H.C.Andersen - en skæv og særligt kreativ personlighed

Weekendavisens bogtillæg har en anmeldelse af en nyudgivelse af en række af HC.Andersens skriverier. Udvalgt af en af mine gamle studiekammerater på danskstudiet i 60´erne, Finn Hauberg Mortensen. Titlen er "H.C. Andersen: Skæve skrifter".

At tale om at "skrifter" kan være "skæve" er på en gang et metonymisk og et metaforisk udtryk. Metonymet går på at det er forfatteren - personligheden - som er "skæv". Altså et produkt for producent-metonym.

   Og at en personlighed kan være "skæv" er en konceptuel metafor hvor en PERSON er en RUMLIG GENDSTAND, svarende til at man har ikke metaforiske sætninger som: "Skabet står skævt", "Billedet hænger skævt" - "skæv" altså i modsætning til "lige". Skal altså forstås som synonymt med "sær", "usædvanlig" og "afvigende".

Da jeg for mange år siden havde nogle møder med nogle chefredaktører om hvad de efterspurgte hos journalistpraktikanter og ny journalister, så var det gennemgående svar: nogen der er "lidt skæve". Dermed mente de personligheder der afveg fra "standardjournalisten".

   Deres kreative "skævhed" skulle komme til udtryk i at de var godet til at finde anderledes historier og nye vinkler når de skrev. De skulle også gerne kunne levere artikler med et "levende sprog".

H.C. Andersens barndom og ungdom er jo i store træk bekendt, men her en koncentreret repetition. Han fremstår i den grad om prototype på den kreative personligheds barndom og ungdom:

En far der døde da han var omkring 10 år. Moderen og han måtte flytte, og moderen måtte ernære sig som vaksekone. Efter et par år efter giftede sig med en meget yngre mand som blev Hans Christians stedfar. Han selv viste sig tidligt begavet med en livlig fantasi som skilte ham så meget ud blandt kammerater at han blev mobbet. Han havde allerede som barn flere kvindelige mentorer, og da han rejste hjemmefra allerede som 14 årig, var der også sponsorer der hjalp ham.

  I København forsøgte han sig tidligt som sanger, skuespiller og forfatter, og fandt også mentorer og velyndere, som dog var enige om at han i den grad manglede sproglig dannelse og kultur.

  Som 17-årig kom han i Slagelse latinskole og blev placeret i 2. klasse sammen med klassekammerater der var 11-12 år gamle. Forholdet til skolelederen uviklede sig til en så stærk mental belastning for Hans Christian at han overvejede selvmord.

Mange særlige kreative personligheder er kendt for at være ordblinde. Man har også ment at H.C. Andersen var det fordi hans stavning i dagbøger og manuskripter var mildest talt "kreativ".

   Han skolegang i Odense var sporadisk, og han har sikkert lært at læse visuelt, og ikke gennem den mundtlige stavemetode. Og han har sikkert talt kraftig fynsk dialekt da han kom til København, og har kæmpet for at tilegne sig det Københavnske borgerskabs "rigssprog".

   På den måde har han allerede på det tidspunkt været en "blended" personlighed. Han var kreativ på mange områder, og havde drømme om at syng og danse på teatret. Senere blev han en for tilhørerne  fascinerende oplæser af sine egne eventyr. Han var en glimrende tegner og både tegningerne og hans fantastiske papirklip er at betragte som originale kunstneriske udtryk.

  Barndom med savn og fadertab, stærkt fantasiliv, mobning i skolen, radikal flytning og sprogskift,  skolevanskeligeheder. Det er lige efter bogen. Permanent indentitetusikkerhed og -søgning gennem sin kunst. Flere personligheder i en!

Lyst til blending og metaforisk tænkning kendetegner hans produktion. Og det er det der har givet ham "evigt liv" som kunstner: "Eventyr for børn" var ikke for børn - men simulerede at de var det.

   Hans sprog i eventyrene var et blendede kunstprodukt: skriftsprog som simulerede talesprog, og som simulerede en fortællerrolle og et fortællerum med børn som tilhørere.

   Hans "eventyr" var en ny blended genre - det litterære kunst-eventyr som nok trak på folkeeventyrets skabeloner, men fusionerede dem med en lang række andre genrer og litterære figurer: fabler, myter, lignelser, og ind i mellem: kras socialrealisme - i én blended pærevælling.

En meget stor del af han produktion er direkte eller indirekte selvbiografisk - og selvreflekterende.

   Der er tale om underliggende metaforiske tænkning i flere planer: Han ser og forstår sit eget liv gennem kunsteventyrets optik - som i "Den grimme ælling".
   Men i samme hug er samtidens borgerskab - læserne - også målet for hans i fablens form omskrevne sociale og moralske kritik.

   Som et meget moderne træk er der tale om faktions- og dobbeltkontrakter med læserpublikummet.

   I sin samtid var han på en gang feteret og berømt - også internationalt. Men samtidig følte han sig ikke for alvor anekendt på det litterære parnas.

   En hjemløs outsider der hele tiden måtte rejse og være gæst i fremmede hjem - helst adeliges eller berømtes.

Og under alle hans geniale blandinger, allegoriske krumspring og metaforiske saltomortaler gemmer der sig utvivlsom en stor kreativ vrede.