Akvarelmaleriets mysterier (9) - Rudolf von Alt - en af jugendstilens inspiratorer og en akvarelmaler af Guds nåde

Under min research på jugendstilen og dens rødder, stødte jeg på den østrigske maler Rudolf von Alt (1812-1905). Han blev udnævnt til "æresformand" i en forening som i nogle år omkring 1900 var rammen for bl.a. jugendestilens malerer og udstillinger i Wien, med Gustav Klimt som den første formand. Foreningen havde navnet The Vienna Secsession.

   Wikipedia:

The Vienna Secession (also known as the Union of Austrian Artists, or Vereinigung Bildender Künstler Österreichs) was formed in 1897 by a group of Austrian artists who had resigned from the Association of Austrian Artists, housed in the Vienna Künstlerhaus. This movement included painters, sculptors, and architects. The first president of the Secession was Gustav Klimt, and Rudolf von Alt was made honorary president. Its official magazine was called "Ver Sacrum".

Og hvorfor blev Rudolf von Alt, som jo egentlig var to generationer ældre end de oprørske unge malere i Wien, udnævnt til æresmedlem af The Vienna Secession?

   Derfor:

Rudolf von Alt er i høj grad arkitektur-, interiør- og city-scape-maler, og i hans senere malerier kan man finde et vist slægtskab med de franske empressionister i kraft af det vibrerende lys der gennemsyrer billederne, sammen med et fascinerende dybdeperspektiv:

 

Som det fremgår var Rudolf von Alt meget betaget af Venedig-motiver. Og det er jeg også. Har været der tre gange, og har fået et visuelt spark i sjælen ved hvert besøg. Venedig vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

Men når jeg især vil fremhæve Rudolf von Alt her på bloggen, så er det fordi jeg blev klar over at han er en af de helt store akvarelmalere. I klasse med englænderen William Turner.

   Rudolf von Alt udnytter til fulde og mesterligt den næsten overjordiske og mystiske lethed som netop akvarelmaleriets lag på lag-teknik, kombineret med vådt i vådt-teknikken, kan forlene motiverne med. 

   Alle de foregående billeder er akvarelmalerier. Tro det eller ej!

   Og se bare her - flere billeder der demonstrerer hvad mesteren kan med 'vandfarver':

Klik ind på dette link og se mange flere af Rudolf von Alts akvareller:

http://www.wikipaintings.org/en/rudolf-von-alt/view-of-salzburg-1831#supersized-artistPaintings-253396

Den plastiske hjerne (1) - de seks dimensioner i personlighedens emotionelle stil

Hvor stabilt er vores hjernes konstruktion - dens "arkitektur" - over tid? Hvor stabil er vores personlighed over tid? Hvor påvirkelig er hjerne og sind af emotionelt stærke begivenheder som den enkelte oplever i krisesituationer? Og hvorfor reagerer to mennesker vidt forskelligt på samme barske oplevelser og vilkår?

   Det er spørgsmål som har ligget og luret neden under en af de tankemæssige hovedveje jeg har fulgt på denne blog, nemlig om de ofte barske forhistorier fra barndom og ungdom som rigtig mange af de særligt kreative personligheder med karrierer inden for politik, forskning og kunst har kunnet fortælle. Det er historier om radikalt og pludselig at skifte miljø og sprog, om tab af tryghed i ellers nære sociale tilhørsforhold, om savn af en eller begge forældre, om skilsmisser, om mobning i skolen, om at føle sig udenfor og fremmed i forhold til omgivelserne, om at være splittet mellem to kulturer og sprog.

Min meget forenklede teori har været, at den type barske negative vilkår hos nogle mennesker og under nogle omstændigheder fører til  emotionelt betingede reaktionsmønstre som, fastholdt over længer tid, fremmer konstruktionen af en særligt "kreativ hjerne". Og  at der i den konstruktion indgår at hjernens fantasiliv stimuleres uforholdsmæssigt meget, dvs. det udvikler de dele af hjernens komplekse modulsystem som kaldes the default network præcis som hård træning kan udvikle muskler til at fungere bedre. 

    Talemåden "Hvad udad tabes, skal indad vindes," er på en eller anden måde ret præcist i forhold til det reaktionsmønster. Typisk er i hvert fald at rigtig mange særligt kreative personligheder kan fortælle om at de i den slags situationer hvor de oplever længervarende "tab" og "savn", isolerer sig, vender sig "indad" - og i de perioder pludselig får et stort behov for og udbytte af at læse fiktion.

   Og så har jeg jo også måttet konstatere at de selvsamme negative vilkår med oplevelser af kritiske tab og (af)savn kan indebærer et liv med social deroute, kriminalitet, alkoholisme, narkomani - you name it.

Derfor spidsede jeg øjne da jeg læste om Richard J. Davidssons forskning om "følelsesmæssig stil", som kan defineres som en variabel og vægtet kombination af forskellige mentale og emotionelle parametre:

• Resilience (= ukuelighed, robusthed, mental udholdenhed) : how slowly or quickly you recover from adversity
• Outlook (= optimisme, "et lyst sind", positivt " livssyn"): how long you are able to sustain positive emotion.
• Social Intuition (= fornemmelse for andres fornemmelser): how adept you are at picking up social signals from the people around you.
• Self Awareness (= selvindsigt): How well you perceive bodily feelings that reflect emotions.
• Sensitivity to Context (= emotionel selvkontrol tilpasset situationen): how good are you at regulating your emotional responses to take into account the context you find yourself in.
• Attention (= nærvær, opmærksomhed, koncentration): how sharp and clear your focus is.

I mit indlæg den 7. juli omtalte jeg kort og summarisk Richard J. Davidson som den forsknngsmæssige hovdfigur bag den dokumentarfilm som båd i Danmark og internationalt har fået en meget positiv omtale: "Free the Mind" - instrueret af Phie Amboes:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/frigr-sindet-med-tankens-kraft-om.html

Richard J. Davidsons helt nye bog som jeg lige har anskaffet, har titlen: "The Emotional Life of Your Brain". Og undertitlen lyder: "How its uniqe patterns affect the way you think, feel and live - and how you can change them".

   Bogen er skrevet sammen med Sharron Begley, som er en slags amerikansk pendant til vores egen suveræne videnskabsjournalist Lone Frank. Begley har så også selv skrevet en mere populariseret indføring i de ret så revolutionerende og kontroversielle teorier og ideer inden for neuroscience-feltet som Davidson har udviklet gennem eksperimentel hjerneforskning over en lang årrække.

   Begleys bog udkom 2009, så mon ikke det er den - og dens bestseller-succes - der har givet anledning til en invitation fra professor Davidson til at hun bistod ham med at skrive hans bog. Han er nemlig også en af "heltene" i Begleys bog. 

Hvad er det der er fascinerende ved Davidsons bog - og ved hans teoretiske og empirisk funderede nytænkning?

   Først og fremmest er det det at den er dramaturgisk "plottet", og det er nok i høj grad Begleys fortjeneste. På samme måde som fx Joshua Foer´s 'Moonwalking with Einstein', eller Steven Johnson´s 'Mind Wide Open', eller Lone Franks 'Mit smukke genom' er journalistisk plottede, nemlig som en  kombineret opdagelsesrejse og udviklingshistorie med fortælleren som subjekt.

   Davidson taler i introduktionen om 'A Scientific Quest', som Wikipedia definerer sådan her:

A journey towards a goal ...the objects of quests require great exertion on the part of the hero, and the overcoming of many obstacles. 

En vidneskabelig rejse mod et vanskeligt mål, som indbærer store anstrengelser og overvindelse af stor modstand. Et set up til et eventyr!.

    Davidson fortæller kronologisk hvordan han skridt for skridt er kommet til en forskningsmæssig grænseoverskridende forståelse af hjernen, af den menneskelige personligheds sindstilstande og af det følelsesliv som udspringer af forskellige dele af hjernens forskellige neurologisk og neurokemiske reaktionsmåder, dels i forhold til mødet med omgivelserne og dels i forhold til sindets indre liv.

"The Emotional Life of Your Brain" fortæller simpelt hen en spændende historie - som har karakter af en slags forskningsmæssig selvbiografi - en personligt fortalt  erkendelsesrejse - et livsforløb præget af  en masse forskningsmæssig modstand, af egen tvivl og usikkerhed, og gang på gang også af mentalt gennembrydende aha-oplevelser.

   Udervejs formulerer han en række empiriske funderede opgør med det man kunne kalde mainstream opfattelsen inden for psykologien og neurovidenskaben: om hvordan hjernen er indrettet og fungerer i forhold til følelseslivet hos det enkelte menneske, og i forhold til det enkelte menneskes individuelle udvikling fra barn, til ung, til voksen og ældre.

This book describes a personal and professional journey to understand why and how people differ in their emotional response to what life throws at them, motivatede by my desire to help people lead helthier, more fulfilling lives. The "professional" thread in this tapestry describes the development of the hybrid discipline called affective neurscience, the study of the brain mechanisms that underlie our emotions and the search for ways to enhance peoples sense of well-being and promote positive qualities of mind. The personal "thread" is my own story. 

Davidsons fortælling viser at han selv er mønstebryder og outsider i forhold til de dominerende forskningsmiljøer og de dominerende antagelser inden for forskningfeltet:

(...) I have ventured outside the boundaries enclosing these disciplines, sometimes getting stuck down, but in the end, I hope, achieving at least som of what I set out to do: to show through rigorous research that emotions, far from being the neurological fluff that mainstream science once believed them to be, ar central to the functions of th brain and to the life of the mind.

Hans udvikling af teorien om de forskellige emotionelle stilarter er kendetegnet ved at hver af de 6 dimensioner kan testes som hhv. stærkt eller svagt udviklet, og at de empirisk kan vises at have med meget forskellige dele af hjernens funktionsmåde og neurale aktivitetsniveau at gøre:

• Stærk eller svag mental robusthed afhænger af styrken af signalerne mellem den prefrontale cortex og den del af hjernen der kaldes amygdala.
• Styrken af den sociale intuition hænger sammen med høj neural aktivitet i den del af hjernen som kaldes fusiform gyurus og kun moderat aktivitet i amygdala.
• Hvor god man er til at styre sine følelser i forhold til forskellige former for kontekst, afhænger af hvor høj den neurale aktivitet er i den del af hjernen som kaldes hippocampus.
• En høj grad af selvindsigt hænger sammen med høj aktivitet i den del af hjernen som kaldes insula.
• Stærk eller svækket opmærksomhed og koncentrationsevne hænger sammen med hvor godt prefrontal cortex evner det der kaldes 'phase-locking' som reaktion på eksterne sansestimuli.
• Den optimistiske hjerne ('outlook'-dimensionen) variere med hvor stærkt og vedvarende hjernens kemiske belønningssystem (nucleus accumbens) er aktivt, og dette belønningssystem er reguleret af hvor stærke signaler det modtager fra præfrontal cortex.

Læseren bedes i første omgang gå til den engelske Wikipedia for at få at vide hvilke funktioner man typisk tillægger amygdala, fusiform gyrus, prefrontal cortex, hippocampus, etc.

De fleste af de personligheds-typologier som den psykologiske og neurologisk forskningen har arbejdet med, og som jeg også har refereret i forskellige indlæg på denne blog, går ud fra at den enkelte person typisk er fx introvert eller ekstrovert, eller er en Highly Sensitiv Person (HSP), eller en High Sensation Seeker (HSS), eller en ADHD´er. Og at det er noget man "er" så at sige fra naturens hånd - og bliver ved med at være hele livet. Hvad der så i øvrigt passer godt med at man har konstateret at disse særlige personlighedstyper ofte kan begrundes i genetisk funderede psykiske egenskaber (="fra naturens hånd"). 

Richard Davidson spørger så sig selv - og giver sig til at undersøge og teste - om det enkelte menneskes personlige emotionelle stil er noget der er permanent for den enkelte person, hvad det ville være naturligt at gå ud fra - netop fordi Davidson  har forankret hver enkelt dimension i den emotionelle stil i et hvert sit specifikke empirisk påviseligt samspil mellem forskellige dele af hjernens moduler og funktioner.

   Men svaret er nej. 

En forsøgsrække over  en 6-årig periode viser at børn der er kendetegnet ved én markant emotionel stil, meget vel kan have skiftet til en anden i løbet af en tre-årig eller seks-årig periode. Man kan altså ikke med nogen sikkerhed slutte fra hvordan et barns emotionelle personlighed er når det er tre år, til hvordan dets emotionelle personlighed ville blive 6 år efter. Ca. en tredjedel er ifølge Davidsons forsøgsrække stabile mht. emotionel stil, en tredjedel flyttede sig noget (ind mod midten), og en tredjedel skiftede til deres emotionelle modsætning.

   Davidsons forklaring på dette er at den nyeste forskning i genetik viser at gener kan tændes og slukkes - afhængig af de påvirkninger individet får fra mødet med forskellige begivenheder og vilkår i omgivelserne. Og at den mekanisme også kan føre til ændringer i en personligheds emotionelle stil. 

Konklusionen er lysende klar (og jeg er nået ca. halvt igennem bogen):

These discoveries  about the malleability (i.e. formbarhed, plasticitet) of a key facet of Emotional Style - and indeed, of personality, temperament, and other genetically based traits - provide the foundation for parents and teachers to identify af child´s Emotional Style and try to shape it. 

   Even if a child has a genotype that predisposes him to be anxious, being raised in a relaxed andnurturing envionment can dial down those genes, quite littreally, by altering the extent to whiich priticular genes are expressed. 

   Similarly, at child who has a genetic predisposition for shyness can develop into a sociable adolescent and adult i her parents do not shelter her and indulge her shyness but instead gently encourage her to interact with other kids. 

   The environment does not just shape behavior or even brain function. I also affects whether genes turn on or off and, therefore, which inherited traits we express.

(fortsættelse følger) 

The Beatles,The Illsly Brotheres og Johannes Mashiyane - om 'ring shout', 'pennywhistle-kwela' og kreative restriktioner

I Weekendavisen for en uge siden var der en artikel af René Gummer under rubrikken "Dans og Skrig" - 2. del af en artikelserie på to om "Rock og Religion".
   I centrum for artiklen er den sang 'Twist and Shout' som Beatles gjorde verdenskendt med John Lennon som forsanger og resten af gruppens som kor. Sangen var en del af deres første LP-album "Please Please Me" fra 1963. Hør og se den her:

Artiklen i Weekendavisen fortæller at det var det af numrene på LP-en der blev indspillet sidst i rækken. Og historien bag optagelsen er denne:

Efter en lang dag i  studiet var "Twist and Shout" blevet gemt til sidst fordi den forkølede Lennon vidset at når den var sunget ville hans stemme være væk. Der blev taget to takes det sidste overlevede ikke, så det første er det vi kender i dag; en 22 årig ung man  der råber sig langt ud af Liverpool og langt ind i historiebøgerne. Det er ikke så sært, for den desperate energi, der strømmer ud af Lennon, rammer lige så sikkert nu som for et halvt århundrede siden - også selvom manden selv kun havde en kimsende hovedrysten til overs for sin præstation, som han mente kunne gøres langt bedre. "Jeg skreg jo bare", sagde han i 1980. "Det havde ikke noget at gøre med at synge."

Historien for mig er et smukt og klokkeklart eksempel på hvad kreative restriktioner kan betyde for stor kunst.
   Der er stor risiko for at Lennons stemme forsvinder, den er så at sige på sit yderste den dag. Så sangen skal være i kassen med det samme. Og samtidig er hans stemme hæs og forkølet og egentlig for dårlig til sang. Så for at overkommet disse modstande, begrænsninger og det pres er Lennon totalt selvforglemmende fokuseret når han 'skrige-synger'. Og otuputtet: et fantastisk sangnummer der - fora at bruge en helt velvalgt kliché - i den grad kommer ud over rampen.

Men artiklen fortæller ikke bare forhistorien for nummeret, men også forhistorien for den genre som 'Twis and Shout' udspringer af. Og den eksemplificerer også betydningen af kreative restriktioner, for udviklingen af nyt.
    Sangen udspringer af en gospel-sangtradition som kaldes 'ring shout': "Præsten råber et budskab, og menigheden enten gentager eller svarer." Og nummeret blev oprindelig indspillet af en gruppe som hed "The Illsly Brothers" som var vokset op med og havde deltaget i gospelgudstjenester i den lokale First Baptist Church.
   Og så kommer forklaringen og pointen. "Som led i den total racedominans blev slaverne af deres hvide herrer forbudt at bruge trommer - et instrument  der på mange områder var definitionen af deres hjemegnes religion og dermed et slag i solar plexus til stort selvforståelse og og identitet."
   Så hvordan skulle de sort udtrykke det savn som manglen på trommer udgjorde - både musikalsk og identitetsmæssigt? Gummers artikel forklarer:

Slaverne var dermed overladt til at bruge kroppen og den lyde som instrumenter. De oprindelige ring shouts blev fremført sådan at en sanger begyndte med at bevæge kroppen til en indre rytme, der gradvist kom lyd på med klap og stamp. "Samtidig kom han eller hun med "spontane og emotionelt ladede udbrud, som de andre forsamlede gentog eller svarede på.

Til sammenligning her The Illsly Brothers´ originale udgave som Beatels´ altså er en - fabelagtig - kopversion af:

En af de musikgenrer eller stilarter som jeg som meget ung blev stærkt betaget af, var også et produkt af kreative restriktioner - restriktioner der i det her tilfælde lå i at de sorte i Sydafrikas byer under apartheid-regimet ønskede at spille en form for jazz, men ikke havde råd til instrumenterne. De havde kun råd til blikfløjter - 'penneywhistles':

Genren kaldes kwela, og her følger et eksempel på hvordan det lyder når musikken er bedst. Det er fra den LP jeg stadig har liggende derhjemme, købt da den udkom i begyndelsen af 60-erne. Titlen: "New Sounds of Africa":

Her oplysninger fra You Tube om musikkens oprindelse og om en af de helt store musikere, Johannes Mashiyane:

Johannes "Spokes" Mashiyane was regarded as one of the greatest pennywhistle artists that graced the South African kwela music scene from the 1950s to (approximately) the 1970s. His name was derived from the bicycle wheel spokes from which he fashioned his first pennywhistle. He claimed that the inspiration for his songs were from his dreams. He played with other kwela greats of his time and he enjoys a respectable following to this day.
   As a child Spokes Mashiyane (1933-1972) learned to play reed flute common among black cattle herders. When he moved to Johannesburg he got a pennywhistle and started to play his music on the streets for tips. This is where Strike Vilakazi, a talent scout for Trutone Records, first noticed him. And so began the career of South Africa's most famous pennywhistle player.
  Mashiyane worked with guitarist and composer Allen Kwela, and it was the latter's last name that became the title of the popular Kwela music of South Africa that dominated much of the black music scene during the 1950s.
   Kwela music's influence even crossed the artificial racial barriers caused by the politics of Apartheid, and many Boeremusiek tunes incorporated this "new" sound into the folk music of Afrikanerdom. 

Forløberen for 'the penny whistel' er altså en 'reed-flute' - en pile(træs)fløjte af den slags jeg selv har lavet og spillet på som barn, og som i årtusinder har været lavet over hele verden:

Takete- og lumumma-arkitektur - og noget om jugend-stilens rødder og betydning

Politiken havde forleden en kort artikel om et nyt lejlighedsbyggeri på Århus havn. Her er det billede ejendomsmægleren bruger til at sælge lejlighederne med.



'Isbjerget' er navnet på komplekset. Et indlysende navn!

Jeg associerer i første omgang synet af 'Isbjerget' med det nye hotel på Amager, Hotel Bella Sky:



Og med et andet berømt Amagerbyggeri "VM-husene":



Så kobler jeg disse synsindtryk - disse visuelle "gestalter" - til gestalpyskologernes og designteoretikernes begrebsmodsætningpar:

'takete' og 'lumumma'

Og så spørger jeg dig, min kære læser: Hvilket af disse to sproglige udtryk synes du er mest dækkende for den fornemmelse du får ved synet af de tre stykker arkitektur?
    Dit svar vil være... (det står ved slutningen af dette indlæg).

De to ord 'takete' og 'lumumma' er ord som i sig selv ingen betydning har - de er "rent udtryk". Og verdensomfattenende undersøgelser viser at de to ord - uanset sprog - associeres til forskellige typer sansninger, sådan at man kan tale om 'takete-lyde' og 'lumumma-lyde', 'takete-former' og 'lumumma-former', 'takete-farve(kombinatione)r' og 'lumumma-farve(kombinatione)r'.

Lad os tage lyde som eksempel:

- takete-lyde: et træ som knækker og falder til jorden, en motorsav, et udrykningshorn, glas som splintres, et symfoniorkester som stemmer instrumenter, kragfugle som reagere på en rovfugl,

- lummuma-lyde: fuglesang, kildevand som risler, små bølgeslag mod strandkanten, barnelatter, en gammeldags fiskutters motorlyd, en svag vind gennem trætoppe.

   Neurologisk set er der tale om det som man kalder synæstesi, et fremmedord som bogstaveligt betyder 'sam-sansning': at indtryk fra én sans automatisk og ubevidst kobler sigt til indtryk fra en anden fordi der neurologisk er "hul igennem" mellem to ellers adskilte hjernemoduler.

   Nogle mennesker er fra naturens hånd synæstetikerer, og forbinder fx automatisk forskellige bogstaver med forskellige farver, eller forskellige lyde med forskellige tal. Mulighederne for 'villet' synæstesi er det vi udnytter i sproget når vi kan sige om en person at: han havde en skarp tunge, hun var i sort humør, hun brændte af indestængt harme, hun havde en blød stemme, han havde et lyst sind, han havde stikkende øjne.

   Det der sker, er at udtryk for ydre sansning bruges til - metaforisk og i overført betydning - at beskrive indre følelser eller emotionelle effekter. 

   Det perseptionspyskologiske eksperiment man har lavet i mange lande og i rammen af mange sprog og kulturer, går ud på at spørge folk: Hvilken en af disse to figurer er en 'takete', og hvilken er en 'lumumma'?

Uanset land, kultur, sprog: Alle svarer... nå ja, svar selv.
   Og dit svar vil for den nederste figur være identisk med det du gav på spørgsmålet om de tre stykker moderne arkitektur oven for.

Arkitekterne kan ikke løbe fra at former, farver og følelser hænger sammen. At der findes noget som man kunne kalde 'emotionel resonans' i forhold til forskellige slags sansninger. At vores følelser svinger med de visuelle udtryk vi møder. Aggression fx svinger med én type visuelt udtryk, empati med en anden. 

    Enhver der læser tegneserie kender til forskellen. Og spørgsmålet er: Hvilke følelser appellerer den slags moderne arkitekturstil til som Isbjerget, Hotel Bella Sky eller VM-husene? Kulde eller varme, ensomhed eller fællesskab, konflikt eller fredeligt samvær? 

    Har du lyst til at bo der? Inviterer byggeriet til dejlig sex? Kan du høre de varme glade barnestemmer?

Hele denne lange smøre om arkitekturformers  og -farvers synæstetiske effekter fordi der var en artikel i sidste uges Weekendavisen om den stilart inden for visuel kunst og arkitektur som jeg, lige siden jeg var helt ung, følte mig i dyb mental og emotionel samklang med: 'jugend-stilen' (som også har et fransk navn: 'Art Nouveau').
    Artiklen aktualiserede en gammel æstetisk betagelse og satte gang i associationerne til takete-lumumma-modsætningen. 

     Er der nemlig nogen stilart som kan sammenfattes med perceptionspsykolgiens 'lumumma'-etiket, så er det den. Og det er ikke så mærkeligt, for stilretningen havde samme ide-grundlag som en af de klassiske ideudviklingskabeloner: 'Naturen  som model'.
   Her følger nogle eksempler på jugend-stil høstet fra Googles billedgalleri:

 

Jugend- eller Art Nouveau-stilen hang sammen med tidsånden, stemningen, den kulturelle temperatur i Europa før Første Verdenskrig. Den havde nydelsen ved organisk skønhed som mentalt mål og retfærdiggørelse. Den blev forbundet med frihed, natur - krop og erotik. Og ikke mindst: ungdom.

   Det tyske navne fik stilen efter et tysk kulturtidskrift 'Jugend – Münchner illustrierte Wochenschrift für Kunst und Leben' der begyndte at udkomme ugentligt i 1896.

   I vore dag ville man kalde det et livsstilsmagasin. Se her forsiderne af nogle af de tidlige numre. De siger det hele - 'lumumma':

Jugend-stilen var stærkt inspireret af eksotisk orientalsk kunst, ikke mindst japanske træsnit og japansk keramik.
   En af stilens store mestre var englænderen, tegneren og illustratoren Aubrey Vincent Beardsley. Her en af hans berømte sort-hvide tegninger hvor inspirationen fra Japan tydeligt slår igennem:

Jeg har i tidligere indlæg beskrevet min meget tidlige 'forelskelse' i japanske træsnit, først og fremmest eksemplificeret ved Hokusai, som også var faderen til manga-tegneserie-stilen, en stil som i moderne tegnefilmversioner betagende smukt eksemplificeres ved Hayao Miyazakis to aktuelle film: 'Ariettys Hemmelige Verden' og 'Laputa - slottet i himlen':

   

Slægtskabet med og inspirationen fra Jugendstilen er åbenbar.
   Også Walt Disney kendte alt til takete/lumumma-forskellen. Hans tidlige store tegnefilm 'Bamb', 'Askepot' og 'Snehvide' er konsekvent lumumma-stylede, og har klare Jugend-stil-rødder, dog totalt renset for den erotiske dekadence som var en integreret del af den oprindelige jugend-livsstil omkring århundredskiftet:

Har man været i Barcelona, så er der et jugend-stil-arkitektnavn som dominerer bevidsthed og synsindtryk: Antonio Gaudi. Med himmelvendte øjne fokuseret på hans endnu ufuldendte kirke-mesterværk 'Sagrada Familia, en kreativ og konceptuel blanding af gotik- og jugend-stil:

 Jeg kan anbefale at du googler på hans navn og 'billeder', så skal du se 'jugend-løjer'.

Tilbage til spørgsmålene fra tidligere, hvis nogen stadig skulle være i tvivl om svarene. Dette er en 'takete'-form:

Dette er en 'lumumma'-form:

'Isslottet' og de følgende to stykker moderne amagerkansk arkitektur er udtryksmæssigt entydigt og rendyrket 'takete'.
   Hvorfor?

Hvad har John Kenneth Galbraith, Albert Einstein og Poul Klee til fælles? - Sproglig kreativitet og citatværdi!

De helt store kunstnere og videnskabsmænd er også kendt for sproglig kreativitet i kortform. Det har at gøre med den kreative hjernes fleksibilitet og omstillngsparathed kombineret med de kreative restriktioner der ligger i at skulle kunne udtrykke en oplysende sandhed i en enkelt klokkelar sætning eller to.

   Det betyder at de gode citater kombinerer metonymets og metaforens måder at fungerer på.

   Citaterne leverer en mental og konceptuel optik der gør det store og uoverskuelige synligt gennem det som er småt og koncentreret, og som gør det abstrakte og uanskuelig forståeligt gennem det der er konkret sanset og oplevet gennem vores umiddelbare erfaringsverden.

For nogle indlæg siden skrev jeg om den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith. Researchen viste at han også var kendt for gode og øjenåbnende citater - også uden for sit snævre fagområde. Det var jeg ikke klar over.  

   De fleste af de følgende udtalelser virker simpelthen som aktuelle kritisk-oplysende kommentarer til den nuværende politiske situation og samfundsdebat. Mange af dem kunne man anbefale politikere, økonomer og journalister at skrive sig bag øret:

- All of the great leaders have had one characteristic in common: it was the willingness to confront unequivocally the major anxiety of their people in their time. This, and not much else, is the essence of leadership.

- All successful revolutions are the kicking in of a rotten door.

- Economics is extremely useful as a form of employment for economists.

- Faced with the choice between changing one's mind and proving that there is no need to do so, almost everyone gets busy on the proof.

- Few can believe that suffering, especially by others, is in vain. Anything that is disagreeable must surely have beneficial economic effects.

- If all else fails, immortality can always be assured by spectacular error.

- In any great organization it is far, far safer to be wrong with the majority than to be right alone.

- In economics, hope and faith coexist with great scientific pretension and also a deep desire for respectability.

- In economics, the majority is always wrong.

- In the choice between changing ones mind and proving there's no need to do so, most people get busy on the proof.

- It is a far, far better thing to have a firm anchor in nonsense than to put out on the troubled seas of thought.

- Meetings are indispensable when you don't want to do anything.

- Modesty is a vastly overrated virtue.

- Money differs from an automobile or a mistress in being equally important to those who have it and those who do not.

- More die in the United States of too much food than of too little.

- Nothing is so admirable in politics as a short memory.

- One of the greatest pieces of economic wisdom is to know what you do not know.

- Politics is the art of choosing between the disastrous and the unpalatable.

- The conspicuously wealthy turn up urging the character building values of the privation (=afsavn) of the poor.

- The conventional view serves to protect us from the painful job of thinking.

Hvornår har du sidst set en dansk økonom smile i fotos taget til offentligheden?

   Her kommer flere Galbraith-citater - af samme kvalitet og aktualitet:

- The Metropolis should have been aborted long before it became New York, London or Tokyo.

- The modern conservative is engaged in one of man's oldest exercises in moral philosophy; that is, the search for a superior moral justification for selfishness.

- The only function of economic forecasting is to make astrology look respectable.

- The process by which banks create money is so simple that the mind is repelled.

- The salary of the chief executive of a large corporation is not a market award for achievement. It is frequently in the nature of a warm personal gesture by the individual to himself.

- There are times in politics when you must be on the right side and lose.

- Under capitalism, man exploits man. Under communism, it's just the opposite.

- War remains the decisive human failure.

- We all agree that pessimism is a mark of superior intellect.

- We can safely abandon the doctrine of the eighties, namely that the rich were not working because they had too little money, the poor because they had much.

Einstein er et andet exceptionelt menneske berømt som storproducent af citeringsværdige udsagn.

   Selv om han var en supernørd inden for teoretisk fysik, så havde han indsyn i den menneskelige sind og dets kreative styrker og svagheder som kom til udtryk i en masse gode - og ikke mindst humoristiske citater.

   Her er et udvalg:

"Jeg tænker aldrig på fremtiden, den skal nok komme"

"Læg din hånd på en varm kogeplade i et minut, og det vil føles som en time. Sid med en flot pige i en time, og det vil føles som et minut. DET ER relativitet"

"Hvis A er det samme som succes, så er formlen sådan: A=X+Y+Z. X er arbejde. Y er leg. Z er at holde din mund lukket."

"Intet vil gavne menneskelig sundhed og øge chancerne for livets overlevelse på Jorden som udviklingen mod at blive vegetarer"

"Det virkelige problem ligger i menneskenes hjerte og sind. Det er nemmere at sprænge plutonium, end at sprænge ondskaben i mennesket"

"Fred kan ikke opnås med vold, idet kan kun opnås igennem forståelse"

"Problemer kan ikke blive løst af det samme niveau af bevidsthed som skabte dem"

"Enhver som ikke har lavet en fejltagelse, har aldrig prøvet noget nyt"

"Fantasi er vigtigere end viden. Viden er begrænset. Fantasi er omslutter hele verden"

"Få er de som ser med sine egne øjne og føler med sit eget hjerte"

"Jeg tror at en partikel må have en separat virkelighed afhængigt af målemetoden... Jeg kan godt lide at tænke på at månen er der selv om jeg ikke kigger på den"

"Relativitet lærer os forbindelsen imellem de forskellige beskrivelse af én og samme virkelighed."

"Hvemsomhelst som stiller sig til dommer i området om sandhed og viden bliver forskrækket over latteren fra guderne"

"Den eneste kilde til viden er erfaring"

"Det intuitive sind er en velsignet gave og det rationelle sind er en tro tjener. Vi har skabt et samfund der roser tjeneren og har glemt gaven."

"Djævlen tryller med alle de ting vi nyder i livet. Enten lider vi i vort helbred eller vi lider i vort sjæl, eller vi bliver fede"

"Det er en fantastisk følelse at opdage at enheden i komplekse fænomener, viser sig at være ting meget langt fra den direkte synlige sandhed"

"Ikke alt som tæller kan beregnes, og ikke alt som beregnes kan tælles"

"Den eneste årsag til tiden er, at det hele ikke sker på samme tid"

"Politik er et pendul som svinger imellem anarki og tyranni der får energi af illusioner"

Her kommer flere Einstein-citater, specielt rettet mod forskning, ideudvikling, opfindsomhed og innovation. Det er en blanding af engelsk og dansk - afhængigt af de websiders sprog jeg har fundet dem på:

“If you always do what you always did, you will always get what you always got.”

“If at first the idea is not absurd, then there will be no hope for it.”

"Alt hvad der findes, findes fordi der er brug for det."

"Alt har forandret sig, undtagen den måde, vi tænker på."

"Der findes kun to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et mirakel."

"The secret to creativity is knowing how to hide your sources."

"Det vigtige er at blive ved med at stille spørgsmål."

"Science is the attempt to make the chaotic diversity of our sense-experience correspond to a logically uniform system of thought."

"Never did Mozart write for eternity, and it is for precisely that reason that much of what he wrote is for eternity."

"Det er beskæmmende, at vi lever i en tid, hvor det er lettere at sprænge et atom end en norm."

"Det mystiske er det mest vidunderlige, vi kan opleve. Det er kilden til al ægte kunst og videnskab."

"En videnskabsmand er en mand, der ved noget om noget, som resten af verden er uvidende om, og er uvidende om det, som hele verden ved."

"End ikke alverdens forsøg kan bevise at jeg har ret; Et enkelt eksperiment kan bevise, at jeg ikke har det."

"Et menneskes sande værdi skal ses i dets evne til at frigøre sig fra sig selv."

"Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles."

"Når jeg ser på mig selv og mine tankemetoder, må jeg konkludere at fantasiens gave har betydet mere for mig, end evnen til at tilegne mig ny viden."

"Sund fornuft er samlingen af fordomme erhvervet som attenårig."

"Visdom er ikke resultatet af en uddannelse, men et livslangt forsøg på at opnå det."

"En mand med et ur ved altid hvad klokken er. En mand med to kan aldrig være sikker."

"Allesammen er nogle genier. Men hvis du dømmer en fisk ud fra dens evne at klatre et træ, vil den i hele dens liv tro at den er dum."

"Intellectuals solve problems, geniuses prevent them."

"It is impossible to get anywhere without sinning against reason."

"It is the supreme art of the teacher to awaken joy in creative expression and knowledge."

"It is the theory that decides what we can observe."

"I want to know the thoughts of God. Everything else is just details."

Picasso er også en af de mest citerede billedekunstnere. Ham springer jeg over her.

   Men hvad med Paul Klee som er en af mine favoritter som billedkunstner (søg andre indlæg på bloggen her)?

Ja, ganske rigtigt. Han er en slags æstetik-teoretiker af de helt store og dybe.

   Her nogle fine og mentalt øjebåbnende Klee-citater:

- A drawing is simply a line going for a walk."

- A line is a dot that went for a walk.

- A single day is enough to make us a little larger or, another time, a little smaller.

- Art does not reproduce what we see; rather, it makes us see.

- Beauty is as relative as light and dark. Thus, there exists no beautiful woman, none at all, because you are never certain that a still far more beautiful woman will not appear and completely shame the supposed beauty of the first.

- Children also have artistic ability, and there is wisdom in theire having it! The more helpless they are, the more instructive are the examples they furnish us; and they must be preserved free of corruption from an early age.

- Color possesses me. I don't have to pursue it. It will possess me always, I know it. That is the meaning of this happy hour: Color and I are one. I am a painter.

- Everything vanishes around me, and works are born as if out of the void. Ripe, graphic fruits fall off. - My hand has become the obedient instrument of a remote will.

- He has found his style, when he cannot do otherwise.

- In the final analysis, a drawing simply is no longer a drawing, no matter how self-sufficient its execution may be. It is a symbol, and the more profoundly the imaginary lines of projection meet higher dimensions, the better

- Nature is garrulous to the point of confusion, let the artist be truly taciturn.

- One does not lash what lies at a distance. The foibles that we ridicule must at least be a little bit our own. Only then will the work be a part of our own flesh. The garden must be weeded.

- One eye sees, the other feels.

- The art of mastering life is the prerequisite for all further forms of expression, whether they are paintings, sculptures, tragedies, or musical compositions.

The painter should not paint what he sees, but what will be seen.

The worst state of affairs is when science begins to concern itself with art.

To emphasize only the beautiful seems to me to be like a mathematical system that only concerns itself with positive numbers.

- When looking at any significant work of art, remember that a more significant one probably has had to be sacrificed.

- It is a great difficulty and a great necessity to have to start with the smallest.

- I still come closest to success with drawing. When I use color the results are dubious, for these painfully gained experiences bear less fruit.

- Color is the place where our brain and the universe meet.

- Every artist would like to live in the central organ of creation... Not all are destined to get there... b- ut our beating hearts drive us deep down, right into the pit of creation.

- To achieve vital harmony in a picture it must be constructed out of parts in themselves incomplete, brought into harmony only at the last stroke.

 

SÅDAN! "En rød ballon".