Sense af ugency - har styret en stor del af mine kreative handlinger siden CML-diagnosen

Jeg skrev i det foregående indlæg med det symbolske og metaforiske indledningsord "Deadline", om begrebet/følelsen af det engelske "Senese of Urgency", som et fænomen der kan fremskynde og stimulere kreative processer.
   En følelse af at "nu haster det"  har jeg oplevet i stadig stigende grad siden  jeg for 2-1/2 år siden fik stillet diagnosen CML:
   Grundspørgsmålet: Hvad skal du have nået inden du når frem til svingdøren der kun går udad?

Det overordnede svar har været: Overskride mine personlige grænser for at bede andre om hjælp. Det har jeg nemlig aldrig været særlig god til.
   Eksempler:

-  En kusine viser sig at være keramik-skulptør:
   Jeg bestiller en skulptur af Fister - og ja, surprise, surprise: Det vil hun meget gerne. Og sådan kom han til at se ud i stentøj, her sammen med modellen:

- To af mine morgensvømmer-venner er på hver sin måde ferme handymen. Jeg beder dem om hjælp til at gøre en ny tunge el-cykel køreklar, og til at få lavet særligt udformede brædder der gør det muligt at få den ind og ud af vores gang og op og ned ad vores udetrappetrin.
   De siger ja, og løser de kreative udfordringer med uhæmmet fornøjelse.

- Jeg beder mine to døtre om hjælp til kørsel frem og tilbage til Roskilde, da Hanne er forhindret.
   De gør det med uhæmmet glæde og er nærmest skuffede dat det holder op.

- Min ene svigersøn kører mig nogle gange og er med inde hos lægen. Han kan læse engelsksprogede forsknngsartikler om biologiske emner, og tjekker derefter hvad tallene siger de følgende mange uger og måneder.
  Ekstremt beroligende når man ellers har en meget indgroet skepsis til hvide kitler, nåle, piller, bivirkninger, mv.

Jeg beder mine døtres søster som adopteret af min første kone efter skilsmissen - også fra Korea, om at lave sølvindfatninger til to 10000 år gamle amulet-smykkesten som jeg havde med hjem fra vore Burma-rejse. Meningen var at det skulle være en personlig gave fra mig til dem.
   Søsteren som er udlært guldsmed, tager glad mod udfordringen, og løser opgaven med kreativitet og bravur. Og mine døtre bliver glade for smykkerne, der er, om ikke kønne, så i hvert fald meget personlige:

Så kommer vi til akvarellerne:
   Allerede inden jeg fik stillet diagnose og mit live og min tanker blev domineret af Leukæmien, var jeg begyndt at tage imod bestillinger på akvareller med forskellige ønskede motiver.
   Jeg havde besluttet at jeg ikke ville udstille og at jeg ikke ville sælge. Men at jeg gerne ville prøve at indfri aftaler om en eller flere akvareller - uden at jeg var bundet af dem hvis jeg ikke syntes jeg kunne indfri dem når det kom til stykket.
   Det hobede sig op med bestillinger: mest fra familiemedlemmer (fx børnebørns fødselsdage). Men også venner fra middagsklubben endte med at få nogle af mine akvareller hængende på væggen i glas og ramme.
   Fx de her tre med motiver fra Stevns hvor de bor:

Det jeg så opdagede på det tidspunkt, var at "det ene billede tog det andet" - dvs. når jeg var igang med en motivserie, så åbnede det for lysten til at male flere inden for genren, også selv om der ikke var andre end min egen lyst der lavede bestillingen. Her som man ser at male motiver med hav og sten fra stranden ved Ordrup Næs:

Jeg kunne blive ved med at fortælle om diverse kreativitetsfremmende , men stopper snart!
   De sidste provokerede bestillinger kom dels fra en af mine morgensvømmervenner - den kreative murermester. Han ville ved lejlighed geren have nogle akvareller med motiver af Nordhavnen i Vordingborg, til væggene i det gamle sorte pakhus hvor han og en række andre solide og vordingborgske fiske- og jolleentusiaster holdt til og arbejdede i deres fritid. Og med den særlige betingelse at selve pakhuset skulle være en del af motivet.
   Den sidste betingelse kom dog bag på mig, men jeg havde selv været ude om det.
   Da jeg nogenlunde var kommet over min seneste tur med blodtransfusioner i tre måneder for lidt under et år siden, besluttede jeg nu skulle det være. Jeg havde i vinterens løb tage nogle fotos, og nu tog jeg flere.
   Og så kom den her serie ud af det som nu hænger synlige for enhver i glas og ramme i indgangen til pakhuset:

Gutterne i det sorte pakhus blev synligt glade for de nye ægte akvareller til dere væg.
   Og mig gav det mod på at male en bestilling jeg ikke er sikker på jeg fik, men i hvert fald på at den burde jeg have fået: Motiver: Kirken og Kungsgaarden i Dalby i Skåne hvor vores gode svenske madklubvenner bor:

 Dem var jeg meget tilfreds med. Her udnyttede jeg at jeg havde købt nogle Winsor& Newton "markers" som jeg brugte til tagsten og kamepstensmurværk.

Og for nu at stoppe den lange historie et lidt tilfældigt sted, så fik jeg fx. også en bestilling fra min kreative frisør i Vordingborg - med deres West Highland White Terrier Oscar som motiv.
   Hej Oscar! Hvordan er det at lære at skulle gå i sele?
   Et ungdomsbillede:

Og her Oscar som noget besværet senior som siger farvel efter en klipning - altså min - gennem glasdøren ind til salonen:

Jeg har stadig en del bestillinger liggende på computeren. Hvor mange jeg når at indfri, er jo nu ret usikkert.

Hvad er å den kreative udfordring ved bestillingsarbejder?
   At hvert bestilte motiv kræver særlige tekniske løsninger i akvarel som jeg aldrig ellers ville have påtaget mig den udfordring at opfinde og udvikle.
   Besværet ved at løse opgaven gør at jeg kommer i flow, glemmer mig selv og min krop og sygdom.

Akvarelmaleriets mysterier (66) - fra rødhals til biæder - og fra det sorte pakhus til den hvide domkirke

Det er sådan med et motiv som man har dyrket med glæde og udbytte - at det hele tiden presser sig på som en mulighed - fordi der allerede er banet veje i det visuelle modtage- og udtryks-system i hjernen.

    Så selvom jeg troede at nu var de slut med rødhalsen som motiv - som beskrevet i det her indlæg ...

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/10/akvarelmaleriets-mysterier-65-rdhals-i.html

... så skete der det at jeg fra Dansk Naturfredningsforening som jeg er livsvarigt medlem af, fik den årlige sending julekort med fotos af naturmotiver. 

   Og der var - selvfølgelig - netop et rødhalse-motiv på et af postkortene. Og oven i købet var rødhalsen placeret i en setting som jeg ikke havde malet før: et slåen-buskads med modne mørkeblå slåenbær:

Reference-foto: Rødhals blandt blåbær

Det måtte jeg prøve at akvarelmale - det var nyt.

   Og jeg havde også i skuffen liggende nogle 'akvarelmarkers' af mærket Winsor & Newton som jeg ikke havde forsøgt at bruge tidligere:

 Så nu var det nu:

Egen akvarel: Rødhals blandt blåbær, 2017

Faktisk er jeg ret tilfreds med resultatet, og brugen af watercolor-markers giver klart et andet, mere råt og kraftfuldt udtryk end hvis jeg alene havde brugt pensler.

Og så havde jeg også liggende en bestilling på en rødhals-akvarel fra min svigerdatter, men var ikke sikker på at det med rødhals blandt slåen-bær lige var det hun havde tænkt. Så jeg fandt en andet forbillede på nettet som for mig også stillede den udfordring at vise en fugle med åbent næb - næsten frontalt. 

   Det gav dette resultat:

Egen akvarel: Rødkælk med åbent næb, 2017

Ind ad brevsprækken kom så også et nummer af mit blad fra Dansk Ornitologisk forening med en fotos af fugle på forsiden som jeg ikke husker at have set før:

Forsidefoto fra tidskrift: Tre biædere

Som motiv ligger biæderne langt fra rødhals og de fleste andre fugle jeg har malet. 

   At gengive dem i akvarel ville være noget af en udfordring, så den tog jeg op. Dog ville jeg ikke bruge det her som referencebilllede (for svært, følte jeg), så jeg fandt et andet på nettet, nemlig det her:

Referencefoto: To biædere

Her følger min udgave, som jeg er ret tilfreds med. Men det var en af de sværeste motiver for en akvarel jeg har prøvet indtil nu.

Egen akvarel: To biædere og to bier.

Jeg havde været for ivrig og uopmærksom under det krævende malerarbejde, så der var kommet forstyrrende små klatter af akvarelfarve i den lyse baggrund, både forneden til venstre og forneden til højre.

   Jeg fik ideen af en ven, at de fejl kunne gøres usynlige ved at male en bi oven i til at kamuflere og skjule pletterne. 

   Det bliver ikke sidste gang jeg prøver at male de her eksotisk udseende fugle i akvarel, er jeg sikker på.

Til de bestillingsarbejder jeg har fået ind på det sidste hører et som umiddelbart inviterer til at køre videre af et udtryksmæssigt spor.

   Som referencebilleder fik jeg tre fotos af en solopgang fra Sydstranden i Dragør - med mørke silhuetter af siv i modlys i forgrunden.

   Og det udtryksmæssige spor jeg kørte videre ad, ses i de her to akvareller:

Egen akvarel: Næbbet fra Ordrupnæs

Egen akvarel: Aleen fra Københavnsvej mod Ornebjerg

Fælles er farvholdningen, de flerfarvede vådt i vådt-flader og silhuetterne i modlys. Ad det udtryksmæssige spor kom så denne akvarel:

Egen akvarel: Solopgang, Sydstranden, Dragør, 201

Videre til næste spor:

   Et af forårets glædelig oplevelser med akvarelmaleriet som var kommet igang igen, var et bestillingsarbejde som jeg fik for mere end et år siden, altså før det som en bivirkning af CML-medicinen gik helt galt med min blodproduktion. 

   Bestillingen var fra en af mine morgensvømmer-venner som ønskede nogle akvareller til det gamle sorte pakhus af træ som han og en forening brugte som ramme for deres praktiske aktiviteter som jolle-ejere.

   Og motivet skulle være sådan at det sorte pakhus altid var med i billedet.
   Jeg tog en masse fotos, og da der gik hul på bylden og jeg kom igang igen i foråret, resulterede det i de her fire akvareller med tuschtegnede konturer:

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (1)

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (2)

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (3)

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (4)

Arbejdet med denne serie satte sig det mentale spor for fremtiden at jeg blev væsentlig mindre usikker mht. at male bygninger og byggerier som motiv.
   Jeg blev også for alvor klar over at det giver en ekstra kvalitet at male serier a det samme motiv set fra forskellige vinkler.
  Samtidig blev jeg endnu mere bevidst om betydningen af 'belysningen' der skabte kontraster mellem lys og skygge og dermed dybde i motivet, og om hvor meget liv i billede det giver når man "highligter' lysreflekserne i forskellige blanke flader.
   Og det er akvarelmaleriet særligt godt til, fordi hvidt males og udtrykkes ved at papiret i refleks-områderne står umalet frem.   

   

Igennem mange år har vi besøgt venner i Dalby i Skåne lidt sydøst for Lund. Og på vej ind i byen har vi hver gang været imponeret over synsintrykket af den middelaldergamle imposante tidligere dansk domkirke i Dalby med den næsten lige så gamle 'Kungsgård' liggende foran, som lå på højdedraget foran os.

  For godt en måned siden besluttede jeg mig for at nu ville jeg prøve at tage springet: fra Det Sorte Pakhus i Vordingborg (ca. 100 år gammelt) til den Hvide Domkirke i Dalby (ca. 1000 år gammel): 

Egen akvarel: Domkirken i Dalby, Skåne, 2017

Egen akvarel: Kungsgården i Dalby, Skåne, 2017

Egen akvarel: Kungsgården i Dalby (2), Skåne, 2017

Jeg er selv meget glad for de her tre billeder.
   Også her er 'belysningen' afgørende for kontrasten mellem lys og skygge, ikke mindst i den hvid kirkes murer hvor de belyste sider er umalet papir, mens skyggesiderne er malet med en lys blåviolet.
  Som noget nyt der også giver liv og spændstighed til motivet: murerne i gården af kampesten i forskellige farver og nuancer. 

 
Så skulle det motiv egentlig være opbrugt. Men et mentalt puf fra en af mine morgensvømmervenner som har set og rost serien, har fået mig til at opsøge flere fotos på nettet hvor man ser kirken og kongsgården ude- og nedefra som en del af landskabet, fotos som kunne være referencebilleder for en fortsat serie af motivet:

Vi får se hvad det bliver til.

Akvarelmaleriets mysterier (59) - historien om fire akvareller med 'Det sorte Pakhus' i Vordingborg Nordhavn som en gennemgående del af motivet

Her er min fire seneste akvareller - malet og leveret inden for godt en uge på bestilling fra en af mine faste morgensvømmervenner.

 

Egen-akvarel 1. Vinterstemning på Nordhavnen ved Det sorte Pakhus.

Egen-akvarel 2. Forårsklargøring af jolle ved Det sorte Pakhus

Egen-akvarel 3. Rød blikbil foran Det Sort Pakhus.

Egen-akvarel 4. Oversvømmelse efter højvande ved Det sorte Pakhus

Som det fremgår, er det et sortmalet (-tjæret?) gammelt pakhus som er en gennemgående del af motivet i alle fire akvareller (i den sidste affotograferede akvarel kom der en grå plagmage med som heldigvis ikke stammede fra billedet, men fra smuds på kameralinsen).

   Og det var det som opgaven - bestillingen - gik ud på: Mal tre akvareller med motiver her fra Nordhavnen i Vordingborg - beregnet til at skulle hænge som dekorativ udsmykning på væggen inde i pakhuset.

   Og så kom lige overraskelsen - i en eftersætning: Det Sorte Pakhus skal være med i billedet i alle tre akvareller (hvorfor det så endte med at jeg leverede fire, vender jeg tilbage til senere i indlægget).

I det foregående indlæg i serien om 'akvarelmaleriets mysterier' fortalte jeg hvordan jeg kom igang igen efter mange måneders belastende møde med det danske sygehusvæsen.

   Det startede med en bestillingsopgave på en akvarel af en rødkælk/rødhals.

   Derefter forestillede jeg mig også at de følgende akvareller - de fleste fra mit nærområde her i Vordingborg - var en del af et akvarelkursus hvor der skulle leveres noget hver dag hen over et par uger.

   Det virkede også.
   En pæn høst på 9 hvoraf jeg var nogenlunde tilfreds med de fleste af dem.

   Især efter at jeg havde gået dem efter med farver og pensler en sidste gang og skærpet lys-skygge-kontrasterne i de fleste.

   Samtidig med at jeg også tydeliggjorde hovedlinjerne i motivets former og omrids ved at trække konturerne op med en meget tynd sort såkaldt pigmentliner (en slags moderne tuschpen).

 

Forløbet passer i hvert fald fint sammen med det jeg blev klar over for et par år siden: at jeg er hvad man kunne kalde 'lejligheds-akvarel-maler' på ren amatørbasis - ligesom man kan være lejlighedsdigter, -taler eller -forfatter der leverer og optræder med lidt sproglig underholdning til festlige lejligheder i familie- og vennekredsene.

   I praksis vil det sige at jeg maler billeder med motiver efter ønske fra forskellige 'rekvirenter' - akvareller som jeg så forærer fx til børnebørn: en akvarel af en hest til mit barnebarn som elsker at ride, af en karpe til et andet barnebarn som elsker at fiske, af en drage til et tredje barnebarn som elsker tegnefilmene om træne sin drage; af 'The Hulk' til et fjerde barnebarn lige på det tidspunkt elsker den tegneseriefigur.

   Jeg kan også selv være rekvirenten - for at fastholde fx nogle motiver med særlig grafiske kvaliteter fra en ferie på Kap Verde eller Kreta.

Og alt det hænger igen sammen med at jeg jo ikke har ambitioner om på nogen måde at være 'kunstner' med stort og alvorsfuldt 'K'. Jeg skal ikke leve af at male akvarel til udstillinger og salg på et marked.

   Men hvorfor så overhovedet bruge tid på det?

 

Jeg gør det for at få aktiveret den del af min hjerne som har med visualisering (tegning, maling, modellering) at gøre, og som  har været optaget af helt andre opgaver siden min studietid i slutningen af 60'erne, hvor jeg holdt op med at male og tegne.

   Jeg gør det også fordi det faktisk er ret sjovt at finde ud af hvordan man teknisk 'gør' eller 'skal lade være med at gøre' når man bruger 'vandfarve' som malemedie og man ønsker at male billeder med mere eller mindre genkendelige - 'naturalistiske' - motiver, som folk gerne vil have hængende på væggen i deres stuer. Og helst dagligt skal have lyst til at kigge på.

   Jeg er kommet et stykke vej siden jeg  begyndte i september 2011, men der er langt igen før jeg synes jeg nogenlunde behersker det her medie.

 

Det helt specielle ved akvarel er at man kun i begrænset omfang kan rette fejl. Så hele processen skal - skridt for skridt - være tænkt igennem på forhånd. I modsætning til fx hvis man maler med akrylmaling eller gammeldags oliemalerier.

   Jeg besøgte halvandet år efter - maj 2013 - en fascinerende udstilling på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland - udelukkende bestående af akvareller malet af Olaf Rude.

   Akvarelmaleriet beskrev han som en måde at slappe af på - når han var træt af 'det rigtige arbejde' - som var at lave oliemalerier til udstillinger og til salg.

   Ikke alle Rudes akvareller syntes jeg var lige gode. Og i en del var konturerne i motivet tegnet op med blyant eller tusch - noget man ikke gjorde på de par kurser jeg havde været på tidligere.

   Men det vigtigste jeg tog med mig hjem, var et citat fra hans dagbog eller et brev - som var slået stort op på væggen i begyndelsen af udstillingen:

TÆNK LÆNGE, MAL HURTIGT

Tilbage til bestillingsopgaven.

Jeg er ikke den der står ude i det fri og maler mine akvareller. Det er jeg for gammel og kuldeskær til, og jeg bliver alt for distraheret af alt det der foregår omkring mig, til at jeg kan koncentrere mig om at finde og indfange et motiv og omsætte det til konturtegning og akvarelfarver.

Jeg har været nede ved pakhuset 3-4 gange i løbet af efterår, vinter og forår og taget en masse fotos - til nogen undren for nogle af de folk - ofte i blå kedeldragter - der går dernede omkring og giver omsorg til deres både og tilhørende udstyr.

Men der var godt nok et par alvorlige kreative restriktioner indlejret i bestillingen:

   Det helt store problem er at pakhuset simpelt hen er sort - knaldsort. Og hvordan male 'sort' med akvarelfarver som grundlæggende er hel- og halvgennemsigtige?

   Et andet og lige så stort problem er at pakhuset, selv om det er fantastisk velholdt, simpelt hen er ret kedeligt som motiv. Og at begynde at male mennesker som så først skal spørges, ville gøre det hele så kompliceret at jeg ville være fristet til at give op på forhånd.

   I en del af de fotos jeg havde taget, stod der kedelige grå og sorte biler med opslået bagsmæk og halvåbne døre og fyldte. Og der gik tit folk ind og ud af søgeren.

   Og i en del fotos kom der en eller anden kraftig-rød udefineret form med i baggrunden som uønsket trak opmærksomheden til sig.

Så langt de fleste fotos var ubrugelige som det man kalder 'referencebillede' for en akvarel. 

   Men jeg skulle selvfølgelig også kun bruge tre.

   Så jeg gik efter nogle referencefotos der var kendetegnet ved:

1. Der skulle være et andet hovedmotiv end selve pakhuset, som 'kun' skulle være baggrund eller miljø for hovedmotivet; og hovedmotivet skulle have nogle klare grundfarver og en markant - 'grafisk' - form, profil eller kontur.
2. Og så skulle fotoet helst være taget i skarpt solskin fra en ret lavthængende sol der kunne levere gode lys-skygge-kontraster til motivet, kontraster som kunne sikrede at billedet fik dybde og perspektiv.
3. Eller der skulle være sne med i billeddet, som på samme måde kunne sikre at der kom gode kontraster til andre kraftigere farvede og mørkere dele af motivet.
4. Pakhuset skulle gerne ses fra et hjørne - så det netop kunne levere to nuancer af sort - en sortmalet flade i sollys, og en sortmalet flade i skygge.
5. Og så skulle der i øvrigt være områder hvor papiret skulle stå 'rent' - altså ikke skulle males, og som derfor ville udgøre den grundlæggende 'hvide' farve i billedet. Men det sørgede de velholdte hvidmalede tagafslutninger heldigvis for at levere.
6. Der skulle helst være fartøjer med i alle billeder, så man umiddelbart kunne forstå at vi var ved en (lyst)bådehavn.
7. Mindst et af billederne skulle have Gåsetårn og Borgruin med i baggrunden.

Så jeg endte med at vælge de her tre referencefotos at arbejde ud fra:

1. referencefoto til den første akvarel

2. referencefoto til den anden akvarel

3. referencefoto til den fjerde akvarel

Jeg besluttede at overføre proportionerne i 1. referencefoto uændret til tegningen på akvarelpapiret

   Jeg beskar 2. referencefoto på en måde så noget af pakhuset i baggrunden forsvandt, mens jollen samtidig blev mere fremtrædende og dominerende i billedet. 

   Jeg beskar 3. referencefoto så en stor del af den intetsigende forgrund for neden og til venstre forsvandt, og man samtidig fik indtryk af en aktiv og levende søside af Pakhuset i akvarel-versionen. 

   Og vigtigst af alt: Oversvømmelsen ved højvande og reflekserne af motorbåden både i havnens vand og inde på den anden side af kajen, blev den afgørende udtryksfulde del af akvarel-motivet.

Derefter tog jeg en afgørende beslutning: at prøve at arbejde på en måde og med en teknik jeg ikke havde brugt i nogen af mine akvareller før. Tilnærmet - men aldrig konsekvent. Og altid med en lidt ulden æstetisk samvittighed

   Jeg ville prøve at arbejde - tegne-male - som regulær illustrator - og altså ikke som akvarelmaler. 

   Det betød at jeg trak langt de fleste konturer i alle tre billeder op med den tyndeste tuschsorte 'pigment liner' jeg havde (0,05 mm). 

   På den måde kunne jeg se om motiv og billedet virkelig var værd at satse på med akvarel - eller jeg skulle prøve at finde et andet.

   

Jeg syntes det var OK med de to første. Så dem afmaskede jeg med gummi i alle de mindre områder som skulle bevares som helt hvide i den færdige akvarel.

Og malede dem så som de ses her:

Egen-akvarel 1. Vinterstemning på Nordhavnen ved Det sorte Pakhus

Egen-akvarel 2. Forårsklargøring af jolle ved Det sorte Pakhus

På en måde minder arbejdsprocessen lidt om den slags meditative 'udfyldningsopgaver' som for tiden er så moderne, og som man direkte kan købe 'malebøger' for voksne til at udfolde sig i.

   

Det 3. referencebillede - som endte med at blive den fjerde egen-akvarel i serien, tvivlede jeg på at jeg kunne gennemføre til noget jeg ville være tilfreds med. 

   For mange detaljer, for få farver, for meget sort træskur, for megen blå himmel og blåt vand på hver side af kajen. 

   Og hvad var egentlig hovemotivet?

Så jeg endte med at køre ned til Pakhuset for at se om jeg kunne finde et bedre og mere attraktivt motiv. 

   Og for en gang skyld var den røde trehjulede blikbil den eneste der stod foran Pakhuset og tiltrak opmærksomheden. 

   Den lave morgensol gave gode lys-skygge-kontraster til motivet.

   Det var en udfordring. Jeg plejer ikke at tegne eller male biler, specielt ikke når de dominerer forgrunden. 

   Men den her havde - når man gik tæt på - nogle grafiske kvaliteter som sammen med alarm-farven krævede et forsøg.

   Her er de mulige referencefotos jeg tog - rød bil foran sort pakhus - fra forskellige vinkler, positioner, beskæringer - ved ni-tiden om morgenen for godt en uge siden:

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 1.

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 2 

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 3. 

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 4.

Hvilket skulle man vælge?

   Jeg valgte nr. 2. i fotoserien, der så skulle transformeres ind i akvareldrømmenes univers - under stor tvivl og usikkerhed.

   Og jeg stod så straks med samme problem som jeg havde med at male selve Det sorte Pakhus: den knaldrøde billakerede farve med diverse reflekser og skygger, var så intens at det var svært at finde ud af at overføre motivet og farven til akvarel nr 3.

   Men det her var altså hvad der kom ud af anstrengelserne, et maleri som jeg egentlig er ret tilfreds med:

Egen-akvarel 3. Rød blikbil foran Det Sort Pakhus.

Sådan set var opgaven løst, og bestillingen indfriet.
   Men jeg havde jo faktisk endnu det med sort optegnede mellemstadie til en fjerde pakhus-akvarel liggende som jeg i første omgang havde droppet:

Mellemstadie til akvarel - motivet tegnet op med sorte konturlinjer

Men hvorfor så ikke prøve at få det omsat til akvarel, trods min oprindelige skepsis.

Ligesom ved de andre afdækkede jeg med gummi alle områder i motivet som skulle fremstå hvide. 

   Derefter malede jeg billedet færdigt, og gnubbede gummiet af til sidst.

   Alt i alt var jeg tilfreds:

Egen-akvarel 4. Oversvømmelse efter højvande ved Det sorte Pakhus

Her til sammenligning referencefotoet uden beskæring:

3. referencefoto til den fjerde akvarel

Opsamling:

   Jeg synes forsøget med at arbejde som 'illustrator' der først tegner motivets konturer op med sort - og derefter 'udfylder' med akvarelfarve, faktisk gav noget. Specielt hvad angår skarphed og præcision. Og det gjorde klart maleprocessen nemmere og hurtigere.

   Til gengæld mister man måske lidt af det 'drømmeagtige' som ellers er det gennemgående indtryk ved en 'ren' akvarel.

Med hensyn til farver, lærte jeg at male rødt med hvide reflekser. 

   Og jeg fandt ud af et den Winsor-Newton farve der er egnet til at vise et sortmalet skur i skarpt sollys, er 'payne's grey'. Og den giver et utalt af gode nuancer inden for grå-sort-spektret ved at blive blandet med andre farver.

Alt i alt har det været en god erfaring at se hvordan bestillingsopgaver fungerer som en kreativ restriktion - altså som noget der indeholder kreativitet-stimulerende begrænsninger, både i kraft af et gennemgående motiv, en særlig tegneteknik, krav til farver - og at arbejde med en deadline.
   Så tak til min morgensvømmerven der foretog bestillingen - for længe siden.