Jesper Jespersen, John Kenneth Galbraith, Roman Frydman - økonomiske frames og kreative grænser for vækst

Jesper Jespersen, professor i økonomi på min nuværende arbejdsplads RUC, skrev forleden en kommentar i Information. Rubrikken var den ironiske 

Vækst på hjernen

Jeg var glad for den, fordi den anfægtede de grundforestillinger som journalister og økonomer tilsyneladende ellers er enige om - både herhjemme og internationalt - at økonomisk vækst både er målet og midlet når det gælder den 'nødvendige' økonomiske politik.
   Og så behøver vi ikke at snakke mere om det. Hvor svært kan det være?

Det vil jeg nu alligevel gøre. Snakke mere om 'vækst'.

Når vi taler om 'økonomisk vækst', så er det jo en metafor. Økonomi set gennem et begrebs optik hentet fra en anden verden: naturens. 

   Økonomi er noget uorganisk - det handler om penge, maskiner og produkter, tal, statistikker og kurver. 'Vækst' er et begreb hentet fra en verden som er fyldt med grønt, saftspænding, fotosyntese, årstider: vækster - planter som vokser og formerer sig - og visner og spirer igen.

   Jeg har tidligere - med George Lakoff i tankerne - beskrevet hvordan konceptuelle frames begrænser nytænkning og kreativitet. Og hvordan det kan være nødvendigt at re-frame en problemstilling - eller at kombinere to frames gennem konceptuel blending til en ny og tredje frame som et friskt mentalt rum for nytænkning om denne problemstilling

Vibeke Sperling tager i Politiken i dag bolden op fra Jesper Jespersen og spiller den videre med en kommentar der som rubrik har opfordringen:

Lad os skabe Folkebevægelsen mod Vækst

Det er ret provokerende - mentalt lidt grænseoverskridende - at se det på skrift. Kreativt.
   Jamen, sådan noget kan man da ikke opfordre til. Vækst er godt (=natur er godt).
   Og væksten (=den unaturlige) er jo gået i stå herhjemme, det er det der er problemet. Vækst betyder flere arbejdpladser og mere velfærd (eller bevarelse af den eksisterende, i det mindste?!). Så vil alt herhjemme 'spire', 'gro' og 'blomstrer'.
   Og dertil kommer at alle de besparelser og nedskæringer som EU med Tyskland i spidsen kræver af de gældsatte økonomier i Grækenland, Spanien, Portugal, Italien, etc. jo ud fra enhver betragtning bremser mulighederne for at væksten i de lande kan komme igang igen inden for en overskuelig fremtid.

Nu har jeg jo læst tidligere kommentarer af Jesper Jespersen, og jeg mener også han har forholdt sig meget kritisk til den tyske økonomiske filosofi om at man (befolkningerne) økonomisk og socialt må lide før de kan nyde ... (godt af den tyske hjælp)
   Så både dem der tror på væksten som en redningsplanke fra alt ondt, og dem der med flid og barske nedskæringskrav af de offentlige udgifter vil bremse væksten i mange år frem, er åbenbart på vildspor. Det lugter af paradoks og tåget tænkning.
   Men det de næsten alle er enige om, er selve framen: vækst-metaforen. Vækst uden grænser!
   Det siger mig så at paradokset kun kan løses hvis man ændre rammen - konceptuel re-framer problemstillingerne. Frigør sig fra den konventionelle tankestruktur og begrebsdannelse.

Jesper Jespersen påkalder sig så den internationalt kendte økonom fra min ungdoms avislæsning: John Kenneth Galbraith.
   Han var den førende økonomiske tænker bag den økonomiske politik som kendetegnede de amerikanske demokratiske præsidenters regeringer fra 40-erne til slutningen af 60-erne, fra Franklin D. Rosevelt, over Harry S. Truman og John F. Kennedy til Lyndon Johnson.
   Et af Galbraiths mest citerede og stadig helt aktuelle udsagn i forbindelse med tidens politisk-økonomiske debat, har Vibeke Sperling også med i sin artikel:

Det er en mærkværdig idé, at de rige arbejder bedre, hvis de hele tiden bliver rigere, mens de fattige bare arbejder bedre, hvis de bliver fattigere.

Var der nogen der sagde "starthjælp" og "fjernelse af topskatten". Mig gav citatet en helt regulær aha-oplevelse.

Når Jesper Jespersen hiver Galbraith ud af mølposen, så er det fordi der er meget klare paralleller fra ham og til den aktuelle kritik af de moderne akademiske økonomer hvis matematiske modeller har vist sig at have så ringe virkelighedsforankring at de ikke har kunnet forudsige de kriser i både den danske og den internationale økonomi vi har oplevet siden 2008.

   Wikipedia skriver om Galbraiths kritik af datidens økonomiske "konventionelle visdom":

Although he was a president of the American Economic Association, Galbraith was considered an iconoclast by many economists. This is because he rejected the technical analyses and mathematical models of neoclassical economics as being divorced from reality. Rather, following Thorstein Veblen, he believed that economic activity could not be distilled into inviolable laws, but rather was a complex product of the cultural and political milieu in which it occurs. In particular, he believed that important factors such as advertising, the separation between corporate ownership and management, oligopoly, and the influence of government and military spending had been largely neglected by most economists because they are not amenable to axiomatic descriptions. In this sense, he worked as much in political economy as in classical economics.

Her lærte jeg lige et godt ord igen, et ord jeg nok er stødt på af og til, men hvis betydning jeg ikke lige havde present: 'ikonoklast'.
   Ordbøger definerer en 'ikonoklastisk' handling som 'en bevidst destruktion eller injurier af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en kultur, religion eller i samfundet'.
   De økonomer der har brugt ordet 'ikonoklast' om Galbraith, har ikke ment det positivt.
  Men hans økonomiske nytænkning den gang kan vel også betegnes som et videnskabeligt velfunderet forsøg på kreativ destruktion af forældet konventionel økonomisk tænkning.

Siden - i 70-erne og 80-erne - blev Galbraith kritiseret frontalt af de økonomer som - med Milton Friedman i spidsen - promoverede en gennemgribende deregulering og liberalisering af den globale økonomi, en økonomisk tænkning som havde den amerikanske president Ronald Reagn og den engelske premieminister Margareth Thatcher som politikske frontfigurer, og som vi nu har set den katastrofale bagside af i de sidste 4 år.
   Økonomisk poltik baseret på Friedmans tænkning er blevet sammenfattet med det blendede udtryk 'reaganomics', og af hans mest radikale kritikere som: 'voodoo economics'.

Men Jesper Jespersens fremdragning af min ungdoms ikon inden for økonomisk tænkning, Galbraith, giver mig også associationer til det nyoprettede Center for Imperfect Knowledge Economics ved KU, finansieret af megaspekulanten og filantropen George Soros, og med en nyudnævnt professor Katarina Juselius som leder.
   Se artiklen i Information den med titlen

På jagt efter en teori der passer til virkeligheden
http://www.information.dk/300795

Katarina Juselius teoretiske afsæt, fremgår det af denne artikel, er en anden økonom, Roman Frydman, som er den der har formuleret den alternative teoretisk frame 'uperfekt videns økonomi'.
    Wikipedia fortæller om ham - bemærkelsesværdigt kortfattet:

Frydman's research, exemplified by his two recent books with Michael D. Goldberg, Imperfect Knowledge Economics: Exchange Rates and Risk (Princeton University Press, 2007) and Beyond Mechanical Markets: Asset Price, Swings, Risk, and the Role of the State (Princeton University Press, 2011), argues that markets cannot be predicted accurately by deterministic optimization models, particularly models promoted by adherents of the rational expectations hypothesis. Rather, Frydman argues that predictive models must take into account the role of contingent events, irrationality, imperfect knowledge and communication among the market participants. "Imperfect Knowledge Economics" presents a model that many critics have described as not only more flexible, but also more predictive of empirical events.[1][2][3][4]

Roman Frydman siger vel i virkeligheden det samme som Galbraith og Jesper Jespersen, nemlig at økonomi er så kompleks at det ikke kan sættes på formler og matematisk regnbare modeller. Eller rettere: at hvis man gør det som main stream-økonmerne har gjort indtil videre , så kommer man til at forenkle forudsætningerne i en sådan grad, at modellerne fører til resultater og forudsigelser som ikke svarer til det der økonomisk foregår i virkeligheden.

Endelig kommer jeg i tanke om en anden og alternativ frame til den der sammenfattes med (underforstået 'ubegrænset') 'økonomisk vækst', en alternativ frame som jeg har med i min mentale bagage fra mine yngre dage: 'bæredygtig vækst' eller 'bæredygtig udvikling'.

   I disse begreber ligger der det paradoks at man altså godt kan tænke sig en 'vækst' som er begrænset, reguleret og styret af overordnede hensyn til den fysiske og biologisk kontekst som jordens ressourcer udgør. 

   Der er det problem ved disse ressourcer at de på den en side ikke er ubegrænsede, men at størrelsen af dem på den anden side heller ikke kan forudsiges med nogen form for sikkerhed. Altså en klar parallel til 'imperfect knowledge economics'.

Kilden til denne tænkning var en epokeskabende rapport som også udkom da jeg var ung universitetslærer, og som havde titlen: 'The Limits of Grovth' - 'Grænser for vekst'. 

   Den rapport arbejde faktisk også med matematiske modeller og formler som forfatterne brugte til at forudsige en række deprimerende udviklingstendenser, hvis ikke regeringer, virksomheder og organisationer globalt og samlet foretog nogle radikale omlægninger og reguleringer af den måde samfundenes økonomier udviklede sig på.

   Det interessante her er at en lang række af disse forudsigelser - i modsætning til modeløkonomernes  - stort set har vist sig at holde stik.

   Se fx artiklen i Ingeniøren fra den 17. januar 2009 under rubrikken og underrubrik.

Dystre forudsigelser fra debatbogen "Grænser for vækst" holder stik

Det mest pessimistiske scenarie fra 1970'er bestselleren "Grænser for vækst" stemmer alt for godt med virkeligheden, som den ser ud i dag.

http://ing.dk/artikel/94908-dystre-forudsigelser-fra-debatbogen-graenser-for-vaekst-holder-stik

Rapporten 'Grænser for vækst' opstiller tre 'scenarier' der hver bygger på forskellige forudsætninger når det gælder omfanget og hastigheden med hensyn til forskellige forbyggende, regulerende og samfundsudvik-lende indgreb fra verdens magthavere og beslutningstagere.

Two of the scenarios saw "overshoot and collapse" of the global system by the mid to latter part of the 21st century, while a third scenario resulted in a "stabilized world.".

Inden for de seneste ti år er der så lavet opfølgende undersøgelser og analyser. Holdt modellerne og forudsigelserne stik? Hvilket scenario har udviklingen fulgt?
   Wikipedia omtaler den rapport som som Ingeniørens artikel bygger på:

In 2008 Graham Turner at the Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation (CSIRO) in Australia published a paper called "A Comparison of `The Limits to Growth` with Thirty Years of Reality".[8][9] It examined the past thirty years of reality with the predictions made in 1972 and found that changes in industrial production, food production and pollution are all in line with the book's predictions of economic and societal collapse in the 21st century.[10] In 2010, Peet, Nørgård, and Ragnarsdóttir called the book a "pioneering report". 

Artiklen i Ingeniøren udfolder Turners 'paper':

Som kilder brugte Turner offentligt tilgængelige databaser dels i FN-publikationer, dels hos World Ressource Institute Earthwatch og fra projektet "Vital Signs" fra Worldwatch Institute.
   Resultaterne viser, at der er en god overensstemmelse mellem "standard run" fra andenudgaven af bogen i 1974 og den reelle udvikling i de fem nøglekategorier, som er: 1. population 2. fødevareproduktion 3. industriproduktion 4. forurening samt 5. forbrug af uerstattelige ressourcer.
   Scenariet vil ifølge modellerne føre til et kollaps i det globale system en gang i midten af det 21. århundrede – som illustreret i diagrammerne her på siden. Data passer derimod ikke så godt med de to alternative hovedscenarier, der forudsætter enten en effektivisering af teknologierne, eller en stabiliserende reduktion i forbruget.

Artiklen slutter med:

I en opfølgning til "Grænser for vækst" udgav forfatterne Dennis L. Meadows, Jørgen Randers og William Behrens i 2004 bogen "Limits to Growth – The 30-year Update", som med små justeringer af modellen bekræftede de oprindelige konklusioner fra 1972 og, om muligt, tegnede et endnu mere dystert billede af fremtiden.

Teorien om kreativitet indeholder begrebet 'kreative restriktioner', en teori som siger at det at acceptere skarpe og snævre grænser for udfoldelsen af en eller anden formålsbestemt aktivitet, virker særligt stimulerende for udviklingen af kreative og nyeskabende løsninger.
   Endnu har diverse senere videnskabeligt baserede FN-rapporter om fx. klimaudviklingen ikke fungeret på denne kreativitetstimulerende måde - lige så lidt som 'Grænser for vækst' har gjort det.       

   Der sker og er sket utroligt lidt - se bare på det sidste Rio-topmøde. Eller det i København som Lars Løkke Rasmussen og hans backing-group totalt forkludrede.
   Ingen tager for alvor udfordringen op - om at tage et langsigtede ansvar for at indordne samfundsudviklingens 'vækst' under de nødvendige kreative restriktioner som ligger i de forskellige rapporter

Er verdens politikere og magthavere for dumme, for snævertsynede, for selvcentrerede, for populistiske - eller hvad? Er det demokratiet som er ved at være slidt op som model - særligt når det gælder globale løsninger?

Politiken havde i dag på samme side som Vibeke Sperlings kommentar et debatindlæg af Kristen Schultz Jørgensen under rubrikken:

Langt lys på bilen

En glimrende metafor til at beskrive hvad der er galt med den konventionelle 'økonomisk vækst'-frame: Den er for kortsigtet.

Politikere, økonomer, journalister, og virksomheder har kun det korte lys på - hele tiden. Dem der sidder i føresædet kører i blinde fordi de ikke tør tænde for det lange lys i længere tid.
    Når begavede folk skrive eller udtale noget som kun kan ses med det lange lys, så bliver det synligt hvor krævende og grænseoverskridende opgaven er - for hele samfundet - at fastholde en anden frame på vækst - den 'bæredygtige'  - over lang tid. 

   Indtil videre ser det ud til at politikere, journalister, virksomheder - mentalt og konceptuelt set - lukker øjnene efter et kort blink med det lange lys. Og så åbner man dem først igen når man har skiftet til kort lys.

Hvad gør de ved os - filminstruktører, journalister, manuskriptforfattere - når kroppen spejler det som øjnene ser?

Et gennemgående tema for en lang række indlæg i de lidt mere end to år jeg har skrevet på denne blog, har været spørgsmålet om hvad der foregår i hjernen og i kroppen på os når vi ser en film, læser en bog, ser et maleri, hører et radioindslag. Altså nå vi er modtagere af kreative produkter.

    Jeg laver lige en dansk parafrase af et engelsksproget blogindlæg fra den kendte filmteoretiker Bordwell - en af de helt tunge drenge hvis hovedværk står på ethvert filmspeciales litteraturliste: "Narration in the Fiction Film". 
   Indlægget indledes sådan her, resten kan følges på linket til sidst:

Vi ser film med vores øjne og ører. Men vi oplever og erfarer film med vores sind og vores kroppe. Der går en vej fra ydre sansning til mental reaktion, som det ville være rart at kunne beskrive, for dermed at kunne forklare vores reaktioner på de sansede input.
    Film gør noget ved os, men vi gør også noget ved film. En film leverer en overraskelse, vi hopper i sædet. Filmen påbegynder en scene, vi følger handlingen opmærksomt. Filmen laver en plantering/et set up, vi husker det og reagerer med lettelse når vi får pay off. Filmen inviterer til følelsesmæssige reaktioner, vi føler dem.
   Så hvis vi vil vide mere om filmhåndvækets hemmelige "hvordan", ja, så forekommer det logisk at spørg dem der producerer filmene: Hvad er det der gør det muligt for jer at få os seere - publikummer - til at reagere præcist som de ønsker?
   Uheldigvis for os kan de normalt ikke fortælle os det. Og gennem historien har filmmagere arbejdet med 'seat-of-the pants' psykologi (=intution). Gennem 'trial and error' har de lært sig hvordan de former vores sind og vækker vores følelser, men normalt er de ikke interesseret i at forklare hvorfor de lykkes med det.

Og kunne man tilføje: De kan som regel heller ikke forklare det selv hvis de var interesseret. De "ved" det bare - eller de "føler" det bare. Vi kalder det intuitition eller tavs viden.

De samme spørgsmål kan vi stille til mange kreativt-produktive professioner, og den samme mangel på et ordentligt svar møder vi fra fx journalister, forfatttere, malere.
   Alle disse professioner arbejder med kreativitet som drivstof, alle gør de noget ved os - både vores sind og vores føelsler - når deres produktioner er bedst.
   Alle kan de også floppe, så deres produktioner lader os kolde: vi zapper, lægger bogen fra os, forlader biografmørket i utide, går hurtigt gennem udstillingen, bladrer gennem avisen på 20 minutter.

Dette blogindlæg af David Bordwell findes på hjemmesiden http://scsmi-online.org/. Og det er først for nylig jeg er blevet opmærksom på den organisation: 'Society for Cognitive Studies of the Moving Image'.

Bordwell leverer en historisk redegørelse for de forskellige forsknings-indgange som har forsøgt at besvare spørgsmålet oven for, et indlæg som er både læseværdigt og interessant. Men det er tydeligt at han ikke er særligt interesseret i den neuroscience-indgang som har optaget og stadig optager mig.

Det er der imidlertid et andre bidragydere der er. Jeg fremhæver to: Michele Guerra og Dirk Eitzen.

Michele Guera har skrevet et indlæg med titlen: Film Style: "A Motor Approach. Den indleder med at stille spørgsmålet:

“How can cinema have so powerful a reality effect when it is so manifestly unreal?”

Hvordan kan film  have så stærk en realitetseffekt når film er så tydeligt uvirkeligt? Det er et godt spørgsmål, og det rammer jo lige ind i det tema som også har optaget mig - fakta versus fiktion. For fælles for al 'film' uanset om det er en spillefilm eller en tv-nyhedsudsendelse, så er vi jo som seere klare over at det vi ser, blot er billeder af "noget andet" - som tidligere foregik foran en kameralinse og blev registreret der som en "optagelse":
    Michele fortsætter:

Vittorio Gallese and I have started from this very simple assumption by Steven Shaviro to wonder at which levels a movie engages its viewer. The moving image is with no doubts the most sophisticated form of mediated intersubjectivity: the relationship we build with the characters, with the objects and the landscape which appear on the screen is very similar to the relationship we build in our daily life with people we interact with, objects we use and environments we inhabit.

De relationer vi opbygger til karakter, genstand og landskaber som optræder på lærredet eller skærmen, ligner forbavsende meget de relationer vi har i vores dagligdag til folk vi omgås, genstande vi gør brug af, omgivelser vi bor og lever i.
    Og det er jo sådan set mærkeligt.

I hvert fald må dem der har opfundet og udviklet film som medie, som teknik og som audiovisuel fortælling - sideløbende have udviklet et - sikkert ubevidst billede af den hjerne - inklusive dens emotionelle del - som filmen "spiller på" og aktiverer når den bliver set af et publikum. Og det filmen spiller med, er klip, setting, kamerabevægelser, lyd, panorering, casting, etc. Hele dramaturgiens og filmteknikkens værktøjskasse.

Michele Guerra hører til samme 'naturalistiske' retning inden for filmvidenskaben som vores egen Torben Grodal sådan som han har udfoldet sin tænkning i bogen "Embodied Visions". Det grundlægende synspunkt er at sanseapparatet, hjernen og kroppen er forbundet og spiller sammen på en sådan måde at den serie af syns- og lyndindtryk som filmen kontinueret udsætter os for når vi ser den, virker ind på os mentalt-fysisk-kropsligt som om vi selv bevægede os, handlede, følte og tænkte på en lignende måde som dem vi ser optræde på skærm/lærred.
    Filmen simulerer en virkelighed, og vi som publikum simulerer os selv - bl.a. automatisk via spejlneuronerne - i den simulerede virkelighed som filmen fremstiller. Derfor kan filmen både aktiverer identifikation og forståelse i forhold til det vi ser, og fremprovokere følelser som frygt, forventning, chock, afsky, vrede, medfølelse mv. - følelser som principielt er neurokemiske reaktioner som vores hjerne og krop neurologisk er programmeret til at få aktiveret ved møder og konfrontationer med vores naturlige omgivelser som vi er afhængige af for at overleve.

Det Michele Guerra er særligt optaget af at forstå gennem denne neuro-optik, er filmstilens udviklingshistorie (i virkeligheden et svar til David Bordwell):

Thus it is important to question viewers’ gaze behavior as well as viewers’ brain responses, focusing more precisely on the impact our simulated motor behavior has on our film experience: fMRI or EEG experiments can offer a new and different perspective on the history of film style grounded on embodiment.

Spørgsmålet om den "legemligjorte" film-effekt deler hun op i tre:

There are at least three different forms of embodiment implied by a movie. The first is tied to acting as embodiment, and it is strictly connected to the study of the “actor in the neuroscience era” (borrowing the title of a work by Vanda Monaco and Yang Wenting). The second form is tied to film style as embodiment, and it is based on the assumption that the style a director chooses to tell her story entails a more or less strong embodied relationship with the viewer. The third form is tied to viewers’ responses and it is mostly interested in finding what happens in our brain when we watch a particular film scene or film shot (and we could say that this third form is substantially implied by the other two).

Embodied Simulation (ES) - legemliggjort simulation - er betegnelsen for det grundsynspunkt som  Michele Guerra deler med en af de italienske neuro-forskere, Vittorio Gallese, der i sin tid opdagede spejlneuronerne, og som sammen med sine kolleger har skrevet en af hovedværkerne om deres opdagelse og mulige funktion: "Mirrors in the mind".

Gallese describes ES as “a common underlying functional mechanism [that] mediates our capacity to share the meaning of actions, intentions, feelings, and emotions with others, thus grounding our identification with and connectedness to others.”So the question is: who acts in a movie? Who owns intentions? Who feels something? Who experience emotions?
   Obviously the actors act, own intentions (generally established by the screenplay), and feel emotions, but the real target of the movie is the viewer. She has to feel emotions, as well as she has to behave as if she were acting and owning intentions.
   Some scenes elicit motor responses in a very elementary way, creating for instance a vertigo effect, or showing disgusting or painful images. Nonetheless the only way to assure a motor link between the viewer’s body and the camera behavior is by means of film style, matching film’s shots according to a corporeal schema that will trigger a mental one. 

Det Michele Guerra til slut argumenterer for, er at man må gå eksperimentets vej og simpelt hen afprøve filmsekvenser mens man skanner hjernen for at se hvor den er aktiv, og hvordan dens forskellige centrer, moduler og netværk fungerer som respons.

Den anden forfatter som jeg nævnte i starten, Dirk Deitzen, har leveret to indlæg som er beslægtede: "Entertaining Violence" og "The Fun of Fear: Horror, Suspense And Halloween". De rammer begge ned i to temaer som jeg har forsømt i de hidtidige blogindlæg om dramaturgiens effekt: FASCINATION og FØLELSER.
   De stikord vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

Hypnosemorderen, litteraturprofessoren - og kundalinikraften

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om en række serendipitetiske sammentræf og associationer - i forbindelse med læsningen af Poul Martinsen nye bog om 'hypnosemorderen' Palle Hardrup - og hans fantastske liv og skæbnesvangre vendepunkter og møder. Her er mere fra samme skuffe

Et af kapitlerne i bogen - det om Palle Hardrup og Bjørn Schow Nielsens eksperimenter med yoga-teknikker mens de er cellekammerater efter Anden Verdenskrig - minder mig om en af mine undervisere i litteratur på danskstudiet i slutningen af 60´erne: professor Aage Henriksen.

   Som jeg tidlgere har fortalt, så var Aage Henriksen faktiske den eneste af mine undervisere i litteratur, som jeg den gang syntes jeg virkelig fik noget ud af at høre på - og senere af at læse bøger hans bøger. 

    Jeg kommer i tanker om at han i en af sine senere bøger "Litterært testamente - Seks Kapitler Om Kærlighed" fra 1998 - fortæller om at han havde eksperimenteret med yoga-teknikker i sin ungdom Heri fortæller han bl.a. om de fatale og delvist invaliderende mystiske erfaringer han havde med det der kaldes 'kundalini-kraften'.

Den danske Wikipedia beskriver denne kraft sådan her:

Kundalini (egl. 'sammenrullet' som en slange). Er i følge tantriske traditioner i Indien og Tibet en ur-energi, som strømmer fra den nederste del af rygsøjlen, (rodchakraet) til issen (kronechakraet). Energien kan aktiveres spontant eller ved hjælp af specielle yoga-teknikker i forbindelse med spirituelt arbejde.

   Når Kundalini-energien vækkes fx gennem spirituelle øvelser, forsøger den at stige op, delvist eller fuldstændigt, gennem en subtil kanal (nadi) i rygsøjlens midte, kaldet sushumna nadi. Langs sushumna ligger 6 chakraer (krone-centret er ikke et egentlig chakra). Når Kundalini-kraften stiger op fuldstændigt gennem sushumna nadi, aktiveres forskellige energier i chakraerne, den møder. Energierne i de lavere chakraer bliver inaktive samtidig hermed.

   Når den stiger fuldstændigt op til krone-chakraet, siges personen at have opnået spirituel oplysning, 'unio mystica', nirvana eller nirvikalpa samadhi, og man er fri af karmaens hjul.

Oplevelserne med kundalini-kraften forbinder Aage Henriksen' først og fremmest med sit konfliktfyldte venskab med Karen Blixen. Hun havde en helt særlig psykisk magt over ham da han var ung - måske ikke ulig den magt Bjørn Schow Nielsen havde over Palle Hardrup.

   I et interview med journalist Dorte Remar i Kristeligt Dagblad 17. dec. 2004, fortæller Aage Henriksen om ...

... hvordan han i midten af 1950'erne i forbindelse med en personlig krise og udøvelse af yoga oplevede et fænomen, der er anerkendt og eftertragtelsesværdigt i Østens religioner: en opstigning af kundalinikraften. Ifølge tantrisk tradition er det en seksuel kraft, der som en sammenrullet slange ligger sovende ved rygradens rod. Når den vækkes, stiger den op gennem kroppen og hovedet og videre opad for at forene mennesket med den guddommelig bevidsthed.

   – Kundalinikraften lever videre i mig og har gjort det i et halvt århundrede. Kundalini er knyttet til mennesket som en potens, der normalt ikke frigøres. Det drejer sig om et indre strømsystem, som man har kendt i umindelige tider. Lægevidenskabens gamle symbol med to slanger, der bugter sig om en æskulapstav, er en beskrivelse af kundalinibanen, siger Aage Henriksen.

   – Jeg kunne ikke tænke mig et liv uden nu. Men det var meget voldsomt, da den brød igennem. Og jeg var temmelig rædselsslagen for, at den ville stige ud gennem hovedet og efterlade mig som en tom skal. Det skaber også store smerter der, hvor kundalinien ikke kan bryde gennem. Først senere hen kom der kontrol med det, så den ikke kun stiger op, men også cirkulerer.

   – Opstigningen af kundalinikraften skete, da jeg begyndte at gå til yoga. Anledningen var mit personlige bekendtskab med Karen Blixen, der begyndte godt, men førte til en mere og mere uløselig konflikt i mig selv. Jeg befandt mig i en situation, hvor ingen kunne vejlede mig. Yogaen gav mig nye problemer, uden at jeg på nogen måder blev klogere på Karen Blixen, og førte til, at jeg opsøgte den åndelige læremester Eli Wamberg, der var formand for Rosenkreuzer-selskabet.

Eli Wamberg hjalp Aage Henriksen ud af sin binding til Karen Blixen og hjalp ham til at kontrollere kraften. 

Men hvad har det med Palle Hardrup at gøre. Jo, ifølge Martinsens bog om ham, så har Palle Hardrup også haft stærke erfaringer med kundalini-kraften (som han ganske vist kalder noget andet). Hardrup beskriver nogle øvelser hvor han og Bjørn Schouw Nielsen arbejdede med meditativ udelukkelse af stadig flere dele af kroppen indtil de også 'eliminerede' hovedet. Oplevelsen af denne bevidsthedstilstands "hvilen i sig selv" som der derigennem nåede, beskriver han sådan her:

Alt var harmoni og skønhed. Sindet var som stjernerne, der uden for de atmosfæriske forstyrrelser stor stille, store og klare med mange flere farvenuancer, end vi vant til at se dem.

Og videre referer Martinsen netop til de "slanger" som er symbolet på oplevelsen af kundalini-kraften der føles som en ildsøjle op ad og gennem rygradens nervebaner:

Hardrup og Schouw Nielsen fortsatte deres ekspeditioner ind i sinde ad yogaens veje. (...) Som elever, yogier, lærte de at arbejde med en urkraft i universet, de indiske guruer kaldte for prahna.  Under meditationen skulle prahnaen gennem koncentration og vilje kunne sendes rundt i yogiens nervesystem til steder, hvor der var brug for en livgivende kraft.

   Det kunne give voldsomme oplevelser, også lidt skræmmende. En dag forestillede Palle sig under en meditation at to nervebanerr snoede sig rundt om hans rygmarv som et par slanger. Han så og mærkede en hvid flamme rundt om rygmarven og følte strømmen af prahna glide opad som en glødende strøm

Den slags meditationsskabte mentale erfaringer endte for Aage Henriksen med at blive en velsignelse for hans faglige og spirituelle udvikling, erfaringer som blandt andet gav ham en dyb og opklarende indsigt i de underliggende mentale erfaringsmønstre som var fælles for en lang række store forfatterskaber: Goethe, Baggesen, Grundtvig, Pontoppidan, Sophus Clausen, Henrik Ibsen, Karen Blixen.

For Palle Hardrup blev de vejen til en forbandelse som han først frigjorde sig fra da han skiftede identitet.

   Under deres 'meditationsrejse' i fængselscellen, bragte Bjørn Schouw en "skytsånd" med i deres fælles spirituelle univers. Og via denne "skytsånd" fik Bjørn Schouw Nielsen (og altså ikke via hypnose, ifølge Palle) fuldstændig krammet på Palle Hardrup.

   Det var den skytsånd, "X", der befalede Palle at begå først et "vellykket" bankrøveri, og og et halvt år senere det der endt med mord.

   Begge røverier blev begået for at skaffe penge til en fælles planlagt spirituel rejse til Indien hvor de to kammerater skulle opnå den højeste spirituelle tilstand 'samadhi' - 'se lyset' - ved at mødes med den religiøse leder Maharashi Mahesh Yogi, grundlæggeren af TM - trancendental meditation, den meditiationsform som både jeg, Poul Martinsen, David Lynch og mange andre har lært og brugt i mange år.

I følge Martinsen ville det i virkeligheden være mere rimeligt at kalde Palle Hardrups drab på de to bankfunktionærer for 'yoga-mordene'!

Woody Allen - film-auteur og producent af særligt kreative meta-film

For to indlæg tilbage skrev jeg at jeg ikke var den helt store fan af Woody Allen, samtidig med at jeg ud fra beskrivelsen af dokumentaren om og med ham, konstaterede en lang række påfaldende sammenfald mellem ham og Poul Martinsen - som jeg er en stor fan af.

   Indlægget var det sidste i rækken af indlæg om fænomenet 'serendipitet', begrebet der beskriver hvordan der sker mærkelige - heldige og betydningsladede - sammentræf når man søger noget og finder noget helt andet; eller man finder noget nyt og interessant uden over hovedet at lede.
   Serendipitet hænger uløseligt sammen med kreativitet.

Nu har jeg været inde og se filmen 'Woody Allen: At Documentary'. Og der er i hvert fald et par sammentræf mere end dem jeg nævnte i det foregående indlæg. 

    Woody Allen anskaffer sigt tidligt i sin ungdom et par briller med et tykt mørkt stel, og det bliver en del af hans - lidt nørdede - identitet.

Det samme med Poul Martinsen. Allerede de første fotografier af ham som ung journalist viser ham med tilsvarende briller med markant mørkt stel. Her et foto fra forsiden af min bog om ham.

Martinsen fortalte gang på gang hvor "eventyrligt heldig" han syntes han havde været. I en af de sidste sync´er med Allen i dokumentaren om ham siger han direkte at hans liv har været præget af en masse held, nærmest som et eventyr.

   I øvrigt er der en god chance for at Martinsen har været til et af Woody Allans stand up-shows da Martinsen var i New York og studerede på Columbia School of Journalism 1964-65.

Men først og fremmest er de jo begge det man i filmvidenskabens sprog kalder 'auteur' - altså filminstruktører som forfølger basale, dybe og menneskelige temaer og problemstillinger i deres film - og hele tiden vender tilbage til dem og tager dem op i nye kontekster og fra nye vinkler gennem årene. 

   Det fremgår af Robert Weides dokumentarfilmen om Woody Allen at det helt afgørende for denne  filmoriginal er at han er sin egen herre, så han så at sige har frihed til at leve sit live og reflekterer over det gennem de film han producerer. 

   Også de træk finder man hos Poul Martinsen, selv om han i mange mange år var ansat i DR - og derfor hele tiden skulle have accept oppe i huset for sine dokumentarideer. Og det fik han stort set - men under stadig symbolsk "kamp med" og "oprør mod" chefen for Kulturafdelingen, Verner Svendsen.

Men i virkeligheden er jeg egentlig større fan af Woody Allen end jeg umiddelbart giver udtryk for - men en masse af hans film tænder jeg altså ikke på. 

   Manden er jo grundlæggen ironiker og humorist - en moderne superreflekteret klovn. Og for mig betyder det at mange af hans film netop ikke griber og fænger fordi ironien hele tiden punkterer den indlevelse som jeg også søger i en film.

   Det jeg fascineres af hos ham, er først og fremmest nogle af hans 'meta-film' - de film hvor han blender fakta og fiktion - eller producerer fiktion med flere realitetsniveauer flettet sammen. 

   I disse dobbeltbundede meta-film udfolder ironien sig form og udtryksmæssigt igennem konceptuel blending af flere realitetsplaner. Og så er det altså lige mig.

   

Skulle jeg fremhæve en blandt mange af disse film, så bliver det 'The Purple Rose of Cairo'.

Blandt han tidlige film bliver det 'Play it again, Sam' som jeg sætter rigtig højt.

Og så syntes jeg at den sidste film han udkom med: 'Midnight in Paris', at den var - simpelt hen - fremragende.

Frigør sindet - med tankens kraft - om meditation som mental medicin

Jeg har i nogle af de senere blogindlæg skrevet om 'hypnosemorderen' Palle Hardrup der sammen med sin fængselskammerat Bjørn Schouw Nielsen eksprimenterede med forskellige mentale teknikker. Den mest kendte og spektakulære var naturligvis hypnose, men Hardrup var selv ifølge Martinsen bog om ham mest optaget af de meditationsteknikker som de også ekperimenterede med, blandt and yoga og forskellige åndedrætsøvelser. Hardrup insisterede på at hypnosen var noget perifert i forhold til deres fælles projekt - et middel der skulle lette adgangen til de højere eller dybere meditative erkendelsestilstande som de stræbte efter.

Jeg har været inde på betydningen og effekten af meditation i sammenhæng med kreativitet tidligere på bloggen. Her er et par centrale links - blandt mange:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/meditation-former-hjernen-og-fremmer.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/nar-hjlperen-bliver-hj-og-andre-hje.html

Fra bunken af udklip samlet in i juni måned, finder jeg to artikler der hver for sig fokuserer på den mentalt helende effekt af meditation.

Den første: Politikens kultursektion den 5. juni. Rubrikken:

Det bevidste sind kan gøre hjernen til en god ven.

Underrubrikken:

Hjernetræning gør en opmuntrende målbar forskel for tre psykisk lidende mennesker i Phie Amboes rørende videnskabsfunderede og også flotte dokumentar 'Free the mind'.

Det er en anmeldelse af Dorte Hygum Sørensen, og filmen får 5 ud af 6 mulige 'hjerter'.

   Der er tale om en videnskabsdokumenterende film med tre cases som medvirkende der alle bliver trænet i meditatonsteknikker som tilsyneladende er delvist de samme som Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen eksperimenterede med. I artiklen beskrevet som "medfølelsesmeditation".

   To af de hovedmedvirkende har diagnosen 'posttraumatisk stress syndrome' fra soldater-oplevelser under Iraq- og Afghanistan-krigene; den tredje case - en femårig dreng - har diagnosen ADHD.

   Og filmen dokumenterer så at undervisningen i disse teknikker rent faktisk virker 'helende' og 'frigørende' på deres - tvangsmæssige - mentale lidelser.

   I filmen medvirker også en ekspert som er ansvarlig for disse forsøg, professor Richard Davidson, der i mange år selv har mediteret.

Richard Davidson er så i fokus for den anden artikel fra Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 8. juni.

Rubrikken:

Tankens kraft

Det interessante her for mig er at artiklen fortæller at "Davidson og hans kolleger har kortlagt de flere hundrede forskellige typer meditation, der findes, og kogt dem ned til tre kategorier":

- fokuseret opmærksomhed

- åben overvågning

- positiv følelsesmæssig træning

Og fidusen er så at man ved at scanne hjernen hos "forsøgspersoner med mange års meditationstræning" og "bede dem om at skifte mellem de forskellige typer af meditation", så kan man iagttage at de tre typer af meditation aktiverer forskellige neurale netværk i hjernen.

Da jeg selv for mange år siden (1979) blev undervist i trancendental meditation (TM) - og har praktiseret det siden, så interesserer det her mig særligt: Hvilken af de tre typer hører TM til, og hvilken del af hjernen er det som især påvirkes af den?

   Jeg søger på Richard Davidson og hans forskningsinstitution Laboratory for Affective Neuroscience (Wisconsin univeritetet).

   I første omgang finder jeg ikke lige noget om de tre typer, men om de seks mentale dimensioner som han mener påvirkes af meditation:

Resilience: how slowly or quickly you recover from adversity
Outlook: how long you are able to sustain positive emotion.
Social Intuition: how adept you are at picking up social signals from the people around you.
Self Awareness: How well you perceive bodily feelings that reflect emotions.
Sensitivity to Context: how good are you at regulating your emotional responses to take into account the context you find yourself in.
Attention: how sharp and clear your focus is.

Det er forholdsvis klart at TM - sammen med yoga-meditationerne - tilhører gruppen "fokuseret opmærksomhed", og den for tiden mest kendte i medier og offentlighed - 'mindfullness' - hører til gruppen "åben overvågning".

   Den tredje gruppe - "positiv følelsesmæssig træning" - er den jeg kender mindst til. Men den smager jo noget af "appriciative enquiery"-tænkningen.

Hvad sker der - oplevelsesmæssigt - når jeg selv mediterer efter TM-systemet?
   For nu at sige det frontalt. Jeg går i sort. Totalt black out i 20 minutter.

   Jeg sætter mig i en behagelig stol - med nakkestøtte - lukker øjnene - og gentager så mit mantra om og om igen - som indre tale: AOM, AOM, AOM, AOM (NB! "AOM" er er ikke mit personlige mantra, men det er tit brugt, og det staves OM)

   I løbet af et minut er jeg "væk". Mit åndedræt bliver ekstremt langsomt. Og efter ca. 20 minutter 'vågner' jeg igen.

   Og jeg har ikke sovet! Jeg har ikke tænkt! Jeg har ikke drømt! Jeg har ikke set billeder for mig! De 20 minutter uden for tid og rum har nærmest været som en total drømmeløs søvn. 

   Når jeg vågner efter en nats søvn, kan der gå en halv time - til flere timer - inden jeg er rigtig vågen. Men når jeg har mediteret efter det her TM-system, så er jeg 'vågen' - 'alert' - efter et minut eller to efter jeg har slået øjnene op.

Effekten?

   Man har jo kun sig selv som forsøgsperson og kan ikke være sin egen kontrolgruppe.

   Men set i bakspejlet: Ro. Tryghed ved egne intuition, ved egne ubevidste fornemmelse om hvad der er det rigtige at gøre i ukendte situationer. 

   Jeg har taget professionelle risici. Skrevet bøger, jeg ikke vidste jeg havde i mig. 

   Jeg har ikke været bange for at skifte job med jævn mellemrum, eller oprette eget firma.
  Jeg har med fornøjelse - og kriller i maven - kastet mig ud i opgaver hvis løsning jeg ikke havde nogen anelse om jeg kunne levere.

     Jeg har været i kriser - og konflikter med chefer, konflikter jeg var dømt til at tabe.

    Jeg vil ikke sige de ikke har berørt mig. Men... på en eller anden måde har jeg mentalt set ikke druknet mig i disse konflikter, men fokuseret fremad.

    Jeg har fx heller ikke fået sukkersyge - eller markant forhøjet blodtryk - selvom  min vægt i den grad siger at jeg er i farezonen.

At bedrive journalistik - især nyhedsjournalistik - er en af de mest stressende og altopslugende mentale arbejdsprocesser. Så ud fra alt hvad man efterhånden ved om meditationens gavnlige mentale effekter, så burde man indføre obligatorisk meditationsundervisning på alle journalistuddannelser - og for den sags skyld også på alle nyhedsredaktioner.
   Man kan lære det i hold. På 3-4 sessioner, hver af et par timers varighed.

Jeg har en klar fornemmelse at temaet meditation og kreativitet, er et jeg vil vende tilbage til.