Barsk barndom (1) - og 'kreativ vrede' - Erik Valeur, Mario Balotelli, Christina Hagen

For godt en måned siden fik journalist og forfatter Erik Valeur årets DR-romapris for sin debutroman 'Det syvende barn´. Det er en kriminalroman der delvis er inspireret af at forfatteren selv tilbragte sine først to leveår på børnehjem.
    Han blev for lidt under et år siden interviewet af Anders Derlich i anledning af bogens udgivelse:

Erik Valeurs blå øjne kigger insisterende, mens han snakker om sig selv. Han har arbejdet som journalist siden 1980, og gennem 30 år har han sat sit aftryk på dansk journalistik. Men tilbage i 1950’erne boede han de to første år af sit liv på et spædbørnshjem, da hans mor ikke kunne tage sig af ham efter fødslen.
   Først mange år senere, da han fik sit første barn, vendte tiden på spædbørnshjemmet tilbage til ham. »Jeg havde faktisk aldrig tænkt over, at der kunne være noget specielt ved at ligge to år på en spædbørnsstue uden en mor. Men det har jeg så opdaget senere, at der kunne være. Værre kan det gå, hvis man skal bortadopteres, hvilket jeg dog ikke blev,« forklarer Erik Valeur

Erik Valeur er en kreativ og kritisk ener inden for dansk journalistik. Og under næsten alt hvad han har skrevet, kører der en energisk strøm af indignation: kreativ vrede - vendt mod autoriteter og samfundsinstitutioner. Men også mod hans egen profession.

Han blev ikke bortadopteret, men at han - som mange særligt kreative personligheder - har han "ondt i farforholdet", fremgår af et andet interview med ham - skrevet af Sonja Sabinsky:

Erik Valeur var dog ikke noget typisk børnehjemsbarn, for han havde en mor, som kom og besøgte ham hver weekend: - Min mor blev gravid med en norsk mand, som hun var meget glad for, men han ville ikke have hende, og det blev hun så psykisk syg af, at hun ikke var i stand til at have mig boende de første to år af mit liv.
  Erik Valeur har aldrig opsøgt sin norske far, selvom han har haft muligheden, idet han kender hans fulde navn og ved, han er fra Bergen: - Nej, jeg har aldrig haft det behov.

Bortadopteret som hel lille blev til gengæld en anden særligt kreativ - og særdeles besværlig personlighed: Mario Balotelli.
   Han har klart været Italiens bedste fodboldspiller ved EM. Og var eneansvarlig for at Italien slog Tyskland i semifinalen.
   Om hans barndom får vi at vide at han blev bortadopteret som 2 årig. Og at han er socialt utilpasset.  Politikens Michael Seidelin leverer et portræt af ham den 1. juli under rubrikken:

Portræt: Balotelli kæmper en svær kamp med sig selv

Underrubrikken lyder:

Mario Balotellis biologiske forældre svigtede ham, og han kalder sig selv »et såret dyr«.

Og artiklen fortæller om de livsvilkår der prægede den psyke som gør ham til en af de helt store fodboldspillere:

Med sin kaotiske adfærd på og uden for banen har Mario Balotelli gjort trænere, ledere og medspillere nærmest desperate. (...)
   Han kommer sig aldrig over, at hans fattige ghanesiske forældre afleverede deres kun to-årige søn til myndighederne, fordi de ikke ville eller kunne tage sig af ham, og under EM har han oplevet racismen fra polske tilskuere under Italiens træning.
   Racismen har han mødt hele sit liv. Der var ingen sorte i Brescia, da han sammen med sine italienske adoptivforældre ankom til byen i 1992, og det var svært for ham i den lokale fodboldklu
»De andre børns forældre bad os om at tage ham af holdet. De bad os om at kontrollere hans spillertilladelse. Den slags ting«, siger klubben USO Mompianos tidligere formand Mauro Tonolino til magasinet So Foot.
   I skolen tegnede Mario altid sig selv som hvid. Aldrig som sort, og han var ulykkelig, når han mod sin vilje skulle besøge sine biologiske forældre, som han i dag kun har foragt tilovers for.
   »Tager de mig med til Afrika?«, spurgte han lærerinden.
   For tidligt blev han bevidst om sin usikre status. Hans italienske ’forældre’ var ifølge loven for gamle til at adoptere ham. Han var kun i pleje, og han havde de biologiske forældres nationalitet og navn, Barwuah, indtil han var 18 år.

'Kreativ vrede' var også den første tanke der faldt mig ind da jeg læste Tue Andersen Nexøs anmeldelse af Christina Hagens bog: 'White Girl' - Digte. 

   Eller rettere: Det er de tekscitater som illustrerer anmeldelsen, som straks fanger og fascinerer.
   Jeg mindes ikke at have læst noget lignende.

Her de tre citater fra anmeldelsen.

»Åh for satan jeg blive sindssyg af din fucking ævl. Hele tid du stå uden for restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: ’Goddag, goddag’ og ’hvordan du har det?’ som papegøje. Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!

»Jeg sige dig: din luksusluder. Jeg ikke fordrage din foragt for din egen luksusland. Du komme til beskidt land med renskuret negl, du af den stat betalt læge din mala-riapille ordineret, du den hvid smil har reguleret hos den skoletandlæge, du i den gratis skole har lært den engelsk og den spansk. Jeg sige dig: Bøj dig i den støv for den rigdom, du utaknemlig satan!«

At Christina Hagen også har ondt i far-forholdet fremgår - som undertekst - af hendes egen beskrivelse af sin tidlige barndom:

Den 2. august 1980 bliver jeg født i Herning. Min mor har på det tidspunkt ligget på hospitalet i fire måneder, for at jeg ikke skal falde ud. Det er lægerne, der har rådet hende. I 1982 bliver min mor og far skilt. Min far får min bror. Min mor får mig. Vi flytter ind i et lille rækkehus i Hammerum. Der har vi en nabo, der syr om natten, så væggene ryster, og et tog der kører igennem baghaven. Men vi har det godt. I 1983 går jeg på et fortov. Solen er ved at gå ned, og jeg kan se rønnebær inde imellem nogle buske. Jeg er alene, men ikke bange. Jeg fik engang foretaget en hukommelsestest. I den forbindelse fortalte man mig, at den følelse, jeg havde indeni ved den allerførste erindring, var grundlæggende for det stemningsleje, jeg ville opleve som voksen. Alene, men ikke bange. I 1986 flytter min mor og jeg til Karup. Vi har gæs, får, kaniner, en hund på prøve og ål. I 1987 flytter min mor og jeg tilbage til Herning. Der har vi et stort badekar og en altan med store, jordfyldte kummer. I en af dem begraver jeg i 1994 en kanin og i 1995 en skildpadde.

Teksterne i 'White Girl' - disse digteriske raseriudbrud af Christina Hagen - er ifølge Lars Bukdals anmeldelse i Weekendavisen produceret som en interaktiv research- og rewriting-proces:

I første omgang har forfatteren bedt folk om at fortælle om ”ubehagelige rejseoplevelser” og primært – ”Tak til postkortskrivere på Silkeborg Højskole” – fået feedback fra en gruppe højskoleelever, der klager over mangt og meget, men primært over at blive snydt, med opskruede priser og falsk ægthed, og over at blive sexchikaneret, når det ikke bare, som i den citerede tekst, er selve de indfødtes servile attitude, der enerverer.
   I anden omgang har Hagen så gennemskrevet, op-fræset og gebrokificeret klagesangene. Selve gebrokificeringen er særdeles bevidst og sardonisk en ”oversættelse” til den kliché-udgave af udlændinges måde at tale dansk på, sin vi finder i selv for sin autnticitet kritikerroste skønlitteratur som f.eks. Jakob Ejersbos og Afrika-trilogi.

Der er tale om konceptuel blending - konceptkunst kalder Tue Andersen Nexø det. Det er i hvert fald en slag dybt fascinerende faktion.
  Og sikke en mental effekt Christina Hagens rasende poetisk vrede digte har - i hvert fald på mig.