Det indre spil om at udøve musik og om at blive bedre til at skrive - uden blokeringer

I de sidste par uger har jeg høstet mange flere sidevisninger af to indlæg end normalt. Jeg skal faktisk mere end et år tilbage før jeg finder indlæg der har haft flere. Det er indlægget om 'skriveblokeringer', og indlægget om  'selvindblanding' - om det mentalt at gå i vejen for sin egen kreative udfoldelse':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/skriv-sundere-om-skriveblokeringer-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-selvindblanding-om-det-mentalt-at-ga.html

De handler jo delvist om det samme, og i dem begge er der referencer og paralleller til Tim Gallways tænkning som den kommer til udtryk i hans bøger med den fælles titelstart "The Inner Game of ...".  

   Det er i de første bøger han udvikler teorien om den effektive coaching, som meget firkantet sagt går ud på at lære sportsfolk at blive bedre til at udøve deres sport, ved at fokusere på og observere kroppens naturlige måde at performe på, og dæmpe eller slukke for den indre stemme der hele tiden er bekymret og forholder sig til egne langtidsambitioner og andres forestillede forventninger. Det kaldes også for mental træning, blandt sportsfolk

   Et oplysende citat fra Wikipedia-artiklen om Tim Gallwey:

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

Men sport er én ting, kunst og kreativ skrivning noget andet. Og manden har efter sigende haft mere succes inden for uddannelse af erhvervsledere end af sportsfolk. Man kan naturligvis med nogen ret hævde at når sport er bedst, så er det en kreativ aktivitet - en form for kroppens kunst. Men alligevel.

Jeg er lige nu mere interesseret i om og på hvilken måde man kan overføre "the inner game"-tænkning til mere oplagte kreative aktiviteter som musik eller skrivning.

    Og sidst jeg var inde på det spor, fandt jeg en bog som Gallwey har været mentor for, men skrevet af en anden: 'The Inner Game of Music' - af Barry Green. Han er en musiker og musiklærer der blev så inspireret af Gallwey at han begyndte at overfore hans principper til sin egen undervisning af musikelever. Og til sin egen musikudøvelse.

Barry Green fremhæver at for at kunne spille det det indre spil om musik, så skal man øge opmærksomheden omkring tre mentale og kognitive forhold: awareness, will, trust. 

   Altså på dansk...

OPMÆRKSOMHEDVILJETILLID

For mentalt at blive bedre til at udøve musik, så må man træne og udvikle disse tre "skills" - sat i forhold til det man i forvejen gør som musiker.

  Om 'awareness' skriver han at det er det helt centrale for "naturlig læring":

When we are simply aware, without judgement, of the degree to which the outcom of our acts matches our intention, at natural learning takes place. That´s the way we learned to walk, after alle. But when our judgements come into play, we usually try to figure out 'what went wrong', and then overcompensate for our errors. This often causes us to tighten our muscles and increase our overall body tension. We 'try too hard, and this produces  more errors the next time around.

Awareness, then,  means simple awarness of what is happening, before the 'rush to judgment' takes place.

Nu kan det engelske ord 'awareness' oversættes til andre danske udtryk end 'opmærksomhed': 'fokus', eller 'bevidsthed' for eksempel. Fokuserethed eller bevidsthed om hvad der sker med dig selv her og nu når du udfører en handling - uden et filter af forforståelser, fordomme, kategoriseringer og vurderinger som ellers automatisk aktiveres når vi forholder os til vores egne handlinger og gøremål.
   Nogen taler også om "åben tilstand".

Om 'vilje' skriver Barry Green:

Will works throug trial and error. It uses the feedback that awareness gives to improve its aim. In musical terms, you make use of will skills to decide what you want to play and how to play it, and in gradually shaping your performance closer to the idal. (...) I is will that sets a goal, moves directly towards it, and then resets its sights to come closer to acomplishing the goal next time around. 

Uden et mål om at blive bedre - og viljen til at nå det, så er der ikke noget til at styre og fokusere opmærksomheden mod og efter, og ikke noget at bruge den umiddelbare feedback til som du automatisk får når du har prøvet noget og det kun delvis er lykkedes.

'Trust' - tillid - er den tredje egenskab du skal mobilisere for at kunne spille og vinde det indre spil om musik:

It takes trust to allow simple awareness to take place, without imediately bombarding yourself with criticisms and judgements. It takes trust to explore the will's trial and error apporach. Above all, it takes trust in our inner resources for to tap into them and so perform our bedst.

   Trust may sound lik a hard quality to muster up. It isn´t; your early successes at the inner game will bring you the confidence you need. 

'Trust' kan i mange inner-game-sammenhænge oversættes til 'selvtillid'.
   Så selv om noget ikke lige lykkes alt for godt i første, andet og tredje forsøg, så skal du have selvtillid nok til at det vil det så i fjerde, femte eller sjætte forsøg. Blot du har viljen og fokusere på det der sker og det du - dvs. din krop og din underbevidsthed - gør her og nu.

For inner-game-tænkningen er det sammenfattende paradoksale nøgleord: 'relaxed concentration' - afslappet koncentration. Når opmærksomhed, vilje og tillid arbejder mentalt sammen, så lærer man og udvikler man sig på den "naturlige måde" - ligesom når man lærer sprog eller lærer at cykle.

Each time yo play the Inner Game, you wil increase your skills a little more in each area. This in turn will result in af improved outer game performance, hightened learning and greater enjoyment. A balance of the three skills will lead you into the state of relaxed concentration that we talked about earlier - and which we see in great athletes like Kareem Abdul-Jabbar and famous performers like Stephane Grapelli.

Relaxed concentration lyder præcis som beskrivelsen af en meditativ tilstand. 

Bogen 'The Inner Game of Music' går derefter over til systematisk at give musikalske awareness-øvelser, will-øvelser og trust-øvelser. Dem vil jeg ikke refere her, men gå over til det med at skrive og det indre spil omkring skriverier og hvor nemt eller hvor hårdt det er at skriv (godt).

Det er ikke helt indlysende at man direkte kan overfører "the inner game"-tænkningen fra områder hvis performance er motoriske som tennis, golf, skiløb - og musik - til det at skrive.
   Der indgår jo observation af en selv og af andre når du performer disse fysiske aktiviteter, men skrivningens performance foregår jo inde i hovedet - så kun det færdig resultat "the outer game" - kan iagttages. Som fodbolden der er kommet i mål, eller golfbolden i hul, eller serveesset eksekveret i tennis. Men vejen til målet er usynlig.

Jeg googler og finder et blogindlæg af skribenten Robert Twigger: 'The Inner Game of Writing'.

   Jeg synes det er begavet, sjovt og kreativt tænkt og skrevet. Og han har faktisk fat i en lang ende når han skriver at vi kan lære at skrive (bedre) ved at skrive af efter de gode forbilleder. 

   Twigger tager så at sige Tim Gallwey på ordet - helt bogstaveligt. Og kropsliggør fysisk det at blive bedre til at skrive ved at kopiere forbillederne. 

   Læs bare her:

Without reflection we say we learn from experience, by doing. Actually we practise through doing, we gain mastery through doing. But we learn by watching.

   This was the great insight of Timothy Gallwey’s book the ‘Inner game of tennis’. In fact he was rediscovering what has been known in Japan and other countries for millennia: that by increasing awareness of what you do and what others do leads to learning. By watching others and having a method of watching yourself you learn. Automatically. We have this funny idea, no doubt a product of school, that we need a verbal instruction to prompt us to learn anything. Totally wrong. We learn silently and immediately by watching. I saw one of my godsons doing cartwheels in the small gardenless apartment he lives in. I asked his mother, "who taught him.“ She said, "he taught himself - by watching video games.”.

   What has this to do with writing?

I think we learn by watching how others write. By reading you mean?

   Nope. I think reading is a pretty poor way of learning to write. If it wasn’t wouldn’t all those eggheads who study literature be great writers?

   I think we watch other writers by simply COPYING paragraphs/stories/chapters/entire books. Evidence: Robert Louis Stevenson, Raymond Chandler and Hunter S. Thompson. Stevenson copied out work by Walter Scott. Chandler copied dialogue and paragraphs from crime writers he admired. Thompson typed out the whole of Fitzgerald’s Great Gatsby and the whole of The Sun also Rises by Hemingway.

