Når en film får for meget konceptuel blending - med anledning i anmeldelserne af den nye computeranimerede filmversion af Junglebogen

Jeg er fan af fantasy og Science Fiktion. Har læst begge litterære genrer ret ekstensivt da jeg var yngre. Og gør det stadig - on and off.

   Og da mange af bøgerne blev omsat til tegneserieformatet for alvor, jamen så samlede jeg på dem i mange år.

   Filmene inden for begge genrer var - inden computeranimationen blev et effektivt kreativt redskab for instruktørerne - visuelt primitive, og jeg brød mig ikke om de fleste af dem.

 

En undtagelse var dog de gamle sort-hvide Tarzan-film med Johnny Weismüller i hovedrollen.

Jeg havde læst og har stadig alle Edgar Rice Burroughs Tarzan-romaner på engelsk, og også en stor del af de romaner Burroghs skrev med andre hovedpersoner og med setting på Mars, på Venus og i Jordens indre.

   Jeg har også i min reol genoptryk af en stor del af Tarzan-tegneserierne fra de første år - med Hal Forster og Burne Hogarth som tegnere:

Hal Forsters Tarzan

Burne Hogarth's Tarzan

Det var anmeldelserne af den nye Walt Disney-filmversion af Junglebogen der mindede mig om Tarzan. Og selvfølgelig også om den gamle helt fremragende tegnefilmversion af Junglebogen som jeg har stående i min DVD-reol sammen med resten af min samling af Walt Disney-tegnefilms-klassikere.

Faktisk står den lige ved siden netop Walt Disney-tegnefilmversionen af Tarzan, som jeg til gengæld aldrig har været så begejstret for.

 

Junglebogen er faktisk også en af de bøger jeg med fornøjelse læste i min ungdom. Jeg husker jeg nød de eventyrlige og eksotiske historier som udkom godt 60 år tidligere (1894-95), og 18 år før Edgar Rice Burroughs første Tarzan-roman "Tazan of the Apes" udkom, en roman med et koncept, en setting og et plot som utvivlsomt var stærkt inspireret af Kiplings historier om Mowgli. 

   Efter sigende var Kipling i øvrigt ikke begejstret for "Tarzan of the Apes" da den udkom; Han syntes simpelt hen at Borroughs sprogligt set var en rigtig dårlig forfatter. Og Kipling er i talrige artikler på nettet citeret for at mene at "Burroughs wrote Tarzan of the Apes just so that he could "find out how bad a book he could write and get away with it."
   Burroughs roman-serie om Tarzan blev på i alt 24 bind, og solgte i store oplag. over hele verden. Ikke på grund af de finlitterære kvaliteter, men fordi historierne han opfandt med Tarzan som bærende karakter, bare var så fantasifulde og godt fundet på.
   Borroughs var en 'storyteller' af Guds nåde. Og selvom Tarzan var et 'barn' af Mowgli, så var det ham (både forfatteren og hovedpersonen) der havde fremtiden og verden for sig.

    

Men rent faktisk fik jeg fornyet interesse i Kipling, hans historie og forfatterskab da fruen og jeg var i Burma/Myanmar for godt et par år siden. 

  Her et link mit indlæg om Kipling i en længere serier om "den kreativ Burmarejse":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/03/den-kreative-burmarejse-5-englnderne.html

Hvad skriver Wikipedia om Junglebogen og Kipling?

The Jungle Book (1894) is a collection of stories by English author Rudyard Kipling. The stories were first published in magazines in 1893–94. The original publications contain illustrations, some by the author's father, John Lockwood Kipling.

   Kipling was born in India and spent the first six years of his childhood there. After about ten years in England, he went back to India and worked there for about six-and-a-half years.

   These stories were written when Kipling lived in Naulakha, the home he built in Dummerston, Vermont (just north of Brattleboro), in the United States.[1]   There is evidence that it was written for his daughter Josephine, who died in 1899 aged six, after a rare first edition of the book with a poignant handwritten note by the author to his young daughter was discovered at the National Trust's Wimpole Hall in Cambridgeshire in 2010.[2]

Junglebogen er altså skrevet ikke i Indien eller Burma, men mens Kipling boede i USA. Og den er skrevet til hans datter, ligesom fx "Pippi Langstrømpe" i sin oprindelige version er skrevet til Astrid Lindgrens datter.

   Og figurerne i bogen er  et udtryk for 'conceptual blending', idet dyrene der omgiver Mowgli er personificerede og kan tale, og i øvrigt for fleres vedkommende er lånt fra diverse andre ældre eventyr og fabler som Kipling havde læst.

   Det er herfra begrebet "jungleloven" kommer. Den har form af et moraliserende digt som lyder sådan her:

Now this is the law of the jungle, as old and as true as the sky. And the wolf that shall keep it may prosper, but the wolf that shall break it must die a sad death.

   As the creeper that girdles the tree trunk, the law runneth forward and forward. For the strength of the pack is the wolf, and the strength of the wolf is the pack.

Wikepedia fortsætter:

The tales in the book (as well as those in The Second Jungle Book which followed in 1895, and which includes five further stories about Mowgli) are fables, using animals in an anthropomorphic manner to give moral lessons.

   The verses of The Law of the Jungle, for example, lay down rules for the safety of individuals, families, and communities. Kipling put in them nearly everything he knew or "heard or dreamed about the Indian jungle."[3]

   Other readers have interpreted the work as allegories of the politics and society of the time.[4]

   The best-known of them are the three stories revolving around the adventures of Mowgli, an abandoned "man cub" who is raised by wolves in the Indian jungle.

   The most famous of the other four stories are probably "Rikki-Tikki-Tavi", the story of a heroic mongoose, and "Toomai of the Elephants", the tale of a young elephant-handler. As with much of Kipling's work, each of the stories is followed by a piece of verse.

Det var jeg faktisk ikke klar over: At alle historierne i Junglebogen slutter med et digt. Junglebogen er altså helt fra begyndelsen en blandingsgenre af fortælling og digte.

   På den baggrund giver det jo ekstra god mening at der i den oprindelige Walt Disney tegnefilmsversion er indlagt sange, omend det ikke sange fra bogen.
    Men da jeg læste Jungelbogen i min ungdom, var digtene udeladt af teksten!

Men anmeldelserne af den nye Walt Disney-version af Junglebogen inviterer mig egentlig ikke til at gå ind og se den, selvom jeg tidligere har været glad for computeraimerede blendingfilm som "Magnificient" med Angelina Jolie i hoverlollen, "Alice i Eventyrland" med Johnny Depp som Den Gale Hattemager og Steven Spielbergs og Peter Jacksons "Tintin - Enhjørningense hemmelighed".

Den nye filmversion fremhæves af alle anmeldere for de kendte engelsktalende skuespilleres præstationer når de lægger stemmer til dyrene i filmen. 

   DR´s Per Juul Carlsen skriver fx:

Det er bestemt et af filmens svage punkter at Bill Murray får lov at fyre den af og er mere Bill Murray end den gamle hyggelige bamsebjørn, Baloo.

   Til gengæld virker det forbavsende godt at sætte Scarlett Johanssons hæse, sensuelle stemme på den hypnotiserende kvælerslange, Kaa. Vil en præpubertær knægt som Mowgli ikke netop forsvinde ind i sådan en stemme?

   Og Christopher Walken er fantastisk som den gamle abekonge Louis. Det fungerer glimrende at udstyre ham med en stemme som en new yorker-gangsterboss.

   Men den bedste stemme er Idris Elba som tigeren Shere Khan, der vil slå bette Mowgli ihjel fordi mennesker er farlige i junglen. Han er forrygende, præcis så skræmmende som en tigerstemme skal være.

Det der lyder mindre godt i mine ører, fremgår af flere forskellige anmeldercitater: konceptuelt sætter den ny version sig mellem to stole.  

   Her også igen Per Juul Sørensen:
   Han synes at instruktøren Jon Favreau har svært ved at holde balancen i genreblandingen af Kiplings oprindelige stemningsmæssigt ret så mørke bogtekst og Walt Disneys af alle kendte og elskede muntre tegnefilmversion med indlagte sange:

Favreau har virkelig svært ved at få elementerne til at balancere. Det ene øjeblik skræmmer Shere Khan livet af alt og alle, det næste øjeblik fjoller Baloo rundt i skovbunden. Og pludselig synger Christopher Walken i en kæmpeudgave af King Louis.

   Den er virkelig svær at holde styr på, den film. Den er i hvert fald ikke for bittesmå børn.

Her et længere oplysende citat fra Anders Brendstrup på filmz.dk. 

   Problemet er igen blandingen: dels et plot- og figur-remake af den gamle tegnefilmversion - og dels et forsøg på gennem realistisk computeranimation at levendegøre de mere dystre kvaliteter i den skrevne originalversion:

Jon Favreau lægger sig tæt op af forlægget (=tegnefilmversionen). Som er godt. Favreaus udgave er god. Men den er ikke bedre. Den er ikke engang i nærheden. 

   Set isoleret er det udmærkede 120 minutter med lidt af det hele: action, humor og uhygge, man har bare pokkers svært ved at glemme en kortere, coolere og langt mere swingende tegnefilm, der er næsten 50 år gammel.

   De ekstra 30-40 minutter er fulde af mørke og alvor, så universet er muligvis kommet den ubarmhjertige jungle i Kiplings fantasi nærmere. Men det er et tyngende snarere end dragende mørke, fordi de mystiske myter og fabler fungerer bedre på skrift end film. 

   Det er smukke og vise ord, men foredraget bliver langsomt og trægt, som det fremsættes af en vis panter på Ben Kingsleys teaterengelsk. Det hele er noget grandiost og et godt eksempel på, at Disney var en langt bedre fortæller end Kipling. På film altså.

Informations anmelder Christian Monggaard er generelt begejstret:

Det er en flot og forførende verden, Disney og Jon Favreau har skabt i deres nye udgave af Junglebogen. Filmen, der synes at være baseret ligeligt på Rudyard Kiplings bøger og den animerede klassiker fra 1967, er en blanding af liveaction og computerskabte omgivelser og figurer, og det er aldeles betagende lavet.

   Lige fra begyndelsen suges man (i hvert fald med 3D-briller på) ind i junglen, hvor drengen Mowgli (Neel Sethi) træner undvigelsesmanøvrer sammen med sin gode ven og ’værge’, panteren Bagheera (stemme af Ben Kingsley, undskyld, Sir Ben Kingsley), og det hele virker aldeles levende og overbevisende.

Men, men ...

I modsætning til animationsfilmen (=tegnefilmen), der mest er sjov og ballade, lurer død og lemlæstelse nemlig om hjørnet i Jon Favreaus jungle, hvor Mowgli og hans venner bogstavelig talt må kæmpe for at overleve. Dyrene har skarpe tænder, ikke mindst Shere Khan, og der er et hierarki i junglen, som selv ikke den modige ulveflok kan eller tør sætte sig ud over.

   Der er også sjov og ballade i Junglebogen, og da først Baloo dukker op, bliver tonen lidt lysere – Murray som magelig bjørn skal opleves – mens sangene, man kender fra tegnefilmen, synges, så det er en fornøjelse. »Det rent og skært nødvendige …«

   Indimellem har filmen lidt svært ved at balancere mellem de dystre og voldsomme scener og de mere morsomme, lette sekvenser, hvilket giver den et ujævnt præg.

Weekendavisens anmelder Bo Green Jensen har i tillægget "Faktisk" også problemer med blandingen.
   Allerede i overliggeren til anmeldelsen "Det rent og skært nødvendige" står der et let revideret citat fra senere i teksten:

Disneys nye 3D-film vil både huske tegnefilmen og være trofast over for Kipling. Det er bare ikke muligt at være begge dele. 

Inde i anmeldelsen skriver Green Jensen - efter at have konstateret at det i høj grad er sangene i tegnefilmen som man husker den for - at ...

Den nye film har et problem med de sange. Generelt er tonen ført tilbage i retning af alvoren og realismen hos Kipling. Gribbene er væk, og elefanterne er majestætiske skabninger, der skal behandles med respekt - altså ikke elskeligt opblæste kreationer som general Hathi i tegnefilmen.
   Alligevel synger Mowgli og Baloo The Bare Neccesities, og Kon Louis leverer I Wanna Be Like You. Pythonslangen Kaa, som Scarlett Johhansson lægger stemmee til, hypnoitiserer Mowgli med Trust In Me. Bemærk at jeg bruger de engelske titler. Der er ikke danske stemmer i spillefilmsversionen.
   Det er et stilbrud at bruge de sange, men du tilgiver Disney, fordi du holder af dem. Den nye 3-D-film vil både huske tegnefilmen og og være trofast over for Kipling. Det er svært at gøre begge dele, så filmen er hele tiden i tvivl.
   Alligevel er den super-seværdig.

Og senere er der også problemer med transponeringen af abekongen fra tegnefilmfigur til computeranimeret realistisk kæmpeabe:

Tegnefilmens Kong Louis var en orangutang.. De findes ikke i Indien, og den nye film vil gerne være videnskabeligt korrekt. Men kæmpeaben passer slet ikke  til filmen. Det er lidt som hvis King Kong gav sig til at steppe midt i New York.

Langt de fleste anmeldere er dog, trods blending-ubalancen, meget positive, så det ender nok alligevel med at jeg må i biografen og se den nye version.

Særligt positive er anmelderne til gengæld ikke når det gælder en anden delvist computeranimeret eventyr-fantasy-film som netop har haft premiere: "The Huntsman: Winter´s War", som er en 2´er til "Snow White and the Huntsman" fra 2012", som heller ikke fik de bedste anmeldelser.

Jeg så ikke den første, og er heller ikke fristet til at gå ind og se efterfølgeren. 

   Jeg holder mig til Walt Disneys oprindelige tegnefilmsversion "Snow Whhite and the Seven Dvarfs" fra 1937, som var den første tegnefilm i fuld biograffilmlængde:

Den kreative Burmarejse (6) - "Vejen til Mandalay" - om piger, pagoder og Buddhaer

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,

hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst.

For nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå

ved den grå Moulmein Pagode og betragted´ havets blå.

Ak, den vej til Mandalay, hvor flotillen tog den vej,

med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay!

Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,

og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

I Mandalay-sangen af Kipling omtales Moulmein-pagoden fra hvilken der er havudsigt. Moulmein er den engelske udgave af bynavnet Mawlamyine, en by som ligger i det sydøstlige Burma på kysten ud til Martaban Golfen. 

   Dette gamle foto viser hvordan udsigten fra Moulmain-pagoden så ud ved århundredeskiftet.

Sandsynligvis har pagoden slet ikke interesseret Kipling specielt som andet end romantisk kulisse og dekoration for sin nostalgiske fantasi. Objektet for den hjemsendte soldats længsel var en burmesisk kvinde.  Og afspejlede at det var de burmesiske kvinder der især betog Kipling når han besøgte Burma - for deres skønhed og frigjorthed, som han kontrasterede med indiske kvinder, fortæller Wikipedia:

"I love the Burman with the blind favouritism born of first impression. When I die I will be a Burman … and I will always walk about with a pretty almond-coloured girl who shall laugh and jest too, as a young maiden ought. She shall not pull a sari over her head when a man looks at her and glare suggestively from behind it, nor shall she tramp behind me when I walk: for these are the customs of India. She shall look all the world between the eyes, in honesty and good fellowship, and I will teach her not to defile her pretty mouth with chopped tobacco in a cabbage leaf, but to inhale good cigarettes of Egypt's best brand."

   Kipling claimed, in fact, that when in Moulmein, he had paid no attention to the pagoda his poem later made famous, because he was so struck by a Burmese beauty on the steps. The attraction seems to have been common among the English: Maung Htin Aung, in his essay on George Orwell's Burmese Days (those days that produced the novel Burmese Days) notes: "Even that proud conqueror of Ava, Lord Dufferin, although he was received with dark looks by the Burmese during his state visit to Mandalay early in 1886, wrote back to a friend in England, extolling the grace, charm and freedom of Burmese women.

Men det var ellers pagoderne, somme tider omtalt som 'stupaer' og somme tider også som 'templer', det her skulle handle om.

   Jeg kan ikke rigtig finde ud af om de forskellige navne refererer til en forskel i byggestil eller religiøst funktion. Så jeg bruger betegnelserne lidt ad hoc i det følgende.

   Betegnelsen 'pagode' har jeg stødt på også på vores rejser til hhv. Japan og Kina. Men pagoderne der så helt anderledes ud - typisk med en række klart markerede etager med opadsvungne tagspidser i hjørnerne som vi kender det fra det kinesiske tårn i Tivoli.

De burmesiske pagoder er kuplede og klokkeformede konstruktioner der bogstaveligt talt går op i en spids. Sat oven på et kvadratisk fundament.

En af de måder fattigfolk i ulande kan tjene lidt penge på turister på, er ved at sælge samlinger af postkort med de lokale seværdigheder, hvad jeg og tusinder af andre turister har oplevet som rundrejsende i mange lande.

   Det helt specielle ved Burma-pstkort-gadesalget var at alle de postkort vi blev præseneret for i fotolommer der kunne foldes ud, at de kun viste en eneste slags seværdighed: pagoder, pagoder - og flere pagoder:

Opfindsomme skolebørnene vi mødte i en fattig landsby, havde afluret de voksnes sællerter, og faldbød egne tegnede og farvelagte versioner - også udelukkende med stupaer som motiv:

Her følger nu billeder med kommentarer og associationer til de pagoder vi oplevede på vores 9 dages rundtur i Burma. Der gik stort set ikke en dag uden en pagode eller to. På en god dag besøgte og besigtigede vi hele tre styks.

Den første vi oplevede, var Chaut Htat Gui-pagoden i Rangoon hvis fascinationsværdi - og den var godt nok stor - var at den husede verdens største liggende Buddha. Den er 66 meter lang og hovedet er 6 etager højt:

Den overgår ens vildeste fantasier  - eller mareridt. Vi er nærmest som i en fantasy-verden.
   Hvis man tænker på alle vores egne kristusfigurer der er sømmet op og hænger og lider rundt omkring i kirkerne, så er det dybt provokerende at se sådan en hellig mand i kæmpestørrelse - ligge ned og slappe af.
   Og det er altså størrelsen der gør det. Effekten er lidt hen ad den fornemmelse man kan få ved mødet med skulpturen 'Boy' - kæmpdrengen i indgangen til Aros kunstmuseum i Århus:

Og hvis man tror at de Buddhaer vi ser i templerne, alle er oldgamle, så tager man fejl. 

   Den her liggende Buddha i Chaut Htat Gui-pagoden, er relativt nyproduceret. Førsteudgaven blev tænkt, tegnet og bygget 1899-1907. Den forfaldt i de følgende halvtreds år på grund af klimaskader og blev revet ned 1957.

   Den nuværende blev bygget og var færdig 1966, efter sigende betalt udelukkende ved indsamlede midler - ikke fra konger og rigmænd - men fra det menige burmesiske folk.

En konkurrerende liggende Buddha findes i
Shwe Thar Khaung-Pagoden i Bago. Den er "kun" 55 meter lang, men til gengæld er den altså over 1000 år gammel.

   Den ser noget gladere og mere afslappet ud, måske fordi den har puder til at støtte hovedet på:

Eller livet som Buddha var bare sjovere den gang, måske.

For mange år siden besøgte fruen og jeg en række templer i Bankok i Thailand. Der husker jeg også at vi så en liggende Buddha der var helt forgyldt: What Pho-Buddhaen:

Den næste pagode vi besøgte på vores rundtur, var den mest berømte at alle burmesiske pagoder: Shwe Da Gon-pagoden i Rangoon.
   Besøget var om aftenen, og oplevelsen var både overvældende og stærkt betagende  - det var ren visualiseret eventyr og mystik:

Swe Da Gon-pagoden set udenfor på afstand. Mørket er faldet på. Man er i en anden verden - uden for tid og rum.

  Indenfor er alt forgyldt - med belægninger og plader af ægte guld. Det gyldne, glitrende, strålende arktektoniske landskab er som musik for øjet. Drømmer jeg eller er jeg vågen?

En amerikaner vi for mange år siden mødte i Bangkok på vej ud for at se på templer dér, sagde: "Have you seen one, you have seen them all."
   Og noget er der om det. Over en periode på omkring 1000 år har stupaer, pagoder, templer stort set bevaret stilart, udsmykningsformer og visuelle skabeloner.
   Gammel eller moderne, det er variationer over et mønster.  Ligesom de danske landsbykirker - eller de europæiske gotiske domkirker.
   Det der er det utrolige og fascinerende her, er at de har fastholdt kontinuiteten stort set siden vores vikingtid og op til idag.
   Det perspektiv er lige til at blive lidt ydmyg og stille over.

Fundamentalt set består en stupa af følgende elementer:

• en kvadratisk base
• en hemisfærisk kuppel 
• et kegleformet spir
• en halvmåneformet "bule"
• en rund skive

Forbillederne for de burmesiske stupaer eller pagoder stammer fra Indien og Sri Lanka. 

   Her to ældgamle srilankanske stupaer: Jetavanaramaya (ca. 300 år B.C.) og Ruwanwelisaya (ca. 150 år B.C.):

Wau!
   Og hvor er det nu jeg synes jeg har set den slags før - 'deja vue' - noget fra vores egen tid og nært på?

  Jo, de her har tydeligevis også være inspirationskilde til Ingvar Cronhammers "mærkelige" kæmpeskulptur ved Herning - med titlen 'Elia':

Og Ruwanwelisaya-stupane på Sri Lanka har også været forbillede for den burmesiske Kaung Hmu Daw-pagode, bygget ca. 1800 år senere:

De fleste burmesiske stupaer er en slags religiøse smykkeskrin. De er bygget som helligdomme omkring religiøse relikvier, som fx. nogle af Buddhas kropsdele eller husgeråd.

   Det gælder også den næste helligdom vi besøgte - nu i Bagan-området nord for Mandalay: Shwe Zi Gon-pagoden der som helligt relikvie har en af Buddhas tænder - helt indesluttet af en guldkrone af dimensioner:

Her en af de mange Buddhaer i Shwe Zin Gon-pagoden:

Hver af de forskellige stillinger Buddha-skulptuerer har - liggende, siddende, stående - og hver af de forskellige positioner og gestus af hænder, arme og ben de manifesterer, er symbolske tegn der har helt specielle betydninger som alle buddhister kan aflæse, uanset tid, sprog og kultur. Se:

http://www.thebuddhagarden.com/blog/buddha-poses/

Bagan-provinsen på sletten syd for Mandalay er simpelt hen det område i Burma der er tættest besat med pagoder, stupaer og templer, og det vil sige en del:

Wikipedia fortæller historien om byen Bagan:

From the 9th to 13th centuries, the city was the capital of the Kingdom of Pagan, the first kingdom to unify the regions that would later constitute modern Myanmar.

   From 1044 to 1287, Bagan was the capital as well as the political, economic and cultural nerve center of the Pagan Empire. Over the course of 250 years, Bagan's rulers and their wealthy subjects constructed over 10,000 religious monuments (approximately 1000 stupas, 10,000 small temples and 3000 monasteries)[5] in an area of 104 square kilometres (40 sq mi) in the Bagan plains.

   The prosperous city grew in size and grandeur, and became a cosmopolitan center for religious and secular studies, specializing in Pali scholarship in grammar and philosophical-psychological (abhidhamma) studies as well as works in a variety of languages on prosody, phonology, grammar, astrology, alchemy, medicine, and legal studies.[6] The city attracted monks and students from as far as India, Ceylon as well as the Khmer Empire.

   The culture of Bagan was dominated by religion. The religion of Bagan was fluid, syncretic and by later standards, unorthodox. It was largely a continuation of religious trends in the Pyu era where Theravada Buddhism co-existed with Mahayana Buddhism, Tantric Buddhism, various Hindu (Saivite, and Vaishana) schools as well as native animist (nat) traditions.

Religionen var altså et resultat af udbredt og gennemtrængende konceptuel blending ("syncretic", "unorthodox"). Som meget vel kan være en del af forklaringen på den kreative kulturelle eksplosion som alle disse byggerier jo i øvrigt er udtryk for.

Den anden helligdom vi besøgte den dag, var Swe San Daw-pagoden fra hvis terrasser man havde smuk udsigt til solnedgangen - den første af en række tempel-solnedgange på turen:

Swe San Daw-pagoden er konstrueret som følger: Først fem kvadratiske terrasser oven på hinanden i pyramideform, forbundet med en fælles skrå trappe. Derefter to ottekantede "mellemhop" til den runde klokkeformede top:

The pagoda's bell rises from two octagonal bases which top the five square terraces. This was the first monument in Bagan to feature stairways leading from the square bottom terraces to the round base of the pagoda itself. This pagoda supposedly enshrines a Buddha hair relic brought back from Thaton.

Grundplanen somn arkitektonisk har været norm- og stilsættende den gang - for godt 1000 år siden:

 

Den føgende dag besøgte vi Ananda-templet:

Også det er godt 1000 år gammelt. Dets fascinerende  særkende er fire forgyldte Buddhaer - der vender front udad - mod hvert sit verdenshjørne:

Tempel nummer to på samme dag var Dhmaygngyi-templet - en heavy sag af mursten. Stenene er sammenføjet så tæt, så man ikke kan presse en nål mellem dem, fortælles det:

Dahmayangyi-templet er især kendt for sin tvillingbuddha-statuer - og for at være det største tempel i hele Bagan-området. Det har samme grundplan som Ananda-templet, men blev aldrig færdigbygget.  

   Her er den fatale skæbnehistorie:

Dhammayangyi Temple is the most massive structure in Bagan which has a similar architectural plan to Ananda Temple. It was built by King Narathu (1167-70), who was also known as Kalagya Min, the 'king killed by Indians'. The temple is located about a kilometer to the southeast of the city walls directing Minnanthu.

   After murdering his own king father, Narathu ascended the throne of Bagan and due to that, he built this temple. It is said that Narathu oversaw the construction himself and that masons were excecuted if a needle could be pushed between bricks they had laid. But he never completed the construction because he was assassinated before the completion. It was said that he was displeased by the Hindu rituals and one of them who made those rituals was the Indian princess who was the daughter of Pateikkaya. So he executed her for such reasons. The princess's father wanted revenge for his innocent daughter and sent 8 officers in the disguise of Brahmans and assassinated Narathu in this very temple.

Endnu en solnedgang ud over Bagan-sletten så vi fra den store terasse på dagens tredje helligdom: Pyatthjat Kyi-pagoden:

Dagen efter kørte vi til Popa-bjerget på hvilken der ligger den sidste helligdom vores gruppe besøgte. Det er et kloster bygget på toppen af en høj stejl klippe der er rester af en vulkan hvis skrå sider er eroderet bort:

Klosteret med pagoder har navnet: The Popa Taungkalat (Taung Kalat). Helligdommen er "hjem" for 37 såkaldte 'mahagiri ånder' ("nats"). Mere om troen på naturånder i Burma i et senere indlæg.

Når vi kørte rundt på Bagan tempel- og -pagode-sletten om dagen, og skuede ud over den om aftenen i diset skumring og tvelys, så fik jeg også fornemmelsen af 'deja vue' - dette fantastiske og drømmeagtige landskab som jeg ellers ikke tidligere har interesseret mig for, genkender jeg nu på en eller måde. Jeg føler lidt diffust at det er noget jeg har set før.
   Jeg googler lidt på landskaber og bybilleder fra science fiction og fantasy.

Og ja, tegneserie- og film-animationskunstnernes fantasi har utvivlsomt - blandt andet - inspirationskilder i Burma og Bagan-slettens fantastiske tempel- og pagode-strøde landskab.

Vi startede denne tempelrejse med afsæt i Kiplings betagelse af de burmesiske kvinder i regi af en romantisk pagode for halvandet hundrede år siden.

   På vores rundrejse anno 2013 mødte vi også rigtig mange smukke burmesiske kvinder, både gamle og unge. 

   Man har ikke svært ved at forstå at Kipling - og hans fiktive alter ego - den engelske hjemsendte soldat i Mandalay-sangen - at de følte sig tiltrukket.

   Ofte havde de kvinder vi så, en særlig lys okkergul make up i ansigtet, som stammer fra thnakha-træets bark, som pulveriseres og blandes med vand. 

   Kvinderne bruger det både som en slags solcreme og som skønhedscreme:

 

 

 

Ship me somewheres east of Suez, where the best is like the worst,
Where there aren't no Ten Commandments an' a man can raise a thirst;
For the temple-bells are callin', an' it's there that I would be --
By the old Moulmein Pagoda, looking lazy at the sea;
On the road to Mandalay, Where the old Flotilla lay,
With our sick beneath the awnings when we went to Mandalay!
On the road to Mandalay, Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!