Mønstergenkendelse og kreativitet - Science Fiction-forfatteren Isac Asimov

I det forrige indlæg om ordblindhed var jeg inde på at mønstergenkendelse var en måde nogle ordblinde brugte som udvej for at lære at læse - i stedet for den velkendte analytiske vej hvor man lærer at læse ved at lære at stave til enkeltord ved at læse bogstaverne højt et for et.
   Og ordblindhed fik jeg også koblet sammen med kreativitet.

   Men er der nogen mere direkte sammenhæng mellem kreativitet og mønstergenkendelse? - Jeg har flere meget forskellige associationer.

   Den ene er skak. Forskellen på rigtig gode skakspillere og dårlige skakspillere/rene amatører - er at de rigtig gode forudser de rigtige træk ved intuitiv mønstergenkendelse frem for bevidst analyse af og spekulation over enkelttræk. Man regner med at denne evne til at se mønstre - og dermed have ubevidst viden om hvordan spillet kan udvikle sig relativt mange træk fremad - at det er noget tillært - en evne opbygget af at spille en masse spil - helt fra man var barn.

   En anmelder af en skakbog skriver om denne skakmestrenes særlige intuitive evne til at foretage det rigtige træk - også i lynsksak:

The ability to instantly know where the pieces belong based on a deep knowledge and familiarity with pawn structures and developmental or tactical patterns is a learned skill.

Den anden association jeg får er til Sience Fiction-forfatteren Isac Asimov hvis selvbiografi nr. 2 jeg er ved at læse for anden eller tredje gang. Den hedder "I, ASIMOV" - en titel der associerer til hans verdensberømte og epokeskabende SF-novellesamling om robotter: "I, Robot".

    Han skriver et kapitel om sin egen litterær "prolificity" - der betyder "frugbarhed" eller "produktivitet" på engelsk. Han nåede at skrive små 500 bøger - fiction og non-fiction - inden han døde, og filosoferer i kapitlet her over hvorfor han stort set skriver det "rigtige" først gang han skriver noget. Dvs. han "kæmper" ikke med stoffet og skriver meget lidt om. Og, fortæller han, det giver ham en selvsikkerhed at, når han han har skrevet en sætning eller afsnit, at han så erfaringsmæssigt ved at "the chances are about twenty to one that the are perfectly all right."

    Men hvorfor har han så den selvsikkerhed når han skriver - vel modsætningen til skrivblokeringen:

One reason for my self-assurance, perhaps, is that I see a story or an article or a book as a pattern and not just as a successions of words. I know exactly how to fit each item in the piece into the pattern, so that it is never necessary forme to work from an outline. Even the most complicated plot, or the most intricat exposition, comes out properly, whith everything in the reight order.

Det hører med til historien at han tidligere i selvbiografien fortæller at han havde "a near photographic memory", og at han fra helt lille har slugt bøger lån på det lokale offentlige bibliotek:

I received the fundamentals of my education in school, but that was not enough. My real education, the superstructure, the details, the true architecture, I got out of the public library. For an impoverished child whose family could not afford to buy books, the library was the open door to wonder and achievement, and I can never be sufficiently grateful that I had the wit to charge through that door and make the most of it.

Det er meget muligt at man kan have et særligt medfødt talent for mønstergenkendelse - men først og fremmest fremgår det af litteraturen at det er et resultat af øvelse og træning, ofte påbegyndt endda meget tidligt i et menneskes udvikling.

Ud fra Asimovs historie får jeg den tredje association - til tv-dokumentaristen Poul Martinsen som jeg har interviewet grundigt og skrevet en bog om. 

   Et af mysterierne som jeg oplevede omkring også Martinsens store "prolificity" - han producerede mere end 120 tv-dokumentarprogrammer - var hans tilsyneladende søvngængeragtgie sikkerhed som tv-storyteller - inden for en bred vifte af meget forskellige genrer. Dramaturgien og fortælleteknikken var simpelt han altid i orden, uanset om det var en kritisk undersøgende og afslørende dokumentar, en empatisk observerende fluen-på-væggen-historie, eller et program som illustrerede fascinerende psykologisk eksperimenter.

   Der var ingen tvivl om at Martinsen ligesom Asimov trak på en form for automatisk mønstergenkendelse når han fortalte gennem tv-billeder. Men var denne evne medfødt?

   Nej! - Det viste sig da jeg interviewede ham, at han havde været biografpicolo gennem gymnasieårene. Og der i biografsalens mørke jo må havde set en masse film - og de samme film mange gange. 

    Jeg er ikke i tvivl om at hans intuitive mønstergenkendelse knyttet til fortælleformer og -forløb, var et resultat af denne drypvist opsamlede og lagrede erfaring om hvordan man fortalte en god historie i levende billeder.

Tilbage til Asimov og mønstergenkendelse. Han fortsætter nemlig med overvejelser om hvilken betydning mønstergenkendelse har - både for skakstormestre og fx en baseball-manager:

I rather imagine that a grand master in chess sees a chess game as a pattern, rather than a succession of moves. A good baseball manager probably sees the game as a patterne rather than a succession of plays. Well, I see paterns too in my specialty, but I don´t how I do it. I simpley have the knack  and had it even as a kid.

Om Isac Asimov er så i øvrigt at bemærke at han er - og har altid været - min absolutte yndlings-SF-forfatter. Med mellemrum genlæser jeg med fryd hans bøger selv om jeg næsten kan dem udenad.
   Hans "Foundation"-serie er den afgørende inspirationskilde for "Star Wars"-filmene. I romanerne har han opfundet en videnskab "psychohistory" som på statistisk grundlag kan beregne den sandsynlige historiske udvikling i en hel galaxe i et spænd på 30.000 år (indgår ikke i filmene). Og inspirationen til "Foundation"-serien grundlæggende plot er hentet fra Edward Gibbons historiske storværek i seks bind fra sidste halvdel af 1700-tallet "The History of the Decline and Fall of the Roman Empire".
    Og hans dybt fascinerende og originale noveller og romaner med robotter som bærende karakterer - underlagt  "robotikkens tre love" - har også inspireret til flere gode SF-film.  Og inspireret en lang række yngre SF-fofattere som har skrevet videre inden for dette specielle SF-univers omkring relationerne mellem mennesker og højt begavede robotter.