Det sprællevende 'Zetland Live' - en blandet engangsforestilling der sagde spar to

I torsdags var jeg i teatret i København. Det sker ikke så tit når man bor i Vordingborg, og man i kraft af alderen og tykkelsen nemt får hold i ryggen af en dårlig siddestilling på elendige teatersæder.

   Jeg var sammen med tre jævnaldrende ældrebyrdemedlemmer. Og efter forestillingen bilede vi hjem til Udkantsdanmark i højt humør og en med lang og blød efterklang af feststemning i maven. 

   Og jeg havde ikke fået ondt i ryggen. Men en del i lattermusklerne.

'Zetland Live' hed forestillingen, den blev afholdt i Det Kongelige Teaters nye skuespilhus på Sankt Annæ Plads - i en sidesal med navnet 'Det røde rum' - som jo også er titlen på Strindbergs første epokeskabende roman.

   Sådan så det røde rum ud da vi kom. Smukt! Og, skulle det vise sig, en velfungerende scenografi til en genremæssigt blandet forestilling.

Jeg anmelder ikke på denne blog. De få gange jeg officielt har påtaget mig anmelderrollen og skrevet en anmeldelse, har jeg klart oplevet at "det er ikke lige mig". Jeg bryder mig simpelt hen ikke om at være dommer eller domsmand. Så det følgende er ikke en anmeldelse - en ikke-anmeldelse, altså

   Men jeg vil fremhæve nogle iagttagelser og kendetegn som kunne forklare ældrebyrdens glade smil til hinanden da vi gik ud i aftenskumringen.

Der var tale om konceptuel blending på mange planer - en hybrid af fakta og fiktion, af journalistik og kunst, af alvor og spøg, af musik og teater. En multimedieforestilling hvor numrene blev afviklet i kontrastforhold til hinanden. Og det gik kvikt, der var ingen døde steder. Teaterjournalistik til tiden.

Det var en slags cabaret-klip-collage. Der var tale om mange "klip" fra andre og længere forestillinger. Mange indslag havde karakter af promoer. Men det virkede som små nyhedshistorier - fordi der altid var en faktuel journalistisk "krog" som numrene var hængt op på og blev introduceret gennem. 

Der var hele tiden informative overraskelser, også for en så klog mand som mig. Fx historien om Wilhelm Reich og "orgonkassen" kendte jeg jo rigt godt som gammel 68´er med hang til Freud og Marx. Men at min tidligere studievært fra TV2 ØST, Annette K. Nielsen, havde siddet i sådan orgonakumulator og opsamlet sexuel energi, det var godt nok sjovt.

   Og godt fundet af Lea Korsgaard.

På en måde var det også et gammelt nummer at se en tegner tegne på en skærm så vi følger tegningen som en fortælling. B&U-udsendelser i DR-regi med Jørgen Clevin eller Ib Spang Olsen har jeg i erindring fra gamle dage. Alligevel virkede det friskt og metaagtigt da vi så Ole Comoll gøre det - fulgt af Jakob Moll på kamera og vist på storskærm.
    Grundlæggende fungerer det jo som et fabelagtigt skoleksempel i anvendt dramaturgi: fredrift gennem tilbagholdt information, og gradvis afsløring, vendepunkter og aha-oplevelser for hver ny streg og hver ny figur.

Næsten alle numre og indslag havde karakter af fortælling - der var et narrativt flow i næsten dem alle - en fremadskridende kronologi der gav fremdrift. Jeg kan fremhæve: Johanne Pontoppidan Tuxens fortælling om sin rolle som domsand, Mira Jagilds fortælling i uddrag om sin morfars og mormors sidste tid sammen, Minna Cameras fortælling om at tale i søvne med kæresten, Martin de Thuras fortælling om sexuel skamfuldhed og forløsning.

   Fælles for disse og flere andre indslag var det som en kronik i Politiken i dag af Niels Frank  betegner som "selvfortællinger". 

   Det er det som jeg jævnligt har skrevet om på denne blog, og som også er blevet kaldt 'autofiktion', 'fiktionsfri fiktion', 'dobbeltkontrakt-fortællinger', 'performativ biografisme', mv. 

   Der er tale om en speciel form for ironisk blending  af jeg-fortælling og "jeg-fortælling". 

   'Jeg-faktion' kunne man også kalde det. Det sproglige fortælle-felt hvor new-journalism smelter sammen med fiktiv jeg-fortælling.

  Men i 'Zetland Live' så med det ekstra twist at det blev opført som en slags teater.

Fantastisk gode musiknumre spredt over vidt forskellige genrer: Nikolaj Nørlund, Poseidonkvartetten, Johanne Louise Schmidt/Kristoffer Fabricius, Big Bombastic Collective.

Så vil jeg især fremhæve Oliver Stilling, Politikens bagsideredaktør, for sit bidrag. Hans ide med at hjælpe avisens læsere med at lette deres samvittighed og levere tyvstjålet offentlig ejedom tilbage, og kører det som en episodisk føljeton på bagsiden af Politiken over en længere periode, er simpelt hen genial. Morsomme, rørende, tidslokaliserede historier i massevis, kastede ideen af sig.

   I den periode serien har kørt, har 'At tænke sig' haft benhård konkurrence. Og så klimaksede den igår på Rådhuspladsen, naturligvis dagen efter Zetland Lives forestilling. 

   Det var et smukt eksempel på at interaktiv journalistik ikke er noget der nødvendigvis forudsætter digitalisering og internet.

'Det røde rum'

Nikolaj Nørlund: 'Under fremmed flag'

Martind de Thura: 'Home'

 Alainis Morisette: 'Jagged little pill' - hidden track

Big Bombastic Collective: 'Refug'

Trailer: Mira Jargil: 'Den tid vi har': http://vimeo.com/32915054

Var der noget jeg savnede? Ja, dans! Det må vi have med næste gang.

Bag forestillingen stod Zetland teamet: Silke Bock, Lea Korsgaard, Jakobb Moll, Hakon Mosbeck

   Se mere om Zetland: http://zetland.dk/

Fra Zetlands facebookside kan jeg citerer følgende om næste forestilling:

Vi rykker ind på Statens Museum for Kunst 14. september og udkommer med en særudgave i anledningen af Golden Days' 1950'er festival. Der er plads til helt vildt mange, så sæt kryds!

Serendipitet - teaterjournalistik på dansk - og de mærkeligste sammentræf

Jeg har tidligere skrevet om et begreb som optræder i næsten al overordnet litteratur om kreativitet. Det uforklarlige held, det mirakuløse sammentræf, den uforståelige kobling på tværs af tid og rum.

Serendipitet

Der sker somme tider noget mærkeligt i sammenhæng med mine skriverier på denne blog: Jeg skriver om et eller andet tilfældigt ud fra en avisartikel eller en bog jeg har læst, og så pludselig dukker der noget op i min virkelighed som har intim sammenhæng med det.

   For eksempel dette:

• at jeg ser Klee & Cobraudstillingen på Louisiana der blandet andet tematiserer "masker" som motiv
• at sidste gang jeg var på Louisiana så jeg David Hockney-udstillingen med hans iPad-malerier, blandt andet en række portrætter,
• at jeg for nylig havde fået en smartphone og downloaded både et maleprogram og et tegne-skitse-program,
• at jeg derfor blev inspireret af Klee & Cobra-udstillingen til at prøve at male "masker" på det program - teknisk på samme måde som Hockny - og tematisk som noget der associerede til Klee & Cobra-maskerne.

Et andet eksempel på serendipitet er at jeg for et lille halvt år siden læste en anmeldelse af en bog om hukommelseskunst  og -videnskab: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything", skrevet af den unge videnskabsjournalist og forfatter Joshua Foer.

   Selvom jeg altså ikke havde læst bogen så gav anmeldelsen mig en række produktive associationer som du kan læse mere om ved at klikke på dette link:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html

På det tidspunkt havde jeg erkendt at der var en intim - og undervurderet - sammenhæng mellem kreativitet og hukommelse - eller kreativitet og viden.

   En af de ting jeg fremhævede i blogindlægget den gang var at Joshua Foer brugte sig selv som subjekt og bærende karakteri historien for at formidle et fagligt emne: det som jeg kalder et journalistisk plot - og som flere andre kreative videnskabsjournalister har udnyttet, bl. a. herhjemme Lone Frank.  Blending af to konceptuelle rum: et objektivt-fagligt og et subjektivt-personligt.

   Det er så også det jeg fremhævede i det umiddelbart foregående indlæg om Liv Thomsen som tv-historiefortæller: at hun bruger sin egen jagt på dronningernes historie til at levere et ekstra subjektivt og personligt lag i fortællingen, som gør den meget mere interessant og engagerende: Det subjektive spejler sig i det objektive og omvendt.
   Eller: Fortællerens person bliver indgangen til og en slags metaforisk optik på den historie hun fortæller.

Men samtidig har jeg mit halvårlige møde med min navnebroder og soulmate hvad angår interessen for kreativitet. Han gav mig en "julegave" - en bog  - som viste sig at være, ja, naturligvis: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything" - på dansk. Og jeg er helt sikker på at han ikke havde læst indlægget om bogen fra september.

   Serendipitet.

Mens vi sad og snakkede dukkede der en yngre kvinde op og sagde hej til min navnbroder i skyndingen. Jeg genkendte hende fra min tid som lærer i tv-journalistik på SDU i Odense. Som en af de særligt kreative studerende på et af mine tv-hold. Vi hilste også en-passant. Det fremgik at hun kendte til bloggen her og ind i mellem var læser. Det var jeg glad for.

   Men det helt mærkelige var at min navnebroder bagefter kunne fortælle at Silke Bock som hun hedder,  var  igang med at starte et journalistisk magasin, Zetland, og som led i den udgivelse også var igang med at forberede en forestilling i "teaterjournalistik" - det amerikanske journalistiske blending-fænomen Pop-Up-Magazine Live jeg skrev om i indlægget du kan klikke dig ind på her, og som jeg gav det danske navn "teaterjournalistik":

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/12/teater-journalistik-pop-up-magazine-i.html

Det danske magasin har  fået navnet Zetland, vil levere lange journalistiske fortællende historier, og så vil redaktionen altså som led i lanceringen - inspireret af det amerikanske tidsskrift Pop-Up-Magazines live-performances - lave en multimedieteaterforestilling "Zetland Live" hvor en række af historierne "opføres" på en scene foran et publikum. Se videre:

http://www.facebook.com/pages/zetland/341299649231023

Mærkelige sammentræf: serendipitet. 

Silke Bock er medlem af en gruppe som står bag initiativet, og som i øvrigt har et fælles koncpetudviklingsfirma "Syndikatet". Se:

http://www.bureauetsyndikat.dk/hvem-vi-er

De 4 initiativtagere er alle udsprunget af min gamle arbejdsplads, journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, som jeg var med til at starte. 

   Serendipitet.

Jeg kommer så i tanker om at jeg jo har noteret Silke Bocks navn som en del af en interessant og sigende nyhedshistorie for ikke så længe siden. Silke har skrevet en bog om der meget kreative Clement Kjærsgaard - en bog som DR - som planlagt udgiver - har besluttet ikke at udgive alligevel. Se:

http://politiken.dk/kultur/ECE165187/clement-kjersgaard-afviser-veto-mod-bog/

Politikens fredagstillæg iByen havde et længere forskræp om den kommende uges forstilling (onsdag den 11. januar - der er udsolgt). Og fortæller blandt andet om gruppen bag ved magasinet og om ideen:

Frøet til Zetland blev plantet for et par år siden, da journalisterne Lea Korsgaard, Silke Bock, Hakon Mosbech og Jakob Moll fandt ud af, at de gik rundt med en fælles drøm om at eksperimentere med den journalistiske historiefortælling, som de arbejdede med hver dag.

   Så en dag midt i den økonomiske krise sagde de deres gode faste job på steder som Euroman, Lindhardt og Ringhof og Politiken op og dannede redaktionen Zetland.

   Ideen om at lave livejournalistik begyndte for alvor at tage form, da de fire journalister flyttede hver sin bærbare ind på et tredjesalskontor et sted på Vesterbro.

I forbindelse med artiklen er der også en faktaboks om "Pop-op-fænomenet" som jeg synes gav en god kontekst:

Pop-up-fænomenet dækker over butikker, udstillinger, gallerier, restauranter og cafeer, som kun kan opleves i en begrænset periode. Det ene øjeblik kan du se dem i gadebilledet, det næste er de væk.

   Fænomenet opstod i New York omkring 2003. I Danmark begyndte det for alvor at poppe i gadebilledet i slutningen af 00?erne.

   Siden har København været hjemsted for bl.a. en pop-up-kunstbutik på Nørrebro, flere pop-up-restauranter og udstillingskonceptet Pop-Up Contemporary.

   I pop-up-galleriet Projekt 8 i byggeriet 8Tallet i Ørestad viser otte internationale kunstakademier i øjeblikket værker af otte elever hver.

                                                Research: Politikens Bibliotek.

Når man som jeg i mange år har undervist i dramaturgi, i fortællende journalistik, og i faktion, så er det godt nok opløftende med et sådant initiativ.

Et par af kendetegnende på den særligt kreative personlighed som jeg har skrevet rigtig mange indlæg om her på bloggen, er lysten til at tage en risiko og behovet for at overskride eller gå på tværs af grænser.

   Den lyst ser ud til at drive værket her for de fire journalistiske musketerer. 

 Og teaterjournalistik blander fakta og fiktion - går på tværs af de grænser som enhver journalistuddannelse i verden indskærper at journalister skal respektere: grænsen mellem fakta og fiktion, mellem skreven faktuelt forpligtet journalistik, og teaterforestillingens iscenesatte, imaginære handlingsunivers.

   Den her målbevidste grænseoverskridelse bliver spændende at følge!

Her er et link til Pop-Up-Magazine:

http://www.popupmagazine.com/