'Posttraumatisk vækst' var for godt et år siden et for mig nyt begreb jeg var glad for at have stødt på - fordi jeg syntes det kunne bruges til at forklare hvordan relativt mange 'særligt kreative personligheder' er fælles om en mere eller mindre traumatisk barndom - med forældretab, flytterodløshed, mobning, seksuelt misbrug, etc. Forhold som hvis de fleste møder dem, slår dem mentalt ud af kurs med retning mod bunden, men som nogle forfattere og kunstnere tilsyneladende får vendt til noget brugbart og kreativitet-stimulerende.
Jeg fandt begrebet i en god up to date-sammenfatning af moderne kreativitetteori når den kobles med den moderne hjerneforskning: "Wired to Create".
Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg havde fundet et godt Klee-citat: "I create - in order not to cry"
Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.
Undertitlen var lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugtede lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk amerikansk selvhjælpsbog.
Men indholdet var faktisk helt OK og jeg kunne i bogen genkende mage af de pointer jeg siden jeg begyndte på bloggen "Peters Udsigt" for godt 7 år siden, har skrevet analytiske og videnskabeligt funderede indlæg om.
Her et link til det indlæg:
Jeg anbefaler mine læsere at læse eller genlæse det indlæg selv om det er langt, inden man fortsætter her i dette indlæg.
Jeg bemærker selv ved genlæsning at det gamle indlæg er helt uden referencer til mig selv og min helbreds-situation. Indirekte fortæller jeg altså at Post-Traumatisk-Stress-Syndrom og efterfølgende Post-Traumatisk-Vækst var personligt relevant for andre, men ikke for mig.
Jeg kunne dog godt i indlægget have nævnt at bogen og pionerværket "Faktion som Udtryksmiddel" (1990) blev skrevet efter en alvorlig konflikt med min chef i DR´uddannelsesafdeling, som gjorde at jeg så mig nødsaget til at sige op.
Og jeg kunne også have nævnt at de 2 bind af værket "De levende billeders dramaturgi" (ca. 700 sider) og de to bind om Poul Martinsens liv og virke om tv-dokumentarfilm-instruktør (ca. 730 sider), begge blev skrevet efter en endnu alvorligere konflikt med min chef på journalistuddannelsen på SDU, hvortil jeg var blevet kaldet som "professor i journalistik" i 1998.
Det var en konflikt hvor jeg havde fagforeningen ind over, og som tilsvarende endte med at jeg måtte indgå en aftrædelsesordning med et års løn uden tillæg, men også uden tilstedeværelsespligt eller pligt til at skrive noget der var relevant inden for mine fagområder.
I alle tilfælde leverer de kreative processer som det kræver at skrive bøger, og som drives af en kreativ vrede, de leverer en form for heling af de mentale sår efter en alvorlig personlig krise.
Indlægget fra sidste år er skrevet på et tidspunkt hvor jeg endnu troede at den medicin - Glivec - jeg fik mod min CML-lymfekræft som var blevet konstateret ca. et halvt år tidligere, ville gøre dét muligt som flere læger sagde: "at leve næsten som om man ikke havde sygdommen, og lige så længe som man ellers ville have levet"; hvis man altså var under permanent og kontrolleret behandling med medicinen - dvs. en pille om dagen - og som regel uden særligt alvorlige bivirkninger.
Optimismen lyser tilsvarende også ud af denne oplysnings-hjemmeside om behandling af sygdommen fra Kræftens Bekæmpelse:
Hvis jeg havde gravet dybere og researchet mere den gang, ville jeg have forstået at Glivec ikke virkede på alle, og at den i nogle procentvis få tilfælde kun virkede dæmpende på sygdommen i kortere tid, for så derefter at blive virkningsløs.
NB! I det følgende har jeg så kort jeg kunne, beskrevet hvad jeg oplevede med sygdommen og sygehusbehandlingen i godt et år. Det kan du springe over, og hoppe til konklusionen som fokuserer på fænomenet 'Postraumatisk Vækst' og dermed primært har med de positive 'senfølger' at gøre:
Godt en uge efter at jeg havde skrevet det lange indlæg den 23. august sidste år, blev jeg uplanlagt haste-indkaldt til en lægesamtale med min CML-læge på Roskilde Sygehus. Han fortalte at den sidste blodprøve viste at medicinen Glivec var holdt op med at virke. Men at der var en såkaldt 2.generations medicin - Sprycel - der var nyere og mere effektiv, som virkede på samme måde, og som jeg for fremtiden skulle indtage i stedet. At der også kunne være tale om andre og mere alvorlige bivirkninger end ved Glivec, blev jeg dog advaret om, især fremhævede lægen: "vand i lungerne".
For at gøre en lang historie kort: efter halvanden måned, blev behandlingen med Sprycel stoppet med det samme. Det viste sig at den ikke bare virkede 'nedslående' på min CML-lymfekræft som den skulle, men på hele mit blodsystem, som stort set blev lagt helt ned - med livsfarligt lave procenter for både røde og hvid blodlegemer og for blodplader.
Dvs. mit immunsystem var 'nede' og gjord mig ekstremt sårbar og modtagelig for alskens virus og bakterier, og hvis jeg fik blødninger indvendigt eller udvendigt - fx næseblod - så ville blødningerne ikke stoppe af sig selv (som hvis man har "blødersygdommen" som den der blev nedarvet i den russiske zar-familie).
Og hvad værre var: den medicin man normalt brugte til at modvirke den slags effekter for at få den normale blodproduktion op at køre igen, viste sig at være virkningsløs - for to af de tre forsøg.
I flere måneder fik jeg ugentlige blodtransfusioner for at få blodprocenten op, særlig indsprøjtninger til at få blodpladerne op. Flere gange havde jeg næseblod som ikke ville stoppe, og som endte med at blive behandlet med særlige blodplade-transfusioner.
I bakspejlet må jeg konstatere at behandlingen der skulle helbrede mig - eller i det mindste minimere CML-symptomerne, havde været nær ved at slå mig ihjel.
En effekt af den stress min krop (og mit hoved) oplevede i de måneder, var - oven i købet - at mit hjerte nu var begyndt at flimre, så nu skulle et andet hold læger igang med at behandle det medicinsk. Pulsen skulle ned og blodet fortyndes - igen med piller.
Jeg fik ordineret en form for medicin som kaldes betablokker. En blandt læger kendt bivirkning af den er at den kan virke forstyrrende ind på hjernen så man få alvorlige mareridt i længere tid og depressioner.
Jeg blev ikke advaret om nogen bivirkninger, men fik efter to dages betablok-piller, en oplevelser af at Pandoras æske var blevet åbnet og min hjerne påvirket som havde jeg taget hash eller LSD i for store doser.
På hjerteforeningens hjemmeside kan man læse under 'bivirkninger': "Der er også en del, der oplever søvnforstyrrelser, mareridt og depression." Og åbenbart var jeg en af dem, der oven i købet reagerede ekstremt meget og hurtigt.
Min tillid til hjertelægerne på Roskilde Sygehus som har ord blandt kolleger for at være nogle af de bedste, ligger for fremtiden på et meget lille sted.
I løbet af foråret kom den normale blodproduktion gradvist, men langsomt op at køre igen. Og der var en stilstand i CML-sygdommens udvikling, så videre behandling blev udsat indtil for et par måneder siden hvor produktionen af leukæmi-cellerne begyndte at stige igen.
Så fik jeg for godt et par måned siden ordineret en endnu nyere CML-medicin - Busotinib - som kaldes "3. generations", og som blev udviklet til godkendelse for 4 år siden. Dvs. der er ikke alverdens erfaringer med hverken dosis eller hvor længe de virker.
Og jeg er sat på meget lav dosis i forhold til det "anbefalede". Den ser så småt ud til at virke, men blodprøver der skal vise om den gør det (for alvor), og hvor effektiv den er, kan først tages om måske en måned.
Samtidig har den tilsyneladende også 'nedslående' bivirkninger på den normale blodproduktion, hvad der i sig selv taler for at være forsigtig med dosis for at undgå det samme traumatiske forløb som i vinters.
Jeg har i hele det år der er gået, haft vanskeligt ved at meditere, noget som jeg ellers fast har gjort en gang om dagen i mange år - faktisk siden 1979 hvor jeg på et kursus lærte TM-systemet med et givet mantra.
Meditation har for mig altid været en simpel mental teknik til nemt og hurtigt at komme i en effektiv urodæmpende og selvberoligende mental tilstand af tankeløst flow. Og den mekanisme holdt - ærgerligt nok - op med at virke da Sprycel-medicinen var nær ved at slå mig ihjel.
Mine tanker gik i ring og i ring og i ring - det man på engelsk omtaler som "rumination".
Mine tanker gik i ring og i ring og i ring - det man på engelsk omtaler som "rumination".
Wikipedia fortæller om hvad det er for noget:
Rumination is the focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions.[1] Both rumination and worry are associated with anxiety and other negative emotional states; however, its measures have not been unified.[2] In the Response Styles Theory proposed by Nolen-Hoeksema (1998),[3] rumination is defined as the "compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions". Because the Response Styles Theory has been empirically supported, this model of rumination is the most widely used conceptualization. Other theories, however, have proposed different definitions for rumination. For example, in the Goal Progress Theory, rumination is conceptualized not as a reaction to a mood state, but as a "response to failure to progress satisfactorily towards a goal".[4]
Og egenproduktionen af akvareller som også har virket som en slags flow-skabende meditation, den gik også helt i stå i efteråret 2016.
Men at jeg altså kom igang igen - og faktisk siden marts 2017 har fået malet nogle at mine bedste akvareller overhovedet, det tilskriver jeg nu et mentalt trick som jeg i flere indlæg omtaler som at jeg bare laver "bestillingsarbejder" og "lejlighedsmalerier" når jeg maler.
At tænke på og omtale akvarelmalerierne på den let nedgørende måde, har mentalt givet pote: "Jeg udstiller ikke, jeg sælger ikke, men jeg tager gerne mod bestillinger - som jeg så til gengæld ikke lover at indfri hvis jeg ikke har lyst eller ikke har overskud til det".
Det er rammen og udmeldingen til omverdenen.
Det er rammen og udmeldingen til omverdenen.
Den formular har åbenbart fået vendt det kompleks af traumer som skyldes at min livslange 'latrophobia' ('lægefobi') i den grad blev næret af det aktuelle sygdoms- og behandlingsforløb - fået vendt det til en slag posttraumatisk kreativ vækst.
Og det er min teori at det bl.a. er sket via en slags "kreativ vrede" som ikke mindst en virkelig dårlig rutinepræget behandling fra hjertelægerne på Roskilde sygehus siden udløste og stimulerede.
Og det er min teori at det bl.a. er sket via en slags "kreativ vrede" som ikke mindst en virkelig dårlig rutinepræget behandling fra hjertelægerne på Roskilde sygehus siden udløste og stimulerede.
Her et link til det første blogindlæg hvor jeg kan skrive om hvordan jeg kom igang med akvarelleriet igen:
Du kan så følge udviklingen ved at følge sporet fra "Akvarelmaleriets mysterier (57) via de følgende indlæg med samme overskrift: (58), (59), (60), (61), (62), (63).
Jeg forstår nu "kreativ vrede" som en vrede der indebærer dobbeltheden af den adrenalinproducerende respons på oplevelsen af at være i en livsfarlig klemme: "Fight or Flight" - "Kæmp eller Flygt".
Hvis man som jeg i løbet af det sidste år indser at man ikke kan hverken det ene eller det andet på grund af en kronisk sygdom, så kan man - udtrykt med et begreb fra dyrepsykologien - lave en slags 'overspringshandlinger' som en mentalt og fysisk distraherende udvej: male akvarel og/eller skrive blog (og i øvrigt: dagligt at lave god og velsmagende aftensmad til fruen og mig selv).
Men for at komme igang med det, må man have noget der forpligter én til at komme igang selv om man er træt og uoplagt - ved at få en bestilling eller en ønskeseddel - eller ved at nogen bare har fødselsdag eller sølvbryllup som kræver en 'gave'.
Og 'bestillinger' har der heldigvis været flere af på det sidste - også fra helt uventede kanter af mit familiære og vennemæssige nærmiljø, hvad listen af akvarelmaleriet mysterier (57-63) fortæller om og dokumenterer.
Hvad skriver Wikipedia om "Fight-or-flight response"?:
The fight-or-flight response (also called hyperarousal, or the acute stress response) is a physiological reaction that occurs in response to a perceived harmful event, attack, or threat to survival.[1]It was first described by Walter Bradford Cannon.[a][2] His theory states that animals react to threats with a general discharge of the sympathetic nervous system, preparing the animal for fighting or fleeing.[3] More specifically, the adrenal medulla produces a hormonal cascade that results in the secretion of catecholamines, especially norepinephrine and epinephrine.[4] The hormones estrogen, testosterone, and cortisol, as well as the neurotransmitters dopamine and serotonin, also affect how organisms react to stress.[5]This response is recognized as the first stage of the general adaptation syndrome that regulates stress responses among vertebrates and other organisms.[6]
Når vejen "Kæmp" er spærret, og vejen "Flygt" er spærret, så kan det tvangsmæssigt fastlåste dilemma hvor negative tanker og forestillinger kører i ring ('rumination'), blive brudt og omdirigeret til en mentalt helende udvej hvor fantasien forbinder sig med nogle kreative tekniske og fysiske ressourcer, fx det at kunne male akvarel, der i forening skaber posttraumatisk mental vækst.
Men det forudsætter (som jeg læser teksterne om det) at sindet ejer en tilstrækkelig 'robusthed' ('resiliens').
Og hvorfor kom jeg nu igang med det her lange og personligt selvudleverende indlæg - der sætter det udmærkede, men upersonlige og distancerede indlæg om 'posttraumatisk vækst, fra sidste år i perspektiv?
- Det var et helsides opslag med en hovedartikel omgivet af tre kortere perspektiverende ekspertinterviews på side 8 i Politikens første sektion igår den 11. september. Med overskrifterne:
Verden skal genopfindes hver dag
Legeforsker: Leg dig fri
Vanebryderen: Start med dig selv
Hjerneforsker: Spænd hjelmen og brug underbevidstheden
Artikel-opslaget handler ikke om 'posttraumatisk vækst', men alligevel om noget der ligner. Det handler om at frigøre sig fra vantænkning og mentale blokeringer (som man måske kan sige at postraumatisk stress er en ekstrem udgave af), og dermed åbne for de kreative mentale vækst-ressourcer som alle faktisk besidder - i hvert fald i et vist omfang:
Forskeren: Hjernen står i vejen for nytænkningHjernen står i vejen for innovation, fordi den helst går direkte til en kendt løsning. Hjerneforsker Morten Friis-Olivarius har flere bud på, hvordan man kortslutter den.»Den måde, vores hjerne er indrettet på, modvirker kreativitet. Får vi et problem, så aktiverer hukommelsen det, vi ved i forvejen. Hjernen prøver kun at give de associationer, den tror, vi har brug for. Derfor er det utrolig svært at tænke nyt, når hjernen filtrerer alt, hvad den opfatter som irrelevant, fra«.Det forklarer neurobiolog og forsker Morten Friis-Olivarius, der gennem hele sit professionelle liv har undersøgt, hvordan hjernens kreative processer fungerer.Lige før du falder i søvn, er der en kort periode, hvor din hjerne passer sig selv og går på mental markvandring. Her opstår uventede ideer og sære associationer.For på dette tidspunkt aktiverer hjernen sit ’default mode-netværk’, som sætter ting og tanker i kontekst på tværs af tid, sted og normale antagelser.De frie tanker udspringer fra parahippocampus, en dybtliggende ældgammel del af hjernen, og denne centrifugering af tanker er forudsætningen for reel kreativitet.Det står i modsætning til opmærksomhedskrævende opgaver, som benytter vores ’attention-netværk’, den mere moderne del af hjernen, der målrettet arbejder mod at løse ethvert problem hurtigst muligt. Uden for mange svinkeærinder.»Ofte kan filtreringen være praktisk og tidsbesparende. Men det er ikke sikkert, at det giver kreative løsninger.
Her fortælles at det der forhindrer udvikling og vækst, er når 'attention-netværket' låser sig fast og vanemæssigt kører i tomgang - i modsætning til det der kræves for at kreativiteten kan forløses i praksis, nemlig helst hurtige og glidende - skift til det andet 'imaginationsnetværk' ('default mode-network') - og tilbage igen.
Ifølge en teksten til hovedillustrationen i Politikens artikel, har hjerneforsker Morten Friis-Olivarius (som citeres ovenfor) opfundet en hjelm der med elektronisk stimulation kan lokke hjernen ud på mere kreative sidespor.
Ideen er at man med en app kan skrue op og ned for hjernens to netværk, 'default mode-netværket' og 'attention-netværket', alt efter om man har brug for fri ideudvikling eller fokuseret arbejde.
Ifølge teorien om posttraumatisk vækst, så er det også skiftet og samarbejdet mellem de to netværk der er gået i udu. Men her er det nærmest omvendt: Posttraumatisk stress indebærer at imaginationsnetværket ikke kan eller vil lukke ned; bevidstheden domineres af tanker og fantasier der kører i ring ('rumination'), og det virker forstyrrende ind på attention-netværkets normale udadvendte funktion.
Det jeg forestiller mig, er at Morten Friis-Olivarius hjelm der sender den svage strøm mellem ørerne, stimulerer det tredje netværk i hjernen (som ikke omtales i artiklen) 'the salience network' som er det der sørger for at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.
Og så forestiller jeg mig også at det at male akvarel, for eksempel, kan have en tilsvarende funktion når man mentalt sidder fast i traumatisk tomgang, nemlig denne: at fodre og stimulere "the salience network', så det bliver bedre til at varetage et nemmere og mere flydende skift mellem de to andre 'network'.
 |
| Akvarel: Dompap-par ved rede med unger (egenproduktion) |
