De fleste kronikker læser jeg ikke. Det er sproget det er galt med. Det er for abstrakt, for teknisk, for fuld af fagudtryk. Kedeligt.
Men ind i mellem siger det "flash". Man går i gang med første linie, og så går man i læse-flow. Det skete fx i går. Kronikken var af Marlene Duus. Rubrikken lød:
Får offeret også en chance til?
Sproget er et fortællende erfaringssprog. Alle ord er i "øjenhøjde" med den virkelighed jeg også lever i. Sådan begynder kronikken:
Han maltrakterede min krop og mit ansigt med et tungt vandrør. Dernæst kastede han min bevidstløse krop ud fra tredje sal. Det er tre år siden. Jeg var godt i gang med min karriere i modebranchen, var aktiv og livsglad. Det liv eksisterer nu kun i savn og billeder.I dag er jeg 50 procent invalid, og i en alder af 29 er jeg ikke længere i stand til at arbejde. Efter tre år med omfattende operationer kan jeg starte i genoptræning på et hjerneskadecenter. Gerningsmanden er derimod efter samme tre år reelt en fri mand, selvom han fik en dom på seks års fængsel. Hos stjernekokken Claus Meyer får han en læreplads som belønning for at have afsonet halvdelen af en i forvejen alt for kort straf. Claus Meyer er glad og stolt.Hvorfor vælger jeg at stå frem og fortælle min historie? Jeg kan ikke tie længere.På trods af, at det indebærer en personlig sikkerhedsrisiko, vælger jeg nu at tale. Nogle ofre må stå frem, for sandheden er, at Danmark – set fra offerets synsvinkel – har udviklet et forfærdeligt retssystem, som i mit tilfælde gør det endnu sværere at komme videre. Problemet er nemlig, at vi fuldstændigt har glemt, hvem vi skal hjælpe. Det burde ellers være let:1. Hjælp offeret. 2. Hjælp gerningsmanden. I Danmark er det desværre lige omvendt, og det er min historie et eksempel på. Her er min historie.
Det er en effektiv begyndelse. Et resume af en grusom historie. En skæbne i en grundlæggende uretfærdig verden. Så folder Marlene den ud i en fortælling der zoomer ind på detaljerne, historien går næsten i slow motion
Det er midt i myldretiden en tidlig morgen 19. november 2008. Frederiksberg summer af aktivitet, bilerne fylder vejene, og cyklisterne kører i lange slanger på cykelstierne. Folk er på vej på arbejde, til skole, ud til en ny dag, der for de fleste mennesker er som alle andre. Jeg er i min lejlighed iført nattøj. Min veninde har overnattet og senere samme dag skal jeg hjem. Hjem til min familie. Jeg har fået et par dage fri fra arbejde.Jeg står i gangen og tager afsked med min veninde, da lynet slår ned. Min ekskæreste dukker pludseligt og uden varsel op i døråbningen. Han holder et stort, rustent jernrør i hænderne. Med sindssyge øjne begynder han at slå vildt omkring sig.Min veninde prøver at stoppe ham. En helt umulig opgave. Han er som besat. Hun slipper ud af lejligheden og flygter ned af de mange trapper, mens hun råber og skriger efter hjælp. Jeg råber og skriger også – for mit liv.
Ja, læs kronikken til ende på adressen:
Det er sproget der gør det. Og selvfølgelig også at Claus Meyer bliver taget som retorisk gidsel fordi han har give voldsmanden en læreplads. Stor debat. Marlene Duus kom også i Aftenshowet.
En anden kronik i Politiken fra den 18/11/0. Jeg klippede den ud og gemte. Og kunne ikke få den ud af hovedet. Det var også sproget. Det sprog der gør et andet menneskes virkelighed til læserens, til din.
Den er skrevet af Amy Johnson. Rubrikken lyder:
Jeg føler mig udelukket fra menneskeheden
Selv om jeg har en skizofren i min nærmeste familie, og har læst en del om det. Også for nylig i forbindelse med min jagt på forståelsen af kreative processer i hjernen. Så er det første gang jeg synes jeg for alvor forstår. Det er det med at erfaringssproget er billedrigt, metaforisk og metonymisk. At se er at forstå. At forstå er at kunne simulere. Og det er det kronikken giver læseren mulighed for: Læs bare her:
Det er værd at bemærke hvad du-formen betyder. Sprogligt skabes der et fælles kognitivt simulationsrum mellem fortæller og læser, mellem "jeg" og "du". I overført betydning tvinger det læsere til at lægge øre til sproget.Det er en forbandelse, denne skizofreni, fordi den får mig til at stille spørgsmål, får mig ud af balance, får mig til at sætte spørgsmålstegn ved hver grundregels grundregel hvert kvarter, igen og igen og så igen.Jeg kan aldrig komme nogen steder hen; aldrig komme videre fra at sætte spørgsmålstegn ved grundreglerne. Det ser ud, som om jeg spilder min tid med vilje, som om jeg undgår at blive voksen eller undgår at tage ansvar.Jeg ville elske at være i stand til at arbejde som en almindelig person. Jeg elsker at have travlt. Jeg elsker at føle mig nyttig. Jeg ville elske at kunne invitere til middagsselskab, et selskab til at lovprise alle de ting, jeg har opnået, til at fejre mig og min person.Jeg er ’paranoid’, fordi jeg ikke tror på det, der er ægte. Alting er en trussel, fordi alting er nyt: Jeg kan ikke huske, at en eller anden ting eller person var ’tryg’ for mig de seneste 200 gange. I stedet bliver jeg nødt til at gå igennem hele proceduren, denne realitetstjekprocedure. Det er, som om jeg har Alzheimers eller noget. Jeg er ikke dum, men jeg formår ikke at huske ting fra 24 timer siden. Dette kommer jeg aldrig til. Jeg bliver ikke fejret eller klappet ad, fordi jeg ingenting har at vise frem for alt det hårde arbejde, jeg gør hver dag. Det er forfærdeligt at føle sig u-værdsat og u-fejret. Jeg er diagnosticeret som ’paranoid skizofren’.Du spurgte mig før, hvorfor jeg havde så svært ved at træffe beslutninger. Du bad mig fortælle dig om de interne processer, som gør det så svært for mig at træffe en beslutning.Fordi jeg altid sætter spørgsmålstegn ved virkeligheden, kan jeg ikke komme videre. Nogle ting må man have tillid til, og noget må man tage for givet: for at komme videre må jeg stole på, at elektriciteten vil virke, når jeg trykker på stikkontakten.Hvis jeg ikke stoler på, at lyset vil tænde, ville jeg pines ved at tænke: Bliver jeg dræbt ved et elektrisk stød? Hvordan ved jeg, om det er sikkert? og Hvad sker der, hvis lyset ikke tænder? Hvad gør jeg så? og Måske skulle jeg ringe til elselskabet bare for at være på den sikre side – og så videre og så videre.Men hvis jeg blot stoler på, at det hele nok skal gå, kan jeg trykke på kontakten, gå ind i rummet, sætte mig og skrive ... Kan du se, hvordan tillid er knyttet til læring, til at vokse og til at få ting gjort?Dette er et uløseligt dilemma.
Læs videre på denne andresse. Og forstå:
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1454202/jeg-foeler-mig-udelukket-fra-menneskeheden/
I kronikken er der en henvisning til endnu en kronik af en scizofreni. Også læsværdig. Med rubrikken
Nå – skulle jeg have været en abort?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar