Hvor langt er der fra film til handling - fra Lars von Triers "Dogville" til Anders Breiviks ugerninger

    (fortsat fra forrige indlæg)

Mens Pia Kjærsgaard og hendes retoriske og mentale danske følgesvende afviser ethvert medansvar for at have inspireret Andres Breivik til hans ugerninger, så gælder det jo ikke de ideologisk set nært beslægtede søsterpartier i Norge og Sverige: Fremskridstpartiet og Sverigesdemokraterne. De har offentligt givet udtryk for at de har "besindet" sig.
   Og de har dermed accepteret at deres retorik i forhold til muslimske indvandrere kan have fungeret som mentale byggesten i hans mixofobiske simulationsrum: manifestet.

   Det har filminstruktøren Lars von Trier også. Han har ifølge et Ritzau-telegram fortrudt (slutningen på) sin film "Dogville":

- Jeg har det vanvittig dårligt med at tænke på, at Dogville, som ellers i mine øjne er en af mine mest vellykkede film, skulle have været en slags drejebog for ham. Det er rædselsvækkende, siger Lars von Trier.

   Dogville ender med, at den kvindelige hovedperson spillet af Nicole Kidman, som er blevet misbrugt af de smålige og skinhellige indbyggere i landsbyen Dogville, lader sin fars gangsterbande skyde dem alle ned.

- Min hensigt med 'Dogville' var fuldstændig modsat. Nemlig at undersøge, om man kan acceptere en hovedperson, som hævner sig på hele landsbyen. Og her tager jeg absolut afstand fra hævnen, siger von Trier.

- Det er en måde at nuancere hovedpersonen og vores følelser på og måske oven i købet afdække det, så det netop ikke bliver sort-hvidt.

Lars von Trier forstår præcis hvad det er der kan tænkes at foregå i samspillet mellem hans films slutning og Anders Breiviks mentale univers når han taler om at filmen kan have fungeret som "en drejebog".  

   Filmen "Dogville" - specielt dens slutning - leverer et levende og visuelt påtrængende simulationsrum for Andre Breiviks fantasi. Gennem filmens dramaturgiske identifikations- og fascinationsgreb kan Anders Brivik - i sin fantasi - få lavet en stedfortrædende prøve på det han har gået og tænkt på og planlagt i en periode på mindst 9 år.

En fiktionsfilm, et teaterstykke, eller en roman - eller et realistisk maleri - har det til fælles at de har karakter af metaforer med det fiktive univers som "kilde" ("source") og med tilskueren eller læseren som "mål" ("target"). 

For forfatteren, instruktøren, maleren er produktionen en sproglig eller (audio)visuel simulation af en ide eller en tankegang: Hvad nu hvis..., Tænk hvis...
   Hans eller hendes værk er et visuelt eller verbalt udtrykt "tankeeksperiement" - og det står enhver modtager frit for gennem en spejlende automatisk og i princippet ubevidst simulation - at føle sig "ramt" - og dermed få udvidet og nuanceret sit selvbillede: fx til at forstå at ethvert menneske kan mentalt kan føres til at begå grusomme og umenneskelige handlinger - som hævn. 

   Eller modsat  at sige: Den historie, det univers, det maleri, den film, det "siger mig ikke noget", "lader mig kold".

   Men der er glidninger: Fiktioner har somme tider og i bestemte sammehænge fået faktaeffekt, som fx forfatteren Upton Sinclair med sin roman "The Jungle". Wikipedia:

Upton Beall Sinclair Jr. (September 20, 1878 – November 25, 1968), was an American author who wrote close to 100 books in many genres. He achieved popularity in the first half of the 20th century, acquiring particular fame for his 1906 muckrakingnovel The Jungle. It exposed conditions in the U.S. meat packing industry, causing a public uproar that contributed in part to the passage a few months later of the 1906 Pure Food and Drug Act and the Meat Inspection Act.Time magazine called him "a man with every gift except humor and silence."

Herhjemme fik Jeppe Aakjær også effekt på lovgivningen med sin roman Vredens Børn fra 1904. Den startede en voldsom debat om tyendets forhold, og fra regeringens side blev der nedsat en tyendekommision, der havde til opgave at revidere tyendeloven. Det tog dog sin tid. Først med grundlovsændringen i 1915 fik tyende stemmeret, og først med Medhjælperloven, der i 1921 afløste Tyendeloven, blev revselsesretten afskaffet.

   I begge tilfælde er der her nogle lovgivere som gennem den påvirkning af den offentlige opinion disse romaner bevirkede, følte sig "ramt" til ændre en umoralsk lovgivning.
   Og Poul Martinsen fik med sin dokumentarfilm med et iscenesat plot "Dagbog fra en fristad" påvirket opinionen så stærkt herhjemme at Folketinget i 1976 opgave at vedtage et lovforslag om Christianias nedlæggelse.

Tilbage til hovedsporet:

Man kan ikke bebrejde Lars von Trier eller nogen som helst andre kunstnere at Anders Breivik - i stedet for at forstå fiktions-filmen som en metafor - forstår den som en manual - en "drejebog" - for handling - altså som en slag fakta. Altså helt parallelt til når han går på nettet og finder manualer for hvordan man laver en bombe ud af kunstgødning. 

   Det fremgår af referater af hans manifest at mange andre forfattere og fx erfaringer med at spille krigsspil på nettet har bidraget til drejebogen. Og at faktiske begivenheder - fx også muslimske terroerhandlinger - eller nogen af de terrorhandlinger der er foregået i USA (Oklahoma-bombemanden) - har inspireret ham. 

   Det helt grundlæggende problem er den konceptuelle blending af fakta og fiktion som i Anders Breiviks mentale set up fører til at han befinder sig i et selvkonstrueret simulationsrum hvor de ugerninger som han har udført i virkeligheden, er legitime og fornuftige.

Teorien om at "neural simulation som en ubevidst og automatisk måde at forstå på" siger også at en stor del af det vi lærer når vi lærer noget nyt, sker gennem imitation, og at det er noget som spejlneuronerne formidler idet de forbinder visuelt input (synet af en andens handlinger) med motoriske output (det at man selv forsøger at udfører de handlinger man har set en anden gøre). 

   Og teorien indebærer derfor også at ikke alt det vi ser andre gøre, gør vi også automatisk og ublokeret. Der må i hjernen findes "hæmmemekanismer" som sikrer at ikke alt det som hjernen via spejlneuronerne simulerer, rent faktisk udføres som handling i virkeligheden. 

   I bogen "Mirrors in the Brain  - How our Minds Share Actions and Emotions" som jeg netop har læst, skriver forfatterne Gicomor Rizzolatti og Corrado Sinigaglia:

Imitation requiers a system which controls the mirror neurons, and this system must have two functions: facilitatory and ihibitatory. It must facilitate the transition from potential action, coded by the mirror neurons, to the actual execution of the motor act itself whwn this is requiered by the observer; but it must also be able to inhibit thes transition. If this were not so, our system would go into loop moe; every motor act we see, would immediately be replicatede. Fortunately for us this is not the case!

Forfatterne begrunder eksistensens af en sådan i "inhibition"-mekanisme med iagttagelser fra eksempler på hjerneskader: 

Patients with extensive lesions to the frontal lobe are known to have difficulty in stopping themselves frem repeating actions they see performe by others, particulay by the doctors treating them (imitation behavior).

Selv fremhævede jeg i det foregående indlæg at i det omfang simulation var forbundet med følelser, så var det ikke altid at simulationen mentalt set blev inden døre: latter og gråd som "smitter", vrede som "smitter".

En mekanisme der tilsvarende forhindrer os i at forveksle fakta og fiktion må også være noget de fleste mennesker får indbygget i hjernens mentale set up ret tidligt i deres udvikling. Og som fx må have konsekvenser for hvornår vi oplagrer information fra et medieprodukt i den deskriptive hukommelse som vi har modtaget gennem et medieprodukt eller en kilde, og hvornår vi sortere den fra.

   For nogle er Bbiblen og dens fortællinger litterære metaforer, for andre er den indiskutabel fakta.

Børn har som regel ingen problemer med at skelne mellem at de leger "røvere og politi" eller "cowboydere og indianere" - og altså simulerer voldshandlinger og død - og så rigtig og alvorlig vold, kriminalitet og forbrydelser. 

  De fleste mennesker har heller ikke problemer med at skelne mellem faktiske synsindtryk af fx en solnedgang og så de billeder de kan fremkalde for deres "indre syn" af en smuk solnedgang. Eller med at skelne mellem ønskedrømme og virkelighed. 

   Også her må der være indbygget en hæmningsmekanism som gør at den indre visuelle simulation af en forestilling, opleves som en meget "svækket" udgave af en tilsvarende virkelig oplevelse.
   For nogle grupper af sindsyge - fx skizofrene - er problemet netop at indre impulser opleves så stærkt og påtrængende at de antages som virkelige og udefra kommende, det der kaldes hallucinationer.

Men i denne blogs perspektiv er det jo interessant: den konceptuelle blending af historie og nutid som er foregået i Anders Breiviks hoved, og som kommer til udtryk i hans manifest, er jo en mental "kreativ" operation hvorved input fra aktuel nutid og input fra historisk fortid komprimeres i et nyt konceptuelt blended rum som for ham optræder som påtrængende virkelighed. 

   Anders Breivik forstår og tolker sin nutid og sin aktuelle situation ved at anskue den gennem den konceptuelle optik som udgøres af fx tempelriddernes farverige og myteomspundne historie og fx historien om osmannernse fejlslagne forsøg på at erobre Wien i 1683. Og han ser sig selv som en kriger i den kamp som stadig pågår.

   Nutidens virkelighed frames for ham gennem udvalget historiske begivenheder i fortiden som den ses i forlængelse af: kampen mellem en muslimsk verden og kultur og en kristen verden og kultur. 

   Og dem der ikke framer som ham og ser det på samme måde, dem der accepterer at kulturer blandes i vores moderne verden, de skal straffes som "forrædere".

Lars von Trier (2) - om at søge det farlige og tage en risiko

Niels Thorsen hvis interviews med kreative personligheder jeg flere gange har citeret fra i tidligere indlæg, har i gårsdagens Politiken en lang artikel om Lars von Trier der byggede på det langstrakte interviewforløb med instruktøren som blev til bogen: "Geniet - Lars von Triers liv, film og fobier", som jeg kun har læst anmeldelser af.

   Thorsens artikel indeholder mange af de pointer jeg også trak frem i min foregåend karakteristik af instruktøren - som et pragteksemplar på typen den særligt kreative personlighed.

   Det er ikke så mærkeligt da jeg jo brugte citater fra et tidligere interview som Niels Thorsen lavede med Lars von Trier i anledning af hans foregående film "Antichrist".

   Så Thorsen kender Lars von Trier lige så godt som jeg kender Poul Martinsen.

Artiklens rubrik er: "Nogle gange ender det tosset". Og et vigtigt tema er spørgsmålet om Lars von Trier laver skandaler bevidst for at få opmærksomhed i pressen, som en slags PR-stunt, sådan som andre journalister har troet og ment. Underforstået: at han ikke "for alvor", mener det han siger, men at det er lusket beregning at han udtrykker sig provokerende og skandaløst

  Det afviser han - naturligvis. Og det tror Niels Thorsen heller ikke - og heller ikke jeg.

Men et andet tema tænder jeg på, nemlig spørgsmålet om at det at tage en risiko, det at noget er farligt, er noget der i sig selv et tiltrækkende.

   I listen af træk der kendetegner den særligt kreative personlighed er det nemlig et af trækkene der står i bøgerne, at "man" er villig til -  eller ligefrem føle at det er nødvendigt - at tage en risiko, at kaste sig ud i noget der indebærer kraftige negative reaktioner fra omverdenen.

  Jeg kan huske jeg netop spurgt Poul Martinsen om han havde det sådan at han havde lyst til at tage risici - i lyset af den række af de skandaløse og etik-balancerende udsendelser han i årenes løb havde produceret.

   Det benægtede han. Men ikke særligt overbevisende, fordi det han svarede var at jeg jo kunne se hvor bekymret han blev når han gjorde det: at det nemt blev for spændende. Og når han gjorde det, var det for udsendelsens, historiens skyld.

Det ligger jo også næsten i definitionen af kreativitet - at det indebærer at overskride grænser - og det gør man jo kun hvis man er indstillet på at tage en risiko.

Jeg har tidligere nævnt en særlig personlighedstype som har det sådan at de har et (umætteligt) behov for at udføre handlinger der er (fysisk) farlige, såkaldt High Sensation Seekers (HSS). Og en anden type som er kendtegnet ved særlig overfølsomhd over for stærke indtryk, såkaldt Highly Sensitive Person (HSP). Jeg skrev i blogindlægget fra den 28. april i år:

Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.
   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Det fanger vel meget godt også Lars von Triers personlighed ind.

Det viser sig i interviewet at - ud over at være tiltrukket af den nazitiske æstetik - så er det i høj grad det personlighedstræk ved Hitler Lars von Trier forstår: at diktatoren tilsyneladende var afhængig af at det han gjorde skulle være "farligt". "Det har været lidt Hitler-agtigt. (...) Vi kører den rute uanset hvad der sker. Og jo farligere det bliver, jo mere tiltalende". Thorsens spørgsmål opsummerer: "Han var villig til at risikere, at det hele faldt sammen?":

Det tror jeg er kendetegnende (/). For jeg tror, at det her med at sætte det hele på spil hver eneste gang, ligesom er det ... Hvis der er nogen, der kommer på tværs, så siger jeg bare: "Okay, så lader jeg helt være med at lave filmen". Jeg  er jo parat til at forlade indspilningen på sekunder i trods mod et eller andet, hvis jeg ikke får de optimale omstændigheder til at arbejde under.
   Hvis jeg ligesom (...) i et øjeblik skal have lov at betragte det ud fra Kennedys og mit og Hitlers synspunkt, så er det ikke særlig nuanceret. Vi kører den vej, siger vi. Og hvis det ikke kører den vej, så kører det slet ikke. Og det er kun sjovt, hvis det kommer ud på nogle kanter".

Stikordene er her: "sætte det hele på spil", "på trods", "det er kun sjovt, hvis vi kommer ud på nogle kanter."

Også igår var der et andet interview med Lars von Trier af Michael Bo i Cannes. Rubrikken "Audiens midt i orkanens øje. Det bekræfter min association da jeg så Triers udtalelse om sympati for Hitler i tv, en association til filmen "Der Untergang" som gjorde et stærkt indtryk på mig da jeg så den. Åbenbart også på Trier:

(,,,) for selvfølgelig giver jeg ikke Hitler ret i noget som helst, han har foretaget sig. Men efter at have set Bruno Ganz spille Hitler i 'Der Untergang', kunne jeg se en lille bitte mand rumstere rundt inden i Hitler, som jeg synes var spændende.

"To personer i en". Lars von Trier genkender i Hitler "den lille mand" der "gemmer" sig i ham selv, og som han mener alle mennesker i virkeligheden "gemmer". Mere indviklet er det ikke. Og han har fuldstændig ret i sin selvkarakteristik når han siger:

De kræfter der får mig til at sige åndsvage ting, er også dem, der får mig til at lave film.

Om en anden skandaløs hovedperson i medierne i denne uge kunne man også sige: De kræfter der få ham til at sige åndsvage ting, er også dem der gør at han er en interessant sociolog med hyperfølsomme antenner ude i forhold til hvad der rør sig i samfundets jævne lag og yderste kanter...

                                             (fortsættelse følger)

Lars von Trier - den dobbelte mand - den blendede personlighed - og hangen til skandaler

Lars von Triers nye film "Melancolia" var topkandidat til Guldpalmerne i Cannes.
   Det er den ikke mere. Han kom til at "tale over sig". Eller med en anden metafor: "Hvad hjerte er fuld af, løber munden over med".

Lars von Trier er vel et af de mest ekstremt tydelige eksempler på den særligt kreative personlighed,- en personlighed der er er kendetegnet ved at være - mindst - "to personer i en", ironisk i udtryk, en blanding af stor generthed og stor lyst til at indtage scenen, stærkt selvkritisk, aldrig tilfreds, æstetisk hyperfølsom, etc.

   Der er også noget med problemer i barndommen, og med at han har ondt i både mor- og farforholdet, husker jeg svagt at jeg har læst en gang.

   Her får Henrik Dahl godt nok baghjul på alle parametre. Men der er naturligvis en sammenhæng mellem Henrik Dahls nye bog med karaktermord på Helle Thorning Smith, som jeg skrev om tidligere, og så Lars von Triers karaktermord - på sig selv.

Alle Lars von Triers film er jo udtryk for konceptuel metaforisk tænkning og blending. Han film er auteurfilm - og som sådan metaforer på sider af og konflikter i egen personlighed - og med hans eget liv og hans egen identitet som "target".

   Han blender i alle sine film konceptuelle rum hentet fra erindringerne med konceptuelle rum hentet fra myternes og eventyrernes verden. Den sidste film hedder "Melanchola", og handler om "jordens undergang". Så kan det vist ikke siges tydeligere - i omskrevet form.
Og den foregående hed: "Antichrist" - hvor myten er vendt på hovedet, bagsiden er blevet forside, det nederste er blevet det øverste.

På pressekonferencen dokumenterer Lars von Triers udtalelser at han er "to personer i en" - mindst:

"Længe troede jeg, at jeg var jøde, og jeg var lykkelig over at være jøde. Senere dukkede så Susanne Bier op, og så var jeg ikke så lykkelig over at være jøde. Nej, det var en joke. Undskyld."   "Jeg ville virkelig gerne være jøde, og så fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden var nazi, fordi min familie var tysk, hvilket også gav mig en vis tilfredsstillelse."

Jeg søger på nettet om hans barndom og finder et interview af Nielst Thorsen (en anden særligt kreativ personlighed) fra 17. maj 2009. Et par uddrag:

En tid malede han og skrev også et par romaner. Da han ikke kom ind på Filmskolen, læste han i stedet filmvidenskab, mens han lavede to film, den ene på fransk, selv om han ikke kan et ord fransk. I den anden optrådte han selv i hovedrollen klædt i naziuniform og kvindetøj.

Fransk film uden at kunne fransk. Naziuniform og kvindetøj ... to personer i en! Og... selvudslettende mindreværd og storhedsfantasier: 

»Det er mærkeligt, for jeg har jo al den angst og underlegenhed på forskellige måder. Samtidig er jeg fuldstændig overbevist om min egen værdi inden for det område. Jeg mener jo ... siger han og tilkaster mig et blik over brillekanten.

   »... at jeg er verdens bedste instruktør«.

Udsat for mobning i skolen...

Lars var »en lillebitte splejs«, da han begyndte i den lokale folkeskole, hvor han skulle møde børn fra andre samfundslag, som hans forældre sagde.

   Det gjorde han så. I hvert frikvarter, hvor han blev fanget og holdt fast på en bænk og slået eller fik mavetamtam.

   Den værste rædsel var nu den, de voksne spredte.

Den næsten S/M-agtige lyst ved i at udsætte sig selv og andre for "kreative restriktioner": "Kyskhedsløftet" udtrykt i "dogmefilm-reglerne". Og "De fem benspænd" som Jørgen Leth skulle udfordres med er klokkeklare eksempler.

   "Ondt i mor- og far-forholdet"...! Den danske Wikipedia fortæller historien om "hans navn og herkomst":

Filminstruktøren Lars von Trier er søn af Inger Trier, født Høst (1915-1989), og bærer navnet Trier, men fik på moderens dødsleje i 1989 at vide, at hans far, kontorchef Ulf Trier (1907-1978) ikke var hans biologiske far. Det var embedsmanden og modstandsmanden Fritz Michael Hartmann (1909-2000), der var kontorchef i Socialministeriet, og som tilhørte Hartmann-slægten. Trier fik dog aldrig noget hjerteligt forhold til sin "nye" far, der ikke ville kendes ved Lars. Modsat offentlige udtalelser, som Trier er kommet med, var faderen ikke nazist, men derimod aktiv modstandsmand i Frit Danmarks tjenestemandsgruppe. Triers onkel er filminstruktøren Børge Høst. Stedfaderen Ulf Trier var halvt jøde, søn af folketingsmand Sven Trier og Bergliot Trier født Moe, og Inger Trier opdrog Lars i den tro, at han havde jødiske rødder. Derfor var det et chok, da han to dage før moderens død opdagede, at han havde mistet både sin stedfar, sin mor og sin identitet. Dertil kom Hartmanns afvisning af at have noget med Lars at gøre

   Adelsprædikatet von opstod som en morsomhed på filmskolen. Triers medstuderende Thomas Gislason fortalte i DR2s temaudsendelse 12. juni 2007, at en lærer, Gert Fredholm, under en heftig diskussion med Trier kaldte ham "von" for at karakterisere ham som aristokratisk i sit filmsyn. I sin afgangsfilms rulletekster brugte Trier drillende dette von, som er blevet hængende.

Så det var det "hjertet var fuldt af". Det var det han havde i "baghovedet" da han "talte over sig" og kom med sin skandaløse "for-talelse"  på pressemødet!

   Særligt kreative personligheder foretager permanent konceptuelle blendingoperationer i deres produktioners udtryk og indhold - omkring deres egen identitet og omkring det de oplever de har tabt. Og de fantaserer næsten manisk over svarene på spørgsmålene: Hvem er jeg - egentlig? Hvad nu hvis jeg var en anden?
   Finder måske ro for en tid - i de reaktioner som de udløser ved deres harakiri-agtige selvmorderiske udtalelser.

 

Jeg henviser i øvrigt til mit blogindlæg fra den 13. april 2010 som diskuterer sammenhængen mellem kreativitet og skandaler, inspireret af endnu en særligt kreativ personlighed: Poul Nesgaard.

   Og til mit indlæg fra den 10. april 2010 som forbinder kreativitet og melankoli. En søgning på nettet i dag giver umiddelbart en artikel fra filmtidsskriftet Ekko: "Fire grader af nordisk melankoli", og et foredrag i regi af IKI (= Initiativ for kreativitet og innovation) af en mand der hedder Jørn Henrik Olsen med titlen - ja, såmænd: "Kreativitet og melankoli"; det forannonceres sådan:

Det tomme rum er mulighedens rum. Det er også et rum med grænse og modstand. Grænsen er et vækstområde. Det er dér, nyskabelsen sker. Omvendt må man slippe eller overskride grænser for at kunne gribe noget nyt. Det kan skabe svimmelhed og ubalance – og åbne vejen til ny erkendelse. Kaos og kompleksitet er råstoffet for kreativitet. I samme forbindelse er sorgen, trætheden og melankolien kilde til indsigt, innovation og kreativitet.

Selv om jeg ved det kan være lidt trættende, henviser jeg også endnu en gang til Poul Martinsen som jeg har skrevet om. Med hans trang til isolation, hans generthed, "ondt i farforholdet" - og også dette at han jævnligt lavede "skandaler" med sine udsendelser: om Tutta Rosenberg, om Frømandskorpsets "Helvedesuge", om "Lydighedens Dilemma", om "Clark Olofsson".