Vi kan snart se hvad du drømmer og fantaserer om - tyder ny forskning på

På bagsiden af Politikens økonomitillæg den 21. december var der en notits under blogindlægget "Lund på nettet". Rubrikken var "Tanker på film".

   En amerikansk forskergrupper har udviklet en teknik til at filmisk at rekonstruere filmklip som hjernen tidligere har set og indkodet. Altså i princippet en teknik til at "aflæse" - afkode - hvad hjernen har set ved en tidligere lejlighed.

   Gruppen består af: Shinji Nishimoto, An T. Vu, Thomas Naselaris, Yuval Benjamini, Bin Yu & Jack L. Gallant. Gallant er lederen, og gruppen har tidligere publiceret forskning om muligheden for at rekonstruere visuelle indtryk som de afspejler sig i hjernens neurale aktivitet.

   Her er en video hvor input-filmen vises til venstre og den rekonstruerede output-film ud fra hjernens aktivitet vises til højre:

Den særlige snedige teknik man bruger kan du læse om her: http://gallantlab.org/

I princippet laver man et leksikon af i tusindvis af YouTube-klip som korresponderer med de billeder af hjernens neuronaktiviteter i den visuelle cortex man opnår ved sådkaldte fMRI-skanninger; den visuelle cortex er den del af hjerne som bearbejder de signaler som modtages gennem øjenene.

   Så afspiller man en filmstump som ikke indgår i dette leksikon, og laver billeder hjernens aktivitet under oplevelsen af filmen. Disse billeder bruger man så til at afsøge leksikonnet og får dermed en ny film frem, som altså er en rekonstruktion af den film hjernen tidligere har set og bearbejdet.

Sådan forklarer forskerne selv teknikken som dokumenteres med videoen ovenfor:

The left clip is a segment of a Hollywood movie trailed that the subject viewed while in the magnet. The right clip shows the reconstruction of this segment from brain activity measured using fMRI. The procedure is as follows:

[1] Record brain activity while the subject watches several hours of movie trailers.

[2] Build dictionaries (regression model; see below) to translate between the shapes, edges and motion in the movies and measured brain activity. A separate dictionary is constructed for each of several thousand points in the brain at which brain activity was measured.

(For experts: our success here in building a movie-to-brain activity encoding model that can predicts brain activity to arbitrary novel movie inputs was one of the keys of this study)

[3] Record brain activity to a new set of movie trailers that will be used to test the quality of the dictionaries and reconstructions.

[4] Build a random library of ~18,000,000 seconds of video downloaded at random from YouTube (that have no overlap with the movies subjects saw in the magnet). Put each of these clips through the dictionaries to generate predictions of brain activity. Select the 100 clips whose predicted activity is most similar to the observed brain activity. Average those clips together. This is the reconstruction.

Der er to fascinerende forhold ved disse her forskningsresultater:

Det ene er at de komplementerer det man har fundet ud af i forbindelse med spejlneuroner: øjnene ser en anden person udføre en målrettet handling, og den del af hjernen - premortorcortex - som overordnet styrer motorikken i ens egne handlinger, aktiveres på samme måde hvis man selv foretog den handling man ser en anden gøre.

   En metafor på det kunne være at et afspillet musikstykke når man hører det, "indskriver" noderne til musikstykket i hjernen, hvor "noderne" altså er de neuroner der aktiveres i præmotorcortex

   Her går vi så den anden vej. Vi registrerer "noderne" i hjernen og bruger dem til at afspille musikken igen.

   I spejlneuron-forskningen handler det om "encoding", mens det i de her nye eksperiemnter handler om "decoding".

 

Det andet er at man altså her kan ane de første skridt mod muligheden for også at kunne "aflæse" hvad folk fantaserer og drømmer når de gør det i billeder. Altså rent faktisk aflæse hvad de ser på den indre skærm med det indre øje når de forestiller sig noget.

   Vi har allerede tidligere set at spejlneuroner også aktiveres når man forestiller sig selv at udføre en handling - uden faktisk at gøre det. Så på et eller andet tidspunkt må det være muligt at koble disse to forsøgsrækker sammen. Og dermed få en dokumentation for at når vi ser en film eller læser en fortælling, så oplever vi den rent faktisk som om det var os selv der producerede filmen/fortællinge for vores "indre skærm" eller "indre øre".

Og endelig er der jo en klar analogi i eksperimentet til hvad der må ske når vi genkalder os oplevelser som har sat sig spor i den autobiografiske hukommelse. Oplevelserne som jo er en indprægning af sanseindtryk på et bestemt tidspunkt og på en bestemt lokalitet, rekonstrueres i en form så de derefter kan omsætte i en sproglig fortælling - men også fx males på et lærred. 

Om Jon Bang Carlsens fantastiske metaforsprog - og om kilderne til hans kreative personlighed

Jon Bang Carlsen er en af de filminstruktører hvis film altid har tiltrukket mig - fordi deres fortælleformer og udtryk balancerer på grænsen mellem fakta og fiktion.

    For mange år siden da jeg samlede eksempler ind et kursus i "Faktion som udtryksmiddel", var der en der gav mig filmen "En rig mand" til gennemsyn. Det var en stærk oplevelse at se den, den handler om xxx der opfandt en flydende gødning til at gøde stueplanter med. Og jeg husker tydeligt at jeg var dobbelt fascineret dels af portrættet af den mærkelige mand, og dels af usikkerheden om hvor meget der var aftalt og instrueret.

I min bunke af klippede avisartikler fra sidste år fandt jeg en kronik af ham fra Politiken (29/5/11) med rubrikken: "Et land der tør tro på mirakler". Manchetten fortæller at der er tale om et "Postkort fra USA, hvor en barnlig brutalitet hersker - både rørende og afskyvækkende for en pæn dansker med humanistiske ambitioner".

   Jeg husker ikke at jeg før har læst noget af Jon Bang Carlsen, men kronikkens sprog fik mig mentalt set til at spærre de indre øjne op. Det vrimlede simpelt hen med fantastisk levende metaforer og metonymer. Billederne næsten snublede over hinanden. Og ofte er filmfolk ikke specielt gode skribenter.

Metaforerne var ikke af den slags jeg ellers mest har beskæftiget mig med her på bloggen: de konceptuelle metaforer som er universelle og som vores bevidsthed bl.a. bruger til at tænke over og tale om indre mentale tilstande ("jeg var i sort humør") eller sociale relationer (han fik den kolde skulder).

  Nej, her var der en masse ægte kreative og mentalt eksplosive metaforer, prægnante metonymer  og musikalske bogstavrim som fx når han beskriver den amerikanske morgenmad (mine kursiveringer og fremhævelser):

Jeg har ikke smagt dårligere og mere ukærlig mad, siden jeg for mange år siden havde min gang bag Jerntæppet, hvor alle retter, ligegyldigt hvilket fransk navn de bar, smagte som spildolie fra en sovjetisk traktor, der var brændt sammen en råkold tirsdag midt i en femårsplan.

Eller når han beskriver Los Angeles bybillede gennem Eurpas kirkers mentale optik:

Jeg elsker Los Angeles.

   Her er ingen af Europas krævende katedraler, som det er ens forbandede fødselspligt at bøje nakken for i underdanighed, ingen teser, som Martin Luther uden 'King' for et halvt årtusinde siden bankede op på en kirkeport i Wittenberg, og som med pedantisk germansk alvor viskede alle kalkmalerier  på kirkernes vægge ud.

  I Los Angeles er der kun grafitti og malerier i neon. Fjerner man dem, står der ikke en smuk kirke tilbage i landskabet, men et elendigt paphus, man frit kan brænde ned, for ingen vil savne det.

  Måske kaldes USA 'Guds eget land' på grund af manglen på tusind år gamle klamme stenbygninger, som den frysende søn af Gud ikke kan flygte fra uden at fornærme sine pedantiske fans.

Jeg bliver nysgerrig: Ud over at være en af de kunstnere der tydelig vis har en ubændig lyst til at blande genrer - konceptuel blending - og har et vildt blomstrende sprog, hvad slags personlighed er han ellers? 

   Hører han, som jeg umiddelbart antager til den særligt kreative type? Det vil fx sige: "flere personer i en", en barndom eller ungdom med tab, og savn og fremmedgørelse i forhold til forældre, skole, miljø, kreativ vrede?

Jeg googler på Jon Bang Carlsen og finder en fire år gammel kronik af ham fra Information 25/7/07 med den slagkraftige og sigende rubrik "At se i blinde". Her har han en enkelt reference til sin barndom unde omtalen af en filmtrologi han er igang med fra Sydafrika:

Inspirationen til triologiens anden film Portræt af Gud har som Blinded Angels noget med øjne at gøre. Som barn knælede jeg hver aften ved siden af min seng og bad til et groft, men desto smukkere portræt af Jesus, malet af Roualt. Da familiekatastrofen alligevel skete, stak jeg ildraveren ned i kakkelovnen på barneværelset og ventede til den blev rødglødende. Så brændte jeg øjnene ud på min barndoms Jesus.

   Siden har jeg prøvet at restaurere gudens portræt i en streg, som ikke vender ryggen til al den tvivl livet har givet mig. Det er der kommet en hel række film ud af, som alle prøver at definere en sandhed, som ikke udelukker tvivlen. Og som alle, ligegyldigt hvor dokumentarisk, de går klædt, benytter løgnen til at komme om bag virkelighedens maske. 

Jo, den er da vist god nok! "Familiekatatrofen", "brændte øjnene ud på min barndoms Jesus".

    Jeg søger videre. På tidskriftet Goldbergs hjemmeside finder jeg en artikel fra 2007 skrevet af Af Jacques Blum og Eva Bøggild under rubrikken "Renhed og rædsler", skrevet i anledning af Jon Bang Carlsens film "Purity Beats Everything".

De smalle læber, den maskuline autoritet, de blå øjne og blonde hår. Nazist? Hvid sydafrikaner? Når Jon Bang Carlsen fortæller om sig selv og sin rolle i verden, er det som tilhørende gruppen af bødler, ikke ofrene.

   Jo, han var måske offer som barn – offer for forældrenes skænderier og skilsmisse, en voldsom far og en i perioder depressiv mor.

nnn”Weekendforældre” omtaler han sit forhold til forældrene som og forklarer, at der ikke var megen struktur på dagligdagen, og at børnene i et stort omfang var overladt til sig selv.

Hovedpersonerne er to overlevende holocaustofre hvis historie Jon Bang Carlsen ifølge artiklen spejler sig i gennem filmen om og med dem. 

Det er ikke svært at spore instruktørens indignation og vrede i filmen. Men Jon Bang Carlsens vrede er hverken diffus eller abstrakt. Hans vrede, forklarer han, retter sig mod de omgivelser – herunder hans forældre der blandt andet boede i Vedbæk i 1950’erne – som ikke nævnte Holocaust med et ord.

   Ofrene fandtes ikke, omtalen af naboen Tysklands moralske og kulturelle sammenbrud, bunkerne af lig og de menneskelige ydmygelser blev væk i den pæne og ordentlige tavshedsspiral.

Jon Bang Carlsen er klart det filmvidenskaben har døbt en auteur, der er kendetegnet ved at personligt farvede motiver, temaer og karaktertyper er gennemgående i det samlede "filmværk", og at en vigtig drivkraft i hans motivation for at producere filmene er en mere eller mindre bevidst ønske om  selverkendelse og selvudvikling.

   Præcis som jeg for nogle år siden fandt ud af gjaldt for tv-dokumentaristen Poul Martinsen. 

Hukommelse og glemsomhed - og træning af korttidshukommelsen

Nu jeg er igang med at læse om hukommelse, så...

I min bunke af avisudklip finder jeg to artikler der har med hukommelse at gøre. En fra Politiken den 11. december og en fra Kristeligt Dagblad helt tilbage fra 26. november. 

   De viser at jeg har været opmærksom på hukommelsens betydning for kreativitet, inden jeg begyndte at læse Moonwalk with Einstein.

Politikens rubrik lyder: "Det meget belejlige hukommelsestab", og stod i Viden-tillægget, og den var omgivet af associerende artikler og notitser: om løgndetektorer, om hvordan og hvor meget hjernen "lyser" op under skanning når man lyver og når man taler sandt, og om hvordan man kan se på hjernens aktiviteter når den forsøger at "lægge ubehagelige erindringer på afstand. 

   Jeg mindes at Poul Martinsen jo en gang i midten af 90´erne lavede et dokumentarprogram om løgnens psykologi, som især gik på om man kunne se på folks ansigter og kropsbevægelser om de løj. 

Hvad konkluderes her: At hjernen er væsentlig mere aktiv når man lyver end når man siger sandheden. Logisk nok: Den lyvende hjerne skal fastholde to "modstridende" konceptuelle rum: det som indeholder sandheden og ikke må udtales, og det som indeholder/fabrikerer løgnen som skal udtales. Det kræver ekstra mental energi.

Løgndetektorer kan ikke altid afslører når personer lyver. Nogle mennesker har selvkontrol i et omfang så deres blodtryk ikke stiger, så de ikke udsondrer ekstra svede, og så øjnene ikke flakker, og så de ikke stammer - sådan som de fleste af os gør og dermed ville blive afsløret i en løgndetektor.

Politikere og forbrydere som bliver afhørt af kommisioner og politi, kan påberåbe sig "glemsel" som årsagen til at de ikke kan svare på spørgsmål. Hvad enten det er sandt eller falskt. Og de kan under alle omstændigheder have en strategisk interesse i at deres hukommelse svigter.

  Men, fortæller artiklen, det er ikke nemt bevidst at glemme noget man har gjort eller oplevet. Og man taler i moderne forskning ikke om freudianske fortrængninger. Derimod ser forskerne på hvordan erindringer lagres. Og hvad der gør at de lagres særligt godt, eller ikke så godt.

   En forsker, Annette Bohn, fortæller:

Det følelsesmæssige indhold øger sandsynligheden for at noget bliver husket. Men når det er sagt må man skelne mellem, hvad der huskes fra henholdsvis positive og negative situationer. Og her ser det ud til, at mennesker generelt husker fakta fra negative situationer, mens stemninger og stemningsbilleder kommer til at spille en relativt større rolle for erindringen af positive situationer.

Det er naturligvis meget relevant for journalister, som hermed kan legitimer deres gennemgående negative tilgange til virkeligheden gennem konfliktkriteriet, sikrer at publikum husker historierne. Positiv historier kan godt sætte læserne i en god stemning, men de glemmer nemmere historierne.

Og en anden forsker, Michael Anderson, fortæller om at særligt ubehagelige oplevelser som vi allerhelst vil glemme, er dem som er allersværest at viske ud. Han kalder det særligt påtrængende erindringer, og de har en tendens til at dukke op uventet i bevidstheden, selv om man ikke har gjort noget for at kalde dem frem.

Vi har i forskellige forsøg vist, at sådanne påtrængende erindringer over tid vil have en tendens til at blive svækket, hvis man aktivt og vedholdende forsøger at skubbe dem bort. Og denne proces kaldes motiveret glemsel. Gevinsten ved dette er åbenlys. I den udstrækning man tale om en omkostning, er den, at de vil blive vanskeligt at genkalde sig erindringen i detaljer, hvis man senere - af en eller anden grund - skulle få brug for det.

Artiklen i Kristeligt dagblad lå tæt op af det jeg er i gang med at læse i bogen "Moonwalk with Einstein". Rubrikken lyder: "Hukommelse er vigtigere end intelligens". Pointen i artiklen er at arbejdshukommelsen som er vigtig for hvad og hvordan noget lagres i langtidshukommelsen, at den kan trænes, og at det bør man gøre i undervisningen.

   Et eksempel gives i artiklen start:

En matematiktime begynder med, at læreren beder eleverne lukke øjnene og tænke på en figur, hvis kanter er lige lange og parvist paralelle. Derefter skal de tænke, at de klipper hjørnerne af figuren. Og til sidst skal de tegne hvad de ser, for det indre øje.

  Det lyder måske som en banal og mærkelig undervisningsform, men det er en kort og konkret vej til at sikre, at samtlige elever får aktiveret både arbejdshukommelsen og langtidshukommelsen.  Disse to funktioner skal arbejde sammen i elevens hjerne, for at undervisningen overhovedet bærer frugt. Og ved først at sætte hjernen i sving med at lede i katalogerne over allerede lærte figurerer og derefter med at gøre noget aktivt med den fundne figur, er det hele igang.

Noter i øvrigt metaforen "ser for det indre øje" og at det der beskrives her er det man metaforisk kalder  "et tankeeksperiment". Og i det foregående citat er der konceptuelle metaforer som at erindringer "skubbes bort", og kan "kaldes frem".  

Hukommelseskunstnere og mentalatleter - hukommelsespaladser med frække huskebilleder på væggen

Jeg er igang med at læse bogen Moonwalk med Einstein, forfatter Joshua Foer, som jeg i to tidligere indlæg har refereret til. Den er godt nok sjov og spændende og interessant. 

   Ikke fordi der er så meget nyt, men det er måden det er fortalt og præsenteret på. Og så vrimler det med dejlige blandede metaforer som fx. hukommelsespaladser og mentalatleter.

Det sidste står for de mennesker der har trænet sig op til at være hukommelseskunstnere. Og bogens nagelfaste pointe er at alle kan lære at huske meget, meget mere end de tror. 

   De mennesker der deltager i forskellige mesterskaber i hukommelse, har ikke en særlig evne eller er udstyret med en helt speciel hjerne. Nej, de kan og har lært sig nogle teknikker, og så kan de altså huske store mængder af facts revet ud af en meningsfuld sammenhæng.

Jeg har tidligere læst at man mentalt skulle lave en forbindelse mellem det svært huskelige og noget visuelt, et billede, for at kunne huske det bedre og genkalde det nemt og nøjagtigt. Men her uddybes det med "hukommelspaladset", det mentale "sted" hvor man skal "gemme" billederne som så står for det man egentlig skal huske. Der skelnes mellem den naturlige hukommelse som er den man bar har som medfødt, og den "kunstige":

Kunstig hukommelse har to grundlæggende komponenter: billeder og steder. Billeder repræsenterer indholdet af det man ønsker at huske. Steder - eller loci, som det kaldes på latin - er der hvor disse billeder bliver opbevaret.

   Meningen er at man skaber et sted for sit indre blik, et sted, som man kender godt og let kan visualisere, og derefter befolker man det imaginære sted med billeder der repræsenterer det man ønsker at huske. Romerne kaldte det "loci-metoden", og en sådan bygning kom senere til at hedde "hukommelsespaladser."

Et hukommelsespalads kan også være erindrede forestillinger om andre steder man kender rigtig godt og i detaljer, fx et landskab eller sin egen krops legemsdele. 

   Jeg bemærker her hvordan metaforen "det indre blik" hives af stalden - for at beskrive og forklare indre mentale processer. Og jeg ser for mig "mentalatleter" spæne rundt i "hukommelseslandskaber".

Hele fidusen er at mennesket har en fremragende rumlig og visuel hukommelse (biologisk nødvendig for jæger- og samler-hjernen), men en dårlig hukommelse for løsrevne facts og enkeltinformationer som tal og ord.
   Så ved at koble de løsrevne og i den givne sammenhæng meningsløse oplysninger med noget visuelt og rumligt, så motiverer det hjernen til at huske det meget bedre. 

   Og det billede der repræsenterer det du skal huske, skal du så udstyre med så mange visuelle eller sanselige egenskaber at det giver et stort net af neurale forbindelser til andet mentalt stof som befinder sig i hjernen: farve, lugte, smag, størrelse. Her skal man altså udnytte sin fantasi. 

   Og det er en fordel hvis man har en beskidt fantasi.

For mig er der ingen tvivl om at det her kan kobles til det jeg skrev om for ikke så længe siden: nyheder formidlet som manga-tegneserier, via afklædte damer som nyhedsværter, eller nyheder opført som teaterperformance. Det fremmer interessen, forståelsen - og at det sætter sig på hjernen som noget man husker.

    Vi kobler nyheden til noget der er visuelt og fascinerende, og så sidder den fast og forstås for alvor.

Så min konklusion er så også at disse memoteknikker i virkeligheden er en form for blending. Vi ser og forstår X gennem Y.

Men jeg associerer også til erfaringssprogets basic-level-kategorier: ord der refererede til noget man kan tegne eller udføre som handling.

Serendipitet - teaterjournalistik på dansk - og de mærkeligste sammentræf

Jeg har tidligere skrevet om et begreb som optræder i næsten al overordnet litteratur om kreativitet. Det uforklarlige held, det mirakuløse sammentræf, den uforståelige kobling på tværs af tid og rum.

Serendipitet

Der sker somme tider noget mærkeligt i sammenhæng med mine skriverier på denne blog: Jeg skriver om et eller andet tilfældigt ud fra en avisartikel eller en bog jeg har læst, og så pludselig dukker der noget op i min virkelighed som har intim sammenhæng med det.

   For eksempel dette:

• at jeg ser Klee & Cobraudstillingen på Louisiana der blandet andet tematiserer "masker" som motiv
• at sidste gang jeg var på Louisiana så jeg David Hockney-udstillingen med hans iPad-malerier, blandt andet en række portrætter,
• at jeg for nylig havde fået en smartphone og downloaded både et maleprogram og et tegne-skitse-program,
• at jeg derfor blev inspireret af Klee & Cobra-udstillingen til at prøve at male "masker" på det program - teknisk på samme måde som Hockny - og tematisk som noget der associerede til Klee & Cobra-maskerne.

Et andet eksempel på serendipitet er at jeg for et lille halvt år siden læste en anmeldelse af en bog om hukommelseskunst  og -videnskab: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything", skrevet af den unge videnskabsjournalist og forfatter Joshua Foer.

   Selvom jeg altså ikke havde læst bogen så gav anmeldelsen mig en række produktive associationer som du kan læse mere om ved at klikke på dette link:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html

På det tidspunkt havde jeg erkendt at der var en intim - og undervurderet - sammenhæng mellem kreativitet og hukommelse - eller kreativitet og viden.

   En af de ting jeg fremhævede i blogindlægget den gang var at Joshua Foer brugte sig selv som subjekt og bærende karakteri historien for at formidle et fagligt emne: det som jeg kalder et journalistisk plot - og som flere andre kreative videnskabsjournalister har udnyttet, bl. a. herhjemme Lone Frank.  Blending af to konceptuelle rum: et objektivt-fagligt og et subjektivt-personligt.

   Det er så også det jeg fremhævede i det umiddelbart foregående indlæg om Liv Thomsen som tv-historiefortæller: at hun bruger sin egen jagt på dronningernes historie til at levere et ekstra subjektivt og personligt lag i fortællingen, som gør den meget mere interessant og engagerende: Det subjektive spejler sig i det objektive og omvendt.
   Eller: Fortællerens person bliver indgangen til og en slags metaforisk optik på den historie hun fortæller.

Men samtidig har jeg mit halvårlige møde med min navnebroder og soulmate hvad angår interessen for kreativitet. Han gav mig en "julegave" - en bog  - som viste sig at være, ja, naturligvis: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything" - på dansk. Og jeg er helt sikker på at han ikke havde læst indlægget om bogen fra september.

   Serendipitet.

Mens vi sad og snakkede dukkede der en yngre kvinde op og sagde hej til min navnbroder i skyndingen. Jeg genkendte hende fra min tid som lærer i tv-journalistik på SDU i Odense. Som en af de særligt kreative studerende på et af mine tv-hold. Vi hilste også en-passant. Det fremgik at hun kendte til bloggen her og ind i mellem var læser. Det var jeg glad for.

   Men det helt mærkelige var at min navnebroder bagefter kunne fortælle at Silke Bock som hun hedder,  var  igang med at starte et journalistisk magasin, Zetland, og som led i den udgivelse også var igang med at forberede en forestilling i "teaterjournalistik" - det amerikanske journalistiske blending-fænomen Pop-Up-Magazine Live jeg skrev om i indlægget du kan klikke dig ind på her, og som jeg gav det danske navn "teaterjournalistik":

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/12/teater-journalistik-pop-up-magazine-i.html

Det danske magasin har  fået navnet Zetland, vil levere lange journalistiske fortællende historier, og så vil redaktionen altså som led i lanceringen - inspireret af det amerikanske tidsskrift Pop-Up-Magazines live-performances - lave en multimedieteaterforestilling "Zetland Live" hvor en række af historierne "opføres" på en scene foran et publikum. Se videre:

http://www.facebook.com/pages/zetland/341299649231023

Mærkelige sammentræf: serendipitet. 

Silke Bock er medlem af en gruppe som står bag initiativet, og som i øvrigt har et fælles koncpetudviklingsfirma "Syndikatet". Se:

http://www.bureauetsyndikat.dk/hvem-vi-er

De 4 initiativtagere er alle udsprunget af min gamle arbejdsplads, journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, som jeg var med til at starte. 

   Serendipitet.

Jeg kommer så i tanker om at jeg jo har noteret Silke Bocks navn som en del af en interessant og sigende nyhedshistorie for ikke så længe siden. Silke har skrevet en bog om der meget kreative Clement Kjærsgaard - en bog som DR - som planlagt udgiver - har besluttet ikke at udgive alligevel. Se:

http://politiken.dk/kultur/ECE165187/clement-kjersgaard-afviser-veto-mod-bog/

Politikens fredagstillæg iByen havde et længere forskræp om den kommende uges forstilling (onsdag den 11. januar - der er udsolgt). Og fortæller blandt andet om gruppen bag ved magasinet og om ideen:

Frøet til Zetland blev plantet for et par år siden, da journalisterne Lea Korsgaard, Silke Bock, Hakon Mosbech og Jakob Moll fandt ud af, at de gik rundt med en fælles drøm om at eksperimentere med den journalistiske historiefortælling, som de arbejdede med hver dag.

   Så en dag midt i den økonomiske krise sagde de deres gode faste job på steder som Euroman, Lindhardt og Ringhof og Politiken op og dannede redaktionen Zetland.

   Ideen om at lave livejournalistik begyndte for alvor at tage form, da de fire journalister flyttede hver sin bærbare ind på et tredjesalskontor et sted på Vesterbro.

I forbindelse med artiklen er der også en faktaboks om "Pop-op-fænomenet" som jeg synes gav en god kontekst:

Pop-up-fænomenet dækker over butikker, udstillinger, gallerier, restauranter og cafeer, som kun kan opleves i en begrænset periode. Det ene øjeblik kan du se dem i gadebilledet, det næste er de væk.

   Fænomenet opstod i New York omkring 2003. I Danmark begyndte det for alvor at poppe i gadebilledet i slutningen af 00?erne.

   Siden har København været hjemsted for bl.a. en pop-up-kunstbutik på Nørrebro, flere pop-up-restauranter og udstillingskonceptet Pop-Up Contemporary.

   I pop-up-galleriet Projekt 8 i byggeriet 8Tallet i Ørestad viser otte internationale kunstakademier i øjeblikket værker af otte elever hver.

                                                Research: Politikens Bibliotek.

Når man som jeg i mange år har undervist i dramaturgi, i fortællende journalistik, og i faktion, så er det godt nok opløftende med et sådant initiativ.

Et par af kendetegnende på den særligt kreative personlighed som jeg har skrevet rigtig mange indlæg om her på bloggen, er lysten til at tage en risiko og behovet for at overskride eller gå på tværs af grænser.

   Den lyst ser ud til at drive værket her for de fire journalistiske musketerer. 

 Og teaterjournalistik blander fakta og fiktion - går på tværs af de grænser som enhver journalistuddannelse i verden indskærper at journalister skal respektere: grænsen mellem fakta og fiktion, mellem skreven faktuelt forpligtet journalistik, og teaterforestillingens iscenesatte, imaginære handlingsunivers.

   Den her målbevidste grænseoverskridelse bliver spændende at følge!

Her er et link til Pop-Up-Magazine:

http://www.popupmagazine.com/