Jeg har i en række blogindlæg hyldet arkitekten Bjarke Ingels for hans arkitektoniske kreativitet - præget af konceptuel blending: bygning og landskab i et greb.
Jeg har set en række af hans byggerier på Amager; sidst "8-tallet". Selv om fruen og jeg er glade for at bo i et byhus i provinsen, så kunne vi godt være fristet af det rette tilbud i København og omegn.
Så da de første lejligheder i 8-tallet blev udbudt, så var vi inde og kigge. Og det var flot tænkt - og vi var fristet.
Men når vi så byggeriet helt tæt på, så virkede det billigt. Dels i materialerne og dels den måde de var skruet, limet og boltet sammen på. Mange "ufilede" rå kanter og skarpe sammenføjninger.
Så disse sansede næroptagelser gjorde at vi aldrig kom længere.
Og jeg husker sidste år at jeg læste et sted at byggeriet var blevet kåret til "verdens bedste boligbyggeri".
Derfor bliver jeg også fanget af bagsideartiklen i Politikens kulturtillæg i Søndags den 11. marts. Af avisens arkitekt-redaktør Karsten S. Ifversen. Billede viste 8-tallet i et sne- og is-dækket fladt Amager-landskab.
Rubrikken:
Et spark i røven uden sans for materialerne
Karsten Ifversen fortæller om fagforeningen 3F´s tidsskrift "Fagligt Fokus" som har fået den ide at sende en faguddannet tømrer og en do bygningssnedker ud for at inspicere den håndværksmæssige kvalitet i byggeriet.
De var mildest talt kritiske over den håndværksmæssige udførelse. Allerede skimmelsvamp udendørs og opvarmningsrum, dårlige belægninger på stier med materialer der modarbejder hinanden, og skruer og plader ved kanter der ikke tåler vinterens saltning.
Politikens arkitekturredaktør konkluderer:
Bjarke Ingels generation repræsenterer et gevaldigt spark i røven til dansk velfærdsarkitektur og har sendt rygtet om den langt ud over de nationale grænser. Jeg savner bare, at dens projekter også stofligt forbandt sig til nogle nordisk dyder. Jeg begejstres for ideerne, elsker rummene, men mærker sjældent omsorg for materialern.Se indlægget:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/en-srligt-kreativ-personlighed-arkitekt.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar