Aha-oplevelser, the default network, dagdrømme, blending, alfabølger og den indre søgemaskine - ifølge Johan Lehrer

Bogen jeg er ved at læse har titlen "Imagine - How Creativity Works" af Johan Lehrer. 

   Et kapitel kobler aha-oplevelser - det han kalder "insights" - sammen med the default network og conceptual blending, og det at hjernen udsender alfabølger - og aktivitet i højre hjernehalvdel.

   Med henvisning til forskellige undersøgelser konstaterer han at mennesker der har svært ved at fokusere og koncentrere sig, som fx ADHD´ere, og som nemt bliver distraheret i en opgave af irrelevante indtryk udefra, som fx HSP´ere, at de to grupper har meget nemmere ved at løse de kreativitetstests som kræver at man tænker ud af boksen. Fx denne:

Her er en aritmetikformel: III=III+III. Den er åbenlyst forkert. 

   Du må kun flytte om på en streg, for at ligningen skal blive aritmetisk korrekt. Hvordan kan det lade sig gøre?

    Svaret er: III=III=III. Du har taget den lodrette streg i plustegnet og lagt den vandret, så får du et lighedstegn - og hele formlen bliver til en såkaldt tautologi der altid er sand.

Men Lehrer bemærker også at the default network lettere bliver aktiveret når vi lukker øjnene, eller kigger ufokuseret ud i luften, eller vender øjnene mod himlen. Så vi visuelt uforstyrret kan vende "det mentale blik" indad, lade den "indre søgemaskine" få frit løb og dermed give mulighed for at forbinde ellers askilte konceptuelle rum i en blending-proces. 

Why is a relaxed state of mind so important for creative insights? When our minds ar at ease - when those alpha waves are rippling through the brain - we´re more likely to direct the spotlight of attention inward, toward tht stream of remote associations emanating frem the right hemisphere. In contrast, when we are diligently focused, our attention tends to be directed outward, toward the details of th problem we´re trying to solve.

Det Leherer jo beskriver her er skiftet mellem the task negative network og the task positive network. 

   Han referer i den forbindelse eksperimenter der viser at den farve man bliver eksponeret for inden 

man skal løse en opgave, har indflydelse på hvor god man er til  det. 

   Eksponering for rød farve fik folk til at øge opmærksomheden i forhold til detaljer og akuratesse i løsningen af en opgave. Forklaringen han kommer med et at rød associerer til fare. 

    Eksponering for blå farve fik folk til at blive væsentligt bedre til at løse kreativitetskrævende opgaver. Forklaringen er at blå associerer til himmel og hav og det forstærker alfa-bølgerne.

   

The default network (også kaldet 'the task negative network') er den del af hjernen som er aktiv når vi dagdrømmer. Men for at udnytte dagdrømme til at få nye ideer, er det vigtigt at man også mentalt set overvåger sin dagdrøm med en smule bevidsthed, så man er opmærksom på når den gode ide - the insight - dukker op blandt alle de ikke produktive associationer. 

   Han refererer en psykolog og hjerneforsker Jonathan Schooler der skelner mellem to slags "daydreaming":

However not alle daydreams are equally effective at inspiring useful news ideas. In his experiments, Schooler distinguishes between two types of daydreaming. The first type occurs when people notice they are daydreaming only when proddedt by the researcher. (...) The second type of daydreaming occurs when people catch themselves during the experiment - they notice they are daydreaming on their own. (...) "The point is that it is not enough to just daydream," Schooler says. "Letting your mind drift off is the easy part. The hard part is mantaining enough awareness so tht even when you start to daydream yo can interrupt yourself and notice at creative thought."

Derfor er det vigtigt - er min konklusion - at man er bevidst om muligheden for at skifte mellem de to neuro-netværk, og at man er opmærksom på at når man har fodret hjernen med et tilsyneladende uløseligt problem, så skal man overvåge den - men på et mentalt uforstyrrende  "vågeblus" - mens den får lov til at associere frit. Så man kan nå at fange ideen når den dukker op.

Når sportsmetaforikken begår kreativ bombesprængning i sportsjournalistikken...

Ekstrabladet er ikke min avis. Og sportsjournalistik er ikke min favoritlæsning. Men skal man jagte metaforer der framer, er man ude på at indfange kreativt sprog - og skyde klicheer ned i flokkevis, så er sportsiderne et godt jagterræn. Og EB´s sider er en af de bedre jagtmarker - eller dårligere - alt efter smag - eller afsmag.

En god kollega på journalistik på RUC udpegede et interessant bytte som jeg hermed kan hænge op på denne blogs trofævæg. Fra EB´s sportstillæg i mandags.

   Rubrikken lød:

Osama bombede Brøndby

Underrubrikken:

AGF-spilleren fra Vestegnen fik sin hævn

AGF vandt over Brøndby 5-1.

   Fantasierne - og dermed associationerne - kører som en action film på den indre skærm: konceptuel blending: i det ene inputrum: den barskeste internationale terroristvirkelighed - og i det andet mentale rum: sportens halvfiktive konkurrenceunivers.
   Det er ligesom to atomkerner der smelter sammen: Radioaktive mentale stråler udsendes i alle retninger ved fusionen fra "the blend".

   Og så lever overskriften helt op til et af de vigtigste krav til en rubrik: Den skal indeholde så meget "gåde" at den leverer fremdrift og motiverer læserne til at læse videre.

Svaret på gåden - aha-oplevelsen - er at en af spillerne på det hold, AGF, som slog Brøndby i søndagens kamp, hedder Osama til fornavn - med efternavnet Akharraz - og altså ikke: bin Laden. 

   Pyha - men han blev jo også henrettet for ikke så længe siden i Pakistan. Altså bin Laden - ikke Akharraz.

   Men associationerne strømmer videre: Osama bin Laden er genopstået fra de døde - og reinkarneret som en "hævner" i skikkelse af sin fornavnebror. Og han tog så bare lig fejl af "Vestbredden" som hovedfjenden Israel har besat, og "Vestegnen" som navnebror Akharraz er flygtet fra. 

Men så er den potte vel ude? Slet ikke! Associationerne galopperer videre gennem fantasiens dunkle underskov:

AGF har fået sin egen lille bombe-Osama. 

   Fodboldklubben fra byen, hvor Jyllandsposten har sit terrorsikrede domicil,  afslørede sin egen lille enmands terrorcelle , da Osma Akharraz tog en blodig hævn over den klub som ikke kunne bruge ham.

Fremdriften i associationssporet omkring "terrorisme" fra rubrikken bevares: "terrorsikrede domicil", "enmands terrorcelle", "blodig hævn". Hævn over hvad og mod hvem?

Spirrevippen på De Hvides venstrekant tog dybt pis på sin gamle holdkammerater fra Vestegnen - og tog en sofistikeret hævn over klubboss Per Bjerregaard. 

   Da Brøndby i efteråret havde tabt 1-2 i Silkeborg, lod Per Bjerregaard sin glade flyde ud over den kantspiller, som klubben ikke kunne overtale til at underskrive en forlængelse.

   - Jeg sad bare og lyttede, og så fik jeg ellers en skidballe, hvis man kan sige det sådan, forklarede Osama Akharraz, der lod fødderne tale sit klare sprog i 5-1-ydmygelsen af Brøndby.

Via ordene "pis" og "hævn" skifter associationssporet over til mafia-universet. Mafia-bossen Per Bjerregaard  har åbenbart givet Osama Akharraz et tilbud som han ikke burde kunne afslå. Men det havde han gjort -  og var gået i en anden families sold - dermed været forræder over for Godfather Bjerregaard. Straffenvar ikke syre i øjnene, men: en "galdeflydende skideballe".

   Osamas hhv. vulgære og sofistikerede hævn: at "tage pis på" sine gamle kampfæller - og at lade sit våben "tale sit klare sprog": her ikke automatgeværer og kugler gennem hovedet - men fødder og bolden i mål.

Flot og kreativt sprog der opfylder sin retoriske funktion til fulde - eller usmagelig mangel på sproglige hæmninger - så kort tid efter at bin Laden, en af verdenshistoriens storforbrydere, er blevet aflivet i en regulær hævnaktion? Pick your choice!

EB-journalistens navn: Klaus Egelund.
    Og han har det forbandede job at skulle skaffe læsere til sin artikel ca. 12 timer efter at nettet har bragt resultatet og korte kampreferater. Og efter at diverse sporstkanaler og søndags-tv-sportsmagasiner har vist klip fra kampen og vist alle Osamas mål.
    Aner man kreativ vrede som drivkraft i artiklen? Klaus Egelund gør i hvert fald noget for tjene sin løn.

Hvad har Bob Dylan og firmaet 3M til fælles? - Conceptual blending - ifølge Jonah Lehrer

Jeg er igang med at læse en bog af en forfatter som klart er en soulmate. Det er min navnebror Peter Bro som i en anmeldelse på AHA-heder.dk anmeldte den. Og jeg bestilte den med det samme.

   Titlen: "IMAGINE - How Creativity Works. Forfatteren: Jonah Lehrer.

De første kapitler fortæller om mange af de samme ting som jeg har skrevet om på denne blog. Og forfatteren har gået samme vej. Fundet videnskabelige undersøgeler inden for kognitiv psykologi og neuroscience der belyser kreativitetens mekanismer fra forskellige vinkler.

  Kvaliteten som han deler med en række andre amerikanske og engelske forfattere, er ikke mindst de eksempler han illustrerer de forskellige pointer med. 

   Helt afgørende er det at han opdeler fænomenet kreativitet i en række adskilte - og til dels modsat rettede - mentale processer. Og gennemgår dem - kapitel for kapitel

  Og så deler han dem i to hovedgrupper - dem der er knyttet til individet - og dermed hjernen, psyken, kroppen. Og dem der er knyttet til interaktion mellem individder i forskellige sammenhænge.

  Det sidste er noget jeg stort set ikke har fokuseret på i denne blog. Så det kan læsningen af Lehrers bog nu give anledning til.

Lehrer fortæller blandt andet at forud for aha-oplevelser - moments of insight - går der altid har en oplevelse af frustration - over at venstre hjernehalvdel ikke kan løse opgaven. Og at aha-oplevelsen - åbenbaringen - tilsyneladende udspringer af et skift til neurale processer i højre hjernehalvdel. 

   Ligesom forståelse af metaforer, at finde vej på et kort, fornøjelsen ved vittigheder og gåder, fortolkning af malerier, også alle synes at afhænge af højre hjernehalvdels - sprogløse og ubevidste - kognitive arbejde.  

  Og Lehrer refererer at umiddelbart før oplevlesen af "insight" - sker der en udladning af gamma-bølger som stammer fra den del af hjernen som forkortet kaldes aSTG - anterior superior temporal gyrys - lokaliseret i højre hjernehalvdel lige over øret.

   Det herlige her er at Lehrer i forlængelse af denne neuroscience-opdagelse, bruger begrebet blending i en analyse af en genial sang af Bob Dylan: "Like a Rolling Stone" - hvis fødselshistorie har karakter af et mentalt eksplosivt udbrud af en aha-oplevelse. 

Her følger teksten til første vers af sangen

Once upon a time you dressed so fine,

Threw the bums a dime in your prime, didn't you ?

People'd call, say, "Beware doll, you're bound to fall,"

You thought they were all a’kiddin' you.

You used to laugh about

Everybody that was hangin' out.

Now you don't talk so loud,

Now you don't seem so proud,

About having to be scrounging your next meal.

How does it feel ?

How does it feel ?

To be without a home ?

Like a complete unknown ?

Like a rolling stone ?

Lehrer opfinder begrebet "mental blender" som metafor til at beskrive den bagvedliggende kreative proces:

Listing to these ambigious lyrics we can hear his mental blender at work as he effortlessly mixes together scraps of Athur Rimbaud, fellini, Bertolt Brecht, and Robert Johnson. There is som e Delta blues and "La Bamba" but also plenty of Beat poetry, Ledbetter, and the Beatles. The song is modernist and premodern, avnt-garde and country-western.

I et tidligt indlæg på denne blog har jeg opfundet og brugt en helt tilsvarende metafor: "kreativitetens mentale stavblender". En soulmate, all right.
   Lehrer beskriver sangens fødsel i Bob Dylans hjerne sådan:

It took only a af few seconsds before a mental block became af work of art; a season of creativ despair gave way to some of the most inspired music of Dylan´s career.

Concptual blending, forklarer Lehrer videre, kan i særligt kreative virksomheder  være noget man bevidst stimulerer ved at sætte folk sammen med forskellige faglig baggrund. Eller ved jobrotation. En af de cases Lehrer udfolder over mange sider og ud fra mange vinkler er virksoheden 3M der er kendt for bl.a. at have opfundet og udviklet scotch tape.

In fact, 3M takes conceputal blending so seriously that i regularly rotates its engineers, moving the from division to division. (...) If a product line is suffering from a shortage of new ideas, 3M will often bring in an entirelys new team of engineers, sourced fro all over th company. "Our goal is to have people switch problems every foru to six years," Wendling says. "We want ensure that our good ideas are always circulating."

   The benefit of such circulation is that it increases conceptual blending, allowing people to look at their most frustrating problems frem a fresh perspectiv.

Wendling er chef for 3M´s researchafdeling, og Lehrer har interviewet ham intensivt om deres kreativitetsstimulerende politikker. Wendling forklarer om firmaets særlige "flexible attention policy":

Instead of insisting constant concentration - requiring every employee to focus on his or her work for eight hours a day - 3M encourages people to make time for activities tht at first glance might seem unproductiv. Are you struggling with a difficult tecknical problem? Take a walk across campus. Are you stuck  on a challenge that seems ipossible? Lie down on a couch by a sunny window. Daydrea. Play a game of pinball.

Jeg fortsætter med at refererer og kommenterer Johnah Lehrers bog i senere indlæg. 

Orkidé-hypotesen - og generne for særligt følsomme personligheder - og for depressioner

De fleste populære bøger om kreativitet hævder at vi alle er eller kan være kreative. Det er typisk bøger som skal hjælpe folk på arbejde og i særlige former for job hvor kravet om nye ideer er indbygget i rollen, til at klare sig bedre.

   Men det passer utvivlsomt ikke. Kreativitet er er produkt af hjernens konstruktion og funktion, og den konstruktion kan variere fra person til person ligesom folks kropshøjde, hårfarve og mange andre biologiske og fysiologiske egenskaber. En variation som grundlæggende skyldes vores genetiske lægning.

  Kreativitet er altså i et eller andet omfang - ganske stort sandsynligvis - genetisk bestemt - og dermed arveligt.

Det er nemt at finde abstracts fra videnskabelige artikler som underbygger det:

Why are genetic polymorphisms related to severe mental disorders retained in the gene pool of a population? A possible answer is that these genetic variations may have a positive impact on psychological functions. Here, I show that a biologically relevant polymorphism of the promoter region of the neuregulin 1 gene (SNP8NRG243177/rs6994992) is associated with creativity in people with high intellectual and academic performance. Intriguingly, the highest creative achievements and creative-thinking scores were found in people who carried the T/T genotype, which was previously shown to be related to psychosis risk and altered prefrontal activation.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19594860

This comparative study of Icelanders, born during the period 1881–1910, indicates that close relatives of psychotic individuals have a significantly increased probability of being considered persons of eminence. Their rate of listing in Who Is Who is doubled, both in regard to general listings and those based on artistic or scholastic endeavors. Review of relevant literature supports the view that the dominant principal gene proposed for schizophrenia may in a heterozygous state lead to cerebral stimulation, with improved  performance in areas of giftedness and creativity.   
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1601-5223.1970.tb02343.x/abstract

Mange undersøgelser peger i retning af at nogle gener disponerer for både skizofreni og det at være særligt kreativ. Hvad det så er der i anden omgang bestemmer at det går den ene eller anden vej, er ikke klart. Men en af hypoteserne er at den afgørende forskel er de kognitive kontrolfunktioner som udøves af den del af hjernen som kaldes prefrontal cortex. 

If we could identify a gene for creativity, let's call it the "creativity gene", you would be hard pressed to find very many people who would consider it a "negative gene" or a hazard to possess or carry. But what if, purely hypothetically, we could identify a gene for Schizophrenia? Or Bipolar Disorder? Or Depressive Disorder? Or ADHD? Would you select for those traits if you could genetically engineer your offspring at will? If you wanted to give birth to a creative child, the answer should be yes.

   The very traits that make someone creative, passionate, and likely to achieve a high degree of success in their domain, are the same traits that define psychological disorders such as Bipolar Disorder, Schizophrenia, and ADHD. So what is the difference between creativity and psychopathology? Where do we draw the line between functional excess of extreme traits and the point at which they define a psychological disorder? Is there a discriminating characteristic that separates these two groups? Yes, there is, and it's called cognitive control, or high executive function.  

http://www.science20.com/rogue_neuron/essential_psychopathology_creativity-71831 

En beslægtet diskussion udfolder sig videnskabeligt omkring noget der nok så poetisk kaldes "orkidé-hypotesen". Den tager afsæt i at en kombination af gener tilsyneladende disponerer for den personlighedstype som jeg tidligere har omtalt: HSP - den hypersensitive personlighed, en personlighedstype der er sårbare som "orkider" og kræver megen varme og omsorg for at blomstre - og som ellers nemt mentalt og socialt går i hundene. 

I følgende citat sættes HSP´erne i modsætning til den robuste personlighedstype - "mælkebøtten" ("dandelion") - som kan slå rod, klare sig og blomstre under de mest besværlige og ufrugtbare vilkår:

Most of us have genes that make us as hardy as dandelions: able to take root and survive almost anywhere. A few of us, however, are more like the orchid: fragile and fickle, but capable of blooming spectacularly if given greenhouse care. So holds a provocative new theory of genetics, which asserts that the very genes that give us the most trouble as a species, causing behaviors that are self-destructive and antisocial, also underlie humankind’s phenomenal adaptability and evolutionary success. With a bad environment and poor parenting, orchid children can end up depressed, drug-addicted, or in jail—but with the right environment and good parenting, they can grow up to be society’s most creative, successful, and happy people.
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2009/12/the-science-of-success/7761/

I det følgende citat kobles den kendsgerning at depression er noget man genetisk er disponeret for, sammen med orkidé-hypotesen. Depression er ikke forudsætningen for kreativitet sådan som nogle hypoteser har gået ud på at sammenhængen er. Men kreativitet kan udspringe af de samme "overfølsomhedsgener" som depressioner - hvis omverdenen er mild og varm og uden stressvilkår:

The question of depression generating insight leads inevitably to the much-discussed (and sometimes disputed) association between depression and creativity. Does depression, either unipolar or bipolar, generate creativity? There’s some evidence it does. There are links. But what’s the source of the link?

   Well, depression might, as above, sometimes directly inspires introspection and insights contributing to creativity. That’s a direct causal relation.

   But I think that some attributing creativity to depression may, in some cases and perhaps in general, mistake association for cause — that depression is not the thing that generates creativity and insight but a byproduct of another trait that does. And that this other trait is sensitivity — and particularly the sensitivity that comes from the “sensitivity” genes I recently wrote about in The Atlantic.

   The sensitivity hypothesis asserts that some gene variants presently considered “risk genes” for mental health problems in people with stressful lives are actually “sensitivity genes” that make you more sensitive to all experience. One of the genes in question is the serotonin transporter gene, or SERT gene, which helps regulate the neurotransmitter serotonin. Two of the three variants of this gene (the “short-short” or s/s version and the “short-long” or s/l versions) have been shown to put people with stressful life histories at greater risk for depression. The sensitivity or orchid hypothesis asserts that these short SERT variants don’t make people more sensitive to bad experience but to all experience, bad or good. It’s not a “depression gene” but a sensitivity gene. What you make of that sensitivity naturally depends on other assets or experiences you have.

   If this is so, then it’s possible that this sensitivity hypothesis may account (wholly or in part) for findings that “depressed people” have more insights or creativity — only it’s not necessarily the depression that generates the insight, it’s the heightened sensitivity. http://www.wired.com/wiredscience/2010/03/does-depression-have-an-upside-its-complicated/

Når jeg kom på sporet af denne orkidé-hypotese og dens kobling til den genetiske sammenhæng mellem kreativitet og forskellige former for genetiske betingede personlighedsforstyrrelser, så skyldes det en Facebook-henvisning fra videnskabsjournalisten Lone Frank, som medvirkede i et australsk radioprogram hvor temaet blandt andet var den genetiske sammenhæng mellem depression og hypersensitivitet.
   Krogen var Lone Franks bog "Mit smukke genom" som også er oversat til engelsk. Hun bruger  i den sig selv som frendriftgivende plot og får undervejs kortlagt sit genom der bl.a. viser at hun er disponeret for depression og mental sårbarhed.
   Citat fra bogens indledende kapitel:

„Det er ikke, fordi jeg nyder at sige det, Lone,“ sagde en velmenende studiekammerat for mange år siden,  „men du har din personlighed imod dig.“ Det var sjovt nok på nogenlunde samme tid, hvor en amerikanskveninde kaldte mig hudløst ærlig. En bedømmelse der gjorde mig helt varm indeni, lige indtil hun satte hænderne i siden og råbte:  „Det er brutalt! Fatter du da ikke, at folk afskyr ærlighed?“

   Men hvor meget af den åbenbart utiltrækkende personlighed og af min psyke i det hele taget kan jeg tørre af på nogle bitte små variationer indskrevet i mit DNA? Er det kombinationen af en håndfuld uheldige gener fra  to familier, der giver mig tilbagevendende depressioner og et konsekvent sortsyn? Eller stammer begge dele fra en til tider udfordrende opvækst med et par forældre, der altid var i totterne på hinanden, indtil de afsluttede samlivet med en grim skilsmisse? 

http://lonefrank.dk/lonefrank/wp-content/uploads/Mit_smukke_genom_Danisco.pdf 

Jeg har vist tidligere skrevet at Lone Frank utvivlsomt hører til den særligt kreative personlighedstype - og har haft den type belastende opvækst med mentale tab og savn som også er typisk for mange meget kreative mennesker.

Læs mere her:

Kuszewski, Andrea Marie, The Genetics of Creativity: A SerendipitousAssemblage of Madness (March 1, 2009). METODO Working Papers, No. 58.Available at SSRN: http://ssrn.com/abstract=1393603

Maskernes mester - James Ensor og alle hans skelletter

Det er fan´me uhyggeligt, du:

James Esnor - Masks and Death

Asger Jorn - Maskulin standhaftighed

Indimellem sker der det at forskellige tidligere blogindlægs forskellige temaer smelter sammen i en enkelt person eller begivenhed. En slags total-blending.

   Det sker med maleren James Esnor som jeg aldrig har hørt om før, og hvis malerier nu udstilles på Jorn-museet - og modstilles malerier af Asger Jorn.

    Ifølge anmeldelser og udstillingens hjemmeside vurderede Jorn Ensors billeder meget højt - især for det fantastiske og groteske i hans kunst.

  Udstillingen annonceres sådan her

jorn <<< ensor

Og antyder dermed typografisk et påvirkningsforhold fra Ensor til Jorn.

Jeg har tidligere skrevet om kunstudstillinger hvis oplevelsesmæssige pointe er en sammenstilling af forskellige kunstnere eller kunstretninger med et indbyrdes påvirknings- eller indspirationsforhold, fx  Klee + Cobramalerne, eller Hokusai + impressionisterne. Med henblik på aha-oplevelser og konceptuel blending mellem de modstillede mentale rum.

    Og jeg har skrevet om klovnens betydning som en ironisk blended dobbeltfigur. Og om Asger Jorns ironiske og indimellem grotesk vrængende "modifikationer" som også udnytter mulighederne for blending rent kunstnerisk.

Mens udstillingen "jorn <<< ensor" er åben, spilles også det af Jorn opfundne "fodboldspil til tre mål", som jeg også har kommenteret på et blogindlæg for nogle måneder siden.

Her er nogle flere af Ensors billeder - groteske, fantasifulde, humoristiske, ironiske:

Skeletons fighting over a smoked herring

 The Terrified Musicians  

Intrigen

James Ensors billeder er dybt fascinerende. Virkeligheden som et grotesk karneval. Mennesker bag masker eller i skikkelser af skelletter. 

    Men lidt for groteske til at jeg ville hænge dem på væggen herhjemme.

Til min overraskelse er han kun syv år yngre end Van Gogh - født 1860 og lever til 1949, så han bliver en gammel mand. Langt forud for sin tid, må man sige. Og har efter kilderne at dømme både ispireret to af de store retninger i 1900-tallet: surrealismen og ekspressionismen - og altså også en af Cobra-malernes frontløbere, Asger Jorn.

   Der er selvfølgelig lavet et udstillingskatalog med forklaringer og sammenligninger, men når jeg googler frem og tilbage mellem Jorns billeder og Ensors billeder, så synes dog ikke man kan sige at Jorn udtryksmæssigt virker særligt beslægtet med og inspireret af Ensor. 

   Det må nok mere være en soul-mate-relation der er tale om. 

   

Ensor får det sidste ord - sådan visuelt - i form af et "selvportræt"?:

The Skeleton Painter

Nice meeting your, sir!