Opskriften på succes - den kreative blanding af personlighedstræk - ifølge Amy Chua - 'tiger-mom'

En klumme af Lucy Kellaway på bagsiden af Politikens økonomitillæg i dag, aktualisere mine egne teorier om "den særligt kreative personlighed"s særlige kombination af personlighedstræk og livserfaringer.

   Artiklen har rubrikken "Kontorliv: Eton møder tigermor". Og manchetten forklarer:

'The triple package hedder en ny bog af Amy Chua - 'tigermor' - og hendes man. Den forklarer succes med tre egenskaber: mereværdskompleks, usikkerhed og impulskontrol. Alle tre i de rigtige doser. Det burde man tænke over på Eton ...

Pointen er at mænd som har elite- og overklasse-universitet Eton som rugekasse ikke pusher dens elever til de højeste og mest kulturelt, økonomisk eller politiske topposter når der er gør karriere. Deres karriere bliver i bedste fald "middelmådige".

   Lucy Kellaway finder forklaringen i Amy Chuas og hendes mands nye bog der "har sat sig for at forklare, hvor jøder, mormoner og kinesere klarer sig langt bedre end andre grupper i USA."  

   Forklaringen ligger i et mix - en blanding og et samspil af tre næsten paradoksale personlighedstræk: et mereværdskompleks (= en permanent følelse at være højt værdsat af omgivelserne), usikkerhed (= en permanent følelse af tvivl om ens sociale identitet bliver accepteret af omgivelserne), og impulskontrol (= dette at man ikke automatisk giver efter for og handler ud fra stærke følelser for eller imod noget).

Lucy Kelleway forklarer videre om argumentationen i "The Trippel Package":

Ingen af de tre træk fungerer hver for sig. Hvis man føler sig for overlegen, har man ingen motivation til at røre en finger. Er man for usikker, bliver man  lammet af tvivl. Og har man ingen impulskontrol, eller selvdisciplin, er det svært at få gennemført noget.

   Når man overfører de tre faktorer til Eton-drengene, står det straks klart, hvad det er, der bremser dem. De har overlegenhed i rå mængder. Men de har ikke megen usikkerhed og kun begrænset impulskontrol, da hele kulturen bygger på at få enhver bedrift til at se ubesværet ud.

Lucy Kelleway synes at teorien ikke blot passer på grupper og kulturer, men synes den også kan bruge som forklaringsramme på enkeltpersoner succes: "Hvorfor nogle mennesker fra samme samfundslag klarer sig bedre end andre."

Her kommer så de passager i hendes artikel som berører en række af de faktorer som jeg har været inde på i forbindelsen med at beskrive den særligt kreative personligheds udvikling og kendetegn:

Vi hører igen og igen, at mange ordblinde og mennesker, der som børn har mistet en forældre, kommer helt til tops. Nu kender vi grunden: Det, de har været udsat for, har gjort dem usikre. Vi ved nu også at afsavnet kun virker,hvis den sørgende dyslektiker samtidig er klar over, at han er fantastisk, og at han er villig til at gøre det fornødne for at blive endnu mere fantastisk.

Jeg har i en masse indlæg fremhævet "ondt i farforholdet", "mobning i skolen", "social isolation og fremmedgørelse" som fælles barndoms- og ungdomserfaringer for mange særligt kreative personligheder (=  usikkerhed), og betydningen af i rette tid at møde en mentor og af ham eller hende få selvtillid og lære impulskontrol(= mereværdsfølelse).

   Jeg har også fremhævet det nærmest paradoksale i det miks er personlighedstræk som syne at være fælles for rigtig mange af den type personer, en liste som oprindelig er opstillet af kreativitetspyskologen Mihaly Csikszentmihalyi i bogen "Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention, et personlighedsparodoks som jeg har givet samlebetegnelsen "to personer/-ligheder i en".

  Her er listen citeret fra en af denne blogs første indlæg fra fire år tilbage:

• Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl
• Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
• Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation
• Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
• Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet
• Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision
• Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger
• Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger
• Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre
• Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk
• Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
• Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel

I de teorier om ledelse som handler om hvordan man leder en gruppe af særligt kreative personer, taler man om at de er en samling "primadonnaer". Tit anvendt eksempel: programmedarbejdere i Danmarks Radio.

   

Lucy Kellaway slutter sin klumme sådan her:

Mindre opmuntrende er det, at teorien også forklarer, hvorfor de succesfulde sjældent er særligt behagelig at omgås. Hovne mennesker støder andre fra sig, og usikre mennesker er udmattende. Mennesker, der er begge dele, er helt utålelige, særligt når man tager med i betragtning, at de konstant forestiller sig for at skjule de to træk.

Var der nogen der sagde Lars von Trier eller Yahay Hassan?

 Og overdreven selvdisciplin er en kedelig egenskab hos en ven, for det betyder at man aldrig kan få vedkommende til at slippe arbejdet og åbne en flaske vin i stedet.

Ja, jeg kender typen - og er nok selv en af dem - selv om jeg gerne nyder et glas vin eller fem - når jeg ikke skal arbejde og ikke sidder begravet i et projekt. 

Test for 'Den Højsensitive Persolighed' - HSP

Jeg har skrevet flere indlæg om HSP´erne på denne blog. 'HSP' står for 'Highly Sensitive Person'
   Min interesse for hvad de var for en fisk,  startede med mine interview-sessioner med tv-dokumentaristen Poul Martinsen. De strakte sig over ca. et halvt år, med en samlet varighed på godt 40 timer. Vi gik kronologisk frem og mine spørgsmål dækkede hans liv  fra barndom til nutiden - med fokus på hans arbejde som tv-dokumentarist.
    Under disse interviews brugte han flere gange udtrykket om sig selv - at han var 'en meget følsom dreng'. På det tidspunkt kendte jeg ikke til begrebet om 'HSP', men noterede at han brugte 'følsomhed' til at karakterisere sig selv i forhold til omverdenen, især hans relationer til andre mennesker og hvad de tænkte og følte.
   Denne egenskab koblede han selv sammen med at han beviseligt var en meget dygtig interviewer når det gjaldt om at komme 'ind bag facaden' hos sine medvirkende.

Det som siden har slået mig er at den personlighedstype som jeg - med udgangspunkt i Mihaly Csikszentmihalyi´skrifter -  har kaldt 'den særligt kreative personlighed', at den har overlappende fællestræk med HSP´erne.
   Elaine Aron er navnet på den forsker der i rigtig mange år har fokuseret på at udforske denne personlighedstypes særlige kendtegn og vilkår i samfundet. Hun har skrevet en række populære bøger om emnet. Se mere her:

http://www.hsperson.com/

Fra den hjemmeside kan man også hente en test til at afgøre om man selv eller mennesker i ens omverden hører til HSP-kategorien. Svarer man bekræftende på hovedparten af spørgsmålene så er man en HSP´er:

	I am easily overwhelmed by strong sensory input.
	I seem to be aware of subtleties in my environment.
	Other people's moods affect me.
	I tend to be very sensitive to pain.
	I find myself needing to withdraw during busy days,into bed or into a darkened room or any place where I can have some privacy and relief from stimulation.
	I am particularly sensitive to the effects of caffeine.
	I am easily overwhelmed by things like bright lights, strong smells,coarse fabrics,or sirens close by.
	I have a rich,complex inner life.
	I am made uncomfortable by loud noises.
	I am deeply moved by the arts or music.
	My nervous system sometimes feels so frazzled that I just have to go off by myself.
	I am conscientious.
	I startle easily.
	I get rattled when I have a lot to do in a short amount of time.
	When people are uncomfortable in a physical environment I tend to know what needs to be done to make it more comfortable (like changing the lighting or the seating).
	I am annoyed when people try to get me to do too many things at once.
	I try hard to avoid making mistakes or forgetting things.
	I make a point to avoid violent movies and TV shows.
	I become unpleasantly aroused when a lot is going on around me.
	Being very hungry creates a strong reaction in me, disrupting my concentration or mood.
	Changes in my life shake me up.
	I notice and enjoy delicate or fine scents, tastes, sounds, works of art.
	I find it unpleasant to have a lot going on at once.
	I make it a high priority to arrange my life to avoid upsetting or overwhelming situations.
	I am bothered by intense stimuli, like loud noises or chaotic scenes.
	When I must compete or be observed while performing a task, I become so nervous or shaky that I do much worse than I would otherwise.
	When I was a child, my parents or teachers seemed to see me as sensitive or shy.

Der findes imidlertid også en anden - delvist overlappende kategorisering - den introverte personlighed, som jeg her vil forkorte 'IP'.
    Fælles for HSP´er og IP´er at de ofte er særligt kreative, og at de i vores samfund kan føle sig udenfor og fremmedgjorte. Og at forældre som har fået børn der har dominerende HSP-træk eller IP-træk, kan have brug for råd og vejledning.
   IP´erne skriver jeg om i det følgende blogindlæg, herunder om den test man kan tage for at finde ud af om man er en IP´er.

Fra 'Bild Lilli' til 'Barbie' - den kreative historie om udviklingen af alle tiders dukke-succes

Jeg læste for nylig i avisen et par bemærkninger om hvordan Barbie-dukken kom til verden. Begge mine døtre ønskede sig dem til jul i en årrække. Og fik skaffet sig en pæn samling både af dukker og tøj. Men hvad er historien bag dukke-ikonet?

Her er den første Barbiedukke fra 1959. Men hun er ikke opstået ud af den blå luft. Faktisk har hun en i kreativitetssammenhæng interessant udviklingshistorie hvori indgår blending af konceptuelt adskilte mentale rum da hendes forgænger 'Lillie' blev "født". Og der var tale om bevidst og målrettet  re-framing da hun skulle genfødes som 'Barbie' på det amerikanske legtøjsmarked. Centrale begreber når vi skal forstå hvordan kreativitet udfolder sig i den praktiske verden.

Men der er også tale om konceptuel blending når vi ser på de medier hun optræder i. Med Barbie-dukkens udvikling er der nemlig tale om en serie  adaptioner hvor figuren fra et medie formes og tilpasses et andet. Ligesom voksenbøger i gamle dage ofte blev adapteret til børnelæsere, eller voksenlitteratur blev adapteret til tegneseriemediet som havde børn og unge som målgruppe, så er det faktisk det samme som er tilfældet med Lilli/Barbiedukken.

Historien startede med en tegneseriefigur til til den tyske tabloidavis 'Bild-Zeitung".

   Den tyske avistegner Reinhard Beuthien blev bedt om at lave en "filler" til en fast tom plads på en avisside. Reinhards første udkast var en "baby-figur" som chefen ikke var tilfreds med. Så  den blev afvist.

   Så beholdt tegneren ansigtstrækkene, men gav hende hestehale og en voksen kvindes krop med fremtrædende bryster, smækker talje og runde hofter.
   Af udseende var 'Lillie' altså en blended figur af barn og voksen. Men også med en blended karakter: dum blondine af fremtoning, men ellers uimponeret, kvik i replikken og målrettet det moderne arbejdsliv.

Om den aller første "cartoon' fortæller Wikipedia:

She sat in a fortune-teller's tent asking: "Can't you tell me the name and address of this rich and handsome man?" The cartoon was an immediate success so Beuthien had to draw new ones each day.

   Lilli was post-war, sassy and ambitious and had no reservations talking about sex. As she had her own job she earned her own money as a secretary but wasn't above hanging out with rich men ("I could do without balding old men but my budget couldn't!"). The cartoon always consisted of a picture of Lilli talking to girlfriends, boyfriends, her boss ("As you were angry when I was late this morning I will leave the office at five p.m. sharp!"). The quips underneath the cartoons handled topics ranging from fashion (to a policeman who told her that two-piece-swimsuits are banned: "Which piece do you want me to take off?"), politics ("Of course I'm interested in politics; no one should ignore the way some politicians dress!") and even the beauty of nature ("The sunrise is so beautiful that I always stay late at the nightclub to see it!"). The last Lilli cartoon appeared on January 5, 1961.

Hendes replikker kunne meget vel være inspireret af den amerikanske filmskuespillerinde Mae West, som var kendt for kvikke, frække og kyniske replikker.

'Bild Lilli' blev hurtigt så populær som tegneseriefigur at den i 1956 blev sat i kommerciel produktion som dukke, med Bild-logoet på - som en slags merchandise. I 1958 blev figuren også omsat til hovedpersonen i en film:

Karakteren 'Lilli' var også som dukke en blanding - en moderne kvinde der kunne skifte mellem forskellige selvstændige roller: På trods af sin status som "dum blondine", var hun en moderne selverhvervende kvinde.

Hun var et produkt af det gryende velfærdssamfund med udearbejdende, frigjorte, økonomisk uafhængige kvinder. Lilli var sygeplejerske (# 1143), kontorassistent (# 1182), balletdanser (# 1131), stewardesse – hun var sexet vamp, primadonna, skiløber (#1161) og Dirndl i mange udgaver (#1178, #1175). Hun havde mange ansigter: Tysk hausfrau (#1120), femme fatale i rød silkekjole (#1109), og hun var diva i stram guldlamel kjole (#1105). 

'Bild Lilli' var ikke en dukke til børn. Hun blev markedsført som en for-sjov-gave til voksne og kunne købes i barer og tobakforretninger. Hun blev brugt nærmest som en slags "hadegave"og blev megetpopulær som bilmaskot blandt langturschauffører til at hænge i for- eller bagrude. 

   Og hun var dyr; blev produceret i en stor udgave til 20-25 DM og i en lille til 10 DM. Lilli nåede "kun" at blive produceret i ca. 130.000 eksemplarer indtil 1962 da hun udgik af produktion.

For pæne borgerlige tyske forældre var 'Bild Lilli' ikke acceptabelt legetøj for deres små døtre. Dertil var hun for fræk og grænseoverskridende. Men den billige lille udgave var egnet til brug i dukkehuse, så 'Lilli' sivede ind i børneværelserne trods forældremodstand.

Når 'Bild Lilli' blev forvandlet til 'Barbie', var derfor tale om en målrettet re-framing. Fra at være et sex-objekt for det mandlige lystfyldte blik, skulle hun være drømmeideel teenage-rollemodel for amerikanske småpiger. 

   Det var amerikaneren Barbarea Handler der samen med sin mand Elliot Handler havde etableret en legetøjsfabrik under navnet Mattel, der fik dem ide at erstatte de to- dimensionelle påklædningsdukker som hendes datter og datterens jævnaldrende legede med, med realistisk udseende voksendukker - i skulpturel 3D, så at sige. 

   På en rejse til Eropa så hun 'Bild Lilli' i en butik i Schweitz.

Handler had observed Barbara and her girlfriends playing with paper dolls that depicted teenage girls or adult women. To Handler, that was their way of practicing for adulthood. Yet, aside from the two-dimensional paper dolls, no other dolls available in stores portrayed the mature female body. For that reason, she bought two Lilli dolls for Barbara during that Switzerland trip in 1956 -- and one for herself.

Da Ruth Handler kom hjem, fik hun overtalt sin mand og firmaets designere - der oprindelig var skeptiske over for ideen - til at redesigne 'Lilli' til 'Barbie' i løbet af 1957. 

They kept Lilli's general figure but scrubbed off some of her makeup, relaxed her smile and used soft vinyl instead of hard plastic to construct her.

   Fashion designer Charlotte Johnson was hired to create a tasteful, yet chic, wardrobe for Mattel's new doll. This was where maintaining Lilli's extreme hourglass shape was a necessity. Johnson was working with the same types of thick fabrics that were used in garment-making, so the doll had to have an unrealistically narrow waist and large bust; otherwise, the relative thickness of the garments would bulk up the doll and make it appear shapeless.

    The 11.5-inch (29-centimeter) final product that debuted at the 1959 New York Toy Fair didn't look drastically different from Lilli. Sporting a black-and-white-striped swimsuit, open-toed stilettos and gold hoop earrings, it had Lilli's racy curves but a more demure style. Named in honor of Handler's daughter, Barbara, Mattel called the new doll Barbie.

Problemet for 'Barbie' var imidlertid det samme som for 'Bild Lilli'. Hun var for sexet i forhold til de forestillinger køberne, pigernes mødre, havde om hvad der var et passende udseend for en dukke til deres døtre. 

The thought of having a doll with prominent breasts in the home dist­urbed some mothers. Barbie's mature body seemed borderline pornographic and potentially damaging to young girls' psyches (an argument that continues to sizzle in today's culture). After all, if the original Barbie were a person, her measurements would be 38-18-34. 

Ruth Handler og Martell besluttede at få lavet en professionel markedsundersøgelse af hvad der skulle til for at re-frame Barbie-dukken i mødrenes bevidsthed: fra at væren stimulans for mændenes fantasi til at være småpigernes drømmefigur. Og fik et overraskende svar: I stedet for at neddæmpe hendes voksne kvindelige former, skulle de overdrive dem: 

Over the course of six months, an advertising guru named Ernest Dichter studied the responses of girls and their mothers to Barbie. From his extensive research, Dichter concluded that instead of attempting to mitigate Barbie's mature qualities, Mattel should emphasize them. Since Barbie was well-dressed and attractive, mothers ought to consider her a tool for teaching their daughters about the importance of appearance and femininity. While some women would later take Barbie to task for imparting such lessons, the advertising tactic worked in the 1960s.

http://history.howstuffworks.com/american-history/barbie-history.htm 

En ekstensiv tv-reklamekampagne "did the job". Her den første amerikanske tv-Barbie-reklame fra 1959:

Ruth Handler var kreativ mønsterbryder. Hendes mor døde tidligt og hun var yngste datter i en børneflok på 10. Forældrene var polsk-jødiske emigranter. En barndomsbiografi lige efter bogen for udviklingen af særligt kreative personligheder:

Ruth Handler was born on the 4th of November 1916 in Denver, Colorado. She was the youngest of the ten children born to Jacob and Ida Mosko, the Polish immigrants. Handler’s father was a blacksmith who fled from Poland to avoid serving in the Russian army. Ida Mosko, Handler’s mother soon became ill after giving birth to her. At the age of 6 months Handler was sent to live with her older sister Sarah. Ruth stayed at Sarah’s home until she was 19. An interesting fact about the inventor of ‘barbie doll’ is that as a child she never liked playing with dolls, she rather loved earning tips working in her sister’s drugstore. Ruth preferred work to play and grew up in a family where the idea of women working outside was not at all unusual. Her family’s entrepreneurial spirits were the main reason for the development of enthusiasm in Ruth Handler.

http://lifestyle.iloveindia.com/lounge/ruth-handler-biography-10113.html

Nyhedstænkning (1) - om betydningen af simulation i den journalistiske arbejdsproces - ifølge Bob Baker

Newsthinking er titlen på en bog som jeg har haft stående i min reol et par år. Og pluklæst hist og her. Undertitlen lyder: "The Secret of Making Your Facts Fall into Place".

   Men det er først nu den ligesom falder på plads i min egen tænkning omkring hvad journalistik er og hvordan journalister - ubevidst - tænker når der arbejder på at producere en historie.

   Det viser sig nemlig at den faktisk relaterer sig til den videnskabelig tilgang til journalistikken som jeg har betegnet neurojournalistik. Og den har i modsætning til de fleste andre journalistisk lærebøger, et selvstændigt kapitel med titlen "Crativity". Og et andet der har overskriften "Tapping the Right Brain". 

   Forfatteren hedder Bob Baker, og på titelbladet fremgår det hvad hans professionelle rolle er: "Los Angeles Times Deputy Metropolitan Editor and Writing Coach".

   Jeg får nu en aha-oplevelse ved det aller første afsnit:

Take af few minutes. Look around your classroom or newsroom and find the best writer. Watch her type. Why is she better? Why, if alle of you collected the same information before writing a story, would hers be the one that a editor would run?

Jeg får associationer til det spørgsmål jeg selv startede med da jeg begyndte at udforske den særligt kreative personlighed, som jeg havde mødt som enspændere på de mange redaktioner jeg har været ude på i rollen som udviklingskonsulent.

   Hvad i deres sind (og deres historie) er det der gør at de skiller sig ud og udmærker sig når det gælder evnen til at fortælle historier? Det var et af spørgsmålene jeg har forfulgt svaret på fra starten af denne blog.

   Her kommer Bob Bakers:

The answer lies in the brain og, if you wish to use a broader term, in the mind. That skilled reporter´s brain has organized the thinking and writing into a highly efficient series og steps - a far more refined process than the one you use. From there, her brain has learned tht basci structure so well that many of the stpes begin to come in clusters - she doesn´t have to worry abour performing them one step at a time.

Det her lyder klart som en beskrivelse af Donald Schöns "Thiking in Action". Og også når Bob Bakers lidt senere skriver:

... the reporter has devloped her ability to organize a story not by increasing the number of active nerve cells in her brain (...) but by improving the extent and subtlety of the never cell´s interconnections and their readiness to fire.

Jeg har flere gange tidligere nævnt den slagsordsagtige sammenfatning af en af grundstenene i den moderne cognitive neurovidenskab: "Cells that fire together, wire together." 

   Wikipedia giver navn til den teori som en masse af mine foregående indlæg bygger på: "Hebbian Theory", og skriver om hjerneceller der tænder når de er forbundet:

Hebbian theory describes a basic mechanism for synaptic plasticity wherein an increase in synaptic efficacy arises from the presynaptic cell's repeated and persistentstimulation of the postsynaptic cell. Introduced by Donald Hebb in 1949, it is also called Hebb's rule, Hebb's postulate, and cell assembly theory. (...)

   The theory is often summarized as "Cells that fire together, wire together."[1] It attempts to explain "associative learning", in which simultaneous activation of cells leads to pronounced increases in synaptic strength between those cells. Such learning is known as Hebbian learning.

Det er tydeligvis "Hebbian learning" Bob Baker skriver om ovenfor. Og som fx Lakoffs "The Neural Thory of Language" også bygger på (se tidligere blogindlæg).

   Bob Baker forklarer at når denne særligt dygtige journalist har disse særlige evner, så er det ikke...

That´s not magic. But that´s why she appears to have at "quick mind", to jump several thoughts ahead in crucial situations. Her brain has learned to combine a series of steps in this basic compostition process without have to monitor the feedback step by step. 

Jeg har tidligere skrevet at en nyhedsjournalist for hver dag at kunne opfinde og udvikle nye historier og friske vinkler under pres fra deadlines, så må han/hun have indbygget nogle automatiske simulationsskemaer som gør de muligt at foretage de rigtige beslutninger uden bevidst at reflekterer over dem. Og det er faktisk noget lignende Bob Baker er inde på - med afsæt i forskning af komplekse industrialiserede arbejdsprocesser:

One of the most significant cnclusions derived from studies of complex industrial processing operations is that the skilled operator appears to build af "conceptual framework" or model of the mental and physical processes he is using and the manner in which they function. He uses his imagination to construct a mental picture og the way he does his job.

I forhold til hvad jeg tidligere har skrevet så er vi nu på hjemmebane: Den rutinerede særligt dygtige og kreative journalist er kendetegnet ved at han bruger sin fantasi til at konstruere en model - et mentalt billede - af måden han arbejder på. Han kan automatisk og ubevidst simulere en række faser eller trin som kendetegner den typiske journalistiske arbejdproces - fra ide til færdig artikel.