En god bog om mad(lavnings)filosofi - 'Cooked - a Natural History of Transformation' - og andre historier om madlavning

Jeg er glad for at lave mad.
   Har gjort det i mange år - fruen gør det kun en gang  imellem. Som afløsning - og når hun får lyst. Og gennem årene er det blevet en naturlig del af hverdagen at planlægge hvad vi skal spise om aftenen - som regel et par dage eller tre forud.

   Men hvorfor er jeg glad for at lave mad?
   Sikkert af samme grund som fruen er glad for at "lave have".

   Man får brugt hænderne, man får mulighed for at tænke konkret og kropsligt. Man får mulighed for at planlægge og improvisere. Man får aktiveret og brugt syns-, føle-, lugte- og smagssans. Man overvejer valg af redskaber i forhold til formål med de enkelte ingredienser. Man kan gå og tænke på andet - filosofere eller næsten meditere - mens man laver mad. Man kan glæde sig til reaktionerne til dem der skal spise med, og som man - også - laver maden for. Og man kan simpelt hen komme i en slags 'madlavningflow'.
   Under alle omstændigheder er der jo en belønning: fortæringen af resultatet. Klimaks på en proces der nemt kan finde på at tage en time eller tre.

Det hører med til min personlige madlavningshistorie at jeg i 1992 foreslog to vennepar som boede inden for køreafstand af det Vordingborg som fruen og jeg just var flyttet til, at vi aftalte en mad- og middagsklub - med klare og enkle spilleregler: Vi skulle mødes en gang om måneden på skift - og lave og servere aftensmad for hinanden. Da vi havde store problemer med at finde weekender hvor alle kunne, så blev reglen i mange år (indtil vi blev pensioneret) at det var en hverdagsaften med mødetid kl. 18.
   Siden blev et svensk ægtepar boende i Malmø-området tilsluttet klubben, da Øresundsbroen blev færdig.

   Madklubben har utvivlsomt stimuleret både kreativitet, ambitioner og kvalitet - hos alle deltagerne. Og kører nu på 22. år.

Jeg  køber også kogebøger, ganske mange er det blevet til gennem årene. Men jeg bruger dem - ærlig talt - ikke ret meget. Finder et par opskrifter hist og her, prøver dem af - nogle går ind i det faste repertoire, andre bliver ved første gangs forsøget.

   Men ofte er kogebøger jo sat ind i en social- psykologisk kontekst - med fokus på retter fra en bestemt egn eller kultur. Eller retter inden for en kur-trend eller kur-frame: Lavt kalorietal hvis det er til en af fastedagene i 5+2-kuren, højt proteinprocent hvis det er DUKAN-kuren, brød uden mel hvis du satser på stenalderkosten, mad uden kød og fisk hvis du prøver den vegetariske livsstil.

   Hver gang lærer man lidt og nyt. Får en ide til næste gang. Får nyt perspektiv på det velkendte. Føler sig kreativ og i live. 

   

Så er der kogbøger af kokke med et navn - især tv-kokke:

   Jamie Oliver er og bliver min favorit. Udogmatisk, kreativ, åben - hans performance gennemsyret af en hvor svært kan det være-holdning. Også hans engelske arbejderdialekt, nyder jeg. 

   Og han har i den grad min sympati med de projekter hvor han har prøve at ændre store befolkningsgruppers eller institutioners dårlige madkultur. 

   Af de mange opskrifter jeg har trukket på i årenes løb, er der i skrivende stund to jeg har bidt mærke i og fast vender tilbage til - begge opdaget og afprøvet først af fruen: Kylling stegt i ovn, og flæskesteg stegt i oven. Begge er karakteriseret ved meget høje temperaturer fra starten.

   

Vores hjemlige Claus Meyer har jeg også fået inspiration af - med opskrifter og ideer. Og han hører jo til gruppen af særligt kreative personligheder med en vanskelig barndom med afsavn og mobning, og han er klart en af dem med "flere personer i en". 

   På madfronten har "Det nye nordiske køkken" - et koncept - en madframe - som han har været en af igangsætterne for, været lige så epokeskabende som Lars von Triers og kollegers "dogmeregler" for film: kreative restriktioner der i et spring har ændret tænkningen inden for et produktivt felt. 

   Jeg har flere gange skrevet om Claus Meyer her på bloggen, blandt andet her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/claus-meyr-og-carl-ove-knausgaard.html

Umiddelbart husker jeg fra hans bøger at have fået en god opskrift på cole-slaw, - og på en salat med rå selleri i tern, sorte bønner, fennikel i tern, fine grønærter og rejer - med citrondressing. Men også flere  gode fiskeretter har han inspireret til.

Jeg må også sige at Brødren Price som tv-kokke hører til mine favoritter. Jeg har ingen kogebog af dem, men når jeg går på nettet efter opskrifter, er det tit deres jeg ender op med at bruge.

   Typisk får jeg nemlig en ide til en ret, og i stedet for at begynde at lede i mine kogebøger, så går jeg på nettet. Finder en serie opskrifter inden for genren, temaet eller retten. Og laver som regel så en ret hvor jeg kombinerer elementer fra flere opskrifter.

 
Jeg husker umiddelbart tre ideer jeg fik fra Price-opskrifter:

- Til lasagne, med kød eller med fisk - der tilsætter man klatter af hjemmelavet frisk pesto til hvert lag - oven på bechamelsovsen. 

- Man kan lave en bechamlsovs med svampe - og så for at give ekstra svampesmag, tilsætte r man til sovsen fintkværnede tørrede carljohan-svampe.

- Hvis man skal lave stegt ål, så kan man lade de rå ålestykker trække i øl - inden de rulles i rasp eller mel og steges. Det trækker noget af den for fede smag ud af dem.

Når man blot hver dag skal lave mad til to, så går der jo også rutine i det. Man har sine favoritter, og så er der de opskrifter og retter der giver venlig klap, anerkendende blikke og kærlige reaktioner fra fruen. Eller fra familien når de er på besøg.

   Derfor kan det også være stimulerende med noget tænkning og viden om mad og madlavning der går ud over de konkrete opskrifter og de aktuelle trends.

  Fx købte og læste jeg for et par år siden den danske bog - internationalt et pionerværk - om den såkaldte 'femte smag': umami. 

   Titlen er "Umami - gourmetaben & den femte smag" af Ole G. Mouritsen og Klavs Styrbæk. Den gave mig en lang række aha-oplevelser der forklarede hvorfor nogle af mine retter var blevet så populære som de var hos børn og voksne.  Og gav klart også en række ideer til forbedring af nogle af mine opskrifter.
   Jeg skrev om bogen her: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/01/umami-velsmagens-kreative-blending-for.html

De fleste opskrifter jeg bruger, har jeg i hovedet, men en del er skrevet ned fordi familie og venner har ønsket dem. Og ved lejlighed vil jeg smide nogle af dem ind på bloggen her, men ikke denne gang.

   Min største svaghed som amatørkok er i øvrigt, kan jeg godt indrømme her, min naturlig dovenskab, som gør at jeg for ofte laver produktionsmæssige shortscut og simpelt hen har for travlt. Og hver gang fortryder jeg at jeg ikke tog det mere roligt, og gav mig tid til at forberede alle ingredienserne hver for sig inden jeg gik i gang med lave maden.

   

En mental bremseklods for utålmodigheden finder man i litteratur om hvad man kunne kalde 'mad(lavnings)historie' eller 'madfilosofi'. 

   Nogle venner lånte mig den her bog på godt 500 sider, som de gav mange begejstrede ord med på vejen. Den var på et konceptuelt niveau et trin højere end umami-bogen, og har titlen "Cooked - a Natural History of Transformation".

   Det lyder jo i sig selv både imponerende  - og lidt mystificerende, det med "transformationens historie". På forsiden står der at den er blevet en 'New York Times No 1 Besteller'.

   Forfatterens navn er Michael Pollan. Og en googling fortæller at han er en kendt madskribent fra New York der har haft stor indflydelse på hvordan "man tænker" om mad og madlavning:

For the past twenty-five years, Michael Pollan has been writing books and articles about the places where nature and culture intersect: on our plates, in our farms and gardens, and in the built environment.

   He is the author of Cooked: A Natural History of Transformation (2013) and of four New York Times bestsellers: Food Rules: An Eater’s Manual (2010);In Defense of Food: An Eater’s Manifesto (2008);The Omnivore’s Dilemma: A Natural History of Four Meals (2006) and The Botany of Desire: A Plant’s-Eye View of the World (2001).

   The Omnivore’s Dilemma was named one of the ten best books of 2006 by both the New York Times and the Washington Post. It also won the California Book Award, the Northern California Book Award, the James Beard Award, and was a finalist for the National Book Critics Circle Award. A young readers edition called The Omnivore’s Dilemma: the Secrets Behind What You Eat was published in 2009.

   In 2011, Pollan published a illustrated version of Food Rules with beautiful new paintings by Maira Kalman.

   The Botany of Desire received the Borders Original Voices Award for the best non-fiction work of 2001, and was recognized as a best book of the year by the American Booksellers Association and Amazon.com.

   PBS premiered a two-hour special documentary based on The Botany of Desire in fall 2009. Pollan is also the author of A Place of My Own (1997) and Second Nature (1991).

"Cooked" er en glimrende bog som også har givet mig en del aha-oplevelser. Titlen spiller på at verbet "cook" på engelske både betyder "koge" og "lave mad", og det er den sidste brede betydning som her dækker bogens indhold.

   

Først og fremmest giver bogen en masse indsigt i madkemi og mad-biologi, og den giver fyldige bidrag til en madkulturhistorie, noget som jeg ikke havde alt for megen viden om i forvejen. 

   Og Pollan skriver godt - om end ind i mellem lidt for langtrukkent. Men bogen er spækket med underholdende anekdoter som forfatteren har gravet frem under sin research.
   Hans erklærede præmis er at mad og madlavning er vigtigt fordi det er den kompetence der mest af alt adskiller mennesker fra dyr: at de laver mad - at det de spiser, først er tilberedt - 'transformeret'. Og at det at lave mad er en kulturel transformationsproces af natur til kultur, en udviling som også har transformeret mennesket og menneskets kultur(er) op gennem historien.

   

Bogens dramaturgiske konstruktion  - plottet der er den 'motor' der driver historien og læseren frem - kender jeg fra efterhånden mange af de gode amerikanske og engelske fagbøger jeg har læst i de senere år - blandt andet om hjerneforskning. 

   Vi får gennem bogen fortalt udviklingshistorien om hvordan forfatteren selv er blevet klogere og dygtigere - gennem researchen til bogen. 

    Joshua Foers fængende bog om hukommelseskunstens historie og teknik, "Moonwalk with Einstein", følger fx den skabelon. 

   Herhjemme er Lone Frank med sine bøger "Mit smukke genom" og "Den femte revolution" en fagbogsforfatter der kreativt har udnytte det samme plot som motor i sine vidensformidling om henholdsvis den moderne genforskning og den moderne hjerneforskning.

I "Cooked" fortæller Michael Pollan om hvordan han opsøger eksotiske gammeldags madproduktionsmiljøer og nørdede madmagere og specialistkokke rundt omkring i USA, i Frankrig, i Italien og i Korea, blandt andet. Og vi får fortalt hvordan han - kortvarigt - går i tjeneste og på kursus hos nogle af dem for at lære tricks og opskrifter der giver særlig velsmag og sikrer særlig kvalitet.

  Og hjemme i sit eget køkken går han også selv i gang med fx at bage brød, grille gris, brygge øl, lave sauerkraut m.m. efter forskellige skrevne opskrifter - med større eller mindre held. Og så motiverer det at han derefter opsøger en mand eller kvinde ude i den store verden som virkelig kan og ved hvordan man gør for at det producerede bliver smagsmæssigt helt i top. 

Fidusen ved dette plot hvor forfatteren fortæller om sin opdagelsesrejse ud i madlavningens kunst, historie og teknik, er at han så at sig kan spring af "motoren" undervejs: give historiske tilbageblik, forklare kemiske reaktioner, fortælle om fremmed madkulturer, levere associerende anekdoter - og så spring på igen, tilbage til (fortællingen om) forløbet af sin personlige lærings- og udviklingsproces.

Overordnet er bogen bygget op i fire afsnit der tager udgangspunkt i hver af den klassiske oldtids fire grundelementer: ild, vand, luft og jord. Og det er en rigtig god ide - et godt greb til at give perspektiv ramme og fokus for de mindre dele af bogen.

   Og hvert hovedafsnit fortæller så om den 'transformation' der sker af "råstoffer" i naturen til "mad" på bordet ved fire forskellige, fundamentale tilberedningsformer: 

• at stege - grille - kød over bål eller gløder, som utvivlsomt er langt den ældste form for madlavning i menneskehedens historie; hovedafsnittet har undertitlen "Creaturs of the Flame".
• at lave sammenkogte retter - ved hjælp af langvarigt opvarmet vand eller andre vandige væsker med fokus på såkaldt 'braisering' (først stege, og så "simre" med lidt væd i lang tid); hovedafsnittet har undertitlen "A Recipe in Seven Steps".
• at bage (sur)brød - ved at hæve med gær der udvikler CO2 når gærkulturen spiser sukkerstoffer - med særligt fokus på surdejs- og fuldkornsbrød; undertitlen "The Education of an Amateur Baker".
• at producere forskellige særlige mad- og drikketyper genne fermentering - med fokus på ost, skyr, gravet fisk og kød, og mjød, vin og øl - ved hjælp forskellige former for mikrobilogisk bearbejdning; undertitlen: "Fermentation´s Cold Fire".

Her er lige en karakteristik af fagudtrykket 'fermentering', som jeg ikke havde helt klar for mig før jeg læste bogen her:

Fermentering er en kemisk proces som katalyseres af eller foregår pga. mikroorganismer og deres enzymer. Ved fermentering nedbrydes organisk materiale til enten andet organisk eller til uorganisk materiale eller en blanding, som i eksemplet med alkoholgæring, hvor der dannes både uorganisk kuldioxid og organisk ethanol. Der kan også dannes komplicerede biologiske molekyler som for eksempel antibiotika.

Og tilsvarende: Hvad er 'braisering' egentlig?

At braisere (eller poélere) er at brune kød eller fjerkræ, og derefter tilsætte en mindre mængde vin, bouillon eller anden væske. Braisering sker typisk i (jern)stegegryde med låg, men kan også være i ler-cocotte eller ildfast fad med låg i ovnen. Formålet er, at kødet bliver saftigere og mere mørt. Der opstår samtidig en lille mængde koncentreret sky, som kan indgå i en sauce. Braisering er godt til tilberedning af kød med bindevæv fx bov, tykkam eller kæber.

Bogen indeholder "kun" fire opskrifter - som et appendix og med en for hvert hovedafsnit: ILD: "Pork Shoulder Barbecue", VAND: "Meat Sugo and Pasta", LUFT: "Whole-Wheat Contry Loaf", JORD: "Sauerkraut".

   Det er en rigtig god ide, for hver af de fire grundopskrifter fastholder hovedprincipperne i det Michael Pollan har lært sig under sin udforskning af den gode madladlavnings brogede univers.

Bogen har også et overordnet madpolitisk sigte: at prøve at fastholde og videregive traditionerne for og basal viden om hvordan folk kan lave velsmagende og sund mad derhjemme af gode råvarer. Og "sværere er det altså ikke", er omkvædet.
   Og videre er sigtet at give en velargumenteret og dokumenteret kritik af fastfoodkulturen og af de alt for forarbejdede madvare med alverdens tilsætningsstoffer som gør det "lettere" og hurtigere at lave mad derhjemme, men en kultur med tilhørende industrielle produktionsformer som samtidig mere og mere truer folkesundheden alvorligt.

En tilfredsstillelse var det i øvrigt at få bekræftet at mit eget grydebrød - om end det ikke laves så indviklet som det brød Pollan beskriver - er "på rette vej" - og at få dokumenteret at min egen kødsovs til pasta stort set følger den opskrift som Pollan videregiver fra en italiensk mesterkok.

Hvis man er interesseret i tv-madprogrammer, så har der i en del år været en serie på DR 2 med fællestitlen mad fra "River Cottage" som har mange lighedspunkter med "Cooked" i tænkning og filosofi.

   Om konceptet og manden der fandt på det for efterhånden mange år siden, fortæller Wikipedia:

River Cottage is a former weekend and holiday home that was originally a game-keeper's lodge in the grounds of Slape Manor, Netherbury, Dorset. It featured in a number of television series presented by television chef Hugh Fearnley-Whittingstall. River Cottage HQ is now based on the Devon/Dorset border near Axminster and is home to an award winning Cookery School, a state of the art Chefs' School, unique dining experiences, events and weddings. The name is also used as a brand for some of Fearnley-Whittingstall's business ventures, including restaurants and products such as beer and yoghurt.

TV-kokken Hugh Feearnley-Whittingstall er en klar engelsk pendant til vores egen Claus Meyer. Eller omvendt: kreativt hoved, frontkæmper for fornyelse af madkulturen, krav om kvalitet kombineret med næse for entreprenørmuligheder og konceptuel blending af ideer og teknikker.

http://www.rivercottage.net/

http://www.clausmeyer.dk/

'Gal eller normal' - godt gået af DR og af de medvirkende - både de normale, de gale og de kloge der ikke var så kloge endda

Denne blog har som et af sine fokusområder at omtale, beskrive og analysere kreativt tv: dramaturgiske nyskabelser, nye formater, gode nyhedsindslag, grænsebrydende dokumentarer, hybride blandingsformer, alternativ storytelling der virker.

   Til de positive nyskabelser inden for det sidste års tid har jeg noteret mig 'Gintberg på kanten' og 'TV!TV!TV!' med værten Anne Cortzen, som i øvrigt - det var det med generne og kreativiteten - er søster til Mads Brügger, har jeg læst. Som selv er en kreativ faktionsblandemaskine.
   

"Reality tv" er en genrebetegnelse for en bred vifte af underholdende tv-programmer og formater, som fra midten af 90´erne har fået større og støre plads på næsten alle tv-kanaler. Fælles for dem er den iscenesatte men uskriptede virkelighed hvorunder deltagerne udsættes for forskellige prøvelser, konkurrencer, udfordringer, provokationer inden for forskellige spilleregler. 

   Formlen er typisk den vi kender fra fiktion: Hvad nu hvis... Og ofte balancerer tilrettelæggerne på en etisk knivsæg.

Da Poul Martinsen for nogle år siden producerede dokumentarserien 'Krigerne' for DR - som havde klare reality-elementer i plottet, så ville han genrebetegne den "reality-dokumentar". Men det måtte han ikke. De højre magter havde besluttet at DR pr. definition ikke producerede reality-programmer (fordi det var "trash-tv").
   Allerede den gang var et af de mest populære format-programmer 'Sporløs', et andet 'Hammerslag', begge programmer som har klare reality-elementer i den dramaturgiske konstruktion.
   Under alle omstændigheder har DR siden besindet sig og ændret kurs - mest markant med 'X-Faktor'. Og i de senere år har programfladen godt nok været fyldt pænt op af forskellige formater med afprøvende reality-plot af varierende kvalitet og originalitet.

De sidste 2 mandage har man på DR 1 kunnet se et nyt eksempel på et sådant afprøvende format - med titlen 'Gal eller normal'.

   Ideen - lig med plottet - er som i al effektiv reality så klar at det kan udtrykkes i et par sætninge; her fra DR.dk´s programomtale

I programmet ’Gal eller normal’ møder vi 10 frivillige danskere i alle aldre og med vidt forskellige baggrunde. Fem personer i denne gruppe er sunde og raske, fem har en psykiatrisk diagnose.

   Men hvem er hvem? Det skal programmets tre eksperter, som alle har mange års erfaring inden for psykiatrien, forsøge at gætte ved at observere de 10 deltagere i tre dage.

http://www.dr.dk/DR1/STAMSIDER/20120510101553.htm 

Det her skal ikke være en anmeldelse, men jeg synes udsendelserne fungerede godt. 

   Først og fremmest havde de to udsendelser som serien bestod af, en morale som jeg var rigtig glad for. Flere i min nærmere og nærmeste familie har i perioder af deres liv haft nogle af de diagnoser som også nogle af de medvirkende har eller har haft. 

   Og programmets fordomspunkterende morale var - som klimaks´ dokumenterede - lysende klar, her udtrykt af programmets vært, læge Peter Qvortrup Geisling:

...at det faktisk er sværere end man tror, at pege ud hvem der har en psykiatrisk diagnose, og hvem der ikke har. Samtidig skal programmet vise, hvor normalt og velfungerende det kan lade sig gøre at leve, selvom man har en psykiatrisk diagnose. 

Den nærmere beskrivelse af opgaver og udfordringer for de medvirkende, viser hvor programmet kører på kanten af etikken:

I løbet af de tre dage bliver deltagerne udsat for forskellige opgaver og test, som er specielt designede til at fremprovokere en reaktion hos psykisk syge. Spørgsmålet er nu, om de psykisk syge i gruppen vil skille sig ud og dermed afsløre sig selv? Vil det være muligt at skelne mellem, hvornår anderledes adfærd er tegn på en psykisk sygdom, og hvornår det blot er et personligt karaktertræk?

Godt spørgsmål, som man siger. 

   Ud over de 10 medvirkende - halvdelen "normale", halvdelen med en "psykiatrisk diagnose" - medvirkede tre eksperter: en psykiater, en psykolog og en psykiatrisygeplejerske. Disse eksperter er nok regulære "eksperter", men de får ikke lov til at fungere under ekspertvilkår. Tre dage  til det hele, ligesom i andre gode engelske formater som 'Time Team´ og ´Rough Science´. Og muligheder for nogle korte spørgesekvenser.

   Her beskrives vilkårene i øvrigt:

Eksperterne får ikke den tid, de plejer til at stille en diagnose. De kender ikke på forhånd deltagernes baggrunde eller personlige historier. De får kun lov til at observere dem under testene. Hvis fordommene om psykisk syge holder stik, burde det ikke være et problem at se, hvem af deltagerne der lider af henholdsvis en spiseforstyrrelse, maniodepressivitet, paranoid skizofreni, social fobi og OCD.

Med disse vilkår for de tre eksperter, ligner 'Gal eller normal' de to ovennævnte engelske formater, hvor det er eksperterne der plottes imod, og de to programmer her er også en dansk udgave af et engelsk udviklet format. 

   Det lykkedes kun eksperterne at "afsløre" to af de fem "gale". Og tre normale uden en diagnose "diagnosticerede" de tre eksperter som "gale". 

   Velkommen på forsiden!

Mens en lang række realityformater - ingen nævnt ingen glemt - cementerer negative fordomme om mennesker og deres motiver og interesser, så var det her format klart fordomsnedbrydende, idet seerne blev sat i samme position som eksperterne og kunne "diagnosticere med" - og tage fejl ligesom dem.

   Formatet her - 'Gal eller normal' - var klart kritisk oplysende og fordomsbearbejdende: De professionelt kloge, var ikke så kloge endda, og fik sig en gevaldig, men positiv lærestreg - ligesom seerne som sad i samme position.
   Ikke mindst psykiateren gave et stærkt positivt udtryk for hvad han fik ud af proggramplottet der var rettet imod hans selvforståelse som ekspert.
   Psykologen til gengæld kørte lidt på frihjul. Han havde jo et firmabrand at skulle forsvare
   Og selv alvorligt psykisk syge med forskellige diagnoser og deres pårørende, kunne af programserien få et begrundet håb om at få så meget styr på deres psykiske lidelse at de kan leve en almindelig tilværelse som "normal".
   For alle de fem med diagnoser opførte sig ikke bemærkelsesværdigt anderledes end de andre fem uden diagnose. Visual proof, syn for sagn.

Her kan du se de to programmer i serien:

http://www.dr.dk/nu/player/#/gal-eller-normal/42301http://www.dr.dk/nu/player/#/gal-eller-normal/42909 

Af DR´s webportal fremgår følgende om kontekst og baggrund :

’Gal eller normal’ er også titlen på en ny bog som udkommer den 22. maj, og som sammen med tv-programmet og hjemmesiden www.dr.dk/sundhed i samarbejde med ’En af os’-kampagnen skal give både seere og læsere nogle øjenåbnende erkendelser.

Formatet er beslægtet både med Poul Trier Pedersens spontanspil fra slut-70´erne og begyndelsen af 80´erne, og med Poul Martinsens afprøvende dokumentarprogrammer som fx 'Dagbog fra en fristad' og ´Lydighedens dilemma' - og reality-dokumentarserien 'Krigerne'. 

   Det har også genremæsige fællestræk med engelske reality- og fakta light-formater som 'Faking it' og 'Wife Swap'.

   Fælles for dem alle er at de initierer og faciliterer lærer- og udviklingsprocesser hos de medvirkende, både de almindelige mennesker og eksperterne. Og det indebærer at seerne bliver tilsvarende engageret og oplyst gennem effekten af spejlneuron- og default mode-netværkerne i hjernen.

Af nye formater på DR beslægtet med 'Gal eller normal', har vi haft 'Blod, sved og ris' og 'Restaurant bag tremmer'.
   Jeg har i et tidligere blogindlæg forholdt mig kritisk til forgængeren til 'Blod, sved og ris', og skal ikke kommmentere det yderligere.
   'Restaurant bag tremmer' med kokken Claus Meyer som den drivende kraft og karakter, er klart inspireret af en række af Jamie Olivers udsendelsesserier med lignende ide og plot.
   Jeg har set et par stykker i den danske serie, og synes de fungerede OK, men fremdriften og fascinationen var klart svagere, og alvoren større end i de engelske forbilleder.
   Et særligt alvorlig og kritisk twist fik reality-dramaturgien her, da et kvindeligt voldsofffer, Malene Duus, mens udsendelserne blev sendt, skrev en kronik i Politiken om den uhyggeligt og mareridtsagtige grove vold hun var blevet udsat for af en af de indsatte medvirkende som Claus Meyer havde lovet en resocialiserende praktikplads i sit "Madhus" når han kom ud.
   Kronikken havde den mavepinlige og debatvækkende pointe - at man i Danmark gør mere for at hjælpe de indsatte end for at hjælpe voldsofrene. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2012/02/erfaringssprog-sa-det-lyser-to.html

Ligheder mellem Claus Meyers og Karl Ove Knausgaards barndom og personligheder

Hvad er ligheden mellem mad-iværksætteren Claus Meyer og den norske succes-forfatteren Karl Ove Knausgaard?

   Særligt kreative personligheder med "ondt i farforholdet"! Og ildsjæle.

Fra det store interview i Politiken søndag den 28. juli med Claus Meyer - under rubrikken: "Stegemargarinedrengen, der i dag vil give os det daglige brød:

Da Claus Meyer blev konfirmeret, rejste han sig op og holdt en tale. Først vendte han sig mod sin mormor, som han elskede overalt på jorden. Det var hende, der holdt sammen på hans verden. Hun blev rost og takket, fordi hun havde været alt for ham i al den tid, han havde været til.

   Derefter vendte han sig mod sin mor og far, og ordene var få:

   "Jer to har jeg ikke noget at takke for."

Det er jo sigende, men uddybes ikke nærmere i interviewet, det liv der gik forud for konfirmationen.    

   Men han var tyk på det tidspunkt, er sikkert blevet mobbet, og giver selv forklaringen: usund mad hjemme og trøstespisning. 

   Forældrene viste tilsyneladende ikke nogen interesse for deres dreng, hverken hvordan han klarede sig i skolen eller på sportspladsen. 

   Mormoderen døde, forældrene blev skilt, faderen flyttede, og moderen blev alkoholiker. Det gik dårligt i skolen.

   På vej mod et taberliv i udkantsdanmark?! - tænker man. 

   Vendepunktet var en tysklærer:

"I syvende klasse fik jeg så en virkelig lortekarakterbog, men samtidig sagde min tysklærer, at hvis jeg tog mig sammen, kunne jeg godt få 11. Den tillid, hun viste mig, betød, at jeg på et år gik fra 6 til 11 på den gamle skala. Måske kom det af, at jeg indtil da havde været en doven, fed dreng. Nu begyndte jeg at gøre mig umage. Fra den karakterbog i syvende klasse blev jeg dygtig til at gå i skole. Jeg arbejdede også for at lærerne skulle synes, jeg var en god dreng, der kunne roses."

Det er livsvigtigt og afgørende for Claus Meyer at få ros og accept, for det har han savnet som barn.

   Skabelonen er den klassiske for barndommen for den særligt kreativ personlighed. Manglende anerkendelse fra forældre. Modvægt: Mormor og lærer som mentorer der giver kærlighed og viser tillid.

   Og så er der det med at skifte miljø og sprog - og være genert også som voksen - at føle sig fremmed, hjemløs og usikker på sin identitet:

Jeg har ikke noget mod kendte mennesker, jeg kan bare ikke lide at være blandt dem. Måske skyldes det at jeg er en bonderøv fra provinsen. En gang brugte en københavner det endda som skældsord om mig. Han mente, min kone havde fundet en bonderøv, men for mig er det en kvalitet.

Samtidig med at han er selvusikker og genert, også som voksen, fører han sig aktivt frem og er kreativ igangsætter netop med forankring der hvor han er vokset op: Det er ingen tilfældighed, men en mental nødvendighed at en lang række af hans madudviklingsprojekter forankres i barndommens land Lolland-Falster  

   Det er som Poul Martinsen der hele sit liv producerer dokumentarer om mennesker fra miljøer der ligner hans barndom i en arbejderfamilie i Vangede.

   Og det er som når en masse forfattere bruger erindringerne fra deres barndoms land som brændstof i deres digtning. Som fx nu Karl Ove Knausgaard...

Karl Ove Knausgaards fjerde bind i hans romanserie "Min Kamp"  er netop udkommet, og handler i høj grad om barndommens land og om forholdet til faderen, fremgår det af anmeldelsen i Politiken i dag med rubrikken "Dokumentariske drømm":

Vi forlader ret hurtigt den nordnorske ramme for at gå tilbage i barndommen i Kristiansand og den selv i fraværet alt overskyggende far. Han er i dette bind skilt fra moderen, der trive fint alene; hun virker næsten for selvberoende og ubekymret, også for sønnen. (...)

   Faren afviser ham gang på gang; alligevel siger sønnen ja, hver gang han så alligevel inviteres til middag hos far og den nye kone. (...)

   I dette bind får vi også en flig af en 'forklaring' på farens infantile utilstrækkelighed, selvmedlidenhed og vrede og morens næsten usandsynligt overbærenhed med hans adfærd over for sønnen: Farforældrene kan også være nogle stejle og afstumpede sataner.

Det fremgår af Claus Meyer-interviewet at han drives af et "kald" efter nogle åbenbaringslignende  oplevelser omkring bagning og kvalitetsmad hos et konditorpar i Gascogne i Frankrig. 

   Og det fremgår af anmeldelsen af Knausgaards bog at fænomenet "kreativ vrede" er det der driver ham:

"Jeg skulle fandme blive den største af dem alle. De skide idioter, altså. Jeg ville fandeme knuse hver og en af dem", siger han, efter at hans ellers trofaste støtte, storebroren Yngve, har sat spørgsmålstegn ved, om noget forlag vil udgive Karl Ove. Når man spiller så højt spil som deen unge mand, er det dybta at falde: "Jeg ville blive stor. Det blev jeg nødt til".

De er på hver sin måde driftig ildsjæle. I den særligt kreative personligheds mentale set up, tror jeg at "kald" og "kreativ vrede" som drivkraft er to sider af samme psykologiske mønt.

Interviewet var lavet af Carsten Andersen, anmeldelsen af Marie Tetzlaff.