Høstede metaforer på briksen - til analyse hos dr. Harms

I det følgende har jeg samlet en række eksempler på forskellig brug af metaforer i konkrete aktuelle (avis)tekster.

Her er et eksempel på en "lokal" metafor som fungerer som illustrerende og levendegørende udsmykning af en tekst, og som dermed svarer til hvad den klassiske retorik anså for det væsentlige ved metaforens funktion.

Forbløffelsen opstod, da det blev klart, at disse tre sociale grobrianer ganske enkelt ikke forstod hvad Dr.  Phil talte om. Begreber som manerer, empati og hensyn var dem lige så fremmede som Noam Chomskys teoridannelser for en nyfødt leopardunge. De fattede ikke en klap

          Fra en tv-anmeldelse af Politikens Henrik Palle, 15. juli 

Tekniske set er der dog tale om en sammenligning - ikke en "rigtig" metafor. Det er en absurd analogi til at illustrere og fastslå en værdilade pointe. Og hvordan Henrik Palles krølllede hjerne når fra oplevelsen af et talk-shows medvirkende og deres forhold til dets vært - og så til at få aktiveret et simuleret rum hvori Noam Chomsky holder oplæg for nyfødte leopardunger, må guderne vide.
   Men sjovt er det. Tillykke! 

Her er så et eksempel på en personificerende metafor der fungerer så den formidler forståelse for indholdet i en hel tekst: en hjernes forskellige hukommelsescentre anskues som en række forskellige "arkivarer".

I hjernen sidder flere arkivarer og forvalter Deres hukommelse. Noget skal sidde på rygraden, andet ligger lige på tungen, og noget helt tredje skal gemmes til at give gode eller dårlige mavefornemmelser. Nu viser det sig, at arkivarerne har et tættere samarbejde, og at nye informatoiner lagres langt hurtigere end man tidligere har antaget.

   Ny forskning fra University of Edingburgh vise, at vore erindringer lagres i både netocortex og hippocampus på samme tid, hvis der er en eksisterende kontekst, som det nye minde eller den nye tanke kan knytte forbindelse til.

    Fra Weekendavisens tillæg Ideer, referat fra Science 7. juli

Jeg har lige været i biografen og set en fransk film der fik gode anmeldelser: "Potiche". Den var også glimrende - og morsom.
  Titlen i direkte oversættelse betyder "en dekorativ vase", men er altså her en metafor for en hustru som er blevet gift med en velhavende mand for sit smukke udseendes skyld.

Titlen er ironisk ment.
   Den oversætte i de danske anmeldelser til "trofæhustru", som er en metafor på linie med "bolighaj" eller "skrankepave". Og det danske udtryk er er lånt fra engelsk: "trophy wife".
  Hovedpersonen er blevet gift med sin velhavende mand for at kunne tjene som en dekorativ udsmykning  af hans liv, og som symbol på at han er en vinder der har fortjent hende som et trofæ der kan vises frem. Og som sådan anses hun af familien og omgivelserne for at være en tom "pyntedukke" - som er den metafor filmens danske undertekster anvender.
   Ideen i filmen er så at den frame holder ikke for hovedpersonen, som spilles af Catherine Deneuve. Hun sprænger den og viser sig at indeholde meget mere:  en midaldrende kvinde med skjulte og uanede udviklingsmuligheder - som virksomhedsleder og kommende medlem af den franske nationalforsamling.

Her følger så nedenfor en dobbelt metafor som fungerer som metaforisk frame - en frame der tjener  til at  fremhæve og udstille særlige kendetegn ved en person som tekstforfatteren vil forføre læserne til at "se" på en bestemt måde.  

   Under etiketten "Signatur" lyder rubrikken i Politikens kultursektion den 14. juli: "Agent 00 hedder Bond, Junk Bond". Og manchetten: "Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har udspillet sin rolle som hemmelig agent."

Dansk samfundøkonomi er 'shaken, not sirred'. Hvis finansminister Claus hjort Frederiksen (V) var et værdipapir, var han forlængst blevet solgt til spotpris. Det værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti, som den tidligere partisekretær har været bannerfører for i 00´ern, er endt som det, der i finansielle kredse kaldes  en 'junk bond'; en højrisikabel spekulationsobligation, som man straks bør sælge, hvis man overhovedet kan finde en køber.

   Men der er heller ikke mange der tør satse på Agent Dobbeltnu, Claus Hjort Hvis de aktuelle meningsmålinger holder stik, vil han med stor sandsynlighed ryge ud af Folketinge senere her i 2011.

Her forsøges en blending af to metaforer til at indkredse og ramme "the target": Claus Hjort Frederiksen. "Kilden" til den ene er fænomenet "junk bond" - et værdipapir som der ikke er dækning for. "Kilden" til den anden er "Agent 007 - Bond, James Bond" - en hemmelig agent på mission for nationen. Og "målet" som denne metaforiske lagkage skulle ramme lige i smasken er den nuværende finansminister.

   Det som er indholdet i det fælles generisk referencerum, er "bond" - et udtryk der optræder i to betydninger: som en værdipapirkategori - og som et berømt efternavn på en fiktiv figur.

   Kommentaren opregner og kildeunderbygger derefter hvor dårligt - "en fiasko" - det er gået med dansk økonomi i den periode Claus Hjort har været ved magten - i forskellige roller: chefstrateg, arbejdsminister, finansminister.

   Kommentaren slutter:

Den en gang så hemmelige og i offentligheden ukendte partiagent Claus Hjort er ved at have udspillet sin rolle. Trods alt er der dog to ud af tre vælgere, som ved, at han er finansminister - ifølge en Gallup-måling. Dermed er han sigende for en VK-regerings gennemslagskraft mere kendt end folk som Bertel Haarder (V) og Brian Nielsen (K), som kun én ud af hver tredje kan sætte ministertaburet på.

   Problemet for Claus Hjort er blot, at han ikke er kendt for økonomisk lederskab. Tværtimod. Venstres gamle chefstrateg er blevet selve symbolet på de ekstremt høje omkostninger ved at basere den økonomiske politik på Dansk Folkeparti.: Hans nye navn er Bond, Junk Bond.

Hvorfor fungerer denne blending-operation ikke? Hvorfor skiller den? - Fordi sammenkoblingen via fælles egenskaber i det generiske rum for blendingen ikke er indholdsmæssig, men rent lydlig.  Blending-operationens forsøg på ironisk-satirisk udstilling fuser derfor ud:

   Lagene i lagkagen kommer aldrig til at smelte sammen. Der sker ingen forførelse af læserne - fordi - man merkt die Absicht... alt for tydeligt.

   Lars Trier Mogensen er kommentatoren!

   Et godt råd når lydassociationer forfører kreative skribenten: Kill your darling!

PS! Det er ikke så tit jeg på disse sider har omtalt "det generiske rum"/"generic space" i forbindelse med blending-analyser. Men det er altså det konceptuelle rum som fungerer som en slags mellemregnings når to ellers klart adskilte input-rum skal blendes i et output-rum. I det generiske rum findes de betydningselementer som er fælles for de to input-rum opg som overføres til output-rummet: "the blend". 
   I metaforen "bolighaj" er der altså generiske elementer som er fælles for en boligudlejer og en haj: "grådighed", "aggressivitet", "udnytter sin magt over andre.
      Problemet i Lars Trier Mogensens blending-operation er at det eneste element der er fælles er et ord med to helt forskellige betydninger som ikke er forbundet af andet end et fælles lydligt udtryk: "bond", så hvad er det egentligt der overføres ved operationen - andet end et indholdtomt ordspil
    Uden at der er et eller andet til fælles mellem de to input-rum, kan blending slet ikke foregå. 
   Se eksemplet til illustration i mit blogindlæg fra den 9. april 2010:
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/fileblending-theoryjpg.html

Grænser i grænseland - skarpe skel eller eller miljøer for kulturel blending

Weekendavisen har i dag en stor artikel i en sommerserie med temaet "grænser". Denne er af Uffe Østergaard, og har rubrikken: "Den gennemtrængelige grænse". 

   Det der er artiklens centrale pointe er at vores moderne opfattelse af nationale grænser, som skarpe linjer på et landkort, som noget der skarpt skiller og adskiller to nationer, at den grænse-frame netop er - en frame! 

Går man til den romerske forestilling om grænser, så var det en sti eller en vej, som romerriget kunne transportere soldater ad, kaldet "limes". 

Tankegangen bag den romerske grænsedragning var anderledes end grænserne mellem moderne nationer, hvor det gælder om at kontrollere personer og varestrømme. Ganske vist markeredes grænsen ofte fysisk i landskabet, hvor det ikke havde form af en flod eller et hav. Men reelt var grænseområderne brede, ret flydende definerede områder af kulturel og politisk indflydelse, præget af blandinger af kulturen. 

Romerne havde altså en anden frame for forståelsen af en grænse end vi har. Og realiteten var at grænse-markeringerne i form af mure, kasteller, voldgrave og palisader først og fremmest var metonymer og metaforer - symbolske udtryk med et budskab:

I rituel forstand opfattede romerne graven og volden som en plovfure, der løb rundt om hele riget, en circumductio. På den måde markerede de romerske folk ikke blot sin ejendomsret til landet, men også imperiets ukrænkelighed.

   Her har vi ifølge historikeren Peter Ørsted forklaringen på  den relativt svage udbygning af befæstningen. Det var ikke svært for germanerne at bryde gennem volden, men havde de først  krydset denne hellige grænse, var de (...) legitimt bytte for de romerske tropper i garnisionen.

Realiteten var at de markerede grænser på den måde den røde tråd i et bredt geografisk bælte for  blending af konceptuelle rum inden for kultur, sprog og mytologier - formidlet gennem handel, udveksling af teknologi og arbejdskraft. 

   Det er klart at romerne altså havde en helt anden grænse-frame end vi har i vore dage. Eller rettee: end den - ideologiske - frame mange tænker ud fra i dag.

Interessant i artiklen er også karakteristikken af det Osmanniske riges forestillinger om grænser, forestillinger som var udsprunget af en særlig nationale selvforståelse.I osmannernes optik var grænserne grundlæggende midlertidige fordi ideologien var entydigt ekspansionistisk. En grænse var kun en grænse indtil næste erobring og dermed flytning af grænsen. Og tilsvarende med nederlag, så trak man sig tilbage til en ældre grænsepositioner. "På grund af disse  permanente bevægelser havde Dt Osmanniske Rige derfor på intet tidspunkt klare og veldefinerede grænser," konkluderer det afsnit af artiklen.

   Dette kan så jævnføres med EU som jo også har være i en tilstand af permanent grænseusikkerhed, fordi der jævnligt er sket udvidelser. 

Artiklen slutter med at forholde sig til det der sikkert også har været anledningen til sommer-tema-serien:

De, der som Dansk Folkepartis ideologer hævder grænsernes faste og uændrede karakter, kan kun gøre det ved at benægte historieske fakta. Men det er de jo også ret gode til. Som partiet blandt meget andet manifesterer ved at have købt den den gamle grænsestation ved Sød i Tønder og indrettet den til museum for den tid, da der var rigtige grænser til, og tyskerne blev hjemme hos sig selv.

 

H.C.Andersen - en skæv og særligt kreativ personlighed

Weekendavisens bogtillæg har en anmeldelse af en nyudgivelse af en række af HC.Andersens skriverier. Udvalgt af en af mine gamle studiekammerater på danskstudiet i 60´erne, Finn Hauberg Mortensen. Titlen er "H.C. Andersen: Skæve skrifter".

At tale om at "skrifter" kan være "skæve" er på en gang et metonymisk og et metaforisk udtryk. Metonymet går på at det er forfatteren - personligheden - som er "skæv". Altså et produkt for producent-metonym.

   Og at en personlighed kan være "skæv" er en konceptuel metafor hvor en PERSON er en RUMLIG GENDSTAND, svarende til at man har ikke metaforiske sætninger som: "Skabet står skævt", "Billedet hænger skævt" - "skæv" altså i modsætning til "lige". Skal altså forstås som synonymt med "sær", "usædvanlig" og "afvigende".

Da jeg for mange år siden havde nogle møder med nogle chefredaktører om hvad de efterspurgte hos journalistpraktikanter og ny journalister, så var det gennemgående svar: nogen der er "lidt skæve". Dermed mente de personligheder der afveg fra "standardjournalisten".

   Deres kreative "skævhed" skulle komme til udtryk i at de var godet til at finde anderledes historier og nye vinkler når de skrev. De skulle også gerne kunne levere artikler med et "levende sprog".

H.C. Andersens barndom og ungdom er jo i store træk bekendt, men her en koncentreret repetition. Han fremstår i den grad om prototype på den kreative personligheds barndom og ungdom:

En far der døde da han var omkring 10 år. Moderen og han måtte flytte, og moderen måtte ernære sig som vaksekone. Efter et par år efter giftede sig med en meget yngre mand som blev Hans Christians stedfar. Han selv viste sig tidligt begavet med en livlig fantasi som skilte ham så meget ud blandt kammerater at han blev mobbet. Han havde allerede som barn flere kvindelige mentorer, og da han rejste hjemmefra allerede som 14 årig, var der også sponsorer der hjalp ham.

  I København forsøgte han sig tidligt som sanger, skuespiller og forfatter, og fandt også mentorer og velyndere, som dog var enige om at han i den grad manglede sproglig dannelse og kultur.

  Som 17-årig kom han i Slagelse latinskole og blev placeret i 2. klasse sammen med klassekammerater der var 11-12 år gamle. Forholdet til skolelederen uviklede sig til en så stærk mental belastning for Hans Christian at han overvejede selvmord.

Mange særlige kreative personligheder er kendt for at være ordblinde. Man har også ment at H.C. Andersen var det fordi hans stavning i dagbøger og manuskripter var mildest talt "kreativ".

   Han skolegang i Odense var sporadisk, og han har sikkert lært at læse visuelt, og ikke gennem den mundtlige stavemetode. Og han har sikkert talt kraftig fynsk dialekt da han kom til København, og har kæmpet for at tilegne sig det Københavnske borgerskabs "rigssprog".

   På den måde har han allerede på det tidspunkt været en "blended" personlighed. Han var kreativ på mange områder, og havde drømme om at syng og danse på teatret. Senere blev han en for tilhørerne  fascinerende oplæser af sine egne eventyr. Han var en glimrende tegner og både tegningerne og hans fantastiske papirklip er at betragte som originale kunstneriske udtryk.

  Barndom med savn og fadertab, stærkt fantasiliv, mobning i skolen, radikal flytning og sprogskift,  skolevanskeligeheder. Det er lige efter bogen. Permanent indentitetusikkerhed og -søgning gennem sin kunst. Flere personligheder i en!

Lyst til blending og metaforisk tænkning kendetegner hans produktion. Og det er det der har givet ham "evigt liv" som kunstner: "Eventyr for børn" var ikke for børn - men simulerede at de var det.

   Hans sprog i eventyrene var et blendede kunstprodukt: skriftsprog som simulerede talesprog, og som simulerede en fortællerrolle og et fortællerum med børn som tilhørere.

   Hans "eventyr" var en ny blended genre - det litterære kunst-eventyr som nok trak på folkeeventyrets skabeloner, men fusionerede dem med en lang række andre genrer og litterære figurer: fabler, myter, lignelser, og ind i mellem: kras socialrealisme - i én blended pærevælling.

En meget stor del af han produktion er direkte eller indirekte selvbiografisk - og selvreflekterende.

   Der er tale om underliggende metaforiske tænkning i flere planer: Han ser og forstår sit eget liv gennem kunsteventyrets optik - som i "Den grimme ælling".
   Men i samme hug er samtidens borgerskab - læserne - også målet for hans i fablens form omskrevne sociale og moralske kritik.

   Som et meget moderne træk er der tale om faktions- og dobbeltkontrakter med læserpublikummet.

   I sin samtid var han på en gang feteret og berømt - også internationalt. Men samtidig følte han sig ikke for alvor anekendt på det litterære parnas.

   En hjemløs outsider der hele tiden måtte rejse og være gæst i fremmede hjem - helst adeliges eller berømtes.

Og under alle hans geniale blandinger, allegoriske krumspring og metaforiske saltomortaler gemmer der sig utvivlsom en stor kreativ vrede.

Den autoteliske personlighed har nemt ved at komme i "flow" - men hvad sætter den igang?

Et af de begreber som Mihaly C-mihaly gør en del ud af er: "autotelic". Handlingsforløb og personligheder kan være autoteliske!

 I sin store bog om kreativitet, nævner han som det 9. og sidste punkt i listen over hvad der kendetegner "flow": "The activity becomse autotelic". Det betyder noget i retning af at en aktivitet bliver et mål i sig selv, og at ydre hensyn til nytteværdi, økonmisk gevinst, offentlig anerkendelse mv. forsvinder ud af det mentale synsfelt.

   Han beskriver udviklingsprocessen med at kunne bruge computeren bedre og bedre og til mere og mere, efterhånden som man lærer den at kende og finder ud ad hvad man kan gøre med den:

I may begin to enjoy using the computer for its own sake as well. At this point the acitivty becomes autotelic, which is Greek for somthing that is an end in itselv. Some activities such as art, music and sports og usually autotelic. There are no reason for duing them execpt to feel the experience they provide. Most things in life are exotelic. We do them not because we enjoy them  but in order to get at som later goal.

Jeg har med denne blog og arbejdet med at researche indlæg, opleve flow i ekstrem grad: link-joy - har jeg fundet ud af er et dækkende ord. Og denne blog og det at skrive ind i den, er blevet en kilde til daglig fornøjelse. Det startede med at jeg ville have den mentale gevinst ved at skriveriet, altså netop som en autotelisk aktivitet, og frigjort fra forpligtelsen til at skrive en bog - som ville være en exotelisk aktivitet.

I bogen "Flow" som jeg for nylig fik fat i og begyndte at læse, har han en beskrivelse af en personlighedstype som har let ved at komme i en "flow-tilstand": "The Autotelic Personality".   

   I kort form kan denne personlighedstype beskrives som en der har let ved at transformere trusler,  modstand og forhindringer om til "fornøjelige" udfordringer og opgaver med mulighed for at kunne løses - med kreativ tænkning. Og en personlighed som derfor bevare eller ligefrem udvikler sin indre harmoni derigennem.

Mihaly C-mihalya argumenterer for at den autolektiske personlighed kan vær delvis arveligt betinget, men i høj grad også noget tillært gennem opdragelse og erfaring - og "møder". 

   Hvilke personlighedstræk modarbejder muligheden for at komme i flow? Han modstiller to yderpoler: Hvis man har besvær med at koncentrere sig og fastholde opmærksomheden på noget, og hvis man er stærkt selvoptaget og primært fokuseret på hvilket indtryk man gør på sine sociale omgivelser. 

   For at kunne opleve flow må man dels mentalt være i stand til at udelukke en masse af de irrelevante informationer som konstant banker på sanseapperatet og kræver opmærksomhed; og dels må man være i stand til at se bort fra hvad andre mener og tænker om en og og være uafhængig af ydre anerkendelse og opmærksomhed.

Jeg har løbende spekuleret over hvilken sammenhæng der kan være mellem den barndom og ungdom som jeg har konstateret kendetegner rigtig mange særligt kreative personligheder, og så det der kommer ud af det: en mere eller mindre autotelisk personlighed. Hvorfor går de ikke i hundene, opgiver at få mening i livet, forsvinder i tilværelsens kaos? 

   Udgangspunktet er dog savn, tab, vrede, fremmdgørelse, identitetsusikkerhed. 

Jeg synes Mihaly C-mihaly har nogle interessante overvejelser idet han konfronterer sin egen tænkning med Freuds, som jo principielt gjorde os alle mere eller mindre mentalt handicappede - enten som neurotikere - eller som narcisister. 

Ever since Freud, psychologists have been interested in explaining how early childhood trauma leads to adult psychic dysfunction. This line of causation is fairly easy to understnad. More difficult and more interesting is the opposite outcome: the instances when suffering give a person the encentive to becom a great artist, a wise statesman, og a scientist. If one assumes that external events must determinde psychci outcomes, the it makes sense tose the nurotic response to suffering as normal, and the constructive response as "defence" og "sublimation". But if one assumes that people have a choice in how theyd respond to external events, i what meaning they atribute to suffering, then one can interpret the constructive response as normal and the neurotic omne as a failure to rise to challenge, as a break down in the ability to flow.

Mihaly siger altså i virkeligheden at det er et spørgsmål om framing. Og han mener at den positive frame - og dermed et frame-skift væk fra offer-framen - kan opnås hvis man oplever positive rollemodeller eller støttende mentorer i virkeligheden. Eller hvis man i gennem de mentale simulationsmodeller som leveres af kunst, litteratur, musik, filosofi, videnskab, religion - erkender mulighederne for at komme i flow ved at se bort fra og sætte sig ud over "forstyrrende" forhold i fortid og nutid. 

   Her vender jeg tilbage til mine metafor- og metonym-analyser.
  Det har været min påstand i tidligere indlæg at mennesker oplever disse symbolske og blendede verdener som basic-level-kategori-optikker, optikker som bevirker at de kan se sig selv og deres omgivende virkelighed som "target" - mål - for de metaforiske og metonymisk simulationer som de indeholder. 

   Den autoteliske personlighed udfolder sig en stor del af sin tid i kreative og produktive flow- processer, men er også ofte selv et produkt af mødet med flow-inviterende metaforiske og metonymiske produkter. 

   Mihaly C-mihaly i sin bog om "flow":

Whatever one´s background, there are still many opportunities later on in life to draw meaning from the past. Most people who discover complex life themes remember either an older person or a historical figure whom they greatly admirede and who served as a model, or they recall having read a book that revealed new possibilities for action. (...)

   At its best litterature contains ordered information about behavior, models of purpose, and examples of lives successfully patterned around meaningful goals. Many people confronted with the randomness og existence have drawn hope from the knowledge the others before them hade faced semilar problems, and had been able to prevail. And this i just litterature; what about music, art, philosophy and religion?s

Når den undersøgende journalist "konverserer med situationen" - så trækker han på forskellige professionelle simulations-operationer

Fra min "Introduktion til undersøgende journalistik" - et 10 år gammelt SDU-kompendium, citerer jeg videre  fra mit referat af Ettema & Glassers udlægning af den rutinerede unersøgende journalists mentale kompetence - det internatliserede simulationsapparat som gør at han kan foretage de nødvendige afslørende undersøgelser lynhurtigt og meget effektivt: Når først en frame er aktiveret, så har han et repertoire af "moves" til sin rådighed, ligesom en rutineret skakspiller:

De professionelle ”moves” kan deles i to hovedgrene som kendetegner den journalistiske undersøgende praksis: ”One branch is getting people to tell you things they wouldn´t tell sombody else, one branch is getting the facts from records.” – og til det sidste hører både at kunne finde og fremskaffe evt. hemmeligholdte dokumenter og kunne analyserer dem. En tredje gren af ”moves” er ”undercover investigations” – under dække-undersøgelser.

     Til sit repertoire af ”understandings” som den undersøgende journalist besidder, hører bl.a. den grundantagelse at der må være dokumenter derude et sted der kan bevise forholdene, og at man kan tænke systematisk over hvor de mon findes for at indsnævre undersøgelsesfeltet. En anden ”understanding” går ud på at hvis du har viden nok til at stille spørgsmål, så vil folk i det mindste sige noget.

Som jeg skrev i foregående indlæg, så er det den metonymiske tænkning som dominerer det simulationsarbejde som journalisten udfører under sin research: Ud fra enkeltiagttagelser opstiller han hypoteser som har karakter af antagelser om historier, antagelser som kan bekræftes eller afkræftes gennem svar på spørgsmål - altså en slags simuleret samtale med situationen:

Til den professionelle undersøgende journalists kompetence hører at kunne se samspillet mellem på den ene side enkeltcases og på den anden side tal der peger på et bagvedliggende forklarende mønster - som to nødvendige og gensidigt afhængige komponenter til at fortælle en overbevisende og perspektiverende historie, og så at kunne bruge denne ”ramme” som søgemønster for sin research. Når den professionelle praktiker skal vælge mellem ”moves” inden for et "repertoire" når han står i en given situation, så sker det ved  det som Schön kalder ”conversation vith the situation”. 

Det betyder at den journalistiske undersøgelse kan ses som en fortløbende proces hvor hypoteser baseret på få oplysninger, bliver testet gennem ”moves” der giver nye oplysninger, som derefter evalueres i forhold til andre oplysninger, samtidig med at deres kilders troværdighed sammenholdes med andre kilders troværdighed. Det  kan så føre til at hypotesen bekræftes og forstærkes, så den fungerer som ”frame” for nye ”moves”, etc. etc. Eller hvis en hypotese ikke bekræftes, så kan det føre til det som Schön kalder ”reframing”: en ændret eller ny hypotese som grundlag for den fortsatte ”konversation med situationen”.    

"Reframing" betyder altså at forestille sig - simulere - en anden "løsning" på "gåden", som måske ikke er helt så spektakulær som oprindeligt antaget, men som dog indebære en historie som er stærk og afslørende nok til at legitimere omkostningerne ved undersøgelserne.

  Traditionelt taler faglitteraturen om undersøgende journlistik her om maxi-mål og mini-mål. For ikke at sidde skuffet tilbage med en ikke-historie, må journalisten i sit hoved forstille sig den endelige minimale historie som professionelt set er godt nok til at begrunde alt den arbejdstid der er lagt i researchen til den.

Det repertoire af ”moves” som journalisten kan gøre brug af på de forskellige steder i denne proces, kombinerer altså indsamling af oplysninger, testning af oplysninger og hypoteser, og evaluering af både oplysninger og kilder. Og han vil systematisk vælge den kombination af ”moves” og evalueringsstrategier der hele tiden gør det muligt at forstærke den eller de hypoteser der kan give grundlag for en journalistisk top-historie der kommer til at udgøre en overordnet ”masterframe” for hele processen.       

Der kan undervejs være tale om både at teste enkeltoplysninger og mere komplekse hypoteser, og hen imod slutningen kan der være tale om at teste hele historien som en samlet hypotese gennem det afgørende ”træk” som et ”nøgleinterview” – et såkaldt ”confrontation interview” – udgør; det er  et interview hvorved ”den sigtede” – ”the target person” – konfronteres med de beviselige og afslørende kendsgerninger som journalisten er i besiddelse af, og hvor ikke bare interviewpersonens svar, men også måden han svare på kan være det ”sandhedens øjeblik” der er afgørende for om historien ”holder” og ”kommer hjem”. 

Faglitteraturen er helt klar på hvordan man skal forberede et konfrontations-interview. Det skal man ved i forvejen at simulere interviewet - gerne som et egentlig rollespil - hvor man forestiller sig alle sine egne spørgsmål og så de undvigende eller usande svar som de interviewede kan tænkes at komme med.  

   Endvidere skal man simulere interviewet sådan at man med i tasken har alle de korrekte svar som den interviewede ville levere hvis han svarede sandt. Som journalist skal man altså vide alle svarene på det spørgsmål man vil stille:

Hvis ”konversationen med situationen” udvikler sig som den skal hen gennem undersøgelsen, når journalisten til et punkt hvor han er overbevist om at det billede han har af historien som en samlet hypotese, stemmer overens med det konglomerat af facts, dokumenter, data, og kildeudtalelser som han har indsamlet og analyseret. Han er overbevist om at historien ”holder”. Nu skal den så fortælles så den kan overbevise publikum både om dens sandhed og om dens værdi som  væsentlig afsløring.    

Det drejer sig om at finde ud af ”what to include, and where to put it.”, således at publikum dels kan opleve at historien er vigtig og dels kan relaterer sig til dens indhold. Her har den professionelle journalist et repertoire af historieskabeloner: ”masterframes” – som han ”virtuelt” kan teste det indsamlede materiale mod, for at afgøre om det kan udformes i et narrativt skema så historien ”går hjem” hos publikum.

Også her er der enighed i faglitteraturen om nødvendigheden af en knivskarp simulation - nemlig en simuleret samtale med den mest skeptiske læser som tænkes kan, en læser som grundlæggende hele tiden vil spørge: "Hvad rager det mig? Jeg har travlt!", og: "Hvorfor skulle jeg dog tro på det? Journalister jo altid fulde af løgn!" 

   Og med denne super-skeptiske læser, går man sin artikel igennem - linje for linje. Og retter og skriver om og til indtil Journalisten mentalt set får lukket munden på ham.

I praksis har han to redskaber – ”moves” – til en sådan testning: det ene er at formulere hovedvinklen i en enkel klar sætning med historiens kerneoplysninger, som er den påstand historien skal bevise; det andet er at lave råudkast til historien for at sikrer at indhold og form kan arbejde optimalt sammen. I denne fase kan det vise sig at der opdages huller og usikkerheder i den foreliggende dokumentation som kræver yderligere undersøgelser.

Hvis der er tale om magthavere af den tunge, aggressive og hævngerrige slags, så går journalisten sammen med sin redaktør teksten igennem linie for linie en gang til - men nu i forbindelse med en simuleret retssag.

   Spørgsmålet til artiklens kerneoplysninger som den anklagende afsløring bygger på, er: "Holder de i retten"? Og udbygget: "Hvad kan modpartens advokat tænkes at spørge om i en retssag om injurier, om privatlivets fred, eller en erstatningssag for tab af omsætning.

Endelig er faglitteraturen gennemgående enig om at man for at sikre sig løbende meget tidligt i forløbet bør skrive udkast til artikler og udkast til rubrikker og manchetter/underrubrikker. Det er generelt et simpelt og effektivt simulations-redskab at skrive sådanne udkast. De fungerer ligesom prøver - "rehearsels" - til en teaterforestilling hvor man styk for styk i alle enkeltheder nærmer sig den perfekte forestilling - forsideartiklen der nominerer til en Cavling-pris.