Sider

Viser opslag med etiketten Bagan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bagan. Vis alle opslag

mandag den 26. august 2013

Akvarelmaleriets mysterier (21) - flere Burmadrømmerier - og en maleblokering

Selv om mange af bøgerne der introducerer til akvarelmaleriets teknikker, handler om at male blomster og planter som bærende motiv, så har jeg ikke selv turdet kaste mig ud i det. Det er for svært, forekommer det mig. 
   Og det er ikke blevet lettere efter at jeg lige nåede at komme op på Ordrupgaard og se udstillingen med Anna Sybergs  akvareller - hovedsagelig med blomster som motiv. 
   Spændende og tankevækkende, men uha hvor hun er god. Det var også spændende at læse den bog som blev udgivet i anledning af udstillingen - af Line Funder og Sys Hindsbo:


Anna Syberg er en af de få kvindelige malere der omkring århundreskiftet tilkæmpede sig en en vigtig plads i kunsthistorien som pioner og frontløber - men typisk først fik alvorlig anerkendelse af kolleger og de kunstkloge efter sin død.
   Jeg har tidligere skrevet et kort indlæg om hendes mand Fritz Syberg, primært med afsæt i nogle oplysninger om en traumatiseret barndom - med ekstrem fattigdom, tidligt fadertab og en mor som sammen med halvsøsteren endte på fattiggården, mens han selv var arbejdsdreng.
 
Vel nærmest en ren H.C.Andersen-barndom - gange 2:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/06/fritz-syberg-hans-barndomstraumer-og.html
Fritz Syberg er også bl.a. akvarelmaler, en af de store landskabsmalere i nyere dansk kunsthistorie  Og højt anerkendt ved sin død i 1939. På det tidspunkt som den højst betalte maler i Danmark, ifølge dansk Wikipedia.
    Og en læsning af introduktionskapitlet i Erlend Porsmoses bog om hans liv og værk: "Fritz Syberg - kunsten, naturen, kærligheden", gør at jeg beslutter at de to skal have særbehandling i et senere blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier.


Denne gang handler det derfor primært om mine egne akvareller - i fortsættelse af dem jeg har vist og skrevet om i dette tidligere indlæg: 
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/akvarelmaleriets-mysterier-18-burma.html
Det kunne være en god ide at læse det indlæg inden du går videre. 
   Her skriver jeg bla. a. med afsæt i de fire første akvareller jeg malede med motiver fra den rejse til Burma jeg foretog samme med fruen og "moster" for tre kvart år siden:


Jeg var faktisk ret tilfreds med dem. I modsætning til høsten fra mit ophold på Kreta hvor kun et fandt nåde for mit kritiske blik bagefter. Og det var med et foto på nettet som "forbillede" - ikke et af mine egne fotografier fra byen.
   
Mest problematisk var det sidste i serien - bl.a. fordi den smukke kvinde heller ikke var en jeg selv havde tage fotos af på rejsen, og fordi det jeg ville vise, var den "sminke" af okkerfarvet pasta som mange af de burmesiske kvinder havde dekoreret deres ansigter med. 
   Og det mislykkedes totalt. Men alligevel endte maleriet med at blive ikke helt tosset, synes jeg. Jeg har ingen forklaring, bortset fra at jeg - som Kipling - tiltrækkes af disse eksotiske ansigter med skæve øjne, knaldsort hår og olivengylden hud. 

Men det er så en af de nye mål jeg har sat mig mht. til Burma-akvarellerne:
   Jeg vil vise det som når alt kommer til alt var det der gjorde størst indtryk på turen: de smukke og frie burmesiske kvinder som vi mødte mange gange, både som arbejdere i forskellige værksteder, og som sælgere af frugt og grønt, og af smykker og andre former for kunsthåndværk. 
   Og dem havde jeg faktisk taget en del fotos  af - i håb om at nogle af dem kunne bruges som "referencebilleder" (et nyt ord jeg har lært fra akvarellitteraturen - for fotos som man bruger som "forbilleder" for sine egne malede akvareller).

Langt de fleste akvarelmalerier jeg har set, har været med landskabs-, by- og naturmotiver, fx også Olav Rudes som jeg skrev om i ovennævnte indlæg. Og de akvareller jeg producerede på kurserne med Bardur Jakupsson var også landskabs- og bybilleder hvor mennesker ikke indtog nogen central plads i motivet. 
   Heller ikke mine akvareller med motiver fra Kap Verde havde mennesker som centralt motiv.   

Og den første akvarel i anden Burma-ombæring følger sporet - som en slags fortsættelse af det ovenfor med de tre krukker på en balustrade med flodlandskabet som baggrund, men nu kun med en enkelt krukke - og i blåt - og med små sejlende indfødte på floden: 

.
Jeg havde svært ved at komme igang igen med maleriet i midten af maj, så det lettede at fortsætte med de tekniske landvindinger omkring reflekser fra solen, de skyggemodulerede runde former og slagskyggen fra det første krukke-billede. Samtidig med at jeg her og nu kunne frigøre mig mere fra referencefotoet.

Jeg repeterer lige Ramachandrans liste af neuroæstetiske grundprinciper:
  • gruppering 
  • overdrivelse 
  • kontrast 
  • isolation 
  • borte-tit 
  • tilfældighedsafsky 
  • ordentlighed 
  • symmetri 
  • metafor 
  • metonym (egen tilføjelse til listen) 
Jeg er sådan set meget tilfreds med den blå krukke-akvarel. 
   I kraft af den ekstra isolation af krukken til et enkelt dominerende eksemplar, valget af den unaturlige, overdrevne blå farve, og indførelsen af de meget små sejlende mennesker i baggrunden som kontrast, giver billedet mig selv en fornemmelse af at der ligger et ekstra betydningslag bag det det viser - at krukken fra at være et metonym på den burmesiske gamle folkekultur, bliver en metafor på noget andet og større - ja, hvad skal jeg sige - på 'den burmesiske sjæl'.
   Det lyder måske lidt højtideligt, men jeg ville gerne med akvarellen give en oplevelse parallelt til den som de store burmesiske tempelklokker giver - dog uden det religiøst-buddhistiske indhold som de bærer med sig.
   Jeg har så i øvrigt også nydt at følge princippet om 'ordentlighed' og 'tilfældighedsafsky' ved kompositionen!

Næste billede var også et jeg havde besluttet at male når jeg kom hjem, nemlig solnedgangen over Bagans eventyrlige pagode-/stupa-slette som jeg har skrevet om i dette indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/03/den-kreative-burmarejse-6-omm-piger.html
Da det kom til stykket var der ikke nogen af de fotos jeg selv havde taget af det motiv - og det var mange - som jeg synes var spændende og interessante nok. Mit kamera og min fototeknik var ikke gearet til det - med kombinationen af modlys, skumring og en næste monokrom farveskala.
   Så jeg endte med nødløsningen, at bruge et af de undelig mange fotos man kan finde på nettet som delvis reference:
   Resultatet er her:


Det er ballonerne der gør forskellen. De tilføjer et moment af 'kontrast' og 'borte-tit' som manglede i mine egne fotos. 
   Samtidig fik jeg afprøvet det at male et næsten monokromt farvet motiv, hvad mange undervisningbøger i akvarel fremhæver som noget man bør eksperimentere med fordi det giver en særlig 'abstraktions'-effekt.
   Lag på lag-teknikken som jo er den jeg indtil videre har dyrket mest, fungerer fint når motivet netop skal have dybde uden mulighed for perspektivlinjer mod et punkt i horisonten. Der lægges simpelt hen flere lag på jo længere frem i mod tilskueren pagoder og træerne befinder sig. 
   Billedet er nok i virkeligheden ikke et solnedgangsmotiv, men et morgendæmringsmotiv. Ballonflyvning med turister foregår tidligt om morgenen inden solen har varmet så meget at der begynder at komme opvinde og vindstød på sletten. 
   Vi fløj ikke i ballon i Burma, men prøvede det i Ægypten. En fantastisk og på mange måder uvirkelig og eventyrlig oplevelse, som jeg selv ikke kan lade være med at læser ind som et betydningslag i denne akvarel.

Her er referencebillederne, både mit eget og det jeg fandt på nettet:


Jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet, men kunne godt tænke mig at eksperimentere med flere forskellige farvenuancer i dybden, så dybdeperspektivet blev et resultat af såvel variation af farveintensiteten som et mere radikalt skift i farver frem mod beskueren.

Så kommer vi til de sidste to akvareller i den nyeste Burma-dreams-serie. 
   Det første blev malet i slutningen af maj - umiddelbart i forlængelse af den billedet med den blå krukke og pagodesletten-billedet. Motivet - en kvinde der sælger frugt og grønt - siddende på en togperron som vores tog holdt ved.
   Hun sad midt i den brændende sol - og havde bredt en blå plastikpresenning ud til at sidde på - og til at have sine varer på.


Den sidste akvarel i serien - af en sejlende kvindelig sælger af smykker til turister på Inlesøen - blev godt nok skitse-tegnet i maj ... Men så gik jeg også totalt og aldeles i stå:
   Jeg oplevede en regulær 'maleblokering'!
     Og hele sommeren hvor jeg havde tænkt jeg rigtig skulle kaste mig ud i udforskningen af akvarelmaleriets mysterier, kunne jeg simpelt hen ikke komme igang. 
   Der kom hele tiden "noget i vejen". Ikke mindst forberedelsen og arrangementet af min 70 års fødselsdag 3.-4. august - med 70 overnattende gæster - blev brugt som en dårlig undskyldning. 
   Men i starten af sidste ug tog jeg tegningen frem, tegnede videre og fik akvarellen malet færdig - eller rettere - måske færdig:


Fælles for de to store akvareller er at da jeg tog referencefotografierne, havde jeg en klar forestilling om at de ville levere nogle af den slags motiver jeg ønskede. 
   Og samtidig vidste jeg at de nok ville blive alt for svære at male i akvarel. Så jeg var på forhånd indstillet på at de ville mislykkes.
   Sikkert dumt.
   Jeg syntes ikke jeg havde noget klart akvarelteknisk fundament at trække på når det gjaldt hele menneskefigurer med ansigter, lemmer, krop og klæder. Og at male mennesker med en delvis naturalistisk ambition, var heller ikke hvad mine 'lærebøger' fokusrede mest på. 

Olav Rude, elev af Fritz Syberg,  formulerede princippet for akvarelmaleriet som proces: at man skal tænke længe og male hurtigt. 
   Det er jo i hvert fald rigtigt for den sejlende smykkesælgers vedkommende. Selv da jeg var kommet i gang, malede jeg først en dag, så en dags pause, så en dag, og så en dags pause, og så endnu en dag med at male. En proces op ad bakke. Og det kan nok ses.
   Det billede tog mindst tre dage at male. Nogenlunde det samme tog det at male grønthandlerinden på perronen, men hun blev malet i et hug tre måneder før.

De to 'figur i miljø-akvareller' mislykkede ikke, synes jeg. Men de har begge klare svagheder. Det er tydeligt at jeg "kæmper med stoffet".
   Begge billeder fortæller om burmesiske kvinder som er fascinerende og tiltrækkende i kraft af deres kropslige og mimiske udtryk. De er selvstændige, de er ikke sky og generte.  De gemmer sig ikke bag slør. Og de arbejder for at leve. Og tjener penge til livets ophold derved.
   Der er fysisk kropslig fremdrift og aktion i dem begge, nogle af de egenskaber jeg også føler mig tiltrukket af i nogle af Degas´ pasteller som jeg tidligere har skrevet om.
  
I begge billeder har jeg dyrket det jeg gennem alle mine akvareller har været fascineret af at vise: det stærke sollys der fungerer som en form-, dybde- og kontrastgivende projektør på motiverne. 
   Og det fungerer her som jeg havde forestillet mig: øjeåbnende og fantasi-stimulerende - og uden sammenligning i øvrigt: lidt ligesom i nogle af Vermeers og Rembrandts billeder. 
   Kvindernes tøj med dybe folder og ansigternes mimik fremhæves stærkt og næsten overdrevent gennem dette valg af naturlig scenebelysning.

Det der er tiltrækkende ved grønthandlersken på perronen som motiv, er vriddet i kroppen - samtidig med at hun sidder låst fast på stedet med benene trukket ind under sig. 
  Den sejlende smykkesælger som rækker hånden ud mod beskueren som en gestus der inviterer til at komme nærmer og se varerne i båden, har samme kvalitet - idet hun er låst fast i sin båd og skal holde den stille med åren i søbunden så kunderne kan se udvalget.
   I begge tilfælde er der et 'interessant' spændingsforhold mellem action og fastlåsthed som jeg intuitivt har ønsket at få frem.
   Men det er først nu - bagefter - at jeg kan se at det er det jer er gået efter.

En særlig styrke ved grønthandlersken på perronen er at de blå nuancer er så gennemgående, og at skyggerne er så skarpe og næsten sortblå. Dermed er de med til - som kontrast - at fremhæve de andre farver - både i hendes tøj og blandt frugterne.
   En særlig styrke ved ved smykkesælgeren er at hun er placeret på en diagonalplaceret åben båd i det grønligttonede søvand, og at hun faldbyder en overdådighed af (billige) turistsouvenirs i form af sølvringe og jadeperlekæder.  Bogstaveligt talt - uden at blinke.

De klare æstetiske svagheder i begge billeder har jeg ikke lyst til at pensle ud nu. 
   Men her er de to referencefotos:



tirsdag den 26. marts 2013

Den kreative Burmarejse (6) - "Vejen til Mandalay" - om piger, pagoder og Buddhaer

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,
hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst.
For nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå
ved den grå Moulmein Pagode og betragted´ havets blå.
Ak, den vej til Mandalay, hvor flotillen tog den vej,
med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay!
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!
I Mandalay-sangen af Kipling omtales Moulmein-pagoden fra hvilken der er havudsigt. Moulmein er den engelske udgave af bynavnet Mawlamyine, en by som ligger i det sydøstlige Burma på kysten ud til Martaban Golfen. 
   Dette gamle foto viser hvordan udsigten fra Moulmain-pagoden så ud ved århundredeskiftet.


Sandsynligvis har pagoden slet ikke interesseret Kipling specielt som andet end romantisk kulisse og dekoration for sin nostalgiske fantasi. Objektet for den hjemsendte soldats længsel var en burmesisk kvinde.  Og afspejlede at det var de burmesiske kvinder der især betog Kipling når han besøgte Burma - for deres skønhed og frigjorthed, som han kontrasterede med indiske kvinder, fortæller Wikipedia:
"I love the Burman with the blind favouritism born of first impression. When I die I will be a Burman … and I will always walk about with a pretty almond-coloured girl who shall laugh and jest too, as a young maiden ought. She shall not pull a sari over her head when a man looks at her and glare suggestively from behind it, nor shall she tramp behind me when I walk: for these are the customs of India. She shall look all the world between the eyes, in honesty and good fellowship, and I will teach her not to defile her pretty mouth with chopped tobacco in a cabbage leaf, but to inhale good cigarettes of Egypt's best brand."
   Kipling claimed, in fact, that when in Moulmein, he had paid no attention to the pagoda his poem later made famous, because he was so struck by a Burmese beauty on the steps. The attraction seems to have been common among the English: Maung Htin Aung, in his essay on George Orwell's Burmese Days (those days that produced the novel Burmese Days) notes: "Even that proud conqueror of Ava, Lord Dufferin, although he was received with dark looks by the Burmese during his state visit to Mandalay early in 1886, wrote back to a friend in England, extolling the grace, charm and freedom of Burmese women.
Men det var ellers pagoderne, somme tider omtalt som 'stupaer' og somme tider også som 'templer', det her skulle handle om.
   Jeg kan ikke rigtig finde ud af om de forskellige navne refererer til en forskel i byggestil eller religiøst funktion. Så jeg bruger betegnelserne lidt ad hoc i det følgende.
   Betegnelsen 'pagode' har jeg stødt på også på vores rejser til hhv. Japan og Kina. Men pagoderne der så helt anderledes ud - typisk med en række klart markerede etager med opadsvungne tagspidser i hjørnerne som vi kender det fra det kinesiske tårn i Tivoli.

De burmesiske pagoder er kuplede og klokkeformede konstruktioner der bogstaveligt talt går op i en spids. Sat oven på et kvadratisk fundament.

En af de måder fattigfolk i ulande kan tjene lidt penge på turister på, er ved at sælge samlinger af postkort med de lokale seværdigheder, hvad jeg og tusinder af andre turister har oplevet som rundrejsende i mange lande.
   Det helt specielle ved Burma-pstkort-gadesalget var at alle de postkort vi blev præseneret for i fotolommer der kunne foldes ud, at de kun viste en eneste slags seværdighed: pagoder, pagoder - og flere pagoder:


Opfindsomme skolebørnene vi mødte i en fattig landsby, havde afluret de voksnes sællerter, og faldbød egne tegnede og farvelagte versioner - også udelukkende med stupaer som motiv:


Her følger nu billeder med kommentarer og associationer til de pagoder vi oplevede på vores 9 dages rundtur i Burma. Der gik stort set ikke en dag uden en pagode eller to. På en god dag besøgte og besigtigede vi hele tre styks.

Den første vi oplevede, var Chaut Htat Gui-pagoden i Rangoon hvis fascinationsværdi - og den var godt nok stor - var at den husede verdens største liggende Buddha. Den er 66 meter lang og hovedet er 6 etager højt:


Den overgår ens vildeste fantasier  - eller mareridt. Vi er nærmest som i en fantasy-verden.
   Hvis man tænker på alle vores egne kristusfigurer der er sømmet op og hænger og lider rundt omkring i kirkerne, så er det dybt provokerende at se sådan en hellig mand i kæmpestørrelse - ligge ned og slappe af.
   Og det er altså størrelsen der gør det. Effekten er lidt hen ad den fornemmelse man kan få ved mødet med skulpturen 'Boy' - kæmpdrengen i indgangen til Aros kunstmuseum i Århus:


Og hvis man tror at de Buddhaer vi ser i templerne, alle er oldgamle, så tager man fejl. 
   Den her liggende Buddha i Chaut Htat Gui-pagoden, er relativt nyproduceret. Førsteudgaven blev tænkt, tegnet og bygget 1899-1907. Den forfaldt i de følgende halvtreds år på grund af klimaskader og blev revet ned 1957.
   Den nuværende blev bygget og var færdig 1966, efter sigende betalt udelukkende ved indsamlede midler - ikke fra konger og rigmænd - men fra det menige burmesiske folk.

En konkurrerende liggende Buddha findes i
Shwe Thar Khaung-Pagoden i Bago. Den er "kun" 55 meter lang, men til gengæld er den altså over 1000 år gammel.
   Den ser noget gladere og mere afslappet ud, måske fordi den har puder til at støtte hovedet på:


Eller livet som Buddha var bare sjovere den gang, måske.

For mange år siden besøgte fruen og jeg en række templer i Bankok i Thailand. Der husker jeg også at vi så en liggende Buddha der var helt forgyldt: What Pho-Buddhaen:


Den næste pagode vi besøgte på vores rundtur, var den mest berømte at alle burmesiske pagoder: Shwe Da Gon-pagoden i Rangoon.
   Besøget var om aftenen, og oplevelsen var både overvældende og stærkt betagende  - det var ren visualiseret eventyr og mystik:


Swe Da Gon-pagoden set udenfor på afstand. Mørket er faldet på. Man er i en anden verden - uden for tid og rum.
  Indenfor er alt forgyldt - med belægninger og plader af ægte guld. Det gyldne, glitrende, strålende arktektoniske landskab er som musik for øjet. Drømmer jeg eller er jeg vågen?


En amerikaner vi for mange år siden mødte i Bangkok på vej ud for at se på templer dér, sagde: "Have you seen one, you have seen them all."
   Og noget er der om det. Over en periode på omkring 1000 år har stupaer, pagoder, templer stort set bevaret stilart, udsmykningsformer og visuelle skabeloner.
   Gammel eller moderne, det er variationer over et mønster.  Ligesom de danske landsbykirker - eller de europæiske gotiske domkirker.
   Det der er det utrolige og fascinerende her, er at de har fastholdt kontinuiteten stort set siden vores vikingtid og op til idag.
   Det perspektiv er lige til at blive lidt ydmyg og stille over.

Fundamentalt set består en stupa af følgende elementer:
  • en kvadratisk base
  • en hemisfærisk kuppel 
  • et kegleformet spir
  • en halvmåneformet "bule"
  • en rund skive
Forbillederne for de burmesiske stupaer eller pagoder stammer fra Indien og Sri Lanka. 
   Her to ældgamle srilankanske stupaer: Jetavanaramaya (ca. 300 år B.C.) og Ruwanwelisaya (ca. 150 år B.C.):

File:Ruwanwelisaya.jpg

Wau!
   Og hvor er det nu jeg synes jeg har set den slags før - 'deja vue' - noget fra vores egen tid og nært på?
  Jo, de her har tydeligevis også være inspirationskilde til Ingvar Cronhammers "mærkelige" kæmpeskulptur ved Herning - med titlen 'Elia':


Og Ruwanwelisaya-stupane på Sri Lanka har også været forbillede for den burmesiske Kaung Hmu Daw-pagode, bygget ca. 1800 år senere:

Kaunghmudaw Pagoda.jpg

De fleste burmesiske stupaer er en slags religiøse smykkeskrin. De er bygget som helligdomme omkring religiøse relikvier, som fx. nogle af Buddhas kropsdele eller husgeråd.
   Det gælder også den næste helligdom vi besøgte - nu i Bagan-området nord for Mandalay: Shwe Zi Gon-pagoden der som helligt relikvie har en af Buddhas tænder - helt indesluttet af en guldkrone af dimensioner:


Her en af de mange Buddhaer i Shwe Zin Gon-pagoden:


Hver af de forskellige stillinger Buddha-skulptuerer har - liggende, siddende, stående - og hver af de forskellige positioner og gestus af hænder, arme og ben de manifesterer, er symbolske tegn der har helt specielle betydninger som alle buddhister kan aflæse, uanset tid, sprog og kultur. Se:
Bagan-provinsen på sletten syd for Mandalay er simpelt hen det område i Burma der er tættest besat med pagoder, stupaer og templer, og det vil sige en del:


Wikipedia fortæller historien om byen Bagan:
From the 9th to 13th centuries, the city was the capital of the Kingdom of Pagan, the first kingdom to unify the regions that would later constitute modern Myanmar.
   From 1044 to 1287, Bagan was the capital as well as the political, economic and cultural nerve center of the Pagan Empire. Over the course of 250 years, Bagan's rulers and their wealthy subjects constructed over 10,000 religious monuments (approximately 1000 stupas, 10,000 small temples and 3000 monasteries)[5] in an area of 104 square kilometres (40 sq mi) in the Bagan plains.
   The prosperous city grew in size and grandeur, and became a cosmopolitan center for religious and secular studies, specializing in Pali scholarship in grammar and philosophical-psychological (abhidhamma) studies as well as works in a variety of languages on prosody, phonology, grammar, astrology, alchemy, medicine, and legal studies.[6] The city attracted monks and students from as far as India, Ceylon as well as the Khmer Empire.
   The culture of Bagan was dominated by religion. The religion of Bagan was fluid, syncretic and by later standards, unorthodox. It was largely a continuation of religious trends in the Pyu era where Theravada Buddhism co-existed with Mahayana Buddhism, Tantric Buddhism, various Hindu (Saivite, and Vaishana) schools as well as native animist (nat) traditions.
Religionen var altså et resultat af udbredt og gennemtrængende konceptuel blending ("syncretic", "unorthodox"). Som meget vel kan være en del af forklaringen på den kreative kulturelle eksplosion som alle disse byggerier jo i øvrigt er udtryk for.

Den anden helligdom vi besøgte den dag, var Swe San Daw-pagoden fra hvis terrasser man havde smuk udsigt til solnedgangen - den første af en række tempel-solnedgange på turen:


Swe San Daw-pagoden er konstrueret som følger: Først fem kvadratiske terrasser oven på hinanden i pyramideform, forbundet med en fælles skrå trappe. Derefter to ottekantede "mellemhop" til den runde klokkeformede top:
The pagoda's bell rises from two octagonal bases which top the five square terraces. This was the first monument in Bagan to feature stairways leading from the square bottom terraces to the round base of the pagoda itself. This pagoda supposedly enshrines a Buddha hair relic brought back from Thaton.
Grundplanen somn arkitektonisk har været norm- og stilsættende den gang - for godt 1000 år siden:
 

Den føgende dag besøgte vi Ananda-templet:


Også det er godt 1000 år gammelt. Dets fascinerende  særkende er fire forgyldte Buddhaer - der vender front udad - mod hvert sit verdenshjørne:


Tempel nummer to på samme dag var Dhmaygngyi-templet - en heavy sag af mursten. Stenene er sammenføjet så tæt, så man ikke kan presse en nål mellem dem, fortælles det:


Dahmayangyi-templet er især kendt for sin tvillingbuddha-statuer - og for at være det største tempel i hele Bagan-området. Det har samme grundplan som Ananda-templet, men blev aldrig færdigbygget.  
   Her er den fatale skæbnehistorie:
Dhammayangyi Temple is the most massive structure in Bagan which has a similar architectural plan to Ananda Temple. It was built by King Narathu (1167-70), who was also known as Kalagya Min, the 'king killed by Indians'. The temple is located about a kilometer to the southeast of the city walls directing Minnanthu.
   After murdering his own king father, Narathu ascended the throne of Bagan and due to that, he built this temple. It is said that Narathu oversaw the construction himself and that masons were excecuted if a needle could be pushed between bricks they had laid. But he never completed the construction because he was assassinated before the completion. It was said that he was displeased by the Hindu rituals and one of them who made those rituals was the Indian princess who was the daughter of Pateikkaya. So he executed her for such reasons. The princess's father wanted revenge for his innocent daughter and sent 8 officers in the disguise of Brahmans and assassinated Narathu in this very temple.
Endnu en solnedgang ud over Bagan-sletten så vi fra den store terasse på dagens tredje helligdom: Pyatthjat Kyi-pagoden:


Dagen efter kørte vi til Popa-bjerget på hvilken der ligger den sidste helligdom vores gruppe besøgte. Det er et kloster bygget på toppen af en høj stejl klippe der er rester af en vulkan hvis skrå sider er eroderet bort:

Golden stupa on the mount Popa, Bagan, Myanmar                 Stock Photo - 3376932

Klosteret med pagoder har navnet: The Popa Taungkalat (Taung Kalat). Helligdommen er "hjem" for 37 såkaldte 'mahagiri ånder' ("nats"). Mere om troen på naturånder i Burma i et senere indlæg.

Når vi kørte rundt på Bagan tempel- og -pagode-sletten om dagen, og skuede ud over den om aftenen i diset skumring og tvelys, så fik jeg også fornemmelsen af 'deja vue' - dette fantastiske og drømmeagtige landskab som jeg ellers ikke tidligere har interesseret mig for, genkender jeg nu på en eller måde. Jeg føler lidt diffust at det er noget jeg har set før.
   Jeg googler lidt på landskaber og bybilleder fra science fiction og fantasy.


Og ja, tegneserie- og film-animationskunstnernes fantasi har utvivlsomt - blandt andet - inspirationskilder i Burma og Bagan-slettens fantastiske tempel- og pagode-strøde landskab.

Vi startede denne tempelrejse med afsæt i Kiplings betagelse af de burmesiske kvinder i regi af en romantisk pagode for halvandet hundrede år siden.
   På vores rundrejse anno 2013 mødte vi også rigtig mange smukke burmesiske kvinder, både gamle og unge. 
   Man har ikke svært ved at forstå at Kipling - og hans fiktive alter ego - den engelske hjemsendte soldat i Mandalay-sangen - at de følte sig tiltrukket.
   Ofte havde de kvinder vi så, en særlig lys okkergul make up i ansigtet, som stammer fra thnakha-træets bark, som pulveriseres og blandes med vand. 
   Kvinderne bruger det både som en slags solcreme og som skønhedscreme:

 
 
 

Ship me somewheres east of Suez, where the best is like the worst,
Where there aren't no Ten Commandments an' a man can raise a thirst;
For the temple-bells are callin', an' it's there that I would be --
By the old Moulmein Pagoda, looking lazy at the sea;
On the road to Mandalay, Where the old Flotilla lay,
With our sick beneath the awnings when we went to Mandalay!
On the road to Mandalay, Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!