Niels Franks dobbelte jeg - om selvfortællingens balstyrige dramaturgi

For godt halvandet år siden var jeg vejleder for et speciale hvor de specialeskrivende journaliststuderende som et forsøg skrev et stykke fortællende journalistik i jeg-form. Vel at mærke en jeg-fortælling hvor det ikke var journalisten der var fortællingens 'jeg' (som i Gonzo-journalistikken, på dansk eksemplificeret ved Morten Sabroe) men to hovedpersoner i en alvorlig trafikulykke.

   Den journalistiske fortælling ville sådan set have været "lige efter bogen" hvis den havde været skrevet i 3. person, som er den objektiviserende fortællerposition som lærebøgerne i fortællende journalistik anbefaler.

  For at have noget teori at referere til, inddrog de studerende - begavet - ghostwriterens rolle - når han/hun hjælper en kendt person med at skrive en selvbiografi. Jeg-et i en spøgelseforfattet selvbiografi er jo nemlig ikke journalistens 'jeg', men den kendte persons. Men bag fortæller-jeg´et  står en anonym formende og strukturerende fortælleinstans - metaforisk beskrevet som. "et skrivende spøgelse" - hvis fortrængte jeg svæver rundt i fortællingens mørke og kringlede kroge.

   Et relativt aktuelt og kendt eksempel er den svenske fodboldspillers selvbiografi 'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' - 'fortalt til David Lagercrantz'.
    Lagercrantz var dog ikke særligt anonym, men et særdeles nærværende og i offentlighedens lys fremtrædende spøgelse.

Disse associationer er foranlediget af Politikens kronik i lørdags, forfattet af Niels Frank, tidligere rektor for Forfatterskolen. Digter og essayist. Rubrikken:

Jeg har ladet mig fortælle

Manchetten lyder: "Selvfortællingen er blevet en populær genre, ikke mindst med mammutudgivelsen 'Min Kamp'. Men i selvfortællingen bliver al skæbnesnak gerne til en myte om selvet, for det er netop ikke forfatterens historie, der fortælles, men figurens." Et set up der forventer svar.

   Hvilke myter og eventyr svæver rundt som skygger mellem linjerne i Niels Franks kronik, spørger jeg mig selv - efter en hurtig gennemlæsning af kronikken. 

Kronikken indledes med et anskueligt eksempel på at et 'jeg' bliver et spøgelse i sin egen fortælling og maskerer sig ved at fortælle i 3. person:

I midten af 1990’erne, da jeg begyndte at tumle med ideen om at skrive det, jeg kaldte min ’levnedsskildring’, var det stadig så bandlyst at bruge af hovedstolen, at jeg følte, jeg måtte maskere mit jeg, f.eks. ved at skrive det om til tredje person.

   Resultatet kan ses i et tilfældigt stykke fra ’Livet i troperne’ (1998), der begynder sådan her: »Hvad skilte egentlig hans liv fra en nellikes eller en flues liv?«.

   Her er der tilpas distance til, at det fremstår, som om det er en fiktiv figur, der omtales, ikke forfatteren himself. Figuren optræder endda i datid, så stykket kan lyde som en rigtig fortælling, bekræftet af den næste sætning: »Han gik ud i køkkenet og åbnede et skab, som om svaret lå på en hylde inde i det«.

   På et tidspunkt gav jeg fanden i maskeringen og begyndte at skrive mere direkte på og om mig selv, som hvis jeg havde taget en Ball Pentel og omskrevet den første sætning, så den nu lød: »Hvad skiller egentlig mit liv fra en nellikes eller en flues liv?«. Selv om ændringen kan virke latterligt uanselig, var det, som om et nyt perspektiv åbnede sig, og et svagt øjeblik kunne jeg ligefrem hidse mig op til at tro, at jeg havde skabt en helt ny genre!

   Min levnedsskildring var ikke længere skjult biografisk, den var biografistisk, og selvbiografien var blevet til en fortælling om selvet, en selvfortælling.

Det er jo meget anskueligt - og viser at Niels Frank er en god pædagog. 

   Han refererer til andre betegnelser for den genre som han egentlig ikke vil kalde en genre, men "nogle tendenser": "autofiktion", "performativ biografisme", "dobbeltkontrakt".
    En betegnelse som han ikke har med er "fiktionsfri fiktion", som er en betegnelse opfundet af  litteraturforskeren Han Hauge.
   Historisk mener Niels Frank at genren går tilbage til "Montaignes personlige essays fra slutningen af 1500-tallet." 

