Den kreative Burmarejse (6) - "Vejen til Mandalay" - om piger, pagoder og Buddhaer

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,

hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst.

For nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå

ved den grå Moulmein Pagode og betragted´ havets blå.

Ak, den vej til Mandalay, hvor flotillen tog den vej,

med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay!

Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,

og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

I Mandalay-sangen af Kipling omtales Moulmein-pagoden fra hvilken der er havudsigt. Moulmein er den engelske udgave af bynavnet Mawlamyine, en by som ligger i det sydøstlige Burma på kysten ud til Martaban Golfen. 

   Dette gamle foto viser hvordan udsigten fra Moulmain-pagoden så ud ved århundredeskiftet.

Sandsynligvis har pagoden slet ikke interesseret Kipling specielt som andet end romantisk kulisse og dekoration for sin nostalgiske fantasi. Objektet for den hjemsendte soldats længsel var en burmesisk kvinde.  Og afspejlede at det var de burmesiske kvinder der især betog Kipling når han besøgte Burma - for deres skønhed og frigjorthed, som han kontrasterede med indiske kvinder, fortæller Wikipedia:

"I love the Burman with the blind favouritism born of first impression. When I die I will be a Burman … and I will always walk about with a pretty almond-coloured girl who shall laugh and jest too, as a young maiden ought. She shall not pull a sari over her head when a man looks at her and glare suggestively from behind it, nor shall she tramp behind me when I walk: for these are the customs of India. She shall look all the world between the eyes, in honesty and good fellowship, and I will teach her not to defile her pretty mouth with chopped tobacco in a cabbage leaf, but to inhale good cigarettes of Egypt's best brand."

   Kipling claimed, in fact, that when in Moulmein, he had paid no attention to the pagoda his poem later made famous, because he was so struck by a Burmese beauty on the steps. The attraction seems to have been common among the English: Maung Htin Aung, in his essay on George Orwell's Burmese Days (those days that produced the novel Burmese Days) notes: "Even that proud conqueror of Ava, Lord Dufferin, although he was received with dark looks by the Burmese during his state visit to Mandalay early in 1886, wrote back to a friend in England, extolling the grace, charm and freedom of Burmese women.

Men det var ellers pagoderne, somme tider omtalt som 'stupaer' og somme tider også som 'templer', det her skulle handle om.

   Jeg kan ikke rigtig finde ud af om de forskellige navne refererer til en forskel i byggestil eller religiøst funktion. Så jeg bruger betegnelserne lidt ad hoc i det følgende.

   Betegnelsen 'pagode' har jeg stødt på også på vores rejser til hhv. Japan og Kina. Men pagoderne der så helt anderledes ud - typisk med en række klart markerede etager med opadsvungne tagspidser i hjørnerne som vi kender det fra det kinesiske tårn i Tivoli.

De burmesiske pagoder er kuplede og klokkeformede konstruktioner der bogstaveligt talt går op i en spids. Sat oven på et kvadratisk fundament.

En af de måder fattigfolk i ulande kan tjene lidt penge på turister på, er ved at sælge samlinger af postkort med de lokale seværdigheder, hvad jeg og tusinder af andre turister har oplevet som rundrejsende i mange lande.

   Det helt specielle ved Burma-pstkort-gadesalget var at alle de postkort vi blev præseneret for i fotolommer der kunne foldes ud, at de kun viste en eneste slags seværdighed: pagoder, pagoder - og flere pagoder:

Opfindsomme skolebørnene vi mødte i en fattig landsby, havde afluret de voksnes sællerter, og faldbød egne tegnede og farvelagte versioner - også udelukkende med stupaer som motiv:

Her følger nu billeder med kommentarer og associationer til de pagoder vi oplevede på vores 9 dages rundtur i Burma. Der gik stort set ikke en dag uden en pagode eller to. På en god dag besøgte og besigtigede vi hele tre styks.

Den første vi oplevede, var Chaut Htat Gui-pagoden i Rangoon hvis fascinationsværdi - og den var godt nok stor - var at den husede verdens største liggende Buddha. Den er 66 meter lang og hovedet er 6 etager højt:

Den overgår ens vildeste fantasier  - eller mareridt. Vi er nærmest som i en fantasy-verden.
   Hvis man tænker på alle vores egne kristusfigurer der er sømmet op og hænger og lider rundt omkring i kirkerne, så er det dybt provokerende at se sådan en hellig mand i kæmpestørrelse - ligge ned og slappe af.
   Og det er altså størrelsen der gør det. Effekten er lidt hen ad den fornemmelse man kan få ved mødet med skulpturen 'Boy' - kæmpdrengen i indgangen til Aros kunstmuseum i Århus:

Og hvis man tror at de Buddhaer vi ser i templerne, alle er oldgamle, så tager man fejl. 

   Den her liggende Buddha i Chaut Htat Gui-pagoden, er relativt nyproduceret. Førsteudgaven blev tænkt, tegnet og bygget 1899-1907. Den forfaldt i de følgende halvtreds år på grund af klimaskader og blev revet ned 1957.

   Den nuværende blev bygget og var færdig 1966, efter sigende betalt udelukkende ved indsamlede midler - ikke fra konger og rigmænd - men fra det menige burmesiske folk.

En konkurrerende liggende Buddha findes i
Shwe Thar Khaung-Pagoden i Bago. Den er "kun" 55 meter lang, men til gengæld er den altså over 1000 år gammel.

   Den ser noget gladere og mere afslappet ud, måske fordi den har puder til at støtte hovedet på:

Eller livet som Buddha var bare sjovere den gang, måske.

For mange år siden besøgte fruen og jeg en række templer i Bankok i Thailand. Der husker jeg også at vi så en liggende Buddha der var helt forgyldt: What Pho-Buddhaen:

Den næste pagode vi besøgte på vores rundtur, var den mest berømte at alle burmesiske pagoder: Shwe Da Gon-pagoden i Rangoon.
   Besøget var om aftenen, og oplevelsen var både overvældende og stærkt betagende  - det var ren visualiseret eventyr og mystik:

Swe Da Gon-pagoden set udenfor på afstand. Mørket er faldet på. Man er i en anden verden - uden for tid og rum.

  Indenfor er alt forgyldt - med belægninger og plader af ægte guld. Det gyldne, glitrende, strålende arktektoniske landskab er som musik for øjet. Drømmer jeg eller er jeg vågen?

En amerikaner vi for mange år siden mødte i Bangkok på vej ud for at se på templer dér, sagde: "Have you seen one, you have seen them all."
   Og noget er der om det. Over en periode på omkring 1000 år har stupaer, pagoder, templer stort set bevaret stilart, udsmykningsformer og visuelle skabeloner.
   Gammel eller moderne, det er variationer over et mønster.  Ligesom de danske landsbykirker - eller de europæiske gotiske domkirker.
   Det der er det utrolige og fascinerende her, er at de har fastholdt kontinuiteten stort set siden vores vikingtid og op til idag.
   Det perspektiv er lige til at blive lidt ydmyg og stille over.

Fundamentalt set består en stupa af følgende elementer:

• en kvadratisk base
• en hemisfærisk kuppel 
• et kegleformet spir
• en halvmåneformet "bule"
• en rund skive

Forbillederne for de burmesiske stupaer eller pagoder stammer fra Indien og Sri Lanka. 

   Her to ældgamle srilankanske stupaer: Jetavanaramaya (ca. 300 år B.C.) og Ruwanwelisaya (ca. 150 år B.C.):

Wau!
   Og hvor er det nu jeg synes jeg har set den slags før - 'deja vue' - noget fra vores egen tid og nært på?

  Jo, de her har tydeligevis også være inspirationskilde til Ingvar Cronhammers "mærkelige" kæmpeskulptur ved Herning - med titlen 'Elia':

Og Ruwanwelisaya-stupane på Sri Lanka har også været forbillede for den burmesiske Kaung Hmu Daw-pagode, bygget ca. 1800 år senere:

De fleste burmesiske stupaer er en slags religiøse smykkeskrin. De er bygget som helligdomme omkring religiøse relikvier, som fx. nogle af Buddhas kropsdele eller husgeråd.

   Det gælder også den næste helligdom vi besøgte - nu i Bagan-området nord for Mandalay: Shwe Zi Gon-pagoden der som helligt relikvie har en af Buddhas tænder - helt indesluttet af en guldkrone af dimensioner:

Her en af de mange Buddhaer i Shwe Zin Gon-pagoden:

Hver af de forskellige stillinger Buddha-skulptuerer har - liggende, siddende, stående - og hver af de forskellige positioner og gestus af hænder, arme og ben de manifesterer, er symbolske tegn der har helt specielle betydninger som alle buddhister kan aflæse, uanset tid, sprog og kultur. Se:

http://www.thebuddhagarden.com/blog/buddha-poses/

Bagan-provinsen på sletten syd for Mandalay er simpelt hen det område i Burma der er tættest besat med pagoder, stupaer og templer, og det vil sige en del:

Wikipedia fortæller historien om byen Bagan:

From the 9th to 13th centuries, the city was the capital of the Kingdom of Pagan, the first kingdom to unify the regions that would later constitute modern Myanmar.

   From 1044 to 1287, Bagan was the capital as well as the political, economic and cultural nerve center of the Pagan Empire. Over the course of 250 years, Bagan's rulers and their wealthy subjects constructed over 10,000 religious monuments (approximately 1000 stupas, 10,000 small temples and 3000 monasteries)[5] in an area of 104 square kilometres (40 sq mi) in the Bagan plains.

   The prosperous city grew in size and grandeur, and became a cosmopolitan center for religious and secular studies, specializing in Pali scholarship in grammar and philosophical-psychological (abhidhamma) studies as well as works in a variety of languages on prosody, phonology, grammar, astrology, alchemy, medicine, and legal studies.[6] The city attracted monks and students from as far as India, Ceylon as well as the Khmer Empire.

   The culture of Bagan was dominated by religion. The religion of Bagan was fluid, syncretic and by later standards, unorthodox. It was largely a continuation of religious trends in the Pyu era where Theravada Buddhism co-existed with Mahayana Buddhism, Tantric Buddhism, various Hindu (Saivite, and Vaishana) schools as well as native animist (nat) traditions.

Religionen var altså et resultat af udbredt og gennemtrængende konceptuel blending ("syncretic", "unorthodox"). Som meget vel kan være en del af forklaringen på den kreative kulturelle eksplosion som alle disse byggerier jo i øvrigt er udtryk for.

Den anden helligdom vi besøgte den dag, var Swe San Daw-pagoden fra hvis terrasser man havde smuk udsigt til solnedgangen - den første af en række tempel-solnedgange på turen:

Swe San Daw-pagoden er konstrueret som følger: Først fem kvadratiske terrasser oven på hinanden i pyramideform, forbundet med en fælles skrå trappe. Derefter to ottekantede "mellemhop" til den runde klokkeformede top:

The pagoda's bell rises from two octagonal bases which top the five square terraces. This was the first monument in Bagan to feature stairways leading from the square bottom terraces to the round base of the pagoda itself. This pagoda supposedly enshrines a Buddha hair relic brought back from Thaton.

Grundplanen somn arkitektonisk har været norm- og stilsættende den gang - for godt 1000 år siden:

 

Den føgende dag besøgte vi Ananda-templet:

Også det er godt 1000 år gammelt. Dets fascinerende  særkende er fire forgyldte Buddhaer - der vender front udad - mod hvert sit verdenshjørne:

Tempel nummer to på samme dag var Dhmaygngyi-templet - en heavy sag af mursten. Stenene er sammenføjet så tæt, så man ikke kan presse en nål mellem dem, fortælles det:

Dahmayangyi-templet er især kendt for sin tvillingbuddha-statuer - og for at være det største tempel i hele Bagan-området. Det har samme grundplan som Ananda-templet, men blev aldrig færdigbygget.  

   Her er den fatale skæbnehistorie:

Dhammayangyi Temple is the most massive structure in Bagan which has a similar architectural plan to Ananda Temple. It was built by King Narathu (1167-70), who was also known as Kalagya Min, the 'king killed by Indians'. The temple is located about a kilometer to the southeast of the city walls directing Minnanthu.

   After murdering his own king father, Narathu ascended the throne of Bagan and due to that, he built this temple. It is said that Narathu oversaw the construction himself and that masons were excecuted if a needle could be pushed between bricks they had laid. But he never completed the construction because he was assassinated before the completion. It was said that he was displeased by the Hindu rituals and one of them who made those rituals was the Indian princess who was the daughter of Pateikkaya. So he executed her for such reasons. The princess's father wanted revenge for his innocent daughter and sent 8 officers in the disguise of Brahmans and assassinated Narathu in this very temple.

Endnu en solnedgang ud over Bagan-sletten så vi fra den store terasse på dagens tredje helligdom: Pyatthjat Kyi-pagoden:

Dagen efter kørte vi til Popa-bjerget på hvilken der ligger den sidste helligdom vores gruppe besøgte. Det er et kloster bygget på toppen af en høj stejl klippe der er rester af en vulkan hvis skrå sider er eroderet bort:

Klosteret med pagoder har navnet: The Popa Taungkalat (Taung Kalat). Helligdommen er "hjem" for 37 såkaldte 'mahagiri ånder' ("nats"). Mere om troen på naturånder i Burma i et senere indlæg.

Når vi kørte rundt på Bagan tempel- og -pagode-sletten om dagen, og skuede ud over den om aftenen i diset skumring og tvelys, så fik jeg også fornemmelsen af 'deja vue' - dette fantastiske og drømmeagtige landskab som jeg ellers ikke tidligere har interesseret mig for, genkender jeg nu på en eller måde. Jeg føler lidt diffust at det er noget jeg har set før.
   Jeg googler lidt på landskaber og bybilleder fra science fiction og fantasy.

Og ja, tegneserie- og film-animationskunstnernes fantasi har utvivlsomt - blandt andet - inspirationskilder i Burma og Bagan-slettens fantastiske tempel- og pagode-strøde landskab.

Vi startede denne tempelrejse med afsæt i Kiplings betagelse af de burmesiske kvinder i regi af en romantisk pagode for halvandet hundrede år siden.

   På vores rundrejse anno 2013 mødte vi også rigtig mange smukke burmesiske kvinder, både gamle og unge. 

   Man har ikke svært ved at forstå at Kipling - og hans fiktive alter ego - den engelske hjemsendte soldat i Mandalay-sangen - at de følte sig tiltrukket.

   Ofte havde de kvinder vi så, en særlig lys okkergul make up i ansigtet, som stammer fra thnakha-træets bark, som pulveriseres og blandes med vand. 

   Kvinderne bruger det både som en slags solcreme og som skønhedscreme:

 

 

 

Ship me somewheres east of Suez, where the best is like the worst,
Where there aren't no Ten Commandments an' a man can raise a thirst;
For the temple-bells are callin', an' it's there that I would be --
By the old Moulmein Pagoda, looking lazy at the sea;
On the road to Mandalay, Where the old Flotilla lay,
With our sick beneath the awnings when we went to Mandalay!
On the road to Mandalay, Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!

Den kreative burmarejse (5) - "Vejen til Mandalay" - om Kipling og englænderne der forsvandt

Jeg er syg nu af at slide på de skidne fortovssten,

og den fæle London-støvregn går mig gennem marv og ben.

Vel halvhundred piger har jeg her, fra Chelsea og til Strand,

der kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tror, de kan.

Skabt som køer - åh hvordan skal jeg tro, de elske kan,

som min lille Burma-pige i det kønne grønne land.

Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,

og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Mandalay-sangen, som vores gruppe på Burmaturen afsang i kor i bussen,  er skrevet af den engelske forfatter Rudyard Kipling omkring 1889. 

   Kipling er verdensberømt for "Junglebogen" - med det indiske ulvebarn Mowgli som hovedperson - en bog jeg husker med stor fornøjelse fra min barndoms forslugne alt-mulig-læsning. Også kostskoleromanen "Stilk & Co" husker jeg at jeg læste flere gang i midten og slutningen af 50-erne. Den lå klasser over "Flemming-bøgerne".

Kipling var "anglo-inder", født af engelske forældre i Bombay. 

   Fem år gammel blev han 1871 sendt til England  sammen med sin lilleøster og boede og blev "passet" det hos et ægtepar i Portshmouth de næste seks år, en familie som levede af have anglo-indiske børn i pleje.

Rudyard Kipling passer smukt ind i min teori om særligt kreative personligheders specielle barndom, præget af fremmedgørende splittelse mellem flere kulturer og sprog, ofte udsat for savn eller tab af forældre, og af "mobning" fra negative eller uforstående omgivelser

   Han fortæller i sin selvbiograf 65 år senere om den kombination af grusomhed og neglekt som han blev udsat for i plejefamilien, og han tilskriver selv disse oplevelser som værende en afgørende kilde til at han blev forfatter:

"If you cross-examine a child of seven or eight on his day’s doings (specially when he wants to go to sleep) he will contradict himself very satisfactorily. If each contradiction be set down as a lie and retailed at breakfast, life is not easy. I have known a certain amount of bullying, but this was calculated torture — religious as well as scientific. Yet it made me give attention to the lies I soon found it necessary to tell: and this, I presume, is the foundation of literary effort".[23]

Det er nemt at forestille sig at erindringerne om hans tidlige barndomsliv med forældrene, barnepiger og oppassere i Bombay har stået i et idyliserende rosenrødt skær og været stimulerende for længsler og drømme og fantasier. I sine selvbiografi beskriver han det sådan her:

"In the afternoon heats before we took our sleep, she (the Portuguese ayah, or nanny) or Meeta (the Hindu bearer, or male attendant) would tell us stories and Indian nursery songs all unforgotten, and we were sent into the dining-room after we had been dressed, with the caution 'Speak English now to Papa and Mamma.' So one spoke 'English', haltingly translated out of the vernacular idiom that one thought and dreamed in"

Spørgsmål om social identitet og national loyalitet, blev - forståeligt nok - et gennemgående træk i hans forfatterskab.

    Efter nogle års kostskoleophold i England vender Kipling tilbage til Bombay i 1982. Han beskriver hjemkomsten til "barndommens land" sådan her:

"So, at sixteen years and nine months, but looking four or five years older, and adorned with real whiskers which the scandalised Mother abolished within one hour of beholding, I found myself at Bombay where I was born, moving among sights and smells that made me deliver in the vernacular sentences whose meaning I knew not. Other Indian-born boys have told me how the same thing happened to them."[23] (...) "There were yet three or four days’ rail to Lahore, where my people lived. After these, my English years fell away, nor ever, I think, came back in full strength".[23]

Enhver lighed med Harry Potters historie, hans forhold til sine Muggler-plejeforældre og hans kostskoleophold, er nok ikke tilfældig.

Kipling skrev utroligt meget og rejste meget. Og han blev som forfatter den engelske imperialismes store besynger i mange af sine værker. 

   Han er senere blevet stærkt kritiseret for sin litterære framing af forholdet mellem kolonimagt og kloniserede som "den hvide mands byrde" - titlen på et af hans store digte, skrevet nogenlunde samtidig med Mandalay-sangen.

Kipling har, så vidt jeg kan finde ud af, aldrig boet i længere tid i Burma, men kun været på gennemrejse via havnebyen Rangoon. Så det billede af Burma og Mandalay som sangen giver er en idyliseret fantasi.

   Digtet handler om den tidligere engelske soldats længsler mod den frie og uhæmmede tilværelse som udstationeret i kolonien Burma, og det spejler og symboliserer tydeligvis Kiplings eget splittede og tvetydige forhold til sit liv som anglo-indisk forfatter, og hans romantiske identifikation med inderene og kolonilivet i Indien.

Rudyard Kipling

Rudyard Kipling fik Nobelprisen i litteratur i 1907. Begrundelsen citeres her:

"In consideration of the power of observation, originality of imagination, virility of ideas and remarkable talent for narration which characterize the creations of this world-famous author." 

På vores turistrundrejse i dele af Burma med titlen "Vejen til Mandalay" hørte vi ret lidt (positivt) om englænderenes kolonistyre i Burma. Og mens vi så rigtig mange pagoder, stupaer og templer, og besøgte en række folkelige markeder der stort set lignede hinanden, så indgik der ikke et eneste besøg til nogle af de mange imponerende og interessante victorianske byggerier som er de synlige spor - både i Mandalay og Rangoon - af over hundrede års engelske koloniale overherredømme.

   Forklaringen på at der ikke indgik engelsk-koloniale seværdigheder i turen, er indlysende. Det er det lokale turistministerium som bestemmer hvilke seværdigheder de udenlandske rejseselskaber kan lade indgå i deres turistrejser. Og det har absolut ikke kunnet se nogen som helst grund til at turen skulle zoome ind på nogle af de ellers meget synlige, seværdig og velbevarede arkitektoniske efterladenskaber fra den engelske kolonitid.

   Tværtimod.

Det engelske koloniherredømme i Burma havde op igennem 1800-tallet og i første fjerdedel af 1900-tallet gjort sig ekstremt upopulært blandt det store flertal af den burmesiske befolkning. 

   Og det burmesiske militærdiktatur, som styret jo stadig er trods en vis åbning mod demokrati, har prøvet at få folkelig sympati ved blandt andet at udskifte de engelske stednavne med mere burmesisk klingende varianter. 

   Derfor Myanmar i stedet for Burma, og Yangon i stedet for Rangoon.

I løbet af tre krige - den sidste i 1885 - erobrede og underlagde englænderne sig hele Burma, og gjorde den administrativt til en underordnet provins i den indiske kronkoloni. 

   Det betød at englænderne opførte sig administrativt over for burmeserne som de havde haft succes med  i forhold til inderne, uden forståelse for at det var en helt anden kultur end den indiske.   

   En af konsekvenserne af det britiske overherredømme var en meget stor emigration af indere, og det var i høj grad indiske embedsmænd der kunne engelsk, der overtog den praktisk administration af landet. 

   Wikipedia beskriver udviklingen sådan her:

The economic nature of society also changed dramatically. After the opening of the Suez Canal, the demand for Burmese rice grew and vast tracts of land were opened up for cultivation. However, in order to prepare the new land for cultivation, farmers were forced to borrow money from Indian moneylenders called chettiars at high interest rates and were often foreclosed on and evicted losing land and livestock. Most of the jobs also went to indentured Indian labourers, and whole villages became outlawed as they resorted to 'dacoity' (armed robbery). While the Burmese economy grew, all the power and wealth remained in the hands of several British firms and migrants from India. The civil service was largely staffed by Anglo-Burmese and Indians, and Burmese were excluded almost entirely from military service, which was staffed primarily with Indians, Anglo-Burmese, Karens and other Burmese minority groups. Though the country prospered, the Burmese people failed to reap the rewards. (See George Orwell's novel Burmese Days for a fictional account of the British in Burma.)

I 1941 beskrev en engelsk embedsmand burmesernes elendige situationen således:

“Foreign landlordism and the operations of foreign moneylenders had led to an increasing exportation of a considerable proportion of the country’s resources and to the progressive impoverishment of the agriculturist and of the country as a whole…. The peasant had grown factually poorer and unemployment had increased….The collapse of the Burmese social system led to a decay of the social conscience which, in the circumstances of poverty and unemployment caused a great increase in crime.”[12]

Ikke mærkeligt at flere af lederene af den oprørske burmesiske nationalistbevægelse i først omgang så den japanske invasion under 2. verdenskrig som en befrielse, heriblandt Aung San Suu Kyis far, general Aung San. 

   Efter verdenskrigens afslutning, var Aung San nøgleperson i forhandlingerne om Burmas uafhængighed fra Storbritanien 1947. 

   Han blev myrdet af rivaler samme år som uafhængigheden blev en realitet.

Derfor indgik der ikke seværdigheder fra den engelske kolonitid i vores rundrejse i Burma. Men faktisk er der bevaret rigtig meget som kunne være en tur og en besigtigelse værd:

Det engelske centralpostkontor i Rangoon

Højesteret i Rangoon

Gaden her hedder Pansodan - i den britiske periode hed den Sparks.
Vi ser her: the Port Authority, the Agricultural Development Bank,
the Ministry of Information, the Ministry of Inland Waterways

Her lejligheder beboet af den indiske middelklasse 

Og flere lejligheder oprindelig beboet af de indere
der var fulgt med det engelske kolonistyre

Flere eksempler på konlonitid-seværdigheder i Rangoon kan ses her:

http://www.greatmirror.com/index.cfm?navid=274

Men vi oplevede jo alligevel sporene efter denne betændte og traumatiske periode i Burmas nyere historie helt konkret - personificeret i vores kreative, humoristiske og vidende guide/rejseleder Zaw Zaw, der netop havde indiske emigranter som forfædre:  

I am sick o' wastin' leather on these gritty pavin'-stones,
An' the blasted Henglish drizzle wakes the fever in my bones;
Tho' I walks with fifty 'ousemaids outer Chelsea to the Strand,
An' they talks a lot o' lovin', but wot do they understand?
Beefy face an' grubby 'and --
Law! wot do they understand?
I've a neater, sweeter maiden in a cleaner, greener land!
On the road to Mandalay . . .

(fortsættelse følger) 

Den kreative Burmarejse (4) - "Vejen til Mandalay" - om Burmas mange kæmpeklokker

 

Alt det ligger år tilbage og er milelangt fra mig,
og fra Bank of England går der ingen bus til Mandalay.
Hvad det gamle mandskab siger, må jeg sande højlig her:
"Den som østen først har kaldt på kan kun trække der sit vejr!"
Alting er mig til besvær, på den lugt af hvidløg nær,
og det solskin og de palmer, og de klingre klokker der.
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Ja, ja - "de klingre klokker der"! Hvad er det med de klokker?

   Burmesiske templer, stupaer, pagoder er fyldt med klokker hvor de er op- og udstillet på prominente steder rundt omkring i de imponerende religiøse bygningværker. Burmesiske tempelklokker er berømt for deres vellyd.

 

Det kulturelle, visuelle og konceptuelle tema som dominerede vores turistrundrejse "Vejen til Mandalay", var pagoderne, som også ofte har klokkeform.

    I virkeligheden er det nok det indtryk der står tilbage efter turen, og ikke mindst her halvanden måned efter vi kom hjem: Burma er pagodernes land, pagoderne og deres specielle form sætter deres visuelle præg både ude på landet og i de store byer.

    Inde i de fleste pagoder er der klokker: "pagoder" inden i pagoder, kan man sige. Store og små. Deres brug og funktion beskrives her ('Sangha' betyder munke og menighed knyttet til et tempel):

Temple bells donated to the Sangha are held in high esteem. They are sounded three times at the conclusion of personal devotions as an invitation to all sentient beings to share the merit accumulated by their spiritual practices. Onlookers may respond with the congratulatory refrain- thadu, thadu, thadu- well done, well done, well done. The casting of large bells is a major event which takes place with an air of great ceremony and rejoicing. Sweetness of tone is very important for the temple bell. 

Store støbte bronzeklokker har været og er stadig noget helt særligt i Burma og i Burmas historie.

   Den største og den mest fascinerende historie knytter sig til en kæmpeklokke fra omkring 1480 som er forsvundet i Rangoon-flodens mudder, og som stadig antages at ligge der et sted.

   Historien fortælles som følger:

Burmese chronicles relate that King Dhammazedi, 9th of the Mon kings of Burma (now known as Myanmar), who reigned at Hanthawaddy (Bago) from 1464 onward, had ordered a census of households in his kingdom sometime around the year 1480. However, his over-zealous ministers not only counted the households; they also taxed them— thus obtaining some 180,000 vis (293.4 metric, or about 600 US tons) of copper. King Dhammazedi was not pleased and so, to allay his wrath, the ministers proposed to have the copper cast into a bell. That was how the biggest bell in history came to be. The chronicles also note that the date chosen for the casting of the Bell, 5 February 1484, was astrologically inappropriate and that the Bell had an unpleasant sound. 

 

He presented the bell to the Shwedagon Pagoda in Rangoon (then known as Dagon). According to texts of the time, the bell metal included silver and gold as well as copper and tin. The bell is also said to have been encrusted with emeralds and sapphires. In view of the opulence of the pagoda itself, the story is likely true. The bell itself was said to be twelve cubits high and eight cubits wide. Another, smaller bell of 500 vis (about 5/6 of a ton) was cast at the same time and also offered to the Buddha.

En portugisisk "eventyrer", De Brito, røvede efter sigende Dhammazedi-klokken fra Svedagon Pagoden i 1608. Han fik den trukket ned til Rangoon-floden af elefanter. Og stablet op på en tømmerflåde der var bundet til De Britos skib, skulle den slæbes over floden til byen Syrian for at blive smeltet om til kanoner. Men klokken levede op til sit dårlige ry, så under transporten gik tømmerflåden i stykker, klokken sank og trak De Britos skib med ned.

   De lokale burmesere var rasende og hele den portugisiske garnision blev dræbt under et efterfølgende angreb. Kilderne fortæller at De Brito døde "den langsomme død" - hængt op på og gennemboret af en tilspidset bambuspæl.

   Den klokke blev aldrig nogen "good luck charm".

En anden berømt Burma-klokke som nær havde lidt samme skæbne, er denne som vi så i  Swedagong Pagoden i Rangoon: den 23 tons tunge  Maha Ganda-klokke, som også kaldes Singu Min-klokken efter den kong Singu som donerede klokken til templet i 1779:

In 1825, British attempted to steal it from Shwedagon Pagoda. However, the ship that carried the bell to India sank in Rangoon River together with the bell. After several unsuccessful attempts to salvage the bell, British finally gave up. Then, a group of Burmese people successfully raised the bell from the river bed without using any modern techniques. The bell was then restored to its original position in Shwedagon pagoda.

Sådan lyder en af de mange klokker i Swedagon pagoden:

Det har tydeligvis haft stort symbolsk værdi for herskere og magthavere at være i stand til at få støbt kæmpeklokker. Ved at donere dem til templerne forsøgte de derigennem at opnå religiøs legitimering af deres magt.

Her endnu en kæmpeklokke fra Swedagon-pagoden:

  I 1841 donerede Kong Tharrawaddy en 42 tons tung klokket til templet, kaldet "the Maha Tissada Gandha (great three-toned sweet sound) Bell".

   Den er, som man ser, beklædt med 45 pund guldplader som dekoration:

Det er bemærkelsesværdigt at dette klokke-donations-system "kører" i mere end 1000 år. Og altså helt op til "moderne tid" i 1800-tallet.

Det store problem med disse klokker er at få dem løftet op fra jorden og hænge så de kan ringe frit. Det kræver helt særlige transport- og hæveteknikker at få dem på plads, som det fremgår af historien om Mingun-klokken ...

   Den indgik ikke i turistturen. Men historien om den er interessant: Det er den største eksisterende klokke som stadig kan bimle og bamle, eller rettere - var det indtil år 2000.

Hver gang man søger noget om Burmas historie, bliver man mindet om at den burmesiske kultur er gennemsyret af numerologi - (over)tro på at tal og -kombinationer har en særlige betydning i det enkelte menneskes liv - og i universets hændelser og konsekvenserne af dem. Talmagi er der også knyttet til Mingun-klokken:

The weight of the bell is 55,555 viss (90,718 kilograms or 199,999 pounds). This number is conveniently remembered by many people in Myanmar as a mnemonic "Min Hpyu Hman Hman Pyaw", with the consonants representing the number 5 in Burmese astronomy and numerology. The weight of the bell and its mnemonic words are written on the surface of the bell in white.

    The bell is uncracked and in good ringing condition. The bell does not have a clanger but is rung by striking the outer edge.

    Casting of the bell started in 1808 and was finished by 1810. King Bodawpaya (r. 1782–1819) had this gigantic bell cast to go with his huge stupa, Mingun Pahtodawgyi.    The bell was said to have been cast on the opposite side of the river and was transported by using two boats, which after crossing the river, proceeded up two specially built canals. The canals were then dammed and the bell was lifted by raising the water level by the addition of earth into the blocked canal. In this way the bell was originally suspended.

En klokke af den størrelse og med den vægt, får ikke lov til at bimle i fred af de højere magter. Også dens skæbne er omgivet af drama. Et jordskælv i 1839 ødelagde delsvist det langt fra færdige kæmpbyggeri af Mingun Pahtodagwgyi-pagoden, og den konstruktion som klokken var ophængt i, brød sammen.

    I 47 år var den opstillet som dette gamle fotografi fra 1873 viser:

Men lokal fundraising fik den op at ringe igen lige før århundredeskiftet, som det her fortælles:

It was resuspended by the Irrawaddy Flotilla Company in March 1896 using screw jacks and levers using funds from public subscription. The party to celebrate was attended by many and an hourly boat was required to take visitors from nearby Mandalay.

Sådan ser Mingun-klokken ud i dag - ophængt og velfungerende i det rigtige miljø:

I godt hundrede år var Mingun-klokken med sine godt 90 tons derefter verdens største frithængende ringende klokke.
   I år 2000 blev den fortrængt fra førstepladsen af denne kinesiske "Bell of Good Luck" der vejer 116 tons:

Også på den globale kæmpeklokkescene buldrer kineserne nu frem!

Søgningen på nettet efter Burma-klokke-historier, afslørede at ikke alle de klokker englænderne forsøgte at stjæle, sank ned og forsvandt i Rangoonflodens mudrede vande.

   Her hænger en stor Burma-tempel-klokke i et træ i en stor "woodlandgarden" i Exbory i England:

 

It is thought that Exbury’s Burmese Temple Bell was brought back to England after the 1st Anglo-Burmese War 1824-26, when English troops occupied Rangoon.

   The Bell used to hang in the Gardens of the Rothschild family home at Gunnersbury, North West London and, following Gunnersbury’s sale, was transferred to Exbury by Lionel de Rothschild in the 1920s.

   Exbury lore – totally apocryphal, mind you – has Lionel’s staff from Exbury House sounding the bell to advise when his lunch or dinner was ready; Lionel would often be tending to his rhododendrons deep in the Home Wood in front of the House, with the bell’s tone carrying down to the Beaulieu River. Today the Bell is a favourite spot for the 100,000 plus visitors to the Gardens and the scene of many proposals and wedding blessings.

Der er som regl inskriptioner på de store Burmesiske tempelklokker der angiver hvem der har doneret den, til hvem og hvornår. Inskriptionen på Exbory-klokken er oversat til engelsk som følger:

‘In the Buddhist era in the year 2355 after the Buddha’s entry into Parinirvana, and in the year 1173 of the secular era of the Burmese kings, on the 11th day of the waning moon of the month of Tabodwe, on Saturday, the Venerable Kondana residing at the Lesa monastery in Rangoon, with his pupils and his followers laymen and laywomen, generously cast a bell to honour the Dagon Pagoda, where the hair relics of the Buddha are enshrined.’

http://www.exbury.co.uk/website/burmese_bell.aspx

Den helt nøjagtige datoangivelse af hvornår støbningen fandt sted, peger igen på at den har haft en særlig numerologisk betydning.

But that's all shove be'ind me -- long ago an' fur away,

An' there ain't no 'busses runnin' from the Bank to Mandalay;

An' I'm learnin' 'ere in London what the ten-year soldier tells:

"If you've 'eard the East a-callin', you won't never 'eed naught else."

No! you won't 'eed nothin' else

But them spicy garlic smells,

An' the sunshine an' the palm-trees an' the tinkly temple-bells;

On the road to Mandalay .

(fortsættelse følger - om pagoder, Buddhaer - og om den engelske besættelse af Burma)

NB! Googler man "burmese bells" opdager man også at betegnelsen kan dække noget helt andet: småt og pikant! Se:

http://en.wikipedia.org/wiki/Ben_Wa_balls 

Maleren Poul Janus Ipsen - surrealisme med kreativ vrede som drivkraft

Læsere af denne blog vil vide at jeg grundlæggende er tiltrukket og fan af den malerretning som fra begyndelsen af 1920-erne fik navnet 'surrealismen'.

   Det jeg altid har været fascineret af i surrealistiske malerier, er det dobbeltbundede: en form for 'REALISME' kombineret og blandet med et ekstra skjult lag, som altså er det der begrunder forstavelsen 'SUR-', der betyder "over" - ligesom i "overnaturligt". Altså "over-virkelighed".

   Gyldendals Encyklopædi fortæller om begyndelsen sådan her:

Surrealismen var en æstetisk bevægelse og for flere også en livsholdning, der senere politisk tilnærmede sig kommunismen.

   I 1924 udgav bevægelsens ledende teoretiker, digteren André Breton, Les Manifestes surréalistes (da. De surrealistiske manifester, 1972), hvori han definerer surrealismen som: "Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse. (...)

   Surrealismen bygger på troen på den større virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmenes almagt og på tankens uegennyttige leg".

   Surrealisterne ønskede at forene drøm og virkelighed i en ny overvirkelighed, inspireret af Freuds teorier om drømmens og det underbevidstes betydning.

Det fælles for de malere og forfattere som definerer sig selv som surrealister i klassisk forstand, er troen på gennem forskellige æstetiske teknikker og mentale greb, at kunne omgå fornuftens, logikkens og hverdagsvirkelighedens mentale censurmekanismer, for ved denne "omgåelse" at kunne koble forestillinger og tanker sammen som tilsyneladende "på overfladen" og "for en umiddelbar betragtning" intet har med hinanden at gøre.

   Det er et eksempel det fænomen jeg i mange tidligere indlæg har beskrevet som 'konceptuel blending'.

Jeg skrev for ikke så længe siden om en udstilling på Rønnebækholm ved Næstved der havde titlen "Efter surrealismen", en udstilling der sammenbragte og viste værker af en række danske "eftersurrealister". 

   Og i min egen bys bibliotek og kulturcenter udstiller for tiden en maler som også godt kunne have været med på udstillingen på Rønnebækholm: Poul Janus Ipsen. 

   Han er også lokal, bor og har atelier på Bogø, men har i mange år været international og boet og arbejdet i New York. 

   Han er uddannet reklametegner, men er som maler autodidakt. Og reklametegner-kompetencen slår igennem i hans maleriers delvist fotorealistiske stil.

   Her er nogle af hans billeder som de findes ved at google ham:

Drøm og virkelighed

De fremmedgjorte

Velbekomme II

På den ene side gør hans malerier et stærkt indtryk - de fascinerer og provokerer - og ingen tvivl om at det er gedigen kunst. Virkeligheder, konfronterende artefakter og stilarter får lov til brutalt og råt at støde sammen, og så må beskuerens fantasi arbejde med at blande og integrere de mentale efterdønninger af de konceptuelle konflikter som kommer til udtryk i billederne. 

   Den bagvedliggende eksplosive energi er det jeg andre steder har omtalt som 'kreativ vrede'. Billederne indeholder mange traditionelle symboler (fx dannebrogsflag), som så i kraft af collagen og montagen bliver til vrængende visuelle udtryk i forhold til traditionelle værdier og samfundsinstitutioner.   

   Men jeg kan ikke få et ordentligt forhold til de fleste af hans malerier på udstillingen. Det er bare "for meget", "for tydeligt", "for programmæssigt", "for anmassende".
    "Her komme jeg, jeg er fandens dygtig og jeg er vred  - og tænk så over det!", synes jeg er det gennemgående udsagn i hans malerier og montager/collager.

   For nu at give et eksempel på det jeg ikke bryder mig om: Man taler ofte metaforisk om god kunst som noget der "sprænger rammer", noget der er "grænseoverskridende". Og den pointe er der så rigtig mange af hans billeder der illustrerer - overtydeligt.

Når man ser det mange gange i mange varianter, ender det med at virke som en visuel-symbolsk kliche.

   Derfor kunne jeg ikke tænke mig at have nogen af hans dyre malerier hængende på væggen i mit hjem. 

Her er en anderledes og mere indforstået karakteristik af hans billeder, fra da han stadig boede i New York, en karakteristik som måske yder hans kunst mere retfærdighed:

Poul Janus Ipsens billeder er barske udsagn om mennesket og tilværelsen i det moderne samfund. I hans billeder er fyldt med sære og foruroligende ting fra virkeligheden . Den præges af hans kortvarige tilknytning til surrealismen i de tidlige år. Han kombinerer forskellige stiludtryk og rumvirkninger og leger med de muligheder, der ligger i overraskelseselementet. Men hans hensigt er ikke at skabe gåder, tværtimod vil han have os til at tænke over tilværelsen. Hans billedsprog baserer sig især på ét symbol: Den menneskelige skikkelse. Nøgne silhuetter , ofte med figurer er uden ansigter og ofte uden hoved, eller blot repræsenteret ved hænder og fødder. De er ofte identitetsløse, men ind imellem er det også hans egen, som regel let genkendelige skikkelse, man møder. Mange genstande fra vores dagligdag indgår i hans billedsprog. De er malet i en fotorealistisk stil, mens andre billedelementer kan være skabelonagtige eller blot skitserede. Resultatet bliver ofte en , konfliktfyldt beskrivelse af en virkelighed, der på én gang er genkendelig og overraskende. Motiverne handler først og fremmest om det enkelte, anonyme individ og de mellemmenneskelige relationer i det moderne samfund, men også meget andet optager ham., især det, som vækker hans harme eller bekymring, eller som repræsenterer problemfyldte, personlige erfaringer fra hans eget liv.. Siden 1979 har Poul Janus Ipsen været bosat i New York. Hans farveholdning er blevet lysere, og indtryk fra byen har sat deres naturlige spor i hans motiver, men har dog ikke forandret hans kunst nævneværdigt.
http://www.nethinden.com/Poul%20Janus_%20Ipsen.htm

Jeg holder imidlertid mere af billeder hvor den "anden virkelighed" er undertekst - noget man aner er til stede - uden helt at kunne fange og fastholde hvad i billedet der giver den fornemmelse.

  Og den slag fandt jeg faktisk også eksempler på på udstillingen. I en sidegang hvor der var udstillet litografier, de fleste af dem forskellige former for 'stilleben':

Det er som om selve den litografiske tekniks krav fungerer kunstnerisk disciplinerende - som en positiv  'creative restraint'.

Kedelig er han i hvert fald ikke, Poul Janus Ipsen. Værd at se og mentalt at diskutere med.

En faktions-nyhed om kyniske og griske entreprenørers kartelaftaler - konceputelt blended med kriminelle asylansøgere - til 'Nyhedsposten'

Pas på! Læs kun dette af interesse for mocumentary-nyheder og lignende blandingsgenrer:

I det foregående blogindlæg og i et indlæg på Facebook forholdt jeg mig kritisk til en nyhed i TV 2/Nyhederne i mandags, et indlæg der i min optik på næsten parodisk vis illustrerede tal-baseret fordomsformidlende og -forstærkende journalistik når den er under det professionelle lavmål.

   Og som en der har undervist i hundredevis af både uddannede skandinaviske tv- og radio-journalister og og flere hundrede danske journaliststuderende i mange år - faktisk siden 1972 - så græmmedes jeg, og "vidste ikke om jeg skulle grine eller græde" da jeg sad og så den ved middagsbordet. 

   Jeg havde lavet stegt lever a la Venedig og ovnbagte rodfrugter. Og fik en dårlig smag i munden.

Jeg fik mange "likes" på Facebook for min kritisk-analytiske kommentar, men også mndre positive kommentarer fra respekterede facebook-venner: om jeg mente at det slet ikke skulle frem at en stor del af asylansøgerne begik (små)kriminalitet, som de havde fået "fældende afgørelser for".

Jeg havde skåret kraftigt ned i det oprindelige indlæg.

   I den del jeg redigerede ud, var et afsnit hvor jeg skrev at både asylansøgere, danske og etniske drenge-bander, bankdirektører, rockere, kommunaldirektører, kontanthjælpsmodtagere, sorte håndværksmestre, alfonser og bordelmuttere, mordere og røver, misbrugere af au-pair-ordningen, m.fl. skulle straffes efter loven. Og at intet af denne brogede palet af kriminalitet i Danmark naturligvis skulle  holdes skjult for offentligheden, hvis det stod til mig.

Jeg strøg dette i den udsendte Facebook-version, fordi jeg syntes at citatet af nyhedens egne formuleringer i sig selv dokumenterede den absurde og fordomsforstærkende ramme for vinklens tal-baserede "sandhed" - og den deri formulerede sammenligning af ...

"813 kriminelle asylansøgere" med "danskerne som helhed"

og at ...

"asylansøgerne som gruppe var 23 gange så kriminelle som danskerne i 2011"

Idag til aften var der så i TV-Avisen 21.30-udsendelse en nyhed om (kriminelle?) stor- og mellemstore københavnske entreprenører der gennem et ulovligt kartelsamarbejde i en række år havde "snydt" bygherrerne- og dermed lejere og beboere - for mange, mange millioner kroner, som de havde betalt i overpris.

Jeg fik så den tossede ide at tage fortælle-skemaet fra nyheden om de kriminelle asylansøgere (som vist nok for det meste bor i lejrbarakker i Nordsjælland) og konceptuelt blande det med dagens nyhed om de kriminelle storentreprenører - hvis villaer nok også alle ligger i de nordlige forstæder til København. En slags naboer er de vel egentlig.

   Det følgende er altså et fiktivt "citat" - nærmest at betragte som en kontrafaktisk nyhedshistorie fra det frit opfundne organ "Nyhedsposten".

   Og tallene er naturligvis ikke baseret på nogen selvstændig research - "frit opfundet" - men med faktuel inspiration fra både den ene nyhed og den anden.

   Her følger faktionshistorien, og den må ikke citeres uden angivelse af at det er en konstruktion til pædagogisk brug - i ånd beslægtet med de herlige ATS-historier i min daglige avis. ATS er i øvrigt naturligvis velkommen til at citere uddrag af den:

Hver femte entreprenør begår kriminalitet.                                                     

Danske entreprenører som gruppe er langt mere kriminelle end danskerne som helhed. Det viser helt nye tal fra konkurrence- og forbrugerstyrelsen og tal fra Danmarks Statistik.

   Mindst 20 større storkøbenhavnske bygge- og anlægsfirmaer er sigtet for at have koordineret pris på bud på mindst 50 opgaver siden 2005. Samlet er der tale om opgaver for en halv milliard kroner i det der betegnes som danmarkshistoriens største kartelsag siden el-kartellet, siger chefen for bagmandspolitiet. Det svarer til omkring hver femte af de større og mellemstore entreprenører i Storkøbenhavn.

   Ser man udelukkende på overtrædelser af konkurrenceloven, er de sigtede entreprenører som gruppe 23 gange så kriminelle som danskerne i 2011.

   - Vi ser et klart stigende antal sager der er så grove at i første omgang bygherrerne og i sidste ende forbrugerne – lejere og beboere - har betalt kraftige overpriser, siger viceinspektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

   På grund af den omfattende kriminalitet, er sagerne nu af konkurrence- og forbrugerstyrelsen overgivet til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk kriminalitet (SØK) – også kaldet bagmandspolitiet. Det sker i et forsøg på at forhindre entreprenører i gang på gang at begå ny kriminalitet.

   - Vi har kunnet se et behov for at gøre noget ved disse entreprenører, som misbruger systemet, siger viceinspektør Carsten Schmidt.

   På Christiansborg overrasker det, at store og mellemstore københavnske entreprenører overtræder konkurrenceloven 23 gange så ofte som danskere som helhed.

   - Det er meget voldsomme tal. Det understreger, at der er behov for at stramme op på en række områder, siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.

   -Det er desværre ikke et nyt problem, at vi har en række storentreprenører, der laver ulovlige kartelaftaler alene for at øge profitten ved at sætte konkurrencen ud af kraft. Men jeg synes, at tallet er svimlende højt, siger SF's integrationsordfører Karina Lorentzen.

   Erhvers- og vækstminister Annette Wilhelmsen ønskede ikke at udtale sig.

Jeg har ingen forstilling om at nogen seriøs avis - eller seriøs radio- eller TV-nyhedsredaktion ville finde på at fortælle den historie på den måde hvis ellers tallene var tjekket på kryds og tværs. 

   Men hvorfor egentlig ikke?

Se selv de to "inspirationskilder" til blandingshistorien fra "Nyhedsposten":

   Her først er et link til den oprindelige historie som fik mig til at græde og grine - i netversionen fra TV 2/Nyhederne:

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-65024784:hver-femte-asylans%C3%B8ger-beg%C3%A5r-kriminalitet.html

Og her et link til TV-Avisens historie - fra 'Pengemagasinet' - om de luskede storentreprenører som har rottet sig sammen om at snyde og bedrage deres bygherrer for millioner - og dermed i tusindvis af lejere og beboere i de moderne kassebyggerier rundt omkring i København og nærmeste omegn:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2013/02/27/203601.htm