldt mor af cyklen. Jeg så det hele oppe fra tredje sal, og jeg var sikker på, mor var blevet skudt. Jeg tog fat i gardinet, holdt det ind til mig og tudede. Den dag i dag kan jeg stadig fornemme angsten... Så hørte jeg døren gå. Jeg var sikker på, det var far, som var kommet hjem, fordi mor var død. Jeg løb ud i korridoren og så stod mor derude. Hun var altså bare faldet. Mor var blevet forskrækket. Hun var ikke nogen god cyklist, og så kørte hun med de store avisposer på styret, og det skete altså flere gange for hende, at hun fik avisposen ind i forhjulet.Jeg startede i skolen i 1942, og det blev en hård tid. Jeg var ikke særlig vild med skolen, og vi Nørrebro-rødder fik tæsk, når vores skolelærere fandt det nødvendigt, og det gjorde de alt for tit. Der var nogle lærere, vi var rigtig bange for. Vi havde en overgang en gymnastiklærer, som var sadist. Han slog os med et reb, og det gik altid ud over de børn, der ikke kunne noget. Jeg har set ham stå og tæve en unge, der skulle gå armgang i en bom, hvor du skal svinge dig rundt, og drengen kunne simpelthen ikke finde ud af det på grund af sin motorik og skrækken for læreren. Så stod læreren og tævede og slog ham bagi, mens drengen hang deroppe, og til sidst faldt det stakkels barn ned.

John Guldberg (det ene medlem i musik-gruppen Laid Back)

Da jeg bagefter kom hjem fra skole og fortalte far, at jeg havde fået tæv i skolen af nogle fyre, blev han tosset. Det havde han det rigtig dårligt med, og han forsøgte herefter at træne med mig derhjemme. „Du skal bare gøre sådan ... og sådan hér, ikke?“ Og så brød jeg helt sammen. Det kunne jeg slet ikke leve op til. Men jeg blev også ked af det, fordi far konstant fortalte mig, at sådan som jeg var, sådan skulle man ikke være.Han kaldte mig en hattenål og en pudseklud. Han excellerede meget i udtryk. Jeg tror, at far har tænkt „Drengen skal sgu være mere hård i filten, hvis han skal klare sig. Han er sgu for blød!“ Herefter forsøgte han at få mig hærdet, og det var vel egentlig kærligt ment ud fra hans begreber. Men det lykkedes ikke. Far var naturligvis også en rigtig handyman, og i kælderen havde han et værksted, hvor han gik og rodede lidt. Jeg ville også gerne stå og save, når far savede, men så opdagede han jo ret hurtigt, at dét var jeg sgu ikke god til. Det kunne han slet ikke holde ud at se på, så det stod ret hurtigt klart, at jeg i hvert fald ikke skulle være håndværker…