Fruen og jeg var inde og se den Oscarvindende film "The Artist" i den lokale provinsbiograf.
Vi var vel en 20 mennesker til en forestilling sent søndag eftermiddag.
Da vi forlod biografsalen efter filmen, var der stuvende fuldt uden for i caffeen og helt ud på gaden. Hvilken film ventede de på at komme ind og se? "Hvidsteen Gruppen".
"The Artist" er en fremragende film, begavet og underholdende. Instruktøren er franskmanden Mchel Hazanavicius. Det er en metafilm, en selvreflekterende film. Derfor er der ikke mange i vores provinsby som kunne finde på at betale for at gå ind og se den.
Historien foregår i Hollywood 1927 og følgende år. Det er i den periode skiftet sker fra stumfilm til talefilm.
Twistet i filmen er at vi får fortalt en historie om en døende teknik, en døende genre og en døende skuespilkunst - stumfilmens, gennem en mimende revival af præcis den teknik, den genre og den skuespilkunst: stumfilmens.
Den historie der fortælles er et melodrama.
Der er altså tale om en pastiche, og som alle pasticher har den en iboende ironi - og altså et resultat af konceptuel blending.
Et særligt fortællemæssigt scoop er det at en drømmescene - en slags hovedpersonens mareridt - er det eneste der spilles med lyd på - dog uden at hovedpersonen selv i sin drøm kan få et hørbart ord frem.
Også i slutscenen er der lyd og tale. Her hører vi hovedpersonen sige en enkelt frase: "With pleasure" - med tyk fransk accent. Dermed får vi antydning af forklaringen på det der ellers er uforståeligt. Hvorfor han så stædigt holder fast ved ikke at ville optræde som talende skuespiller i de nye talefilm.
Ellers er der kun et fantastisk flot og fængende musikspor under hele filmen, med referencer til en lang række films underlægningsmusik. Musikken under klimaksscenen er inspireret af Hitchkocks musik under hans selvreflekterende metafilm "Vertigo".
Og så må jeg sige: Jeg nød filmen - var imponeret over dens gennemførthed som jo havde karakter af en stilistisk tour de force - underlagt skrappe kreative restriktioner.
Men jeg blev aldrig for alvor grebet, nok fordi jeg ikke kunne identificerer mig med hovedpersonen, og derfor aldrig rigtig "gik på komedie".
Uden den indlagte hund, med en afgørende rolle i en række af plottets vendpunkter, havde filmen aldrig vundet alle de priser, er min påstand.
Også hunden er nok en henvisning til Hitchkocks anden dybe metafilm "Rear Window", hvor en af familierne som vi ser gennem vinduet med James Stewards øjne, har en tilsvarende hund. Den bliver slået i hjel fordi den kan afslører morderen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar