Weekendavisen har i dag en stor artikel i en sommerserie med temaet "grænser". Denne er af Uffe Østergaard, og har rubrikken: "Den gennemtrængelige grænse".
Det der er artiklens centrale pointe er at vores moderne opfattelse af nationale grænser, som skarpe linjer på et landkort, som noget der skarpt skiller og adskiller to nationer, at den grænse-frame netop er - en frame!
Går man til den romerske forestilling om grænser, så var det en sti eller en vej, som romerriget kunne transportere soldater ad, kaldet "limes".
Tankegangen bag den romerske grænsedragning var anderledes end grænserne mellem moderne nationer, hvor det gælder om at kontrollere personer og varestrømme. Ganske vist markeredes grænsen ofte fysisk i landskabet, hvor det ikke havde form af en flod eller et hav. Men reelt var grænseområderne brede, ret flydende definerede områder af kulturel og politisk indflydelse, præget af blandinger af kulturen.
Romerne havde altså en anden frame for forståelsen af en grænse end vi har. Og realiteten var at grænse-markeringerne i form af mure, kasteller, voldgrave og palisader først og fremmest var metonymer og metaforer - symbolske udtryk med et budskab:
I rituel forstand opfattede romerne graven og volden som en plovfure, der løb rundt om hele riget, en circumductio. På den måde markerede de romerske folk ikke blot sin ejendomsret til landet, men også imperiets ukrænkelighed.Her har vi ifølge historikeren Peter Ørsted forklaringen på den relativt svage udbygning af befæstningen. Det var ikke svært for germanerne at bryde gennem volden, men havde de først krydset denne hellige grænse, var de (...) legitimt bytte for de romerske tropper i garnisionen.
Realiteten var at de markerede grænser på den måde den røde tråd i et bredt geografisk bælte for blending af konceptuelle rum inden for kultur, sprog og mytologier - formidlet gennem handel, udveksling af teknologi og arbejdskraft.
Det er klart at romerne altså havde en helt anden grænse-frame end vi har i vore dage. Eller rettee: end den - ideologiske - frame mange tænker ud fra i dag.
Interessant i artiklen er også karakteristikken af det Osmanniske riges forestillinger om grænser, forestillinger som var udsprunget af en særlig nationale selvforståelse.I osmannernes optik var grænserne grundlæggende midlertidige fordi ideologien var entydigt ekspansionistisk. En grænse var kun en grænse indtil næste erobring og dermed flytning af grænsen. Og tilsvarende med nederlag, så trak man sig tilbage til en ældre grænsepositioner. "På grund af disse permanente bevægelser havde Dt Osmanniske Rige derfor på intet tidspunkt klare og veldefinerede grænser," konkluderer det afsnit af artiklen.
Dette kan så jævnføres med EU som jo også har være i en tilstand af permanent grænseusikkerhed, fordi der jævnligt er sket udvidelser.
Artiklen slutter med at forholde sig til det der sikkert også har været anledningen til sommer-tema-serien:
De, der som Dansk Folkepartis ideologer hævder grænsernes faste og uændrede karakter, kan kun gøre det ved at benægte historieske fakta. Men det er de jo også ret gode til. Som partiet blandt meget andet manifesterer ved at have købt den den gamle grænsestation ved Sød i Tønder og indrettet den til museum for den tid, da der var rigtige grænser til, og tyskerne blev hjemme hos sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar