To typer meditation - og hvordan de spiller sammen med og kan stimulere kreativitet.

As we´ll see, creative observation is a skill that requieres  a balance of paying attention to the world around us and tuning in to our inner landscape - a balance of mindfulness; a focused, nonjudgmental awareness and the present moment; and mind-wandering.

Kreativ observation  er en færdighed som kræver at vi afbalancerer det at være opmærksomme i forhold til hvad der sker i vores omgivelser, og det at være opmærksomme i forhold til hvad der sker i vores indre verden ("inner landscape").

   Citatet er fra bogen Wired to Create af Scott Barry Kaufman og Carolyn Gregoire, en bog som jeg i flere af de foregåend indlæg har citeret og reflekteret over.
   Citatet her er fra kapitlet Mindfulness - og er et oplæg til et underafsnit med titlen The Art of Attention. Altså: Kunsten ar være opmærksom.

Mindfulness har jo være et buzz-ord i de senere år, som betegnelsen for en særlig meditationsform som ikke mindst erhvervslivet har overtalt medarbejdere til at gå på kursus i for at lære - for at få dem til at mindske deres bekymringer og (selv)usikkerhed, og for samtidig at øge deres opmærksomhed og mulighed for koncentration over for det de laver her og nu (=det arbejde de får penge for at udføre).

   Her er hvad en officielle hjemmeside mindfulnet.org forklarer:

As humans we are often "not present" in our own lives. We often fail to notice the good things about our lives, fail to hear what our bodies are telling us, or poison ourselves with toxic self critism.

   Human minds are easily distracted, habitually examining past events and trying to anticipate the future. Becoming more aware of our thoughts, feelings and sensations may not sound like an obviously helpful thing to do, however learning to do this in a way that suspends judgement and self-criticism can have an incredibly positive impact on our lives.

   Mindfulness is a way of paying attention to, and seeing clearly whatever is happening in our lives. It will not eliminate life's pressures, but it can help us respond to them in a calmer manner that benefits our heart, head, and body. It helps us recognise and step away from habitual, often unconscious emotional and physiological reactions to everyday events. It provides us with a scientifically researched approach to cultivating clarity, insight, and understanding. Practicing mindfulness allows us to be fully present in our life and work, and improve our quality of life.

Jeg har ikke selv lært eller dyrket mindfulness-meditation. Og jeg har været lidt skeptisk over for den jubeloptimistiske hype der har omgivet beskrivelserne af den i medierne og i en del hjælp til selvhjælp-litteratur.
    En kritik som deles af Lone Frank som jeg refererer til i det her indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/om-forbindelsen-mellem-mindfulness.html

På den anden side har jeg selv rent faktisk dyrket en anden form for meditation nogenlunde konstant siden jeg lærte det på et kursus i Købmagergade i København 1979: Trancendental Meditation - forkortet TM. 

   Det er en form for meditation hvor man i relativt korte perioder på 20 minutter en eller to gange dagligt, siddende i en (læne)stol, så at sige 'går i sort' - mentalt åbner sig indad og giver slip på målrettet tænkning og opmærksomhed - ved hjælp af et mantra som man gentager via en en 'båndsløjfe' af en indre besværgende og messende stemme.
   Mantraet som er sort tale, får man udleveret ved en religiøst-farvet ceremoni.

 
TM-hjemmesiden transcendental-meditation.dk forklarer hvad det går ud på:

Når sindet transcenderer den fineste tankeimpuls, kommer det i en tilstand af indre stilhed. Og det sker på en fuldstændig naturlig og uanstrengt måde. Vi kan ikke tvinge sindet til at blive stille, og det behøver vi heller ikke. Med den rette metode stilner sindet sig selv. Når sindet transcenderer, kommer kroppen også i en dybt afslappet tilstand, og det sker langt hurtigere end under søvn.

   Den hvile man får under TM-udøvelsen er meget dybere end hvilen under almindelig afslapning med lukkede øjne. Den adskiller sig fra den hvile man får når man sover, ved at man forbliver vågen og med en kohærent hjernefunktion. Det kaldes en tilstand af hvilende årvågenhed.

   Mere end 30 undersøgelser fra hele verden har bekræftet den dybe hvile og afslapning kroppen får under TM-udøvelsen. Og den dybe hviletilstand aktiverer kroppens evne til at helbrede sig selv. Afslapningen giver kroppen mulighed for at fjerne spændinger og træthed der har hobet sig op.

Ingen tvivl om at det er en helt speciel - og for de fleste - ny tilstand: "indre stilhed", en tilstand som jeg kan genkende: som om man sover og alligevel er vågen. 

Det er klart at de to slags meditation er forskellige.
   Og Wired to Create diskuterer de forskelle i effekt på sind og hjerne som de to former for meditation har.

   

Ifølge forskellige hjemmesider på nettet så kan alle de mange former for meditation man kender til (23),  deles i to hovedgrupper: en non-directive (ikke styrende) type og en concentrative type:

In non-directive types of meditation, people focus on their breathing or a sound, but also allow their mind to wander where it will.

In concentrative types of meditation, people try to focus closely on their breath, or something else, in order to suppress other thoughts and feelings they experience.

Trancendental Meditation tilhører den første gruppe, Mindfulness-meditation den anden.

   Og der er faktisk forsket i forskellen i virkning gennem hjerneskanninger af folk mens de mediterede - hhv den ene og den anden form:

To examine the differences, a Norwegian study had some meditators practising concentrative meditation and others non-directive meditation, while their brains were scanned (Xu et al., 2014).

   One of the study’s authors, Svend Davanger, explained the results:

  “The study indicates that nondirective meditation allows for more room to process memories and emotions than during concentrated meditation.”

   “This area of the brain has its highest activity when we rest.

It represents a kind of basic operating system, a resting network that takes over when external tasks do not require our attention.

   It is remarkable that a mental task like nondirective meditation results in even higher activity in this network than regular rest.”

   When the experienced meditators practised a directive meditation technique — focusing on one thing to the exclusion of all else — the activity in their brains was similar to when they were simply resting without meditating.

Det man kan læse her er at fx TM som en 'ikke-koncentrerende' form for meditation går ind og gør noget ekstra godt ved de dele af hjernen jeg jævnligt har omtalt som 'the default mode network', og som bogen Wired to Create kalder 'the imagination network'.
    Og det er de neurologisk særligt tæt forbundne moduler af hjernen som sammen er aktive når man er passiv - og fx dagdrømmer eller fantaserer.

Harvard-psykologen Ellen Langer bliver i 70'erne pioner på området mindfulness og hvordan denne mentale tilstand opnås. 

   Hun beskriver det som...

... paying attention to the present moment

Det handler om at kunne koncentrere sig om det man gør her og nu - og ikke lade sig distrahere af forstyrrende tanker. bekymringer eller mentale impulser om alt muligt andet.

   Og det er vel præcis det det drejer sig om når man maler og tegner, komponerer eller spiller musik, skriver digte og fortællinger: dette at man i den grad koncentrerer sig om udtryk og indhold og samspillet mellem dem.

   Ellen Langer anfører i sin bog Mindful Creativity at selve det at udføre kreativt arbejde er en form for 'praktiseret mindfulness':

"In noticing new things about ar topic, you're being creative," she says. "By noticing new things about a topic, you see novel things about it. You see that the thing you thought you knew is different - everything looks different from different perspectives."

Det du troede du vidste hvordan var, er noget andet og ser anderledes ud i et anderledes perspektiv, er budskabet.

   Som modsætning til 'mindfulness' sætter hun begrebet 'mindlemndlessness' som i denne sammenhæng betyder 'uopmærksomhed' - dette ikke at være bevidst om noget som betyder noget.

   Den modsætning diskuterer forfatterne Scott og Carolyn sådan her, idet de fremhæver at en tilstand af 'pure mindfulness' ikke altid er et gode, og at en tilstand af 'mindlessness' ikke altid er af det onde. Godt tænkt og sagt.

 
Her inddrager de fænomenet 'flow' som jeg tidligere har skrevet om i en del indlæg, og som psykologen Mihaly Csikszentmihalyi har givet navn og beskrevet:

For instance deliberate mindfulness can interfere with the flow state of conciousness, in which we are completely absorbed in an activity and lose track of time. Altso at lot of what may appear mindless may nevertheless be incredibly conducive to creativity. As we saw earlier, unconcious processing can facilitate insights and help push through creative impasses.

Ifølge Scott og Carolyn er der masser af forskning der siden 70'erne har dokumenteret at mindfulness-teknikken har mange positive effekter på sindet og psyken:

... improved task concentration and sustained attention, empathy and compassion, introspection, self-regulation, enhanced memory and improved learning, and positive affect and emotional well-being as well as relief from stress, anxiety, depression, and sleeping problems.

Om denne liste kan man sige at den måske ikke peger på at mindfulness-meditation ligefrem skulle fremme kreativiteten direkte - men nok snarere indirekte, nemlig ved at den hjælper mennesker til mental og emotionel selvkontrol og kognitiv fokusering på og koncentration om det man er i gang med - fx et stykke kreativt arbejde.

  

Ingen tvivl om at det at praktisere meditation, herunder mindfulness, direkte virker ind på og præger hjernens neurologisk konstruktion og funktion.
   En systematisk gennemgang af 30 'neuroimaging-studies' der beskriver mere en 300 'meditators', viser positive - styrkende - effekter - på et bredt spektrum af områder i hjernen:

The studies revied showed that meditation training consistently altered key brain areas, including the frontpolar cortex (involved in meta-awarenss), the sensory cortices and insula, the hippocampus (involved in memory formation and consolidcation, and learning), and the anterior and mid-cingulate and orbitofrontal cortes (involved in selv and emotional regulation).

Pioneren inden for denne forskning heder Richard Davidson, og ham har jeg skrevet om i flere tidligere indlæg her på blokken. Det første i en serie om den plastiske hjerne her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-1-de-seks.html

Uden at det nævnes direkte her, kan man sige at det er den del af hjernens forskellige neurale netværk som kaldes 'the task-positive - eller attention network' som bliver styrket og trænet gennem mindfulness-teknikken.

   Men, spørger Scott og Carolyn så: Hvad med det neurale netværk de kalder 'the imagination network'? Hvad med dagdrømmerier og 'mind-wandering'?

   Kreativitet kræver nemlig  ifølge deres bog en afbalancering af ekstern fokusering med mere indadvendte og -rettede mentale processer som dem det imaginative netværk varetager - som at tænke på fremtiden, reflekterende eftertænksomhed, introspektion og konsolidering af episodiske erindringer.

Although focused attention can be a gateway to creative thinking, optimal creativity likely results both from mindful and mind-wandering states of mind and, importantly, in the ability to switch from on mode of engagement to the other as needed.

For at gøre en lang historie kort, så gælder det om at få et afbalanceret samarbejde igang mellem den del af hjernen som fokuserer og koncentrerer den mentale opmærksomhed om nuet, og så den del af hjernen som kan frigøre bevidstheden fra det ydre her og nu - og lade sindet vandre frit fra disse mange og stadig flere her og nu-krave (ikke mindst fra de digitale medier via tablets og smart phones):

For creativity, the ideal meditation practice is one that create this balance - supporting both the mindful brain and the mind-wandering brian and strengthening both self- and other-focused modes of thought.

Og de konkluderer at kunsten er at praktisere former for meditation som forbedrer hjernens evne til at forholde sig kreativt til de tanker som dukker op - hvad enten de stammer fra ydre eller fra indre impulser: 

The goal, when i comes to enhancing creativity, is not to free the mind of thoughts. The goal is to be fully present to thoughts as they arise and to be able to switch between idel mind wandering and outward-focused attention.

Hermed er vi inde på noget jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg, blandt andet et som havde overskriften: 

Kunst, kreativitet og kaos i hjernen - ny hjerneforskning om forbindelsen mellem sindsygdomme og det kunstneriske sind

Her slutter jeg med at refererer en hjerneforsker Marcus Raichle som beskriver samspillet mellem tre neurale netværk i hjernen

To summarize the function of the three networks: the attention network makes it possible for us to relate directly to the world around us, i.e., here and now, and the default mode network makes it possible to relate to ourselves and our memories and previous experiences, i.e., the past and future. The salience network makes us switch between the two others according to our needs.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/06/kunst-kreativitet-og-kaos-i-hjernen-ny.html

Scott og Carolyn refererer en hollandsk forsker Lorenz Colzato som har undersøgt forskellen i effekt ved henholdsvis 'open monitoring meditation' (='non-directive') og 'focused meditation' (='concentrative').

   Hans resultater tyder på at man bliver bedre til det kreativitetsforskerne kalder 'divergent tænkning' ved at praktisere den første form for meditation (som TM tilhører), mens man bliver bedre til 'konvergent tænkning' ved den anden form (som Mindfulness tilhører).

   Og de to forfattere konkluderer på resultatet af flere nyere effekt-undersøgelser af forskellige former for meditation:

The data are clear. To activate your brain's imaginative network, try practicing an open-monitoring og non-directive form of meditation, which allows for constructive mind wandering while also boosting attention

Forskningen tyder så også på at et vigtigt aspekt i hvad meditation gør ved sindet, er at det forbedrer evnen til at observere og lægge mærke til - både hvad man møder i omverdenen, men også og ikke mindst: hvad man oplever 'in the mind's eye' - 'landskabet' af tanker, følelser og billeder som kører på den indre skærm via imaginations-netværket:

And more than other mindfulness skills, observation is associated with the ability to take note of contents of our internal and external landscape. Baals team concludes: "At state of conscious awareness resulting from living in the moment is not sufficient for creativity to come about. To be creative, you need to have, and be trained in, the ability to carefully observe, notice, or attend to phenomena that pass your mind's eye.

At kunne koble, 'ydre observation' og 'indre observation' sammen, og at kunne gøre det bare sådan på et øjeblik, det er sagen hvis man skal være særligt kreativ.

Og Trancendental meditation er altså mere effektiv end Mindfulness meditation hvis det gælder om at booste kreativiteten. 

   Mens hvis målet primært er at få styr på og kontrol over sine egne følelser og tanker og sikre at man arbejder målrettet og uden forstyrrelser fra 'irrelevante' indtryk og impulser, så er Mindfullness sagen.

Scott og Carolyn er ikke neurologer men videnskabsjournalister, og kommer ikke rigtig videre ad det spor. 

   Men jeg kan ikke lade være med at konkludere at det som den gode meditation gør, ikke kun er at holde gang i imaginationsnetværket, men også at den stimulerer hjernens tredje neurologiske netværk, det som Marcus Reichle kaldte 'the salience nework', og som er det der sørger for et smidigt skift - og dermed samarbejde - mellem de to andre: det udadvendte 'attention network' og det indadrettede 'the imagination network'.

Det synes jeg faktisk giver god mening. At når man er kreativ og arbejder kreativt, så kan man få ydre impulser og indre til - i et split-sekund - at gå i en slags mental og konceptuel symbiose (='konceptuel blending') - og Aha! - så er der en ny ide - til en artikel, et billede, et digt, et musikstykke, et forskningsbegreb.

Skriv og skriv igen - i hånden - tag håndskrevne noter fra forelæsninger - det gavner hjernen, fremmer hukommelsen, styrker forståelse og indlæring

Ved at undersøge studerendes hjerneaktivitet under notetagning, har norske forskere dokumenteret, at man får større læringsudbytte af håndskrevne noter fremfor computerskrevne. Foto: Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet

Umiddelbart er det at skrive et spørgsmål om at lade en pen glide hen over et stykke papir eller at lade fingrene bevæge sig hen over computerens tastatur. Men de fleste mennesker ved, at skrivning er meget mere end det. Det er præstation, det er blokering, det er himmelsk fryd, det er pligt og det kan være kontakt med dybe uransagelige følelser af skyld, skam og lyst.

Citatet er fundet på nettet. Forfatteren hedder Tine Andersen.

   Jeg søgte tilfældigt på "citater om at skrive", og anledningen var en artikel i Ingeniøren om hvad det at skrive i hånden betød for hjernen - sat op imod det at skrive ord på sin iPad, sin iPhone eller bare på sit helt almindelige computertastatur.

Rubrikken og underrubrikken annoncerer forskningsresultater og konklusionerne:

Forskere: Pen og papir tilbage i undervisning 

Norsk forskningsprojekt peger på, at læringsudbyttet er størst, hvis studerende tager håndskrevne noter frem for at gribe til computerens tastatur i undervisningslokalet.

For en ordens skyld. Jeg afskyr ordet "læring", som lugter langt væk af forskere der ikke har tænkt sig om når de laver nye smarte fagudtryk.

   De jager almindelige mennesker væk, og ingen bliver klogere Hellere skrive det som man forstår. Her er mit forslag til et alternativ: 

"Forskerne har fundet ud af at man lærer og husker det lærte bedre hvis man skriver noter i hånden frem for at skrive dem på tastaturet til sin computer, tablet eller smarte telefon."

Tilbage til indledningen på artiklen i Ingeniøren (24/08/16) som er skrevet af  Liv Bjerg Lillevang. Den annoncerer at det er vigtigt for at huske og lære at ny information fra fx forelæsninger fastholdes på papir via gammeldags skriftlige noter som dem jeg har taget i hundredvis af i min studietid:

Tablets og computere har for længst fundet vej til de danske skoler og universiteter, hvor de bliver brugt til at understøtte undervisningen på alle uddannelsesniveauer. I mange henseende har disse teknologier åbnet for nye muligheder for læring, men når de studerende skal tage noter til undervisningen, kan det være en fordel at skifte tastaturet ud med pen og papir. Det viser et nyt forskningsprojekt lavet af to forskere fra Psykologisk Institut på Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet (NTNU).

 https://ing.dk/artikel/forskere-pen-papir-tilbage-undervisning-186225

Her er et par citater fra den sidste del af artiklen:

»Det giver bedre læring, når man tager noter med hånd,« fortæller Audrey van der Meer, der som hjerneforsker og professor i neuropsykologi er én af forskerne bag projektet, i et skriftligt svar til Ingeniøren.

   Resultaterne er beskrevet i en endnu ikke publiceret videnskabelig artikel, men kan læses i en intern forskningsrapport (se nederst i artiklen).

Forskerne bag projektet har brugt elektroencefalografi (EEG) til at registrere hjernens aktivitet under brug af de forskellige noteteknikker. Her sættes et net af elektroder på overfladen af hovedet, hvorefter spændingsforskelle mellem elektroderne måles. (Foto: Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet)

Når man sidde med et skriveredskab og forsøger at få sine tanker omsat til ord på papir, stimulerer man flere sanser i kroppen, fordi det kræver en form for koordineret bevægelse. Det er netop denne sansestimulans, der gør, at læringsudbyttet er større, når man bruger blyant eller kuglepen til at tage sine noter.

  »Når vi tegner eller skriver i hånden, bruger vi større områder i hjernen. Så snart der er bevægelse involveret, bliver der også involveret flere sanser. Det skaber aktivitet og kontakt mellem forskellige dele af hjernen. Vores resultater viser, at brugen af pen eller blyant sætter hjernen i en tilstand, som gør den mere modtagelig for læring,« forklarer Audrey van der Meer og uddyber:

   »Ved at brug pen er der meget mere aktivitet i de sensomotoriske dele af hjernen. Pennebrug efterlader dermed et større indtryk i hjernen og gør det lettere at danne koblinger mellem hjernecellerne, sådan at man både lærer og husker bedre.«

Så det at skrive i hånden fungerer i forhold til hjernen som en slags mental fitness, kan man sige. 

   Artiklen i Ingeniøren konkluderer at forskningen har betydning for hvordan både studerende og børn i de små klasser skal arbejde med at skrive: væk med de elektroniske skærmhjælpemidler, ind med blyant, kuglepen og papir:

Stort set alle gymnasie- og universitetsstuderende har computeren som et væsentligt redskab til deres studier. Ikke mindst til notetagning. Men lytter man til hjerneforskeren bag projektet, bør de studerende genoverveje, om ikke pen er papir skal være fast inventar i rygsækken også. Det gælder desuden også for børn i de danske folkeskoler. Her har man i mange år haft en strategi for brug af it i undervisningen, som ifølge Audrey van der Meer bør suppleres af håndskrevne øvelser:

   »Det er vigtig, at små børn lærer at skrive i hånden. Ved at hoppe over håndskrivning, mister de en mulighed, for at større hjerneområder bliver aktiveret, hvilket fører til bedre læring.«

Her er et link til den orgiginale forskningsrapport: 

https://www.scribd.com/document/322049059/Only-Three-Fingers-Write-But-The-Whole-Brain-Works-Is-the-pen-mightier-than-the-word#from_embed

Forskningsrapportens resumé  ('abstract') i starten refererer konklusionen på undersøgelsen:

It was concluded that because of its obvious benefits for sensory-motor integrationand learning, hand written note-taking is introduced back into the classroom. Sensory-motor information for the control of (pen) movement is picked-up via the senses andbecause of their involvement they leave a wider mark on establishing pathways in thebrain resulting in neural activity that governs all higher levels of cognitive processingand learning. Therefore, rich sensory-motor experiences seem to facilitate learning.

Man kan jo ikke lade være med at få associationer til diskussionen i forbindelse med den nye folkeskolereform, hvor en af ideerne jo netop var at eleverne skulle have meget mere bevægelse i (forbindelse med) undervisningen (den ide sammen med flere andre er vist desværre mere eller mindre gået fløjten i praksis?)

Men forskerne bag artiklen er ikke teknologifjendtlige. De advokerer for at man fx kan bruge særlige apps til iPad´en sådan at man kan skrive i hånden og tage noter fra en undervisningstime ved at skrive på skærmen med en særlig 'pen' ('stylus'):

With several new stylus technologies available on the market todaythis may be the wayto go to have an electronic record of one's notes, while also having the benefit of beingable to integrate the information as it comes in via the senses and is subsequentlyprocessed in the various parts of the brain through movement.

Her følger links til håndskrift-apps til både appel-skærmprodukter og android-skærmprodukter: 

http://appadvice.com/appguides/show/handwriting-apps-for-ipad

http://www.androidauthority.com/best-android-apps-for-stylus-users-and-s-pen-users-586579/

I artiklens undersøgelser ligger der også argumenter for at man skal tegne og male meget mere i skolen, fordi det man tegner og maler, udnytter de centrer i hjernen der lagrer visuelle oplevelser.

   

Og jeg tænker på min egen skoletid i underskolen hvor jeg holdt meget af at tegne og ikke mindst farvelægge illustrationer til de tekster jeg skulle skrive inden for geografi og (bibels)historie. 

   Ofte fik man fx i klassens geografitimer udleveret fortrykte kort, og skulle så farvelægge dem, eller skrive oplysende noter til dem.

  Jeg gjorde det meget omhyggeligt med Viking-blyantsfarver så jeg kunne illustrere forskellige faglige pointer fra lærebøgerne. 

   Det nød jeg meget - også at supplere ved at tegne af og kopiere andre illustrationer i bøgerne. 

   Og til alt held har jeg gemt nogle få notes-hæfter fra den gang. Se bare her:

Det hører med til historien at jeg faktisk var ordblind (det fandt jeg ud af mange år efter) og som regel havde store mængder røde streger i de diktater og genfortællinger jeg skulle skrive.

   Så min glæde ved at få lov til at arbejde på den visuelle måde som disse kladdehæfte-tegninger dokumenterer var dybfølt. Også fordi det sparede en masse ord som jeg blev fri for at stave (forkert) og få røde streger under.

Tilbage til det med at tage noter via håndskrift, fremfor ved at skrive på tastaturet.

   De  norske forskere er nemlig slet ikke ene om at nå til disse konklusioner. Ved at søge lidt finder jeg en artikel fra den 17. april i år på npr.org - Neighbourhood Public Radio - med overskriften:

Attention, Students: Put Your Laptops Away

Lidt nede i artiklen refereres to amerikanske forskere:

In the study published in Psychological Science, Pam A. Mueller of Princeton University and Daniel M. Oppenheimer of the University of California, Los Angeles sought to test how note-taking by hand or by computer affects learning.

Konklusionen er også her at det at skrive noter i hånden, gavner forståelse og indlæring. 

   Deres pointe er at håndskrevne noter er langsommere end at skriv på computer via tastatur. Og det tvinger den der skriver noterne i hånden, til at sammenfatte og prioritere det han/hun hører forelæseren sige, mens den der skriver via et tastatur, skriver så hurtigt at det bliver en slags ordret note-tagning som ikke kræver nogen mental bearbejdning  (="processing"):

"When people type their notes, they have this tendency to try to take verbatim notes and write down as much of the lecture as they can," Mueller tells NPR's Rachel Martin. "The students who were taking longhand notes in our studies were forced to be more selective — because you can't write as fast as you can type. And that extra processing of the material that they were doing benefited them."

Forskerne skelner traditonelt mellem to måde at tage noter på 'den generative' og den 'ikke-generative':

Mueller and Oppenheimer cited that note-taking can be categorized two ways: generative and nongenerative. Generative note-taking pertains to "summarizing, paraphrasing, concept mapping," while nongenerative note-taking involves copying something verbatim.

Det at bruge tastatur-skrift til at tage noter, inviterer i højere grad til ikke-generativ notetagning. Det giver længere og flere noter, end den håndskrevne generative notetagning. 

   Forsøgsopstillingen var TED-TALK-videoer som to grupper studerende (repræsentativt udvalgt) skulle tage noter af mens de blev afspillet, henholdsvis håndskrevne og tastaturskrevne.

   I forhold til at huske facts når man spurgte de to grupper studerende bagefter, så var de to måder at tage noter på lige gode, men når det drejede sig om at besvar forståelsesspørgsmål bagefter, så var der stor forskel:

For questions that asked students to simply remember facts, like dates, both groups did equally well. But for "conceptual-application" questions, such as, "How do Japan and Sweden differ in their approaches to equality within their societies?" the laptop users did "significantly worse."

Også selvom man instruerede tastatur-gruppen om at de skulle forsøge at tage noter uden at citere ordret fra forelæsningen, var der en lignende forskel og med dem der skrev noter i hånden som 'vindere':

The same thing happened in the second study, even when they specifically told students using laptops to try to avoid writing things down verbatim. "Even when we told people they shouldn't be taking these verbatim notes, they were not able to overcome that instinct," Mueller says. The more words the students copied verbatim, the worse they performed on recall tests.

Man prøvede så at teste hvordan de to grupper klarede sig hvis de bagefter fik lov til at læse deres noter fra forelæsningen - inden de besvarede spørgsmål fra forskerne:

The thinking is, if students have time to study their notes from their laptops, the fact that they typed more extensive notes than their longhand-writing peers could possibly help them perform better.

   But the students taking notes by hand still performed better. "This is suggestive evidence that longhand notes may have superior external storage as well as superior encoding functions," Mueller and Oppenheimer write.

Forskerne referer her til at der er to teorier om hvorfor det gavner indlæringen at tage noter: én som primært går på den motoriske input-proces ('encoding hypothsis') og en anden der går på at man finder informationer frem fra hukommelsen via læsning af noterne ('external storage hypothesis')

And there are two hypotheses to why note-taking is beneficial in the first place. The first idea is called the encoding hypothesis, which says that when a person is taking notes, "the processing that occurs" will improve "learning and retention." The second, called the external-storage hypothesis, is that you learn by being able to look back at your notes, or even the notes of other people.

Men artiklens konklusion er altså at uanset om man lægger vægten på den en teori/hypotese eller den anden, så ser det ud til at håndskrevne noter er mest gavnlige og givtige for forståelse og indlæring.

Også ifølge denne artikel slutter forskerne med at mene at man nok ikke kan få studerende til at gå tilbage til at tage forelæsningsnoter med blyant/pen og papir. Men at der nu findes digitale teknologier som gør at man kan skrive i hånden på en trykfølsom skærm  med en 'stylus':

Do studies like these mean wise college students will start migrating back to notebooks?

   "I think it is a hard sell to get people to go back to pen and paper," Mueller says. "But they are developing lots of technologies now like Livescribe and various stylus and tablet technologies that are getting better and better. And I think that will be sort of an easier sell to college students and people of that generation."

Her et link til den citerede npr.org-artikel: 

http://www.npr.org/2016/04/17/474525392/attention-students-put-your-laptops-away?

Jeg har fundet en længere artikel fra Wall Street Journal fra Bussiness-sectionen 2010 som opsummerer en lang række lignende forskningsresultater - herunder nogle hvori indgår MRI-skanninger - som underbygger de to artikler jeg har refereret og citeret ovenfor

   Overskrift og underoverskrift:

How Handwriting Trains the Brain
Forming Letters Is Key to Learning, Memory, Ideas

Artiklen er skrevet af Gwendolyn Bounds og et afsnit lyder:

Recent research illustrates how writing by hand engages the brain in learning. During one study at Indiana University published this year, researchers invited children to man a "spaceship," actually an MRI machine using a specialized scan called "functional" MRI that spots neural activity in the brain. The kids were shown letters before and after receiving different letter-learning instruction. In children who had practiced printing by hand, the neural activity was far more enhanced and "adult-like" than in those who had simply looked at letters.

   "It seems there is something really important about manually manipulating and drawing out two-dimensional things we see all the time," says Karin Harman James, assistant professor of psychology and neuroscience at Indiana University who led the study.

Også den artikel argumenterer for at man skal fremme mulighederne for at skrive i hånden på computerskærmen.

http://www.wsj.com/articles/SB10001424052748704631504575531932754922518

For at vær kreativ, må man finde udveje for at komme i 'åben tilstand' - her et indlæg om det.

I det foregående indlæg tog jeg afsæt i et af de sidste kapitler i bogen "Wired to Create - af Scott Barry Kaufman og Carolyn Gregoire, et kapitel der have titlen 'Turning Adversity into Advantage'. Det var et udtryk som jeg ikke kendte, men som jeg har gået og manglet, som jeg tog afsæt i: 'Posttraumatic Growth'.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-form-pain-to-gain.html

Nu går jeg nogle kapitler tilbage, til et kapitel der tager udgangspunkt i mange kreative menneskers behov for at få nye oplevelser

6. Openness to Experience 

Grundpræmissen er i det kapitel at for at kunne opleve og udfolde sig kreativt må man udsætte sig for usædvanlige erfaringer og frigøre sig fra vanetænkning, så man kan blive overrasket.

   Teksten for klarer at de personer som scorer højt på parameteren 'openness to experience ...

... tend to be imaginative, curious, perceeptive, creative, artistic, thoughtfull and intellectual. They are driven to explore their own inner worlds of ideas, emotions, sensations and fantasies, and outwardly, to constantly seek out and attemp to make meaning of new information in their environment. 

Det handler om at være nysgerrigt interesseret og undersøgende engageret i et bredt spektrum af emner og temaer.

   Den ene af forfatterne, Scott, har skrevet sin ph.d. om lige præcis det emne.

   Ifølge ham er der tre hovedtyper af 'cognitiv engagement' inden for 'the openness domain': intellektuelt engagement, affektivt engagement, og æstetisk engagement. 

Intellektuelt engagement er kendetegnet ved at man er sandhedssøgende, elsker at løse problemer, og har lyst til at lege med ideer.

   Affektivt engagement er kendetegnet ved at man brænder for at udforske dybden af det menneskelige følelsesliv, og forbindes typisk med tillid til mavefornemmelser, empati og intuition når man tager beslutninger.

   Æstetisk engagement er kendetegnet ved lyst og glæde ved at udforske fantasiens muligheder i kunst, litteratur og musik - og ved at man kan fortabe sig i skønhed.

Jeg kan genkende alle tre dimensioner både hos mig selv, hos mange gode venner og hos nære familiemedlemmer.

   Jeg tror faktisk det er sådan at det netop er mennesker der er engageret i en men helst flere af disse dimensione, som jeg tiltrækkes af og har lyst til at være og arbejde sammen med.

Konklusionen af Scotts forskning i "openness to experience" opsummeres sådan:

... the drive for exploration in its many forms, may be the single most important personal factor predicting creative achievment.

Altså der er en afgørend sammenhæng mellem lysten til at gå på opdagelse og finde og lære nyt, og så kreative resultater.

Så går vi - med bogen - ind i hjernen, og her fremhæver forfatterne slagsordsagtigt betydnigen af neurotransmitteren 'dopamin' som indgår som et centralt hormon i hjernens 'belønnigssyttem':

Dopamin is the mother of human invention

Et underafsnit har overskriften

The Neuromodulator of Exploration

Ifølge dansk Wikipedia har dopamin følgende egenskaber:

I dagliglivet spiller signalstoffet dopamin en afgørende rolle for drivkræfterne bag alle positivt motiverede handlinger, hvortil der er knyttet oplevelser af velvære. Dopamin udløses således i så forskellige situationer som under opnåelse af succes i både krig og kærlighed, under spisning ved et veldækket bord, i vundne spil-situationer, under indtagelse af narkotika, ved seksuelle samværsituationer o. lign., og hvor signalstoffet endvidere virker forstærkende på trangen til vanemæssigt at se frem til at kunne genopsøge pågældende dopaminudløsende situation på ny.

Der er både en for- og en bagside ved dopamin kan man læse - fordi man som en slags narkoman kan blive afhængig af at få udløst et dopamin-sus ved bestemte aktiviteter.

Men for Scott og Carolyn er fidusen ved dopamin først og fremmest at det får os til at ønske ting - altså en drivkraft til at gå på opdagelse i det uvisse og ukendte - at tage en risiko uden at være sikker på om målet faktisk nås.

  Og deres argument er at denne mekanisme er en vigtig del af menneskeartens overlevelse gennem årtusinder og årmillioner.

Individuals who are high in the openness to experience domain get energizede not through the possibility of appetitive rewards but through the possibility of discovering new information. It is the chill of the knowledge chase tht most excites them.

Den moderne journalistik har vel en små 250 år på bagen. Og for at forstå hvordan og hvorfor den har udviklet sig og tiltrækker en særlig type personligheder, må man naturligvis have med at journalister hjerne stort set har den særlige egneskab at de får et dopamin-sus ved at find nyheder og fortælle dem til folk - før andre journalister.

   Jeg har kaldt vigtige fagområde som der mig bekendt ikke undervises i på nogen journalistuddannelser, for 'neurojournalistik'.

   Her er tre indlæg der berører emnet fra 2011, et par år før jeg endelig lod mig pensionere:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/neuro-i-stedet-for-socio-et-konceptuelt.html

Kravet til den gode journalist er jo netop også, fremgår det af alle lærebøger, at han/hun hele tiden er åben og fordomsfri i forhold til at opdage hvad der foregår af nyt og interessant i omverdenen. Og jagten på det er det der i journalistens hjerne udløser et ekstra skud dopamin.

  Metaforer som nyhedsnarkoman, nyhedsfix, nyhedsjunkie taler deres klare sprog om den sammenhæng.

Bogen argumenterer for at størst kreativitet opnås hvis man personligheden finder en balance mellem intellektuel, emotionel og æstetisk åbenhed.

For the highest levels of creativity it may be especially imprtant to achieve a balance between the intellectual aspects og openness to experience and the mor fanatasy-orientet aspects.
   The benefits of achieving a helthy balance of the intellecutal, imaginative, aesthetic, and emotional realms of cognitive exploration don't only pertain to creative work. Integrating the diverse realms of openness to experience my also lead to the highest forms of personal growth.

At komme i omstændigheder og møde oplevelser som er fremmede og ukendte for en, tvinger til åbenhed hvis man skal overleve og videreudvikle sig. Derfor er det at være eller opleve sig som 'outsider' i forhold til sine sociale omgivelser noget positivt. Slagordsagtigt skriver forfatterne:

Creativity benefits from an outsider's mind-set

Outsiderens særlige mind-set er at se ting. begivenheder, roller fra en anden og fremmedgørende synsvinkel, og altså i en anden frame end insideren som tager det meste for givet fordi det er så velkendt. Og det at opleve noget som outsider er ikke kun noget det kan være påtvunget, det kan også være et bevidst valg.

   Det uddybes sådan her i bogen:

By opening to experience and actively choosing to see things from different perspectives, we can counter the damaging effects of familiarity and increase our cognitive flexibility.

   Openness to experience go hand in hand with integrative complexity, the capacity and desire to recognize new patterns and find links among seemingly unrelated pieces of information. In fact, living in and adapting to foreign cultures may also enhance integrative complexity, which can give a major boost to our powers of creativ thought.

Jeg kan på mange måder genkende egne oplevelser i disse formuleringer. Når jeg har skiftet job og fagområde fra noget men kender godt, til noget hvor man bogstaveligt talt mentalt sidder i lort til hals, synes at være et gennemgående tema for mig.

   Når jeg har kigget tilbage på mit arbejdsliv så kan jeg se et mønster. Når alt går godt og trygt - og alt er blevet nem rutine, så søger jeg hen til noget hvor det meste er nyt, og hvor jeg er usikker på - eller spændt på - om jeg nu kan klare det.

   Jeg var blevet fastansat amanuensis på KU i moderne dansk sprog og det gik fint og nemt både med at skrive artikler og med undervisningen, så hvorfor skulle jeg dog efter kun to år skifte job til et endnu ikke eksisterende universitet - RUC - som insisterede på at lærerne skulle vejlede studerendes projektarbejde i grupper i tværfaglige problemstillinger, noget som jeg (og de øvrige nyansatte) aldrig havde prøvet før.

   Eller hvorfor skulle jeg skifte fra RUC´s succesfulde kommunikationsuddannelse som jeg selv havde været med til at få op at stå, til et meget usikkert job som uddannelseskonsulent i DR´s interne uddannelsesafdeling Personalekursus.

   Eller gå fra et sikkert, succesfuldt og meget vellønnet job direktør for den regionale TV2ØST, til en stilling som pendlende universitetslærer på et universitet langt borte fra hvor jeg boede, for at være med til at starte en ny journalistuddannelse der under højlydte protester fra branchen skulle bryde med Journalisthøjskolens monopol på at uddanne journalister.

   Det fælles er, kan jeg se i bakspejlet, at jeg frivilligt og bevidst vælger det nye, usikre og risikofyldt frem for det arbejde hvor det bare kører på skinner. Jeg vælger også at pendle mellem videnskaborienterede akademisk jobs på den ene side og jobs med et stort praktisk og virkelighedstilknyttet indhold på den anden.

Det harmonerer alt sammen pænt med det videre spor som Scott og Carolyn forfølger, nemlig betydning af fler- og tværfaglighed - af kreativ krydsbestøvning mellem konceptuelt forskellige fagområder og domæner.

   De konstaterer at mange kreative mennesker kører på flere spor - kunstmalere som også spiller musik og skriver digte (mit eks.: Martin Bigum), eller forfattere som også maler (mine ekss.: Hans Scherfig, August Strindberg)  Og de indfører begrebet cross-training, hvis betydning de fortæller er en vel-etableret kendsgerning inden for vidneskabens område.

In his extensive research on scientific genius, Simonton fond that the most creative scientists don't typicallyy pursue a single research question within a single specialized area of expertise. Instead, highly creative scientists tend to engage in a large number of loosely related activities, forming a broad "network of enterprises". They also tend to have creative hobbies and interests outside of the scienses.

De fremhæver derefter Galilei, Aristoteles Leonado da Vinchi som velkendte historiske personligheder som var polyhistorer eller som de skriver "polymath", "people who know a lot about a lot".

   I al beskedenhed er jeg også selv lidt af en polyhistor - ikke mindst i kraft af de ret radikale skift i stillinger og fagområder jeg har foretaget i årenes løb. Og jeg har også altid fagligt kørt på flere spor og arbejdet på tværs af fagområder.

   Selve denne bloks indlæg er også en slags dokumentation for at jeg bliver ved med at søge ny viden om kreativitet, men ud fra mange forskellige faglige indgang.  

Det undrer mig lidt at forfatterne ikke har referencer til teorien om conceptual blending (Gilles Fauconnier og Mark Turner) og til metafor- og framing-teori (George Lakoff), som i den grad ville være relevant at inddrage her.

   Men man kan finde en lang række tidligere blogindlæg hvor jeg går i dybden med disse begrebers sammenhæng med kreativitet og kreativ tænkning.

Kapitlet om "Openness to Experince slutter med at beskrive et moderne eksempel en bemærkelsesværdig polyhsitoriske personlighed, et eksempel som jeg ikke husker at have stødt på før: James H. Simons.

  Og hvem er James H. Simons så? - Wikipdia:

James Harris "Jim" Simons (born 1938) is an American mathematician, hedge fund manager, and philanthropist. He is a code breaker and studies pattern recognition.

   Simons is the co-inventor, with Shiing-Shen Chern, of the Chern–Simons form - Chern and Simons (1974), and contributed to the development of string theory by providing a theoretical framework to combine geometry and topology with quantum field theory. Simons was a professor of mathematics at Stony Brook University and was also the former chair of the Mathematics Department at Stony Brook.

Altså var Simons en overordentlig begavet akademisk forsker inden for kvantefysik og strenge-teori.

    Men så kastede han sig ud i den buldrende økonomisk virkelighed for at tjene rigtig, rigtig mange penge gennem en såkaldt hedge-fond:

In 1982, Simons founded Renaissance Technologies, a private hedge fund investment company based in New York with over $25 billion under management. Simons retired at the end of 2009 as CEO of one of the world's most successful hedge fund companies. Simons' net worth is estimated to be $14 billion.

   (...)

   Simons shuns the limelight and rarely gives interviews, citing Benjamin the Donkey in Animal Farm for explanation: "God gave me a tail to keep off the flies. But I'd rather have had no tail and no flies."   On October 10, 2009, Simons announced he would retire on January 1, 2010 but remain at Renaissance as nonexecutive chairman.

   In 2016, asteroid 6618 Jimsimons, discovered by Clyde Tombaugh in 1936, was named after Simons by the International Astronomical Union in honor of his numerous contributions to mathematics and philanthropy.

Moralen: Det kan betale sig at have et åbent sind og kunne arbejde med krydsbestøvning af faglige områder som tilsyneladende ikke har noget som helst med hinanden at gøre. 

Posttraumatisk Vækst - 'from pain to gain' - et begreb jeg har savnet til forklaring af hvorfor mange kreative personer tilsyneladende trækker på traumatiske erfaringer i deres virksomhed

Paul Klee: Death and Fire, 1940

Paul Klee er en af de kunstnere hvis billedere jeg har haft de største og mest inspirerende oplevelser ud af at se da jeg var ung.  Jeg mødte hans billeder første gang på Charlottenborg hvor jeg som 14-15-årig fulgte med min mor der var kunstinteresseret.

    I 1933 blev Klee alvorligt syg og fik efter sin død stillet diagnosen 'scleroderma' - en form for sclerose der er meget smertefuld og blandt andet forkrøbler hænderne. 

   Ikke desto mindre var han i den periode og årene efter uhyre produktiv og kreativ. Wikipedia fortæller at han i 1933 producerede 500 billeder, og i 1939 1200 billeder - efter altså at være blevet afskediget af Nazisterne fra sin stilling ved Bauhaus, hængt ud som 'entartet' kunstner, og være tvunget til at emigrere til Schweitz.

  Paul Klee er citeret for under sin syv år lange sygdom at have sagt:

I create - in order not to cry

Det er et godt stykke tid siden jeg har bestilt en bog om kreativitet på Amazon. Men en dag opdagede jeg en titel som lød lovende - fordi den forfulgte samme interesse som jeg har dyrket i en lang række indlæg siden jeg startede at skrive min blog i marts 2010:

Wired to Create 

Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg har Klee-citatet.

   Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.

   Undertitlen er lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugter lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk selvhjælpsbog.

   Men bogen er ny - fra 2015 - og hører til den type af videnskabsjournalistiske bøger, som englændere og amerikanere er så gode til. Og den har fået mange gode anmeldelser og har været en bestseller.

   Og det tjener den til ære og borger for kvaliteten at der bagerst er et stort noteapparat med henvisninger til den litteratur der refereres og også et omfattende stikordsindex.

Jeg genkender meget af det de refererer og mange af kilderne fra mine egne drypvise indlæg om sammenhængen mellem den kreative proces, personlighedpsykologien og det som neurovidenskaben i de senere år har fundet ud af der foregår i hjernen.

   Så om ikke andet kan jeg finde ud af om jeg stort set har været på rette spor. Og om er der er væsentlige temaer, vinkler og begreber i forhold til kreativitet som er smuttet under min læsehorisont.

Bogen kombinerer typisk i hvert kapitel case-historier og -citater med resultatet af nyere og indimellem også ældre videnskabelige forsøg og undersøgelser.

Her er titlerne på de ti kapitler som refererer til hver sit tema, og som samlet svarer på et oplæg i forordet om hvor rodet - "messy" - det for de fleste ser ud når man prøver at forklare hvad der kendetegner det særligt kreative sind og de kreative processer:

Ten Things Highly Creative People Do Differently

1. Imaginative Play
2. Passion
3. Daydreaming
4. Solitude
5. Intuition
6. Openness to Experience
7. Mindfulness
8. Sensitivity
9. Turning Adversity into Advantage
10. Thinking Diffrently

Flere af disse temaer ser umiddelbart indlysende ud i en bog med den titel, andre inviterer til uddybende læsning.

Det introducerende kapitel og forordet tager afsæt i det de sammenfatter som "Messy Minds" - altså "roddede sind". Og udgangspunktet ligner meget det sted jeg selv startede: Med Mihaly Csikszentmihalyis begreb om den særligt kreative personligheds egenskaber som, når de listes op som jeg gjorde det i et indlæg fra den 10. marts 2010, har karakter af en serie af tilsyneladende paradokser:

1. Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd
2. Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
3. Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation
4. Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
5. Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet
6. Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision
7. Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger
8. Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger
9. Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre
10. Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk
11. Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
12. Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel

Når jeg startede der den gang, var det utvivlsomt fordi jeg kunne genkende mig selv i mange af udsagnene, og i mange af udsagnene også kunne finde en slags forklaring på nogle af de 'sejre' og 'nederlag' jeg kunne finde i betydningsfulde oplevelser og erfaringer fra mit liv når jeg så tilbage på det.

Et af de temaer jeg har forfulgt, har været spørgsmålet om hvordan det kunne være at så mange forfattere, kunstnere og kreative journalister tilsyneladende havde haft en barndom og ungdom præget af tab af forældrerelationer, af mobning og social isolation, af ufrivillige flytninger til fremmede miljøer med fremmede sprog. Alt sammen oplevelser og erfaringer som man umiddelbart ville forbinde med starten på et 'taberliv', men som altså hos relativt mange kreative mennesker nærmest har virkede modsat, som kilden til fantasi og opfindsomhed.

   Jeg har haft svært ved at lige at finde nogen solide videnskabelig kilder til at forklare hvordan og hvorfor der kunne være en sammenhæng mellem 'trauma' (et mentalt sår eller ar) og 'kreativitet'.

   Og her dukker så i kapitel 6. "Openness to Experienc" et begreb op som jeg har savnet:

Posttraumatic Growth 

Altså: 'mental vækst' efter 'traumatiske oplevelser.'

 

Jeg har været inde og vende omkring beslægtede begreber som 'kreativ vrede', 'kreativ destruktion', 'kreative begrænsninger'.

   Og jeg havde sådan for mig selv lavet den teori at når man led alvorlige sociale og psykologiske tab (=traumer), så ville det (for nogen? Hvem?) stimulere fantasien ved at man ikke kunne lade være med hele tiden at tænke på og længes efter det man følte savn af, det der var væk, det man mentalt og emotionelt havde mistet.

   Det passede meget godt med at flere kunstnere talte om deres "vemod" eller "melankoli" som noget der hang sammen med eller ligefrem drev deres kreative produktion, fx filminstruktøren Ole Malmros hvis sindslidende kone dræbte deres fælles spædbarn.

   Denne min teori passede i hvert fald godt med at det var ret gennemgående i de forskellige casehistoriers erindringer at der optrådte en 'mentor' som gav støtte, forståelse og vejleding til et barn eller et ungt menneske som ellers følte sig ikke-set, ikke-forstået ikke-anerkendt. På vej mod bunden.

   Digteren Yahya Hassans historie er et relativt aktuelt eksempel på den sammenhæng.

   Og jeg hørte netop i radioen om forfatteren til verdens bedste spionromaner, John le Carre (David John Moore Cornwell) som også havde en rædsom barndom og ungdom, og som brugte sin fantasi til at fortælle opdigtede historier om sin rædsomt svigefulde far.

   Et tredje eksempel er den svenske journalist og forfatter Jan Guillou.

   Om der i deres tilfælde var mentorfigurer der bidrog til deres senere positive udvikling som forfattere, har jeg dog ikke kunnet finde ud af.

Og jeg kunne også koble en tankemæssig forbindelse til den teori som Lone Frank i en artikel for nogle år siden introducerede mig til: 'orkidehypotesen'; dette at en bestemt kombinationer af gener kan føre til personlig mental blomstring for særligt sensitive mennesker hvis de rette sociale omgivelser nurser sindet - metaforisk set: vander, gøder og giver varme til et elles skrøbeligt psykisk apparat; men hvis ikke, så er der øget risiko for at det kører skævt for personlighedens udvikling, som så meget nemt bevæger sig mod social og psykologis deroute og destruktion.

 

Jeg støder på begrebet 'posttraumatic growth' i kapitel 6 i forbindelse med en diskussion om hvorfor nogle mennesker med typisk 'schizoide' personligheder bliver sindsyge, mens andre i stedet ender op med at udfolde stor kreativitet.

So what determines wether schizotypy goes the way of intense absorption and creative achivement or tips over into mental illness. This is where a number of other factors come in to play.

   If mental illness is defined as extreme difficulty functioning effecively in the real world, then the complete inability to imagination from reality is surely going to increase the likelihood of mental illness. However, if one has an overactive imagination but also has the ability to destinguish reality from imagination and can harness these capacities to flourish in daily life (with the help of things like motivation, posttraumatic growth, resilience, and a supportive environment), then that is far from mental illness.

Ud over det for mig nye begreb i parentesen til sidst i afsnittet: 'posttraumatic growth', så er afsnittet også ind på et andet spor jeg har fulgt i en række blokindlæg - sammenhængen mellem sindslidelser som depression og skizofreni på den ene siden og kunstnerisk udfoldelse på den anden (eksemplariske cases: Van Gogh, Edvard Munch, Carl Frederik Hill).

  Og i parentesen ovenfor er også et andet udtryk som jeg genkender fra mine forestillinger om en mentor som noget der kan hjælpe dem der har lidt psykiske eller sociale tab: 'supportive environment'.

  Det følgende afsnit uddyber parentesen med noget de kalder 'protective mental qualities':

Mental processes on the schizotypy spectrum may interact with protective mental qualities lik intellectual curiosity, working memory, and cognitive flexibility.

   Indeed one study conducted on people  with no history of neurological or psychiatric illness found that the most  creative thinkers were those who were able to simultanously use their executive attention ressources to engage in an effortful memory task while continuing to keep brain activity from the imagination network active. 

Ups! Der var virkelig et begrebs- og tankemæssigt fund for mig - gemt i endnu et begreb jeg ikke havde stødt på før: "the imagination network", altså bogstavelig talt: det netværk af særligt tæt forbundne moduler i hjernen som er aktivt når vi fantaserer og forestiller os ting, når vi (dag)drømmer, genkalder os episodisk erindringer, eller når skal forestille os hvordan andre mennesker har det ('theory of mind').

   Lidt søgen rundt omkring i bogens tekst viser at 'imagination network' er et populariserende synonym til det jeg har skrevet om i rigtig mange indlæg: 'default mode network' eller 'task negative network'.

  Så nu er jeg virkelig på hjemmebane.

Tilbage til 'posttraumatic growth'. Hvad handler det om ifølge bogen "Wired for Crativity"?

    Kapitel 8 "Turning Adversity into Advantage" (''at vende modstand til medvind") giver og uddyber svaret - med afsæt i historien om den mexicanske maler Frida Kahlo, som jeg selv har skrevet om i et tidligere indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/09/kaktusblomsten-fra-mexico-frida-kahlo.html

Frida Kahlo: The Broken Colum, 1944

Afsnittet om koblingen mellem en forfærdelig lidelseshistorie og så hendes kunst, konkluderer:

Pain and trauma were the inspiration behind Kahlo's autobiographical works, which expressed with rawness and honesty, the depths of er emotions.

Og så følgere en generalisering som jeg næsten selv kunne have skrevet:

Art born of adversity is an almost universal theme in the lives of man of the world's mos eminent creative minds. For artists who have struggled with physical and mental ilness, parental loss, social rejection, heartbreak, abandonment, abuse and other forms of trauma, creativity often becomes an act of turning challenge into opportunity.

De skriver videre at mange slags kunst er forsøg på at skabe mening i menneskelig lidelse. Og det er nøgleordet i afsnittet: At mennesker som oplever et liv og en verden der ikke giver mening, gennem deres kunstneriske udtryk med rødder i fantasien forsøger at give og få mening tilbage, eller skabe ny mening, ny betydning, nyt indhold.

   De skriver videre:

In our indvidual and collective quest to understand the darker side of human life, works of Art like Kahlo's self-portraits, which show us the thruth of another's pain and lonliness, carry the power to move us deeply.

Og så dukker minsandten i teksten en henvisning op til en af de forfattere jeg for snart mange år siden (1998-99) har læst med stort udbytte og ligefrem brugt et helt kapitel på i min bog 'De levende billederes dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm". Forfatteren er Joseph Campbell, og hans bog har titlen 'The Hero with a Thousand Faces' fra 1949.  Den handler om den arketypisk historie "The Hero´s Journey" som fungerer som en underliggende skabelon i næsten alle eventyr, sagn, romaner og film, en historie som han sammenfatter sådan:

A hero ventures forth from the world of common day into a region of supernatural wonder: fabulous forces are there encountered and a decisive victory is won: the hero comes back from this mysterious adventure with the power to bestow boons on his fellow man.

Fortællinger bygget over den skabelon, er universelle udviklingshistorier hvor udviklingen sker for hovedpersonen og 'helten' gennem at møde næsten uovervindelig modstand og indgå i en ekstremt krævende undre og/eller ydre konflikt, og så trods al modgang og modstand komme ud som 'vinder'.
   De historier kan jo i kraft af deres struktur tjene som en slags mentale og konceptuelle rollemodeller for traumatiserede personer (og for os andre). Deraf deres store popularitet og gennemslagskraft i alle kulturer og historiske perioder.

   Bogen citerer i denne sammenhæng Nietche for udsagnet: "Den modstand der ikke slår os ihjel, gør os stærkere."
   Og den romerske stoiker (og kejser) Marcus Aurelius citeres for udsagnet

"The impediment to action, advances the action. What stands in the way, becomes the way" - "Det der forhindre en handling, fremmer den handling. Det der står i vejen, bliver vejen."

Jeg kan specielt godt lide den sidste del af citatet: 

Det der står i vejen, bliver vejen.

Scott Kaufman og Carolyn Gregoire refererer til flere hundrede nyere studier af hvordan tramatiserede personer klarer sig senere, og de konkluderer med dem at ...

Up to 70 percent of trauma survivors report som psychological growth

De skriver videre: "Out of loss there can be creative gain". Og at forholdet kan gå begge veje:

People who experience adversity, may be more likely to pursue creative outlets, and it´s possible the creatively inclined people (who are likely sensitive and high in the openness to experience personality domain) experience more adversity in their lives as a result of their tendency to be vulnerable by doing things differently than others.

En oplevelse af modstand kan være så stærk at den tvinger os til at tænke på spørgsmål som vi ellers ikke ville have overvejet. Og det kan videre blive en indgang til at forstå sig selv på en ny og dybere måde.

 

Vækst efter trauma kan tage forskellige former, skriver forfatterne: større glæde ved livet, opdagelse af nye muligheder i tilværelsen, mere tilfredsstillende relationer til andre mennesker, et rigere åndeligt liv og muligheden for at forbinde sig mentalt til noget der er størrend en selv, og en følelse af personlig styrke og selvværd.

   Og de fremhæver som eksempel "a battle with cancer" der kan indebære en fornyet glæde ved familielivet.

 

Det er to videnskabsmænd ved the University of North Carolina som i starten af 90'erne definerede og forskningsmæssigt udfoldede begrebet 'posttraumatic growth': Richard Tedeschi og Lawrence Calhoun.

   Når vi som menneske oplever traumatisk begivenheder og erfaringer, så fungerer det, ifølge dem, som et mentalt jordskælv for vores selvoplevede identitet, det vi tror på og på vores veletablerede (om)verdensbillede.

   Det er metaforren "jordskælv" som her er det forløsende udtryk for forestillingen om posttraumatisk vækst.

   Det betyder nemlig ødelæggelse og kræver - også metaforisk - mental genopbygning. Og jo mere rystede vi er i vores psykologiske grundvold, jo mere må vi opgive de hidtidige forestillinger om os selv og de hidtidige antagelser om hvordan omverdenen og vi fungerer - sammen og hver for sig. Og så begynde et mentalt genopbygningarbejde fra grunden.

   Teeschi og Calhoun skriver:

A psycholgically seismic event can severely shake, threaten, or reduce to rubble many of the schemaic structures that have guidede understanding, decision making, and meaningfullness. One's safety is challenged, one's identity and future are challenged.

Hvordan ser den helings- og vækstproces så ud som tilsyneladende mange traumatiserede personer trods alt oplever?

   Man tænker og gentænker og genoplever det slemme der skete, som regel i forbindelse med en genoplivelse og -levelse af stærke følelser.

   På engelsk har man ordet "rumination" til at beskrive hvad der foregår i bevidstheden. Wikipedia:

Rumination: compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions”.

På dansk har vi udtrykket at 'tankerne kører i ring' som meget godt dækker det tvangsmæssige der ligger i at man igen og igen vender tilbage til de samme oplevelser og følelser uden at komme videre i sin udvikling.

   Begrebet 'rumination' bruges ofte til at beskrive hvad der foregår i bevidstheden hos mennesker med forskellige former for depression.
   Men altså også til at beskrive hvad der sker efter traumatiske oplevelser og erfaringer.

Der står ikke noget om det i det her kapitel. Men for mig er det klart at 'rumination' - tanker der kører i ring - er processer der foregå i det netværk af moduler i hjerne som kaldes the 'default mode' - eller her: the 'imagination network'.

   Den indadvendte del af hjernen kører så at sige i højeste gear - og ude af kontrol. Og det blokerer for udadvendt opmærksomhed og opgaveløsning, som kræver at et andet netværk også aktiveres, det der kaldes the 'task-positive network' eller the 'executive attention network'.

   Et tredje netværk i hjernen 'the salience network' varetager så at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.
   Det er disse konstruktive skift mellem netværk som er blokeret når tankerne kører i ring, og som skal sættes igang igen.

 
Det så at tænke og producere kreativt ved fantasiens hjælp, kan fungere som en konstruktiv bremse på imaginationsnetværket som er løbet løbsk, ved at give en fantasidrevet 'blød' afledende omvej ud af tvangen, idet man prøver at tænke eller fantasere sig frem til ny mening og dermed få gang i skiftet til de to andre netværk.

While rumination often begins as automatic, intrusive, and repetitive thinking, in time, the individual's way of thiking about the traumatic event at its impact becomes more organized, controlled and deliberate. It starts to act as a proces of meaning making. The search for meaning is the essential element of posttraumatic growth, and particularly of creative growth.

Kaufman og Gregoire fremhæver hvordan "creativity truely carries healing power." Og at det specielt hænger sammen med "the meaning-making aspect of creative thinking and expression that seams to growth after trauma".

   De beskriver  hvordan der er god evidens for at 'art therapy' og 'expressive writing' indlagt som daglige eller ugentlige rutiner virker fremmende for posttraumatisk vækst:

These types of creative therapy lead to growth through several underlying factors, including the facilitation of absorption (flow), distraction from the challenging situation, positive emotions, and meaning making.

   When we engage in creative activities, we tend to become absorbed in what we're making, entering a kind of flow stat that can induce a sense of control, enjoyment, and accomplishment.

   Creative work can act as a positive distraction from thought of the trauma, directiong the individual´s attention to an enjoyable activity and potentially broadening attention in a way that facilitates new modes of thought.

   And perhaps most significant, as we've seen, creative work can help us make meaning out of  challenges and suffering that may feel senseless.

Det har jeg så også i andre indlæg beskrevet som en af de helende fordel ved meditation.

Men skal man nødvendigvis gå så meget ondt igennem for at udfolde sig kreativt? Kan man ikke i sin kreative udvikling hoppe over det at være født i andegården og blive mobbet - for at blive en hvid smuk svane?

   Kaufman og Gregoire indfører her et andet parallelt begreb: 'post-ecstatic growth', som altså må betyde noget i retning af at stærke positive oplevelser (især af en bestemt slags) og erfaringer også kan åbne op for mental vækst og udvikling.

   En forsker, Anne Marie Roepke fra University of Pensylvania stillede sig selv spørgsmålet: "Can there be gain without pain?" Og interviewede en masse (kreative?) mennesker.

What Roepke found was that positive events can powerfully shape our character, worldview, and beliefs, a pehnomenon she labeld post-ecstaci growth. The most uplifting ond positive moments of people's lives could improve their psychological well-being by impacting personel growth, wisdom, spirituality worldview, meaning, and purpose.

 (...)

The overwhelming majority of participants in Roepke's study experienced at least a small amount of personal growth following af positiv event. It was positive events groundet in meaning - as opposed to  accomplishments, relationships, or events evoking intense pleasure - that were most likely to lead to growth.

   These experiences of awe, wonder, inspiration, and connections to something greater than the self - a spiritual awakening, the gift of new life, a realizaton of the nature of interconnection - that led people see the world anew, as a result, to grow.

I det afsluttende afsnit ser man tydeligt at forfatterne som undertekst har at teksten skal læses som en slags hjælp-til-selvhjælp bog:

So if you are looking for a creative boost, treat all of life's meaningfull moments - the good and the bad - as ptential sources of inspiration and motivation. The best way to do that? Take risks and be prepaired to fail.

Der er mange andre kapitler i bogen som jeg med fordel kan trække på i kommende indlæg her på bloggen. For at få tydeliggjort hvad jeg har tænkt og fundet ud af i de år blokken har kørt.

Scott Barry Kaufman er ud over forsker, medstifter af en blog the creativ post, som han selv også skriver på:

http://www.creativitypost.com/create/5_things_ive_learned_about_creativity

Her et link til en artikel der beskriver de tre netværk i hjernen jeg nævnte ovenfor, og hvordan de samarbejder i forbindelse med kreative processer.

http://blogs.scientificamerican.com/beautiful-minds/the-real-neuroscience-of-creativity/

Her et link til en artikel om 'orkidehypotesen' og dens baggrund:

http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2009/12/the-science-of-success/307761/

Her et link til en artikel om hvad der ligger i begrebet 'kreativ destruktion';

http://www.investopedia.com/terms/c/creativedestruction.asp

Her et link til en artikel der forklarer hvordan vrede kan booste kreativitet, lidt på samme måde som traumer kan:

http://www.scientificamerican.com/article/anger-gives-you-a-creative-boost/

 Her en henvisning til Wikipedias artikel om 'posttramatic growth':

https://en.wik http://www.scientificamerican.com/article/anger-gives-you-a-creative-boost/ipedia.org/wiki/Posttraumatic_growth