Hvad er de kognitive funktioner som default netværket varetager?

Jeg fandt en "kladde" her på min blog som udelukkende bestod af et langt citat fra en videnskabelig artikel om "the default network" og hvad det er for nogle mentale og kognitive processer det tager sig af.

   Jeg kører den lige igennem og "oversætter" lidt undervejs:

The current set of analyses provides converging evidence that DMN regions are engaged with specific cognitive behaviors. These behaviors may not be limited to those observed here, but may also include related processes such as moral decision-making (Greene, Sommerville, Nystrom, Darley, & Cohen, 2001), fictional narrative simulation (Mar & Oatley, 2008; Mar, 2004), or mind-wandering (Christoff, Gordon,Smallwood, Smith, & Schooler, 2009; Mason et al., 2007). 

Altså her nævnes tre specifikke kognitive funktioner som DMN tager sig af:

• moralsk vurderinger og beslutninger: "Hvad ville være det rigtige at gøre hvis...."
• simulation af fiktionshistorier: "Vi leger at vi er på vej til månen, du er kaptajn på rumskibet..."
• dagdrømme og tankeflugt: "Hvad var det egentlig jeg lavede i går, men måske skulle jeg heller tag til stranden, hvem mon kommer med til mødet i aften..."

Men hvad tager Default Mode Nework sig ellers af?

In order to determine the neural (in)dependence of these processes, however, neuropsychological investigations into co-occurring autobiographical and interpersonal deficits with compromised functional integrity of the midline, and lateral parietal and lateral temporal cortex are also necessary. Our analyses were designed to investigate the neural mechanisms underlying autobiographical memory, prospection, and theory-of-mind, and to determine if these domains rely upon a pattern of brain activity operating within the DMN. The results provide the first direct evidence to support previous independent observations that projection of the self into the past, the future, or the minds of others engages a common set of brain regions largely overlapping with the DMN (Spreng et al.,2009; Buckner & Carroll, 2007). 

Altså: deres undersøgelser viser at mental projektion af selvet ind i fortiden, inde i fremtiden eller ind i andres sind, engagere et fælles sæt af hjerneområder som falder sammen med Default Netværket.

Her refereres også til den sevlbiografiske hukommelse, og "theory of mind" og "prospection".

   "Theory of mind" er det mentale fænomen at man har en forestilling om at andre har et sind der er indrettet ligesom ens eget, hvilket betyder at man antager at hvis man selv vil føle og tænke noget i en bestemt situation, så vil en anden i samme situation nok tænke og føle det samme.

    "Prospection" går på det mentale fænomen at man kan forestille sig egne mentale, emotionelle og kognitive processer i en forventet fremtid:

....to have prospection abilities, which permit anticipating future mental processes and motivational and emotional states. For instance, we can evaluate future outcomes in light of the motivational state we expect to have when the outcome is collected, not (only) when we make a decision. Consequently, we can plan for the future and choose to store food to be consumed when we expect to be hungry, not immediately. Furthermore, similarly to any expected outcome, we can assign a value to our anticipated mental processes and emotions.

Pointen er at vi ikke blot kan forestille os hvordan vil f'øle i en given fremtidig situation, men også tillægge de forstillede følelser positiv eller negativ værdi.

Task-related functional connectivity analysis revealed reliable correlations within the core regions of the DMN, and only two nodes in the task-positive network, suggesting that the DMN was engaged during our experimental conditions, but not the task-positive network. The present study does not directly compare the experimental tasks with “rest.” Although preand postscan questionnaires have helped clarify resting state cognition (e.g., Andrews-Hanna, Huang, Reidler, &amp Spreng and Grady 1121Buckner, 2008; Mason et al., 2007), we remain unsure what people do while resting. 

    In order to circumvent this issue, novel techniques and analyses are needed to assess default cognition and its neural associations. For example, one study assessed the overlap between episodic memory and theory-of-mind tasks, and then determined peak activity!s relationship with the DMN using resting state functional connectivity analysis (Andrews-Hanna, Saxe, Poulin, & Buckner, 2007). 

     The present set of analyses provides converging evidence that the neuroanatomical correlates  of autobiographical memory, prospection, and theory-ofmind are shared and that the DMN is involved in the processing necessary to carry out these specific cognitive behaviors. This sharing of neural resources may allow remembering the past and imagining the future to provide a “long view” in decision-making, over and above stimulus–reward driven behavior, thereby facilitating theory-of-mind and promoting social cooperation (Boyer, 2008).

Her har de altså fundet ud af at de tre processer: den selvbiografiske hukommelse, even til at forestille sig selv mentalt i fremtiden, og evnen til at forestille sig andres mentale setup som ens eget, alle udspringer af og er aktive i default-netværket

http://www.people.fas.harvard.edu/~spreng/Publications_files/Spreng_Grady_JOCN_2010.pdf

Erfaringssprog så det lyser... to kreative kronikker af hhv. Marlene Duus og May Johson

De fleste kronikker læser jeg ikke. Det er sproget det er galt med. Det er for abstrakt, for teknisk, for fuld af fagudtryk. Kedeligt.

   Men ind i mellem siger det "flash". Man går i gang med første linie, og så går man i læse-flow. Det skete fx i går. Kronikken var af Marlene Duus. Rubrikken lød:

Får offeret også en chance til?

Sproget er et fortællende erfaringssprog. Alle ord er i "øjenhøjde" med den virkelighed jeg også lever i. Sådan begynder kronikken:

Han maltrakterede min krop og mit ansigt med et tungt vandrør. Dernæst kastede han min bevidstløse krop ud fra tredje sal. Det er tre år siden. Jeg var godt i gang med min karriere i modebranchen, var aktiv og livsglad. Det liv eksisterer nu kun i savn og billeder.

   I dag er jeg 50 procent invalid, og i en alder af 29 er jeg ikke længere i stand til at arbejde. Efter tre år med omfattende operationer kan jeg starte i genoptræning på et hjerneskadecenter. Gerningsmanden er derimod efter samme tre år reelt en fri mand, selvom han fik en dom på seks års fængsel. Hos stjernekokken Claus Meyer får han en læreplads som belønning for at have afsonet halvdelen af en i forvejen alt for kort straf. Claus Meyer er glad og stolt.

    Hvorfor vælger jeg at stå frem og fortælle min historie? Jeg kan ikke tie længere.På trods af, at det indebærer en personlig sikkerhedsrisiko, vælger jeg nu at tale. Nogle ofre må stå frem, for sandheden er, at Danmark – set fra offerets synsvinkel – har udviklet et forfærdeligt retssystem, som i mit tilfælde gør det endnu sværere at komme videre. Problemet er nemlig, at vi fuldstændigt har glemt, hvem vi skal hjælpe. Det burde ellers være let:

   1. Hjælp offeret. 2. Hjælp gerningsmanden. I Danmark er det desværre lige omvendt, og det er min historie et eksempel på. Her er min historie.

Det er en effektiv begyndelse. Et resume af en grusom historie. En skæbne i en grundlæggende uretfærdig verden. Så folder Marlene den ud i en fortælling der zoomer ind på detaljerne, historien går næsten i slow motion

Det er midt i myldretiden en tidlig morgen 19. november 2008. Frederiksberg summer af aktivitet, bilerne fylder vejene, og cyklisterne kører i lange slanger på cykelstierne. Folk er på vej på arbejde, til skole, ud til en ny dag, der for de fleste mennesker er som alle andre. Jeg er i min lejlighed iført nattøj. Min veninde har overnattet og senere samme dag skal jeg hjem. Hjem til min familie. Jeg har fået et par dage fri fra arbejde.

   Jeg står i gangen og tager afsked med min veninde, da lynet slår ned. Min ekskæreste dukker pludseligt og uden varsel op i døråbningen. Han holder et stort, rustent jernrør i hænderne. Med sindssyge øjne begynder han at slå vildt omkring sig.

   Min veninde prøver at stoppe ham. En helt umulig opgave. Han er som besat. Hun slipper ud af lejligheden og flygter ned af de mange trapper, mens hun råber og skriger efter hjælp. Jeg råber og skriger også – for mit liv.

Ja, læs kronikken til ende på adressen:

http://politiken.dk/debat/ECE1545204/faar-offeret-ogsaa-en-chance-til/

Det er sproget der gør det. Og selvfølgelig også at Claus Meyer bliver taget som retorisk gidsel fordi han har give voldsmanden en læreplads. Stor debat. Marlene Duus kom også i Aftenshowet.

En anden kronik i Politiken fra den 18/11/0. Jeg klippede den ud og gemte. Og kunne ikke få den ud af hovedet. Det var også sproget. Det sprog der gør et andet menneskes virkelighed til læserens, til din. 

   Den er skrevet af Amy Johnson. Rubrikken lyder:

Jeg føler mig udelukket fra menneskeheden

Selv om jeg har en skizofren i min nærmeste familie, og har læst en del om det. Også for nylig i forbindelse med min jagt på forståelsen af kreative processer i hjernen. Så er det første gang jeg synes jeg for alvor forstår. Det er det med at erfaringssproget er billedrigt, metaforisk og metonymisk. At se er at forstå. At forstå er at kunne simulere. Og det er det kronikken giver læseren mulighed for: Læs bare her:

Det er en forbandelse, denne skizofreni, fordi den får mig til at stille spørgsmål, får mig ud af balance, får mig til at sætte spørgsmålstegn ved hver grundregels grundregel hvert kvarter, igen og igen og så igen.

   Jeg kan aldrig komme nogen steder hen; aldrig komme videre fra at sætte spørgsmålstegn ved grundreglerne. Det ser ud, som om jeg spilder min tid med vilje, som om jeg undgår at blive voksen eller undgår at tage ansvar.

   Jeg ville elske at være i stand til at arbejde som en almindelig person. Jeg elsker at have travlt. Jeg elsker at føle mig nyttig. Jeg ville elske at kunne invitere til middagsselskab, et selskab til at lovprise alle de ting, jeg har opnået, til at fejre mig og min person.

    Jeg er ’paranoid’, fordi jeg ikke tror på det, der er ægte. Alting er en trussel, fordi alting er nyt: Jeg kan ikke huske, at en eller anden ting eller person var ’tryg’ for mig de seneste 200 gange. I stedet bliver jeg nødt til at gå igennem hele proceduren, denne realitetstjekprocedure. Det er, som om jeg har Alzheimers eller noget. Jeg er ikke dum, men jeg formår ikke at huske ting fra 24 timer siden. Dette kommer jeg aldrig til. Jeg bliver ikke fejret eller klappet ad, fordi jeg ingenting har at vise frem for alt det hårde arbejde, jeg gør hver dag. Det er forfærdeligt at føle sig u-værdsat og u-fejret. Jeg er diagnosticeret som ’paranoid skizofren’.

   Du spurgte mig før, hvorfor jeg havde så svært ved at træffe beslutninger. Du bad mig fortælle dig om de interne processer, som gør det så svært for mig at træffe en beslutning.

   Fordi jeg altid sætter spørgsmålstegn ved virkeligheden, kan jeg ikke komme videre. Nogle ting må man have tillid til, og noget må man tage for givet: for at komme videre må jeg stole på, at elektriciteten vil virke, når jeg trykker på stikkontakten.

   Hvis jeg ikke stoler på, at lyset vil tænde, ville jeg pines ved at tænke: Bliver jeg dræbt ved et elektrisk stød? Hvordan ved jeg, om det er sikkert? og Hvad sker der, hvis lyset ikke tænder? Hvad gør jeg så? og Måske skulle jeg ringe til elselskabet bare for at være på den sikre side – og så videre og så videre.

   Men hvis jeg blot stoler på, at det hele nok skal gå, kan jeg trykke på kontakten, gå ind i rummet, sætte mig og skrive ... Kan du se, hvordan tillid er knyttet til læring, til at vokse og til at få ting gjort?

    Dette er et uløseligt dilemma. 

Det er værd at bemærke hvad du-formen betyder. Sprogligt skabes der et fælles kognitivt simulationsrum mellem fortæller og læser, mellem "jeg" og "du". I overført betydning tvinger det læsere til at lægge øre til sproget.

   Læs videre på denne andresse. Og forstå:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1454202/jeg-foeler-mig-udelukket-fra-menneskeheden/

I kronikken er der en henvisning til endnu en kronik af en scizofreni. Også læsværdig. Med rubrikken 

Nå – skulle jeg have været en abort?

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE790419/kronik-naa--skulle-jeg-have-vaeret-en-abort/

"Sex og vold" - Muppet Show blended med ondskabens teater

Jeg havde i udklpsbunken gemt flere artikler fra slutningen af januar om et stykke voksen-dukke-teater, som tydeligvis var grænseoverskridende kreativt - et smukt eksempel på konceptuel blending af genrer og udtryksformer - af dukkefiktion og grusom virkelighed. 

   Det var billederne i artiklerne der fangede mig:

   

Forestillingen omtales blandt andet som et "freak-show" - og som "dukketeater for voksne". Det kan man forstå bare ved at se det billede her.

Jeg søger og finder en video på YouTube og en beskrivelse af stykket  på nettet:

Fix & Foxys freakshow

I SEX OG VOLD fremfører fem grimme, dumme og hæmningsløse kæmpedukker deres eget, indignerede splattershow. De udtrykker sig bedst gennem overgreb og vanrøgt, så her kommer deres musikalske, pornografiske og voldelige show om de ting, vi normalt ikke tør røre ved, og om hvordan verden ser ud fra deres side af hegnet.

   SEX OG VOLD er Muppet Show for voksne med en gruppe grimme, dumme og hæmningsløse kæmpedukker, der er klar til at gå så langt, det skal være, for at underholde deres publikum.

   De stiller sig til rådighed for grundforskning i menneskesjælens mørklagte områder. Dukker falder uden for straffeloven, så der er ikke noget, de ikke må. Og det er heldigvis ikke rigtige mennesker, det går ud over!

   SEX OG VOLD er Tue Biering og Jeppe Kristensens seneste stykke virkelighedsteater, hvor de udnytter de svage og udstødte til gemen underholdning.

Da jeg har et særligt personligt forhold til dukkespil og dukkespillere, kunne jeg godt tænke mig at komme ind og se det. Men har alt for forbasket travlt i disse uger.

Men andre kan nå det. Stykket spiller til den 18. januar på Husets teater. Og hvis man har glade minder om Muppet Show i fjernsynet i gamle dage, så kan de åbenbart genopfriskes her - med et grusomt twist.

    Man aner fra beskrivelsen inspiration og et aktualitetsperspektiv i forhold til de sager der har været for domstolene og i medierne de sidste par år - om grov vanrøgt, sexmisbrug og vold over for børn i dysfunktionelle familier.

Hvad opnår en fiktion ved at vise det som er fortrængt og tabubelagt? Det man ikke må forestille sig og det man ikke må tale om - endsige udtrykke sympati eller forståelse for?

Grundlæggende er det jo mentalt frigørende, fordi det er grænseoverskridende og grænsenedbrydende. Og altså et udtryk for kreativitet. At bruge dukker - altså skuespillere klædt ud som menneskestore dukker - med associationer til Muppet-show - er jo udtryk for en form for grotesk ironi. Surrealistisk teater.
   Der er altså tale om konceptuel blending af det der er sjovt - det barnlige - med det der er forfærdeligt - det forbudte
   En forestilling der at dømme efter foto og videoklippet leverer et satirisk twist af uskyldig tv-erindringer med en mørk bagside af ubevidste fantasier, et twist der derfor rammer tilskueren der hvor de mentale forsvarsværker er svagest.

Carsten Dahl - en musikalsk sommerfugl - med hang til fodbold og et mørkeliv i depressionens pubbe

Mere om musik. Hvordan man kan få "musik på hjernen", og hvad man kan bruge det til.

Et af mine avisklip er næsten 4 uger gammelt. Fra Politiken søndag - kultursektionen - den 15. januar 2012.

   Jeg har gemt det fordi det handler om en af de særligt kreative personligheder, hvis navn og liv jeg intet kendte til før jeg læste interviewportrættet: Carsten Dahl.

   Men han er altså autodidakt musiker. Har indspillet over 20 plader. Har været leder af Syddansk Universitets Musikkonservatorium i Esbjerg 1992-96. Professor på Rytmisk Musikkonservatorium i København 1997. Haft flere "nervesammenbrud" ifølge den interviewbaserede artikel med rubrikken:

Professor Dahl - på sommerfugle og nervemedicin

Manchetten lyder:

Som pianist har han selv brugt mesterskab og perfektionisme til at undertrykke sin angst og ensomhede, indtil en voldsom depression tvang ham til bunds i mudderet. Han kom op igen med en mission om at hjælpe andre. Fra næste måned står Carsten Dahl parat til at gøre landets dygtigste unge musikere endnu dygtigere.

Han tiltræder her i februar et fireårigt professorart på Rytmisk Musikkonservatorium i København. 

Jeg gætter på en barndom og ungdom med savn, fravær, fremmedgørelse - og sublimering gennem musikudøvelsen.

Artiklen og interviewet er skrevet af Peter Nicolai Gudme Christensen. Lad os høre om Dahls barndom?

   Artiklen fortæller Carsten Dahl er "misbruger" af ros - en sær metafor:

Misbrugeren begyndt at øve sin indflydelse på Carsten, da forældrene blev skilt og Carsten sendt på kostskole Grindsted i Jylland, 10 år gammel. Men inden da, faktisk så langt Carsgten Dahls hukommelse rækker tilbage. havde han problemer med at indgå i nære relationer med andre mennesker. Specielt i sin familie. Som lille dreng var han altid overfølsom over for stemninger og indtryk. Han kunne fornemme, hvad folk ville sige, inden de sagde det. I medicinsk forstand led han allerede fra 9-års aldren af panikangst. Det gjorde Carsten utryg, fik ham til at trække sig ind i sig selv. Helst ville han være i fred.

Så var der noget med faderen og forventningerne. Far accepterede ikke at musikinteresse var funderet i uambitiøs passiv modtagelse og nydelse . Det skulle ikke bare være "en leg":

"Du skal være den bedste. Alt andet gælder ikke." Det blev en grundtone for mig", siger Carsten Dahl.

Det at blive sendt på kostskole af forældre som har nok at gøre med sig selv, er en klassisk kreativ udviklingshistorie. 

    Fx radiomontage-mesteren Christian Stentoft fortæller tilsvarende: En far, Aage Stentoft, både med store forventninger og afvisninger over for sønnen. Der så blev sendt på kostskole - i stedet for at blive taget sig af.

Om Carsten Dahls møde med kostskolelivet fortæller artiklen videre:

Mødet med kostskolen virkede ikke ligefrem befordrende på Carstens evne til at knytte bånd til andre mennesker.

   "Det var et forfærdeligt sted. Ydmygelser, overgreb, misbrug, bank og mboning. 120 drenge, der hver især havde det ad helvede til", siger Carsten Dahl.

   Hver dag efter undervisningen søgte han skjul fra skolegårdens tæv i skolens lydisolerede øvelokale, hvor han hamrede på trommerne, indtil det var tid at krybe i seng. 

   "Der er mange forskellig vinkler på hvad musik er for mig. Som dreng tror jeg, at det var et sted hvor jeg var samlet.." (...)

    Gennem musikken overlevede han. Det gjorde smerten også.

    "Musikkens rum blev min redning. Men også en substitu for ægte nærhed. Den nærhed, som jeg savnede med mine forældre.

Billedet ser sådan ud for mig. De ydre sociale realiteter er præget af mentale savn og sociale afvisninger. Og metaforisk udtrykt "trækker han sig ind i sig selv", som der står skrevet. Dvs. han må gøre rigtig meget brug af sit "default  mode network" i hjernen. Og give udtryk for følelser gennem musik-motorisk aktivitet: tromning med særlig kontakt til "det limbiske system".

   Hvor er det lige musik og rytme har sæde i hjernen? - Højre hjernehalvdel.

   Siden kom der melodi på rytmerne: Carsten Dahl lærte sig at spille klaver. Men er ikke god til at læse noder (venstre hjernehalvdels musikalske aktivitet) fortæller artiklen.

   Han udtrykker det med klaverspillet meget poetisk og fysisk: "Det handler om  at kærtegne tangenterne."

Jeg kommer i tanker om at når jeg i et tidligere blogindlæg beskrev hvordan det var at male akvarel efter et forbillede, så føltes det også som noget rent fysisk. Som at "kæle for motivet".

Carsten Dahl siger at når han underviser kreative elver, så er det vigtigt at hans studerende lærer at få "en rummelig indstilling til sig selv". 

   Det kan han vist kun mene hvis han opfatter at den særlige kreative personlighed indeholder flere personer i én. Og det skal man kunne rumme. 

   Flere personligheder i en, det kan han selv være - og det er han så småt er ved at lære at leve med. Og bruger som mentalt afsæt for sin egen undervisning. 

   Fra puppe til sommerfugl er hans metafor for det. 

Han har et særligt forhold til sommerfugle, som han ifølge artiklen har en masse af - udstoppede i glas og ramme på væggen i sit hjem. 

   "Han ønsker at hjælpe de studerende med at udfolde sig fra puppestadiet til flyvefærdige insekter,"

refererer artiklen.

   Han ser ikke sig selv som en der skal revolutionere noget institutionelt i sit nye job med titlen: "professor i samtidsmusik".

Et udtryk jeg ikke bryder mig om, fordi der også er en fortid og en fremtid. For mig er det bare 'professor i forvandling'. I kunsten er der en lang metamorfose, man går igennem. Fra larve til sommerfugl. Og hele den forvandling må være mit hovedområde.

En lille aside-artikel i bunden af siden fortæller at Carsten Dahl er glødende Brøndbysupporter. Og at han ser en lighed mellem musikudøvelse og fodboldudøvelse. Fælles er nødvendigheden af improvisation, og dermed associerer han til at hjernen når den improviserer musikalsk lukker ned for nogle af de overordnede hæmmende frontale cortex-centre:

Det er mandehørmen, det er repetilhjernen, det er udyret. (...) Det er et legested, ligesom når jeg spiller tromme. De drenge jeg er sammen med der, kommer fra et helt andet sted. Jeg nyder bare a være Carsten, en dum Carsten når jeg står der. (...)

   Men det er ikke kun de primitive instinkter Carsten Dahl får tilfredsstillet gennem fodbolden. (...) Han pønser på at lave en slags forskningsprojekt. Blandt andet drejer det sig om at kortlægge nogle af berøringsfladerne mellem fodbold og musik. (...)

   "Vi vil finde af, hvordan improvisationen opstår, hvordan forholdet mellem solist og gruppe påvirker hinanden. Hvad sker der i den interaktion, og hvem er orkesterlederen? Er det træneren, anføreren? Hvad vil det sige at aflevere på en måde, så man er forud for spillet?"

Musikimprovisation med fokus på hvordan hjerne gjorde det muligt at improvisere, var præcis emnet for et tidligere indlæg her på bloggen:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Mere om flow på hjerne - nar man lytter til musik, læser en roman, ser en film - og når man selv skriver og får en "poetisk raptus"

Jeg synes jeg er kommet et skridt nærmere forståelsen af hvorfor det man (jeg) "prædiker", når man (jeg) underviser journalister, journaliststuderende og andre mediefolk i fx film og tv-dramaturgi eller  fx i journalistisk feature-reportage og -fortælling, hvorfor alt det "sludder"  faktisk har den effekt og de virkninger på læsere og seere som påstået - siden Aristoteles. 

  Som fx

• - Show, don´t tell
• - Hey, You, See, So
• - Less is more
• - Kreative restriktioner
• - Stedets, handlingens og tidens enhed
• - Skriv i scener
• - Brug cases
• - Den tredje dims!
• - Brug metonymisk og metaforisk erfaringssprog
• etc.

I foregående indlæg skrev jeg om en finsk forsker, Petri Toiviainen, der kombinerede musikindtryk og neuroscience-skanninger, skanninger som viser de aftryk musikken afsætter i hjernens blodgennemstrømning og elektriske udladningr når den lytter på et stykke livligt musi. 

   Petri Toiviainen var nået frem til at musik - i forsøgene et stykke forholdsvis avanceret finsk tangomusik (!!!) - aktiverede ikke bare de centre og moduler i hjernen som man ved er sæde for musik-perceptionen og -bearbejdningen, men også en række andre fjernere neurale netværk som fx det der har med kontrol af muskler og bevægelser at gøre ((præ)motorcortex), det som bruges til at dagdrømme, fantaser og erindrer med (default mode netværk), og det som aktiverer og styrer vores oplevelse af følelser (limbiske system).

Hvorfor er det interessant i kreativitetsammenhæng?

   Jo, fordi....

   

1) Noget tilsvarende - aktivering af en række forskelige moduler og systemer i hjernen der arbejder sammen om at producere oplevelsen - noget lignende må man gå ud fra sker når man fx. ser en film som ikke bare leverer musik  som underlægning, men som også aktiverer spejlneuron-systemet fordi man ser mennesker agerer med gestus og mimik på lærredet som man selv kan udføre, og default-netværket når filmen i sin helhed eller i scener igangsætter fantasier over det som ikke vises, det som er fraværende, defokuseret, halvt skjult bag en forgrund, sært og fremmedartet. 

   Som nu fx en række franske, engelske og italienske nybølgefilm. 

Jeg husker fra min tidlige ungdom midt i 60-erne film som Resnais "I fjor i Marienbad", flere Goddard-film hvis titler jeg ikke husker mere, filmen "Blow up" af Michelangelo Antonioni, filmen "7½" af Federico Fellini, filmen "Dagens skønhed" af Louis Bunuël.
   De gjorde et stort, faktisk et uudsletteligt indtryk på mig, selv om - eller måske netop derfor - at jeg indimellem kedede mig en smule.

Eller når man læser en roman! Underlægnings-musikken må man selv producere for sit indre øre - ud af sin egen musikalske erindring. 

   Men resten: identifikation, fascination, information - det er noget hjernens centre i samarbejde må blende og stykke sammen, integrere til en samlet stærk oplevelse så læseren kan komme i flow - føle med, blive forført, leve ind, græde, grine, gyse - når han/hun vender siderne i en rigtig "pageturner" eller "tåreperser" - opslugt i den imaginære romanverden til langt ud på natten.

2) Der er i hjernen to komplementære modsatrettede neurale netværk som - ifølge videnskabelig artikler jeg har læst en hoben af - skiftes til at være aktive: the task negative (default mode netværket) og the task positive netværk.
   De må jo må nødvendigvis arbejde sammen - "lappe over" - for at vi som læsere eller biografgængere får de opslugende mentale oplevelser vi gør - oplevelser der mere eller mindre er identisk med den flow-oplevelse man har når man er fuldstændig optaget af at løse en udfordrende udadrettet opgave.

Når vi ser en fængende film - eller når vi læser en gribende roman,  så sker der også det - at vi glemmer os selv og glemmer tid og sted. Flow!

   Og det må jo så også gælde når man skriver - fx en roman  eller et digt - eller som jeg de sidste mange måneder: en blog. 

   Man er aktiv og i skrive-flow - som Mikkel Hvid beskrev det så udmærket i sin bog "Skriv!! 

   Men en forfatter trækker jo samtidig - ofte helt erklæret - på erindringer, fantasier og selv-identifikation og selv-projektioner. Altså alt de funktioner som i neuroscience-forskningsrapporterne  beskrives som det the default mode eller the task negative neurale netværk gør når det er "tændt".

   Tænk bare på Knausgaard - eller Rifbjerg herhjemme - eller Lars von Trier. Eller alle de andre særligt kreative personligheder hvis barndom og ungdom jeg har bragt citater af og om på denne blog.

Jeg har i et tidligere indlæg begejstret noteret at der var "overlap" mellem spejlneuron-systemet og default netværk-systemet i visse situationer, og at det lignede den kognitive lingvistiks begreber om blending af forskellige klart adskilte konceptuelle rum som teorien siger er de mentale og kognitive forudsætninger for at kunne tænke og skabe nyt. 

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/fiktioner-som-fortllende-simulationer.html

Nu er spørgsmålet om man ikke med afsæt i vores finske forskers resultater, kan forestille sig tilsvarende forskning når det gælder film- og tv-seening, og når det gælder dette at man som forfatter får et skriveflip - som jeg selv har oplevet det en 4-5 gange i mit liv. 

   Sidst med indlæggene til denne blog

Og en pludselig association til min ungdoms litteraturundervisning - og glæden ved nogle af den klassiske litteraturs hovedværker: Holberg!

   Han er blevet kendt og berømt for sin såkaldte poetiske raptus. Langt de fleste af hans bedste komedier er skrevet inden for en meget kort periode i hans liv. 

   Han skrev 25 komedier på 5 år - fra 1722 til 1727.

I de fem år der fløj det bare for ham, og det flød fra ham med komedier. 

   Som skidt fra en spædkalv!