Skriveblokeringer, latente hæmninger - og 'tvungen' interaktion mellem forskellige moduler i hjernen - også kaldet synæstesi

Latente hæmninger er det videnskabelige begreb for dette at vores hjerne hæmmer, begrænser og sorterer ud i de overvældende mange sanseindtryk vi hele tiden bombarderes med fra omverdenen - og fra vores eget indre fysiologiske meldesystem.

   Latente hæmninger kan være stærkere eller svagere. Og forskningsresultater tyder på at svækkede latente hæmninger er forbundet med relativt høj kreativitet. Og omvendt at fx skriveblokeringer er udtryk for forøget latent hæmning.

   Forklaringen på sammenhængen mellem latent hæmning med kreativitet: Hvis man lader flere indtryk slippe indenfor i hjernens kognitive maskineri, så er der større chance for at man får informationer som man ikke forventede eller kunne forudse.
   Formindsket latent hæmning.

   Skriveblokeringer er udtryk for at der slet ikke eller kun begrænset er hul igennem fra de centrer der skal producere tanker og ideer som input til skriverierne, og så selve akten at skrive.
   Forøget og for stærk latent hæmning.

Når nogle forfattere skriver bedst efter indtagelse af alkohol, så det fordi det påvirker dopaminproduktionen opad.

   Og forøget dopaminproduktion menes at medfører reduceret latent hæmning.
   Også andre stoffer der påvirker dopamin-produktionen, kan forstærke eller svække hjernens mentale på tværs-bomme

Relativt høj intelligens ser ud til at være en forudsætning for at de relativt flere indtryk som kommer inden for opmærsomhedsfeltet som er et resultat af reduceret latent hæmning, at de mentalt og kognitivt nemmere lader sig integrere i eksisterende forestillinger.  

   Her er sammenfattet en teori for denne sammenhæng:

The Frontotemporal and Dopaminergic Theory of Idea Generation, A. Flaherty:

   The temporal and frontal lobes interact: temporal lobe inhibition and/or frontal lobe disinhibition favor increased flow of ideas. Conversely, frontal lobe inhibition is common to depression and subsequent writer's block. Secondly, dopamine in the mesolimbic region of the brain mediates drive and goal-directed activity. Greater creative drive correlates better with creative output than skill.

Latent hæmning er ikke bare et forhold mellem ydre sanseindtryk og hjernens modtage- og afkodningsapparat. Det er også noget der er indbygget internt i hjernens neurale forbindelser mellem dens forskellige centrer og moduler, sådan at der ikke sker forstyrrende spontan lækage af information mellem moduler og centrer. 

   Og de forskellige former for synæstesi er altså delvis genetisk bestemte "cross modal-interaction" mellem forskellige sensoriske modaliteter: farve, smag, lyd, lugt m.v. Den normale indbyggede hæmning mellem fx sprogcentrene og farvecentrene i hjernen er så svækket at der er "hul" igennem. Når sprogcentreret i hjernen er aktivt bliver farvecentret også aktiveret.

Skriveblokeringer har jeg skrevet om før. Og derfor spidsede jeg ører  da min gode ven kom med nogle henkastede bemærkninger om det. Han havde en passant antydet at han havde forskellige sproglige og talmæssig 'ritualer' for at komme igang (igen) med at skrive.
   Jeg bad ham så pr mail uddybe hvad det var for nogen. Svaret kommer her:

Hvad angår mine tilbøjeligheder i forhold til den skriftlige formidling, så kommer det udtryk i forskellige former for selv-indbildte systemer. Altså, at jeg i afhandlingen skrev samtlige afsnit med brug af 9 linier, hverken mere eller mindre. At der var tre hoveddele, der hver især var struktureret med samme underliggende under-afsnit.

   Det kommer også til udtryk i mange af mine senere artikler, hvor jeg opererer med ens-artede H´er eller P´er. Eksempelvis "håndværk, holdninger og historie", "Produktion, publikation og Perception". Eller "preferences, principles and practices". Eller "Transportation, transmission and translation". Og igen, i mange af disse artikler (og andre) skriver jeg ofte med en særlig formmæssig systematik i forhold til dispositionen (tre hovedafsnit, tre underafsnit eller lignende).

   Jeg ved, at det kan lyde som kokketteri, men det er normalt ikke noget, jeg taler højt om – selvom der selvfølgelig er kolleger, som går og griner lidt af netop den slags ting hver gang, der kommer en ny model med nye allitterationer eller lignenende – og jeg må bare være ærlig at skrive, at det virker for mig. Forstået på den måde, at det gør det lettere for mig at skrive og afslutte artikler, bogkapitler eller lignende.

I et interview andet steds fortæller min ven at han har et særligt næsten tvangsmæssigt forhold til tidspunkter og tal. Nogle tal og tilsvarende tidspunkter er særligt gode, siger han i interviewet.

Normalt står jeg op kl. 5.24. Jeg ved godt at det lyder psykotisk, men jeg har noget særligt med minuttal. Eksempelvis giver 6.34 eller eller 6.49 mening og virker særlig godt. Fire-, ni- og to-taller, de er gode.

En slags mental talmagi, får man indtryk af. 

   Just hjemkommet fra Burma, virker det velkendt. De Burmesiske generaler er berygtede for deres overtro, herunder tro på at bestemte tal og tværsummer af tal, er lykkebringende - eller er et værn mod ulykker. Se:

http://www.lowyinterpreter.org/post/2009/10/22/Burmas-superstitious-leaders.aspx

Min ven der hører til kategorien særligt kreative personligheder, og hvis mentale set up ligger langt fra de burmesiske generalers, kalder disse sine mentale krumspring og fixeringer på tal og bogstavrim for "selvindbildte" og "psykotiske" i interviewet. 

    Psykose har de naturligvis ikke noget at gøre med. Og hvorfor "selvindbildte"?
   Begge formuleringer er nok blot et udtryk for at han er lidt flov og loren ved at have det sådan med tal, og ved at fortælle om det til andre.

   Og jeg tænker at noget af det kender jeg fra mig selv, og noget af det har jeg faktisk skrevet om og researchet på. Jeg tænker at man må kunne perspektivere det med nogle af de ting jeg har læst om den seneste tid.

   Her følger uddrag af mit svar - med en del revisioner, forkortelser og udvidelser:

Kære Ven.

   Jeg er for øjeblikket i gang med at læse Oliver Sacks bog 'Musicophilia. Tales of  Music and the Brain'. Ordet 'musicophilia' er vist nok Sacks egen opfindelse og må oversættes til 'musik-lidenskab' - eller 'besathed af musik'. 

   Bogen ligner og ligger i forlængelse af de to andre jeg har læst af ham - med case-beskrivelser inden for en række problemstillinger og diagnoser der forbinder neurologi og musik: 'The Mind´s Eye' og 'The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales '

Oliver Sacks er altså god. Blandt andet omtaler han fænomenet synæstesi som jeg selv har skrevet om tidligere; her hos Sacks især med fokus på hvordan nogle synæstetikere automatisk og tvunget forbinder musik (noder, musikstykker, tonarter) med farver - eller med smage. 

   Og da bogen er en revideret udgave i forhold til den første der kom 2007, så har han en masse reaktioner fra læsere med - som lange indskud eller fodnoter.

   Der er fx en fodnote på s. 188 hvor en respondent svarer på et spørgsmål fra Sacks om hvorvidt hendes synæstesi påvirkede hendes læsning og skrivning:

"She said that she was perhaps af slow reader because of the varied colors of letters ande words, this allows her to "savor" (=nyde) words in a special way, a way unavailable to ordinary people. She is fond of special words because of their color (greens are especially to her liking), and she feels this may incline her subconsciously to use them in her writing."

Det er præcis sådan fruen har det. Og min teori som jeg luftede i et blogindlæg for mere end et år siden, var den at hvis man skulle 'se en farvefilm' samtidig med at man læste ordene, så ville det bremse læsehastigheden. 

   Jeg fik så for ikke så længe siden en kommentar fra en læserinde på bloggen - en yngre akademiker som fortalte at præcis sådan havde hun det også. Hun troede bare hun var "mærkelig" på den måde. Og at det var en befrielse for hende at få at vide at sådan havde andre synæstetikere det også.

Denne lange smøre fordi jeg klart kan se koblinger mellem de teknikker du beskriver, og så det Oliver Sacks ellers skriver mht. til musik. 

   Han fortæller at folk som har afasi som rammer venstre hjernehalvdels sprogcenter, og som derfor ikke kan tale, at de kan lære at tale igen ved at synge det de vil sige. Ved at sætte melodi til ord, eller ved at synge allerede velkendte sange, så kan man altså snyde afasiens hæmning eller blokering af sprogscentrene. 

   Den terapeutiske teknik blev i øvrigt illustreret i forhold til stamning i den glimrende film "The King´s Speach' som vandt Oscar for et par år siden, og som jeg også skrev om den gang.

For mig er pointen så den at musik - ligesom sprogets intonation, melodi og tryk - er noget der primært 'processeres' i højre hjernehalvdel. Det samme gælder metaforforstålsen og vittigheder mv. - også når der er tale om verbale metaforer. 

   Højre hjernehalvdel er også i musiksammenhæng den dominerende, selvom musikere der har lært at læse noder og kan spille efter dem, aktiverer begge hjernehalvdele. Og i sprogsammhæng er det den hjernehalvdel der kobler ord og fænomener sammen som ellers ikke logisk har noget med hinanden at gøre.

Et af de spørgsmål jeg havde liggende i baghovedet (eller hvor det nu har ligget) da jeg begyndte på bloggen for snart 3 år siden, var hvorfor og hvordan rim virker. Det er jo i princippet noget der helt er frigjort fra det semantiske indholdet i versene, eller - hvis det er bogstavrim - i fraserne. 

   Altså ligesom musik hvor der ikke er nogen logisk - men måske nok emotionel - sammenhæng mellem melodi og sang.

En af de umiddelbare forklaringer som jeg læste, er at rim og rytmiske versefødder er mnemotekniske "devices" som gør det muligt - og lettere - at huske lange digte til genfortælling som Iliaden og Odysseen. 

   Og i lyset af terminologien i Foers bog "Moonwalk With Einstein", så er rim og rytmer som strukturerende for en tekst, noget der fungerer som en slags musikalsk-lydlige 'hukommelsespaladser' der gør at man kan huske store mængder tekst når først man aktiverer melodien og rytmen og rimene som de "klæber til" i flertallets bevidsthed. 

   Wikipedia:

A mnemonic (pron.: /nəˈmɒnɨk/,[1] with a silent "m"), or mnemonic device, is any learning technique that aids information retention. Mnemonics aim to translate information into a form that the human brain can retain better than its original form. Even the process of applying this conversion might already aid the transfer of information to long-term memory. Commonly encountered mnemonics are often for lists and in auditory form, such as short poems, acronyms, or memorable phrases, but mnemonics can also be for other types of information and in visual or kinesthetic forms. Their use is based on the observation that the human mind more easily remembers spatial, personal, surprising, physical, sexual, humorous, or otherwise 'relatable' information, rather than more abstract or impersonal forms of information.

Det er klart at det der sker når man laver (bogstav)rim, er at man får aktiveret den del af hjernen som "processerer" både musik og metaforer, nemlig den højre, og den er meget bedre til at huske og visualisere end den venstre. 

   Så umiddelbart tror jeg at når det virker lettende, smørende eller befriende for dig at bruge bogstavrim i titler på noget du vil skrive, så er det for at svække den latente hæmning i venstre hjernehalvdels sprogcenter, og det sker ved at smide en del af sprogproduktionen og tænkningen - den mere kreative - over i den højre hjernehalvdels "musikprocessor" hvor der kan associeres frit og rumligt - ikke bare lineært. Og hvor den latente hæmning er mindre.

Man kan også skyde det ind under fænomenet 'kreative restriktioner' som vi jo ved er mentale bånd og begrænsninger der paradoksalt nok virker "befriende" netop fordi grænser giver overblik og reducerer kompleksiteten.
   Ligesom "kreativ vrede" kan gøre det - og det er højre hjernehalvdel der har den mest uhæmmede adgang til det limbiske systems følelsesproduktion.

   I forbindelse med rim, fungerer restriktionen på den måde at tvangen til rim, presser hjernen til at søge efter og finde "fjerne" ord og udtryk som ellers ikke ville være første-valg til at udtrykke netop den ide eller det tema.

Jeg har selv haft en noget lignende teknik for at komme igang med at skrive: Når jeg skulle skrive artikler til akademiske målgrupper, så fandt jeg først på "sjove" eller "dumme" titler som "setup" - og så kom "alvoren" først i underubrikkens "payoff".

   Eksemplet jeg har mest present, er fra da jeg skulle bidrage til bogen "Historiefortælling" med en artikel om 'plot' og dets betydning i fortællinger - og det var rigtig længe siden jeg havde skrevet "akademisk" til en "universitær" målgruppe - så var arbejdstitlen: "Plot-plotterot-plot-plirum-plot".     

   Artiklen endte så med at få titlen "Når plottet driver værket" - som jo også er en metaforisk vits. 

   Først i undertitlen fik den akademiske alvor lov til at komme til udtryk: "Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer." 

   Også min først udgivne selvstændige bog havde meget fået en munter metaforisk titel: "Skriv sundere" - den var henvendt til sygeplejersker!

En anden teknik jeg har brugt til at komme lettere igang med at skrive, er simpelt hen at begynde med "jeg". Så kører det hele nemmere - talesprogstonen letter på alvoren. 

    Endvidere vælger jeg af samme grund at lade de første paragraffer i artiklen være personlige erindringshistorier - hentet frem fra den episodiske hukommelse som forbinder begge hjernehalvdeles processer - i modsætning til den semantiske hukommelse som er venstre hjernhalvdels-forankret. 

   Det gælder også i plot-artiklen hvor jeg refererer til oplevelser fra min studietid og egen læsning af krimier i de første afsnit.

   Og så tager jeg ofte også en tidligere tekst frem jeg har skrevet og genlæser nogle afsnit af. For at berolige mig selv, har jeg tænkt. Men her i Oliver Sacks og musiksammenhængen tror jeg også det er for at få en "sprogtone" - sprogstil - slået an, som jeg ved er produktiv.

På en måde ligner det jo villede synæstetiske eller metaforiske mentale operationer, operationer hvor man bevidst kobler noget svært, fjernet, abstrakt og upersonligt sammen med noget personligt, nært og konkret - sprogligt set. Det personlige, konkrete, rimede giver hjernen en genvej - en kognitiv optik og kobling - til det i bogstavelig forstand uhåndgribelige og luftigt abstrakte. 

   Man kan også sige der er tale om en form for konceptuel blending - at udtryk og associationer fra en mental verden kobles med et indhold fra en anden.

På samme måde tror jeg det er med dine 'talmagiske' operationer omkring 3-tallet. Dels er det klart en form for kreativ restriktion du pålægger dig selv, og dels er tal og vores talforståelse også noget der delvist foregår via højre hjernehalvdel fordi tal har en rumlig dimension, som tal i en talrække på en linje.

   Fruen som prototype på et højre-hjernehalvdels-domineret menneske, fortæller at hun var god til regning og simpel geometri de første skoleår, men da det blev til matematik (som kræver venstre hjernehalvdelstænkning og -logik) i de højere klasser, så stod hun (=hendes højre hjernehalvdel) af.

   
Men jeg er blevet nysgerrig her: Hvordan er det egentlig med tal-synæstesi?

   Ja, det viser sig faktisk at der er en diagnosticeret en synæstesi-kobling mellem tal og former:

   Wikipedia fortæller om 'Number form synesthesia':

A number form is a mental map of numbers, which automatically and involuntarily appears whenever someone who experiences number-forms thinks of numbers. Number forms were first documented and named by Francis Galton in "The Visions of Sane Persons". 

A number form from one of Francis Galton's subjects.
Note how the first 12 digits correspond to a clock face.

Later research has identified them as a type of synesthesia. In particular, it has been suggested that number-forms are a result of "cross-activation" between regions of the parietal lobe that are involved in numerical cognition and spatial cognition. 

Note this example's upside-down clock face.

In addition to its interest as a form of synesthesia, researchers in numerical cognition have begun to explore this form of synesthesia for the insights that it may provide into the neural mechanisms of numerical-spatial associations present unconsciously in everyone.

Også det som i litteraturen stilistik kategoriseres som 'personifikation', modsvares neurologisk af en form for synæstesi hvor tal, bogstaver, dage- og månedsnavne - og genstande/objekter automatisk kobles sammen med personlighed og personlige egenskaber.
   Wikipedia:

Ordinal-linguistic personification (OLP, or personification for short) is a form of synesthesia in which ordered sequences, such as ordinal numbers, days, months and letters are associated with personalities. Although this form of synesthesia was documented as early as the 1890s modern research has, until recently, paid little attention to this form.

Jeg har tidligere her på bloggen været inde på at H.C.Andersen nok - måske - var synæstetiker, og at ideerne til nogle af de mange eventyr som personificerer legetøj og andre livløse ting, kunne komme derfra. 

   Det, synes jeg, underbygges af dette citat fra Wikipedia-artiklen: 

For example, one synesthete says, "T’s are generally crabbed, ungenerous creatures. U is a soulless sort of thing. 4 is honest, but… 3 I cannot trust… 9 is dark, a gentleman, tall and graceful, but politic under his suavity." Likewise, Cytowic's subject MT says, "I [is] a bit of a worrier at times, although easy-going; J [is] male; appearing jocular, but with strength of character; K [is] female; quiet, responsible....". 

   For some people in addition to numbers and other ordinal sequences, objects are sometimes imbued with a sense of personality. Recent research has begun to show that alphanumeric personification co-varies with other forms of synesthesia, and is consistent and automatic, as required to be considered a form of synesthesia.

Man kan også sige at 3-tallet er det der kendetegner de magiske "devices" i eventyr: tre gåder, tre brødre, tre opgaver, etc. Men grundlæggende er det også en slags rim - bare tal-rim. Jeg tror simpelt hen det beroliger at tænke i 3-taller, og det sker ved at tal-systematikken mentalt set kommunikerer "orden" - og dermed påvirker dopaminsystemet så dopaminet øges, og denne øgning virker sådan det svækker hjernens latente hæmningsmekanismer. Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

I næsten al den klassiske litteratur kan man finde skjulte talsystemer. Men også i moderne systemdigtning. Inger Christensen er berømt for at bruge sådanne systemer. Også Per Højholt. 

For en del år siden var der en kendt litteraturmand, Jens Juhl Jensen, som jævnligt skrev artikler i Information hvor han afslørede hvor centrale disse systemer - primtal og multipla af primtal - var for strukturen i den klassiske digtning. 

   Jeg har fundet hans hjemmeside, og jeg tror du virkelig vil synes det er sjovt: 

http://www.jjjcph.dk/

Se også:    

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Stilistik,_retorik_og_metrik/metrik

Og fra et citat når man googler på talsystemer i litteraturen - her får man både tal og bogstavrim i et greb:

"Thrice to thine and thrice to mine and thrice again to make up nine." Många gudar är tregestaltade (Oden, Vile och Ve, Hög, Jämnhög och Tredje etc.) Oden kallas ibland den andre, syftande på hans demoniska sida som Drugadrottir och Hangadrottir. Tre är den gudomliga aspekten, tre gånger tre är nio och två gånger nio är arton. Den artonde runan (enligt utharken) är eo, hästrunan, syftande på Yggdrazil, som betyder Yggs häst. Ygg är ett av Odens många namn. att man säger "det var som sjutton" istället för arton kan ha sin förklaring i att man "inte ska tala om trollen".

Jeg har læst portrætinterviewet med dig, og der fortæller du at nogle bestemte tal " virker særlig godt" og at fire-, ni-, og to-taller "er gode". 

   Du skulle vel ikke være en tal-synæstetiker? 

   Hvad mener du med at de er "gode". Smager de godt, lugter de godt, føles de godt, har de nogle gode farver, eller forbindes de med lydlige harmonier?

Hvis du er tal-synæstetiker, så kan det være relevant at henvise til at Oliver Sacks også beskriver at flere synæstetikere direkte refererer til at de bruger deres synæstetiske associationer som mnemotekniske hjælpforanstaltninger. De kan ikke huske en melodi, men så kan de huske den er blå, og så går de i mappen "blå melodier" og kan finde den.

   Jeg konsulterer lige fruen: Hun har også "gode tal" - 3 (som er grøn), 5 (som er rød), 9 (som er lys blågrå). Hendes mors navn var Signe - og det var gult (S er gul) og i-et er nærmest pink. O er orange. Hun er født 1939 og det indeholder både 3 og 9 - det sidste endda 2 gange.

Og så lige endnu et  par bemærkninger om synæstesi. 

   Der er kommet en ny morgensvømmer i min lokale svømmehal som er pensioneret litteraturlærer på vores lokale seminarium. Og han havde så læst mit blogindlæg om H.C. Andersens 'Tællelyset' hvor jeg også omtaler synæstesi - men altså som en litterær stilistisk kategori. Det synes han var sjovt - men kendte det ikke som et neurologisk fænomen.
   Men dagen efter citerede han fra julesangens verslinje der siger: "hvor der lugter brunt og brændt". Hvordan kan noget "lugte brunt"? Når den ulogiske sensoriske metafor glider ned ubremset - skyldes det naturligvis netop bogstavrimet "brunt og brændt".

Endelig kan jeg nævne forfatteren og litteraturforskeren Hanne Marie Svendsen, som er gift med dokumentarinstruktøren Poul Martinsens chef i Danmarks Radio gennem 20 år, Verner Svendsen. Hun er ord-farve-synæstetiker, viser det sig.

   Hanne Marie Svendsen blev udspurgt om sit forhold til ord i klummen "Ord fra" i Politikens bogtillæg lørdag den 26. januar.

Giv et eksempel på et smukt ord. 
"Jeg hører og ser ord i farver, og ordene er smukke, når farverne harmonerer. Som barn forelskede jeg mig i ordet 'rosmarin'. Det var gådefuldt og spillede i dejlige kulører Og jeg blev vred, da min mor fortalte mig, at rosmarin bare var en krydderurt, der kunne bruges i farsretter."
Giv et eksempel på et grimt ord.
"Ord som 'knæk' og 'bræk' har for mig en grim levret farve. Og så er det jo løgnagtige ord, der prøver at bilde os ind, at der er noget positivt forbundet med dem: 'Udlændingeservice', 'fritstillet'."
Ord, der maner døsige, dovne billeder frem.
"'Bølgeskvulp'. 'Tusmørke'."

Klummen slutter med at Hanne Marie Svendsen "forærer" Politikens læsere et ord "som de kan smage på og tænke over og bruge efter lyst og behov." Om Hanne Marie Svendsen også er ord-smag-synæstetiker fremgår ikke. Det kan være et rent villet sprogligt retorisk greb at sige at ord 'smager'.

   Det ord hun forærer til læserne er 'bølge'. "Mennesket er kun skum på toppen af bølgen, som forfatteren Georg Büchner siger," begrunder hun det med.

   "Bølgernes skum" er også så titlen på hendes nyeste roman. Jeg kommer straks til at tænke på Hokusais  berømte træsnit med titlen "Bølgen" som jeg har haft hængende på væggen i mange år:

Og ganske rigtigt. Det træsnit er brugt som omslagsbillede på Hanne Marie Svendsen nysudkomne roman:

Den roman handler blandt andet om en forfatter der har lider af skriveblokering af slags. På den førstes side i romanen skriver hun:

Jeg har ikke kunnet skrive i mange måneder. Måske har jeg svært ved at finde noget som er værd at skrive, at sætte i ord, holde ud fra mig, sådan som man gør, når man presser det sammen i et tegn. Et bilede fuld af nuancer, ordene ikke kan rumme. En lyd, men der er altid flere lyde samme; også i stilheden er der lyde som presser sig mod ørerne. En lugt - for nogle år siden mistede jeg delvis lugtesansen, men jeg kan huske lugtene, de er der stadig i mine drømme. Vådt græs, duften fra den flaske parfume,der blev slået i stykker på et toilet og gjorde mig svimmel af erindring.

   Serendipitet.

Den kreative Burmarejse (3) - "Vejen til Mandalay" - om generalerne, folket og vittighederne - og den nye hovedstad i Burma

Når hver rismark drev af tåge, og det led mod solnedgang,
greb hun i sin lille banjo, og Kulla-lo-lo hun sang.
Kind mod kind vi sad og så på bugtens både, stavn ved stavn,
så den store hathi gøre som en tømmerlæmper gavn.
Stable teaktræ favn på favn, i den sjip-sjap-våde havn,
hvor der var så tavst, jeg næppe turde viske hendes navn.
Oh, den vej til Manadalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

På vores 10 dages rundtur til en række smukke og interessante seværdigheder i Burma, så vi ikke meget til det militær, som har dikteret landets liv i de sidste mange år, og altså blandt andet har ansvaret for Aung San Suu Kyis mangeårige husarrest. Og som  direkte - eller indirekte via korruption - tjener fedt på overskuddet fra Burmas store teaktræs fældnings og -eksportindustri - ikke mindst til Kina.

   Så på overfladen virkede landet og befolkningen på mange måder fredeligt og civilt - og mere frit end Kina, hvor vi så en del soldater i miltær-uniform rundt omkring.

   Og der er jo også - ifølge de danske og internationale medier - en åbning mod et friere styre på vej - foranlediget af de reformer som den tidligere general, men nu civile president Thein Sein har igangsat, herunder tilladelsen til at Aung San Suu Kyi fik hævet sin husarrest, og kunne deltage i et suppleringsvalg til parlamentet.

   Men vore lokale guide og reserverejseleder Zaw Zaw var bestemt ikke overbevist om at de åbninger mod et mere demokratisk og frit samfund, ville holde hvis generalernes magt for alvor blev anfægtet.

 

Nu var de seværdigheder vi oplevede jo også valgt ud fra den liste som var blevet tilbudt rejseselskabet af den statslige turistorganisation. Og i den liste indgik ikke et besøg i den af militæret relativt nyanlagte hovedstad Naypyidaw. Den er "still under construction", som Wikipedia fortæller. 

    Googler man billeder på nettet, så ville der ellers have været tilstrækkeligt med usædvanlige og groteske seværdigheder til at fylde mindst et par dage i programmet. Blandt andet en spritny tro kopi af den fantastiske  guldbeklædte Schwedagon Pagode som vi oplevede i den ægte udgave den første aften vi var i Rangoon. 

   Pagode-kopien i den nye hovedstad har fået navnet Uppatasanti Pagoden ("beskyttelse mod katastrofer"!!!!), og er 30 centimeter lavere end originalen:

Uppatasnati - kopi

Schwedagon - original

Naypyidaw ligger ca. 320 km nord for Rangoon - inde i landet, og er anlagt på et stykke uopdyrket "greenland". 

   Hovedstaden som adminstrativt centrum blev officielt flyttet fra Rangoon til sin nuværende placering af generalstyret i 2005. 

   Avisen India Today fortalte sidste sommer:

Like all dictators, Myanmar's Generals suffer from acute paranoia. The fear of popular protests forced the military regime to move the capital from Yangon (population 6 million) to Nay Pyi Taw (hardly any people at all) in 2005. The new capital, built with Chinese assistance is sprawling. The narrowest roads are eight lanes and the widest extend to 24 lines.

   The city's only residents are civil servants and military officials. All ministries and military installations are hidden away from the main road in forested areas.

   The Generals are as superstitious as they are paranoid. One of the reasons given for building a new capital was that every successful Burmese King in history had set up a new capital. The Generals also constructed a gold-plated copy of Yangon's famous pure gold Shwedagon pagoda in Nay Pyi Taw.

Flytningen 2005 skete i øvrigt under megen ståhej og ballade, fordi selv igangsætningen af byggeriet af vejanlæg, præsidentpaladser og regeringskontorer havde været holdt så hemmeligt for befolkningen at det kom bag på en stor del af embedsmændene at nu skulle de hu hej tvangsflyttes til en spøgelsesby som i øvrigt hverken var helt eller halvt færdig med hensyn til vand- og el-forsyning, infrastruktur,  indkøbsmuligheder, kloakering mv.

Filmen "The Lady" der fortalte om Aung San Suu Kyis historie frem til munkeoprøret 2007, fik i Danmark blandt andet dårlige anmeldelser fordi nogle anmeldere mente at det billede som filmen gav af generalerne var for karikeret og for sort hvidt: så stupide og onde kunne de da ikke være som filmen fremstillede dem, var argumentet.

   Min research de sidste par dage tyder på at det er det overhovedet ikke. Generalerne der har siddet på magten siden 1962 er lige så gale, tossede, overtroiske og stupide, som filmen fremstiller dem.

I bussen fik vi af vores to rejseleder fortalt mange absurd utrolige - tragikomiske - historier om genralernes (mis)regimente i landet. 

    Fx besluttede en general for nogle få år siden at indføre højrekørsel over hele landet med få dages varsel. Hvilket selvfølgelig medførte en kraftig forøgelse af antallet af trafikulykker, og som vi oplevede det at halvdelen af bilerne havde rattet i højre side, og halvdelen i venstre,

    En anden general indførte totalt forbud mod alle tohjulede motorkøretøjer i Rangoon fordi hans bilkortege  måtte holde tilbage og vente for en krydsende motorcykel-kortege med sønnen af en anden general i front.  Konsekvensen har været at trafikken i Rangoon kun består af biler, og alle de biler der nu fylder i stedet for de tohjulede køretøjer, får trafikken til at gå fuldstændig i hårdknude i timevis.

Pludselige, uforberedte og uvarslede erklæringer om at pengesedler med bestemte værdier nu var ugyldige og skulle erstattes med andre, har flere gange ført til folkelig uro.

For example, in May 1964, the 50 and 100 kyat notes were demonetized, while in November 1985 the 20, 50 and 100 notes were demonetized and replaced with new kyat notes in unusual denominations (25, 35, and 75). A similar process took place in September 1987 as well, but with a more severe nature: the government demonetized the 25, 35, and 75 kyat notes without warning, leaving 75% of the country’s currency of no value. As a result, a new series of notes (15, 45, and 90 denominations) was issued, but great economic unrest ensued.

Efter sigende har nogle af disse uvarslede udskiftninger af gamle sedler til nye sedler med andre værdier, været begrundet i at generalerne tror på talmagi, og at nogle værdier ifølge den tro er bedre end andre. 

   Det der udløste munke-oprøret i 2007 - også kaldet safran-revolutionen -  var en tilsvarende akut forværring af de økonomiske levevilkår for befolkningen, på grund af uvarslede bortfald af tilskud til brændstof til køretøjer. Wikipedia:

A series of anti-government protests started in Burma (also known as Myanmar) on 15 August 2007. The immediate cause of the protests was mainly the unannounced decision of the ruling junta, the State Peace and Development Council, to remove fuel subsidies, which caused the price of diesel and petrol to suddenly rise as much as 66%, and the price of compressed natural gas for buses to increase fivefold in less than a week.

Samtidig har befolkningen jo altså oplevet at generalerne har postet milliarder og atter milliarder i vej- og bygnings-anlæg i den nye hovedstad, hvor de - har de sikkert tænkt - ville have bedre kontrol over befolkningen end i den ustyrlige gamle hovedstad Rangoon.

   Oprøret og protesterne i 2007 havde præcis Swedagon-pagoden i Rangoon som sit både fysiske og symbolske centrum, og befolkning slog ring om den for at beskytte de fredeligt protesterende og demonstrerende munke mod militærets voldelige overgreb.

Og blandt den brede befolkning cirkulerer der en mængde såkaldt 'generaltvittigheder' - 'Junta Jokes' . Flere af dem blev genfortalt både af Zaw Zaw og af den danske rejseleder Gunnar.

   Mit problem er at jeg ikke kan huske sjove historier på en måde så jeg kan genfortælle dem. Så jeg søger på nettet med forskellige søgeordskombinationer, fx "junta jokes", eller "funny stories about the generals in Myanmar".

    En af de historier jeg fandt i flere udgaver, handler om tandlæger, og lyder som så:

- Hvorfor er der ingen tandlæger i Burma?

- Fordi det er forbudt at åbne munden i Burma!

Elller:

Par Par Lay went to India for the Dental treatment. Indian Dental Surgeon was quite surprised as Par Par Lay came all the way from Burma to India, just for a simple Dental treatment.
   Then he asked. “Don’t you have Dental Surgeons in Burma?”
   Par Par Lay replied, “Yes Sir, but they were unable to work as Burmese people are ordered not to open their mouth by the Military Government of Burma.”

Her en anden der gør grin med den dårlige el-forsyning:

Electricity is so scarce in Burma that one is not likely to get electric shock if one puts you finger inside a plughole. But don´t touch the junta´s newspaper! It´ss charged with hundreds of thousand of volts.

Og flere:

- Hvornår vil Burma få demokrati?

- Den 30. februar! 

Burmese Tatmadaw has announced that its new national symbol is the Condom, because it accurately reflects the government stance. A condom allows for inflation, halts production, destroys the next generation, protects a bunch of pricks and gives us a sense of security while we’re actually being screwed!

Senior General Than Shwe and General Maung Aye were in a helicopter looking down Rangoon. Than Shwe said, “Maung Aye, if I throw two 1000 Kyat notes down, two people will be happy.”

   Not wanting to be outdone, Maung Aye said, “If I throw 200 of 10 Kyat notes, 200 people will be happy.”

   The pilot heard the conversation and said, “If I throw the two of you down, 50 million Burmese will be happy.”

The junta in Burma has created a new first-class postal stamp featuring its leaders. The stamp was not sticking to envelopes, which enraged the junta, who demanded a full investigation. After a month of testing, a special junta commission presented the following findings about why the stamps were not sticking:

  1) The stamp is in perfect order.

  2) There is nothing wrong with the adhesive. 

  3) People are spitting on the wrong side. 

Du kan finde flere generalvittigheder på adressen: 

http://burmadigest.info/wp-content/uploads/2009/04/burmese-political-jokes-20090413draft.pdf

Her er en række forslag til at gøre generalerne til grin med practical jokes fra Burma Digest:

In Burmese, the military word, General, is called Bo Gyoke, which is pronounced Bo as in the beautiful Bo Derek, Gyoke as in the English word, joke. Since silly antics of the Burmese Bogyokes are laughable beyond compare,

   — such as insisting upon moving an entire capitol on the 11 minute of the 11 hour of the 11 day of the 11 month to a jungle hideout simply on the advice of an astrologer,

   — or the wedding of one’s own 70 year-old wife (without divorcing her) to a 35 year-old gigolo stud actor and then coming along for the honeymoon, (General Than Shwe actually did this)

   — and countless other funny, and funnier-still stories, it is only mete and proper that the Burmese word for Bo Gyoke be spelled as Bo Joke.

Og videre:

Dear Readers,

   We will be presenting to you in the weeks that follow — a series of Practical Jokes on our “Beloved” Burma Bo Jokes, our beloved Burmese Generals, in which we invite you to send in Your Own Ideas for which we shall credit you with authorship. Below we describe to you some tentative ideas which we will present week after week. If, however, we receive from you, our Readers, a good idea, then we shall give credence to you first and then later on resume our Series. Below now is the first of our Bo Joke Series.

   No. 1: Panty Power for the Phone Naint Downfall of the Generals”

   Behold, the overwhelming power of women over that of men whose minds are overblown with self-important arrogance. Men who think they are emperors with royal naypyidaw capitols and kingly titles and regalia. The higher they are, the lower they fall. Ergo, whenever these high and mighty kings meet with the garment of women, they will fall, for such is their belief.

Jeg fandt faktisk også en variant af den lange historie som Zaw Zaw fortalte i bussen allerede den første dag i Rangoon:

Recently, three very important government officials from Thailand, Korea, an d Burma had some important business and had to travel by train, accompanied by their PA’s (personal assistants). During the long trip, the Thai official got hungry and told his PA to bring out a couple of lobsters. They were so big that the plate could not fit both, and so the Thai very deftly picked up the extraneous lobster and flung it out of the window as if it was a piece of trash.

   “Why did you do that?” the Burmese official hungrily asked. The Thai nonchalantly replied, “Oh, in my country, lobsters are SO cheap and plentiful.” So the Burmese just had to rub his hungry stomach and sat silently, deep in thought. After all, food has become very expensive and meat is scarce in Burma. He felt so bad that the Thai had thrown away the lobster. But he did not dare complain or else it would be a loss of face, theikkhar kyaht.

   Not to be outdone, the Kore an snapped his fingers and his PA brought a very expensive, fancy-looking cell phone. After he finished his call, he casually flung it out the window like a cigarette butt. “WHY did you do that?” the Burmese official asked. The Korean replied, “Oh, cell phones are SO cheap and plentiful in my country.” Again, the Burmese official rubbed himself, this time in the face, because he felt like crying. After all, cell phones are expensive and hard to get in Burma, and the government has to be bribed heavily even to get an ordinary land-ine telephone.

   He again sat silently, deep in thought. How was he going to outdo the other two? National honor, Naingandaw Theikkhar, was at stake. He snapped his fingers and his PA brought him a cigarette, While smoking, he snapped again for a stiff drink, and again, the PA jumped into action and poured a Johnny Walker Black, unthinkably unaffordable for a typical Burmese citizen. Of course, he threw away the cigarette butt and the PA came to fetch the empty glass. There was no way he could throw away the whiskey. No way.

   Then Burmese assistant came to ask if there was anything, anything else that he could do for his boss.

   “No, there is nothing more. You have done your duty well;” said the official and his eyes suddenly gleamed as if he just had a bright idea. He grabbed his assistant by the back of his neck and threw HIM out of the window!

   Both the Thai and Korean sprang up, shocked, aghast, demanding to know: “WHY did you do that???” The Burmese official explained in a bored manner, “Assistants like these, are so cheap and plentiful. They are so willing. You can order them to do anything.

I Zaw Zaws version slutter historien med at burmeseren smider en general ud ad vinduet idet han siger: "Generals are so cheap and plentifull in our country,"

Dette er desværre ikke en joke, men virkelighed. Se her fotografier fra den for nyligt anlagte by: Naypyidaw, den nye hovedstad i et af verdens mest forarmede lande:

   

When the mist was on the rice-fields an' the sun was droppin' slow,
She'd git 'er little banjo an' she'd sing "Kulla-lo-lo!"
With 'er arm upon my shoulder an' 'er cheek agin' my cheek
We useter watch the steamers an' the hathis pilin' teak.
Elephints a-pilin' teak
In the sludgy, squdgy creek,
Where the silence 'ung that 'eavy you was 'arf afraid to speak!
On the road to Mandalay . . .

(fortsættelse følger)

Den kreative Burmarejse (2) - "Vejen til Mandalay" - om militæret og de etniske minoriteter i Burma

Gult var Skørtet, grøn var Huen, som min Birma-Jomfru bar;
Supiyawiat hed hun – samme Navn, som Theebaws Dronning har
Paa en hvid Cerut hun røg, da første Gang hun for mig stod,
og hun øsled kristne Kysse paa en hedensk Afguds Fod.
Kun af snavs den Gud bestod, kaldtes Buddha, vis og god,
straks da jeg tog til at kysse, hun sin Gud i stikken lod!
O, den Vej til Mandalay, fuld af Flyvefisk i Leg,
og hvor Solen brød som Torden frem bag Kinabugtens Kaj!

Sangen om vejen til Mandalay fortæller om den engelske soldat der på Kiplings tid længes tilbage til sit liv i kolonien og til sin Burma-kæreste, som - antyder versene - er en fri og selvstændig kvinde. 

   Og oplevelsen fra Burma-rejsen var faktisk at kvinderne vi mødte fremtrådte relativt frie og selvstændige, og at den lokale kulturs holdning til dem stod i positiv kontrast til fx. de holdninger til kvinder der dominerer den arabiske landes kultur - og den indiske kultur!

   Et Wikipedia-opslag på nettet bekræfter indtrykket

Historically, women in Burma (Myanmar) have had a unique social status inBurmese society. According to the research made by Daw Mya Sein, Burmese women "for centuries – even before recorded history" owned a "high measure of independence" and had retained their "legal and economic rights" despite the influences of Buddhism and Hinduism. Burma once had a matriarchal system that includes the exclusive right to inherit oil wells and the right to inherit the position as village head. Burmese women were also appointed to high offices by Burmese kings, can become chieftainesses and queens.[

Så det giver også et ekstra sidelys på Aung San Suus historie, synes jeg.

Jeg har skrevet om det før, og oplever det nu igen. Når man er fuld af indtryk, billeder, associationer fra en stærk oplevelse eller et vigtigt emne, så myldrer det pludselig frem med 'bonusmateriale' fra aviser og andre medier.

   Dagligt har der siden hjemkomsten været artikler i flere af de aviser jeg læser der har haft Burma som tema. Især om den politiske situation,  dels fokuseret gennem Aung San Suu Kyis person og de stadig usikre muligheder for at demokratiet kan slå rod,  og dels fokuseret på kampene i de nordligste områder på grænsen til Kina - i den hovedsageligt kristne delstat Kahcin.

   Idag havde Information fx en artikel med rubrikken "Kina kunne stoppe borgerkrig i Myanmar", og med underrubrikken: "Kina spiller på to heste i borgerkrigen mellem Myanmars regeringhær og oprørsstyrker. Krigen har direkte indflydelse på kinesiske interesser - og for Kina er den både en trussel og et nyttigt pressionsmiddel."

   

Så langt oppe nordpå var vi  naturligvis slet ikke ikke. Men vi fik at vide af vores etnisk indiske guide og medrejseleder Zaw Zaw at det var meget kompliceret og uigennemskueligt hvad der forgik og hvilke interesser og spillere der var involveret i de forskellige konflikter mellem den burmesiske hær og de lokale etniske befolkninger.

   Når man i medierne kunne læse at 'regeringshæren' gjorde det ene og det andet i den provins, så kunne det meget vel være at det i virkeligheden kun var den lokale general som agerede og førte krig på egen hånd, uden overordnet styring fra de generaler som sad i regeringen i hovedstaden.

   Noget af konflikten kunne simpelt hen hænge sammen med at de lokale militære ledere i Kahcin-området havde økonomiske interesser i minedrift og teaktræ-fældning i området som de brugte deres tropper til at forsvare eller udvide.

 

Som jeg skrev i det foregående indlæg, så var vores rejse så at sige framet gennem Aung San Suu Kyis symbolladede skikkelse og livshistorie. 

   Som metonym på en politisk bevægelse i landet, og som metafor på en ny nation i svøb med en ny identitet, leverede hun for mig, og tror jeg, også for mine medrejsende, en af de vigtige optikker som  Burma blev oplevet igennem.

   Undervejs så vi rigtig mange billeder af hende og hendes far i busserne vi kørte i,  og på væggene i flere af de hoteller vi besøgte. Plakater og fotos med hendes ansigt som motiv kunne købes de fleste af de markeder vi besøgte.

   

Umiddelbart var jeg jo derfor også interesseret i hvordan Aung San Suu Kyi stillede sig til kampene i nord. Et eller andet sted havde jeg læst at hun har været "overaskende tavs" af en fredsprismodtager der går ind for ikke-vold, at være.

   Det fik vi vist ikke afklaret i bussen.

   Men en søgning på nettet viser at hun faktisk, mens vi rejste rundt, har taget offentlig stilling. Her citeres hun i den engelsksprogede avis "Irrawaddy" fra den 16. januar:

“I don’t like any kind of war or violence,” said the Nobel Peace Prize laureate. “I have always said that we should negotiate amongst ourselves so that there is no need to fight like this.”

   She added: “We will only be able to avoid such conflicts if we begin to practice a culture of negotiation.”

   Regarding her own role in resolving the conflict, Suu Kyi said that despite being a member of Burma’s Parliament, she has limited power to directly address the issue.

   “I am not a member of Parliament’s Ethnic Committee. That doesn’t mean that I don’t take responsibility for the matter or that I don’t care about it, but different committees should respect each other and not interfere in each other’s work,” she said.

   She added, however, that Burma’s ethnic issues are not just a matter for MPs, but can only be resolved through the efforts of all citizens, including the country’s media.

   “Mutual respect and mutual trust are the key to solving the ethnic issues. We, as well as the government, have to ask ourselves whether we understand the goals of the ethnic people and whether we can help them fulfill their goals,” she said, adding that she would be willing to assist in the peace process if she is invited by the government.

Hvor vigtig en figur er og hvor vigtig hendes offentlige  stillingtagen er selv om hun ingen magt har, men blot er et menigt parlamentsmedlem valgt ved et suppleringsvalg for nylig, fremgår af dette billede fra en opfølgende artikel i The Guardian dagen efter.

    Artiklen fortæller blandt andet om Kachin-demonstranter foran den Burmesiske amabassade i Bankok i Thailand:

Kchin protesters in Thailand hold placards and a picture of Aung San Suu Kyi,
during a demonstration outside the Burmese embassy in Bangkok.
Photograph: Narong Sangnak/EPA

Jeg husker fra filmen "The Lady" hvordan vi ser Aung San Suu Kyi i 1989 rejse rundt i landet til en lang række minoriteter og føre valgkamp for at få deres støtte til hendes demokratibevægelse. 

   Blandt andet viste filmen at hun besøgte den Kayan-stamme fra Karen-minoriteten som er kendt for deres langhalsede kvinder med messingringe om halsen:

Om disse valgmøder med en række etniske minoriteter er fiktion eller afspejler virkeligheden omkring 1989-valgkampen, ved jeg ikke.

   Selv så vi en enkelt Karen-kvinde med de gyldne ringe om den lange hals da vi besøgte Pyathadar (Pyathatgyi) Templet Bagan-området:

Eksotisk og fascinerende. Og smukt! 

   Men er det ikke også en form for kvindeundertrykkelse - i modstrid med den generelle tradition i Burma?

   Wikipedia:

Many ideas regarding why the coils are worn have been suggested, often formed by visiting anthropologists, who have hypothesized that the rings protected women from becoming slaves by making them less attractive to other tribes. Contrastingly it has been theorised that the coils originate from the desire to look more attractive by exaggerating sexual dimorphism, as women have more slender necks than men. It has also been suggested that the coils give the women resemblance to a dragon, an important figure in Kayan folklore. The coils might be meant to protect from tiger bites, perhaps literally, but probably symbolically.

   Kayan women, when asked, acknowledge these ideas, but often say that their purpose for wearing the rings is cultural identity (one associated with beauty). The coil, once on, is seldom removed, as the coiling and uncoiling is a lengthy procedure. It is usually only removed to be replaced by a new or longer coil. The muscles covered by the coil become weakened.

   Many women have removed the rings for medical examinations. Most women prefer to wear the rings once their necks have become elongated, as the area of the neck and collarbone often becomes bruised and discolored. Additionally, the collar feels like an integral part of the body after ten or more years of continuous wear.

   In 2006 some of the younger women in Mae Hong Son started to remove their rings, either to give them the opportunity to continue their education, or in protest against the exploitation of their culture and the restrictions that came with it. 

Men ellers må man sige at vi ikke mødte minoriteter som en del af Burma-turen. Dette i modsætning til  oplevelserne vi havde på grupperejsen til Kina, "De Vilde Svaner", for et par år siden hvor kineserne jævnligt gennem turistevents fremhævede hvor højt staten og samfundet værdsatte de etniske minoriteters særlige kultur (Tibet undtaget!). 

   Der er ellers officielt anerkendt 135 minoriteter i Burma - fordelt på 8 "storgrupper", og blandt dem tales der omkring 100 forskellige sprog. 

Da det er den burmesiske statslige turistorganisation der bestemmer hvilke turistmål fremmede rejsebureauer kan tilbyde, så siger det måske også noget om at regimet er nervøs for for meget fokus på at landet faktisk er et kludetæppe af kulturer, og at landets befolkning er sammensat af forskellige befolkningsgrupper indvandret i århundredernes løb fra både vest, nord, øst og syd.

En videre søgning på nettet bekræfter at militærregimet kan have al mulig grund til ikke at lade turister møde nogle af de etniske minoriteter. En hjemmeside citeer Aung San Suu Kyi:

Rape is used in my country as a weapon against those who only want to live in peace, who only want to assert their basic human rights, especially in the areas of the ethnic nationalities. Rape is rife. It is used as a weapon by the armed forces to intimidate the ethnic nationalities and to divide our country.

Citatet indleder et indlæg på hjemmesiden som har overskriften:

License to rape: How Burma’s military employs systematic sexualized violence

Artiklen på nettet fortsætter:

Last week, a young woman from the Karen ethnic minority in Burma reported being “beaten, drugged, and sexually assaulted by two men wearing army fatigues.”

   In November 2011, reports emerged that four women were being kept as sex slaves by the Burmese military near the Kachin-China border; forced to cook and clean during the day and gang-raped at night by the soldiers in the Light Infantry Battalion 321.

   These reports, unfortunately, are not rare.

   Such incidents are a part of a pattern of consistent and systematic sexualized violence perpetrated by the Burmese military, particularly against women in Burma’s ethnic groups.

    In a seminal 2002 report, the Shan Human Rights Foundation and the Shan Women’s Action Network found that there appears to be “a concerted strategy by the Burmese army troops to rape Shan women as a part of their anti-insurgency activities.

    The incidents detailed were committed by soldiers from 52 different battalions. Eighty-three percent of the rapes were committed by officers, usually in front of their own troops… .Out of the total 173 documented incidents, in only one case was a perpetrator punished by his commanding officer.”

   Rape, has been, and is being used in Burma as a strategic weapon of war. 

http://www.womenundersiegeproject.org/blog/entry/license-to-rape-how-burmas-military-employs-systematic-sexualized-violence

De generaler og deres lejesvende er godt nok nogle dejlige drenge. Men hyggeonkler er de ikke.  Dem vender jeg tilbage til senere - for de betød noget for hvor munter vejen til Mandalay viste sig også at blive.

'Er petticoat was yaller an' 'er little cap was green,
An' 'er name was Supi-yaw-lat -- jes' the same as Theebaw's Queen,
An' I seed her first a-smokin' of a whackin' white cheroot,
An' a-wastin' Christian kisses on an 'eathen idol's foot:
Bloomin' idol made o'mud --
Wot they called the Great Gawd Budd --
Plucky lot she cared for idols when I kissed 'er where she stud!
On the road to Mandalay . . .

                                            (fortsættes)

Den kreative Burmarejse (1) - "Vejen til Mandalay" - og Aung San Suu Kyi

Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en Burma-pige, det er mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej.
Kom igen, soldat fra England, kom igen til Mandalay!
Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!

Et hold danske turister synger disse linjer i en bus på en vej i Burma/Myanmar, nærmere bestemt i omegnen af byen Mandalay. Det sker under ledelsen af den danske rejseleder Gunnar der har uddelt sangens tekst til hele holdet. 

   Jeg og fruen og moster synger med ad fuld hals - den sang som de fleste lidt ældre danskere husker fra Giro 413 sunget af Four Jacks, yngre husker den måske i Kim Larsen-versionen, endnu ældre mindes den i Mogens With-versionen fra 1942.

   Jeg foretrækker Four Jacks-versionen.

Burma er et land jeg har læst om, hørt om og set billeder fra i massemedierne de senere år. Ikke for det gode.
   Og jeg husker jeg har set en fascinerende prisvindende dokumentarfilm for nogle år siden: "Burma VJ" af den danske dokumentarinstruktør Anders Østergaard. Om et oprør i landdet 2007 ført an af buddistmunke og vendt mod landets militære magthavere.
   Politisk set har Burma i mange år været et militærdiktatur af den groveste slags - sådan nærmest i familie med Nordkoreas.
  Men i modsætning til Norkorea, så er der her tale om et regime med en internationalt berømmet moralsk heltinde Aung San Suu Kyi som politisk modstander, en kvinde der har modtaget Nobels fredspris i 1991 - for sin ikke-voldelige kamp for demokrati og menneskerettigheder i landet.

   Hun er et par år yngre end mig, noterer jeg. Født 1945.

Som leder af National Leage for Demokracy vandt hun en jordskredsejr ved et valg i 1990, men var  allerede inden valget blevet sat i husarrest af generalerne.

    Efter husarresten i 15 af de seneste 21 år, blev Aung San Suu Kyi den 13. november 2010 løsladt af magthaverne.

   Hun er datter af general Auang San, som forhandlede Burmas uafhængighed fra Storbritanien 1947, og som blev myrdet af rivaler samme år.

   Hun studerede ved universitet i Oxford hvor hun mødte sin engelske mand, som hun har 2 børn med.
   Hun er som politisk personlighed i samme klasse som Václav Havel og Nelson Mandela.

I forruden til bussen som vi kørte og sang i i omegnen af Mandalay, hang der side om side et foto af hende og et foto af faderen general Aung San der er landets nationalhelt - tilsvarende Nehru og Gandhi i Indien:

Som noget af det første på rejsen så vi general Aung Sans kontor i Rangoon, der var bevaret som en slags mindestue:

Og som noget af det sidste på rejsen så vi porten til Aung San Suu Kyis hus som hun sad i husarrest i de mange år:

På den modsatte side af vejen lå den militærforlængning hvorfra hun er blevet overvåget døgnet rundt i hele perioden.

Jeg så for ikke så længe siden spillefilmen om Aung San Suu Kyis liv: "The Lady". Ikke verdens bedste film, men den gav et meget godt indtryk af hendes liv og virkelighed. Og jeg genkendte her lokaliteten fra filmen.

Flere venner og bekendt havde anbefalet at vi skulle se at komme til Burma inden turistindustrien for alvor kom igang. Og min vane tro læste jeg ikke på lektien inden afrejsen til Burma. Ingen "Turen går til Burma" eller lignende. 

   Jeg havde kun lige skimmet rejsearrangørens program for et halvt år siden da vi bestilte rejsen. 

   Så jeg tog på rejsen med et åbent sind - og ikke særligt konkrete forventninger - kun relativt vage associationer og diffuse fantasiforestillinger. Sammen med fruen og moster - og 26 andre danskere - de fleste nogenlunde jævnaldrende - og ligesom på vores tidligere rejser til Japan og Kina - medrejsende der for de flestes vedkommende var meget mere berejste end vi var.

Men hvad har sådan en rejse egentlig med temaet kreativitet at gøre?
   Umiddelbart er svaret simpelt. Kreativitet indebærer overskridelse af grænser, blending af adskilte konceptuelle rum. Så enhver rejse til et nyt og fremmedartet land er en rejse ind i en verden hvor fantasi blandes med virkelighed. Og ud af dette mix, vokser oplevelserne frem.

Her kommer så lige Mandalay-sangen i Four Jacks-udgaven, skrevet af Kipling, gendigtet på dansk af Kai Friis Møller:

Og her er traileren til Burma VJ-dokumentaren, filmen kan ses stykvis på YouTube:

By the old Moulmein Pagoda, lookin' eastward to the sea,
There's a Burma girl a-settin', and I know she thinks o' me;
For the wind is in the palm-trees, and the temple-bells they say:
"Come you back, you British soldier; come you back to Mandalay!"
Come you back to Mandalay,
Where the old Flotilla lay:
Can't you 'ear their paddles chunkin' from Rangoon to Mandalay?
On the road to Mandalay,
Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!

(fortsættelse følger)