Michael Kristiansen - den særligt kreative spindoktor og hans blufærdighed

Politiken havde i søndags et portrætinterview med Michael Kristiansen, tidligere spindoktor for Anders Fog Rasmussen, og i de sidste par år kendt fra TV 2/News formatet "Mogensen & Kristiansen", hvor han sammen med en anden tidligere spindoktor Peter Mogensen har en slags politisk talkshow. TV 2 beskriver det sådan:

Med humor og frækhed går "Mogensen og Kristiansen" tæt på dansk politik. Programmet byder på skarp analyse og debat mellem de to værter og interviews med indbudte toppolitikere.

Ingen tvivl om at det var et nyt format, som har fået seersucces på TV 2/News-fladen. Et udtryk for kreativ tv-tænking.

 

Politikens portræt har rubrikken...

Amagerdrengen 

...og er skrevet af Anne Bech Danielsen.
    Rubrikken fortæller at det drejer sig om en mand der er af arbejderklasse-herkomst. Amager er jo et af de gamle arbejderkvarterer - ligesom Nørrebro og Vesterbro.

   (Jeg får pludselig en erindring: Da jeg blev direktør for TV 2 Øst i Vordingborg, skrev en af de lokale aviser en rubrik: "Holdbydreng bliver tv-direktør".)

   Manchetten under "Amagerdrengen" lyder:

Som politisk kommentator er Michael Kristiansen en af de centrale skikkelser i valgkampen. Men den tidligere toprådgiver for Fogh er vokset op langt fra fotografernes flashlys. I barndomskvarteret på Vestamager var forældrene sjældent til stede, og rockerne hang i den lokale boldklub. Så her lærte han hurtigt at klare sig. Selv. siden har han indset at når man står ansigt til ansigt med en personlig krise, kan selv en spindoktor får brug for at ringe til en ven.

Lidt nede i artiklen fortæller Anne Bech Danielsen at han voksede op i "et råt kvarter"...

Der boede han dør om dør med børn, der senere blev rockere, og gik i skole med kammerater, hvoraf, som han selv siger det, måske en enkelt på hele årgangen fik en studentereksamen. Ud over ham selv altså.

Jeg tænker "mønsterbryder". Endnu et eksempel på den særligt kreative personlighed - a la Poul Martinsen.

   Ifølge artiklen er den baggrund imidlertid "ikke noget han dyrker". 

Snarere har det formet ham til den, han er: en fighter. En, der aldrig har fået noget forærende. En som har måttet klare sig selv.

Hvis han skulle have "dyrket" sin arbejderklasse-bagrund, så var han jo nok blevet kunstner af en slags, noget med ord og billeder. Men han fortrænger den baggrund til fordel for det metaforiske selvbillede: "en fighter".

Typisk for den særligt kreative personlighed er at savn af kontakt i familien og isolation blandt jævnaldrende i barndommen omsættes i stærk fantasivirksomhed - og fx et omfattende forbrug af fantasi-stimulerende bøger. Hvordan med Michael Kristiansen? Jo, da!

Forældre så man ikke meget til. Michael Kristiansens far var af gammel arbejderslægt og arbejdede i treholdsskift. Moderen, der var fra et halvborgerligt Frederiksberg-hjem med familiekonkurs i bagagen, gik hjemme nogle år og havde måske en drøm om, at sønnen engang skulle få den lægeuddannelse, hun aldrig selv fik, men som de andre børn i kvarteret var Michael overladt til kammeraterne og sig selv. Måske især sig selv.

   Der var noget enspænder over den ranglede dreng med den faste gang på biblioteket, hvor han forsynede sig med politiske bøger, som de fleste nok ville mene, at han var alt for lille til.

   Han havde ingen, han kunne dele sine overvejelser med, og dengang – i hvert fald i det kvarter – var det ikke normen at tale med forældrene om andet end det mest dagligdags. Et barn levede sit eget liv, og det med at udstikke en kurs for fremtiden var noget, man gik med selv.

Selv siger han om forholdet til sin far:

»Det ville da være skønt, hvis min far havde været sådan en slags revisor, som kunne sige: Rolig, nu putter vi det her ned i Excel-arket, og så ordner det hele sig. Man kan somme tider have brug for, at der kommer en og skubber en lidt ind i rammen, ik? Jeg har hele tiden måttet opfinde rammen selv. Og det er jo også et noget zigzagagtigt forløb, jeg har taget«.

"Zigzagagtige forløb"! Dermed mener han et studieforløb med flere sporskift og afbrud før tid, sluttende med en journalistuddannelse - og derefter en karrierer med nye stadig mere prestigegivende job - og hop med korte intervaller. 

   En rastløs sjæl, ondt i farforholdet, usikker på sin identitet. Selv om alt tilsyneladende lykkes når han påtager sig nye jobfunktioner og såkaldt nye "udfordringer".

Som det fremgår oven for, så havde moderen som ung haft frustrerede drømme om en lægeuddannelse og havde forventninger til sønnen om at indfri det hun ikke havde nået. 

   Men han forsvandt ind i litteaturens fiktionsuniverser:

Allerede som 13-årig havde han læst Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’ – om en ung enspænder, der begår et mord og bagefter plages af samvittighed og overvejelser om, hvad han kan stille op med sig selv.

   »Den gjorde et enormt indtryk. Hovedhistorien mindede måske lidt om min egen. Det her med selv at skulle tage ansvaret for, hvad man skal med det her liv, ik’?«.

   Han ville læse, men han var alene om det. På hele årgangen var der én mere end ham, der fortsatte på gymnasiet. Og overgangen fra folkeskolen blev svær for den kun 14-årige generte, rødmende og med egne ord umodne og understimulerede dreng. Men havde gymnasiestarten været svær, var entreen i universitetsverdenen et decideret chok. Han var kun 17 år. 

Lighederne med Poul Martinsens liv i samme alder er slående. Også det lave selvværd og genertheden er de fælles om.  

   Interessen for det politiske magtspil deles de om som voksne journalister. Og Michael Kristensen var faktisk sammen med Jakob Kvist tilrettelægger af det berømmede observerende dokumentarprogram "Kandidaterne" fra 1998, som karakteriseres sådan:

Det er forår 1998. Valgkampen til Folketingsvalg er i fuld gang. Den siddende statsminister er Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen, udfordreren er Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen. Som en flue på væggen følger denne dokumentarfilm de to kandidater både på scenen og i kulissen: helt ind i magtens centrum, hvor offentligheden og medierne normalt er forment adgang, på interne møder, hvor strategier aftales og meninger får frit løb. De to toppolitikeres duel om magten skildres gennem ekstreme og afgørende øjeblikke i en kort og hektisk valgkamp.

 Filmen er genremæssigt en dansk klon af pionerværket i den observerende cinema-direct-tradition: "Pirmary" fra 1960 - om primærvalgkampen mellem John F. Kennedy og Hubert Humphrey.
   Michael Kristiansen har et bifag i filmvidenskab, så inspirationen er klar. Og viser en anden side af Michael Kristensen: et talent som dokumentarkunstner.
   Men "Kandidaterne" har faktisk også en forløber i Poul Martinsens "Kampen om magten" fra 1974, som også var inspireret af "Primary".

Men her er så forskellen på de to kreative journalister og personligheder: Martinsen forbliver gennem hele sin journalist- og dokumentarist-karriere en indædt kritiker af magtens mænd og institutioner, en kritik hvis mentale afsæt er barndommens arbejdermiljø i Vangede. 

   For Kristensen blev arbejdet med "Kandidaterne" afsættet for at skifte side. Fra at være udenforstående observatør glider han ind i det politiske back-stage og bliver magtens skjulte sparringspartner og strategiske støttepædagog - en rolle vi ser ham optræde i i Christoffer Guldbrandsens "Fogh bag facaden" fra 2003. 

En mand der i mange år har levet af at formulere sig præcist og give gode råd til andre, har svært ved at tale om sig selv. Det er en af portrættets pointer, som denne aktualiserende sekvens så smukt viser:

Han prøver at kredse sig ind på, hvad det er, der har fået ham til at arbejde med dansk politik i årevis og i alt for mange af døgnets disponible timer. Men det er tydeligt, at hvor han kan tale klart og stringent om dansk politik og nævne valg på valg ved årstal i søvne, så er han mere famlende, når han skal tale om sig selv.

   »Jeg tror ikke... «.

   »Det her med at være på er i hvert fald ikke ...«.

   »Jeg skal da blankt erkende, at det her med...«, forsøger han.

   »Jeg har i hvert fald ikke noget behov for at blive eksponeret«, lyder endelig et bud på et svar.

  »Det er heller ikke pengene, selv om jeg har det fint med dem«, når han frem til med yderligere en udelukkelse.

   »Der var nok engang, hvor jeg ville sige, at min mission var at overflødiggøre mig selv og smutte ud ad døren, når tingene var fikset, for at komme videre til næste udfordring«, funderer han så videre, inden han når frem til, hvorfor han bliver ved og ved i et politisk spil, der kan æde sjæle op.

Og svaret efter al den tøven og hakkende selvafbrydelser er intetsigende - en banalitet: "Det er noget med nye udfordringer. Om at være 'hvor det sker' og formidle det."

   Dette følges op senere i artiklen hvor Michael Kristensens undvigmanøvrer bliver udstillet af Anne Bech Danielsen - rene verbale zig-zag-løb når han skal tale personligt om sig selv:

Michael Kristiansen kan lade arbejdet brede sig ud over aftener og nætter. Men når han skal fortælle om prisen, fortoner kommunikationsevnerne sig igen. Flokke af uledsagede ord hænger i luften uden at blive fulgt hjem.

   Sådan er der masser af mennesker, der taler, men Michael Kristiansens kunst er, at han kan gøre det, næsten uden at man lægger mærke til det. Man kan sidde med ham det meste af en eftermiddag uden at opdage, hvor tit det lykkes ham at tale sig ud af et spørgsmål eller igennem et svar på så mange måder, der alle sammen lyder så veltalende, at man tror, han har svaret.

   Fire gange får han spørgsmålet om, hvad han oplever som omkostningerne ved et liv i overhalingsbanen.

   »Jamen, jeg har jo altid arbejdet«, lyder et af de første ikke-svar.

   »Hvis der er en idealforestilling om kun at være gift én gang, så kan jeg selvfølgelig godt se, at det ikke er så godt, det, jeg har lavet«, åbner han så, inden han når frem til, at hvis vi absolut skal tale om de omkostninger, så er der jo to kærlighedsforhold, der er gået i stykker i de år, han rådgav den tidligere statsminister.

Show, don´t tell.
   Jeg er glad for metaforen "Flokke af uledsagede ord hænger i luften uden at blive fulgt hjem." 

   Godt gået af Anne Bech Danielsen.

Ligheder mellem Claus Meyers og Karl Ove Knausgaards barndom og personligheder

Hvad er ligheden mellem mad-iværksætteren Claus Meyer og den norske succes-forfatteren Karl Ove Knausgaard?

   Særligt kreative personligheder med "ondt i farforholdet"! Og ildsjæle.

Fra det store interview i Politiken søndag den 28. juli med Claus Meyer - under rubrikken: "Stegemargarinedrengen, der i dag vil give os det daglige brød:

Da Claus Meyer blev konfirmeret, rejste han sig op og holdt en tale. Først vendte han sig mod sin mormor, som han elskede overalt på jorden. Det var hende, der holdt sammen på hans verden. Hun blev rost og takket, fordi hun havde været alt for ham i al den tid, han havde været til.

   Derefter vendte han sig mod sin mor og far, og ordene var få:

   "Jer to har jeg ikke noget at takke for."

Det er jo sigende, men uddybes ikke nærmere i interviewet, det liv der gik forud for konfirmationen.    

   Men han var tyk på det tidspunkt, er sikkert blevet mobbet, og giver selv forklaringen: usund mad hjemme og trøstespisning. 

   Forældrene viste tilsyneladende ikke nogen interesse for deres dreng, hverken hvordan han klarede sig i skolen eller på sportspladsen. 

   Mormoderen døde, forældrene blev skilt, faderen flyttede, og moderen blev alkoholiker. Det gik dårligt i skolen.

   På vej mod et taberliv i udkantsdanmark?! - tænker man. 

   Vendepunktet var en tysklærer:

"I syvende klasse fik jeg så en virkelig lortekarakterbog, men samtidig sagde min tysklærer, at hvis jeg tog mig sammen, kunne jeg godt få 11. Den tillid, hun viste mig, betød, at jeg på et år gik fra 6 til 11 på den gamle skala. Måske kom det af, at jeg indtil da havde været en doven, fed dreng. Nu begyndte jeg at gøre mig umage. Fra den karakterbog i syvende klasse blev jeg dygtig til at gå i skole. Jeg arbejdede også for at lærerne skulle synes, jeg var en god dreng, der kunne roses."

Det er livsvigtigt og afgørende for Claus Meyer at få ros og accept, for det har han savnet som barn.

   Skabelonen er den klassiske for barndommen for den særligt kreativ personlighed. Manglende anerkendelse fra forældre. Modvægt: Mormor og lærer som mentorer der giver kærlighed og viser tillid.

   Og så er der det med at skifte miljø og sprog - og være genert også som voksen - at føle sig fremmed, hjemløs og usikker på sin identitet:

Jeg har ikke noget mod kendte mennesker, jeg kan bare ikke lide at være blandt dem. Måske skyldes det at jeg er en bonderøv fra provinsen. En gang brugte en københavner det endda som skældsord om mig. Han mente, min kone havde fundet en bonderøv, men for mig er det en kvalitet.

Samtidig med at han er selvusikker og genert, også som voksen, fører han sig aktivt frem og er kreativ igangsætter netop med forankring der hvor han er vokset op: Det er ingen tilfældighed, men en mental nødvendighed at en lang række af hans madudviklingsprojekter forankres i barndommens land Lolland-Falster  

   Det er som Poul Martinsen der hele sit liv producerer dokumentarer om mennesker fra miljøer der ligner hans barndom i en arbejderfamilie i Vangede.

   Og det er som når en masse forfattere bruger erindringerne fra deres barndoms land som brændstof i deres digtning. Som fx nu Karl Ove Knausgaard...

Karl Ove Knausgaards fjerde bind i hans romanserie "Min Kamp"  er netop udkommet, og handler i høj grad om barndommens land og om forholdet til faderen, fremgår det af anmeldelsen i Politiken i dag med rubrikken "Dokumentariske drømm":

Vi forlader ret hurtigt den nordnorske ramme for at gå tilbage i barndommen i Kristiansand og den selv i fraværet alt overskyggende far. Han er i dette bind skilt fra moderen, der trive fint alene; hun virker næsten for selvberoende og ubekymret, også for sønnen. (...)

   Faren afviser ham gang på gang; alligevel siger sønnen ja, hver gang han så alligevel inviteres til middag hos far og den nye kone. (...)

   I dette bind får vi også en flig af en 'forklaring' på farens infantile utilstrækkelighed, selvmedlidenhed og vrede og morens næsten usandsynligt overbærenhed med hans adfærd over for sønnen: Farforældrene kan også være nogle stejle og afstumpede sataner.

Det fremgår af Claus Meyer-interviewet at han drives af et "kald" efter nogle åbenbaringslignende  oplevelser omkring bagning og kvalitetsmad hos et konditorpar i Gascogne i Frankrig. 

   Og det fremgår af anmeldelsen af Knausgaards bog at fænomenet "kreativ vrede" er det der driver ham:

"Jeg skulle fandme blive den største af dem alle. De skide idioter, altså. Jeg ville fandeme knuse hver og en af dem", siger han, efter at hans ellers trofaste støtte, storebroren Yngve, har sat spørgsmålstegn ved, om noget forlag vil udgive Karl Ove. Når man spiller så højt spil som deen unge mand, er det dybta at falde: "Jeg ville blive stor. Det blev jeg nødt til".

De er på hver sin måde driftig ildsjæle. I den særligt kreative personligheds mentale set up, tror jeg at "kald" og "kreativ vrede" som drivkraft er to sider af samme psykologiske mønt.

Interviewet var lavet af Carsten Andersen, anmeldelsen af Marie Tetzlaff.

Blending-montage i DR-dokumentar og kontrafaktiske dronning-udtalelser om eget liv

I går aftes den 4. april så jeg en tv-dokumentar af Anders Agger om Dronning Margrethe der lige straks fylder 70. I den udsendelse var der to ting at bemærke og kommentere - i lyset af denne blogs gennemgående tema:

Anders Agger har aftalt at optageholdet følger den snart 70-årige dronningen rundt på locations hvor hun også har været som barn og ung og har minder fra, og hvorfra der i forvejen eksisterer private kongelige smalfilmoptagelser.

