Om umulige visioner - i en alternativ åbningstale - og andre kreative Zetland-historier

'Vision' heviser til noget man forestiller sig og, men som ikke findes. Et resultat af menneskets fantasi - og formidlet gennem den særlige evne mennesket har til at iscenesætte tanker og billeder på 'den indre skærm' om noget som ikke har faktuel eksistens - endnu - eller nogen sinde.

 
Lidt forsinket vil jeg fremhæve og bringe uddrag fra Lea Korsgaards visionære tekst til en 'alternativ åbningstale' i Informations tillæg Moderne Tider den 4. oktober - alternativ til den som Helle Thorning faktisk holdt ved Folketingets åbning den 7. oktober. 

Teksten i Moderne Tider indledes med rubrikken

Vi har brug for på ny at tænke det umulige

Manchetten giver følgende baggrund for 'taleteksten', som altså er en slags bunden opgave stillet af Informations kreative redaktion til journalist og forfatter - og medlem af firkløveret der står bag det journalistiske kreative og grænseoverskridende kollektiv Zetland - Lea Korsgaard:

Forud for Helle Thorning-Schmidts formentligt sidste åbning af Folketinget på tirsdag er Moderne Tiders forventninger til statsministerens åbningstale til at overskue. Vi har derfor bedt forfatter til bogen ’Orgasmeland’ om psykiateren og drømmeren Wilhelm Reich, Lea Korsgaard, skrive den tale, hun selv ville have holdt, hvis hun havde været statsminister.

Det at lave kontrafaktiske tekster til alternative "taler" eller institutionelt rammesatte genrer, det er ikke nogen ny ide, Jeg husker den brugt flere gange tidligere - i Politikens kronik, for eksempel. Men det kan gøres med større eller mindre talent, og somme tider bliver det en fuser.

    Politikens ATS på bagsiden bruger ofte denne blandingsgenre til satirisk at udstille hulheden i faktiske taler, offentlige politiker-udtalelser og læserbreve. Det er sjældent en fuser, og ofte griner man højt ved aha-oplevelsen.

   

Den her alternative 'taletekst' af Lea Korsgaard rammer plet, synes i hvert fald jeg. Som gammel 68´er med en tidlig og ungdommelig, men nu næsten begravet - lyst og hang til vilde idealer og umulige utopier,  føler jeg mig ramt - på den gode måde. Og jeg bemærker rubrikkens kvalificerende udtryk ...

... PÅ NY ...

... der minder om "Der var en gang...".

Og sådan indledes det kontrafaktiske talemanuskript af "statsminister" Lea Korsgaard:

Vi lever i en tid, hvor utopiske forestillinger bliver anset som upraktiske og umoderne. Det er naivt, hedder det sig, at fantasere om en verden, der er grundlæggende anderledes end den, vi lever i. Vi taler om det samfund, vi kender, som det eneste mulige. Vi taler om, hvad der er. Vi taler om, hvordan det, der er, kan trimmes og justeres.

   Vi taler ikke om, hvad der kunne være.

   Lad mig ved indgangen til det nye folketingsår minde om, at sådan har det ikke altid været. Den danske historie er rig på mennesker, der gjorde sig vilde forestillinger om, at verden kunne se komplet anderledes ud: Mennesker, der tegnede drømmeagtige scenarier op på fremtidens vegne og formulerede radikale bud på en helt ny tid; mennesker, som var drevet af en visionær impuls, der satte bølger af enorme forandringer i gang.

Det er den følelse jeg selv har haft længe. At alle der skriver og udtaler sig i medierne - politikere, eksperter, organisationsfolk, virksomhedsledere - lever og tænker fra hånden og i munden, mentalt nærsynede med med ekskludrende skyklapper og frames.
   Og alt måles med den husholdningsøkonomiske skala: gavner det konkurrencen, giver det profit, hvor ligger "vi" i feltet???
   Altså en eneste målestok: Kan det betale sig? Hvis ikke, ud med det!

   

På universiteterne fik vi i starten af dette århundred meldingen at nu gjaldt det om at trække en lige, stram og snæver linje "fra forskning til faktura". Og navnet på den videnskabminister som stod bag forskningens købmandsdiski næsten 10 år, var Helge Sander, hvis kvalifikationer kunne diskuteres. Visioner havde han i hvert fald ikke. Til gengæld lod han sig trække rundt i manegen af den forførende Milena Penkowa.

   Det ørehængende slogan blev også underteksten for alle andre admnistrative politiske målsætninger og tiltag i samfundet i den periode: fra ledelse til faktura, fra skole til faktura, fra ældrepleje til faktura, fra hvad som helst til faktura. 

   På alle niveauer blev der lavet 'kontrakter' om kontante resultater som skulle måles og vejes for at kontrollere om de blev opfyldt.

 
Det sidste tiltag som kommer fra den ny radikale undervisningsminister Sofie Carsten Nielsen lægger sig i smuk forlængelse af denne tradition - med planer om at skære i alle de små uprofitable humanistiske fag, angiveligt fordi relativt mange af kandidaterne ikke får arbejde med det samme efter eksamen,

   OK! Lad os for sjov skyld antage at 10 procent af humanisterne ikke kommer i arbejde umiddelbart efter uddannelsen, mens det fx for ingeniørerne måske gælder at 5 procent ikke gør det.

   For det første er det æbler og pærer man sammenligner. Og for det andet betyder det altså at 90% af humanisterne faktisk kommer i arbejde efter eksamen!
   Og det er vel i grunden ikke så galt, fru minister!

Det var et associerende sidespring. Tilbage til Lea Korsgaard, som også er en slags humanist, og  til hendes kreative og velskrevne tale.

    Lea Korsgaard blev bachelor i journalistik fra SDU i 2005 - stort set samtidig med at jeg forlod mit job der som professor i journalistik.

   Så skulle jeg sole mig lidt, så er hun altså blandt meget andet godt et produkt af den den gang nye og syntes vi da - ret så visionære journalistuddannelse jeg var med til at starte og tilrettelægge fra 1998 og årene efter.

   Lea beskriver i talen her sin oplevelse af at være ung omkring århundredskiftet inden hun startede på uddannelsen:

De store landvindinger i den danske historie er ikke drevet frem af en rationel, pragmatisk masterplan, de er drevet frem af idéer og drømme, af fantasier og visioner, som alle blev anset for at være tossede, urealistiske, naive eller farlige, da de første gang blev luftet offentligt. Meget af det, vi i dag tager for givet, var engang nogens utopi.

   Men det er efterhånden længe siden, utopier var a la mode. Vi, der voksede op i 1990’erne lærte, at historien var slut. Vi så billederne på farvefjersynet af en mur, der blev revet ned og to verdener, der blev smeltet sammen til én, og vi fik at vide, at ideologiernes tid var forbi, at vi var nået i mål. Tilbage var bare at konservere status quo og finpudse detaljerne.

   Af samme årsag blev vi børn af en tid, hvor ingen alternativer var til rådighed – hverken i virkeligheden eller i vores drømme – og hvor de politiske fløje fjernede blikket fra deres eget historiske ståsted og transformerede sig selv på underligste vis: Venstrefløjen blev en klub for dem, der forsvarede liberale værdier som pluralisme og retten til forskellighed. De liberale begyndte at synes, at alle skulle ligne dem selv, og vendte sig mod det, der forekom fremmed.

Hvis jeg ser tilbage til slutningen af 60´erne og det efterfølgende 70'er-årti, så var der ideologikritik på alle niveauer og inden for alle fagområder - kritik i alle mulige teoretisk og praktisk aftapninger. Det gennemgående var en masse analyser der påviste hvordan kapitalismens logik infiltrerede alle dele af samfundslivets tænkning og praksis.

   I starten var ideologikritikken noget der stimulerede kreativitet og gav luft for oprør mod og kritik af skjulte styrende og manipulerende autoritære systemer, normer og praksisser.

   Men, desværre: Efterhånden stivnede og størknede ideologikritiken. Denblev gradvist snigende selv til kreativitetshæmmende og ekskluderende autoritær ortodoksi.

   Og det er vel nogle mentale og kulturelle efterdønninger af det som 'statsminister Korsgaard' har oplevet i sin ungdom:

Imens forvitrede politik i den store skala. Visionerne holdt sig inden for det allerede optegnede og annullerede dermed sig selv som visioner. Af den grund ankom vi totalt uforberedte til det nye årtusinde, hvor det snart stod klart, at vi havde taget fejl.   Ideologiernes tid var så langtfra forbi, og totalitære tankesæt viste deres mest grusomme ansigt.

  Det ene tankesæt kom udefra i form af den radikale islamisme, der indledte århundredet med at smadre to tårne og tusindvis af menneskeliv i New York. Det andet tankesæt var kapitalismens, og det kom fra os selv, og det sad så dybt i vores tilværelser, at vi havde glemt, der ikke var tale om en naturlov. Vi, de ideologiløse, vi, de drømmeløse, vi de fantasifortabte havde – viste det sig – alligevel ladet os drive af noget: det store, endeløse ræs mod det konstante forbrug og den konstante vækst.

Er der noget ingen gamle 68´ere havde fantasi til at forestille sig - især efter murens fald, så var det den eksplosive fremmarch af den autoritære, radikale islamistiske ideologi i den arabiske verden.

  Og da den begyndte at dukke op over den politiske horisont og fik stadig større plads i den globale samfundsmæssige virkelighed, så var det som om ideologikritikken af vores eget kapitalistiske system helt tonede bort.

   Sådan ser det ud fra Lea Korsgaards synsvinkel - her altså i rollen som "statsminister":

I dag dominerer de to tankesæt stadig verdensordenen – eller verdens uorden – og har gjort vores tid langt alvorligere, end vi unge fra 1990’erne nogensinde var i stand til at forestille os. (...)

   Det ene tankesæt kom udefra i form af den radikale islamisme, der indledte århundredet med at smadre to tårne og tusindvis af menneskeliv i New York.

   Det andet tankesæt var kapitalismens, og det kom fra os selv, og det sad så dybt i vores tilværelser, at vi havde glemt, der ikke var tale om en naturlov. Vi, de ideologiløse, vi, de drømmeløse, vi de fantasifortabte havde – viste det sig – alligevel ladet os drive af noget: det store, endeløse ræs mod det konstante forbrug og den konstante vækst.

Det er faktisk længe siden jeg har set en så afklaret og klart formuleret kaitalismebeskrivelse og -kapitalismekritik som det følgende afsnit:

Den rå kapitalismes tankesæt gennemsyrer også stadig hele vores samfund – selv efter at den i 2008 på mest foruroligende vis mindede os om sine egne indbyggede paradokser: at konstant vækst er en umulighed. At markedet ikke er en rationel størrelse, men drevet af alt det ukontrollable og dyriske, vi bilder os ind, at civilisationen har tæmmet: angst og grådighed.

   Jeg tøver ikke med at sige, at kapitalismen, som vi har ladet den udvikle sig, er blevet en totalitær magt, for den er uomgængelig og allestedsnærværende. Den giver sig ikke ud for at være nogens ideologi eller nogens politiske program, den vægrer sig ved at blive gjort til genstand for politik og valg i det hele taget. Den springer ikke på os forfra, ligesom den militante islamisme gør; tværtimod er den sivet ind i vores knogler og hjerner, hvorfra den er blevet i stand til at fortære al den kritik, den er blevet udsat for gennem tiden.

Hvis Lea Korsgaard lægger billet ind til jobbet som statsminister i en nær fremtid, så får hun min stemme - med garanti.

   Sådan slutter hun 'talen':

Min generation tror hverken på, at vi kan genskabe verden eller forhindre den i at smadre sig selv. Vi voksede op på et bjerg af endeløs information uden at ane, hvad vi skulle mene om noget som helst. Den visionære drift udviklede sig ikke, da vi var i vores 20’ere. Men det er aldrig for sent at blive unge i hovederne, eftersom ungdom – som en klog mand engang sagde – er et moralsk valg, ikke et spørgsmål om alder. Revolutioner skabes af summen af enkeltindividers mod til at handle, og det er en revolution, der skal til, hvis ikke vi vil overlade en klode til vores børn, der er ranet for sine naturressourcer, præget af voldsomme krige og fyldt med udmattede mennesker reduceret til at være kolonner og tal i det regneark, der aldrig bliver i stand til at gøre rede for det, der egentlig gør livet værd at leve: Skønheden. Fællesskabet. Kærligheden.

   På Christianborg plejer det nye folketingsår at blive indledt af et ’leve’ for Danmark. Jeg vil også gerne udbringe et leve for vores land. For det er det, vi skal drømme om og kæmpe for. Et samfund, der ikke bare er i live eller overlever, men et samfund, der er levende, fordi de mennesker, der bor i det, er levende: De er frie i kroppen og ånden, de er trygge nok til at være nysgerrige, de mødes af andre med respekt for det, de skaber, og de er forbundne med sig selv, med deres nære og med det land, vi kalder vores.

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg blev følelsesmæssigt (be)rørt da jeg læste denne 'tale'.
   Som genre udnyttes den kreative effekt af det jeg ofte her på bloggen har beskrevet som "konceptuel blending" - en kontrafaktisk tekst som i min gamle terminologi er en form for 'faktion'. Nu kan man vel godt kalde det et 'BLEND'.

 
Det lykkes faktisk Lea Korsgaard med teksten at aktivere et billede - i skikkelse af en ønskeforestilling - af den jo også meget velformulerede Helle Thorning Schmidt:

   Tænk hvis den faktiske statsminister havde sagt noget i den retning fra Folketingets talerstol den 7. oktober i år!

   Det ville godt nok have givet genlyd og rystet op i den mentale lommeuld både her og der. Såvel mediernes journalister, de andre partiers folketingsmedlemmer og hendes eget såkaldte 'bagland' var gået i chok, mere eller mindre.

   Genlyd og chok, det leverede Helle Thorning imidlertid ikke. Langtfra. Hendes åbningstaletale var meget længere, startede med at legitimere Danmark som krigsførende nation, og var derefter et nærsynet oplæg til en kommende valgkamp, som hun jo nok taber. Læs selv:

http://www.stm.dk/_p_14086.html

Øv! Det var sidste chance, Helle.

Lea Korsgaard er den ene af det kreative og nyskabende journalistkollektiv Zetlands fire medlemmer. De andre er: Hakon Mosbech, Silke Bock og  Jakob Moll, som jeg alle har haft som studerende en tid på uddannelsen (i TV-journalistik)

 
At Leas 'åbningstale' er regulært visionær og perspektivgivende i usædvanlig grad, håber jeg at have dokumenteret. Og arbejdet med bogen 'Orgasmeland' - om Wilhelm Reich, hans tid og virke,  har tydeligvis leveret mental kødkraft og befrugtende vitaminer til en del af de befriende og æggende formuleringer i talen. 

   OgWilhelm Reich hører faktisk til en af de forfattere jeg læste i begyndelsen af 70´erne, sammen med andre af de store navne inden for psykoanalyse: Freud, Jung, Adler, Lacan, Frankel.
  Den  af Reichs bøger jeg selv fik mest ud af, var 'Fascismens massepsykologi', mens hele orgasmedyrkelsen og sexpoltraditionen ikke lige var min kop te.

Zetland kører godt nok i øvrigt med klatten i disse år - og det visonære og de tekstuelle blendingoperationer ser ud til at binde meget af det sammen, som firkløveret udfolder sig med og i: 

   Interessante og indimellem opsigtsvækkende journalistiske 'singler' (i e-bog-udsendelser) i lange fortællende formater, med hang til at blande fakta og fortælling(fiktion)er.

   Såkaldt 'Live-forstillinger' der frækt blander teater, journalistik, og kunst - i revy- og caberetagtige engangsopførelser flere gange om året - og også på Lolland, som var den sidste af deres forestillinger jeg har set. Her blev forestillingen annonceret sådan på kunstmuseet Fuglsangs hjemmeside for halvandet år siden:

Zetlandvenner på Lolland-Falster! Kom på Fuglsang Kunstmuseum 7. marts, for det gør vi:

   Med inspiration i museets aktuelle udstilling og fotobog 'Uden for myldretid' arrangerer vi en slags lokaludgave af Zetland Live i samarbejde med museet og Realdania. På scenen kommer et væld af de sjoveste, vigtigste og mest rørende historier fra og om Lolland-Falster. Det bliver så fint!

   Mød - blandt andre - musikerne fra STORSTRØMS KAMMERENSEMBLE, naturvejleder MARIE ROLAND, forretningsmand- og kommende sukkerproducent ULRIK THEOPHIL JØRGENSEN, gymnasterne fra SYDLOLLANDS GYMNASTIKFORENING, fortæller GRY DRUD LØVGREN, fotograf CARSTEN INGEMANN, ambassadechef SARA MARIANE METELMAN og ikke mindst sangerne fra MANDSKORET BRAGE.

   Det koster kun en halvtredser og bagefter er der snacks, vin og musik på anlægget.

Til en af de tidligere Zetland Live-forestillinger blev vi af Lea Kaarsgaard introduceret til den Wilhelm Reichske 'orgonakkumulator', og en af mine tidligere medarbejdere på TV2 ØST og kollega i Verdensbilledlegatets jury, Annette K. Nielsen, blev interviewet om sine erfaringer med at være inde i sådan en i starten af 70´erne. Her en beskrivelse gengivet fra hendes blog "aknielsen":

Engang i 1973 sad jeg cirka 20 minutter i en orgonakkumulator, en opfindelse udtænkt af den østrigske psykoanalytiker og seksualreformator Wilhelm Reich. Han døde i USA i 1957, kun 60 år gammel. Orgonakkumulatoren var en lidet charmerende anordning på størrelse med en mindre telefonboks, konstrueret af et lag krydsfiner, et lag ståluld og et lag zink, med et trekantet åndehul. Angiveligt ville jeg strutte af livsenergi efter en tur i kassen, og – hvis jeg var særligt heldig – få en såkaldt spontan orgasme. Det var trods alt 1970erne, og Reich var far til den seksuelle revolution. Ifølge Reich var orgasmen den ultimative energiudladning oven på den ultimative energiopladning – deraf energiens navn orgon.

http://aknielsen.wordpress.com/tag/wilhelm-reich/

Og for at det ikke skal være løgn, så har Zetland nu også bidraget med ny kreativ redaktør og vært - Hakon Mosbech - til at overtage DR´s radiomagasin 'Mennesker og Medier' - efter at programmets skaber og kreative konceptudvikler Lasse Jensen har sagt stop efter 13 år.

Leas tale i sin helhed kan nydes her:

http://www.information.dk/511573

En liste med samtlige Zetlands udgivelse af 'singler' kan findes her:

http://www.zetland.dk/category/singler/

I toppen af listen ligger Nagieb Khajas single "Seks dage med Taliban". Et uddrag kan læses her:

http://politiken.dk/magasinet/fortaelling/ECE2416176/se-nu-kommer-selvmordsbombemaendene/

Nagieb Khaja har også produceret en dokumentarreportage "Bomb Run Aleppo" - link her:

http://www.aljazeera.com/programmes/peopleandpower/2014/10/bomb-run-aleppo-201410672020778205.html

For at det ikke skal være løgn, så er Nagieb også en af mine gamle studerende på mit tv-hold. Det glæder og varmer at se hvordan han har udviklet sig.

Det sprællevende 'Zetland Live' - en blandet engangsforestilling der sagde spar to

I torsdags var jeg i teatret i København. Det sker ikke så tit når man bor i Vordingborg, og man i kraft af alderen og tykkelsen nemt får hold i ryggen af en dårlig siddestilling på elendige teatersæder.

   Jeg var sammen med tre jævnaldrende ældrebyrdemedlemmer. Og efter forestillingen bilede vi hjem til Udkantsdanmark i højt humør og en med lang og blød efterklang af feststemning i maven. 

   Og jeg havde ikke fået ondt i ryggen. Men en del i lattermusklerne.

'Zetland Live' hed forestillingen, den blev afholdt i Det Kongelige Teaters nye skuespilhus på Sankt Annæ Plads - i en sidesal med navnet 'Det røde rum' - som jo også er titlen på Strindbergs første epokeskabende roman.

   Sådan så det røde rum ud da vi kom. Smukt! Og, skulle det vise sig, en velfungerende scenografi til en genremæssigt blandet forestilling.

Jeg anmelder ikke på denne blog. De få gange jeg officielt har påtaget mig anmelderrollen og skrevet en anmeldelse, har jeg klart oplevet at "det er ikke lige mig". Jeg bryder mig simpelt hen ikke om at være dommer eller domsmand. Så det følgende er ikke en anmeldelse - en ikke-anmeldelse, altså

   Men jeg vil fremhæve nogle iagttagelser og kendetegn som kunne forklare ældrebyrdens glade smil til hinanden da vi gik ud i aftenskumringen.

Der var tale om konceptuel blending på mange planer - en hybrid af fakta og fiktion, af journalistik og kunst, af alvor og spøg, af musik og teater. En multimedieforestilling hvor numrene blev afviklet i kontrastforhold til hinanden. Og det gik kvikt, der var ingen døde steder. Teaterjournalistik til tiden.

Det var en slags cabaret-klip-collage. Der var tale om mange "klip" fra andre og længere forestillinger. Mange indslag havde karakter af promoer. Men det virkede som små nyhedshistorier - fordi der altid var en faktuel journalistisk "krog" som numrene var hængt op på og blev introduceret gennem. 

Der var hele tiden informative overraskelser, også for en så klog mand som mig. Fx historien om Wilhelm Reich og "orgonkassen" kendte jeg jo rigt godt som gammel 68´er med hang til Freud og Marx. Men at min tidligere studievært fra TV2 ØST, Annette K. Nielsen, havde siddet i sådan orgonakumulator og opsamlet sexuel energi, det var godt nok sjovt.

   Og godt fundet af Lea Korsgaard.

På en måde var det også et gammelt nummer at se en tegner tegne på en skærm så vi følger tegningen som en fortælling. B&U-udsendelser i DR-regi med Jørgen Clevin eller Ib Spang Olsen har jeg i erindring fra gamle dage. Alligevel virkede det friskt og metaagtigt da vi så Ole Comoll gøre det - fulgt af Jakob Moll på kamera og vist på storskærm.
    Grundlæggende fungerer det jo som et fabelagtigt skoleksempel i anvendt dramaturgi: fredrift gennem tilbagholdt information, og gradvis afsløring, vendepunkter og aha-oplevelser for hver ny streg og hver ny figur.

Næsten alle numre og indslag havde karakter af fortælling - der var et narrativt flow i næsten dem alle - en fremadskridende kronologi der gav fremdrift. Jeg kan fremhæve: Johanne Pontoppidan Tuxens fortælling om sin rolle som domsand, Mira Jagilds fortælling i uddrag om sin morfars og mormors sidste tid sammen, Minna Cameras fortælling om at tale i søvne med kæresten, Martin de Thuras fortælling om sexuel skamfuldhed og forløsning.

   Fælles for disse og flere andre indslag var det som en kronik i Politiken i dag af Niels Frank  betegner som "selvfortællinger". 

   Det er det som jeg jævnligt har skrevet om på denne blog, og som også er blevet kaldt 'autofiktion', 'fiktionsfri fiktion', 'dobbeltkontrakt-fortællinger', 'performativ biografisme', mv. 

   Der er tale om en speciel form for ironisk blending  af jeg-fortælling og "jeg-fortælling". 

   'Jeg-faktion' kunne man også kalde det. Det sproglige fortælle-felt hvor new-journalism smelter sammen med fiktiv jeg-fortælling.

  Men i 'Zetland Live' så med det ekstra twist at det blev opført som en slags teater.

Fantastisk gode musiknumre spredt over vidt forskellige genrer: Nikolaj Nørlund, Poseidonkvartetten, Johanne Louise Schmidt/Kristoffer Fabricius, Big Bombastic Collective.

Så vil jeg især fremhæve Oliver Stilling, Politikens bagsideredaktør, for sit bidrag. Hans ide med at hjælpe avisens læsere med at lette deres samvittighed og levere tyvstjålet offentlig ejedom tilbage, og kører det som en episodisk føljeton på bagsiden af Politiken over en længere periode, er simpelt hen genial. Morsomme, rørende, tidslokaliserede historier i massevis, kastede ideen af sig.

   I den periode serien har kørt, har 'At tænke sig' haft benhård konkurrence. Og så klimaksede den igår på Rådhuspladsen, naturligvis dagen efter Zetland Lives forestilling. 

   Det var et smukt eksempel på at interaktiv journalistik ikke er noget der nødvendigvis forudsætter digitalisering og internet.

'Det røde rum'

Nikolaj Nørlund: 'Under fremmed flag'

Martind de Thura: 'Home'

 Alainis Morisette: 'Jagged little pill' - hidden track

Big Bombastic Collective: 'Refug'

Trailer: Mira Jargil: 'Den tid vi har': http://vimeo.com/32915054

Var der noget jeg savnede? Ja, dans! Det må vi have med næste gang.

Bag forestillingen stod Zetland teamet: Silke Bock, Lea Korsgaard, Jakobb Moll, Hakon Mosbeck

   Se mere om Zetland: http://zetland.dk/

Fra Zetlands facebookside kan jeg citerer følgende om næste forestilling:

Vi rykker ind på Statens Museum for Kunst 14. september og udkommer med en særudgave i anledningen af Golden Days' 1950'er festival. Der er plads til helt vildt mange, så sæt kryds!

Serendipitet - teaterjournalistik på dansk - og de mærkeligste sammentræf

Jeg har tidligere skrevet om et begreb som optræder i næsten al overordnet litteratur om kreativitet. Det uforklarlige held, det mirakuløse sammentræf, den uforståelige kobling på tværs af tid og rum.

Serendipitet

Der sker somme tider noget mærkeligt i sammenhæng med mine skriverier på denne blog: Jeg skriver om et eller andet tilfældigt ud fra en avisartikel eller en bog jeg har læst, og så pludselig dukker der noget op i min virkelighed som har intim sammenhæng med det.

   For eksempel dette:

• at jeg ser Klee & Cobraudstillingen på Louisiana der blandet andet tematiserer "masker" som motiv
• at sidste gang jeg var på Louisiana så jeg David Hockney-udstillingen med hans iPad-malerier, blandt andet en række portrætter,
• at jeg for nylig havde fået en smartphone og downloaded både et maleprogram og et tegne-skitse-program,
• at jeg derfor blev inspireret af Klee & Cobra-udstillingen til at prøve at male "masker" på det program - teknisk på samme måde som Hockny - og tematisk som noget der associerede til Klee & Cobra-maskerne.

Et andet eksempel på serendipitet er at jeg for et lille halvt år siden læste en anmeldelse af en bog om hukommelseskunst  og -videnskab: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything", skrevet af den unge videnskabsjournalist og forfatter Joshua Foer.

   Selvom jeg altså ikke havde læst bogen så gav anmeldelsen mig en række produktive associationer som du kan læse mere om ved at klikke på dette link:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html

På det tidspunkt havde jeg erkendt at der var en intim - og undervurderet - sammenhæng mellem kreativitet og hukommelse - eller kreativitet og viden.

   En af de ting jeg fremhævede i blogindlægget den gang var at Joshua Foer brugte sig selv som subjekt og bærende karakteri historien for at formidle et fagligt emne: det som jeg kalder et journalistisk plot - og som flere andre kreative videnskabsjournalister har udnyttet, bl. a. herhjemme Lone Frank.  Blending af to konceptuelle rum: et objektivt-fagligt og et subjektivt-personligt.

   Det er så også det jeg fremhævede i det umiddelbart foregående indlæg om Liv Thomsen som tv-historiefortæller: at hun bruger sin egen jagt på dronningernes historie til at levere et ekstra subjektivt og personligt lag i fortællingen, som gør den meget mere interessant og engagerende: Det subjektive spejler sig i det objektive og omvendt.
   Eller: Fortællerens person bliver indgangen til og en slags metaforisk optik på den historie hun fortæller.

Men samtidig har jeg mit halvårlige møde med min navnebroder og soulmate hvad angår interessen for kreativitet. Han gav mig en "julegave" - en bog  - som viste sig at være, ja, naturligvis: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything" - på dansk. Og jeg er helt sikker på at han ikke havde læst indlægget om bogen fra september.

   Serendipitet.

Mens vi sad og snakkede dukkede der en yngre kvinde op og sagde hej til min navnbroder i skyndingen. Jeg genkendte hende fra min tid som lærer i tv-journalistik på SDU i Odense. Som en af de særligt kreative studerende på et af mine tv-hold. Vi hilste også en-passant. Det fremgik at hun kendte til bloggen her og ind i mellem var læser. Det var jeg glad for.

   Men det helt mærkelige var at min navnebroder bagefter kunne fortælle at Silke Bock som hun hedder,  var  igang med at starte et journalistisk magasin, Zetland, og som led i den udgivelse også var igang med at forberede en forestilling i "teaterjournalistik" - det amerikanske journalistiske blending-fænomen Pop-Up-Magazine Live jeg skrev om i indlægget du kan klikke dig ind på her, og som jeg gav det danske navn "teaterjournalistik":

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/12/teater-journalistik-pop-up-magazine-i.html

Det danske magasin har  fået navnet Zetland, vil levere lange journalistiske fortællende historier, og så vil redaktionen altså som led i lanceringen - inspireret af det amerikanske tidsskrift Pop-Up-Magazines live-performances - lave en multimedieteaterforestilling "Zetland Live" hvor en række af historierne "opføres" på en scene foran et publikum. Se videre:

http://www.facebook.com/pages/zetland/341299649231023

Mærkelige sammentræf: serendipitet. 

Silke Bock er medlem af en gruppe som står bag initiativet, og som i øvrigt har et fælles koncpetudviklingsfirma "Syndikatet". Se:

http://www.bureauetsyndikat.dk/hvem-vi-er

De 4 initiativtagere er alle udsprunget af min gamle arbejdsplads, journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, som jeg var med til at starte. 

   Serendipitet.

Jeg kommer så i tanker om at jeg jo har noteret Silke Bocks navn som en del af en interessant og sigende nyhedshistorie for ikke så længe siden. Silke har skrevet en bog om der meget kreative Clement Kjærsgaard - en bog som DR - som planlagt udgiver - har besluttet ikke at udgive alligevel. Se:

http://politiken.dk/kultur/ECE165187/clement-kjersgaard-afviser-veto-mod-bog/

Politikens fredagstillæg iByen havde et længere forskræp om den kommende uges forstilling (onsdag den 11. januar - der er udsolgt). Og fortæller blandt andet om gruppen bag ved magasinet og om ideen:

Frøet til Zetland blev plantet for et par år siden, da journalisterne Lea Korsgaard, Silke Bock, Hakon Mosbech og Jakob Moll fandt ud af, at de gik rundt med en fælles drøm om at eksperimentere med den journalistiske historiefortælling, som de arbejdede med hver dag.

   Så en dag midt i den økonomiske krise sagde de deres gode faste job på steder som Euroman, Lindhardt og Ringhof og Politiken op og dannede redaktionen Zetland.

   Ideen om at lave livejournalistik begyndte for alvor at tage form, da de fire journalister flyttede hver sin bærbare ind på et tredjesalskontor et sted på Vesterbro.

I forbindelse med artiklen er der også en faktaboks om "Pop-op-fænomenet" som jeg synes gav en god kontekst:

Pop-up-fænomenet dækker over butikker, udstillinger, gallerier, restauranter og cafeer, som kun kan opleves i en begrænset periode. Det ene øjeblik kan du se dem i gadebilledet, det næste er de væk.

   Fænomenet opstod i New York omkring 2003. I Danmark begyndte det for alvor at poppe i gadebilledet i slutningen af 00?erne.

   Siden har København været hjemsted for bl.a. en pop-up-kunstbutik på Nørrebro, flere pop-up-restauranter og udstillingskonceptet Pop-Up Contemporary.

   I pop-up-galleriet Projekt 8 i byggeriet 8Tallet i Ørestad viser otte internationale kunstakademier i øjeblikket værker af otte elever hver.

                                                Research: Politikens Bibliotek.

Når man som jeg i mange år har undervist i dramaturgi, i fortællende journalistik, og i faktion, så er det godt nok opløftende med et sådant initiativ.

Et par af kendetegnende på den særligt kreative personlighed som jeg har skrevet rigtig mange indlæg om her på bloggen, er lysten til at tage en risiko og behovet for at overskride eller gå på tværs af grænser.

   Den lyst ser ud til at drive værket her for de fire journalistiske musketerer. 

 Og teaterjournalistik blander fakta og fiktion - går på tværs af de grænser som enhver journalistuddannelse i verden indskærper at journalister skal respektere: grænsen mellem fakta og fiktion, mellem skreven faktuelt forpligtet journalistik, og teaterforestillingens iscenesatte, imaginære handlingsunivers.

   Den her målbevidste grænseoverskridelse bliver spændende at følge!

Her er et link til Pop-Up-Magazine:

http://www.popupmagazine.com/

Journalistik på forsiden af to af Politikens søndagstillæg - det handler om Jeppe Nybroe og TV 2/News

Da jeg var meget yngre var avisen Information noget særligt ved at den indimellem havde artikler der forholdt sig kritisk til andre avisers dækning af virkeligheden. Temaoverskriften var: "Fra vores egen verden". Den gang var det grænseoverskridende. Journalister havde det som læger: Det er usolidarisk og nedværdigende for standens troværdighed hvis man offentligt kritiserer andre inden for professionen.
   Sådan er det heldigvis ikke mere. Men det er ikke mere Information som går i spidsen for kritisk diskuterende at dække medieverdenens svagheder og bagsider. Politiken er nok frontløberen her.
   Det er ikke så mærkeligt.  Dens kernelæsere tilhører "den kreative klasse", og journalister er så at sige født ind i den. Så journalister og journalistik er simpelt hen godt stof i Politiken.
   På de to journalistuddannelser jeg har undervist på og i al beskedenhed sat et aftryk på, var og er Politikens praktikpladser i høj kurs, om ikke den højeste.

I dag søndag den 15. august har Politiken et alenlangt interviewportræt af en af dem der en gang var top of the pops inden for faget, Jeppe Nybroe. Det er en gammel SDU-er, Lea Korsgaard, en af pionerene inden for genren fortællende journalistik, som står for historien. Manden blev fyret eller gået for at have manipuleret flere tv-nyhedshistorier for at give dem ekstra oplevelsesmæssig impact, øget dramatisk værdi.
   Altså: Han har snydt på vægten rent professionelt. Og han får i interviewet relativt frit løb til at retfærdiggøre sig ved at fortælle den private historie: Jeg begik fejl, men værre var det heller ikke. Jeg var i krise. Min kæreste havde forladt mig til fordel med en anden mediemachomand. Og: Andre gør det samme. Sådan gør man inden for faget. Det er ikke snyd, det er bare tv.
   Vi får et glimt fra barndommen. Forældre der flytter rundt: "boede i en periode som 10-årig i Saudi-Arabien, hvor hans forældre igen var udstationeret." Et tegn på den særligt kreative persons typiske barndomsvilkår.

Jeppe er - det er helt klart - en af dem jeg har kaldt særligt kreative personligheder. Og som journalist er han ambitiøs, og hans karriere har bare ført ham til tops i DR/TV-avisen. Supernyhedsvært, kritisk journalist til fingerspidserne. I sprog, i holdning, i udtryk.
   Jeg husker hvad jeg tænkte når han lavede live-interviews den gang som nyhedsvært: Det er vigtigere for ham at vise hvor dygtig, skarp og intelligent han er - over for andre journalister, vigtigere end at få oplysende svar ud til seerne. Han er en journalistisk macho-mand. På vej frem. En ny Ulrik Haagerup. En comming Hans Jørgen Jensen. Den afgående Falbert fra Ekstrabladet rinder mig også i hu som association med hensyn til personlighedstype. Også hans jævnaldrende Simon Andersen, nu nyhedschef på B.T., som bidrog til hans "fald", og som senere tilbød ham job på sin avis.
   Den type journalistiske personligheder er en slags mediekrigere, kreative gladiatorer, som overlever og avancerer inden for branche og stiger i status i professionen ved at dygtigt og aggressivt at skabe journalistiske scoops, ved hårdt målrettet arbejde at levere kritiske afsløringer uden stands anseelse
   Men den slags journalistik og den type journalister har det også ofte med at gå balancegang på etikkens grænsebomme. Jeg mindes her Poul Martinsen, som også er en særligt kreativ personlighed,og er en mester ud i journalistisk dokumentarkunst. Men som også i sin lange karriere indimellem  balancerede på kanten i forhold til nogle af sine medvirkende.
   Høje professionelle ambitioner kombineret med brændende behov for at komme ud over rampen, kan friste eller forføre til at gå over grænsen.

Jeg tænker efter at have læst portrættet: Lea er blevet (lidt?) forført af Jeppe. Hun mister den kritisk distance, synes jeg. Hun er selv en af de særligt kreative inden for faget. Og det er en virkelig god ide at forfølge den gamle historie. Hvad blev der af dem der en gang var hovedpersoner i nyhederne? Det er et klassisk journalistisk plot, som tit giver pote. Så hvorfor ikke vende tilbage til kollega Jeppe og få hans refleksioner og tilbageblik.
   Men er hun den rette. Kan man ikke rette den samme kritik mod hende i dette portræt som man (med god grund?) rettede mod Reimer Bo i forbindelse med hans interviews af  Stein Bagger og Zobel-damen?

Jeg har tidligere været inde på at kreativitet uden moralske bremseklodser - eller stor kreativitet kombineret med store ambitioner, er en risikabel cocktail. Når jeg læser portrættet i Politiken, synes jeg at den dimension er underbelyst: at særligt kreative folk kan fristes til at blive moralsk afsporede af deres ambitioner, og forført af sig selv til at finde på lidt for smarte løsninger i  pressede situationer hvor deres journalistiske værdi på markedet er på spil, og de skal leve op til det billede, det image, de allerede har opnået i medierne.
   Er den type journalistisk personlighed som Jeppe repræsenterer, i virkeligheden en slags Klaus Riskær inden for journalistikken? At være kreativ betyder jo at man har en særlig evne til at kunne overskride grænser. Også moralske. Og også ofte slippe afsted med det.
   Når det optager mig specielt, er det fordi Jeppe Nybroe i det sidste halve eller hele år, optræder som nyhedsvært på min regionale tv-station: TV 2 Øst. Og jeg har ikke haft det godt med det. Når han optræder som skærmfigur i deres nyheder, så får jeg hver eneste gang associationer til de gamle historier fra TV-Avisen. Og jeg mister tillid til TV 2 Øst  som troværdig nyhedsstation. Gør ham dog til chef eller redaktionssekretær. Men at bruge ham på skærmen?

Artiklen om TV 2/News og kreativitet vender jeg tilbage til i et senere blok-indlæg. Det her blev længere end jeg havde tænkt. Det må være lidt vigtigt for mig, åbenbart.