Frigør sindet - med tankens kraft - om meditation som mental medicin

Jeg har i nogle af de senere blogindlæg skrevet om 'hypnosemorderen' Palle Hardrup der sammen med sin fængselskammerat Bjørn Schouw Nielsen eksprimenterede med forskellige mentale teknikker. Den mest kendte og spektakulære var naturligvis hypnose, men Hardrup var selv ifølge Martinsen bog om ham mest optaget af de meditationsteknikker som de også ekperimenterede med, blandt and yoga og forskellige åndedrætsøvelser. Hardrup insisterede på at hypnosen var noget perifert i forhold til deres fælles projekt - et middel der skulle lette adgangen til de højere eller dybere meditative erkendelsestilstande som de stræbte efter.

Jeg har været inde på betydningen og effekten af meditation i sammenhæng med kreativitet tidligere på bloggen. Her er et par centrale links - blandt mange:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/meditation-former-hjernen-og-fremmer.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/nar-hjlperen-bliver-hj-og-andre-hje.html

Fra bunken af udklip samlet in i juni måned, finder jeg to artikler der hver for sig fokuserer på den mentalt helende effekt af meditation.

Den første: Politikens kultursektion den 5. juni. Rubrikken:

Det bevidste sind kan gøre hjernen til en god ven.

Underrubrikken:

Hjernetræning gør en opmuntrende målbar forskel for tre psykisk lidende mennesker i Phie Amboes rørende videnskabsfunderede og også flotte dokumentar 'Free the mind'.

Det er en anmeldelse af Dorte Hygum Sørensen, og filmen får 5 ud af 6 mulige 'hjerter'.

   Der er tale om en videnskabsdokumenterende film med tre cases som medvirkende der alle bliver trænet i meditatonsteknikker som tilsyneladende er delvist de samme som Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen eksperimenterede med. I artiklen beskrevet som "medfølelsesmeditation".

   To af de hovedmedvirkende har diagnosen 'posttraumatisk stress syndrome' fra soldater-oplevelser under Iraq- og Afghanistan-krigene; den tredje case - en femårig dreng - har diagnosen ADHD.

   Og filmen dokumenterer så at undervisningen i disse teknikker rent faktisk virker 'helende' og 'frigørende' på deres - tvangsmæssige - mentale lidelser.

   I filmen medvirker også en ekspert som er ansvarlig for disse forsøg, professor Richard Davidson, der i mange år selv har mediteret.

Richard Davidson er så i fokus for den anden artikel fra Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 8. juni.

Rubrikken:

Tankens kraft

Det interessante her for mig er at artiklen fortæller at "Davidson og hans kolleger har kortlagt de flere hundrede forskellige typer meditation, der findes, og kogt dem ned til tre kategorier":

- fokuseret opmærksomhed

- åben overvågning

- positiv følelsesmæssig træning

Og fidusen er så at man ved at scanne hjernen hos "forsøgspersoner med mange års meditationstræning" og "bede dem om at skifte mellem de forskellige typer af meditation", så kan man iagttage at de tre typer af meditation aktiverer forskellige neurale netværk i hjernen.

Da jeg selv for mange år siden (1979) blev undervist i trancendental meditation (TM) - og har praktiseret det siden, så interesserer det her mig særligt: Hvilken af de tre typer hører TM til, og hvilken del af hjernen er det som især påvirkes af den?

   Jeg søger på Richard Davidson og hans forskningsinstitution Laboratory for Affective Neuroscience (Wisconsin univeritetet).

   I første omgang finder jeg ikke lige noget om de tre typer, men om de seks mentale dimensioner som han mener påvirkes af meditation:

Resilience: how slowly or quickly you recover from adversity
Outlook: how long you are able to sustain positive emotion.
Social Intuition: how adept you are at picking up social signals from the people around you.
Self Awareness: How well you perceive bodily feelings that reflect emotions.
Sensitivity to Context: how good are you at regulating your emotional responses to take into account the context you find yourself in.
Attention: how sharp and clear your focus is.

Det er forholdsvis klart at TM - sammen med yoga-meditationerne - tilhører gruppen "fokuseret opmærksomhed", og den for tiden mest kendte i medier og offentlighed - 'mindfullness' - hører til gruppen "åben overvågning".

   Den tredje gruppe - "positiv følelsesmæssig træning" - er den jeg kender mindst til. Men den smager jo noget af "appriciative enquiery"-tænkningen.

Hvad sker der - oplevelsesmæssigt - når jeg selv mediterer efter TM-systemet?
   For nu at sige det frontalt. Jeg går i sort. Totalt black out i 20 minutter.

   Jeg sætter mig i en behagelig stol - med nakkestøtte - lukker øjnene - og gentager så mit mantra om og om igen - som indre tale: AOM, AOM, AOM, AOM (NB! "AOM" er er ikke mit personlige mantra, men det er tit brugt, og det staves OM)

   I løbet af et minut er jeg "væk". Mit åndedræt bliver ekstremt langsomt. Og efter ca. 20 minutter 'vågner' jeg igen.

   Og jeg har ikke sovet! Jeg har ikke tænkt! Jeg har ikke drømt! Jeg har ikke set billeder for mig! De 20 minutter uden for tid og rum har nærmest været som en total drømmeløs søvn. 

   Når jeg vågner efter en nats søvn, kan der gå en halv time - til flere timer - inden jeg er rigtig vågen. Men når jeg har mediteret efter det her TM-system, så er jeg 'vågen' - 'alert' - efter et minut eller to efter jeg har slået øjnene op.

Effekten?

   Man har jo kun sig selv som forsøgsperson og kan ikke være sin egen kontrolgruppe.

   Men set i bakspejlet: Ro. Tryghed ved egne intuition, ved egne ubevidste fornemmelse om hvad der er det rigtige at gøre i ukendte situationer. 

   Jeg har taget professionelle risici. Skrevet bøger, jeg ikke vidste jeg havde i mig. 

   Jeg har ikke været bange for at skifte job med jævn mellemrum, eller oprette eget firma.
  Jeg har med fornøjelse - og kriller i maven - kastet mig ud i opgaver hvis løsning jeg ikke havde nogen anelse om jeg kunne levere.

     Jeg har været i kriser - og konflikter med chefer, konflikter jeg var dømt til at tabe.

    Jeg vil ikke sige de ikke har berørt mig. Men... på en eller anden måde har jeg mentalt set ikke druknet mig i disse konflikter, men fokuseret fremad.

    Jeg har fx heller ikke fået sukkersyge - eller markant forhøjet blodtryk - selvom  min vægt i den grad siger at jeg er i farezonen.

At bedrive journalistik - især nyhedsjournalistik - er en af de mest stressende og altopslugende mentale arbejdsprocesser. Så ud fra alt hvad man efterhånden ved om meditationens gavnlige mentale effekter, så burde man indføre obligatorisk meditationsundervisning på alle journalistuddannelser - og for den sags skyld også på alle nyhedsredaktioner.
   Man kan lære det i hold. På 3-4 sessioner, hver af et par timers varighed.

Jeg har en klar fornemmelse at temaet meditation og kreativitet, er et jeg vil vende tilbage til.

Det kreative tilfældige held - serendipitet - igen.

Serendipitet er det mærkelige ord for de uforklarlige held og positive sammentræf der opstår i kreative sammenhænge. Jeg har tidligere skrevet om det i disse to indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/serendipitet-hvad-er-det-og-hvorfor-det.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/den-heldige-jussi-med-en-rodls-barndom.html

Poul Martinsen fortæller gang på gang om hvor "heldig" han er i forbindelse med produktionen af sine programmer. Og selv har jeg noteret at der indimellem sker positive sammentræf på tidspunkter som gør dem usandsynligt velegnede og stimulerende her og nu. Som lige i disse dage.

Det første eksempel på serendipitet er en mail fra en soulmate og navnebroder som jeg også har omtalt i det første indlæg om serendipitet, en mand med særlig interesse for aha-oplevelser og beslægtede fænomener.    

   Han fortæller at en kollega og ph.d.-studerende har været på et seminar hvor oplægsholderen har fortalt om betydningen af flow og positiv psykologi i kreative processer. Jeg fik mailet de noter som beskrev temaer og stikord fra seminaret.

   Oplægsholderen hed Frans Ørsted Andersen. Og oplægget hed "Flow i hverdagen". Stikordene var mange af dem som også er temaer i flere af min blogindlæg: flow, mindfullness, positiv psykologi (appriciative inquiery). Og navne som Csikszentmihalyi, Peter Bastian og Tor Nørretranders.

    Vedkommende deltager der har taget noterne og lavet opfølgende research, var tydeligt opstemt. Ingen tvivl om at hun kunne se den relevans det kunne have at inddrage noget af den tænkning i forbindelse med journalistik og redaktionelt arbejde.

   Det er jo lige vand på min mølle, og jo flere blandt underviserne i journalistik der kan se disse sammenhænge, jo bedre.

Det andet serendipitet-sammentræf er at jeg vejleder en specialegruppe der bl.a. vil undersøge hvordan de medvirkende hovedpersoner i docusoap-serien "De unge mødre" har oplevet at blive brugt eller misbrugt i forbindelse med deres optræden i serien. 

   Jeg har bla. henvist til Poul Martinsen som i dokumentaren "Fluen på væggen" vendte tilbage til medvirkende i nogle af sine film, for at finde ud af hvordan det havde påvirket deres liv at medvirke.

   Og - bingo - kommer der med posten en bog der rammer lige i øjet på den problemstilling: "Et spørgsmål om tillid - at lave tv med mennesker" af Jan Bacher Dirchsen, en kreativ tilrettelægger og dokumentarist som har produceret en lang række af den type moderne docusoap-programmer.

   I bogen skriver han om sin erfaringer med at bruge helt almindelige - måske endda meget sårbare mennesker som medvirkende i tv. Og om de dilemmaer man som tilrettelægger kommer i undervejs.

   Så den kan jeg så lige skrive til de studerende om. Og så synes de jeg er en god vejleder.

Jeg møder op til bogudgivelses-receptionen på restaurant SULT på filminstituttet for at ønske tillykke.   

   Det viste sig at jeg har været sammen med Jan Bacher Dirchsen en gang  før, nemlig ved et efterkritikseminar på Easy Film for et par år siden, hvor jeg var blevet bedt om at lave et vistnok syv-års-serviceeftersyn på dramaturgien i serien "Årgang 0".

   Jan var med på seminaret den gang fordi det var ham der havde produceret de fire første års produktioner af serien.

   Ved en hurtig skimning af bogen kan jeg se at han er inde på en række probelstillinger som Poul Martinsen også udtaler sig om i min bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed".

   Og når jeg så søger på Jan Bacher Dirchsen på nettet, finder jeg ud af at han - ud over at være dokumentafilmsinstruktør - også er uddannet psykoterapeut. Og Poul Martinsen var uddannet psykolog. Sammentræf!

   I bogen "Et spørgsmål om tillid" kan man så se at Jan Bacher Dirchsen jævnligt sammenligner og modstiller de to roller - terapeutens og doukumentarfilminstruktørens - og bruger den ene til at forstå den anden med.
   Der er tale om fagligt og professionelt grænseoverskridende blending. Til en rubrik har han opfundet det blendede udtryk "en tv-peut".

   Et kapitel har ovreskriften "Med konflikt som udgangspunkt", heri oplister han "problemstillinger der står i kø":

At minde om en professionel behandler, når man ikke er det.

At minde om en ven, når man ikke er det.

At søge det intime med detformål at vise det frem.

At være nærværende med en dramaturgisk dagsorden

At være observerende og samtidig blande sig.

At fortælle sandt om et menneske eller et miljø, man påvirker med sin tilstedeværelse.

At bevare en professionel relation, selv når den medvirkende har behov for noget andet.

At balancere hensynet til den medvirkende og hensynet til fortællingen.

At fortællingen i sidste ende er for seerne.

Jan har blandt mange andre film, lavet en dokumentarfilm om mænd med nedsat sædkvalitet: "Mand eller mus". Han bliver interviewet om det i et DR-radioindslag jeg finder på nettet. Han fortæller her at for at finde ud af hvordan det var at få lavet sådan en undersøgelse, fik han selv foretaget en - og fandt ud af at han havde det samme problem som hans medvirkende. Sammentræf!

Det er naturligvis et rent sammentræf at Poul Martinsen har tilrettelagt og produceret dokumentarfilmen "Frugtbarhedsklinikken", en film fra 1995 der har 4 ægtepar som bærende karakterer, der gennemgår voldsomt belastende forløb med fertilitetsbehandling. Og kun en lykkes.

   Det var i forbindelse med optagelserne til den film at jeg første gang mødte Poul Martinsen ansigt til ansigt. Og det positive møde gjorde at jeg derfor nogle år senere tog mig sammen til at kontakte ham for at skrive bogen om ham. Og det førte til et 40 timer langt, næsten terapeutisk interviewforløb som er kernen i bogen.

Tredje serendipitet-sammentræf fremgår af overskriften til det følgende indlæg: "Skriv så det fænger - fra forandring til udfoldelse". Den er sammensat af titlerne på to andre bøger jeg lige har fået stukket i hånden. De to forfattere er begge nogen jeg tidligere har omtalt som særligt kreative personligheder, og som nogen jeg sætter stor pris på. Og på en interessant måde belyser de to bøger hinanden.

   Den ene forfatter, Teddy Petersen, er forlægger og har udgivet - selvfølgelig - Jan Bacher Dirchsens bog "Et spørgsmål om tillid - at lave tv  med mennesker."

   Den anden (med)forfatter er Poul Nesgaard, som jeg netop har været sammen med i forbindelse med juryarbejdet for Danidas Verdenbilledlegatet. Se

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/11/vedensbilledlegatet-2-og-de-kreative.html

(fortsættelse følger: http://petersudsigt.blogspot.com/2011/11/skriv-sa-det-fnger-fra-forandring-til.html)