Fra 'Bild Lilli' til 'Barbie' - den kreative historie om udviklingen af alle tiders dukke-succes

Jeg læste for nylig i avisen et par bemærkninger om hvordan Barbie-dukken kom til verden. Begge mine døtre ønskede sig dem til jul i en årrække. Og fik skaffet sig en pæn samling både af dukker og tøj. Men hvad er historien bag dukke-ikonet?

Her er den første Barbiedukke fra 1959. Men hun er ikke opstået ud af den blå luft. Faktisk har hun en i kreativitetssammenhæng interessant udviklingshistorie hvori indgår blending af konceptuelt adskilte mentale rum da hendes forgænger 'Lillie' blev "født". Og der var tale om bevidst og målrettet  re-framing da hun skulle genfødes som 'Barbie' på det amerikanske legtøjsmarked. Centrale begreber når vi skal forstå hvordan kreativitet udfolder sig i den praktiske verden.

Men der er også tale om konceptuel blending når vi ser på de medier hun optræder i. Med Barbie-dukkens udvikling er der nemlig tale om en serie  adaptioner hvor figuren fra et medie formes og tilpasses et andet. Ligesom voksenbøger i gamle dage ofte blev adapteret til børnelæsere, eller voksenlitteratur blev adapteret til tegneseriemediet som havde børn og unge som målgruppe, så er det faktisk det samme som er tilfældet med Lilli/Barbiedukken.

Historien startede med en tegneseriefigur til til den tyske tabloidavis 'Bild-Zeitung".

   Den tyske avistegner Reinhard Beuthien blev bedt om at lave en "filler" til en fast tom plads på en avisside. Reinhards første udkast var en "baby-figur" som chefen ikke var tilfreds med. Så  den blev afvist.

   Så beholdt tegneren ansigtstrækkene, men gav hende hestehale og en voksen kvindes krop med fremtrædende bryster, smækker talje og runde hofter.
   Af udseende var 'Lillie' altså en blended figur af barn og voksen. Men også med en blended karakter: dum blondine af fremtoning, men ellers uimponeret, kvik i replikken og målrettet det moderne arbejdsliv.

Om den aller første "cartoon' fortæller Wikipedia:

She sat in a fortune-teller's tent asking: "Can't you tell me the name and address of this rich and handsome man?" The cartoon was an immediate success so Beuthien had to draw new ones each day.

   Lilli was post-war, sassy and ambitious and had no reservations talking about sex. As she had her own job she earned her own money as a secretary but wasn't above hanging out with rich men ("I could do without balding old men but my budget couldn't!"). The cartoon always consisted of a picture of Lilli talking to girlfriends, boyfriends, her boss ("As you were angry when I was late this morning I will leave the office at five p.m. sharp!"). The quips underneath the cartoons handled topics ranging from fashion (to a policeman who told her that two-piece-swimsuits are banned: "Which piece do you want me to take off?"), politics ("Of course I'm interested in politics; no one should ignore the way some politicians dress!") and even the beauty of nature ("The sunrise is so beautiful that I always stay late at the nightclub to see it!"). The last Lilli cartoon appeared on January 5, 1961.

Hendes replikker kunne meget vel være inspireret af den amerikanske filmskuespillerinde Mae West, som var kendt for kvikke, frække og kyniske replikker.

'Bild Lilli' blev hurtigt så populær som tegneseriefigur at den i 1956 blev sat i kommerciel produktion som dukke, med Bild-logoet på - som en slags merchandise. I 1958 blev figuren også omsat til hovedpersonen i en film:

Karakteren 'Lilli' var også som dukke en blanding - en moderne kvinde der kunne skifte mellem forskellige selvstændige roller: På trods af sin status som "dum blondine", var hun en moderne selverhvervende kvinde.

Hun var et produkt af det gryende velfærdssamfund med udearbejdende, frigjorte, økonomisk uafhængige kvinder. Lilli var sygeplejerske (# 1143), kontorassistent (# 1182), balletdanser (# 1131), stewardesse – hun var sexet vamp, primadonna, skiløber (#1161) og Dirndl i mange udgaver (#1178, #1175). Hun havde mange ansigter: Tysk hausfrau (#1120), femme fatale i rød silkekjole (#1109), og hun var diva i stram guldlamel kjole (#1105). 

'Bild Lilli' var ikke en dukke til børn. Hun blev markedsført som en for-sjov-gave til voksne og kunne købes i barer og tobakforretninger. Hun blev brugt nærmest som en slags "hadegave"og blev megetpopulær som bilmaskot blandt langturschauffører til at hænge i for- eller bagrude. 

   Og hun var dyr; blev produceret i en stor udgave til 20-25 DM og i en lille til 10 DM. Lilli nåede "kun" at blive produceret i ca. 130.000 eksemplarer indtil 1962 da hun udgik af produktion.

For pæne borgerlige tyske forældre var 'Bild Lilli' ikke acceptabelt legetøj for deres små døtre. Dertil var hun for fræk og grænseoverskridende. Men den billige lille udgave var egnet til brug i dukkehuse, så 'Lilli' sivede ind i børneværelserne trods forældremodstand.

Når 'Bild Lilli' blev forvandlet til 'Barbie', var derfor tale om en målrettet re-framing. Fra at være et sex-objekt for det mandlige lystfyldte blik, skulle hun være drømmeideel teenage-rollemodel for amerikanske småpiger. 

   Det var amerikaneren Barbarea Handler der samen med sin mand Elliot Handler havde etableret en legetøjsfabrik under navnet Mattel, der fik dem ide at erstatte de to- dimensionelle påklædningsdukker som hendes datter og datterens jævnaldrende legede med, med realistisk udseende voksendukker - i skulpturel 3D, så at sige. 

   På en rejse til Eropa så hun 'Bild Lilli' i en butik i Schweitz.

Handler had observed Barbara and her girlfriends playing with paper dolls that depicted teenage girls or adult women. To Handler, that was their way of practicing for adulthood. Yet, aside from the two-dimensional paper dolls, no other dolls available in stores portrayed the mature female body. For that reason, she bought two Lilli dolls for Barbara during that Switzerland trip in 1956 -- and one for herself.

Da Ruth Handler kom hjem, fik hun overtalt sin mand og firmaets designere - der oprindelig var skeptiske over for ideen - til at redesigne 'Lilli' til 'Barbie' i løbet af 1957. 

They kept Lilli's general figure but scrubbed off some of her makeup, relaxed her smile and used soft vinyl instead of hard plastic to construct her.

   Fashion designer Charlotte Johnson was hired to create a tasteful, yet chic, wardrobe for Mattel's new doll. This was where maintaining Lilli's extreme hourglass shape was a necessity. Johnson was working with the same types of thick fabrics that were used in garment-making, so the doll had to have an unrealistically narrow waist and large bust; otherwise, the relative thickness of the garments would bulk up the doll and make it appear shapeless.

    The 11.5-inch (29-centimeter) final product that debuted at the 1959 New York Toy Fair didn't look drastically different from Lilli. Sporting a black-and-white-striped swimsuit, open-toed stilettos and gold hoop earrings, it had Lilli's racy curves but a more demure style. Named in honor of Handler's daughter, Barbara, Mattel called the new doll Barbie.

Problemet for 'Barbie' var imidlertid det samme som for 'Bild Lilli'. Hun var for sexet i forhold til de forestillinger køberne, pigernes mødre, havde om hvad der var et passende udseend for en dukke til deres døtre. 

The thought of having a doll with prominent breasts in the home dist­urbed some mothers. Barbie's mature body seemed borderline pornographic and potentially damaging to young girls' psyches (an argument that continues to sizzle in today's culture). After all, if the original Barbie were a person, her measurements would be 38-18-34. 

Ruth Handler og Martell besluttede at få lavet en professionel markedsundersøgelse af hvad der skulle til for at re-frame Barbie-dukken i mødrenes bevidsthed: fra at væren stimulans for mændenes fantasi til at være småpigernes drømmefigur. Og fik et overraskende svar: I stedet for at neddæmpe hendes voksne kvindelige former, skulle de overdrive dem: 

Over the course of six months, an advertising guru named Ernest Dichter studied the responses of girls and their mothers to Barbie. From his extensive research, Dichter concluded that instead of attempting to mitigate Barbie's mature qualities, Mattel should emphasize them. Since Barbie was well-dressed and attractive, mothers ought to consider her a tool for teaching their daughters about the importance of appearance and femininity. While some women would later take Barbie to task for imparting such lessons, the advertising tactic worked in the 1960s.

http://history.howstuffworks.com/american-history/barbie-history.htm 

En ekstensiv tv-reklamekampagne "did the job". Her den første amerikanske tv-Barbie-reklame fra 1959:

Ruth Handler var kreativ mønsterbryder. Hendes mor døde tidligt og hun var yngste datter i en børneflok på 10. Forældrene var polsk-jødiske emigranter. En barndomsbiografi lige efter bogen for udviklingen af særligt kreative personligheder:

Ruth Handler was born on the 4th of November 1916 in Denver, Colorado. She was the youngest of the ten children born to Jacob and Ida Mosko, the Polish immigrants. Handler’s father was a blacksmith who fled from Poland to avoid serving in the Russian army. Ida Mosko, Handler’s mother soon became ill after giving birth to her. At the age of 6 months Handler was sent to live with her older sister Sarah. Ruth stayed at Sarah’s home until she was 19. An interesting fact about the inventor of ‘barbie doll’ is that as a child she never liked playing with dolls, she rather loved earning tips working in her sister’s drugstore. Ruth preferred work to play and grew up in a family where the idea of women working outside was not at all unusual. Her family’s entrepreneurial spirits were the main reason for the development of enthusiasm in Ruth Handler.

http://lifestyle.iloveindia.com/lounge/ruth-handler-biography-10113.html

'Gal eller normal' - godt gået af DR og af de medvirkende - både de normale, de gale og de kloge der ikke var så kloge endda

Denne blog har som et af sine fokusområder at omtale, beskrive og analysere kreativt tv: dramaturgiske nyskabelser, nye formater, gode nyhedsindslag, grænsebrydende dokumentarer, hybride blandingsformer, alternativ storytelling der virker.

   Til de positive nyskabelser inden for det sidste års tid har jeg noteret mig 'Gintberg på kanten' og 'TV!TV!TV!' med værten Anne Cortzen, som i øvrigt - det var det med generne og kreativiteten - er søster til Mads Brügger, har jeg læst. Som selv er en kreativ faktionsblandemaskine.
   

"Reality tv" er en genrebetegnelse for en bred vifte af underholdende tv-programmer og formater, som fra midten af 90´erne har fået større og støre plads på næsten alle tv-kanaler. Fælles for dem er den iscenesatte men uskriptede virkelighed hvorunder deltagerne udsættes for forskellige prøvelser, konkurrencer, udfordringer, provokationer inden for forskellige spilleregler. 

   Formlen er typisk den vi kender fra fiktion: Hvad nu hvis... Og ofte balancerer tilrettelæggerne på en etisk knivsæg.

Da Poul Martinsen for nogle år siden producerede dokumentarserien 'Krigerne' for DR - som havde klare reality-elementer i plottet, så ville han genrebetegne den "reality-dokumentar". Men det måtte han ikke. De højre magter havde besluttet at DR pr. definition ikke producerede reality-programmer (fordi det var "trash-tv").
   Allerede den gang var et af de mest populære format-programmer 'Sporløs', et andet 'Hammerslag', begge programmer som har klare reality-elementer i den dramaturgiske konstruktion.
   Under alle omstændigheder har DR siden besindet sig og ændret kurs - mest markant med 'X-Faktor'. Og i de senere år har programfladen godt nok været fyldt pænt op af forskellige formater med afprøvende reality-plot af varierende kvalitet og originalitet.

De sidste 2 mandage har man på DR 1 kunnet se et nyt eksempel på et sådant afprøvende format - med titlen 'Gal eller normal'.

   Ideen - lig med plottet - er som i al effektiv reality så klar at det kan udtrykkes i et par sætninge; her fra DR.dk´s programomtale

I programmet ’Gal eller normal’ møder vi 10 frivillige danskere i alle aldre og med vidt forskellige baggrunde. Fem personer i denne gruppe er sunde og raske, fem har en psykiatrisk diagnose.

   Men hvem er hvem? Det skal programmets tre eksperter, som alle har mange års erfaring inden for psykiatrien, forsøge at gætte ved at observere de 10 deltagere i tre dage.

http://www.dr.dk/DR1/STAMSIDER/20120510101553.htm 

Det her skal ikke være en anmeldelse, men jeg synes udsendelserne fungerede godt. 

   Først og fremmest havde de to udsendelser som serien bestod af, en morale som jeg var rigtig glad for. Flere i min nærmere og nærmeste familie har i perioder af deres liv haft nogle af de diagnoser som også nogle af de medvirkende har eller har haft. 

   Og programmets fordomspunkterende morale var - som klimaks´ dokumenterede - lysende klar, her udtrykt af programmets vært, læge Peter Qvortrup Geisling:

...at det faktisk er sværere end man tror, at pege ud hvem der har en psykiatrisk diagnose, og hvem der ikke har. Samtidig skal programmet vise, hvor normalt og velfungerende det kan lade sig gøre at leve, selvom man har en psykiatrisk diagnose. 

Den nærmere beskrivelse af opgaver og udfordringer for de medvirkende, viser hvor programmet kører på kanten af etikken:

I løbet af de tre dage bliver deltagerne udsat for forskellige opgaver og test, som er specielt designede til at fremprovokere en reaktion hos psykisk syge. Spørgsmålet er nu, om de psykisk syge i gruppen vil skille sig ud og dermed afsløre sig selv? Vil det være muligt at skelne mellem, hvornår anderledes adfærd er tegn på en psykisk sygdom, og hvornår det blot er et personligt karaktertræk?

Godt spørgsmål, som man siger. 

   Ud over de 10 medvirkende - halvdelen "normale", halvdelen med en "psykiatrisk diagnose" - medvirkede tre eksperter: en psykiater, en psykolog og en psykiatrisygeplejerske. Disse eksperter er nok regulære "eksperter", men de får ikke lov til at fungere under ekspertvilkår. Tre dage  til det hele, ligesom i andre gode engelske formater som 'Time Team´ og ´Rough Science´. Og muligheder for nogle korte spørgesekvenser.

   Her beskrives vilkårene i øvrigt:

Eksperterne får ikke den tid, de plejer til at stille en diagnose. De kender ikke på forhånd deltagernes baggrunde eller personlige historier. De får kun lov til at observere dem under testene. Hvis fordommene om psykisk syge holder stik, burde det ikke være et problem at se, hvem af deltagerne der lider af henholdsvis en spiseforstyrrelse, maniodepressivitet, paranoid skizofreni, social fobi og OCD.

Med disse vilkår for de tre eksperter, ligner 'Gal eller normal' de to ovennævnte engelske formater, hvor det er eksperterne der plottes imod, og de to programmer her er også en dansk udgave af et engelsk udviklet format. 

   Det lykkedes kun eksperterne at "afsløre" to af de fem "gale". Og tre normale uden en diagnose "diagnosticerede" de tre eksperter som "gale". 

   Velkommen på forsiden!

Mens en lang række realityformater - ingen nævnt ingen glemt - cementerer negative fordomme om mennesker og deres motiver og interesser, så var det her format klart fordomsnedbrydende, idet seerne blev sat i samme position som eksperterne og kunne "diagnosticere med" - og tage fejl ligesom dem.

   Formatet her - 'Gal eller normal' - var klart kritisk oplysende og fordomsbearbejdende: De professionelt kloge, var ikke så kloge endda, og fik sig en gevaldig, men positiv lærestreg - ligesom seerne som sad i samme position.
   Ikke mindst psykiateren gave et stærkt positivt udtryk for hvad han fik ud af proggramplottet der var rettet imod hans selvforståelse som ekspert.
   Psykologen til gengæld kørte lidt på frihjul. Han havde jo et firmabrand at skulle forsvare
   Og selv alvorligt psykisk syge med forskellige diagnoser og deres pårørende, kunne af programserien få et begrundet håb om at få så meget styr på deres psykiske lidelse at de kan leve en almindelig tilværelse som "normal".
   For alle de fem med diagnoser opførte sig ikke bemærkelsesværdigt anderledes end de andre fem uden diagnose. Visual proof, syn for sagn.

Her kan du se de to programmer i serien:

http://www.dr.dk/nu/player/#/gal-eller-normal/42301http://www.dr.dk/nu/player/#/gal-eller-normal/42909 

Af DR´s webportal fremgår følgende om kontekst og baggrund :

’Gal eller normal’ er også titlen på en ny bog som udkommer den 22. maj, og som sammen med tv-programmet og hjemmesiden www.dr.dk/sundhed i samarbejde med ’En af os’-kampagnen skal give både seere og læsere nogle øjenåbnende erkendelser.

Formatet er beslægtet både med Poul Trier Pedersens spontanspil fra slut-70´erne og begyndelsen af 80´erne, og med Poul Martinsens afprøvende dokumentarprogrammer som fx 'Dagbog fra en fristad' og ´Lydighedens dilemma' - og reality-dokumentarserien 'Krigerne'. 

   Det har også genremæsige fællestræk med engelske reality- og fakta light-formater som 'Faking it' og 'Wife Swap'.

   Fælles for dem alle er at de initierer og faciliterer lærer- og udviklingsprocesser hos de medvirkende, både de almindelige mennesker og eksperterne. Og det indebærer at seerne bliver tilsvarende engageret og oplyst gennem effekten af spejlneuron- og default mode-netværkerne i hjernen.

Af nye formater på DR beslægtet med 'Gal eller normal', har vi haft 'Blod, sved og ris' og 'Restaurant bag tremmer'.
   Jeg har i et tidligere blogindlæg forholdt mig kritisk til forgængeren til 'Blod, sved og ris', og skal ikke kommmentere det yderligere.
   'Restaurant bag tremmer' med kokken Claus Meyer som den drivende kraft og karakter, er klart inspireret af en række af Jamie Olivers udsendelsesserier med lignende ide og plot.
   Jeg har set et par stykker i den danske serie, og synes de fungerede OK, men fremdriften og fascinationen var klart svagere, og alvoren større end i de engelske forbilleder.
   Et særligt alvorlig og kritisk twist fik reality-dramaturgien her, da et kvindeligt voldsofffer, Malene Duus, mens udsendelserne blev sendt, skrev en kronik i Politiken om den uhyggeligt og mareridtsagtige grove vold hun var blevet udsat for af en af de indsatte medvirkende som Claus Meyer havde lovet en resocialiserende praktikplads i sit "Madhus" når han kom ud.
   Kronikken havde den mavepinlige og debatvækkende pointe - at man i Danmark gør mere for at hjælpe de indsatte end for at hjælpe voldsofrene. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2012/02/erfaringssprog-sa-det-lyser-to.html

Opfindelsernes kreativitet - fra ide til innovativt produkt - eksemplificeret ved udviklingen af dieselmotorer til skibe

Jeg har på denne blog ikke interesseret mig specielt meget for det arbejde der følger efter at en ide er født og frem til at den er omsat i noget nyt og brugbart. Processen fra kreativ "insight" til realisering af et kreativt produkt.

   Men jeg har netop set en prisbelønnet dokumentar på DR K der skildrer udviklingen af dieselmotoren til brug i skibe. Og som på smukkeste vis illustrerer vejen fra det ene til det andet.

 
Der var tre personer der skulle til, og ingen af dem kunne undværes i succeshistorien:

    En tysk genial ingeniør der kunne kombinere teoretisk viden og praktisk teknisk kunne, en dansk teknisk direktør (uddannet ingeniør) for virksomheden Burmester og Wain, og en dansk iværksætter og virksomhedsudvikler der over en længere årrække havde skabt en international sværvægter inden for handel og skibsfart: ØK

Opfinderen der var tysk ingeniør og ekstremt kreativ og opfindsom, Rudolf Diesel, brugte mere end ti år fra de første skitse til  der blev udtaget et patent og der kunne ske en afprøvning af ideen i form af en regulær motor der fungerede.
   Rudolf Diesel var af tysk afstamning, men forældrene var emigreret til Paris, og emigrerede siden til London.
   Som 12 årig blev Rudolf sendt til Tyskland og boede hos en tante, mens forældrene blev i   England.          
   Han klarede sig formidabelt i skolen og blev i en usædvanligt ung alder optaget på Münchens Polytekniske Læreranstalt - mod forældrenes ønske.
   Han var færdiguddannet ingeniør som 21-årig. 

   Diesel var gennem hele livet plaget af migræne og depressioner. Og begik sandsynligvis selvmord 1913 på vej på et skib til england for at forhandle patenter med den engelske flåde.

I 1986 publicerede Rudolf Diesel en afhandling med titlen: 

Theorie und Konstruktion eines rationellen Wärmemotors zum Ersatz der Dampfmaschine und der heute bekannten Verbrennungsmotoren [Theory and Construction of a Rational Heat-engine to Replace the Steam Engine and Combustion Engines Known Today]

Det holdt hårdt at få udviklet ideen, da Rudolf Diesel selv kun havde et mindre værksted. Han fik dog til sidst udtaget patent på motoren først i Tyskland og siden fx i USA (1894), og fra 1893-97 gav maskinfabrikken MAN ham mulighed for at lave prøvemotorer i fuld skala. 

   Grundideen byggede på teoretisk viden om termodynamik som var et af Diesels specialer. Hans motor skulle drives med olje som brændstof og var dermed 10 gange så energieffektiv som datidens kulfyrede dampmaskiner. Så der ville være tale om et teknologisk kvantespring.

Men det næste spring var at gøre dielsemotoren til en motor der kunne drive skibe frem. Og her kom danskeren Ivar Knudsen, teknisk direktør for B & W´skibsværft ind som en visionær videreudvikler. I 1897 overtog han Rudolf Diesels patenter for Danmark, og begyndet at videreudvikle den til brug i skibe. 

   Og H.N. Andersen havde behov for at ekspandere sin fragtrute med træ og passagerere mellem Danmark og Tailand. Og skød midler i hos B&W at få bygget de tre første store kombinerede passager og fragtskibe - 7.000 tons - drevet af dieselmotorer i stedet for damp.

   Det første havde navnet Selandia, og det foretog en succesfuld prøvesejlads fra Købenavn til Bankok og retur i 1911. Og det blev starten på en af dansk industris store succeshistorier i første halvdel af 1900-tallet.

Når jeg tænder lige på den historie, skyldes det at jeg lige har læst Jonah Lehrer´s bog "Imagine How Creativity Works". 

   Heri er et af temaerne at udviklingen fra ideen - "the insight" - fødes og til den bliver til et kreativt produkt, at den udvkling typisk sker gennem conceptual blending når forskellige hjerner med forskellige faglige indgange og kompetancer mødes. Og de så oven i har en fælles interesse i udvklingen af noget nyt.

Et andet tema dyrker Lehter i kapitlet "The Unconcealing" hvor han eksemplificerer den stædighed vedholdenhed, fokusering og analytiske skarphed over lang tid, der er nødvendig for at et kreativt produkt - det være sig en musiksymfoni eller et stykke kompliceret teknologi - når sin optimale udformning. Måske først efter års forsøg og udviklingsarbejde. 

Et berømt Picasso-citat er her relevant til belysning af den side af kreativiteten:

Hvordan skaber en kunstner en løve ud af en marmorblok, blev Picasso engang spurgt: “Meget enkelt”, svarede den gamle mester ”man hugger det marmor væk, der ikke ligner en løve.”

Til den anekdote hører følgende implicitte forudsætninger: at kunstneren ,,,

   1) har visionen om en marmorløve, 

   2) har troen på at der rent faktisk er muligheder for at der kan komme en løve ud af blokken, 

   3) har tillid til at hvis man hugger tilstrækkelig længe og omhyggeligt, så står løve-skulpturen til sidst og er perfekt, 

   4) har vilje, kræfter og tålmodighed til at hugge til vejs ende.

Et andet citat fra mit gamle foredrag om kreativitet, hvis kilde er opfinderen af telefonen Thomas Edison, opfinder af glødepæren og fonografen: 

Success is 10 percent inspiration and 90 percent perspiration

Otto Frello - outsider og utidig fantasy-maler

Jeg ved ikke hvordan han pludselig dukkede op i mit hoved. Som en maler jeg burde omtale her på min blog. Navnet kunne jeg ikke huske. Jeg har aldrig set en udstilling med ham, men for nogle år siden så jeg et par avisillustrationer til en kort artikel om ham. Og jeg kan husk at jeg "gemte" - og åbenbart også "glemte" ham i en mappe på min computer. 

   Han gjorde et stærkt indtryk på grund af sine konceptuelt blendede malerier  der kombinerede realisme med fantasy og fortid og nutid på en dybt fascinerende måde. Legende. Drillende.
   Og så var der noget med hans alder - men hvad?

Navnet er Otto Frello, fandt jeg ud af da jeg fandt frem til computermappen med billeder og oplysninger. 

   Måske var det blogindlægget om Martin Bigum for 14 dage siden der satte en ubevidst mental søgning igang, fordi Bigum jo også havde klare associationer i sin kunst til de to gamle mestre Bosch og Breugel.

   Og ja, der er noget med alder. Han er født 1924. Og begyndte først at male da han omkring 60. Måske var det det. At man godt kan begynde at male i en sen alder - og være ret god til det.

   

Men Bigum ligner han nu ikke når man ser Frellos billeder. Her et par af hans særprægede malerier:

Tilføj billedtekst

To kvinder

Dansk Wikipedia omtaler ham kort, men her er en lidt mere fyldig profil:

Otto Frello var fra barndommen en meget dygtig tegner og arbejdede en årrække som lærer i tegning, maleri og perspektivlære. F. begyndte at male i 1973, og det var først i forbindelse med udstillingen i Varde Museum, da kunstneren var 65 år, at hans malerier blev kendt og omtalt. Hans indgang til maleriet er udpræget intellektuelt betonet og forenet med håndværksmæssig perfektionisme. F.s motivverden er en fantasifuld blanding af fortid og nutid. 1700-tallets københavnermiljø befolkes af nutidige mennesker. Stemningen i F.s billedverden har udspring i hans eget fredede byhus fra 1797, hvor mange af de originale interiører er bevarede. Ved at indsætte nutidens mennesker i fortidens rum skabes en tidsmæssig og oplevelsesmæssig spænding, der yderligere understreges ved brug af fordrejede perspektiviske virkninger, som i To kvinder og Nyheder. I et minutiøst detaljeret billedsprog skaber han en surreel, absurd verden, som Regnvejr og Det sorte hus, der giver mindelser om Bosch og Breughel.

https://www.kulturarv.dk/kid/VisWeilbach.do?kunstnerId=6684&wsektion=alle 

I en engelsksproget net-tekst omtales han som "the Gaudi of Denmark", hvad man godt kan forstå:

Uhyggelig bygning

Nyheder

Søjlerne

Som en interessant sidevinkel kan nævnes at han i mange år levede som en anerkendt men anonym illustrator, blandt andet af en række af Politikens håndbøger som jeg har haft eller har stående i min reol:

• 1969 - Stueplanter i farver.
• 1969 - Husdyr i farver.
• 1972 - Ædelsten i farver.
• 1973 - Balloner og luftskibe i farver.
• 1975 - Stilarternes kavalkade.
• 1976 - Alverdens klædedragter.

Hans malerier sælges til meget høje priser, og det smitter også af på priserne på de gamle Politiken-håndbøger hvis man vil købe dem antikvarisk eller på auktion. 

   Flere kilder fortæller at han er kontroversiel som kunstner på grund af sin (nærmest sur)realistiske stil og sine ironiske fantacy-motiver. Er det for vulgært, for poppet? Jeg synes det jo ikke.

   Men han kan også male nærmest som Hammershøj:

Hjørnet af Peter Ipsens Allé og Dortheavej. 

Selv kalder han sig "en utidig maler". Det er meget passende. Han har alle outsiderens kendtegn. Mentalt placeret i en forkert tid - eller uden for tiden.

   Her en YouTube-video med en del af hans billeder og hans egne ord om hvem han er og hvad han kan.

Der er en permanent udstilling med en stor del af hans værker på Varde Museum.

http://vardemuseum.dk/dk.php/udstillinger/tema/ottofrello/frello-i_utidigt_selskab

En næsten komplet samling af Otto Frellos malerier kan ses på denne link-adresse:

http://www.ottofrello.dk/malerier.htm

Enjoy! 

Linn Ulmann - en forfatter i outsiderposition - i skyggen af et skandaløs familiekonstellation

Mange særligt kreative mennesker har forældre der også er kreative. Og det undrer ikke da den særligt kreative hjernes særlige konstruktion(sfejl) sandsynligvis er delvist genetisk bestemt. 

   Men netop konstellationen kreative børn af kreative forældre kan jo i princippet lige så godt betyde at det netop er miljøet der har været afgørende for det kreative barns kreative udvikling.

    Det slår mig når jeg i Politikens nye omfangsrige lørdagskulturtillæg fra den 19. maj læser om den norske forfatter Linn Ulmann: et stort portræt interview med hende i anlednin af hendes nys udsendte roman: "Det dyrebare".

Linn Ullmann

Linn Ullman og Liv Ullmann

Linn Ullaman og Ingmar Berman

Illustrationerne er hentet fra nettet. Der findes ingen fotos af dem alle tre sammen.

   Artiklen i Kulturtillægget er skrevet af Carsten Andersen, og rubrikken rammer plet i forhold til et af de temaer jeg har forfulgt på bloggen her: skandalens betydning for udvikling af kreativitet:

Født som skandale 

Linn Ulmann er datter af den svenske filminstruktør Ingmar Bergman og den norske skuespiller Liv Ullmann som var star i flere af hans store film. 

   Hvori skandalen? Linn Ullmanns forældre var ikke gift med hinanden, og det at være uægte barn i 1966 var ifølge artiklen "ikke noget man tog let på i Norge". Og: "Der skulle gå tre år før en præst gik med til at døbe hende".

Det jeg straks bider mærke i er jo et barndomsliv med savn i forhold til forældre, med social rodløshed og en flersproget tilværelse:

Hendes mor og far nåede dårligt nok at få Linn sammen, før Bergman sagde farvel til famililivet og slog sig ned på Fårö  ved Godtland.

Ifølge artiklen er Linn Ullamann blufærdig og tilbageholdende med at fortælle om sine berømte forældre, men...

Det ligger dog fast, at hun næsten altid har pendlet mellem USA, Sverige og Norge. Ofte et år ad gangen, og hun nåede at gå på tretten skoler, før hun forlod High School i USA. Det var hendes mor, Liv Ullmann, der fra første øjeblik havde ansvaret for hende, mens Ingmar Bergmann havde mere end nok med at være store kunstner. Som regel rejste Linn med sin mor, som i kraft af sit arbejde var nødt til at slå sig ned mange forskellige steder. Og var datteren ikke med, havde hun skiftende barnepiger. 

Ifølge artiklen gjorde det Linn til et meget selvstændig barn i en tidlig alder. 

   Og jeg konstaterer at hun har haft "ondt i farforholdet". Og sandsynligvis også i "morforholdet". Og det har stort set været umuligt for hende at have stabile relationer til jævnaldrende kammerater - eller andre familiemedlemmer. Fantasierne fylde savnets mentale tomrum ud.

   En anekdote fortæller at hun først da hun var 12 år opnåede at opleve sine forældre sammen på et hotel i Polen - efter selv at have opsporet hvor de befandt sig og tiltusket sig en flybillet fra moderens agent i New York.

   Linn forklare om sit forhold til den bog hun har skrevet:

"Det er jo en blotlægning af dig selv. Selv om jeg holder  mig til fiktionen, forsøger jeg at skerive ærligt og at skrive mig hen mod det, som er sårbart, eller det jeg er bange for," siger hun.

   I "Det dyrebare" skriver hun bl.a. om, hvordan det påvirker omgivelserne , at noget forsvinder, om det så sker hurtigt eller gradvist. 

   I den aktuelle roman er et afgørende omdrejningspunkt, at en barnepige forsvinder og siden bliver hun fundet nedgravet og myrdet. 

Første gang jeg tager temaet skandale og kreativitet op er i indlægget fra den 13. april  2010: "Skandale - en kilde til kreativitet" (link til slut i indlægget).

   Det var faktionsmanden Poul Nesgaard der introducerede mig til den ide at der kunne være en sammenhæng. I gymnasiet blev han smidt ud af skolen uden at få sin eksamen, og det var en "skandale", fortæller han.

   I mit gamle indlæg kobler jeg skandale sammen med fænomenet "kreativ vrede". Og beskriver hvordan den kreative vrede kan forbinde fortidige oplevelser med aktuelle udtryk gennem konceptuel blending.

Hvad med "kunstnerisk skandale"?

   Den nyere kunsthistorie har jo mange eksempler på at når nye kunstretninger træder frem, så bliver deres første programmatiske udstillinger ofte omtalt som "skandaler": Impressionisterne, Fauvisterne, Surealisterne, Dadaisterne.

   Herhjemme kan man jo tænke på den skandaløse Vilhelm Freddies politikonfiskerede billeder, eller Broby-Johansens digtsamling Blod som også blev forbudt. Eller Thorsens aldrig realiserede Jesus-film. Eller Poul og Nulle med julekalenderserien: Hullet i jorden. Eller lort på dåse, guby-fisken i blenderen, henkogt hestehoved, Muhammed-tegningerne, etc.

   Så en kreativitets-stimulerende skandale peger altså to veje: indad mod erindringen og tidligere oplevelser af brud og savn, og udad mod samtiden og de aktuelle relationer til omverdenen.

   Teorien om conceptual blending, har et begreb jeg ikke lige har fundet et godt dansk ord for: "Mapping". de taler om at der foregår en "mapping" imellem et konceptuelt rum og et andet. Det har i hvert fald noget med "overføring" af strukturer og relationer mellem to konceptuelle rum at gøre: altså et rum der er knyttet til barndoms- og ungdoms-oplevelser og et rum der er aktuelt.

   Skandalebegrebet som Poul Nesgaard luftede, hænger klart sammen med de forestillinger jeg har om fænomenet "kreativ vrede", som altså er vrede der fremdriver eller udløser kreativitet (...).

Og det er faktisk konceptuel blending af fantasier og selvbiografiske (kamuflerede) erindringer som resten af portrættet handler om. Hun ønsker klart at undgå skandale ved at fravælge at skrive utvetydigt selvbiografisk. Hun er bange for at det vil udløse reaktioner i offentligheden "hun slet ikke vil kunne styre": 

"Derfor er fiktionen et vidunderligt middel til at komme frem til det samme. Fiktionen er en måde at være mere sandfærdig på. Mere nådesløs og brutal, hvis det er nødvendigt. Eller mere øm. For mig er fiktionen meget bedre , for jeg er alt for lukket og genert, og formentlig også forfængelig til at skrive selvbiografisk.
   Men selvfølgelig ved datteren af Nordens kulturelle power couple, at hendes biografi ligger under det hele, og at læserne også ved det. Derfor dukker der små brudstykker op i nogle af romanerne- Både i den aktuelle roman oog i en tidligere roman optræder der en faderskikkelse, som islogerer sig ude på en ø, Fårö, eller noget der ligner. (...)
  "Det er klart, at jeg leger med min egen selvbiografi, og det ved jeg også når jeg skriver, for mine forældre har været ekstremt offentlige personer, og jeg skriver selv bøger, så er det jo da en slags... (...)... drilleri", siger Linn Ullmann, og smager på det danske ord.

"Drilleri" som eufemistisk og kamuflerende metafor for den bagvedliggende kreative vrede, der driver faktuel erindringsbilleder sammen med den litterære fantasi i et konceptuel "blend" - et kreativt litterært "blandingsværk".

Efter jeg har læst bogen "Imagine - How Creativity Works" - af Jonah Lehrer, kan en række af de iagttagelser jeg har gjort i mange tidligere indlæg, muligvis sammenfattes under begrebet "outsider". Bestemte oplevelser i barndom og ungdom placerer med vold og magt kreative personer i en "outsiderposition" - og den stimulerer til kreativitet. Men det kan også være særlige genetisk bestemte personlighedstræk der fra starten placerer et barn i den position, fx hvis de er HSP´ere.

   I hvert fald er det tydeligt at Linn Ulmann både i sin barndom - og også i sit voksenliv - mentalt er blevet placeret i en sådan fremmedgjort outsiderposition på grund af de helt specielle forældre hun har haft og den position de har haft i offentligheden. En outsiderposition som hun må skrive sig ud af eller ind i - for at forstå hvor den stammer fra.

   Mere om outsiderpositionens betydning i kreativitetssammenhæng i et kommende indlæg. 

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/skandaler-en-kilde-til-kreativ-tnkning.html