Mere om flow på hjerne - nar man lytter til musik, læser en roman, ser en film - og når man selv skriver og får en "poetisk raptus"

Jeg synes jeg er kommet et skridt nærmere forståelsen af hvorfor det man (jeg) "prædiker", når man (jeg) underviser journalister, journaliststuderende og andre mediefolk i fx film og tv-dramaturgi eller  fx i journalistisk feature-reportage og -fortælling, hvorfor alt det "sludder"  faktisk har den effekt og de virkninger på læsere og seere som påstået - siden Aristoteles. 

  Som fx

• - Show, don´t tell
• - Hey, You, See, So
• - Less is more
• - Kreative restriktioner
• - Stedets, handlingens og tidens enhed
• - Skriv i scener
• - Brug cases
• - Den tredje dims!
• - Brug metonymisk og metaforisk erfaringssprog
• etc.

I foregående indlæg skrev jeg om en finsk forsker, Petri Toiviainen, der kombinerede musikindtryk og neuroscience-skanninger, skanninger som viser de aftryk musikken afsætter i hjernens blodgennemstrømning og elektriske udladningr når den lytter på et stykke livligt musi. 

   Petri Toiviainen var nået frem til at musik - i forsøgene et stykke forholdsvis avanceret finsk tangomusik (!!!) - aktiverede ikke bare de centre og moduler i hjernen som man ved er sæde for musik-perceptionen og -bearbejdningen, men også en række andre fjernere neurale netværk som fx det der har med kontrol af muskler og bevægelser at gøre ((præ)motorcortex), det som bruges til at dagdrømme, fantaser og erindrer med (default mode netværk), og det som aktiverer og styrer vores oplevelse af følelser (limbiske system).

Hvorfor er det interessant i kreativitetsammenhæng?

   Jo, fordi....

   

1) Noget tilsvarende - aktivering af en række forskelige moduler og systemer i hjernen der arbejder sammen om at producere oplevelsen - noget lignende må man gå ud fra sker når man fx. ser en film som ikke bare leverer musik  som underlægning, men som også aktiverer spejlneuron-systemet fordi man ser mennesker agerer med gestus og mimik på lærredet som man selv kan udføre, og default-netværket når filmen i sin helhed eller i scener igangsætter fantasier over det som ikke vises, det som er fraværende, defokuseret, halvt skjult bag en forgrund, sært og fremmedartet. 

   Som nu fx en række franske, engelske og italienske nybølgefilm. 

Jeg husker fra min tidlige ungdom midt i 60-erne film som Resnais "I fjor i Marienbad", flere Goddard-film hvis titler jeg ikke husker mere, filmen "Blow up" af Michelangelo Antonioni, filmen "7½" af Federico Fellini, filmen "Dagens skønhed" af Louis Bunuël.
   De gjorde et stort, faktisk et uudsletteligt indtryk på mig, selv om - eller måske netop derfor - at jeg indimellem kedede mig en smule.

Eller når man læser en roman! Underlægnings-musikken må man selv producere for sit indre øre - ud af sin egen musikalske erindring. 

   Men resten: identifikation, fascination, information - det er noget hjernens centre i samarbejde må blende og stykke sammen, integrere til en samlet stærk oplevelse så læseren kan komme i flow - føle med, blive forført, leve ind, græde, grine, gyse - når han/hun vender siderne i en rigtig "pageturner" eller "tåreperser" - opslugt i den imaginære romanverden til langt ud på natten.

2) Der er i hjernen to komplementære modsatrettede neurale netværk som - ifølge videnskabelig artikler jeg har læst en hoben af - skiftes til at være aktive: the task negative (default mode netværket) og the task positive netværk.
   De må jo må nødvendigvis arbejde sammen - "lappe over" - for at vi som læsere eller biografgængere får de opslugende mentale oplevelser vi gør - oplevelser der mere eller mindre er identisk med den flow-oplevelse man har når man er fuldstændig optaget af at løse en udfordrende udadrettet opgave.

Når vi ser en fængende film - eller når vi læser en gribende roman,  så sker der også det - at vi glemmer os selv og glemmer tid og sted. Flow!

   Og det må jo så også gælde når man skriver - fx en roman  eller et digt - eller som jeg de sidste mange måneder: en blog. 

   Man er aktiv og i skrive-flow - som Mikkel Hvid beskrev det så udmærket i sin bog "Skriv!! 

   Men en forfatter trækker jo samtidig - ofte helt erklæret - på erindringer, fantasier og selv-identifikation og selv-projektioner. Altså alt de funktioner som i neuroscience-forskningsrapporterne  beskrives som det the default mode eller the task negative neurale netværk gør når det er "tændt".

   Tænk bare på Knausgaard - eller Rifbjerg herhjemme - eller Lars von Trier. Eller alle de andre særligt kreative personligheder hvis barndom og ungdom jeg har bragt citater af og om på denne blog.

Jeg har i et tidligere indlæg begejstret noteret at der var "overlap" mellem spejlneuron-systemet og default netværk-systemet i visse situationer, og at det lignede den kognitive lingvistiks begreber om blending af forskellige klart adskilte konceptuelle rum som teorien siger er de mentale og kognitive forudsætninger for at kunne tænke og skabe nyt. 

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/fiktioner-som-fortllende-simulationer.html

Nu er spørgsmålet om man ikke med afsæt i vores finske forskers resultater, kan forestille sig tilsvarende forskning når det gælder film- og tv-seening, og når det gælder dette at man som forfatter får et skriveflip - som jeg selv har oplevet det en 4-5 gange i mit liv. 

   Sidst med indlæggene til denne blog

Og en pludselig association til min ungdoms litteraturundervisning - og glæden ved nogle af den klassiske litteraturs hovedværker: Holberg!

   Han er blevet kendt og berømt for sin såkaldte poetiske raptus. Langt de fleste af hans bedste komedier er skrevet inden for en meget kort periode i hans liv. 

   Han skrev 25 komedier på 5 år - fra 1722 til 1727.

I de fem år der fløj det bare for ham, og det flød fra ham med komedier. 

   Som skidt fra en spædkalv!