Sider

søndag den 20. maj 2012

Linn Ulmann - en forfatter i outsiderposition - i skyggen af et skandaløs familiekonstellation

Mange særligt kreative mennesker har forældre der også er kreative. Og det undrer ikke da den særligt kreative hjernes særlige konstruktion(sfejl) sandsynligvis er delvist genetisk bestemt. 
   Men netop konstellationen kreative børn af kreative forældre kan jo i princippet lige så godt betyde at det netop er miljøet der har været afgørende for det kreative barns kreative udvikling.
    Det slår mig når jeg i Politikens nye omfangsrige lørdagskulturtillæg fra den 19. maj læser om den norske forfatter Linn Ulmann: et stort portræt interview med hende i anlednin af hendes nys udsendte roman: "Det dyrebare".

Linn Ullmann

Linn Ullman og Liv Ullmann
Linn Ullaman og Ingmar Berman

Illustrationerne er hentet fra nettet. Der findes ingen fotos af dem alle tre sammen.
   Artiklen i Kulturtillægget er skrevet af Carsten Andersen, og rubrikken rammer plet i forhold til et af de temaer jeg har forfulgt på bloggen her: skandalens betydning for udvikling af kreativitet:
Født som skandale 
Linn Ulmann er datter af den svenske filminstruktør Ingmar Bergman og den norske skuespiller Liv Ullmann som var star i flere af hans store film. 
   Hvori skandalen? Linn Ullmanns forældre var ikke gift med hinanden, og det at være uægte barn i 1966 var ifølge artiklen "ikke noget man tog let på i Norge". Og: "Der skulle gå tre år før en præst gik med til at døbe hende".

Det jeg straks bider mærke i er jo et barndomsliv med savn i forhold til forældre, med social rodløshed og en flersproget tilværelse:
Hendes mor og far nåede dårligt nok at få Linn sammen, før Bergman sagde farvel til famililivet og slog sig ned på Fårö  ved Godtland.
Ifølge artiklen er Linn Ullamann blufærdig og tilbageholdende med at fortælle om sine berømte forældre, men...
Det ligger dog fast, at hun næsten altid har pendlet mellem USA, Sverige og Norge. Ofte et år ad gangen, og hun nåede at gå på tretten skoler, før hun forlod High School i USA. Det var hendes mor, Liv Ullmann, der fra første øjeblik havde ansvaret for hende, mens Ingmar Bergmann havde mere end nok med at være store kunstner. Som regel rejste Linn med sin mor, som i kraft af sit arbejde var nødt til at slå sig ned mange forskellige steder. Og var datteren ikke med, havde hun skiftende barnepiger. 
Ifølge artiklen gjorde det Linn til et meget selvstændig barn i en tidlig alder. 
   Og jeg konstaterer at hun har haft "ondt i farforholdet". Og sandsynligvis også i "morforholdet". Og det har stort set været umuligt for hende at have stabile relationer til jævnaldrende kammerater - eller andre familiemedlemmer. Fantasierne fylde savnets mentale tomrum ud.
   En anekdote fortæller at hun først da hun var 12 år opnåede at opleve sine forældre sammen på et hotel i Polen - efter selv at have opsporet hvor de befandt sig og tiltusket sig en flybillet fra moderens agent i New York.
   Linn forklare om sit forhold til den bog hun har skrevet:
"Det er jo en blotlægning af dig selv. Selv om jeg holder  mig til fiktionen, forsøger jeg at skerive ærligt og at skrive mig hen mod det, som er sårbart, eller det jeg er bange for," siger hun.
   I "Det dyrebare" skriver hun bl.a. om, hvordan det påvirker omgivelserne , at noget forsvinder, om det så sker hurtigt eller gradvist. 
   I den aktuelle roman er et afgørende omdrejningspunkt, at en barnepige forsvinder og siden bliver hun fundet nedgravet og myrdet. 
Første gang jeg tager temaet skandale og kreativitet op er i indlægget fra den 13. april  2010: "Skandale - en kilde til kreativitet" (link til slut i indlægget).
   Det var faktionsmanden Poul Nesgaard der introducerede mig til den ide at der kunne være en sammenhæng. I gymnasiet blev han smidt ud af skolen uden at få sin eksamen, og det var en "skandale", fortæller han.
   I mit gamle indlæg kobler jeg skandale sammen med fænomenet "kreativ vrede". Og beskriver hvordan den kreative vrede kan forbinde fortidige oplevelser med aktuelle udtryk gennem konceptuel blending.
Hvad med "kunstnerisk skandale"?
   Den nyere kunsthistorie har jo mange eksempler på at når nye kunstretninger træder frem, så bliver deres første programmatiske udstillinger ofte omtalt som "skandaler": Impressionisterne, Fauvisterne, Surealisterne, Dadaisterne.
   Herhjemme kan man jo tænke på den skandaløse Vilhelm Freddies politikonfiskerede billeder, eller Broby-Johansens digtsamling Blod som også blev forbudt. Eller Thorsens aldrig realiserede Jesus-film. Eller Poul og Nulle med julekalenderserien: Hullet i jorden. Eller lort på dåse, guby-fisken i blenderen, henkogt hestehoved, Muhammed-tegningerne, etc.
   Så en kreativitets-stimulerende skandale peger altså to veje: indad mod erindringen og tidligere oplevelser af brud og savn, og udad mod samtiden og de aktuelle relationer til omverdenen.
   Teorien om conceptual blending, har et begreb jeg ikke lige har fundet et godt dansk ord for: "Mapping". de taler om at der foregår en "mapping" imellem et konceptuelt rum og et andet. Det har i hvert fald noget med "overføring" af strukturer og relationer mellem to konceptuelle rum at gøre: altså et rum der er knyttet til barndoms- og ungdoms-oplevelser og et rum der er aktuelt.
   Skandalebegrebet som Poul Nesgaard luftede, hænger klart sammen med de forestillinger jeg har om fænomenet "kreativ vrede", som altså er vrede der fremdriver eller udløser kreativitet (...).
Og det er faktisk konceptuel blending af fantasier og selvbiografiske (kamuflerede) erindringer som resten af portrættet handler om. Hun ønsker klart at undgå skandale ved at fravælge at skrive utvetydigt selvbiografisk. Hun er bange for at det vil udløse reaktioner i offentligheden "hun slet ikke vil kunne styre": 
"Derfor er fiktionen et vidunderligt middel til at komme frem til det samme. Fiktionen er en måde at være mere sandfærdig på. Mere nådesløs og brutal, hvis det er nødvendigt. Eller mere øm. For mig er fiktionen meget bedre , for jeg er alt for lukket og genert, og formentlig også forfængelig til at skrive selvbiografisk.
   Men selvfølgelig ved datteren af Nordens kulturelle power couple, at hendes biografi ligger under det hele, og at læserne også ved det. Derfor dukker der små brudstykker op i nogle af romanerne- Både i den aktuelle roman oog i en tidligere roman optræder der en faderskikkelse, som islogerer sig ude på en ø, Fårö, eller noget der ligner. (...)
  "Det er klart, at jeg leger med min egen selvbiografi, og det ved jeg også når jeg skriver, for mine forældre har været ekstremt offentlige personer, og jeg skriver selv bøger, så er det jo da en slags... (...)... drilleri", siger Linn Ullmann, og smager på det danske ord.
"Drilleri" som eufemistisk og kamuflerende metafor for den bagvedliggende kreative vrede, der driver faktuel erindringsbilleder sammen med den litterære fantasi i et konceptuel "blend" - et kreativt litterært "blandingsværk".

Efter jeg har læst bogen "Imagine - How Creativity Works" - af Jonah Lehrer, kan en række af de iagttagelser jeg har gjort i mange tidligere indlæg, muligvis sammenfattes under begrebet "outsider". Bestemte oplevelser i barndom og ungdom placerer med vold og magt kreative personer i en "outsiderposition" - og den stimulerer til kreativitet. Men det kan også være særlige genetisk bestemte personlighedstræk der fra starten placerer et barn i den position, fx hvis de er HSP´ere.
   I hvert fald er det tydeligt at Linn Ulmann både i sin barndom - og også i sit voksenliv - mentalt er blevet placeret i en sådan fremmedgjort outsiderposition på grund af de helt specielle forældre hun har haft og den position de har haft i offentligheden. En outsiderposition som hun må skrive sig ud af eller ind i - for at forstå hvor den stammer fra.
   Mere om outsiderpositionens betydning i kreativitetssammenhæng i et kommende indlæg. 
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/skandaler-en-kilde-til-kreativ-tnkning.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar