Falske nyheder i det postfaktuelle samfund - er det nogen nyhed eller er det en gammel historie?

(Dette indlæg er det andet i en serier om 'fake news'  eller 'falske nyheder'. Hvis du bladrer et indlæg tilbage så kan du læse serien forfra).

http://believeinplace.com/2016/12/08/fake-news-real-news-or-good-news/

Det ser ud til at det for mange mennesker (og der bliver flere og flere) er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet - af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.

   Og hvis Facebook eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - eller på dem der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som seriøs og velresearchet og kildekritisk journalistik.
   Alle tekster, billeder, indslag på de sociale medier kan i princippet være en slags aprilsnar, føler mange.
   Den ene (tekst/afsender) kan være lige så god eller dårlig - lige så troværdig eller utroværdig - som den anden.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet, verden og virkeligheden er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.

Wikipedia fortæller her meget mere om det de også kalder "post-truth-politics" der indledningsvis beskrives sådan her:

Post-truth politics (also called post-factual politics) is a political culture in which debate is framed largely by appeals to emotion disconnected from the details of policy, and by the repeated assertion of talking points to which factual rebuttals are ignored.

   Post-truth differs from traditional contesting and falsifying of truth by rendering it of "secondary" importance. While this has been described as a contemporary problem, there is a possibility that it has long been a part of political life, but was less notable before the advent of the Internet.

   In the novel Nineteen Eighty-Four, George Orwell cast a world in which the state is daily changing historic records to fit its propaganda goals of the day. Orwell based much of his criticism of this on Soviet Russian practices.

   The contemporary origin of the term is attributed to blogger David Roberts who used the term in 2010 in a column for Grist.[1][2][3]

   Political commentators have identified post-truth politics as ascendant in Russian, Chinese, American, Australian, British, Indian, Japanese and Turkish politics, as well as in other areas of debate, driven by a combination of the 24-hour news cycle, false balance in news reporting, and the increasing ubiquity of social media.[3][4][5][6][7][8]

   In 2016, "post-truth" was chosen as the Oxford Dictionaries' Word of the Year,[9] due to its prevalence in the context of that year's Brexit referendum and US presidential election.[10][11]

https://en.wikipedia.org/wiki/Post-truth_politics

For lige at opsummere:

   Ifølge Wikipedia er der tre drivkræfter bag udviklingen af den postfaktuelle politiske kultur: 1) 24 timers nyhedcirkulation (altså ingen deadline eller hele tiden deadline); 2) falsk afbalancering af  modstridende synspunkter der tillægges lige meget vægt i nyhedsrapporteringen; 3) de allestedsnærværende og samtidige sociale mediers stadig stigende betydning.

Helt umiddelbart betyder det at den traditionelle redaktionelle 'gatekeeping' og seriøse journalistiske research og kildekritik mere og mere mister sin betydning.

   Den bliver simpelt hen bevidst omgået og målrettet overhalet af magtfulde og/eller snedige afsendere (som Trump og Putin) i kraft af at de uhæmmet har mulighed for at kommunikere direkte til publikum via medier som Twitter og Facebook. 

   Og brugerne har ikke selv hverken ressourcer, tid eller ork til at tjekke kilder, kendsgerninger og kontekst - før de 'sluger' dem - og deler dem!

   Mit eget eksempel med den 'citerede Israel-kritiske udtalelse' fra 'nyhedsiden' AWDNews angiveligt udtalt af den israelske præsident som jeg beskriver i indledningen af det foregående indlæg, det skærer den pointe ud i pap, synes jeg.

Her en CNN-nyhedshistorie om hvor galt det kan risikere at gå når 'fake news sites' som AWDNews (hjemsted: Pakistan) får frit spil:

   Rubrikken lyder:

Duped by fake news story, Pakistani minister threatens nuclear war with Israel

Artiklen som ledsager tv-nyhedsindslaget, indledes sådan her:

(CNN) - A fake news story led to threats of nuclear war between Pakistan and Israel on Christmas Eve.
   In an article published by AWDNews on Tuesday December 20, former Israeli Defense Minister Moshe Yaalon was quoted as threatening to destroy Pakistan if it sent troops into Syria.
   "We will destroy them with a nuclear attack," the article quoted Yaalon as saying. There is no evidence Yaalon ever said those words.

Se og læs mere her:

http://edition.cnn.com/2016/12/26/middleeast/israel-pakistan-fake-news-nuclear/

Men hvorfor hopper vi på den - folk - selv de klogeste og mest kritiske modtagere - når vi modtager og viderebringer/deler en opdigtet nyhed? Hvorfor lader vi os fuppe?

   Svaret blæser heldigvis ikke i vinden. 

  Det er nemlig et spørgsmål som Videnskab.dk prøver at besvare i en fyldig artikel fra den 24-01-17 - under overskriften:

Hvorfor hopper vi på falske nyhedshistorier?

Manchetten lyder:

'Clinton styrer en pædofilring fra et pizzaria', 'Paven stemmer på Trump' og 'Falske Hilary-stemmesedler fundet på hemmeligt lager'. De falske nyheder truer med at underminere den demokratiske proces, og vi ser allerede de store konsekvenser, de opdigtede historier kan få i den virkelige verden.

Artiklen er skrevet af  professor S. Shyam Sundar, Afdelingen for kommunikation og medieeffekter, Pensylvania State University.

   Han skriver at en af de gængse psykologiske forklaringer er den såkaldte "bekræftelsesbias", dette at vi har en tendens til at godtage information der understøtter de synspunkter og meninger vi i forvejen har.

  Men den er utilstrækkelig, for den kan ikke forklare hvorfor vi - også - hopper på nyhedsløgne der ikke er (parti)politisk forankrede:

En mere sandsynlig forklaring er vores relative uopmærksomhed på nyhedskildens troværdighed.

Shyam Sundar fortæller om eksperimenter der viser at læserne ikke lader til at bekymre sig særligt meget om den journalistiske kilde og dens troværdighed som vi ellers traditionelt opfatter som den afgørende professionelle dørvogter ('gatekeepers') der via sit forarbejde sikrer og garanterer 'varedeklarationen' på mediehistorierne: at det er den for tiden bedst opnåelige sandhed om sagen eller begivenheden.

Det er denne laissez-faire-holdning, der, sammen med vanskeligheden ved at sortere nyhedskilderne, er den bagvedliggende årsag til, at så mange af os tror på de falske nyhedshistorier.

Hvad er problemet ved at forholde sig laizze-faire-agtigt til nyhedskilderne når de traditionelle dørvogtere har mistet deres autoritet?

   Ja, det kan simpelt hen bare være mængden af forskellige kilder bag en given nyhed som man jo så i princippet alle skulle forholde sig kritisk-skeptisk til:

Forestil dig, at du tjekker Facebooks nyhedsfeed og ser noget, som en af dine venner har delt: Det er en politikers tweet af en avisartikel.

   Her består kæden faktisk af fem kilder (avis, politiker, Twitter, ven og Facebook).

   De spillede alle en rolle i transmissionen af meddelelsen og tilslører identiteten af ​​den oprindelige kilde. Det kaldes 'kilde-lagdeling' og er et fælles træk ved vores online nyhedsoplevelse.

Det ligner jo slående den situation jeg oplevede for et par dage siden, kan jeg indskyde her.

   Spørgsmålet er så hvilken af disse kilder læserne oplever som 'de vigtigste kilder':

Dette spørgsmål nærmede mine elever og jeg os ved at analysere nyhedssites af varierende troværdighed: Yahoo News med høj troværdighed og Drudge Report med lav troværdighed.

  Disse to websteder enten linker ofte til eller genudgiver artikler, der stammer et andet sted fra.

   Vi ville gerne afsløre, hvor ofte læserne var opmærksomme på de originale kilder i historierne, som optræder på disse hjemmesider.

  Vi fandt, at læserne kun er opmærksomme på kildekæden, hvis emnet virkelig er vigtigt for dem.

Det kan jeg bekræfte. Sådan har jeg det også.

Ellers bliver de let påvirkede af kilden eller webstedet, der gengiver eller slår historien op – med andre ord det medie, der leverede dem historien.

   Det er derfor ikke overraskende, at vi hører folk fortælle, at de får deres nyheder fra forskellige 'kilder', der ikke skriver og redigerer nyhedsartikler: Verizon, Comcast, Facebook eller deres venner.

   Vores venner er ofte de nærmeste kilder, når vi læser online nyheder.

   Vores kognitive filtre svækkes, fordi vi som regel stoler på vores venner, hvilket også er skyld i, at de sociale medier er grobund for, at falske nyhedshistorier sniger sig ind i vores bevidsthed.

Det kan jeg som jævnlig Facebook-bruger og -deler også bekræfte.

Vores jævnaldrendes overbevisende appel over eksperterne er yderligere forstærket af, at vi har en tendens til at være mindre på vagt, når vi støder på nyheder i vores personlige sfære.

I øvrigt minder jeg om den meget oplysende bog af nobelprisvinderen Daniel Kahneman: "Thinking, Fast and Slow', som ved at skelne mellem to "tænkeformer" får demonstreret en, synes jeg, meget oplysende forklaring på hvorfor det oftere og oftere går galt med sandheden, både for journalister og brugere - helt uanset om de sociale medier også vrimler med falske nyheder eller ej. 

Jeg har tidligere skrevet en serie indlæg med kritiske analyser af aktuel journalistik, med kreativ brug af hans begreber og tænkning.

   Det sidste i serien er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/10/daniel-kahneman-igen-igen-nu-ogsa-fra.html

Artiklen fra Videnskab.dk kan læses i sin helhed her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-hopper-vi-paa-falske-nyhedshistorier?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=44aadf78d1-EMAIL_CAMPAIGN_2017_01_24&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-44aadf78d1-239790449

Den 8. september 2016 bragte Information en artikel som grundigt og nuaceret diskuterede og analyserede begrebet om 'det postfaktuelle samfund'. Artiklen er skrevet af Christian Bennike og har overskriften:

Det, mange kalder ’det postfaktuelle samfund’, kunne lige så godt kaldes demokrati

Underrubrikken lyder:

Engang var millioner af mennesker afskåret fra at tale, nu kommer de til orde – på én gang. Og det er ikke kun et problem

Et af argumenterne som fremhæves til at slå de bekymrede oven i hovedet med, er det ældgamle: "Det er der ikke noget nyt i", fremfør af kloge folk som professor Frederik Stjernfelt, Aalborg Universitet, professor Niels Ole Finnemann, Aarhus Universitet, og Nikolai Thyssen, som er direktør for det mobile seriøse nyhedsmagasin Føljeton.

   Men  hvorfor skulle man dog tro på dem? Det at der "ikke er noget nyt" i fænomenet betyder vel ikke automatisk at der så ikke er noget at bekymrer sig om. 

    Jeg gør i hvert fald.

Denne rasmus-modsat artikel fra Information kan læses i sin helhed her:

https://www.information.dk/kultur/2016/09/kalder-postfaktuelle-samfund-lige-saa-godt-kaldes-demokrati

Mit tidligere indlæg i serien kan findes her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/search?updated-min=2017-01-01T00:00:00%2B01:00&updated-max=2018-01-01T00:00:00%2B01:00&max-results=3

Hvordan virker jobbet som 'klikarbejder' på dem der udfører 'indholdsmoderation' i it-virksomheder, og hvorfor kan det være en alvorlig mental belastning?

http://startearningonlinenow.com/clickworker-review

En stor artikel - 3 siders opslag - i Information (25/11) fanger min opmærksomhed. I avisudgaven har den denne citat-rubrik:

'Det er ikke et fysisk krævende eller farligt job. Men der er andre farer' 

I netversionen har den en kortere og mere slagkraftige overskrift:

Mit liv som klikarbejder

Den lidt længere manchetten i avisudgaven lyder:

Tusinder af asiater fjerner billeder af døde mennesker og porno fra dine feeds på Facebook. Det er ’vor tids samlebåndsarbejde’, siger en forsker, som sammenligner fænomenet med outsourcing af hårdt og underbetalt arbejde inden for industrien. Information har taget et job som klikarbedjer for at undersøge bagsiden af det digitale arbejdsmarked - og har blandt andet arbejdet for en danskbaseret virksomhed.

Artiklen er skrevet af Otto Lerche Kristiansen, en journalist hvis artikler i Information jeg husker at have læst flere af. Og er blevet klogere af at læse.

   Plottet og opbygningen er sådan set velkendt fra moderne journalistisk reportage: en blanding af 1) en fortløbende - fortællende - personlig oplevelses- og erfaringshistorie  med journalisten selv som subjekt, 2) interviewskvenser fra interviewpersoner som har erfaringe med, ansvar for eller har ekspertviden om historiens emne, 3) baggrundsinformationer - historie, statistik - hentet fra skrevne kilder.

   Det er i artikelformat samme plot-mix som den bedste danske videnskabsjournalist Lone Frank har brugt i de fleste af sine velskrevne og flot anmeldte bøger, fx 'Mit smukke genom' og 'Lystens pioner'.

Som oprindelig lingvist er jeg en hund efter nye ord - især hvis de refererer til noget virkeligt nyt - og ikke bare er eufemismer fra spindoktorernes og politikernes retoriske værksteder.

   I manchetten er det ordet...

''KLIKARBEJDER"

Jeg ved ikke hvad det betyder, det må være oversat fra engelsk,  og jeg gætter lidt diffust: en person hvis rutineprægede arbejde er at klikke på noget på internettet.

   Åbenbart er det noget der i de senere år er blevt outsourcet til udlandet - nærmere bestemt Fjernøsten, ligesom tidligere industrielt samlebåndsarbejde er blevet det.

   Men hvem, hvad, hvor, hvornår og hvorfor? Og hvilke farer skulle der ligge i det?

   

Ganske rigtigt: det engelske ord er 'clickworker' eller 'crowd worker' og det arbejde de udfører, er en form for intern censur, kaldet 'commercial contentmoderation' som der skulle være mindst 100.000 mennesker over hele verden der arbejdede med.

   Arbejdet som 'indholdsmoderator' er som sådan omgærdet med konventionelt kommercielt hemmelighedskræmmeri og tavshedklausuler.

   Så journlisten kan kun finde en udvej for at undersøge forholdene for denne arbejdstyrke nærmere:

 Ved at blive en del af den.

   »Vi er hele tiden på udkig efter nye folk til at løse opgaver,« skriver Crowdflower på deres hjemmeside.

  »Kom med på holdet.«

   Jeg sad foran min computerskærm på Informations redaktion og overvejede, hvordan jeg kunne komme i kontakt med nogle af de anslået 100.000 online moderatorer, da jeg læste om Crowdflower.

   Den amerikanske virksomhed formidler millioner af mindre opgaver mellem arbejdsgivere og såkaldte crowd workers eller clickworkers over hele verden. Det kan være alt fra transskribering af tekst over vurdering af kommentarer på sociale medier og indsamling og kategorisering af data til vurdering af relevansen af søgemaskineresultater. Deraf navnet microtasking.

   Crowdflower laver også indholdsmoderation og bliver ifølge virksomhedens hjemmeside brugt af blandt andre Youtube og IBM – og en danskbaseret virksomhed.

   Jeg tilmeldte mig på Crowdflowers hjemmeside og modtog kort efter en velkomstmail.

Arbejdet går ud på at se en masse 'problematiske' hjemmesider igennem og klassificere dem efter hvor meget (=high risk) eller lidt (=low risk) 'upassende' deres indhold er, fx hvad angår pornografisk indhold - eller fx nazi-indhold og hate speech. Og derrmed hvor risikablet det er at formidle for fx et socialt medie som Facebook.

   Og man får betaling for hver fem hjemmesider man klassificerer: 21 ører. 

   Men først skal man gennemgå en test for at firmaet kan afgøre om man er egnet til - dvs. har sanseapperat og hjerne som er kvalificeret til hurigt at ettikettere indholdet i tvivsomme hjemmesider.

   Sådan en test gennemgår Otto Lerche Kristiansen også. Og består.

En forsker i området 'indholdsmoderation' fra University of California, Sarah Roberts, bliver interviewet. Hun har udspurgt en række klik-arbejdere om hvhvorfor de har valgt det arbejde, hvad deres løn var, hvordan de er blevet pyskik påvirket af det. Og især spørgsmålet om ...

Hvilken type af stødende indhold stødte de på i deres arbejde?

   Det korte svar er:

   »Alt.«

   Det lange svar giver Sarah Roberts over telefonen fra Los Angeles. Det kan være patriotisk hadtale eller nazipropaganda, angreb på homoseksuelle eller meget voldsomme kommentarer:

   »Død over jøderne! Død over muslimer! Den slags,« siger hun.

   »Det er også videooptagelser af overgreb: voksne, der misbruger andre voksne; slåskampe; voksne, der misbruger børn fysisk eller seksuelt; folk, der mishandler dyr for at få en fornøjelse ud af det; optagelser fra krigszoner i hele verden.   Internettet har det hele.«

    Det kan være svært at forstå, hvorfor nogen skulle bruge tid på at lægge den slags billeder eller tekst på nettet, men som Sarah Roberts siger:

   »Internettet indeholder alt det bedste og alt det værste ved os mennesker, og der er altid nogen, som vil sende det ud og distribuere det.«

   – Hvad siger moderatorerne om deres reaktioner?

   »Det er nok ikke svært at forestille sig, at det er et hårdt arbejde.«

   – Hvorfor er det hårdt?

   »Hvis man tænker på det materiale, som jeg lige har beskrevet, hvis man er nødt til at se det igen og igen og igen, fordi det er dit arbejde, er det meget svært.«

   – På hvilken måde er det hårdt?

   »Det er hårdt psykisk. De fysiske forhold er ofte fine – det er sådan set bare et kontorjob og på den måde ikke hårdt på samme måde, som det er hårdt at stå ved et samlebånd, hvor man måske mister en finger.

   Det er ikke et fysisk krævende eller farligt job, men der er andre farer, og det er følelsesmæssigt drænende at kigge på den her type indhold uden at kunne se nogen ende på det.«

   – Hvad er konsekvenserne for arbejderne?

   »Det kan være problemer med at sove eller indgå i sociale sammenhænge. Man kan ikke lægge arbejdet fra sig efter arbejdstid.

   Men ingen har lavet længerevarende undersøgelser af den her type arbejde, fordi det er forbundet med en høj grad af hemmeligholdelse. Vi ved faktisk ikke, hvad de langsigtede konsekvenser kan blive.«

Nogle former for klik-arbjede er ikke så emotionelt og mentalt hårdt, fx det at transkribere fra tale til skrift. 

   Men I slutningen af artiklen får vi så en konkret, men anonym case til at illustrere problemet hvor 'psykisk belastende' dette klik-arbejde kan være:

En indholdsmoderator fra Italien, som ønsker at være anonym, siger til Information, at hun i en periode arbejdede med at moderere kommentarsporet i en større italiensk avis, men måtte stoppe efter mindre end tre måneders arbejde.

   »Jeg var på arbejde fire timer af gangen og læste måske 3.000 eller 4.000 beskeder i løbet af sådan en dag,« siger hun til Information.

   »Det var typisk sådan noget: »Hvis min datter var lesbisk, ville jeg slå hende«, »Hvis Mussolini havde levet, ville han vide, hvordan man skulle håndtere alle de sigøjnere«, »Jeg ville ønske, at alle de migranter kunne dø i Holocaust.«

   Det var kun fire timer om dagen, men jeg tænkte på de beskeder hele døgnet. Kan du forestille dig at være i et miljø fuldt af disse mennesker hele tiden?« spørger hun. 

Forskeren Sarah Roberts fortæller om to typiske mentale reaktioner: "burn out" og "total følelsesløshed."

Her et link til den glimrende artikel, hvis vinkel først og fremmest er kritisk i forhold til de arbejdsmiljøskader som 'indholdsmoderation' af voldelige, barske, hadske eller pornografiske hjemmesider kan give.

https://www.information.dk/mofo/liv-klikarbejder

Jeg kommer under læsningen imidlertid til at tænke på et andet, mere dybereliggende og grundlæggende spørgsmål som artiklen jo indirekte rejser, nemlig dette:

Hvorfor er den slags samlebånds-censur-internet-arbejde så belastende at det kan give samme emotionelle og mentale symptomer som man ellers kender fra det arbejde som stressede sygeplejersker, lærere, pædagoger og fængselsbetjente udfører: et arbejde hvor det der belaster og slider i det lange løb, er tæt og personlig ansigt-til-ansigt omgang med andre mennesker hvis adfærd, liv og velfærd man har et professionelt ansvar for. 

   I øvrigt er det også typisk den slags psykiske arbejdsmiljøskader som pressede og stressede nyhedsjournalister relativt ofte bliver ramt af, minder jeg lige om.

Her vender jeg tilbage til nogle af de grundspørgsmål som i de første år drev mange af mine indlæg her på bloggen:

   Hvad foregår der i hjernen (og i kroppen)  når vi læser en historie, eller hører en radiofortælling, eller ser film og tv-indslag?

   Spørgsmålet pressede sig på for mig når jeg kastede erindringens spørgende blik tilbage på det arbejde jeg en stor del af min faglige karriere har haft - at undervise i hvordan man så effektivt og virksomt som muligt kunne skrue tekster historier og (levende) billeder sammen så de fængede, fangede og fastholdt publikum. Og altså mærkede publikum mentalt  ved hjælp af greb og teknikker fra retorik, fortælleteknik og dramaturgi og æstetik.

    Det var spørgsmålet om der var videnskabelig empirisk evidens for sandheden i påstandene om den mentale 'impact' - virkningen - hos publikum, påstande som jeg  med stor autoritet og succes havde fremført igennem et langt livs kurser for lærere, journalister, mediefolk - og i en række velanskrevne fagbøger og artikler.

Det overordnede begreb er 'simulering' eller 'simulation'.

   Vores hjerne oplever og forstår hvad andre mennesker har skrevet, hvad andre mennesker fortæller, og hvad de ser andre mennesker gøre, ved i bestemte dele - 'netværk' - at simulere de verbale, lydlige og visuelle input de får som har disse andre menneskers adfærd som sensorisk og perceptionel kilde.

   Men hvad betyder simulering eller simulation så i den her forbindelse? -Ordborgen siger:

Simulation er en imitation (efterligning) af noget virkeligt, tingenes tilstand eller en proces. At simulere er at lade som om, forstille sig, foregive, skrømte.

'Simuleringen' sker dels i det neurale netværk i hjernen som er udgøres af såkaldte 'spejlneuroner', og som aktiveres både når man ser andre udføre en handling, når man selv udfører den - og også - ikke mindst - når man selv tænker på den og taler om den. 

   Den version af 'simulering' menes at forklare den umiddelbare empati som de fleste mennesker oplever ved mødet med et andet menneske som man ellers ikke kender.

   Og dels sker 'simuleringen'  i det netværk i hjernen som har flere forskelige faglige betegnelser: 'default mode', 'task negative', men som i de senere år har fået betegnelsen 'imagination network':

The functions of the imagination network form the core of human experience. Its three main components are personal meaning-making, mental simulation, and perspective taking.

    This allows us to construct meaning from our experiences, remember the past, think about the future, imagine other people’s perspectives and alternative scenarios, understand stories, and reflect on mental and emotional states—both our own and those of others.

Søger man på nettet efter 'simulation theory' så får man mange forskellige hits der helt klart trækker på den moderne neurologiske hjerneforskning.

   Dels én der i Wikipedia findes under betegnelsen "Simulation theory of empathy", og dels én der findes under betegnelsen "Simulation theory of cognition - eller ligefrem "bodied cognition".

'Simulation theory of empathy' har også og ikke mindst med følelser at gøre. Og den sammenhæng udlægger Wikipedia det sådan her, med afsæt i hvordan spejlneuroner fungerer i hjernen - gennem automatisk neurologisk imitation af set eller omtalte eller tænkte handlinger (='motor behavior'):

Shared neural representation for a motor behavior and its observation has been extended into the domains of feelings and emotions. Not only movements but also facial expressions activate the same brain regions that are activated by direct experiences.

   In an fMRI study, same brain regions on action representation found to be activated when people both imitated and observed emotional facial expressions such as happy, sad, angry, surprise, disgust, and afraid.

   Observing video clips that displayed facial expression of feeling disgust activated the neural networks typical of direct experience of disgust.

   Similar results have been found in the case of touch.

   Watching movies that someone touched legs or faces activated the somatosensory cortex for direct feeling of the touch.

   A similar mirror system exists in perceiving pain. When people see other people feel pain, people feel pain not only affectively, but also sensorially.

   These results suggest that understanding other's feelings and emotions is driven not by cognitive deduction of what the stimuli means but by automatic activation of somatosensory neurons. 

Sammenfattet:

    Vi kan ikke lade være med at helt fysisk at 'føle med' når vi ser andre mennesker udtrykke følelser gennem adfærd, herunder ansigtsudtryk, mimik og sprog, fordi den slags iagttagelser via spejlneuronerne aktiverer de følelser vi selv ville have haft hvis vi havde udtrykt os på lignende måde.

Så til 'simulation theory of embodied cognition': 

   Hvad siger den - specielt når det handler om at opleve og forstå indholdet i sproglige udsagn? 

   Det forklarer professor Benjamin Bergen, professor ved University og California, San Diego:

Embodied simulation refers to the possibility that we understand the meaning of language by simulating in our minds the experience that the language describes through memories of our own experiences of that event.

   Bergen points at that we simulate constantly, when we imagine faces of friends or relatives, sounds, music, tastes, smells, and actions through conscious mental imagery. He explains that embodied simulation is a slightly deeper process and the images that we conjure up are ‘just the tip of the iceberg;’ when we simulate we create mental experiences of sense perceptions and actions without them being present.

   The processes that we consciously activate to do this are actually busy even when we are not aware of them. When we practice ‘embodied simulation’ research shows we ‘prod’ those areas of the brain that deal with actions and perceptions that have unconsciously collected all our experiences and actions and reawaken them.

   Meaning and Sensory Perception and Experience are necessary in Language Processing.

Der refereres ikke til det i den her artikel, men de neurologiske processer som aktiveres i hjernen, er - ifølge teksten her - dem der varetages af 'the imagination network', et hjerne-netværk som jo kører derudaf - både når det gælder om at fremkalde erindringer om oplevede situationer i fortiden, om at fremkalde forestillinger om andres bevidsthed som ligner en selv ('theory of mind'), om at aktivere moralske overvejelser og tanker om fremtiden og bedømmelse af andres adfærd. 

   Og ikke mindst når vi sover og drømmer, når vi dagdrømmer, når vi mediterer - og når vi generelt ikke gør spor andet end at lade sindet få utøjlet frit løb ud over sindets stepper vist på den indre skærm:

Bergen said that we understand words partly by creating mental simulations of what it would be like to experience the things being described. We do this by activating previously stored knowledge and emotions about an action or event. 

https://www.decodedscience.org/embodied-simulation-creating-meaning-out-of-language/30165

Her et andet citat der - mere generelt - forsøger at forklare den teori jeg for nogle år siden faldt for, og som - med et lidt belastet begreb - handler om at man kan læse tanker og føleser hos et andet menneske som man jævnligt omgås gennem følsom og åben simulering - og deler erfaringer og 'kultur' med; det centrale begreb ar 'mentalization' eller 'mentalizing': 

S(imulation)T(herory) (...) (in its original form) says that people employ imagination, mental pretense, or perspective taking (‘putting oneself in the other person’s shoes’) to determine others’ mental states.

   A mentalizer simulates another person by first creating pretend states (e.g., pretend desires and beliefs) in her own mind that correspond to those of the target. She then inputs these pretend states into a suitable cognitive mechanism, which operates on the inputs and generates a new output (e.g., a decision).

   This new state is taken ‘off line’ and attributed or assigned to the target. 

http://fas-philosophy.rutgers.edu/goldman/Simulation%20Theory.pdf

Lad os så vende tilbage til vores klik-arbejdere der får betaling for at gennemgå en masse hjemmesider for at se om de i en eller anden forstand er pornografiske, og skal gennemgå en masse kommentarspor på de sociale medier for at vurdere om de er udtryk for 'hate speach'. Og som efter et stykke tid kan oplev mentalt "burn out og total følelsesløshed."

   For at minut efter minut, time efter time, dag efter dag mentalt at kunne udføre disse afkodnings- og kontrolfunktioner, så må disse arbejdere  mobilisere, aktivere og veksle mellem to  former for simuleringsmekanismer i hjernen: én type der helt automatisk forbinder andres fysiske handlinger, intentioner og følelser som de kommer til udtryk og kan ses og høres, med vores egne tilsvarende adfælrd (via spejlneuron-netværket), og en type der mere bevidst forbinder vores forestillinger om os selv og vores episodiske erindringer med vores forestillinger om andre og deres perspektiv på sig selv og verden (via default mode-/imginationsnetværket).

   Herfra er det ikke svært at forstå hvad det kan bevirke over tid at skulle arbejde på den måde og løbende at blive eksponeret for den slags kommunikativt krævende input, nemlig det fagfolk omtaler som kognitiv, emotionel og sensorisk overbelastning (='overload'): "mental burn out og total følelsesløshed.

   Et type arbejde jeg kun kan fraråde man påtager sig i længere tid, selv om det umiddelbart kan se ud som et relativt nemt arbejde.

   Reaktionerne og effekten kan minde om det man professionelt omtaler som "stress overload" som er en fysiologisk konsekvens af at kroppen og hjernen hele tiden er i en slags alarmtilstand:

Stress Overload is caused when pressures at work or home become so intense, or last so long, that you begin to feel overwhelmed and out if control. This happens when the hypothalamus continually releases adrenaline and cortisol into the bloodstream, which causes the body to react by increasing blood pressure and heart rate, opening blood vessels wider to allow more blood to be pumped to major organs, and large muscle groups, and glucose to be released by the liver to increase energy and stamina due to ongoing stress in one’s life.

http://1st4stress.com/Stress/What-Is-Stress-Overload.html

'Textrovert' - om et nyt ord for mennesker der er mere udtryksfulde på nettet end ansigt til ansigt - og nogle erindringer

Det var en artikel i en af mine aviser der introducerede mig til ordet "textrovert". Jeg syntes det var interessant, både fordi det jo afspejler nogle tendenser omkring personlighedstyper i forhold til de nye digitale medier, men også fordi det er noget jeg faktisk er stødt på mange gange i mit liv som som underviser og forsker.

   Og i øvrigt kender fra mig selv.

Ordet 'textrovert' er tydeligvis lavet ud fra en kendt psykologisk personlighedsmodsætning: 'ekstrovert' over for 'introvert'. 

   Har man en udadvendt personlighed eller en indadvendt? - noget man kan finde ud af ved at besvare nogle spørgeskema-tests på nettet.

   Og man kan vel umiddelbart gætte sig til en betydning af ordet 'textrovert' som noget i retning af en person som er særlig ekstrovert når han skriver 'texter', men tilbageholdende i direkte ansigt til ansigt-situationer.

Men hvad betyder det egentlig? 

   På hjemmesiden "urbandictionary.com" finder man denne definition:

1. One who feels an increased sense of bravery over texting, as opposed to in person.

2. One who will often only say what they really feel over text messages.

Ditte Giese som skrev artiklen i Politiken for et par dage siden opregner i en særskilt boks syv punkter som tilsammen skulle være en slags kendetegn på om man er en 'textrovert':

1. Du synes, det er anmassende, når folk ringer, men besvarer mails, Messenger og sms’er døgnet rundt.

2. Når du er i selskab med levende mennesker, kan du godt savne den stille mere uforpligtende kommunikation på nettet.

3. Du tænker i tweets på 140 tegn og går konstant og formulerer statusopdateringer og sjove hashtags inde i hovedet.

4. Du har aldrig scoret til en fest, online-dating er du derimod en haj til og tør altid byde op til facebookflirt.

5. Du vil helst tage alle former for konfrontation og konflikt skriftligt.

6. Du har altid et hav af uaflyttede telefonsvarerbeskeder, der starter med et ’ih, du er svær at få fat på’.

7. For det meste ved du ikke, hvad du føler, eller hvad dine holdninger er, før du begynder at skrive dem på skærmen.

Nogle af punkterne kan jeg umiddelbart genkende fra mig selv. 

   Hellere mail end telefon; jeg opfatter en telefon som socialt påtrængende, både når jeg bliver ringet op, og når jeg selv ringer op. 

   Hellere konflikt og konfrontation på skrift end ansigt-til-ansigt; faktisk er jeg ret god til at konflikte på skrift, men ret så konfliktsky i mundtlige situationer. 

   Og ofte får jeg viden om og indsigt i mig selv når jeg skriver bøger, artikler og blogindlæg, viden som jeg må have haft ubevidst, men først får gjort bevidst når jeg sidder ved tangenterne.

Hovedartiklen i Politiken - også af Giese - har denne rubrik og underrubrik:

Lever vi i de textrovertes tidsalder?

Nogle mennesker har det bare bedre med at tage samtalen skriftligt end over telefonen.

Hendes definition på en 'textrover' lyder:

1) person, der ofte er mere ærlig, skarp og sjov på skrift end ansigt til ansigt

2) person, der ofte er genert og introvert ’ude i virkeligheden’, men en højtråbende og underholdende på de sociale medier

En af de cases artiklen referer til og citerer er Maren Uthaug som er tegneren bag Politikens faste tegneserie nummer to, den på bagsiden af kulturtillægget:

 

Hun bliver - naturligvis - interviewet på skrift, og fortæller pr mail at hun oplever at hun er dårlig til den uforpligtende small talk-samtale i ansigt til ansigt-situationer, mens hun altså samtidig tegner sin daglige stribe, skriver hyppige blogindlæg, forfatter bøger og er aktiv på Facebook.

Uthaug skriver, at det ofte er »en skuffelse for folk at møde mig i virkeligheden«.

   »Jeg oplever tit en lidt sitrende forventning til, at jeg skal sige noget sjovt og have en kæk kommentar til alt. Men jeg er pissegenert, når jeg møder folk, jeg ikke kender. Måske mest fordi jeg ikke er skabt med det gen, der gør en i stand til at smalltalke. Så det bliver sådan lidt: Enten taler vi om, hvor meget pik jeg fik i går, eller også taler vi slet ikke. Det bliver så som regel til ’slet ikke’«, tikker det ind på Messenger.

   Maren Uthaug skriver, at hun som en sand textrovert kan behandle mange af de ting skriftligt og visuelt i sit arbejde, som hun slet ikke ville kunne live.

   »Jeg tror, at forskellen på tegne-skrive-mig og tale-IRL-mig er, at når jeg tegner og skriver, behøver jeg ikke tage hensyn til andre. Jeg kommer ud med, hvad jeg synes er sjovt, relevant eller vanvittigt. Når jeg møder folk, bliver jeg jo nødt til at tage hensyn, smalltalke og få dem til at føle sig o.k., huske at smile og spørge til katten. Når jeg sidder bag min skærm, kan jeg skyde katten, tage en kop kaffe og tegne en pik. Giver det mening?«, skriver hun og følger straks op:

   »Jeg tænker tit på min stribe som min lille terapistund, hvor jeg ikke behøver opføre mig ordentligt. Alle burde have sådan et lille hjørne, hvor man har fri«. 

Det som slår mig her, er at Uthaug simpelt hen tænker og oplever sig selv som to personer i de forskellige situationer: en hvor hun ikke behøver at tænke på andre end sit eget behov for at udtrykke sig, og en anden person som hele tiden er optaget af at gøre andre tilpas. Og det sidste hæmmer, mens det første kan opleves som en slags afslappende terapi. 

En anden case i artiklen, forfatteren Olga Ravn, er mere differentieret, idet hun skelner mellem sin litterære forfatterpersonlighed og den personlighed som kommer ud på skrift i de sociale medier:

Lidt i samme genre står det til ovre hos forfatter Olga Ravn, der ud over at skrive bøger, digte og oversætte bøger er ret aktiv på de sociale medier, har en blog og udtrykker sig i gifs. Hun synes, at der er forskel på den textrovertes leg og litteraturen.

  »I den litterære skrift føler jeg mig som en fremmed, som ingen kender, rasende og alene, og ofte ønsker jeg, at ingen af de mennesker, jeg har i mit liv, nogensinde læser de skønlitterære tekster, jeg skriver«, mailer Olga Ravn om sit litterære alterego.

  Men det alterego adskiller sig en del fra hendes onlinestemme. Onlinestemmen er den, der live-tweeter fra Nordisk Råds prisuddeling og skriver sjove pip som: »Brit Pop er død og ligeså James Joyce«, eller »står og svarer på vigtige mails i kantinekøen i Ikea søndag kl. 12«.

   »I den sociale skrift (okay, nu har jeg åbenbart lige opfundet begreberne ’social skrift’ om sms’er og sociale medier og ’litterær skrift’ om bøger til lejligheden ...) kan vi lege med, at vi opfører os anderledes end ellers, skabe os selv på ny, være kække og følsomme – men det er altid på en eller anden måde i samspil med, at vi udtaler os ’på egne vegne’. Det gør man ikke nødvendigvis i den skønlitterære skrift, udtaler sig på egne vegne«, skriver hun.

Jeg har jævnligt skrevet om forfatteres og kunstmaleres oplevelser i barndom og ungdom, og den sammenhæng jeg tror der er mellem de oplevelser af tab af forældre og fremmedgørelse i forhold til skolekammerater på den ene side, og så det at de udvikler den særlige kreativitet som senere kommer til udtryk i deres kunst.

   Jeg er forholdsvis sikker på at mange af dem vil kunne nikke genkendende til Olga Ravns beskrivelse og skelnen, og lige så sikker på at nogle af dem aldrig kunne forestille sig at gå på Facebook eller skrive blogindlæg, mens andre har det helt fint med det.  

   Så man bør nok skelne mellem to typer af textroverthed: type 1, som primært findes hos mennesker der føler sig meget frie til udtrykke sig på skriftligt på de sociale medier velvidende der er en masse venner der læser med, mens de er mere eller meget introverte og mundlamme i mundtlige situationer. 

   Og så textrovert, type 2, som er mennesker der udtrykker sig gennem kunstnerisk fantasivirksomhed, og som gør det som en særlige måde at erkende på, hvor man netop er fri for at tage hensyn til andre, og som måske - måske ikke - også er type 1-textroverte. 

Hvis jeg tænker på mine erfaringer som underviser af skrivende journalister, så kan jeg huske at det meget tidligt - i midten af 70´erne - slog mig at mange af de velskrivende journalister jeg mødte på kurserne, i de mundtlige ansigt til ansigt-situationer var meget tilbageholdende og faktisk virkede ret så generte. Og jeg kan huske at jeg blev overrasket over den distance der var mellem deres fremtræden på skrift og mundtligt-privat.

   Når de tog den skrivende journalistkasket på sig, så trak de på en textrovert side af deres personlighed som ikke hang særlig godt sammen med deres begrænsede mundtlige udtryksrepertoire. 

   Fra min gymnasietid husker jeg især én kammerat som var meget dårlig til at formulere sig mundtligt i klassen, men hvis stile var skrevet i et sprog så man kunne høre englene synge. Jeg kan huske at jeg undrede mig.

TV-dokumentaristen Poul Martinsen fortæller om sig selv i sin barndom at han var ret genert, men at han opdagede at han var meget bedre til at skrive end til at fortælle noget mundtligt. Og at han derfor blev journalist.

   Inden han begyndte som tv-tilrettelægger var han i en række år en fremragende skrivende feature-journalist på Politiken, og han var også en glimrende interviewer, men han havde store problemer med at få de sociale relationer med fremmede mennesker til at fungere under private ikke professionelle former.

   I min bog om ham fortæller han da jeg giver ham stikordene 'ensomhed' og 'isolation' som er tilbagevendende temaer i han udsendelser:

Professionelt har jeg jo ikke svært ved at komme i kontakt med andre mennesker. Jeg kan sætte mig ned hvor som helst, og i løbet af ingen tid sidder de og fortæller mig deres livshistorie. I privatlivet, det har du jo også oplevet, der er jeg meget sky, kan man sige, og jeg gør mig store overvejelser om hvor jeg nu skal gå hen, hvem jeg skal sætte mig ved siden af, om jeg skal ....Faktisk er jeg på en måde ret isoleret.

En af mine gode venner som jeg i en længere periode underviste sammen med, fortalte mig at hun oplevede at jeg simpelt hen blev en helt anden, mere udadvendt, skarp og mere morsom personlighed når jeg stillede mig op og UNDERVISTE et hold, end når vi var sammen under private former.

I Politikens artikel inddrages en enkelt ekspert, Lars Lundmann, der er psykolog med ph.d. i personlighedspsykologi og arbejder med personvurderinger. Han siger om dem der er textroverte type 1:

»Meget af vores adfærd på nettet er styret af, at vi gerne vil have anerkendelse og likes. Derfor skriver vi ikke: ’Jeg har lige vasket hår’, for det er kedeligt. I stedet smører vi ofte lidt tykt på og selekterer i vores oplevelser. Modtageren i den anden ende kender dig måske kun fra disse korte statements og tænker: ’Sådan er hun altid, hun har det altid sjovt’. Men det er selvfølgelig en overgeneralisering, når det kun er baseret på 20 tweets«, skriver han i en mail.

Han mener, at de textroverte - og det må gælde både type 1 og type 2 - godt kan lide den kontrol af kommunikationsituationen der ligger i at skrive:

»Du har selv kontrol over situationen. Hvis du ikke gider mere, kan du bare lukke computeren. Men hvis du taler i telefon og smider røret på, når din veninde er irriterende, hører du nok ikke fra hende det næste halve år. For mange er det mere afslappende selv at kunne bestemme, hvad vi taler om via statusopdateringer, uden at blive afbrudt«.