Agger har således tilrettelagt et dokumentarisk plot der gør det muligt at klippe de to sæt optagelser sammen i en montage hvor seerne oplever en glidning og en konstrueret interaktion mellem Margrethe som gammel dronning og som lille pige/prinsesse på de samme locations.
Fidusen er at der på den måde konstrueres et blendet imaginært dokumentarisk rum hvor før og nu er delvist smeltet sammen, og hvor den voksne dronning så at sige møder sig selv via de erindringerne hun kan at fortælle om sig selv som barn på de samme locations som der vises gamle filmoptagelser fra.
I forhold til seerne er ideen fra instruktørens side at dette særlige montageplot skal fascinerer dem på samme måde og med delvis samme effekt som de fiktionshistorier har, der opererer med tidsrejser, og hvor den voksne hovedpersonen møder sig selv eller sine forældre som barn. Sådan som vi f. eks. har set i den populære filmtrilogi 'Tilbage til fremtiden' med Michael J. Fox.

Vi har altså blending som en udbredt ubevidst tankeoperation der ligger under en masse forskellige former for kreativ sprogbrug (herunder kontrafaktisk udsagn) som alle mennesker gør brug af i daglig tale. Men det er så også en type mental operation som af stærkt kreative folk som Anders Agger kan gøres bevidst og udnyttes som inspiration til at konstruere en særlige montageform med en fascinationsskabende "tidsrejseeffekt" i en faktabaseret dokumentar!

  Og nu vi er på den bane: Poul Martinsen har i 3 af sine tv-dokumentarprogrammer opereret med samme plot: Fra vild engel til borgerdyr, Gensyn med Christiania og Fluen på væggen. I dem alle skaber han en slags blended imaginært rum hvor før- og nu-versionen af de samme personer kan mødes og konfronteres gennem en montage af gamle og aktuelle optagelser.

Den anden interessante ting at bemærke i aftenens tv-dokumentar, var at dronningen på et vist tidspunkt i en interviewsekvens gør sig tanker om hvordan hendes liv ville have formet sig hvis hun ikke var blevet dronning - hvad hun jo ikke ville være blevet hvis ikke revisionen af tronfølgerloven af 1953 var blevet vedtaget, en revision der gjorde kvindelig arvefølge til tronen mulig.

  Dronningen fortæller her at hun i så fald sikkert ville have fået en normal akademisk uddannelse i arkæologi og derefter fast arbejde som arkæolog bagefter; men, fortæller hun videre, at hun så nok ville have oplevet en slags krise på midten af sin livsbane fordi hun der ville have oplevet en stærk følelsesmæssig drift hen imod "et liv som fri kunstner", som hun siger.

Her bruger dronningen altså sin fantasi til at blende det reelle "rum" hvori hendes faktisk liv som dronning har udfoldet sig, og hvor arkæologi og maleri har været hobbyer, med et imaginært kontrafaktisk "rum" hvori hun ikke var dronning, og hvori hun ville have haft en regulær borgerlig akademisk karriere som arkæolog, som hun så måske ville have forladt til fordel for at realisere sig selv som kunstmaler.

Denne interviewsekvens i udsendelsen siger faktisk også noget om at vores dronning er et ganske kreativt menneske med en levende og livlig fantasi.

  Og man kan filosofere over om ikke netop de oplevelser af brud, tvang og tab af frihed i fremtidsudsigter da hun pludselig som 13-årig teenager fra bare at være "menig prinsesse" blev tvangsudskrevet til rollen som tronfølger - om ikke de oplevelser har bidraget til at stimulere det specielt livlige fantasiliv som jeg i flere tidligere blogindlæg har hævdet kendetegner de særligt kreative personligheders psyke.

En kreativ personlighed - en "fremmed" i verden

Det følgende blev igangsat af en artikel i Politiken i dag:

Da jeg for et par uger siden var inde og give efterkritik til Karen Secher af hendes radioprogram Besøgstid, der som portrætterede medvirkende kun har "kreative" personer, så var der flere ting der slog mig. AV!.

  For eksempel at ganske mange af dem der var med i de programmer jeg nåede at lytte til - ud over at have savnet en far - så havde de også flyttet en del rundt i deres barndom. Eller rettere: der var flyttet rundt med dem. Tit var der også noget med to sprog - en barndoms dialekt som de måtte forkaste eller undertrykke for ikke at blive mobbet når de var kommet til en ny egn og i ny skole med nye kammerater.

Igen havde jeg Poul Martinsen som en slags prototype for forståelsen hvad der foregik. Han havde ganske vist ikke flyttet rundt, men han havde radikalt skiftet skole: fra den "proletariske" Bakkegårdsskolen i Vangede, til Gammel Hellerup Gymnasium; fra københavnsk arbejdersprog og solidarisk kultur, til en "hellerupsk" talende overklasse hvor de fleste af klassekammeraterne var direktørsønner.

Og så var der også kobling til mig selv og min barndom: Inden jeg var 14 år, havde min familie flyttet 4 gange: fra Nørrebro i København til Gørlev på Vestsjælland, fra Gørlev til Holeby på Lolland, fra Holeby til Stege på Møn, fra Møn til Christianshavn i København. Og jeg husker det blev kommenteret at jeg talte "lollandsk" da jeg i 2. mellem kom ind på Christianshavns Gymnasium. Også at rektor til min mor sagde at den plads i klassen jeg nu fik, havde været optaget af en dreng fra Slagelse, en anden provisndreng, men han havde kun "holdt ud" i 14 dage.

  Jeg får videre associationer til mit ophold i USA mellem 2. og 3. g. som "udvekslingsstudent". Der blev også "blendet" så det batter mellem to rum og to verdener som godt nok var meget forskellige. Jeg fik en engelsk-lærer i den lokale High School hvor jeg gik, som ved min ankomst til klassen meddelte at "foreign students" brød han sig ikke om at få ind i klassen, han havde besvær nok med at lære de amerikanske elever et ordentlig engelske. Efter det første halve år, begyndte jeg at skrive digte - ikke helt dårlige - på engelsk!

Alt det blev aktiveret endnu en gang da jeg læste bagsiden af Søndags-Politikens sektion "Viden". Her var portrætteret en kvinde der nu var "spilforsker" på Medievidenskab på Københavns Universitet. Artiklens rubrik fangede mig i den grad: "Permanent fremmed med åbne øjne". Manchetten ikke mindre: "40 steder har spilforsker Mette Thorhauge nået at bo, og det mener hun har givet hende en evnet til at se tingene på andre måder, som hun bruger i sin forskning. Hun har gjort det til en mission at få forældre til at se mere nuanceret på computerspil."
   Inde i artiklen citeres Mette Thorhauge for at sige:

Vi boede mange steder da jeg var barn - blandt andet var vi i Grønland i flere omgange. Ellers har jeg mest boet rund omkring i Jylland. Det var ikke altid sjovt at flytte så meget rundt, men det lærte mig en fleksibilitet og tilpasningsevne, som jeg føler, at jeg bruger aktivt i dag som forsker. Det at være permanent fremmed giver muligheder for at se tingene på en anden måde end dem, der er vant til, at det altid har været sådan. Man bliver meget bevidst om, at tingene ikke kun behøver at være på én måde." (...)

I efterskoleårene udtænkte Anne Mette Thorhauge den perfekte stillingskombination. forfatter, arkitekt og stundman.

"Jeg kunne ikke forestille mig at det ville være nok med et job, for der var så meget, jeg gerne ville. Forfatter ville dække mit behov for at være kunstnerisk, arkitektdelen ville sikre mig en god økonomi, var jeg af en eller anden grund sikker på - og stuntman måtte jeg være, så der også skete lidt", husker hun.

Da jeg selv gik i gymnasiet ville jeg være enten digter, maler eller arkitekt. Min familie mente jeg skulle være professor fordi jeg altid læste bøger - af alle mulige slags.

Her ligger vel en slags "opdagelse", hvis vi altså accepterer at den kreative personligheds særlige evne består i at kunne tænke ting sammen på tværs af grænser og traditioner og kategorier.

Vi kan gå ud fra, som Anne Mette Thorhauge, at det at flytte rundt og dermed gange på gang at blive revet ud af et rum (miljø, sprog) og blive tvunget ned i et andet, får det "fremmedgjorte" barn til at komme i en permanent tilstand af "blending" - en permanent mental røre-rundt-tilstand hvor det nye rum som er aktuelt, hele tiden ubevidst holdes sammen med forestillinger om det fortidige rum som er savnet - en tilstand hvor et nyt "jeg" som skal udleves igennem et nyt sprog, sættes i (modsætnings)forhold til et gammelt "jeg" som er tabt og forladt - med et sprog som skal fortrænges for at overleve.

  Spørgsmålene som permanent køres rundt i den kreative røremaskine vil være: Hvad kan overføres, hvad kan tages med, og hvad må forkastes eller lades tilbage? Hvem er jeg, og hvad er jeg god til? Hvad er sikkert? Hvem og hvad skal man knyttet sig til - hvis man ikke vil lide tab og savn senere?

Der er altså - er hypotesen - tale om en selvreflekterende metaforisk proces, hvor det aktuelle livsrum ses og forstås igennem erindringsbilledernes optik, og hvor det forgangne livsrum ses og forstås gennem den nyerfarede virkeligheds optik.

Præcis sådan var i øvrigt den "mentale logik" som drev og styrede Poul Martinsens tv-dokumentar-produktion, hvor han forsøgte at forstå sig selv og sit liv - ikke gennem abstrakt analytisk tænkning og analyse - men gennem at producere aktuelle tv-billeder og tv-historier der på en eller anden måde lignede eller mindede om, og som - via associationer og kontraster - gjorde det muligt for ham kamufleret at reflekterer over den erindrede fortids billeder.

Ih, hvor det kører!

Freuds overføringsbegreb og blending af barndomserindringer med nutid

I forbindelse med min fornyede interesse for den kreative personligheds psyke og psykologi, er salig Freud genopstået i mine tanker.
   Poul Martinsen bleve tydeligvis drevet i sit voksenliv som tv-dokumentarist af frustrationer eller vrede fra barndommen på grund af manglende anerkendelse fra sin far der var smed. Altså meget forenklet.

Sigmund Freud mente jo grundlæggende at al kunst var udtryk for en form for sublimering af drifter som ikke blev tilfredsstillet i det konkrete liv. Sublimering er en psykologisk proces der betyder noget i retning af at et ønsket, men forbudt og uopnåeligt objekt erstattes med et stedfortrædende fantasiobjekt i en anden imaginær verden hvor dette ønske i kamuflere form kan komme til udtryk og blive realiseret. De ledsagende følelser kan så følge med og få udløsning gennem transformationen.
   Det knytter så an til det helt centrale begreb i psykoanalysen: overføring. At et menneske overfører følelser som oprindelig var knyttet til barndommens far-mor-og-barn trekant: begær, kærlighed, jalousi, angst, længsel - til aktuelle personer som man omgås: fra mor til kone, fra far til lærer, for eksempel.
   Det freudianske overføringsbegreb er vel conceptual blending i helt rendyrket og fundamental form.

Ideen fik jeg da jeg i dag i Politikens videnskabstillæg læste om en undersøgelse der viste at mænd der var vokset op i et hjem og en familie hvor der både var en mor og en barnepige til at tage sig af dem, at når de blev voksne, så havde de større tilbøjelighed til at være deres kone utro og have en elskerinde ved siden af.
   Et ubevidst erindret mentalt rums specielle personkonstellationer, disponerer altså mænd for at leve i et aktuelt socialt rum hvor denne konstellation genfindes og gentages "i overført betydning".
   Det ligner jo det en metafor "gør": overfører kvaliteter fra "source" til "target". Men der findes også i følge Freuds teori en metonymisk "overføring", som f.eks. viser sig i forskellige former for fetichisme.

I forbindelse med den freudianske drømmetydningsteori, er billederne i drømme netop produkter af ubevidst tankevirksomhed - i form af metaforisk forskydning og metonymisk fortætning - som er de mentale processer hvorved den ubevidste kommer til udtryk i drømmen - så det bliver muligt at komme uden om og indirekte tale om de oprindelige fortrængte og forbudte ønsker og angstforestillinger.