Akvarelmaleriets mysterier (56) - rødhals som helende og vækstorienteret motiv for egne akvareller

Jeg har ikke malet akvarel eller tegnet siden sidste sommer, da vi var flyttet op til vores sommerhus på Ordrupnæsi Odsherred - et ophold som vi traditionelt bruger 3 sammenlagte måneder på.

   Men efter den mentale og emotionelle nedtur fordi Glivec-medicinen viste sig at holde op med at virke, og efter at afløseren Sprycel hurtigt viste sig at være alt for stærk, så gik jeg simpelt hen totalt i stå.

   Min egen forklaring er at den del af hjernen som skal mobiliseres og aktiveres for at tegne eller male, var anderswo engagiert - dvs. besat af bekymringer for hvad der skete og kunne ske.

I den sorteste periode mellem Jul og Nytår havde vi hele familien på besøg, og på et tidspunkt trak jeg mig lidt i enrum - 20 mennesker i et rum støjer meget når man skal høre på dem gennem sine høreapparaters uselektive mikrofoner/højtalere.  

   Flere kiggede ind for en kortere eller længere snak, og blandt dem var også fruens søster, som kom og sagde at hun ønskede sig en akvarel med en rødhals som motiv. 

   Jeg tænkte at sådan et regulært bestillingsarbejde måske kunne overvinde maleblokeringen, ikke mindst fordi jeg for et par år tilbage i forvejen havde malet en serie akvareller med rødhals som motiv, og følte mig godt tilpas med det motiv

   Men først for et par uger siden fik jeg taget mig sammen til at tegne en motivskitse. Og så gik jeg i stå igen.

   Så først idag - på Mosters fødselsdag - fik jeg så malet akvarellen.

Sådan her ser den ud:

Egenproduktion: Rødhal, akvarel, april 2017

Jeg er ret tilfreds med den. 

   Og kan anskue den som et lillebitte skridt i den proces jeg fik navn og begreb på for nogle måneder siden: 'posttraumatisk vækst', en proces som i princippet består i at imaginations-netværket (='default mode network') i hjernen lokkes til at skifte spor: fra dystre tanker der går i ring, til et andet - visuelt udviklingsrettet - spor hvor man kommer i flow ved at udøve kunstnerisk virksomhed. 

Jeg tror det har været vigtigt at motivet domineres af stærkt røde nuancer, for rødt har i den grad ellers været forbundet med noget negativt i den forløbne tid: blodsygdommen, blodtransfusioner, blodprøver, hvid blodlegemer etc. etc.

Det hjalp til at overvinde maleblokeringen at jeg kiggede fotos af de tidligere rødhalsakvareller igennem. For en af dem synes jeg ligefrem var værd at kopiere - altså male en anden udgave af.

   Den så sådan ud (jeg husker ikke hvem jeg har foræret den til):

Den nye er klart bedre, synes jeg. 

   Her er de tre andre egenproducerede akvareller med rødhals-motiver i serien fra den gang:

Her et link til mit indlæg om posttraumatisk vækst gennem en slags kunstterapi:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-from-pain-to-gain.html

Jeg bringer lige et citat fra indlægget. Afsættet er at det normale, fleksible og 'sunde' skift mellem aktivering af forskellige 'netværk' i hjernen, er blokeret og 'nedfrosset' af traumatiske oplevelser.
   Og jeg skriver så videre: 

Det er disse konstruktive skift mellem netværk som er blokeret når tankerne kører i ring, og som skal sættes igang igen.

   Det så at tænke og producere kreativt ved fantasiens hjælp, kan fungere som en konstruktiv bremse på imaginationsnetværket som er løbet løbsk, ved at give en fantasidrevet 'blød' afledende omvej ud af tvangen, idet man prøver at tænke eller fantasere sig frem til ny mening og dermed får gang i skiftet til de to andre netværk.

   Kaufman og Gregoire fremhæver hvordan "creativity truely carries healing power." Og at det specielt hænger sammen med "the meaning-making aspect of creative thinking and expression that seams to growth after trauma".

While rumination often begins as automatic, intrusive, and repetitive thinking, in time, the individual's way of thiking about the traumatic event at its impact becomes more organized, controlled and deliberate. It starts to act as a proces of meaning making. The search for meaning is the essential element of posttraumatic growth, and particularly of creative growth.

Akvarelmaleriets mysterier (6) - om oplevelsen af at kæle for detaljer fra forbilledet

Jeg sluttede sidste blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier med nogle indfald om dette at male efter fotografier (egne eller andres) - og at male efter kunstneriske forbilleder - de gamle mestre.

   Ikke at jeg blev særlig afklaret, men der åbnede sig i hvert fald nogle tankebaner for mig. Da jeg jo ikke maler som "kunstner" og med personlige kunstneriske ambitioner, men som en nybegynder der er igang med at lære de indledende skridt - grundtrinene - til et håndværk, så hvorfor ikke finde fotos af motiver jeg har et lystfyldt forhold til, ved at google billeder frem. Og så gå i gang.

Det første motiv jeg havde lyst til at prøve kræfter med, var de egyptiske sejlskibe på Nilen, kaldet  felluca, skibe som jeg oplevede i virkeligheden for halvandet år siden under en ferie hvor fruen og jeg sejlede 6 dage på en hotelskib på Nilen fra Luxor til Aswan og retur. 

   Dels så vi fra dækket disse smukke flodsejlskibe passere. Og vi var også rigtig ude og sejle med en flot felucca en formiddag i Aswan.

Der var klart tale om en æstetisk nydelse forbundet med både synet og sejladsen. Kombineret med bevidstheden om at disse skibe stort set var af samme slags som sejlede på den store flod da faraoerne byggede pyramiderne. Sejlskibe som altså den dag idag ser ud som for 4000 år siden.

   Det er de hvide meget høje og spidse trapezformede råsejl som fascinerer. I visuel symbiose med det subtropiske skarpe sollys der forstærkes af genskinnet fra det gulhvide ørkensand.

   Forklaringen på at sejlene skal være så store og have netop den form, er at vindretningen i Egypten stort set er fra nord til syd året rundt, og at vinden de fleste dag om året er meget svag.

  For derfor at kunne sejle med et sejlskib på den flod som går stik nord-syd, skal man have et rigtig stort sejl til at fange medvinden når man sejler op ad floden (mod syd), og man skal have et meget "spidst" sejl for at kunne krydse når man sejlder ned ad floden (mod nord).

Jeg havde en skitseblok med på Egypten-turen. Men det blev kun til en enkelt tusch-tegning af to fellucaer set forfra side om side på floden. 

   Jeg var slet ikke tilfreds - og blev frustreret. En frustration som et eller andet sted har siddet i kroppen og naget lige siden. 

   Jeg kiggede mine fotos igennem fra ferien, og ingen af de billeder jeg havde taget af feluccaer, var motivisk særlig gode. Den sammensatte følelse af poesi, natur og historie som jeg husker at synet og sejladsen gav mig, kunne ingen af dem aktivere.

   Så googlede jeg og fandt naturligvis en masse fotos - og også malerier med fellucaer som motiv. 

   Kun et enkelt af akvarelmalerierne sagde mig for alvor noget. 

Jeg gik så til netsiderne med fotos for at finde et af fellucaer som jeg ville ønske jeg havde taget mens jeg var dernede. Og fandt dette som det aller første - og valgte det som motiv og forbillede:

Her er det ikke lyset gennem sejlene, men lys- og skygge-chanceringerne  i sejlene der virker æstetisk stærkt. Også reflekserne i vandet var noget jeg kunne have lyst til at "oversætte" til de vandede farver.   

   Her er resultatet af anstrengelserne, størrelsen er ca. A4:

Meget lyst og luftigt. På mange måder ligger det tæt på oplevelsen som jeg husker den "live".  Motivet er forenklet. Kontrasterne er formindsket. I forhold til fotoet som jo er realistisk og lige ud ad landevejen, så gør "oversættelsen" fra foto til akvarel at vi skifter univers - fra gemen turistvirkelighed til noget mere drømmeagtigt og eventyrligt.

   Det kribler i min pensel for at male mere på det, men erfaringsmæssigt skal jeg holde op inden jeg har lyst og lade det stå som en "skitse".

   

Det foregående akvarelindlæg - (5) -sluttede med at jeg fremviste en af verdenskunstens perler, Jan Vermeers maleri "Pige med perleørering". 

   Teorien (David Hockney) siger at det ikke er malet på fri hånd, men efter et camera obscura-billede af den unge kvinde; deraf dets særlige fotografiske realisme.

   Det der tiltrækker mig ved maleriet lige nu, er dets fordeling af lys og skygge, og især lysreflekserne i øjnene, i læberne og i perleøreringen.

Jeg fik lyst til at gense filmen som har samme titel som maleriet, og som fabulerer over dette  maleris "fødselshistorie". Der indgår rent faktisk i filmens handling og fysiske setting at Vermeer har brugt camera obscura som genvej til at overføre motivets grundelementer - farvefordeling og proportioner - til lærredet.

   Psykologisk har filmen som drivende kraft det som Freud kaldte sublimering: at betagelsen og den tilbageholdte lyst hos kunstneren forvandles til fantasi og imagination - som så omsættes og forløses i et æstetisk-kreativt produkt: KUNST.

Jeg tog en kopi af en af de mange kopier på nettet og brugte den som forbillede og motiv. 

   Resultatet af mine anstrengelser ses her, malet i et stort postkortformat:

Igen: Noget er lykkedes af det jeg havde ambitioner om: de hvide reflekser i øjne, i perleørering og i læber; skyggerne i hovedtørklædet og i dragten; den mørke baggrund - som er en blandingsfarve af blåt og gråt.

   Mindre vellykket er skyggepartierne  i ansigtet og på halsen. Jeg har været for forsigtig. For øm om den lysende skære hudfarve som jeg var stolt af at have ramt nogenlunde.  Der skulle have været et lag mere som gjorde noget af skyggen i ansigtet og på halsen dybere. Men jeg turde ikke.

   Men jeg fik også bekræftet at Vermeer - i hvert fald i sit maleri - har udnyttet en lag på lag-teknik som ligner akvarelmaleriets.

Jeg forstår nu mere hvordan man kan lære af at prøve at male motiver med værker af de gamle mestre som forbillede. Og det er helt klart noget andet at male efter en Vermeer end at male efter et fotografi - eller efter et virkeligt motiv som fremtræder umiddelbart for ens øjne  on location. 

   Men i begge tilfælde er der jo tale om en form for "mimetisk læring" som jeg skrev om i forbindelse med kurset med Bardur Jakubsson.

Googler man på "Girl with a pearl earring", finder man mange kopier af samme art som min. Men også mere radikale bearbejdninger af motivet, plus stills fra filmen hvori man jo havde gjort sig store anstrengelser for at nå en fotografisk lighed med det originale maleri.

   Jeg synes i den kontekst at jeg ikke er sluppet helt dårligt fra forsøget.

Og så en overraskende oplevelse som så småt er blevet opmærksom på med de få billeder jeg har malet efter hjemkomsten fra kurset ved Gardasøen: At male et menneske på den her måde hvor man stræber efter en vis realisme i udtrykket som man mentalt set skal løfte fra forbilledet, er faktisk meget fysisk - lidt som - forsigtigt, prøvende, udforskende - at kærtegne et andet menneske for første gang.

    Betty Edwards titel på den første bog var: "At tegne er at se". Og jeg kunne personligt tilføje : "... er at føle det man tegner".

    Det metaforiske udtryk "at kæle for detaljen" har fået en ny og frisk betydning for mig.  

Jeg tænker på de mange tusinde år gamle hulemalerier i Frankrig og Spanien med de fantastisk livagtige afbildninger af de vilde dyr vores forfædre levede af at jage. 

Det at tegne-male de motiver må for datidens kunstnere også i den grad have været en magisk handling hvor maleren har genfremkaldt det attråede vildt og den adrenalinpumpende jagt for sit indre blik. Og  så med hænderne projiceret det indre billede og de ledsagende følelser på hulens vægge og lofter. Og samtidig oplevet at han næsten fysisk kærtegnede dyrene mens han malede dem. 

   Der er vel tale om en form for villet synæstesi, her, hvor der sker kryds-befrugtning på tværs af sanserne. Mental og sensomotorisk komprimering og integration af erindring og nutid. Konceptuel blending - omsat til stor kunst.