Historien om to ældgamle 'dzi beads' - altså stenperler - fra Burma - og hvad der siden skete.

Oldgamle stenperler fra Burma

Da jeg og fruen og fruens søster (kaldet 'moster' i familien) for nogle år siden tog en turistrejse til 'Myanmar' (i mit hoved og i resten af indlægget stadig 'Burma') et sydøstasiatisk land der ligger mellem Bangladesh og Thailand, havde vi en glimrende, men også en lidt speciel guide til at lede os rundt og fortælle om hvad vi så og mødte på turen.

   Ud over at være guide, så viste han sig også at være underviser i meditation med sin egen hjemmeside, gymnasielektor i dansk, vandringsmand i det bjergrige Nordindien hvor der findes en række små bjergstater som Nepal, Buthan, Sikkim. Og så naturligvis Tibet.

   Men denne vores kreative guide var også samler og forhandler af gamle stensmykker/amuletter fra Indien, Tibet, Afghanistan og Burma.

   Og deltagerne i vores rejseselskabsgruppe fik hvis de blev fortrolige med ham, mulighed for at købe nogle af disse stensmykker som han havde et lille udvalg af med på rejsen.

   Det gjorde jeg.

Som det fremgår af en række tidligere blogindlæg, er jeg jo selv lidt manisk hvad angår samleri (dog aldrig i den sygelige form). 

  Og allerede som dreng havde jeg erhvervet mig en lille samling af redskaber fra stenalderen: flinteøkser, flintespyd- og pilespidser, flintesave og -skrabere.

   Og siden fik jeg så også samlet mig en del forsteninger af dyr og dyredele fra de danske og svenske kridt og kalkaflejringer (Møns og Stevns Klint, Ølands og Gotlands-kalk.)

   Som voksen - fra omkring jeg var 24 år og mange år frem - har jeg ved Vesterhavet og andre  danske kyster indsamlet mig en pæn hoben af mange forskellige danske strandsten  - som jeg så har slebet og poleret:

Porfyr

Hornblende

Flint

Hornblende

Så som inkarneret 'stenoman' jeg skulle naturligvis købe et par af guidens gamle burmesiske stensmykker - sten-perler.     

   Og da han var ekspert på området og stenperle-handler med international hjemmeside og status, så tror jeg på at han borger for kvaliteten, og altså er garant for at de to jeg købte, er ægte og ikke senere forfalskninger eller helt nyproducerede.

 

Den slags omtales på nettet som 'beads' som betyder noget i retning af 'kunst-perler'.  Og de har altså enten været brugt i en halskæde eller et armbånd af 'ancient beads', eller de kan også have været båret enkeltvis i en snor om halsen.

Som fælles betegnelse for den slags findes navnet 'dzi beads'.

    Wikipedia fortæller:

Dzi bead (Tib. གཟི།; pronounced "zee"; alternative spelling: gzi) is a type of stone bead of uncertain origin worn as part of a necklace and sometimes as a bracelet.

   In several Asian cultures, including that of Tibet, the bead is considered to provide positive spiritual benefit. These beads are generally prized as protective amulets and are sometimes ground into a powder to be used in traditional Tibetan medicine.

   Beads subject to this process have small "dig marks" where a portion of the bead has been scraped or ground away to be included in the medicine.

   Some dzi exhibit grinding and polishing of one or both ends, again the result of reduction for use in traditional Tibetan medicine or, in some cases, due to the bead's use as a burnishing tool in the application of gold leaf to thanka paintings or gilt bronze statuary.

   The most highly prized dzi beads are those of ancient age, made of natural agate. The original source of these beads is a mystery. While the traditional, ancient-style beads are greatly preferred, new modern-made dzi are gaining popularity amongst Tibetans.

I Burma henføres disse gamle stenperler til den såkaldte Pyu/Tirkul-kultur som bl.a. kendetegnede en håndfuld bystater i øvre og centrale Burma fra 200 BC til 900 AC:

The Pyu city states (Burmese: ပျူ မြို့ပြ နိုင်ငံများ) were a group of city-states that existed from c. 2nd century BCE to c. mid-11th century in present-day Upper Burma (Myanmar). The city-states were founded as part of the southward migration by the Tibeto-Burman-speaking Pyu people, the earliest inhabitants of Burma of whom records are extant.[2] The thousand-year period, often referred to as the Pyu millennium, linked the Bronze Age to the beginning of the classical states period when the Pagan Kingdom emerged in the late 9th century.

Kort over Burma omkring år 1000

Så det blev de her to jeg erhvervede mig  på en af de sidste dage på rejsen: en  bjørnefigur, sikkert af kvarts, med hul igennem til en snor - og et cylindrisk lagdelt trefarvet agatperle - tilsvarende med hul igennem til en snor.

Hvad guiden tog for disse gamle 'kunstperler', husker jeg ikke. Men hvis ikke jeg havde syntes at prisen var rimelig, havde jeg nok ikke købt.

Den cylinderformede stribede smykkesten kaldes på internettet "military bead'' - "because the stripes somehow remind some people of the stripes used on uniforms".

   Den slags udgøres som regel af mineralet agat, og striberne er sikkert fremkommet ved en eller anden kemisk proces under bearbejdningen af stenen.

   Da den er trefarvet, så stammer den muligvis ikke fra selve Burma (derfra har jeg på nettet kun set tofarvede stribede cylinderformede beads), men mere sandsynligt fra Nordindien-Himalaya-Tibet-området, altså i områderne nordvest for Burma  - måske Buthan eller Nepal.

   De har sandsynligvis været brugt som lykkebringende eller beskyttende-mod-onde-ånder-amuletter, og som sagt har de ofte indgået i hele perlekæder:

Den anden smykkesten som tydeligvis forestiller en bjørn, er en såkaldt 'zoomorphic bead', og henviser til den ældgamle animisme-religion i Sydøstasien, og i Kina, Korea og Japan hvor man tillagde sten, træer, bjerge, dyr og fugle magiske evner som en slags lokale ånder eller guder.

   Krystalbjørnen er altså også en amulet der skulle give bæreren bjørnens styrke og mod:

In the kingdom of spirit animals, the bear is emblematic of grounding forces and strength. This animal has been worshiped throughout time as a powerful totem, inspiring those who need it the courage to stand up against adversity. As a spirit animal in touch with the earth and the cycles of nature, it is a powerful guide to support physical and emotional healing.

Når jeg nu havde erhvervet de her to 'kunstperler', hvad var tanken så? - At jeg skulle begynde at samle på dem? - Nej!

  -  Planen var at jeg ville købe en sølvkæde til dem når jeg kom hjem så man kunne have dem om halsen, og så forære en til hver af mine to smukke døtre som begge er adopteret, ikke fra Burma/Myanmar, men fra Korea - i første halvdel af 70-erne.

 

Nogle uger efter hjemkomsen fra Burma, gik jeg derfor til en lokal sølvsmed (og urmager), og - fik en spand kold vand i hovedet: Sølvsmeden havde simpelt hen ikke sølvkæder der var så tynde at de kunne gå igennem hullet i stenene.  Og ekspedienten kunne ikke tilbyde andre løsninger på ophængsproblemet.

   Så jeg gik bort med uforrettet sag. Frustreret.

Jeg legede så med tanken om en silkesnor eller et lignende tekstil, men så blev jeg optaget af andre ting, og de to ældgamle hullede 'kunstperler' fik lov at ligge og samle støv i min skrivebordskuffe i flere år.

   Indtil mine døtres halvsøster, som også er fra Korea, sidste år bestilte to akvareller med et dompap-par som motiv.

   Dem lavede jeg med glæde, og dem fik hun,

   Og da jeg afleverede dem, fik jeg ideen at hun kunne løse problemet med ophænget på en kreativ måde.

   Hun var nemlig uddannet guldsmed, og det var vel sådan noget en guldsmed kunne: lave en slags indfatning der kunne munde ud i et 'øje' til en sølvkæde?

 

Halvsøsteren blev glad for bestillingen, det var tydeligt.

   En 'fri opgave' - med et produkt der var beregnet til hendes to storesøstre, som hun faktisk tidligere også har lavet smykker til, var en positivt oplivende udfordring, noget der stimulerede kreativiteten, fornemmede jeg.

   Og for ikke så længe siden fik jeg så resultatet. 

   Sådan ser de ud - med hver sin individuelt formede og tilpassede sølvindfatning og en sølvtråd igennem hullet til kæden om halsen:

Stenen i den cylinderformede trefarvede 'military bead' har fået endestykker af sølv. 

   I det øverste endestykke med øjet sidder en lille blomst med et blad af sølv:

På det nederste endestykke er indgraveret modtagerens initialer og nogle klassiske svungne dekorative skilletegn (som et liggende S):

Den zoomorfiske 'bjørn' i krystal har øverst under 'øjet' til kæden fået en 'hat' af et fingerfilodendron-blad  som tydeligt ses her:

For neden står bjørnen nu på en gren med en lille kløft i den lange ende:

Mission accomplished. Kreativt og originalt. 

   Jeg tror mine døtre bliver glade for gaverne når jeg finder en god lejlighed til at komme af med dem.

Men det er også tankevækkende at en af de store oplevelser på vores Burma-rundrejse var et besøg over flere dage på Bagan-sletten hvor stupaer, templer og pagoder i tusindvis er spredt ud over landskabet - som kirkerne hos os fra vores middelalder. 

Stupaer på Bagan-sletten i Burma

Disse fascinerende 800 til 1000 år gamle bygningsværker er altså det varige udtryk for den budhistiske kultur og religion som bredte sig fra Indien og Cylon til Burma, og som omkring år 1000 overtog kulturen og magten efter den ældgamle animistiske Pyu/Tirkul-kultur og religion der havde rødder tilbage til stenalderen.

   Pyu/Tirkul var en kultur  hvis umiddelbare og synlige spor tusind år efter den blev assimileret med den budhistiske, stadig kan købes synligt og konkret på markeder i form af mange af de amulet-perler af agat eller krystal der er til salg, og som jeg altså købte to af. 

   Men en kultur som også og ikke mindst kommer til udtryk i den stadig udbredte tro på og dyrkelse af ånder: 'nats'.

Myanmar's folk religion refers to the animistic and polytheistic religious worship of nats (deities of local and Hindu origin) in Burma (Myanmar). Although the beliefs of nats differ across different regions and villages in Burma, there are a handful of beliefs that are universal in Burmese folk religion.

   A nat is a spirit or god who resembles a human in shape that often maintains or guards objects. When people die, they can become nats. Those who become nats often have a gruesome violent death which explains their vengeful nature.

   Nats also are believed to have the ability to possess animals, such as tigers or alligators. These spirits can also be found in nature in things such as trees and rocks.

   The majority of these nats are viewed as troublesome and irritable. They require calming, food and offerings.

Her link til vores Burma guides meget omfattende hjemmeside om 'ancient beads', beskrevet fra forskellige faglige vinkler og i alle mulige sammenhænge:

http://www.ancientbead.com/index.html

Den kreative Burmarejse (6) - "Vejen til Mandalay" - om piger, pagoder og Buddhaer

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,

hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst.

For nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå

ved den grå Moulmein Pagode og betragted´ havets blå.

Ak, den vej til Mandalay, hvor flotillen tog den vej,

med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay!

Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,

og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

I Mandalay-sangen af Kipling omtales Moulmein-pagoden fra hvilken der er havudsigt. Moulmein er den engelske udgave af bynavnet Mawlamyine, en by som ligger i det sydøstlige Burma på kysten ud til Martaban Golfen. 

   Dette gamle foto viser hvordan udsigten fra Moulmain-pagoden så ud ved århundredeskiftet.

Sandsynligvis har pagoden slet ikke interesseret Kipling specielt som andet end romantisk kulisse og dekoration for sin nostalgiske fantasi. Objektet for den hjemsendte soldats længsel var en burmesisk kvinde.  Og afspejlede at det var de burmesiske kvinder der især betog Kipling når han besøgte Burma - for deres skønhed og frigjorthed, som han kontrasterede med indiske kvinder, fortæller Wikipedia:

"I love the Burman with the blind favouritism born of first impression. When I die I will be a Burman … and I will always walk about with a pretty almond-coloured girl who shall laugh and jest too, as a young maiden ought. She shall not pull a sari over her head when a man looks at her and glare suggestively from behind it, nor shall she tramp behind me when I walk: for these are the customs of India. She shall look all the world between the eyes, in honesty and good fellowship, and I will teach her not to defile her pretty mouth with chopped tobacco in a cabbage leaf, but to inhale good cigarettes of Egypt's best brand."

   Kipling claimed, in fact, that when in Moulmein, he had paid no attention to the pagoda his poem later made famous, because he was so struck by a Burmese beauty on the steps. The attraction seems to have been common among the English: Maung Htin Aung, in his essay on George Orwell's Burmese Days (those days that produced the novel Burmese Days) notes: "Even that proud conqueror of Ava, Lord Dufferin, although he was received with dark looks by the Burmese during his state visit to Mandalay early in 1886, wrote back to a friend in England, extolling the grace, charm and freedom of Burmese women.

Men det var ellers pagoderne, somme tider omtalt som 'stupaer' og somme tider også som 'templer', det her skulle handle om.

   Jeg kan ikke rigtig finde ud af om de forskellige navne refererer til en forskel i byggestil eller religiøst funktion. Så jeg bruger betegnelserne lidt ad hoc i det følgende.

   Betegnelsen 'pagode' har jeg stødt på også på vores rejser til hhv. Japan og Kina. Men pagoderne der så helt anderledes ud - typisk med en række klart markerede etager med opadsvungne tagspidser i hjørnerne som vi kender det fra det kinesiske tårn i Tivoli.

De burmesiske pagoder er kuplede og klokkeformede konstruktioner der bogstaveligt talt går op i en spids. Sat oven på et kvadratisk fundament.

En af de måder fattigfolk i ulande kan tjene lidt penge på turister på, er ved at sælge samlinger af postkort med de lokale seværdigheder, hvad jeg og tusinder af andre turister har oplevet som rundrejsende i mange lande.

   Det helt specielle ved Burma-pstkort-gadesalget var at alle de postkort vi blev præseneret for i fotolommer der kunne foldes ud, at de kun viste en eneste slags seværdighed: pagoder, pagoder - og flere pagoder:

Opfindsomme skolebørnene vi mødte i en fattig landsby, havde afluret de voksnes sællerter, og faldbød egne tegnede og farvelagte versioner - også udelukkende med stupaer som motiv:

Her følger nu billeder med kommentarer og associationer til de pagoder vi oplevede på vores 9 dages rundtur i Burma. Der gik stort set ikke en dag uden en pagode eller to. På en god dag besøgte og besigtigede vi hele tre styks.

Den første vi oplevede, var Chaut Htat Gui-pagoden i Rangoon hvis fascinationsværdi - og den var godt nok stor - var at den husede verdens største liggende Buddha. Den er 66 meter lang og hovedet er 6 etager højt:

Den overgår ens vildeste fantasier  - eller mareridt. Vi er nærmest som i en fantasy-verden.
   Hvis man tænker på alle vores egne kristusfigurer der er sømmet op og hænger og lider rundt omkring i kirkerne, så er det dybt provokerende at se sådan en hellig mand i kæmpestørrelse - ligge ned og slappe af.
   Og det er altså størrelsen der gør det. Effekten er lidt hen ad den fornemmelse man kan få ved mødet med skulpturen 'Boy' - kæmpdrengen i indgangen til Aros kunstmuseum i Århus:

Og hvis man tror at de Buddhaer vi ser i templerne, alle er oldgamle, så tager man fejl. 

   Den her liggende Buddha i Chaut Htat Gui-pagoden, er relativt nyproduceret. Førsteudgaven blev tænkt, tegnet og bygget 1899-1907. Den forfaldt i de følgende halvtreds år på grund af klimaskader og blev revet ned 1957.

   Den nuværende blev bygget og var færdig 1966, efter sigende betalt udelukkende ved indsamlede midler - ikke fra konger og rigmænd - men fra det menige burmesiske folk.

En konkurrerende liggende Buddha findes i
Shwe Thar Khaung-Pagoden i Bago. Den er "kun" 55 meter lang, men til gengæld er den altså over 1000 år gammel.

   Den ser noget gladere og mere afslappet ud, måske fordi den har puder til at støtte hovedet på:

Eller livet som Buddha var bare sjovere den gang, måske.

For mange år siden besøgte fruen og jeg en række templer i Bankok i Thailand. Der husker jeg også at vi så en liggende Buddha der var helt forgyldt: What Pho-Buddhaen:

Den næste pagode vi besøgte på vores rundtur, var den mest berømte at alle burmesiske pagoder: Shwe Da Gon-pagoden i Rangoon.
   Besøget var om aftenen, og oplevelsen var både overvældende og stærkt betagende  - det var ren visualiseret eventyr og mystik:

Swe Da Gon-pagoden set udenfor på afstand. Mørket er faldet på. Man er i en anden verden - uden for tid og rum.

  Indenfor er alt forgyldt - med belægninger og plader af ægte guld. Det gyldne, glitrende, strålende arktektoniske landskab er som musik for øjet. Drømmer jeg eller er jeg vågen?

En amerikaner vi for mange år siden mødte i Bangkok på vej ud for at se på templer dér, sagde: "Have you seen one, you have seen them all."
   Og noget er der om det. Over en periode på omkring 1000 år har stupaer, pagoder, templer stort set bevaret stilart, udsmykningsformer og visuelle skabeloner.
   Gammel eller moderne, det er variationer over et mønster.  Ligesom de danske landsbykirker - eller de europæiske gotiske domkirker.
   Det der er det utrolige og fascinerende her, er at de har fastholdt kontinuiteten stort set siden vores vikingtid og op til idag.
   Det perspektiv er lige til at blive lidt ydmyg og stille over.

Fundamentalt set består en stupa af følgende elementer:

• en kvadratisk base
• en hemisfærisk kuppel 
• et kegleformet spir
• en halvmåneformet "bule"
• en rund skive

Forbillederne for de burmesiske stupaer eller pagoder stammer fra Indien og Sri Lanka. 

   Her to ældgamle srilankanske stupaer: Jetavanaramaya (ca. 300 år B.C.) og Ruwanwelisaya (ca. 150 år B.C.):

Wau!
   Og hvor er det nu jeg synes jeg har set den slags før - 'deja vue' - noget fra vores egen tid og nært på?

  Jo, de her har tydeligevis også være inspirationskilde til Ingvar Cronhammers "mærkelige" kæmpeskulptur ved Herning - med titlen 'Elia':

Og Ruwanwelisaya-stupane på Sri Lanka har også været forbillede for den burmesiske Kaung Hmu Daw-pagode, bygget ca. 1800 år senere:

De fleste burmesiske stupaer er en slags religiøse smykkeskrin. De er bygget som helligdomme omkring religiøse relikvier, som fx. nogle af Buddhas kropsdele eller husgeråd.

   Det gælder også den næste helligdom vi besøgte - nu i Bagan-området nord for Mandalay: Shwe Zi Gon-pagoden der som helligt relikvie har en af Buddhas tænder - helt indesluttet af en guldkrone af dimensioner:

Her en af de mange Buddhaer i Shwe Zin Gon-pagoden:

Hver af de forskellige stillinger Buddha-skulptuerer har - liggende, siddende, stående - og hver af de forskellige positioner og gestus af hænder, arme og ben de manifesterer, er symbolske tegn der har helt specielle betydninger som alle buddhister kan aflæse, uanset tid, sprog og kultur. Se:

http://www.thebuddhagarden.com/blog/buddha-poses/

Bagan-provinsen på sletten syd for Mandalay er simpelt hen det område i Burma der er tættest besat med pagoder, stupaer og templer, og det vil sige en del:

Wikipedia fortæller historien om byen Bagan:

From the 9th to 13th centuries, the city was the capital of the Kingdom of Pagan, the first kingdom to unify the regions that would later constitute modern Myanmar.

   From 1044 to 1287, Bagan was the capital as well as the political, economic and cultural nerve center of the Pagan Empire. Over the course of 250 years, Bagan's rulers and their wealthy subjects constructed over 10,000 religious monuments (approximately 1000 stupas, 10,000 small temples and 3000 monasteries)[5] in an area of 104 square kilometres (40 sq mi) in the Bagan plains.

   The prosperous city grew in size and grandeur, and became a cosmopolitan center for religious and secular studies, specializing in Pali scholarship in grammar and philosophical-psychological (abhidhamma) studies as well as works in a variety of languages on prosody, phonology, grammar, astrology, alchemy, medicine, and legal studies.[6] The city attracted monks and students from as far as India, Ceylon as well as the Khmer Empire.

   The culture of Bagan was dominated by religion. The religion of Bagan was fluid, syncretic and by later standards, unorthodox. It was largely a continuation of religious trends in the Pyu era where Theravada Buddhism co-existed with Mahayana Buddhism, Tantric Buddhism, various Hindu (Saivite, and Vaishana) schools as well as native animist (nat) traditions.

Religionen var altså et resultat af udbredt og gennemtrængende konceptuel blending ("syncretic", "unorthodox"). Som meget vel kan være en del af forklaringen på den kreative kulturelle eksplosion som alle disse byggerier jo i øvrigt er udtryk for.

Den anden helligdom vi besøgte den dag, var Swe San Daw-pagoden fra hvis terrasser man havde smuk udsigt til solnedgangen - den første af en række tempel-solnedgange på turen:

Swe San Daw-pagoden er konstrueret som følger: Først fem kvadratiske terrasser oven på hinanden i pyramideform, forbundet med en fælles skrå trappe. Derefter to ottekantede "mellemhop" til den runde klokkeformede top:

The pagoda's bell rises from two octagonal bases which top the five square terraces. This was the first monument in Bagan to feature stairways leading from the square bottom terraces to the round base of the pagoda itself. This pagoda supposedly enshrines a Buddha hair relic brought back from Thaton.

Grundplanen somn arkitektonisk har været norm- og stilsættende den gang - for godt 1000 år siden:

 

Den føgende dag besøgte vi Ananda-templet:

Også det er godt 1000 år gammelt. Dets fascinerende  særkende er fire forgyldte Buddhaer - der vender front udad - mod hvert sit verdenshjørne:

Tempel nummer to på samme dag var Dhmaygngyi-templet - en heavy sag af mursten. Stenene er sammenføjet så tæt, så man ikke kan presse en nål mellem dem, fortælles det:

Dahmayangyi-templet er især kendt for sin tvillingbuddha-statuer - og for at være det største tempel i hele Bagan-området. Det har samme grundplan som Ananda-templet, men blev aldrig færdigbygget.  

   Her er den fatale skæbnehistorie:

Dhammayangyi Temple is the most massive structure in Bagan which has a similar architectural plan to Ananda Temple. It was built by King Narathu (1167-70), who was also known as Kalagya Min, the 'king killed by Indians'. The temple is located about a kilometer to the southeast of the city walls directing Minnanthu.

   After murdering his own king father, Narathu ascended the throne of Bagan and due to that, he built this temple. It is said that Narathu oversaw the construction himself and that masons were excecuted if a needle could be pushed between bricks they had laid. But he never completed the construction because he was assassinated before the completion. It was said that he was displeased by the Hindu rituals and one of them who made those rituals was the Indian princess who was the daughter of Pateikkaya. So he executed her for such reasons. The princess's father wanted revenge for his innocent daughter and sent 8 officers in the disguise of Brahmans and assassinated Narathu in this very temple.

Endnu en solnedgang ud over Bagan-sletten så vi fra den store terasse på dagens tredje helligdom: Pyatthjat Kyi-pagoden:

Dagen efter kørte vi til Popa-bjerget på hvilken der ligger den sidste helligdom vores gruppe besøgte. Det er et kloster bygget på toppen af en høj stejl klippe der er rester af en vulkan hvis skrå sider er eroderet bort:

Klosteret med pagoder har navnet: The Popa Taungkalat (Taung Kalat). Helligdommen er "hjem" for 37 såkaldte 'mahagiri ånder' ("nats"). Mere om troen på naturånder i Burma i et senere indlæg.

Når vi kørte rundt på Bagan tempel- og -pagode-sletten om dagen, og skuede ud over den om aftenen i diset skumring og tvelys, så fik jeg også fornemmelsen af 'deja vue' - dette fantastiske og drømmeagtige landskab som jeg ellers ikke tidligere har interesseret mig for, genkender jeg nu på en eller måde. Jeg føler lidt diffust at det er noget jeg har set før.
   Jeg googler lidt på landskaber og bybilleder fra science fiction og fantasy.

Og ja, tegneserie- og film-animationskunstnernes fantasi har utvivlsomt - blandt andet - inspirationskilder i Burma og Bagan-slettens fantastiske tempel- og pagode-strøde landskab.

Vi startede denne tempelrejse med afsæt i Kiplings betagelse af de burmesiske kvinder i regi af en romantisk pagode for halvandet hundrede år siden.

   På vores rundrejse anno 2013 mødte vi også rigtig mange smukke burmesiske kvinder, både gamle og unge. 

   Man har ikke svært ved at forstå at Kipling - og hans fiktive alter ego - den engelske hjemsendte soldat i Mandalay-sangen - at de følte sig tiltrukket.

   Ofte havde de kvinder vi så, en særlig lys okkergul make up i ansigtet, som stammer fra thnakha-træets bark, som pulveriseres og blandes med vand. 

   Kvinderne bruger det både som en slags solcreme og som skønhedscreme:

 

 

 

Ship me somewheres east of Suez, where the best is like the worst,
Where there aren't no Ten Commandments an' a man can raise a thirst;
For the temple-bells are callin', an' it's there that I would be --
By the old Moulmein Pagoda, looking lazy at the sea;
On the road to Mandalay, Where the old Flotilla lay,
With our sick beneath the awnings when we went to Mandalay!
On the road to Mandalay, Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!