Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.
Jeg har ikke malet akvarel eller tegnet siden sidste sommer, da vi var flyttet op til vores sommerhus på Ordrupnæsi Odsherred - et ophold som vi traditionelt bruger 3 sammenlagte måneder på.
Men efter den mentale og emotionelle nedtur fordi Glivec-medicinen viste sig at holde op med at virke, og efter at afløseren Sprycel hurtigt viste sig at være alt for stærk, så gik jeg simpelt hen totalt i stå.
Min egen forklaring er at den del af hjernen som skal mobiliseres og aktiveres for at tegne eller male, var anderswo engagiert - dvs. besat af bekymringer for hvad der skete og kunne ske.
I den sorteste periode mellem Jul og Nytår havde vi hele familien på besøg, og på et tidspunkt trak jeg mig lidt i enrum - 20 mennesker i et rum støjer meget når man skal høre på dem gennem sine høreapparaters uselektive mikrofoner/højtalere.
Flere kiggede ind for en kortere eller længere snak, og blandt dem var også fruens søster, som kom og sagde at hun ønskede sig en akvarel med en rødhals som motiv.
Jeg tænkte at sådan et regulært bestillingsarbejde måske kunne overvinde maleblokeringen, ikke mindst fordi jeg for et par år tilbage i forvejen havde malet en serie akvareller med rødhals som motiv, og følte mig godt tilpas med det motiv
Men først for et par uger siden fik jeg taget mig sammen til at tegne en motivskitse. Og så gik jeg i stå igen.
Så først idag - på Mosters fødselsdag - fik jeg så malet akvarellen.
Sådan her ser den ud:
Egenproduktion: Rødhal, akvarel, april 2017
Jeg er ret tilfreds med den.
Og kan anskue den som et lillebitte skridt i den proces jeg fik navn og begreb på for nogle måneder siden: 'posttraumatisk vækst', en proces som i princippet består i at imaginations-netværket (='default mode network') i hjernen lokkes til at skifte spor: fra dystre tanker der går i ring, til et andet - visuelt udviklingsrettet - spor hvor man kommer i flow ved at udøve kunstnerisk virksomhed.
Jeg tror det har været vigtigt at motivet domineres af stærkt røde nuancer, for rødt har i den grad ellers været forbundet med noget negativt i den forløbne tid: blodsygdommen, blodtransfusioner, blodprøver, hvid blodlegemer etc. etc.
Det hjalp til at overvinde maleblokeringen at jeg kiggede fotos af de tidligere rødhalsakvareller igennem. For en af dem synes jeg ligefrem var værd at kopiere - altså male en anden udgave af.
Den så sådan ud (jeg husker ikke hvem jeg har foræret den til):
Den nye er klart bedre, synes jeg.
Her er de tre andre egenproducerede akvareller med rødhals-motiver i serien fra den gang:
Her et link til mit indlæg om posttraumatisk vækst gennem en slags kunstterapi:
Jeg bringer lige et citat fra indlægget. Afsættet er at det normale, fleksible og 'sunde' skift mellem aktivering af forskellige 'netværk' i hjernen, er blokeret og 'nedfrosset' af traumatiske oplevelser.
Og jeg skriver så videre:
Det er disse konstruktive skift mellem netværk som er blokeret når tankerne kører i ring, og som skal sættes igang igen.
Det så at tænke og producere kreativt ved fantasiens hjælp, kan fungere som en konstruktiv bremse på imaginationsnetværket som er løbet løbsk, ved at give en fantasidrevet 'blød' afledende omvej ud af tvangen, idet man prøver at tænke eller fantasere sig frem til ny mening og dermed får gang i skiftet til de to andre netværk.
Kaufman og Gregoire fremhæver hvordan "creativity truely carries healing power." Og at det specielt hænger sammen med "the meaning-making aspect of creative thinking and expression that seams to growth after trauma".
While rumination often begins as automatic, intrusive, and repetitive thinking, in time, the individual's way of thiking about the traumatic event at its impact becomes more organized, controlled and deliberate. It starts to act as a proces of meaning making. The search for meaning is the essential element of posttraumatic growth, and particularly of creative growth.
Jeg fortsætter hermed udforskningen af det tema som jeg åbnede med et indlæg nogle gange tilbage: om man som kræftsyg selv kan hjælpe medicinerne - kræftlægerne - med at bekæmpe sin sygdom gennem mentale teknikker.
Her et link til første skridt i min søgning på området:
Ifølge litteraturen om at heale/helbrede sygdom - fx kræft - ved at 'visualisere', skal man først finde og udprinte nogle markante billeder at rette den mentale opmærksomhed mod. Det kan både være billeder af den raske tilstand som man ønsker (tilbage), og af den aktuelle syge tilstand som man vil bekæmpe.
Derefter skal man sætte sig og se intensivt og direkte på disse billeder og fokusere den visuelle opmærksomhed på forskellene mellem de to tilstande - for at 'indprente' sig dem mentalt - altså lagre dem i den visuelle hukommelse.
Så skal man - mens man er i en slags meditativ tilstand - på den indre skærm (gen)fremkalde både de billeder der repræsenterer den ønskede ikke-syge tilstand, og de billeder der repræsenterer den aktuelle uønskede syge tilstand.
Sidste fase er så at man under meditationen retter positive og opmuntrende følelser mod billederne af den ønskede 'normale' tilstand, og modsvarende retter afvisende og bekæmpende følelser mod billeder af den aktuelle syge tilstand.
Jeg har nu været rundt på nettet og fundet nogle af den slags billeder som jeg også har printet ud.
De visualiserer på forskellige abstraktionsniveauer, og det er ikke helt indlysende hvad man skal vælge, og hvordan man skal gøre.
Jeg kaster mig ud i en gennemgang - lidt på må og få.
Her er et billede af hvordan den kromosomfejl opstår der udgør kernen i de syge hvide leukæmi-blodlegemer.
Som jeg har forstået det, så gør de egentlig ikke skade i sig selv, men ved CML fylder de gradvist mere og mere og svækker og fortrænger produktionen af det normale blod - hvis man altså ikke får den syge produktion stoppet ved den type medicin som jeg hidtil har prøvet to 'generationer' af: Glivec og Sprycel:
Jeg skal altså forestille mig at denne proces der består i at kromosom-dele mellem to kromosomer (9 og 22) bytter plads, en 'translocation' (som det kaldes) som er årsag til CML-sygdommen, og at denne proces gradvist bliver svækket og mere eller mindre går i stå - i princippet på nogenlunde samme måde som den særlige CML-medicin skulle virke.
Det er det ønsketænkningen går ud på.
De syge kromosomer har navnet 'Philadelphia', og processen beskrives sådan i Wikipedia:
Philadelphia kromosomet er det karakteristiske ved kronisk myeloid leukæmi (CML).
Det karakteristiske ved CML er, at der i leukæmicellerne findes en særlig kromosomforandring, det såkaldte Philadelphia kromosom. De biologiske forhold, der ligger bag dette særlige kromosom, giver en god forståelse af sygdommens udvikling og er grundlaget for den meget væsentlige forbedring af behandlingen, der er set inden for de sidste 10-15 år.
Philadelphia kromosomet er et nyt kromosom, som dannes ved bytning (translokation) af arvemateriale mellem kromosom nr. 9 og 22. Der dannes derved nye arveegenskaber (det såkaldte BRC-ABL genkompleks).
Dette nye genkompleks danner et nyt protein, som virker som et slags energiprotein.
Energiproteinet gør, at de syge hvide blodlegemer og blodplader - leukæmicellerne - deler sig uhæmmet og lever længere end normale blodceller. Derved øges antallet af disse celler i blod og knoglemarv samt i milten, som bliver forstørret.
Wikipedia på engelsk beskriver det sådan:
The Philadelphia chromosome or Philadelphia translocation is a specific genetic abnormality in chromosome 22 of leukemia cancer cells (particularly chronic myelogenous leukemia (CML) cells). This chromosome is defective and unusually short because of reciprocal translocation of genetic material between chromosome 9 and chromosome 22, and contains a fusion gene called BCR-ABL1. This gene is the ABL1 gene of chromosome 9 juxtaposed onto the BCR gene of chromosome 22, coding for a hybrid protein: a tyrosine kinasesignalling protein that is "always on", causing the cell to divide uncontrollably.[1]
Det illustrerende billede på kromosomfejlen er jo på en gang meget konkret og samtidig meget abstrakt - og jeg synes det er svært at forestille sig processen stoppet.
Men først og fremmest tænker jeg at det jeg ved fantasiens hjælp skal forestille mig er hvordan CML-medicinen rent faktisk virker.
Så jeg har søgt efter om der findes en video-animation af hvordan fx Glivec virker - den første CML-medicin jeg fik som er den mest anvendte, og som altså virkede på min leukæmi som den skulle i 4 måneder.
Her følger en længere animeret version der viser det samme: at Glivec eller en af de andre nyere CML-medicintyper går ind og skaber en blokade sådan at de kromosom-muterede proteiner forhindres i at aktiverer den accelererende produktion af de syge hvide blodlegemer i knoglemarven:
Ifølge faglitteraturen om den her slags medicin, er det helt usædvanligt at man har en så præcist rammende kræftmedicin som netop den mod CML. Så man skal være glad når det er den leukæmiform man rammes af.
Ved normal kemoterapi til at bekæmpe de fleste andre kræftformer, affyrer man med spredehagl, så at sige.
Den sekvens i animationerne oven for, som jeg i begge tilfælde 'tænder på' (dvs. som inviterer mig til at 'visualisere.), er at man ser at medicinen virker som en prop i et hul der forhindrer at de ændrede proteiner kan dannes.
Men hvis jeg ser bort fra medicinen, og om og hvordan den virker, så siger litteraturen at man skal forestille sig den ønskede normale - dvs 'gode' tilstand - og derefter investere så positive følelser i billedet af den som muligt.
Og modsvarende hvis man også forestiller sig den aktuelle syge - dvs. 'dårlige' tilstand, så skal man investere stærkt afvisende følelser i billedet af den.
Så her et billede som det ses i et mikroskop af de to tilstande (grafisk forenklet), som man altså kan meditere over for at modvirke leukæmi-sygdommen:
Det her er den mest brugte illustration af de to blod-tilstande - normal og leukæmi-syg:
Men jeg er ikke så glad for den udgave, fordi blå og violet for mig er 'positive' farver. Og rød primært en alarm-farve.
Så heller den illsstration oven for, en hvor de hvide syge blodlegemer der dominerer i blodet, vises som regulært hvide - og store og knubbede.
Man kan også visualisere de to tilstande - sammen med en visualisering af selve knoglemarvsproduktionen, den som altså foregår - både når der er tale om normal blodproduktion - og når man har leukæmi hvor det vrimler med de syge hvide blodlegemer som fortrænger de raske:
Også her kan jeg finde to billeder der illustrerer og visualiserer sammenhængen; et som viser den normale knoglemarvproduktion af mit blod - og et hvor man ser den syge udgave - her fordelt i hvert sit billede.
Først illustrationen af det 'normale' - det "gode" billede som er ønskværdigt, og som mentalt skal booste via meditation og genkaldelse på den indre skærm:
Og her så et billede der illustrerer den 'syge' produktionstilstand - det 'onde' billede som mentalt skal bekæmpes og af- og bortvises:
Længere kommer jeg så ikke ved egen mentalt kraft.
Jeg har printet alle illustrationerne ud og koncentrere mig om at se dem på min indre skærm.
Og jeg kan gå ind i mit eget blokindlæg (det her) og give mig hen i seningen af de to videoer hvor man ser hvordan medicinen virker ved at blokere.
Det er imidlertid først relevante når jeg - om ikke så længe - får ordineret 3. generations CML-medicin - der går under navnet 'Butosinib'.
De andre illustratiner kan bruges til helende visualisering her og nu.
Men er jeg på rette vej?
Ved forrige møde med min faste leukæmi-overlæge som har været mit 'anker' siden diagnosen for godt et år siden, fik jeg på en eller anden måde nævnt at jeg var interesseret i mental 'visualisering' som 'healing' - som en måde at hjælpe systemet med at bekæmpe sygdommen på - oven i eller ved siden af den kommende 3. generations CML-medicin Butosinib.
Overraskende for mig - i forhold til mine ganske velfunderede fordomme om læger - så var blod-overlægen ikke afvisende og skeptisk, men henviste straks til et navn jeg kendte: Bobby Zachariae.
Navnet husker jeg i forbindelse med nogle af de tv-dokumentarer som Poul Martinsen har produceret (og jeg skrevet om) - om det medicinsk kontroversielle samspillet mellem psyke og krop.
Præcis hvornår Poul Martinsen først omtalte Bobby Zachariae som en af sine fagligt velfunderede kilder, husker jeg ikke.
Måske allerede i forbindelse med et program fra midt 90´erne for TV2 i serien 'Oh, menneske'. Om 'Vrede'.
Men i hvert fald refererede Martinsen til ham - over for mig - i forbindelse med den sidste TV-udsendelse han lavede for DR: en temaaften en lørdag i januar 2008 om hypnose, og især fokuseret på hvad man kan få hypnotiserede mennesker til at gøre - med fagligt sigte på en kontroversiel mordsag fra 1952 der - igen, igen - rejste spørgsmålet:
Kan man hypnotisere almindelige - og for så vidt u-aggressive mennesker - til at begå alvorlige forbrydelser mens de er i underlagt hypnotisørens magt og instrukser?
Poul havde faktisk researchet sig frem til og genfundet den dømte og antageligt den gang hypnotiserede bankkup-morder Palle Hardrup, en mand som, efter at have overstået sin fængselsstraf, var gået i samfundsmæssigt skjul ved at skifte navn og identitet. Og som et ekstra kamuflagelag oven i, der var han så blevet kristen: frelst!
Dette er et for mine blogindlæg typisk sidespring som egentlig ikke har noget med hovedsagen at gøre: her et som handler om muligheden - min egen - for ved tankens, sindets og fantasiens kraft at bekæmpe en kræftsygdom som fx. CML.
Her er et link til Bobby Zacharias hjemmeside hvor han som højt berømmet og begavet overlæge promoverer en række af sine egne 'hjælpende' CD´er, foredrag, bøger, artikler m.v.
