Sider

torsdag den 10. maj 2012

Orkidé-hypotesen - og generne for særligt følsomme personligheder - og for depressioner

De fleste populære bøger om kreativitet hævder at vi alle er eller kan være kreative. Det er typisk bøger som skal hjælpe folk på arbejde og i særlige former for job hvor kravet om nye ideer er indbygget i rollen, til at klare sig bedre.
   Men det passer utvivlsomt ikke. Kreativitet er er produkt af hjernens konstruktion og funktion, og den konstruktion kan variere fra person til person ligesom folks kropshøjde, hårfarve og mange andre biologiske og fysiologiske egenskaber. En variation som grundlæggende skyldes vores genetiske lægning.
  Kreativitet er altså i et eller andet omfang - ganske stort sandsynligvis - genetisk bestemt - og dermed arveligt.

Det er nemt at finde abstracts fra videnskabelige artikler som underbygger det:
Why are genetic polymorphisms related to severe mental disorders retained in the gene pool of a population? A possible answer is that these genetic variations may have a positive impact on psychological functions. Here, I show that a biologically relevant polymorphism of the promoter region of the neuregulin 1 gene (SNP8NRG243177/rs6994992) is associated with creativity in people with high intellectual and academic performance. Intriguingly, the highest creative achievements and creative-thinking scores were found in people who carried the T/T genotype, which was previously shown to be related to psychosis risk and altered prefrontal activation.
This comparative study of Icelanders, born during the period 1881–1910, indicates that close relatives of psychotic individuals have a significantly increased probability of being considered persons of eminence. Their rate of listing in Who Is Who is doubled, both in regard to general listings and those based on artistic or scholastic endeavors. Review of relevant literature supports the view that the dominant principal gene proposed for schizophrenia may in a heterozygous state lead to cerebral stimulation, with improved  performance in areas of giftedness and creativity.   
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1601-5223.1970.tb02343.x/abstract
Mange undersøgelser peger i retning af at nogle gener disponerer for både skizofreni og det at være særligt kreativ. Hvad det så er der i anden omgang bestemmer at det går den ene eller anden vej, er ikke klart. Men en af hypoteserne er at den afgørende forskel er de kognitive kontrolfunktioner som udøves af den del af hjernen som kaldes prefrontal cortex. 
If we could identify a gene for creativity, let's call it the "creativity gene", you would be hard pressed to find very many people who would consider it a "negative gene" or a hazard to possess or carry. But what if, purely hypothetically, we could identify a gene for Schizophrenia? Or Bipolar Disorder? Or Depressive Disorder? Or ADHD? Would you select for those traits if you could genetically engineer your offspring at will? If you wanted to give birth to a creative child, the answer should be yes.
   The very traits that make someone creative, passionate, and likely to achieve a high degree of success in their domain, are the same traits that define psychological disorders such as Bipolar Disorder, Schizophrenia, and ADHD. So what is the difference between creativity and psychopathology? Where do we draw the line between functional excess of extreme traits and the point at which they define a psychological disorder? Is there a discriminating characteristic that separates these two groups? Yes, there is, and it's called cognitive control, or high executive function.  
En beslægtet diskussion udfolder sig videnskabeligt omkring noget der nok så poetisk kaldes "orkidé-hypotesen". Den tager afsæt i at en kombination af gener tilsyneladende disponerer for den personlighedstype som jeg tidligere har omtalt: HSP - den hypersensitive personlighed, en personlighedstype der er sårbare som "orkider" og kræver megen varme og omsorg for at blomstre - og som ellers nemt mentalt og socialt går i hundene. 

I følgende citat sættes HSP´erne i modsætning til den robuste personlighedstype - "mælkebøtten" ("dandelion") - som kan slå rod, klare sig og blomstre under de mest besværlige og ufrugtbare vilkår:
Most of us have genes that make us as hardy as dandelions: able to take root and survive almost anywhere. A few of us, however, are more like the orchid: fragile and fickle, but capable of blooming spectacularly if given greenhouse care. So holds a provocative new theory of genetics, which asserts that the very genes that give us the most trouble as a species, causing behaviors that are self-destructive and antisocial, also underlie humankind’s phenomenal adaptability and evolutionary success. With a bad environment and poor parenting, orchid children can end up depressed, drug-addicted, or in jail—but with the right environment and good parenting, they can grow up to be society’s most creative, successful, and happy people.
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2009/12/the-science-of-success/7761/
I det følgende citat kobles den kendsgerning at depression er noget man genetisk er disponeret for, sammen med orkidé-hypotesen. Depression er ikke forudsætningen for kreativitet sådan som nogle hypoteser har gået ud på at sammenhængen er. Men kreativitet kan udspringe af de samme "overfølsomhedsgener" som depressioner - hvis omverdenen er mild og varm og uden stressvilkår:
The question of depression generating insight leads inevitably to the much-discussed (and sometimes disputed) association between depression and creativity. Does depression, either unipolar or bipolar, generate creativity? There’s some evidence it does. There are links. But what’s the source of the link?
   Well, depression might, as above, sometimes directly inspires introspection and insights contributing to creativity. That’s a direct causal relation.
   But I think that some attributing creativity to depression may, in some cases and perhaps in general, mistake association for cause — that depression is not the thing that generates creativity and insight but a byproduct of another trait that does. And that this other trait is sensitivity — and particularly the sensitivity that comes from the “sensitivity” genes I recently wrote about in The Atlantic.
   The sensitivity hypothesis asserts that some gene variants presently considered “risk genes” for mental health problems in people with stressful lives are actually “sensitivity genes” that make you more sensitive to all experience. One of the genes in question is the serotonin transporter gene, or SERT gene, which helps regulate the neurotransmitter serotonin. Two of the three variants of this gene (the “short-short” or s/s version and the “short-long” or s/l versions) have been shown to put people with stressful life histories at greater risk for depression. The sensitivity or orchid hypothesis asserts that these short SERT variants don’t make people more sensitive to bad experience but to all experience, bad or good. It’s not a “depression gene” but a sensitivity gene. What you make of that sensitivity naturally depends on other assets or experiences you have.
   If this is so, then it’s possible that this sensitivity hypothesis may account (wholly or in part) for findings that “depressed people” have more insights or creativity — only it’s not necessarily the depression that generates the insight, it’s the heightened sensitivity. http://www.wired.com/wiredscience/2010/03/does-depression-have-an-upside-its-complicated/
Når jeg kom på sporet af denne orkidé-hypotese og dens kobling til den genetiske sammenhæng mellem kreativitet og forskellige former for genetiske betingede personlighedsforstyrrelser, så skyldes det en Facebook-henvisning fra videnskabsjournalisten Lone Frank, som medvirkede i et australsk radioprogram hvor temaet blandt andet var den genetiske sammenhæng mellem depression og hypersensitivitet.
   Krogen var Lone Franks bog "Mit smukke genom" som også er oversat til engelsk. Hun bruger  i den sig selv som frendriftgivende plot og får undervejs kortlagt sit genom der bl.a. viser at hun er disponeret for depression og mental sårbarhed.
   Citat fra bogens indledende kapitel:
„Det er ikke, fordi jeg nyder at sige det, Lone,“ sagde en velmenende studiekammerat for mange år siden,  „men du har din personlighed imod dig.“ Det var sjovt nok på nogenlunde samme tid, hvor en amerikanskveninde kaldte mig hudløst ærlig. En bedømmelse der gjorde mig helt varm indeni, lige indtil hun satte hænderne i siden og råbte:  „Det er brutalt! Fatter du da ikke, at folk afskyr ærlighed?“
   Men hvor meget af den åbenbart utiltrækkende personlighed og af min psyke i det hele taget kan jeg tørre af på nogle bitte små variationer indskrevet i mit DNA? Er det kombinationen af en håndfuld uheldige gener fra  to familier, der giver mig tilbagevendende depressioner og et konsekvent sortsyn? Eller stammer begge dele fra en til tider udfordrende opvækst med et par forældre, der altid var i totterne på hinanden, indtil de afsluttede samlivet med en grim skilsmisse? 
Jeg har vist tidligere skrevet at Lone Frank utvivlsomt hører til den særligt kreative personlighedstype - og har haft den type belastende opvækst med mentale tab og savn som også er typisk for mange meget kreative mennesker.

Læs mere her:

mandag den 7. maj 2012

Maskernes mester - James Ensor og alle hans skelletter

Det er fan´me uhyggeligt, du:

James Esnor - Masks and Death
Asger Jorn - Maskulin standhaftighed
Indimellem sker der det at forskellige tidligere blogindlægs forskellige temaer smelter sammen i en enkelt person eller begivenhed. En slags total-blending.
   Det sker med maleren James Esnor som jeg aldrig har hørt om før, og hvis malerier nu udstilles på Jorn-museet - og modstilles malerier af Asger Jorn.
    Ifølge anmeldelser og udstillingens hjemmeside vurderede Jorn Ensors billeder meget højt - især for det fantastiske og groteske i hans kunst.
  Udstillingen annonceres sådan her
jorn <<< ensor
Og antyder dermed typografisk et påvirkningsforhold fra Ensor til Jorn.

Jeg har tidligere skrevet om kunstudstillinger hvis oplevelsesmæssige pointe er en sammenstilling af forskellige kunstnere eller kunstretninger med et indbyrdes påvirknings- eller indspirationsforhold, fx  Klee + Cobramalerne, eller Hokusai + impressionisterne. Med henblik på aha-oplevelser og konceptuel blending mellem de modstillede mentale rum.
    Og jeg har skrevet om klovnens betydning som en ironisk blended dobbeltfigur. Og om Asger Jorns ironiske og indimellem grotesk vrængende "modifikationer" som også udnytter mulighederne for blending rent kunstnerisk.

Mens udstillingen "jorn <<< ensor" er åben, spilles også det af Jorn opfundne "fodboldspil til tre mål", som jeg også har kommenteret på et blogindlæg for nogle måneder siden.

Her er nogle flere af Ensors billeder - groteske, fantasifulde, humoristiske, ironiske:

Skeletons fighting over a smoked herring
 The Terrified Musicians  
Intrigen
James Ensors billeder er dybt fascinerende. Virkeligheden som et grotesk karneval. Mennesker bag masker eller i skikkelser af skelletter. 
    Men lidt for groteske til at jeg ville hænge dem på væggen herhjemme.

Til min overraskelse er han kun syv år yngre end Van Gogh - født 1860 og lever til 1949, så han bliver en gammel mand. Langt forud for sin tid, må man sige. Og har efter kilderne at dømme både ispireret to af de store retninger i 1900-tallet: surrealismen og ekspressionismen - og altså også en af Cobra-malernes frontløbere, Asger Jorn.
   Der er selvfølgelig lavet et udstillingskatalog med forklaringer og sammenligninger, men når jeg googler frem og tilbage mellem Jorns billeder og Ensors billeder, så synes dog ikke man kan sige at Jorn udtryksmæssigt virker særligt beslægtet med og inspireret af Ensor. 
   Det må nok mere være en soul-mate-relation der er tale om. 
   
Ensor får det sidste ord - sådan visuelt - i form af et "selvportræt"?:

The Skeleton Painter
Nice meeting your, sir!

søndag den 6. maj 2012

Anne-Grethe Bjarup Riis - kreativ mønsterbryder og vred multikunstner

Politiken har et to-siders opslag i kultursektionen i dag. Et portræt skrevet af Ditte Giese. Med store fotoillustrationer: yndig, poetisk udseend pige - iklædt hvid løsthængende natkjole og lyst langt hår - dansende rundt i den grønne forårsskov med en bund af hvide Annemoner.
   Kultursektionens forside viser den samme pige liggende tilsyneladende sovende med udslået hår i den samme Annemone-skovbund. Det associerer til eventyr og sovende prinsesser.
   Rubrikken dementerer de eventyrlige associationer:
 Sgu, fucking, forpulet, satan
Rubrikken til opslaget inde i sektionen lyder: 
Et nips der nægter at holde sin kæft
Navnet er Anne-Grethe Bjarup Riis. 
   At hun er en af de særligt kreative, fremgår klart af artiklen. Flere personer i én - et multitalent: skuespiller, instruktør, forfatter, billedkunstner. Og ikke mindst også: offentlig debatør med stærke meninger og stærke verbale udtryk for dem.
   Far arbejder skiftevis som langturschauffør og i landbruget. "Kunne knap nok læse". Ham har hun nok ikke set meget til. 
   Mor er sygeplejeske, og en bror som moderen forkælede ud over alle grænser. Og søster Anne-Grethe var jaloux, så det baskede.  Og føle sig forsømt og overset - uretfærdigt behandlet:
"Men der var ikke så meget overskud i mit barndomshjem. Der blev aldrig spurgt, om jeg havde lektier for, eller jeg ville efter 10. klasse. Det måtte jeg sgu selv ligge og rode med. Derfor kom jeg på fabrik."
   Et helt år stod skolepigen derfor på Bosweel Skjortefabrik i Herning og strøg stolpen foran på skjorterne.  I starten havde hun udsigt over hele fabrikken fra sit strygebord, men senere blev bordet flyttet, så hun stod en hel dag og gloede direkte ind i en væg.
Som mange særligt kreative kvinder jeg har læst om, var Anne-Grethe en "drengepige". Hun beskrives i artiklen som "nittelæderjakkeklædte, knallterkørende, drikke-sig-fuld-med-drengevennerne og giv-fuckfinger-til-det-hele-teenager". 
   Hun fik kontakt med amatørteatermiljøet i Århus, og fandt ud at der var noget der hed teaterskolen som man kunne søge ind på.
"Jeg var sådan, nå, ha, ha, det er da det jeg skal! Jeg anede ikke det fandtes. Jeg va jo autoritetstro, og det er de med  Jantelov og Jyllan, og man skal kraftedeme ikke to, man er en skid. Så dem der inde i fjernsynet, dem kan man jo ikke komme i nærheden af. Men jeg søgte og kom ind på teaterskolen i første hug."
Noget af det nyeste Anne-Grethe Bjarup Riis har været engageret til og i er instruktør for filmen "Hvidstengruppen" som har haft stor anmelder- og publikumssucces. 
  Hun har skrevet to romaner om parforhold og kvinder. Været med i satiregruppen Emmas Dilemma. Været med som skuespiller i Lars von Triers "Idioterne".

Ellers har hun engageret sig i debatten om prostitution og diskussionen om lovgivningen på området. Så aktivt og med så mange aggressive ord over for talsmanden for sexarbejdernes forening, Susanne Møller, at værten på Go´morgen, Danmark, måtte true hende med at sætte tape for munden:


Som billedkunstner arbejder hun med satire, ironi, montage, selvudstilling - blending af forskellige konceptuelle rum så det basker. Her et af hendes billeder - et selvfotografi - som blev udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling 2006 - med den ironisk vrængende titel "Ordinary Hooker with career spoiler":


Begrebet kreativ vrede som kunstnerisk drivkraft ligger lige for.
   En kunstner der er på enhver måde er grænseoverskridende. Se mere om og af hende på hendes hjemmeside på adressen:

Dødsskat - en effektiv metaforisk frame

Det er ikke så tit man møder dem, men man ved når en metafor i den offentlige debat er oppe og ringe.
   En rubrik i Politiken i onsdags den 25. april. Debatsektionen, genren "analyse". Skribenten hedder Henriette Kinnunen. Rubrikken lød:
Arveafgift. Danmark bør afskaffe dødsskatten
Forfatteren er erhvervsjuridisk konsulent i den højreorienterede liberalistiske tænketank Cepos. Hun - eller den redigerende redaktør - har altså re-framet det relativt kliniske og ikke-værdiladede ord "arveafgift" med "dødsskat". 
    Først udskiftes "afgift" med "skat" som klart i Danmark og i den danske offentlighed i sig selv er et negativt farvet ord. 
   Derefter konstrueres den metaforiske frame der medfører at arv anskues gennem dødens optik. Man arver når nogen dør og betaler nogen af de arvede værdier til staten. Her sker der sker en semantisk komprimering og forskydning: I stedet for skat på de værdier der efterlades når nogen er død, så re-framer man det som skat på den død der som virkning har at nogen arver. 

Manchetten til artiklen spiller smukt på "død":
En øget arveafgift kan medføre døden for mange familieejede virksomheder. Det er til skade for hele samfundets vækst og velstand.
Og første sætning i kerneafsnittet:
Prisen for laver skat i levende live, er højere skat ved død. 
Det er ikke redaktøren der har fundet på det effektivt demagogiske udtryk "dødsskat". Det har Henriette Kununen. Hun skriver lidt inde i artiklen om "AE" - Arbejdernes Erhvervsråds argumentation for at foreslå en forhøjet arveafgift:
AE-rådet synes imidlertid at have skudt forbi, for arveafgiften - dødsskatten, som den også kaldes - rammer ikke kun døde personer og deres arvinger. Den rammer også levende virksomhederr og dermed de arbejdspladser som vi har så hårdt brug for i vores samfund.
Selv om jeg ikke sympatiserer med de fleste af Cepos´ synspunkter - og heller ikke her - så er den forførende og frame-ændrende retorik effektivt konstrueret og sat op: "dødsskat" versus "levende virksomheder".

I resten af artiklen frem det sidste afsnit bruges så "arveafgift". Men i det sidste afsnit bruges "dødsskatten" så igen - endda to gange med en smuk fasttømring af artiklens retoriske præmis:
... selv hvis regeringen ikke i denne omgang følger det svenske eksempel og afskaffer dødsskatten for alle, er de som minimum nødt til at afskaffe den for erhvervslivet. Ellers blive dødsskatten mere end et polemisk udtryk. Det bliver en potentiel død for et stort antal familieejede virksomheder.
Jeg er ikke i tvivl om at ordet "dødsskat" når debatten om den kommende skattereform med en øgning af arveafgiften, vil blive brugt af modstanderne om og om igen. Uanset hvad man måtte mene: Det lyder ikke rart!

Mønstergenkendelse og kreativitet - Science Fiction-forfatteren Isac Asimov

I det forrige indlæg om ordblindhed var jeg inde på at mønstergenkendelse var en måde nogle ordblinde brugte som udvej for at lære at læse - i stedet for den velkendte analytiske vej hvor man lærer at læse ved at lære at stave til enkeltord ved at læse bogstaverne højt et for et.
   Og ordblindhed fik jeg også koblet sammen med kreativitet.
   Men er der nogen mere direkte sammenhæng mellem kreativitet og mønstergenkendelse? - Jeg har flere meget forskellige associationer.
   Den ene er skak. Forskellen på rigtig gode skakspillere og dårlige skakspillere/rene amatører - er at de rigtig gode forudser de rigtige træk ved intuitiv mønstergenkendelse frem for bevidst analyse af og spekulation over enkelttræk. Man regner med at denne evne til at se mønstre - og dermed have ubevidst viden om hvordan spillet kan udvikle sig relativt mange træk fremad - at det er noget tillært - en evne opbygget af at spille en masse spil - helt fra man var barn.
   En anmelder af en skakbog skriver om denne skakmestrenes særlige intuitive evne til at foretage det rigtige træk - også i lynsksak:
The ability to instantly know where the pieces belong based on a deep knowledge and familiarity with pawn structures and developmental or tactical patterns is a learned skill.
Den anden association jeg får er til Sience Fiction-forfatteren Isac Asimov hvis selvbiografi nr. 2 jeg er ved at læse for anden eller tredje gang. Den hedder "I, ASIMOV" - en titel der associerer til hans verdensberømte og epokeskabende SF-novellesamling om robotter: "I, Robot".
    Han skriver et kapitel om sin egen litterær "prolificity" - der betyder "frugbarhed" eller "produktivitet" på engelsk. Han nåede at skrive små 500 bøger - fiction og non-fiction - inden han døde, og filosoferer i kapitlet her over hvorfor han stort set skriver det "rigtige" først gang han skriver noget. Dvs. han "kæmper" ikke med stoffet og skriver meget lidt om. Og, fortæller han, det giver ham en selvsikkerhed at, når han han har skrevet en sætning eller afsnit, at han så erfaringsmæssigt ved at "the chances are about twenty to one that the are perfectly all right."
    Men hvorfor har han så den selvsikkerhed når han skriver - vel modsætningen til skrivblokeringen:
One reason for my self-assurance, perhaps, is that I see a story or an article or a book as a pattern and not just as a successions of words. I know exactly how to fit each item in the piece into the pattern, so that it is never necessary forme to work from an outline. Even the most complicated plot, or the most intricat exposition, comes out properly, whith everything in the reight order.
Det hører med til historien at han tidligere i selvbiografien fortæller at han havde "a near photographic memory", og at han fra helt lille har slugt bøger lån på det lokale offentlige bibliotek:
I received the fundamentals of my education in school, but that was not enough. My real education, the superstructure, the details, the true architecture, I got out of the public library. For an impoverished child whose family could not afford to buy books, the library was the open door to wonder and achievement, and I can never be sufficiently grateful that I had the wit to charge through that door and make the most of it.
Det er meget muligt at man kan have et særligt medfødt talent for mønstergenkendelse - men først og fremmest fremgår det af litteraturen at det er et resultat af øvelse og træning, ofte påbegyndt endda meget tidligt i et menneskes udvikling.

Ud fra Asimovs historie får jeg den tredje association - til tv-dokumentaristen Poul Martinsen som jeg har interviewet grundigt og skrevet en bog om. 
   Et af mysterierne som jeg oplevede omkring også Martinsens store "prolificity" - han producerede mere end 120 tv-dokumentarprogrammer - var hans tilsyneladende søvngængeragtgie sikkerhed som tv-storyteller - inden for en bred vifte af meget forskellige genrer. Dramaturgien og fortælleteknikken var simpelt han altid i orden, uanset om det var en kritisk undersøgende og afslørende dokumentar, en empatisk observerende fluen-på-væggen-historie, eller et program som illustrerede fascinerende psykologisk eksperimenter.
   Der var ingen tvivl om at Martinsen ligesom Asimov trak på en form for automatisk mønstergenkendelse når han fortalte gennem tv-billeder. Men var denne evne medfødt?
   Nej! - Det viste sig da jeg interviewede ham, at han havde været biografpicolo gennem gymnasieårene. Og der i biografsalens mørke jo må havde set en masse film - og de samme film mange gange. 
    Jeg er ikke i tvivl om at hans intuitive mønstergenkendelse knyttet til fortælleformer og -forløb, var et resultat af denne drypvist opsamlede og lagrede erfaring om hvordan man fortalte en god historie i levende billeder.

Tilbage til Asimov og mønstergenkendelse. Han fortsætter nemlig med overvejelser om hvilken betydning mønstergenkendelse har - både for skakstormestre og fx en baseball-manager:
I rather imagine that a grand master in chess sees a chess game as a pattern, rather than a succession of moves. A good baseball manager probably sees the game as a patterne rather than a succession of plays. Well, I see paterns too in my specialty, but I don´t how I do it. I simpley have the knack  and had it even as a kid.
Om Isac Asimov er så i øvrigt at bemærke at han er - og har altid været - min absolutte yndlings-SF-forfatter. Med mellemrum genlæser jeg med fryd hans bøger selv om jeg næsten kan dem udenad.
   Hans "Foundation"-serie er den afgørende inspirationskilde for "Star Wars"-filmene. I romanerne har han opfundet en videnskab "psychohistory" som på statistisk grundlag kan beregne den sandsynlige historiske udvikling i en hel galaxe i et spænd på 30.000 år (indgår ikke i filmene). Og inspirationen til "Foundation"-serien grundlæggende plot er hentet fra Edward Gibbons historiske storværek i seks bind fra sidste halvdel af 1700-tallet "The History of the Decline and Fall of the Roman Empire".
    Og hans dybt fascinerende og originale noveller og romaner med robotter som bærende karakterer - underlagt  "robotikkens tre love" - har også inspireret til flere gode SF-film.  Og inspireret en lang række yngre SF-fofattere som har skrevet videre inden for dette specielle SF-univers omkring relationerne mellem mennesker og højt begavede robotter.