   Niels Frank taler ikke om "spøgelser", men om et "skyggespil mellem forfatteren og så den figur, den skrivende har sendt af sted i sin tekst i form af et 'jeg'."

Læg mærke til metaforen "en figur er sendt af sted i form af et 'jeg'." Jeg får associationer til det der i moderne computerspil kaldes en 'avatar', en figur i et fiktivt spilunivers der er repræsenterende stedfortræder for en spiller. Spillet 'jeg'-et er 'figur' i, er også beskrevet metaforisk som 'et skyggespil'.  
   Associationen til et af H.C. Andersens "dybe" eventyr 'Skyggen' presser sig ind over læsningen. 

Niels Frank eksemplificerer nogle kendte selvfortællingers "figurer:

Figuren kan udmærket bære forfatterens navn, f.eks. ’Karl Ove Knausgård’, der husker meget mere, end forfatteren selv ville være i stand til. Men den kan også optræde lettere forskudt som ’Monsieur Jorgen’ i den berygtede scene om kokkens datter i Jørgen Leths ’Det uperfekte menneske’ (2005). Eller det kan være en selvmorderisk udgave af forfatteren som hos Claus Beck-Nielsen, der efter adskillige bortfald nu vist er genopstået som blot og bar Nielsen.

Min association til Andersens skyggen var ikke helt forkert. Skyggen som frigør sig fra sin "herre" og ender med at overtage dennes rolle i virkeligheden, lurer som en undertekst i Niels Franks beskrivelse af hvordan "forskydningen" fra forfatter-jeg til avatar-jeg foregår, idet han til at anskueliggøre konstruktionen anvender den særlige narrative strategi: personificering af den abstrakte 'figur' (det er mine kursiveringer):

Men hvordan opstår de her forskydninger egentlig? De opstår ved, at figuren har fået tilført så meget blod fra forfatteren, at den ikke blot svulmer op (jf. de seks monstrøse bind af Knausgårds ’Min kamp’, 2009-11), men også vokser væk fra forfatteren og gør sig uafhængig af ham, flytter hjemmefra.

   Målet for figuren er at vinke farvel til forfatteren, fordi der af den løsrivelse skal opstå en større, bredere, mere kompleks subjektivitet, end det selvbiografiske jeg nogensinde ville kunne opvise.

   Figuren i selvfortællingen er altså ikke et sandhedsvidne, den er ikke sendt på banen for at komme tættere på virkeligheden eller på sandheden om forfatteren. Figuren kan tværtimod både korrigere og kritisere forfatteren – eller tage livet af ham, som Beck-Nielsen er et eksempel på.

   Afstanden mellem forfatter og figur er udtryk for, at figuren ikke længere har brug for forfatteren, at figuren har overtaget sin egen historie. Figuren halser af sted efter mere og mere frihed, ja, man kan tilmed sige, at selvfortælling simpelthen handler om frihed, herunder ikke mindst den frihed, der går ud på at befri sig fra sig selv.

   I modsætning til jeget i den genkendelige selvbiografi, hvis endemål er at komme hjem, og det vil jo altså også sige hjem til sig selv (f.eks. ved at se traumer, kriser eller bedrag i øjnene), befinder figuren i selvfortællingen sig gerne ude i verden, hvad enten det nu er Port-au-Prince, Bagdad eller Malmø. Og den nyder i fulde drag sin fortabelse, drømmer ikke ét sekund om at vende hjem igen.

   Figuren er også gerne ude af sig selv, den kender hverken mål eller med, men må famle sig frem. Man kan sammenligne figuren med en agent, der af sin overordnede er blevet sendt ud i et ukendt terræn for at opklare en sag, der forekommer vanvittigt uigennemskuelig, fordi den bliver til i selve opklaringen. Og det er den opklaring, man som læser af selvfortælling følger på nærmeste hold.

Det er fornøjelig læsning som Niels Frank her leverer. Der er tale om en virkelig kreativ måde at forklare den særlige tvetydige ide der ligger i de moderne hybride faktionsformer som jeg i flere tidligere indlæg har forsøgt at beskrive og analysere.
   Man mærker at Niels Frank er en rigtig god forfatter, og dette metaforiske og personificerede amokløb over flere afsnit fungerer som en smuk legitimation af fortælleformer som andre gerne vil have udstødt af det gode selskab, idømt bøder og have forbudt på grund af deres tvetydige leg med identiteten.

   Men Niels Frank mener også der kan være tale om en form for selv-forførelse og selv-bedrag - mytolgisering:

Men i selvfortællingen bliver al skæbnesnak gerne til en myte om selvet, for det er netop ikke forfatterens historie, der fortælles, men figurens. Myten er den konstruerede sandhed, den fortælling, forfatteren gerne vil overbevise læserne om.

   Ofte lykkes det til perfektion, og det lykkes ham også at overbevise sig selv. Først når virkeligheden bryder ind med advokater og oprørte familiemedlemmer, begynder vi at ane, at det næppe var den skinbarlige sandhed, vi blev fortalt.

Jeg går på nettet for at se hvor Niels Frank har begrebet "selvfortælling" fra, for jeg mener det er nyt i den særlige betydning han bruger det her. 

  Der er mange henvisninger til den engelske sociolog Giddens, og til at unge bruger 'selvfortællinger' i deres identitetsdannelse. Og mange henvisninger til at denne identitetsdannelse gennem selvfortælling fx sker gennem Facebook-skriverier, og - på et mere voksenplan - at den sker gennem weblogs som denne: 'petersudsigt.blospot.com'.
   Og det må jeg vel nok bekende. Denne blog har for en del indlægs vedkommende karakter af selvfortælling i den betydning Niels Frank definerer.

Endelig er der det med mytologiseringen. Søger jeg på 'avatar' finder jeg følgende beskrivelse af begrebets oprindelse på Wikipedia:

En avatar (sanskrit: अवतार) er i den hinduistiske mytologi en inkarnation (kropslig manifestation) af et højere væsen (guddom), eller den mest ophøjede (Gud) på jorden. Sanskrit-ordet avatāra betyder direkte oversat "nedstigning" (avatarati) og betyder sædvanligvis en planlagt nedstigning til lavere planer med et specielt formål. Udtrykket bruges primært i hinduismen om inkarnationer af Vishnu, som mange hinduer tilbeder som gud. Shiva og Ganesha er ligeledes beskrevet i avatarformen, hvor Ganesha Purana og Mudgala Purana beskriver Ganeshas avatarer.

   Ordet har ligeledes været brugt til at beskrive inkarnationer af Gud eller indflydelsesrige profeter i andre religioner, især dharmiske religioners tradition med at beskrive Jesus som en avatar af Gud.

Et af dogmerne i den dramaturgiske teori jeg har undervist i i mange år, siger at det intensiverer den emotionel dybde og det fascinerende perspektiv i en historie, hvis den som strukturerende og associerende undertekst har myter og/eller eventyr.

   Ringen er sluttet.

Avatar i skolen – grænseoverskridende pædagogik - selvopfattelse som et resultat af metaforisk blending

I Weekendavisens tillæg ”Faktisk” fra den 21. januar støder jeg på en artikel under rubrikken ”I skole som avatar", skrevet af Maj Carboni. Der er to flotte illustrationer af blå avatar-ansigter fra filmen ”Avaatar”. Noget i retning af dette:

Artiklen fortæller om en skole i London-bydelen Islington hvor de tosprogede elever nu får højere karakterer – blandt andet i engelsk – end landsgennemsnittet. Hvad er hemmeligheden? Hvad er forklaringen?

   Et nyt kreativt pædagogisk koncept der skal give de tosprogede elever oplevelsen af at kunne og være noget værdifuldt, og at det at lære foregår på deres præmisser – ikke på de nationale ”engelske”.

   Artiklen leverer en case på den særlige pædagogik, som udnytter blending af den reelle virkelighed og den imaginære digitale verden som internet-spillet Second Life leverer. 

   Hovedpersonen i artiklen er indvandrerdreng – en af dem som meget hurtigt gennem en ond cirkel af negative selvbekræftende forventninger bliver ballademager i klassen, og som stort set ikke får noget ud af undervisningen.

   I det nye undervisningskoncept får han får mulighed for at konstruere sig en avatar i Second Life-universet: en grøn dragemand. I Second Life optræder så også lærerens avatar som giver drengens avatar forskellige opgaver og udfordringer - som f.eks. kræver at han læser manualer og konstruerer en avatarbil i Second Life-virkeligheden, og at han skriver en dagbog om konstruktionsprocessen.

   Ifølge artiklen så kan det fastholde indvandrerdrengene i flere timer at løse den slags engelskkrævende opgaver i deres avatarrolle som de selv har designet og valgt. Og pludselig er de ikke noget problem i klassen.

   Den kreative pædagogiks ophavsmad siger i artiklen: ”Ideen var, at de drenge der altid lavede ballade, kunne få mulighed for at være en anden person, en god elev, i Second Life”

   Og ideen med i undervisningen at indlægge konceptuel blending af de to virkeligheder – den reelle og den imaginære - viste sig altså at virke: Ud af det kommer en ny konstruktiv og lærevillige personlighed.

Hvad har vi gang i her? Det minder jo om måden en metafor virker på: at se og forstå "noget1" fra et domæne i et konceptuelt rum, gennem "noget2" fra et andet domæne i et andet konceptuelt rum. Hvis vi kalder boligudlejer for "noget1" og "haj" for "noget2", og sætter blenderen igang, så får vi det blendede metaforiske udtryk: "bolighaj". Amerikanerne taler om "mapping", som kan oversættes til "afbildning" - vi afbilleder "noget1" gennem "noget2".

Socialpsykologien taler om at et menneskes selvopfattelse og forestillinger om egetværd er styret af omgivelsernes forventninger sådan som de kommer til udtryk i reaktive ord og gerninger. Selvopfattelse og selvværd er altså et produkt af "at se sig selv gennem andres øjne" - det ligner en metaforproces med selvopfattelsen som "mål" og omgivelsernes forventninger som "kilde": blending af ens eget konceptuelle rum: "den jeg ser mig selv som", og omgivelsernes oplevede konceptuelle rum: "den de andre ser mig som". Betydningen af "den jeg jer ser mig selv som" bliver så - ligesom i en metafor - bestemt af  "den de andre ser mig som".
   Artiklens pointe er at den slags processer indgår i det vi metaforisk taler om som "en ond cirkel" eller "en ond spiral" som det er utroligt svært for indvandrerdrenge selv at komme ud af, og for velmenende pædagoger at bryde.

Second Life-pædagogikken gør det muligt for indvandrerdrengen at se og forstå sig selv gennem avataren som han har konstrueret som et positivt selvbillede, og at se og forstå lærerens avatar i Second Life-universet som en der har positive forventninger til indvandrerdrengens avatar. Drengens og lærerens interaktion ses og forstås gennem et andet konceptuelt rum - præcis ligesom en metafor virker.
   Man kan også beskrive det som at indvandrerelevens og lærerens forhold re-frames gennem Second Life-universet.
   Det er også det princip som den managementteori og -teknik der kaldes appriciative inquiery - forkortet AI - bygger på: at medarbejderne oplever at blive set på gennem positivt anerkende øjne.

Avatar, Inception - hypnose og docu-comedy - dramaturgisk blending af flere realiteter

For mange år siden skrev jeg i min bog Faktion som udtryksmiddel et særligt appendix om den type dramaturgi hvor en stor del af spændingen og fremdriften i en film eller et tv-program foregår i kraft af at historien har flere realitetsplaner som spiller sammen og mod hinanden: et metonymisk og et metaforisk. Klare eksempler var f.eks.tv-serien Den syngende detektiv og spillefilmen Dreamchild, men også Den enfoldige morder er kendetegnet ved at udnytte den drivkraft der ligger i at arbejde med flere realitetsplaner i en filmfortælling. 
   Freuds psykoanalyse hvori analyse af drømme er indgangen til forståelsen af ubevidste og ofte uønskede fortællinger og erindringer, er et velkendt eksempel på at det ikke kun snævert er dramaturgien som kan udnytte eksistensen af flere realitetsplaner der belyser hinanden, til at skabe udvikling og frigørelse
   Mytforskeren Joseph Campell har udviklet en særlig teori om myte-fortællinger som har fået navnet "The Heroe' s Journey", der som definerende træk opererer med at en "helt" først introduceres for os i en "ordinary world" - og derefter inspireres eller provokeres til at overskride grænsen til en anden "special world" hvor helten møder eventyret i form af prøvelser, fantastiske udfordringer og magiske modstandere - for så til slut at vende hjem til "the ordinary world", belønnet med ny indsigt i sig selv og verdens indretning og muligheder. 
   Det er altså en teori om fundamental storytelling der grundlæggende bygger på et spil og en bevægelse mellem to realitetsplaner som drivkraften i en universel udviklingshistorie.
   Bogen og filmen Troldmanden fra Oz er et gammelkendt og ofte refereret eksempel. Et stadig helt aktuelt eksempel på udnyttelsen af denne særlige dramaturgiske konstruktion, er Harry Potter-serien. 
   Jeg har for nylig på DVD set to af de film der har gået i biograferne sidste år og som fik meget fine anmeldelser, men film som jeg ikke nåede at se. 
   Det interessante var for mig i hvilket omfang det nu er blevet "mainstream" - af høj filmisk kvalitet - at skabe fortællinger hvor en afgørende del af plot og fremdrift er spillet mellem flere virkelighedsrum. 
   Den ene film er Inception, som jeg har beskrevet i et tidligere blogindlæg ud fra anmeldelserne, og hvis plot kan resumeres sådan: 

In a world where technology exists to enter the human mind through dream invasion, a highly skilled thief is given a final chance at redemption which involves executing his toughest job to date: Inception.

Det er en fantastisk god og spændende film, og den kører fuldstændig efter Campells myterecept. Og ud fra en kreativitets-teoretisk synsvinkel forsøger den jo metaforisk at beskrive hvordan man bevidst kan arbejde med "at inspirerer" folk til at få ideer, nemlig ved at "plante" dem i bevidstheden uden at folk gør modstand fordi de ikke ved at de har været udsat for en sådan kreativ "udplantning".
   Jeg får også nu associationer til hypnose, fordi jeg lige er ved at være færdig med bestseller-krimien Hypnotisøren. Spørgsmålet er: Kan en dygtig hypnotisør gennem hypnose få folk til at få og føde nye grænseoverskridende ideer - også af "den onde" slags? Jeg googler "hypnosis and creativity" og finder på siden: http://www.buzzle.com/editorials/10-17-2005-79057.asp.

True creativity seems to happen by itself because it is a product of the unconscious mind. In fact, the harder you consciously try to be creative, the poorer your creative problem solving skills become. The problem is made worse by self-limiting beliefs ("I’ll never come up with a good idea") and the tendency to analyze and reject any ideas too quickly. Hypnosis can help bypass these barriers that exist at the conscious level and let your unconscious mind come up with the sorts of ideas, solutions and innovations that it is so good at. It is also important that you are relaxed to be creative. In fact, you are most creative when you are asleep – when you dream. Hypnosis allows you to enter this relaxed dream-like state on demand. It used to be that the only way to experience hypnosis was to be hypnotized in a clinical setting. Now, a number of good hypnosis CDs exist that allow you to get the benefits of hypnosis in the comfort of your home. Using a combination of relaxation techniques, visualization exercises and positive affirmations, these CDs can boost your creative problem solving abilities in many aspects of your life.

Det ser i øvrigt ud til at der er en hel "dansk industri" der lever af at sælge bøger, kurser og CD-rommer hvori ideen er at stimulere til kreativ tænkning gennem brug af hypnose. Ja, ja, det vidste jeg faktisk ikke.

Den anden film jeg købte hjem på DVD var AVATAR, som jo fik et ekstra publikumsboost i kraft af at den kunne ses i 3D.
   Også den film og dens plot lever gennem spillet og spændingen mellem to planer: Menneskene er kommet til en anden planet hvor der bo intelligente mennskelignende væsener, men atmosfæren er totalt giftig for jord-mennesker, så for at komme  i nærkontakt med de "indfødte", har man opfundet en slags Avatar-teknik, så man kan besjæle konstruerede humanoide robotter med et levende menneskes bevidsthed (mens det sover), robotter som kan leve og udfolde sig "normalt" i den giftige verden, og som har skikkelse af den indfødte race hvis hudfarve er blå. Hovedpersonen styrer en avatar i den "anden verden", og ender med at komme i et konfliktforhold mellem den verden han lever i, og den virtuelle verden hvori hans avatar er aktiv og dynamisk - og han i rollen som avatar bliver forelsket i en "indfødt" pige. Plottet helt kort beskrives sådan her:

A paraplegic marine dispatched to the moon Pandora on a unique mission becomes torn between following his orders and protecting the world he feels is his home.

Her er det jo meget tydeligt at der er tale om en film som metaforisk udfolder fænomenet conceptuel blending i et dramaturgisk forløb hvor publikum gennem heltens udviklingshistorie selv skal udvikle den tolerance som gør det muligt at de to verdener kan "samleve" og få noget ud af hinanden.
   Inspirationen er klart nok internetspillet og -portalen Second Life, hvor mennesker gennem  avatar-figurer som de styrer og lever igennem i den anden verden, opnår mulighederne for at dyrke og udfolde et imaginært liv som de ikke kan praktiserer i deres virkelige tilværelse.
   Som jeg forstår det, er der også muligheder for at "veksle" fordele opnået i den virtuelle Second Life-verden, til fordele i den virkelige verden, så man også der kan tale om blending af det imaginære og det reelle.

Politiken havde i går en artikel på den faste side de nu har om "medier", en artikel  af Jakob Elkær med rubrikken "Du er, hvor du er". Den fortæller om en ny applikation eller feature ved Facebook som har fået navnet "Places", og som gør at man gennem sin mobiltelefon og med udnyttelse af gps "kan tjekke ind" og dermed hele tiden kan holde sine Facebook-venner opdateret om præcis hvor man er.
   Det omtales også som  en "geosocial tjeneste" i artiklen, og en ekspert fra et webbureau udtaler: "Før talte vi om den virkelige verden og den virtuelle verden som to forskellige ting. Nu smelter de sammen".
   Klar tale - en punch line. Men: Er der med denne "sammensmeltning" tale om blending - altså at der ud af denne geosociale tjeneste kommer ny ideer - nye output-rum. Artiklens svar er faktisk i første omgang: Nej - men hvem ved!''

For at det ikke skal være løgn omtales på den modsatte side en ny tv-serie der har titlen Pokerfjæs. Rubrikken udråber: "Mellem 'Klovn' og virkelighed". Underrubrikken introducerer serien som en genreblanding gennem det blendede udtryk: docu-comedy. 
   Journalisten Henrik Palle fortæller at konceptet er "lige så enkelt som det er effektivt":

Man tager en håndfuld af rigets kendteste mandlige skuespillere samt et par pokerbuffs og monterer disse i en enkelt handling: De skal til Las Vegas og deltage i verdensmesterskaberne i pokerspil af den texanske variant med alt betalt, hvorfor der selvsagt er lagt i ovnen til massevis af druk, ballade, skæg og optrin. En blanding af film som 'Tømmermænd i Las Vegas' og rigtig konkurrence.

Det lyder præcis som det det nok er: et effektivt fortæller- og underholdningsplot der spiller på tvetydigheden mellem fakta og fiktion, og som sikrer et tilpas samspil mellem information, identifikation og fascination: gennem scener, handling med forventninger og overraskelser, modstand, vendepunkter og sandhedens øjeblikke.
   Senere i artiklen filosoferer Henrik Palle over hvad det egentlig genremæssigt er vi har gang i med denne series "kontraktforhold":

Hvad er vi ude i? Er det en opfølger på 'Klovn' med masser af kendte i pinlige situationer? Er det reality? Hvad sker der? Som sædvanlig i disse år er vi ude i en temmelig mudret afart af dokumentaren, hvor  begivenhederne til dels er iscenesat, dialogen scriptet et stykke af vejen, og hvor det hele er instrueret og tilrettelagt. Deltagerne spiller sig selv i strammede udgaver, hvor karakteristiske træk fremhæves uden nogen videre diskretion, så vi ikke er i tvivl om, at eksempelvis Thomas Bo Larsen er en sådan lidt brovtende type, og at kuglestøderen Joachim B. Olsen også i virkeligheden er et brød (selv om han altså stiller op for Liberal Alliance).

Citatet her dokumenterer jo at serien også i den grad falder ind under kategorien faktion, og at serien/programmerne i Henrik Palles optik effektivt og enkelt udnytter de dramaturgiske muligheder der ligger i en tvetydig kontrakt eller en såkaldt "dobbeltkontrakt" med publikum. Såvel Las Vega-setting som konkurrence-plot kan man forudse vil sikre den nødvendige fremdrift og en række vendepunkter og sandhedens øjeblikke.

Mere når jeg ikke lige nu, på vej til Kap Verde - feriedrøm og virkelighed. En uge alene med luftige og solrige kontrakter.