Er denne blog kreativ? - hellere blog end bog!

Er denne blog kreativ?

   Et metaspørgsmål... og et dumt spørgsmål. Mennesker kan være mere eller mindre kreative, en genre kan vel ikke være kreativ. Og dog. Romaner er en kreativ genre, en brugsanvisning er det ikke. I hvert fald har jeg nu valgt at begynde at skrive tekster i dette blogformat med temaet kreativitet som den røde tråd. Og dette valg er faktisk i sig selv et udtryk for en kreativ løsning på et irriterende problem jeg har haft. 

Problemet består i alt sin enkelthed i at jeg på den ene side har gået et stykke tid og nulret med tanken om at skrive en bog igen. I perioden fra 2002 til 2007 skrev jeg to tykke bøger – hver af dem i to bind – tilsammen ca. 1200 sider. Og det var på en eller anden måde som et narkotikum; man kan blive helt høj af at skrive - af selve processen . Og siden den sidste bog udkom, den om Poul Martinsen, har det føltes lidt ”tomt” og gråt. Der har været et… ja, savn.

   På den anden side: At skrive bog er hårdt, besværligt, lidelsesfuldt, surt. Hver gang jeg er blevet færdig, har jeg sagt: Godt det er overstået. Aldrig mere skrive bog! Jeg er for gammel til den slags alt for hårde arbejde. 
   Og nu er situationen jo den at jeg ikke mere behøver at meritere mig akademisk eller at bevise noget over for nogen. Jeg har ydet mit, jeg er god nok,  jeg er klog. Så jeg kan jo bare lade være. Slappe af. Nøjes med at gå og tænke mit, og så bare skrive et par notater hist og pist til det private arkivs mapper på computeren. Hvis det overhovedet skulle vise sig at jeg havde et eller andet i tankerne som ligefrem
kræver at komme på papir.

Men i virkeligheden er det heller ikke selve det færdige produkt der har betydet mest for mig i forbindelse med de bøger jeg har skrevet. Det har klart været processen. De mentale kick man oplever under det flow som min skriveproces plejer at foregå i. At man erkender og synes man bliver klogere, forstår mere og forstår noget nyt, under og gennem skriveriet, det savner jeg.

   Et dilemma, altså. Som Kirkegaard vist skrev: Skal man…, eller skal man ikke…, hvad enten man skal… eller ikke skal…, vil man fortryde det.

   Dilemmaet har jeg gået og frustreret mig med nogle måneder. Endelig tog jeg mig sammen og kontaktede en gammel bekendt som var forlægger og redaktør. En bog om kreativitet, var det noget? - Ja, måske, lad os mødes en dag og snakke om det. Han var positiv, men ikke overstrømmende, og mit indspark til ham var vel også lunkent: En bog om kreativitet – sådan uspecificeret, hvor jeg bl.a. vil inddrage og bruge mig selv og mit liv som case, og interviewe kreative venner, kolleger, samarbejdspartnere fra mit tidligere liv. Samtidig med at jeg vil fortælle hvad ”man ved” om emnet inden for forskellige faglige discipliner og videnskabsområder. En vekslende og kombineret subjektiv og objektiv tilgang: frem og tilbage, ind og ud, rundt og rundt og rundt...

   Og plop! Aha! Så her lige før påske, dukkede løsningen op til overfladen: en blog! 

Jeg havde jo for et par år siden, nærmest for sjov, fået indlagt en ”tom” blog i min nye hjemmeside. Som jeg den gang ingen anelse havde om hvad jeg skulle bruge til. Men jeg gav den dog et navn: Peters udsigt. Så løsningen på dilemmaet lå sådan set allerede for to år siden i svøb i underbevidstheden: et klart set up der to år efter fik et pay off da jeg skulle ud af den mentale "klemme". Og fik aha-oplevelsen.

   Men hvorfor er det at skrive en blog, løsningen på dilemmaet og forløsningen af frustrationen?

   At skrive i det uformelle og subjektivt orienterede blog-format, kunne give det flow og de erkendelsesmæssig procesgevinster jeg længtes efter, samtidig med at jeg kunne minimere eller helt undgå alle de lidelser der er forbundet med som erklæret og forpligtende mål at have et ambitiøst slutprodukt: en bog! 

For nu at referere tilbage til det begreb jeg har turneret med i fri dressur i de fleste af mine foregående blog-indlæg: Der er tale om en kreativ løsning der i den grad er et resultat af en ubevidst blending-proces. At skrive til en blog er en blended idé, noget nyt og ikke prøvet før for mig: Det er på en gang "ikke at skrive en bog", fordi den fortælles, leveres og skal "fortæres" i "små bidder", stykke for stykke; og dog er det alligevel også "at skrive en (slags) bog", fordi det giver mulighed for den samme type ekendeslsesproces og -forløb, som det der ellers har været det mest fonøjelige ved at skrive mine tidligere bøger.

Den kreative personlighed: Günter Wallraff - journalisten der hellere ville være en anden.

Günter Wallraff var i mine unge dage en af mine store helte: den tyske journalist der i en lang periode gik undercover – forklædte sig og levede som en tyrkisk fremmedarbejder, for bagefter at bruge sine oplevelser og erfaringer til kritisk journalistisk dokumentation af den kapitalistiske storindustris grove undertrykkelse og udnyttelse af disse arbejdere. 

   Jeg har i sin tid læste flere af hans bøger med de afslørende arbejdspladsreportager. Men har faktisk ikke tidligere interesseret mig for hvem han egentlig var, hvad hans baggrund var, og hvad der drev ham til disse spektakulære forklædnings- og afslørings historier.

Hvis vi som et grudkendetegn på den særligt kreative personlighed går ud fra at der er tale om en slags mental personlighedsspaltning – så må han i den grad være kandidat i kraft af sin specielle journalistiske arbejdsform. Og denne splittede kreative personlighed, er det jo så min hypotese, hænger sammen med oplevelser af tab og savn, mobning, rodløshed og fremmedgørelse i barndom eller ungdom.

   Der er her i år udkommet en oversat tysk biografi om denne journalist og forfatter med de afvigende kreative og moralsk diskutable researchmetoder: 'Günter Wallraff – manden selv. En biografi af Jürgen Gottschlich'. Heri fortælles på side 36 hvordan Wallraffs mor, på grund af ekstrem fattigdom, mens faderen lå langtidssyg på hospitalet, anbragte sin 5-årige søn på et børnehjem:

På hjemmet skulle børnene aflevere deres tøj. I stedet fik de alle sammen ens kitler. ”Det var som at blive delt i to,” siger Wallraff i dag. ”Man mistede sin egen lugt, hele sin identitet.” Senere har Wallraff forklaret sin lyst til rollespil og til at optræde som en anden person som sin søgen efter egen identitet, der kunne have sit udspring i oplevelsen med børnehjemmet. ”Det var en traumatisk oplevelse for mig.” Hans verden brød sammen, og han følte sig forladt. (…) ”Endnu i dag må jeg kæmpe med angsten for tab.”

Nøgleformuleringen er for mig "Det var som at blive delt i to".

   Jeg har en mere og mere indædt mistanke om at vi hos kreative personligheder næsten altid kan finde den slags kerneoplevelser der har karakter af mentale sår efter stærke oplevelser af savn, udstødelse og tab - og med en permanent psykisk "sårskorpe" der irriterer i underbevidstheden og derfor stimulerer til fantasier og kreativ tænkning.

   Det lugter jo noget af Freud, men hvad så?

Hvis jeg fabulerer lidt videre, så kan man jo tænke sig at de ubevidste blending-operationer som vi har set ligger bag megen om ikke al kreativ tænkning og alle kreative produkter, at de også kan foregå i forhold til en splittet og modsætningsfuld personlighed. 
   Hvis vi betragter den kreative personlighed som en der typisk udgøres af "to personer i en", så ligger det lige for at se de to sider af personen som to forskellige mentale eller konceptuelle rum der leverer input til en kreative proces. 

   Forstået sådan giver det mening af betragte de kunstneriske produkter som "blendede" af virkelig erfaring og fantasivirksomhed - som forsøg på mentalt gennem den kunstneriske virksomhed at bygge bro over personens indre spændinger og modsætninger. 
   Og det giver tilsvarende mening at betragte selve kunstnerpersonligheden som en særlig psykisk konstruktion hvori der permanent er installeret en konceptuel "blender" der hele tiden "kører" for at fortælle den bagvedliggende livshistorie i kamufleret form. 

   Som metaforisk tanke vel egentlig meget sjov. 

Blending-montage i DR-dokumentar og kontrafaktiske dronning-udtalelser om eget liv

I går aftes den 4. april så jeg en tv-dokumentar af Anders Agger om Dronning Margrethe der lige straks fylder 70. I den udsendelse var der to ting at bemærke og kommentere - i lyset af denne blogs gennemgående tema:

Anders Agger har aftalt at optageholdet følger den snart 70-årige dronningen rundt på locations hvor hun også har været som barn og ung og har minder fra, og hvorfra der i forvejen eksisterer private kongelige smalfilmoptagelser.

Agger har således tilrettelagt et dokumentarisk plot der gør det muligt at klippe de to sæt optagelser sammen i en montage hvor seerne oplever en glidning og en konstrueret interaktion mellem Margrethe som gammel dronning og som lille pige/prinsesse på de samme locations.
Fidusen er at der på den måde konstrueres et blendet imaginært dokumentarisk rum hvor før og nu er delvist smeltet sammen, og hvor den voksne dronning så at sige møder sig selv via de erindringerne hun kan at fortælle om sig selv som barn på de samme locations som der vises gamle filmoptagelser fra.
I forhold til seerne er ideen fra instruktørens side at dette særlige montageplot skal fascinerer dem på samme måde og med delvis samme effekt som de fiktionshistorier har, der opererer med tidsrejser, og hvor den voksne hovedpersonen møder sig selv eller sine forældre som barn. Sådan som vi f. eks. har set i den populære filmtrilogi 'Tilbage til fremtiden' med Michael J. Fox.

Vi har altså blending som en udbredt ubevidst tankeoperation der ligger under en masse forskellige former for kreativ sprogbrug (herunder kontrafaktisk udsagn) som alle mennesker gør brug af i daglig tale. Men det er så også en type mental operation som af stærkt kreative folk som Anders Agger kan gøres bevidst og udnyttes som inspiration til at konstruere en særlige montageform med en fascinationsskabende "tidsrejseeffekt" i en faktabaseret dokumentar!

  Og nu vi er på den bane: Poul Martinsen har i 3 af sine tv-dokumentarprogrammer opereret med samme plot: Fra vild engel til borgerdyr, Gensyn med Christiania og Fluen på væggen. I dem alle skaber han en slags blended imaginært rum hvor før- og nu-versionen af de samme personer kan mødes og konfronteres gennem en montage af gamle og aktuelle optagelser.

Den anden interessante ting at bemærke i aftenens tv-dokumentar, var at dronningen på et vist tidspunkt i en interviewsekvens gør sig tanker om hvordan hendes liv ville have formet sig hvis hun ikke var blevet dronning - hvad hun jo ikke ville være blevet hvis ikke revisionen af tronfølgerloven af 1953 var blevet vedtaget, en revision der gjorde kvindelig arvefølge til tronen mulig.

  Dronningen fortæller her at hun i så fald sikkert ville have fået en normal akademisk uddannelse i arkæologi og derefter fast arbejde som arkæolog bagefter; men, fortæller hun videre, at hun så nok ville have oplevet en slags krise på midten af sin livsbane fordi hun der ville have oplevet en stærk følelsesmæssig drift hen imod "et liv som fri kunstner", som hun siger.

Her bruger dronningen altså sin fantasi til at blende det reelle "rum" hvori hendes faktisk liv som dronning har udfoldet sig, og hvor arkæologi og maleri har været hobbyer, med et imaginært kontrafaktisk "rum" hvori hun ikke var dronning, og hvori hun ville have haft en regulær borgerlig akademisk karriere som arkæolog, som hun så måske ville have forladt til fordel for at realisere sig selv som kunstmaler.

Denne interviewsekvens i udsendelsen siger faktisk også noget om at vores dronning er et ganske kreativt menneske med en levende og livlig fantasi.

  Og man kan filosofere over om ikke netop de oplevelser af brud, tvang og tab af frihed i fremtidsudsigter da hun pludselig som 13-årig teenager fra bare at være "menig prinsesse" blev tvangsudskrevet til rollen som tronfølger - om ikke de oplevelser har bidraget til at stimulere det specielt livlige fantasiliv som jeg i flere tidligere blogindlæg har hævdet kendetegner de særligt kreative personligheders psyke.

Endnu en kreativ personlighed: Jens Christian Grøndahl

Og endnu et eksempel på både det ene og det andet fra avisen i dag den 4. april.

   Med "det ene" mener jeg den type oplevelser af savn, tab, frustration, fremmedgørelse, isolation i barndom og ungdom som ser ud til at fungere som brændstof og motor for særligt kreative menneskers behov for at udtrykke sig: i kunst, i journalistik, i undervisning, i entreprenørskab, i ledelse, i sport... you name it.

  Med "det andet" mener jeg den nøgle til at forstå skabelse af nye ideer, kreative tekster og overraskende anderledes udtryksformer, som fanges ind og sammenfattes i det teoretiske begreb "conceptual blending" som jeg for nylig har læst om i en bog: The Way We Think.

Men altså tilbage til Politiken den 4. april. Kultursektionen:

Journalist Carsten Andersen har her et interview med forfatteren Jens Christian Grøndahl i anledning af udgivelsen af hans erindringsbog: 'Om en time springer træerne ud'. Rubrikken er: "For nogle år siden ville jeg have haft travlt med at slette sporene efter mit eget liv", og et stykke inde i teksten står der:

Bogen er (...) ikke kun en slags nøgle til en stor del af forfatteskabet. Det er også en fortælling om en familie, hvor kunsten gang på gang blev valgt på bekostning af livet, og hvor mønstre af brud, fravær og ensomhed går igen og tillader at et barn til sidst får lov at sidde på bagsædet af en bil med en følelse af at være master of the universe og ikke bare drengen, som tilfældigvis var søn af kunsthandleren Torben Grøndahl og fotografen Marianne Grøndahl (...)

  "Jeg var jo søn af to ret unge forældre, to inderligt usikre mennesker, som kom fra hjem, der var faldet fra hinanden. De have begge boet på kostskole i nogle afgørende år af deres bardom, med andre ord har de være forflyttet, været deponeret og følt sig tilovers, og for min mors vedkommende endda uønsket, og så får de denne søn, som de måske var lidt skræmte over og så på med ærefrygt, selv om det var helt malplaceret. Jeg havde da været bedre tjent med at blive pillet lidt ned", fortæller han.

  "Jeg bliver også rykket fra sjette klasse op i syvende, fordi mine klasselærer synes jeg er så god til dansk. Ja tak, men jeg er for de første elendig i matematik, og for det andet kommer jeg op i en klasse, hvor drengene har overskæg og pigerne bryster, mens jeg bare er en gammelklog dreng, som kan tale alle i grøften. Til gengæld er jeg fuldstændig på rulleskøjter, hvad alt de andet angår. Det tog mig rigtig mange år derefter at få skabt en balance mellem krop, følelser og intellekt."

Man må antage ud fra sammenhængen at det er gennem forfatterskabet - gennem skrivningen - at han oplever at have fået skabt denne "balance mellem krop, følelser og intellekt" som han i den grad har savnet som barn og ung mand, og som han metaforisk beskriver som at han kan "tale alle i grøften", mens han i alle andre sammenhænge er "fuldstændig på rulleskøjter."

Igen et citat der tydeligt illustrerer den kreative personligheds rødder i en "fremmedgørelse" der fører til en spaltning af forskellige sider af personligheden i barndommen; her dels i forhold til to allerede "fremmedgjorte" kreative forældre, og dels i forhold til sig selv da han blev flyttet fra en klasse hvor han følte sig hjemme, tryg og "master of the universe", og til en klasse hvor han bestemt ikke følte sig sådan fordi de mandlige kammerater havde overskæg og pigerne i klassen havde bryster.

Ekstra interessant er det - i lyset af blending-begrebet, at der i forbindelse med artiklen er indsat en særlig fremhævet spalte - en "boks" - med et barndomsfoto af forfatteren øverst. Rubrikken lyder: "Som han ser sig selv". Og underrubrikken: "Politiken har bedt Jens Christian Grøndahl om at beskrive mødet med sit meget unge jeg". JCG er så citeret for hvad han forestiller sig ved at se fotoet af sig selv som barn.

  Et klokkeklart eksempel på en tekst der er et resultat af en blending-operation: et forestillet - altså fiktivt og konstrueret - rum hvor den voksne JCG2 og barnet JCG1 kan mødes og hvori JCG2 udtale sig til citat om hvad han "læser" ud af fotoet af JCG1, idet han leger - lader som om - at han ser den virkelige JCG1ind i øjnene - og ikke fotoet af ham/sig selv som barn.

Hvordan kan Politiken finde på - netop i dag - at levere en tekst som uden videre kunne have været citeret som skoleeksempel i bogen 'The Way We Think - Conceptual Blending and the Minds Hidden Complexities'?

   Ikke blot er Jens Christian Grøndahl en særligt kreativ personlighed, men Politikens journalist er blevet smittet til også at være særligt kreativ, så han har fundet på at plotte artiklen med et fiktivt møde i et tekstligt iscenesat rum der "blander" et "jeg2" anno 2010 og et "jeg1" anno ca. 1965, for at se hvad "jeg2" vil sige om "jeg1" i dette forestillede blandede fiktive rum.

Et eksempel der siger spar to! Hvor heldig kan man være? Det går over min forstand!

Det hjælper ikke at flygte - der er blending overalt

Det er mere held en forstand, kunne rubrikken også lyde.

Jeg har lagt mærke til at når jeg er igang med at skrive noget eller ved at forberede noget jeg vil skrive, så sker der alle mulige usandsynlige sammentræf. F.eks. nu i dag hvor ikke bare en, men en række artikler i Søndags-Politiken - helt provokerende for fornuft og logik - associerer til det projekt jeg lige er gået i gang med.
   Og det minder mig om at Poul Martinsen da jeg interviewede ham til min bog, gang på gang understregede hvor "heldig" han havde været i en række situationer - som en Aladdin der fik en appelsin i turbanen - når han arbejdede på et dokumentarprogram. Jeg spurgte ham henimod slutningen af vores interviewforløb, om han opfattede sit liv som et eventyr, og han svarede: Ja!

Nå, men altså Politiken idag den 4. april i kultursektionen: Et "essay" af Per Aage Brandt, under rubrikken: "I symbolernes vold - appropos Danish cartoons". Her kommenterer og perspektiverer han filosofisk Kurt Westergaards herostratisk berømte tegning af en turbanklædt mand med en bombe i turbanen. Det interessante for mig er at jeg selv havde tænkt at bruge den tegning som et stærkt eksempel på "conceptual blending". Men især bemærkelsesværdigt at Per Aage Brandt midt inde i sit essay har en rubrik: "3. Blending".

  Det er første gang jeg mindes at have set begrebet i en avisartikel! Hvorfor netop nu, 3-4 dage efter at jeg besluttede at aktivere denne blog om kreativitet, blandt andet inspireret af en bog om "conceptual blending", som han jo så også må have læst på et eller andet tidspunkt efter den udkom i 2002.            
   Per Aage Brandt skriver i det pågældende afsnit - med afsæt i Kurt Westergaards tegning:

Hvis man afbilder en person iført en symbolsk udrustning, afmoderniserer man derfor personen i billedet. Det gør man som oftest anti-realistisk, ved en fantasibaseret operation, der kaldes blending: En mand der rider på en pen, skal forestille at gå ind for det skrevne ords autoritet; en mand iført en narrehat med bjælder skal forestille... en nar.

  Blending kan være meget udtryksfuld: en statsminister, der poserer som den lille havfrue, kan være en latterfremkaldende fremstilling af kitschet nationalisme. Blendingen udtrykker en negation, en emotion, altid en henvendelse med et vist eftertryk.

Man kunne tilføje: en Pia Kjærsgaard som konen i muddergrøften, en Anders Fogh Rasmussen som vildmanden i det danske våben med leopardskind og kølle. Roald Als, længe leve!

Per Aage Brandt er en ekstremt klog og kreativ mand, bl.a. professor i semiotik og samtidig eksklusiv poet med hang til filosofiske kortformer. Altså i sig selv en blended personlighed.

  Og så kender jeg ham - lidt - fra vores unge dage, hvor jeg forskede i sprogbrug og tænkte i den angelsaksiske tradition: pragmatik, og han tilsvarende i den franske tradition: semiotik. Begge var vi ansat på RUC fra centrets start 1972.

  Men aller sjovest når vi nu er inde på det med kreative "blandinger". Nogle år før, omkring 1965, optrådte Per Aage og jeg sammen en aften i et "jazz-og-poesi"-arrangement i Studentersamfundets regi. Han spillede og improviserede på jazz-klaver og jeg læste nogle af mine digte op. Vi gjorde det sådan på skift, husker jeg.

Et blendet arrangement, må man sige.