Falske nyheder i det postfaktuelle samfund - er det nogen nyhed eller er det en gammel historie?

(Dette indlæg er det andet i en serier om 'fake news'  eller 'falske nyheder'. Hvis du bladrer et indlæg tilbage så kan du læse serien forfra).

http://believeinplace.com/2016/12/08/fake-news-real-news-or-good-news/

Det ser ud til at det for mange mennesker (og der bliver flere og flere) er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet - af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.

   Og hvis Facebook eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - eller på dem der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som seriøs og velresearchet og kildekritisk journalistik.
   Alle tekster, billeder, indslag på de sociale medier kan i princippet være en slags aprilsnar, føler mange.
   Den ene (tekst/afsender) kan være lige så god eller dårlig - lige så troværdig eller utroværdig - som den anden.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet, verden og virkeligheden er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.

Wikipedia fortæller her meget mere om det de også kalder "post-truth-politics" der indledningsvis beskrives sådan her:

Post-truth politics (also called post-factual politics) is a political culture in which debate is framed largely by appeals to emotion disconnected from the details of policy, and by the repeated assertion of talking points to which factual rebuttals are ignored.

   Post-truth differs from traditional contesting and falsifying of truth by rendering it of "secondary" importance. While this has been described as a contemporary problem, there is a possibility that it has long been a part of political life, but was less notable before the advent of the Internet.

   In the novel Nineteen Eighty-Four, George Orwell cast a world in which the state is daily changing historic records to fit its propaganda goals of the day. Orwell based much of his criticism of this on Soviet Russian practices.

   The contemporary origin of the term is attributed to blogger David Roberts who used the term in 2010 in a column for Grist.[1][2][3]

   Political commentators have identified post-truth politics as ascendant in Russian, Chinese, American, Australian, British, Indian, Japanese and Turkish politics, as well as in other areas of debate, driven by a combination of the 24-hour news cycle, false balance in news reporting, and the increasing ubiquity of social media.[3][4][5][6][7][8]

   In 2016, "post-truth" was chosen as the Oxford Dictionaries' Word of the Year,[9] due to its prevalence in the context of that year's Brexit referendum and US presidential election.[10][11]

https://en.wikipedia.org/wiki/Post-truth_politics

For lige at opsummere:

   Ifølge Wikipedia er der tre drivkræfter bag udviklingen af den postfaktuelle politiske kultur: 1) 24 timers nyhedcirkulation (altså ingen deadline eller hele tiden deadline); 2) falsk afbalancering af  modstridende synspunkter der tillægges lige meget vægt i nyhedsrapporteringen; 3) de allestedsnærværende og samtidige sociale mediers stadig stigende betydning.

Helt umiddelbart betyder det at den traditionelle redaktionelle 'gatekeeping' og seriøse journalistiske research og kildekritik mere og mere mister sin betydning.

   Den bliver simpelt hen bevidst omgået og målrettet overhalet af magtfulde og/eller snedige afsendere (som Trump og Putin) i kraft af at de uhæmmet har mulighed for at kommunikere direkte til publikum via medier som Twitter og Facebook. 

   Og brugerne har ikke selv hverken ressourcer, tid eller ork til at tjekke kilder, kendsgerninger og kontekst - før de 'sluger' dem - og deler dem!

   Mit eget eksempel med den 'citerede Israel-kritiske udtalelse' fra 'nyhedsiden' AWDNews angiveligt udtalt af den israelske præsident som jeg beskriver i indledningen af det foregående indlæg, det skærer den pointe ud i pap, synes jeg.

Her en CNN-nyhedshistorie om hvor galt det kan risikere at gå når 'fake news sites' som AWDNews (hjemsted: Pakistan) får frit spil:

   Rubrikken lyder:

Duped by fake news story, Pakistani minister threatens nuclear war with Israel

Artiklen som ledsager tv-nyhedsindslaget, indledes sådan her:

(CNN) - A fake news story led to threats of nuclear war between Pakistan and Israel on Christmas Eve.
   In an article published by AWDNews on Tuesday December 20, former Israeli Defense Minister Moshe Yaalon was quoted as threatening to destroy Pakistan if it sent troops into Syria.
   "We will destroy them with a nuclear attack," the article quoted Yaalon as saying. There is no evidence Yaalon ever said those words.

Se og læs mere her:

http://edition.cnn.com/2016/12/26/middleeast/israel-pakistan-fake-news-nuclear/

Men hvorfor hopper vi på den - folk - selv de klogeste og mest kritiske modtagere - når vi modtager og viderebringer/deler en opdigtet nyhed? Hvorfor lader vi os fuppe?

   Svaret blæser heldigvis ikke i vinden. 

  Det er nemlig et spørgsmål som Videnskab.dk prøver at besvare i en fyldig artikel fra den 24-01-17 - under overskriften:

Hvorfor hopper vi på falske nyhedshistorier?

Manchetten lyder:

'Clinton styrer en pædofilring fra et pizzaria', 'Paven stemmer på Trump' og 'Falske Hilary-stemmesedler fundet på hemmeligt lager'. De falske nyheder truer med at underminere den demokratiske proces, og vi ser allerede de store konsekvenser, de opdigtede historier kan få i den virkelige verden.

Artiklen er skrevet af  professor S. Shyam Sundar, Afdelingen for kommunikation og medieeffekter, Pensylvania State University.

   Han skriver at en af de gængse psykologiske forklaringer er den såkaldte "bekræftelsesbias", dette at vi har en tendens til at godtage information der understøtter de synspunkter og meninger vi i forvejen har.

  Men den er utilstrækkelig, for den kan ikke forklare hvorfor vi - også - hopper på nyhedsløgne der ikke er (parti)politisk forankrede:

En mere sandsynlig forklaring er vores relative uopmærksomhed på nyhedskildens troværdighed.

Shyam Sundar fortæller om eksperimenter der viser at læserne ikke lader til at bekymre sig særligt meget om den journalistiske kilde og dens troværdighed som vi ellers traditionelt opfatter som den afgørende professionelle dørvogter ('gatekeepers') der via sit forarbejde sikrer og garanterer 'varedeklarationen' på mediehistorierne: at det er den for tiden bedst opnåelige sandhed om sagen eller begivenheden.

Det er denne laissez-faire-holdning, der, sammen med vanskeligheden ved at sortere nyhedskilderne, er den bagvedliggende årsag til, at så mange af os tror på de falske nyhedshistorier.

Hvad er problemet ved at forholde sig laizze-faire-agtigt til nyhedskilderne når de traditionelle dørvogtere har mistet deres autoritet?

   Ja, det kan simpelt hen bare være mængden af forskellige kilder bag en given nyhed som man jo så i princippet alle skulle forholde sig kritisk-skeptisk til:

Forestil dig, at du tjekker Facebooks nyhedsfeed og ser noget, som en af dine venner har delt: Det er en politikers tweet af en avisartikel.

   Her består kæden faktisk af fem kilder (avis, politiker, Twitter, ven og Facebook).

   De spillede alle en rolle i transmissionen af meddelelsen og tilslører identiteten af ​​den oprindelige kilde. Det kaldes 'kilde-lagdeling' og er et fælles træk ved vores online nyhedsoplevelse.

Det ligner jo slående den situation jeg oplevede for et par dage siden, kan jeg indskyde her.

   Spørgsmålet er så hvilken af disse kilder læserne oplever som 'de vigtigste kilder':

Dette spørgsmål nærmede mine elever og jeg os ved at analysere nyhedssites af varierende troværdighed: Yahoo News med høj troværdighed og Drudge Report med lav troværdighed.

  Disse to websteder enten linker ofte til eller genudgiver artikler, der stammer et andet sted fra.

   Vi ville gerne afsløre, hvor ofte læserne var opmærksomme på de originale kilder i historierne, som optræder på disse hjemmesider.

  Vi fandt, at læserne kun er opmærksomme på kildekæden, hvis emnet virkelig er vigtigt for dem.

Det kan jeg bekræfte. Sådan har jeg det også.

Ellers bliver de let påvirkede af kilden eller webstedet, der gengiver eller slår historien op – med andre ord det medie, der leverede dem historien.

   Det er derfor ikke overraskende, at vi hører folk fortælle, at de får deres nyheder fra forskellige 'kilder', der ikke skriver og redigerer nyhedsartikler: Verizon, Comcast, Facebook eller deres venner.

   Vores venner er ofte de nærmeste kilder, når vi læser online nyheder.

   Vores kognitive filtre svækkes, fordi vi som regel stoler på vores venner, hvilket også er skyld i, at de sociale medier er grobund for, at falske nyhedshistorier sniger sig ind i vores bevidsthed.

Det kan jeg som jævnlig Facebook-bruger og -deler også bekræfte.

Vores jævnaldrendes overbevisende appel over eksperterne er yderligere forstærket af, at vi har en tendens til at være mindre på vagt, når vi støder på nyheder i vores personlige sfære.

I øvrigt minder jeg om den meget oplysende bog af nobelprisvinderen Daniel Kahneman: "Thinking, Fast and Slow', som ved at skelne mellem to "tænkeformer" får demonstreret en, synes jeg, meget oplysende forklaring på hvorfor det oftere og oftere går galt med sandheden, både for journalister og brugere - helt uanset om de sociale medier også vrimler med falske nyheder eller ej. 

Jeg har tidligere skrevet en serie indlæg med kritiske analyser af aktuel journalistik, med kreativ brug af hans begreber og tænkning.

   Det sidste i serien er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/10/daniel-kahneman-igen-igen-nu-ogsa-fra.html

Artiklen fra Videnskab.dk kan læses i sin helhed her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-hopper-vi-paa-falske-nyhedshistorier?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=44aadf78d1-EMAIL_CAMPAIGN_2017_01_24&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-44aadf78d1-239790449

Den 8. september 2016 bragte Information en artikel som grundigt og nuaceret diskuterede og analyserede begrebet om 'det postfaktuelle samfund'. Artiklen er skrevet af Christian Bennike og har overskriften:

Det, mange kalder ’det postfaktuelle samfund’, kunne lige så godt kaldes demokrati

Underrubrikken lyder:

Engang var millioner af mennesker afskåret fra at tale, nu kommer de til orde – på én gang. Og det er ikke kun et problem

Et af argumenterne som fremhæves til at slå de bekymrede oven i hovedet med, er det ældgamle: "Det er der ikke noget nyt i", fremfør af kloge folk som professor Frederik Stjernfelt, Aalborg Universitet, professor Niels Ole Finnemann, Aarhus Universitet, og Nikolai Thyssen, som er direktør for det mobile seriøse nyhedsmagasin Føljeton.

   Men  hvorfor skulle man dog tro på dem? Det at der "ikke er noget nyt" i fænomenet betyder vel ikke automatisk at der så ikke er noget at bekymrer sig om. 

    Jeg gør i hvert fald.

Denne rasmus-modsat artikel fra Information kan læses i sin helhed her:

https://www.information.dk/kultur/2016/09/kalder-postfaktuelle-samfund-lige-saa-godt-kaldes-demokrati

Mit tidligere indlæg i serien kan findes her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/search?updated-min=2017-01-01T00:00:00%2B01:00&updated-max=2018-01-01T00:00:00%2B01:00&max-results=3

Aprilsnar i medierne - nyhedsjournalistikens mocumentary

Et eksempel jeg husker på en fantastisk flot "billeddokumenteret" aprilsnar, er den her fra Ekstra Bladet for mange år siden:

Det må jo være virkeligt og historien sand, for vi kan jo selv se det!

Jeg har tidligere skrevet om den særlige faktionsgenre som kaldes mocumentary - film eller tv-udsendelser som i form og udtryk ikke er til at skelne fra ægte og seriøse dokumentarer, men som indholdsmæssigt er fup og svindel. Blending af faktuelt udtryk og opfundet indhold.

   Formålet kan enten være en ren medie-joke eller en ironisk dobbelbundet kritik af vores forhold til sandhed og virkelighed i medieformidlede fortællinger - en kritik som virker i det omfang vi som publikum hopper på den et stykke ad vejen eller til fortællingens slutning. Og som leverer en aha-oplevelse i det øjeblik det går op for os at vi er blevet fuppet.

For nogle dage siden var der næsten ingen nyhedsmedier med respekt for sig selv, som ikke havde en nyheds-aprilsnar. Og man kan i hvert fald notere at kreativiteten har spiret og blomstret på redaktionerne når faktakontrakten blev suspenderet og fantasien en enkelt dag fik frit løb.

   Og ligesom man har kaldt mocumentary-genren for "fup-dokumentar", så kan man vel også kalde den her særlige nyhedsgenre for "fup-nyheder".

Fup-nyheder er nemmere at lave på skrift end på tv. Og Aviserne var også fyldt med dem. Og ikke mindst nettet er et taknemmeligt medie at lave dem til, for hvad bliver der efterhånden ikke publiceret af utrolige, men sande web-nyhedshistorierP

   Her er kan man finde en oversigt over mange af de danske mediers mocking news på nettet: 

http://www.b.dk/nationalt/selv-ib-michael-er-en-joke-i-dag. 

Og her er et udvalg fra den liste:

Weekendavisen fejrer dagen med en anmeldelse af Ib Michaels nye roman, "Regnbue og pil". Litteraturanmelder Lars Bukdahl giver den gas med en anmeldelse, der i sig selv er en anmeldelse værdig.

   DR Sjælland skriver, at borgerne selv skal lappe deres vejhuller. Kommunen kommer med asfalt og værktøj, og så kan borgerne ellers bare gå i gang.

   Århus Stiftstidende skriver, at AGF skifter trøjer på grund af et samarbejde med den afrikanske ø, Zanzibar. Fremover vil der være en gepard på maven af trøjerne, og shortsene vil også være med gepardmønster.

   Computerworld.dk skriver, at en håndfuld kirker nu vil indføre 'Guddommelig Download'. For at tiltrække de unge, vil der indføres 100 Mbit gratis internet i kirkerne og specielle bænke med plads til den bærbare.

   Altinget.dk skriver, at der skal opføres en buste af Anders Fogh Rasmussen i Folketingettil næste år. Den bliver 3,5 meter høj og prydes med ti forskellige NATO-stjerner.

   Videnskab.dk skriver, at der på Grønland er fundet et rumvæsens fingerknogle. Desuden er der blevet fundet et søm af hidtil ukendt materiale.

   DR Trekanten skriver, at EU gør det umuligt at lave honningkager i fremtiden. Der skal nemlig nu oplyses på varedeklarationen i lige præcis hvilken kommune, bien har hentet sin nektar. Da bierne desværre ikke er udstyret med GPS, er det ikke muligt at overholde - endnu.

   Vejle Amts Folkeblad skriver, at den ny lillebæltsbro lukkes i dag mellem 8.30 og 13.30. Et amerikansk tv-selskab skal bruge broen til tv-optagelser af den verdensberømte linedanser, Kees van Dunkeren, der skal gå på en wire mellem de to bropyloner.

   P4 Fyn skriver, at søkøer nu skal bekæmpe algeforurening rundt om Fyn.Miljøministeriet vil iværksætte dette biologiske eksperiment, hvor søkøerne, der bliver sat i vandet, vil stå for oprydningen.

   JV.dk skriver, at der nu kommer et nyt gebyr på email for at forhindre spam. Det kommer til at koste syv øre at sende en mail fra d. 1. juni.

En endnu længere list - 78 - kan man finde på:

http://www.godpaaske.dk/aprilsnar_2011.php

Det er i den grad fornøjelig læsning, og rigtig mange af eksemplerne har et fint satirisk sigte, dels rettet mod medierne selv og deres skabelon-historier, og dels rettet mod forskellige samfundsmæssige trends.  

   Dramaturgisk set er det en betingelse for at en sådan aprilsnar virker at der er en krog i form af sandsynlig information som referer til en aktuel problematisk virkelighed eller samfundsmæssig tendens, og som derfor kan forføre og forlede folk til at bide på krogen og sluge maddingen: fup-nyheden.

   Eksempler på en sådan aprilsnar-krog kan være: de omsiggribende gebyrer, de mere og mere absurde sponsoraftaler som sportsklubber indgår, at kommunerne lægger mere og mere over på at borgerne selv skal løse opgaver som kommunerne ellers har stået for, detaljerede EU-direktiver som er mere og mere indgribende i vores hverdag.

Og så til min personlige vinkel fredag morgen den 1. april:

   Jeg læste hen over - og tog for pålydende (med et lille stik af usikkerhed) - Politikens historie om at Danmark var blevet nogle centimeter mindre efter kæmpjordskælvet i Japan. Der blev i historien henvist til teorien om de tektoniske plader der flytter sig og støder sammen, som forklaring.

   Det er faktisk en teori jeg ved en del om, herunder at der ikke er plader der støder sammen i det sydlige Danmark. Alligevel hoppede jeg på den i første omgang.

   Først da jeg nogle sider senere så en "annonce-artikel" med Nybolig som afsender, fik jeg mistanken om at den tidligere artikel var en fup-nyhed.

Nybolig-"artiklen" havde rubrikken "Ny snegleart dræber dræbersnegle", og historien gik ud på at forskere havde udviklet en ny snegleart som var en "genetisk krydsning" af vores almindelige skovsnegl og "en sjælden sydamerikansk rovsnegl", en krydsning som kunne bruges til at bekæmpe - æde - vores hjemlige invasive dræbersnegle.

   Her var min skepsis blevet vakt allerede inden læsningen af selve artiklen, nemlig af det billede der illustrerede det skrevne, hvor man så en bunke rødlilla og blåviolette snegle uden sneglehus klumpet sanneb på en græsplæne. Og jeg ved så meget om biologi at i hvert fald en blåviolet snegl var helt usandsynlig, og hvorfor i alverden skulle forskerne satse på at fremavle en hybridsnegl med dræberegenskaber i netop den opsigtsvækkende og unaturlige farve.

Jeg havde så den fornøjelse at fruen kort efter bed på på fup-nyheden i gratisavisen MetroXpress. Den fortalte i rubrikken at "Atomaffald skal deponeres under nedrevet Ungdomshus" - med underrubrikken: " 233 kilo radioaktive brændselsstave skal fra 2018 deponeres 30 meter under Jagtvej 69. Københavns Kommune har købt grunden tilbage, men bliver kompenseret af regeringen med 70 nye daginstitutioner."

   Da vi aftenen inden netop havde set et tv-nyhedsindslag om de overvejelser man gjorde sig på Risø om deponeringen af af det brugte radioaktivt brændsel fra det for længst lukkede miniatomkraftværk, så var der en fin krog at sætte aprilsnar-maddingen på.

I bunken af aviser jeg bladrede i den morgen, var også en anden gratisavis: 24timer. Deri fandt jeg en artikel med en fotoillustration. Rubrikken var "Koncert med blå frøer", og illustrationen viste et foto af  et vandhul med 4 frøer som var umiskendeligt klart blå. Ifølge artiklen kunne hannerne hos de spidssnudede frøer i disse dage, i parringkampens hede, ifører sig en opsigtsvækkende blå hudfarve for at gøre indtryk på hunnerne. Men det var dog ikke alle hanner fra den art der gjorde det.

   Vi ejer en sø med spidssnudede frøer. De er brune, og vi har aldrig set dem i blåt festtøj.

   Aha! Ingen tvivl i mit sind: En aprilsnar.

Så læste jeg her til morgen i Naturfredningsforeningens månedsblad som just var kommet ind ad brevsprækken. Og de havde en historie med præcist samme indhold, som så vidt jeg kunne regne ud måtte være kilden til artiklen i 24timer. Og Naturfredningsforeningen troede jeg ikke ville lave den slags fup, ud over at det var et månedsblad som ikke havde nogen dato for udgivelsen.

   Jeg fandt artiklen fra 24timer frem igen. Aha! Der var forklaringen. Avisen var fra dagen før, den 31. marts.

Som en krølle på historien er så de udsagn som også kun kommer den 1. april, nemlig om at en nyhed ikke er en aprilsnar, selv om man skulle tro det. I Tv-avisen var der en formand for en cykelklub i Herning/Holstebro-området, som stod frem og fortalte at cykelløbet Giro Italia til næste år skal køre tre etaper i Danmark. Formanden indledte med at sige at det han nu ville meddele, ikke var en aprilsnar, selv om man godt kunne tro det.