   My only copying was limited to some paragraphs from Evelyn Waugh’s travel books. But what I did do at an early age was act as the copyist for poet and writer Steve Micalef, the founder of Punk Fanzine Sniffin’ Glue. He’d dictate a story and I’d write it down. I learnt more in a few days doing this than in years of reading and scribbling on my own. I have also taken a book I enjoy and writen an outline for it – to see what an outline for a great book looks like and to see how the author achieved his effects. 

   How useful are a bunch of tips? Well I find they can be very useful indeed at getting you back on track, stimulating a new idea, helping a new approach. The tip of always exaggerating characters has been a great help to me when I’ve been stuck with dialogue or a good scene. But tips won’t get you all the way. I think the inner game can

   So after you’ve read a book you admire just copy out a favourite paragraph or two. Maybe an entire story. You’ll be surprised that some of the writer’s DNA will enter into you. You’ll feel that you own his style in some way.

Det at kopiere afsnit fra bøger man synes er gode, svarer jo klart til at synge med på en sang man holder af når man vil lære at synge den. Eller til det som alle malerkunstnere in spe opfordres til at gøre: Kopiere de gamle mestre. Eller at man lærer en arbejdsrolle - fx som lønforhandler - ved at spille rollespil hvor man forhandler som var det virkeligt.

   Forklaringen på at Poul Martinsen var et fabelagtigt dramaturgisk naturtalent når han producerede sine mange forskellige tv-dokumentarer og -reportager, fandt jeg i hans efter-skoletid-job i gymnasiet: Han var biografpiccolo og var så at sige tvangsindlagt til i flere år at se et utal af biograffilm, hver af dem mange gange. 

   Så kunne han lære det, kunne han! Learning by watching - again and again and again.

   

Og jeg har faktisk her på bloggen haft en tilsvarende erfaring. Fordi jeg citerer så meget, så skal jeg jo for det meste skrive af fra de fagbogsforfattere jeg har læst og referer til. Eller skrive af fra de avisartikler hvis kreative sprog jeg fremhæver og analyserer. 

   Jeg har klart mærket at det har stimuleret min skrivelyst og min skrive-energi. Det glider nemmere og nemmere. Selv med svære emner. Over 500 indlæg er det blevet til siden jeg begyndte på blogskriveriet i marts 2010.

   

Men: Det er ikke sikkert man behøver at skrive af, som Robert Twigger foreslår. Det kan meget vel være at det er lige så godt at læse noget af den tekst højt som man er begejstret for. Så man får tonen - stemmen - indplantet i taleorganernes motoriske system. Eller man kan sikkert med fordel kombinere de to kopi- og repetitionsmetoder.

At man lærer effektivt og naturligt ved at imitere, simulere, kopiere og repetere, hænger jo smukt sammen med den viden vi har om spejlneuronernes funktion, som jeg har skrevet meget om i tidligere indlæg. 

   Spejlneuronerne aktiveres både ved at se andre gøre en bestemt handling, ved at vi selv gøre den samme handling, og ved at vi forestiller os eller tænker på at udføre den handling. Og er handlingen forbundet med følelser, så aktiveres de også via spejneuronerne.

   Så de vil være aktiveret både når vi skriver af, og når vi læser op - af en tekst vi er begejstret for. Der er faktisk neurovidenskabeligt belæg for det når Robert Twigger slutter sin artikel: "You’ll be surprised that some of the writer’s DNA will enter into you. You’ll feel that you own his style in some way."

   Indlægget kan du finde her, hvor der også i arkivet på siden findes en lang række indlæg fra andre forfattere med beretninger om de forskellige tricks de har for at komme op i omdrejninger med skriveriet - eller til direkte at overvinde skriveblokeringer:

http://www.roberttwigger.com/how-to-write-and-get-published/2010/11/25/inner-game-of-writing.html

'Skriv sundere' - om skriveblokeringer og det indre spil om at skrive kreativt

En af mine Facebook-venner hvis historieformidlende tv-serier jeg altid har sat stor pris på, skriver at hun har haft et anfald af skriveblokering. Men at det heldigvis nu er overstået.

   Jeg googlede "skriveblokeringer" og fandt et billede som jeg lagde på Facebook, og som gav det største antal "likes" jeg har fået i al den tid jeg har lagt noget ud til Facebook-vennerne:

   Her er det:

Skriveblokering

Når jeg synes det med skriveblokeringer er interessant lige nu, så er det fordi jeg efter denne Facebook-succes oplevede en mental kortslutning:

 "skriveblokeringer " > "den store dansklærer " < "self 1" og "self 2" fra Tim Gallweys bøger om: "The inner game of...."

Den mentale kortslutning fremprovokerede i løbet af natten erindringer fra 70-erne og 80-erne som jeg ikke har været omkring i rigtig mange år:

Mens jeg var ansat som lektor i sprogbrugsanalyse på RUC, skrev jeg faktisk den gang en artikel med titlen "Om blokeringer over for at skrive".  Det må have været omkring Kommunikationuddannelsens start 1978,

   Jeg skrev også en akademisk artikel der udkom i sprogtidskriftet NyS med titlen: "Som sagt, så skrevet - om forholdet mellem talesprogsnormer og skriftsprogsnormer i offentligheds- og socialisationsteoretisk belysning" fra 1979. Her introducerede jeg for første gang begrebet "den store dansklærer", som en forklaring på skriveblokeringer og på det gebrækkeligt dårlige sprog jeg mødte hos mange af deltagerne på en lang række skrivekurser som jeg afholdt for professionelle fagfolk i de år.

   Og da jeg sidenhen - i sen-firserne - vendte tilbage til den akademiske verden og blev lektor i dansk sprog på Handelshøjskolen, udgav jeg to artikler der også forholdt sig til den slags problemer: "Ned med fagsproget - om fagsprog som kommunikationsmodstand" - offentliggjort i tidskriftet Ark 1987; og en mere populær artikel i tidskriftet Sprint: "Give sproget en på frakken - om at oversætte fra dansk til dansk" 1988.

Endelig udgav jeg i 1988 en lærebog til sygeplejersker og andet skrivende sundhedspersonale: "Skriv sundere - en brugsbog for sygeplejersker". 

   Bogen illustrerede med en lang række autentiske eksempler at det er muligt og stærkt anbefalelsesværdigt at skrive langt mere forståeligt hvis man i sin faglige formidling til patienter og til andre sygeplejersker trækker konsekvent på erfaringssproget i sit valg af ord og vendinger - frem for at skrive et knudret og klumpet sprog præget af stærk interferens fra det videnssprog som typisk ellers er indrettet til skriftlig kommunikation til andre fagfolk.

  I det afsluttende kapitel i "Skriv sundere" har jeg også et helt afsnit om "Den store dansklærer".

Men hvad er han så for en filurkat?

   Det forklarer jeg i artiklen "Som sagt, så skrevet" - og senere igen i "Skriv sundere". Han er en mental instans der som en indre stemme taler fordømmende når nogen - en selv eller andre - forsøge at bryde med regler og normer for "ordentligt og pænt sprog" - både når det gælder stavning og når det gælder ordvalg og syntaks. "Den store dansklærer" er en slag sprogligt over-jeg (inspireret af Freud) der overvåger og forsøger at kontrollerer sproget i brug - især skriftsproget - så det "opfører sig korrekt" og "holder sig på måtten". Han bliver installeret sammen med at vi lære at skrive - fx dansk stil eller tilsvarende, hvor vi bliver rettet og kritiseret med røde streger og kommentarer i marginen eller til slut. Han udgør mentalt set summen af de ideale forventninger vi har til vores eget og andres skriftsprog.

   "Den store dansklærer" er en naturlig modstander af erfaringssprogets mange talesprogstræk og fungerer som opmærksomhedskrævende backinggroup for vidensprogets abstrakte ord og komplicerede sætninger. 

    Jeg citerer her fra "Skriv Sundere":

For mange mennesker er DEN STORE DANSKLÆRER så streng en herre  at sidde med i baghovedet at de helst undgår at sætte ord på papir - af angst for at det ikke skal være godt og rigtigt og fint nok. Bliver de endelig sat i situationer hvor de er tvunget til at skrive, ja, så bliver det enten i meget kortfattet telegramstil eller i et knudret og ujævnt sprog. Og sveden vil stå dem på panden under kampen for at overvinde de blokeringer som DEN STORE DANSKLÆRER strenge blik bevirker.

Lidt firkantet sagt så har "den store dansklærer" sæde i venstre hjernehalvdel - nærmer bestem i frontallappen, og bekæmper de sider af sprogbrug og produktion som højre hjernehalvdel bidrager med.

    Denne for mig jo gamle teorikonstruktion til at forklare klumpet og knudret skriftsprog hos professionelle folk som ingeniører, agronomer, læger, jurister, administrative medarbejdere, den har overraskende store paralleller til Tim Gallweys "inner-game-teori" hvor et "Self 1" interfererer med og forstyrrer det udøvende "Self 2"-s gnidningsfri funktion.

   Jeg citerer lige fra den bog jeg er ved at læse: "The Inner Game og Music" - af Barry Green med Tim Gallwey som konsulent:

If you think about it, the presence of that voice in your head implies that someone or something is talking (it calls itself "I"), and someone or something else is doing the listening. Gallwey refers to the voice that´s doing the talking as Self 1, and the person spoken to as Self 2.

   Self 1 is our interference. It contains our concepts about how things should be, our judgements and associations. It is particularly fond of the words 'should' or 'shouldn´t, and often sees things in terms of what "could have been".

   Self 2 is the vast reservoire of potential  within each one of us. It contains our natural talents and abilities, and is a virtually unlimited resource that we can tap and develop. Left to its own device, it performs with gracefullness and ease.

 "Self 1" er, så vidt jeg kan se, helt identisk med "den store dansklærer" - og arbejder i det mentale felt mellem fortid og fremtid: Fortidens erindringer om hvor galt det kan gå og hvordan dét føles, og bekymrende forestillinger om fremtidens adfærd forbundet med angst for at det kan gå lige så galt igen. 

   Det er ikke svært at se at det der kaldes "the default mode network", er det som "Self 1" trækker på - et neuralt netværk i hjernen som vi ved er det der fremdrager episodiske erindringer, og som er sæde for vores forestillinger om hvad der kan ske i fremtiden. Og det er altså effekten af det - den fordømmende eller bekymrede indre stemme der skal dæmpes eller for en tid være noget der er skruet helt ned for, hvis man skal komme ud af en skriveblokering og - igen - komme til at skrive kreativt, lige ud ad landevejen, og så enhver idiot (og alle andre) forstår det. Og vil læse det med glæde. 

Man kan sige at det at lære at kontrollerer kontrollanten "den store dansklærer", godt kan minde om de meditationsteknikker som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med indlæg om den plastiske hjerne og hjerneforskeren Richard J. Davidson.

I mine yngre dage da jeg definerede mig selv primært som universitetsforsker og akademiker med stort A, oplevede jeg skriveblokeringer. Og det var nok baggrunden for nogle af de ovennævnte skriverier. Men jeg gjorde også opdagelser og udviklede tanker som førte til min teori om  betydningen og funktionen af hhv. "videnssprog" og "erfaringssprog".

   Jeg blev bevidst om at jeg selv rent faktisk havde "et andet sprog" og "en anden stemme" end den højakademiske abstrakte stil som jeg forventede af mig selv og forventede at omgivelserne forventede. 

   Opdagelsen af "den anden stemme" gjorde jeg da jeg i begyndelsen af 70-erne skulle skrive manuskripter til skoleradioudsendelser i dansk for børn. Det var en indre "tale"-stemme som jeg  hev frem i bevidstheden og omsatte til skrift i mine radiomanuser. Og det blev derfra en sproglig ressource som jeg fandt ud af jeg jeg kunne trække på og udnytte når jeg ville skrive lige ud ad landevejen. Eller når jeg skulle undervise - også voksne.

   

Jeg udviklede også nogle teknikker til at kalde denne anden erfaringssproglige stemme frem, da den i begyndelsen ikke kom af sig selv. Her følger de som en række gode råd.

Helt grundlæggende skal du accepterer at det du skriver, aldrig behøver at være den "endelige" - den "færdige" formulering. Du kan altid rette, stryge, tilføje, bytte udtryk ud med andre. 

  Sørg for at skrive "jeg" mange gange, særligt i begyndelsen af teksten. 

   Og sørg for at få så mange talesprogsudtryk ind  i teksten som fx "nemlig", "altså", "faktisk", "jo", "mon". Og begynd gerne med et "Og" eller et "Så" efter punktum.

   Et par vulgære bandeord fungerer også skidegodt hvis du vil bryde med "den store dansklærer"s indblanding. 

    Brug gerne ordsprog, faste vendinger og klicheer når du skriver. De er nemme at gå til, giver en uhøjtidelig tone. Og kan altid rettes sidenhen: "Den som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt ..."

     Det er også godt i sin tekst at indskrive retoriske spørgsmål der hvor de logisk hører hjemme.

     Jeg har gode erfaringer med at skrive en fjollet eller provokerende overskrift til artiklen fra starten; fx. husker jeg at da jeg skrev en artikel om plottets betydning i historiefortælling, så gav jeg den fra starten titlen: "Plot-plotterot-plot-prium-plot". "Den store dansklærer" er en alvorsmand.

     Det er også en god ide at finde et muntert citat at indlede artiklen eller bogen med. Det er ligesom at give fuck-fingeren til "den store dansklærer".

     Man kan også starte skriveriet med at skrive udkastet til et personligt forord - hvor man automatisk skriver i en personlig og ligefrem stil og helt legitimt kan skrive "jeg". Eller indlede selve teksten med en personlig erindring.

    Jeg kan også anbefale at man slår stavekontrollen fra mens man skriver første umiddelbare version.

    En skriveblokering er en slags depression. For at komme op i humør, kan jeg anbefale at du tager noget godt og vellykket frem som du tidligere har skrevet, og læser det - eventuelt ligefrem højt. Se bare - du kan jo godt.

    Det kan også være en hjælp at læse det højt man har skrevet.  Kløjs man i det, så har "den store dansklærer" været for meget ind over. Kører oplæsningen bare, så er du på rette spor.

    Hvis du skal skrive i en genre hvor det forventes at du bruger fodnoter, så vent med at indsætte dem til sent i processen. En fodnote er altid en defensiv sproghandling.

     Det er en god ide at skrive og beskrive et kronologisk forløb: "Først skete det, så gjorde man det, så  førte det til ...". Kronologi er den naturlige rækkefølge at fortælle noget  i, så det inviterer til også at skrive naturligt og konkret. 

Her finder du i øvrigt forklaringen på at jeg i ingen af mine bøger har brugt noter, hverken fod- eller slutnoter. Ej heller litteraturhenvisninger inde i teksten. Læseren skal ikke mindes om og forstyrres af "den store dansklærer", som hele tiden tager forbehold og tænker på hvad nogen kan finde på at indvende og kritiserer.

   Dette er naturligvis blevet bemærket af akademiske kolleger og har gennem årene ført til en  del kritisk-ironiske kommentarer.

Du kan læse mere uddybende om videnssprog og erfaringsprog her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Her er et billede af vores egen Filurkat, Fister, der aldrig kunne finde på at blokere nogens skriverier, men til gengæld kan vælte alt ned fra vindueskarme og reoler:

Fister - uden blokeringer

Apropos Trine Søndergaards udstilling 'Still' - om kvindeportrætter med bortvendt ansigt som et 'sjælespejl' - og andre historier

Udstillingen 'Selvportræt' på Louisiana gav mig afsæt for at tænke lidt over portrætmaleriets udtryk, især dette at både selvportrætter og portrætter i al almindelighed typisk insisterede på konfronterende øjenkontakt med beskueren.
   Når selvportrætternes ansigter stirrer intenst på beskueren, er det jo en naturlig konsekvens af at "forbilledet" enten er set i et spejl eller det er et - selvudløst - selv-foto. Og man siger jo metaforisk at "øjnene er sjælens spejl". Når malerne maler sig selv eller andre frontalt og konfronterende, så er det jo fordi de ønsker at det indre skal spejle og afspejle sig i det ydre - i (selv)portrættet.

Netop derfor er den absolutte negation af den pågående øjenkontakt ekstra fascinerende, og den møder jeg i illustrationen til Politikens anmeldelse i torsdags af Trine Søndergaards udstilling i Martin Asbæk Galleriet.
   Wau! Udtryk der gør indtryk. På mig.

   Hun udstiller iscenesatte fotografier af "guldnakker", og det får mig til at jagte "guldnakker" ved en Google-billedsøgning:

Udstillingen har titlen 'Still', som associerer til betegnelsen "stil-leben" eller "still life", et arrangeret motiv af - typisk - frugter, blomster, brugsgenstande. Men her altså udstilles bortvendte, sky kvinder.

   Trine Søndergaard citeres for at at sige om sine billeder:

Jeg vil gerne vise, at det er okay. At være stille, indadvendt og genert. Da jeg begyndte at fotografere, var det meget direkte og konfronterende. Siden da har jeg arbejdet for at skabe en større genklang mellem det indeni mig, og det, jeg fotograferer. 

Så det er altså en slags sjæleportrætter eller sjælespejlinger hun laver.

I hvert fald er der tale om konceptuel blending af to motivverdener: 1800-tals kvindehuer der er lavet af guldtråde og blev båret af kvinder i rige bondefamilier ved festlige lejligheder, men her så sat på hovedet af moderne klædte kvindelige modeller med ryggen til beskueren: ikke-portrætter.
   De kan ikke se sig selv og nakkens skønhed.

Fascinationen ved disse still-billeder af "guldnakker" ligger i det bortvendte kvindeansigt, den smukke kvindenakke, og så associationerne til historiske kvindemalerier hvor motivet 'kvinde set fra ryggen' er - en klassiker:

Anders Zorn: (kan ikke finde titel)

Berthe Morisot: Woman at toilette

Anna Ancher: Ung pige spiller guitar siddende foran klaver.

Vilhelm Hammershøi: Interiør med ung Kvinde set fra Ryggen, 1903.

Eckersbergs tegning af sine døtre der kigger ud af vinduet

Eckersberg: Portræt af Thorvaldsens elskerinde, Anna Maria Magnani, 1837

Den svenske naturalistiske maler Anders Zorn har malet en lang række billeder der dokumenterer hans fascination ved billeder af kvinder der vender nakken og ryggen mod beskueren/maleren:

Og så har dette berømte Eckersbergbillede også netop associationer til et af kvinde-selvportrætterne på Louisiana-udstillingen. Et af de få uden insisterende øjenkontakt - med bortvendt ansigt og indadvendt blik - også et sjælespejlbillede:

VANITAS. Den engelske kunstner Helen Chadwick (1953-96)
så sig selv i spejlet i 1986
 og kaldte værket for 'Forfængelighed II'.
Foto: National Photo Gallery London

Politikens anmelder af Louisianaudstillingen, Peter Michael Hornung, skriver om den sidste del af udstillingen hvor Helen Chadwicks spejlbillede optræder:

Man kan se ophængningen som én lang udviklingsrejse mod den moderne kunstners stadig mere suveræne og hensynsløse forvaltning af selvportrættet som et portræt, der ikke længere kun drejer sig om at ramme en ydre lighed. Kunstneren bliver oprører, og efterhånden som vi passerer 1960'erne, er det hele kunstnerens person og univers og forståelse af omverdenen, der er på spil. Selvfremstillingen bliver et redskab, hvormed kunstneren kan fortælle om alt, ikke mindst sine relationer til andre.

Selv har jeg også blandt de få akvareller jeg har malet, fundet motivet "kvinde med bortvendt ansigt" værd at male:

Motivet dyrkes også af den kvindelige tyske kunstner Sabine Dehnel:

Og så er der selvfølgelig Vermeer: "Borte tit":

... som jeg selv som en 'træningsopgave' har kopieret i akvarel:

Jeg kommer så også til at tænke på min kreative frisør som jeg i avisen har set netop er blevet kåret som "Årets Læreplads" på Sjælland. 

   Mon ikke han har et særligt forhold til (kvinde)nakker? I hvert fald er han professionelt afhængig af spejle på en helt særlig måde.
  Når han løbende skal tjekke og få visuelt feed back på sin klipning af frisurens forside, må han gøre det indirekte via synet i spejlet som han deler med kunden. Mens det han kan se og opleve direkte, er frisurens nakkeside, som måske er den vigtigste når alt kommer til alt.
  Den del af frisuren er undervejs skjult for kunden som jo først har adgang til at se den i det runde nakkespejl til sidst - i et spejlbillede af et spejlbillede - klipningens klimaksbillede.

Lisa Anne Auerbach - strikkekunst - ordkunst - oprør - blending

Politikens tillæg IByen havde i går et interview med kunstanmelderen Maria Kjær Thomsen der anbefalede udstillingen "Chicken Strikken" i Malmø Konsthall. 

   Kunstneren der udstiller der, hedder Lisa Anne Auerbach, og det hun udstiller, er såmænd strikketrøjer - strikket i den stil jeg husker fra 70-erne herhjemme der fik øge- eller kælenavnet 'hønsestrik', og som var en kreativ oprørsbevægelse mod stramme strikkekonventioner og kapitalistiske garnfirmaer. 

   Her er eksempler til illustration:

Opfinderen hed Kirsten Hofstätter. Oprøret udtrykkes i disse manende sætninger:

Hønsestrik er et OPRÅB mod garnfirmaerne, der nægter af udlevere en strikkeopskrift, uden at man samtidig køber det garn der anbefales til opskriften!

   Hønsestrik er et OPGØR med de sædvanlige strikkebøger, der altid angiver et bestemt garnfabrikat til hver opskrift! 

  Hønsestrik er et OPRØR mod de fastlåsende opskrifter, der ikke får strikkere til at digte og fantasere i strikketøjet.

Det er vel så typisk 70-er oprørsk som det næsten kan være.

Det særlige ved Lisa Anne Auerbachs strikkerier her 40 år senere, er at hun kombinerer sine hønsestrikmønstrede strikketrøjer med politiske budskaber, og at hun udstiller dem på levende mennesker, i det her tilfælde på  kunsthallens personale der dagligt vil bære hendes i alt 25 sweatre i hele udstillingsperioden. 

   Altså konceptuel blending i flere dimensioner. Se bare her:

Hun bruger også og ikke mindst sig selv som bærer af sine kunstværker:

Lisa Anne Auerbach er ironiker, og bestemt en moderne kvindelig kunstner af den mere oprørske og kreative slags. My cup of tea!

   Sådan præsenteres hun i forbindelse med en udstilling i Californien med titlen "Nine Lives".

Lisa Anne Auerbach’s artistic practice is multi-faceted — she is a writer, a passionate advocate of bicycling, a knitter, a photographer, and a political activist. Auerbach has co-opted the traditional female craft of knitting and transformed it into a tool for wry, pointed political messages. Her contribution to the exhibition includes sweaters with hand-knit political jokes and riddles, as well as ‘cover girl’ self-portrait photographs featuring the artist in deadpan poses revealing the artist’s sly sense of humor.

Jeg har tidligere skrevet indlæg om strik og hækling som blendet oprørskunst:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/07/grafitti-strik-yarn-bombing-blending.html

Om 'selv-indblanding' - det mentalt at gå i vejen for sin egen kreative udfoldelse

Dette indlæg handler ikke om Barak Obama eller Caroline Wozniacki - og dog - måske - til sidst.

Jeg så i sidste uge en dokumentarfilm på tv. Jeg husker ikke titlen og hvilken kanal, men jeg så den til ende. Den handlede om noget som egentlig ikke interesserer mig: konkurrencedans. Eller rettere: om  et ungt russisk ballroom-dansepar og deres udviklings- og afviklingshistorie, 

    Jeg fik ret tidligt i dokumentaren mindelser om en af de rigtig gode spillefilm jeg husker jeg har set for nogle år siden: 'Strictly Ballroom'. 

   Men hvor fiktionsfilmen var en begavet og charmerende fortalt romantisk komedie med happy ending, så var den her dokumentar en tragedie - med en slutning hvor hun til slut - som en moderne Nora - forlader sin irritable og urimelig mandlige dansepartner for good. 

Dokumentarhistoriens hovedperson var en ung russisk danser som tidligere havde været verdensmester med en anden kvindelig partner. De var skiltes under uklare omstændigheder. 

   Hun havde fundet en ny partner og var tilbage på toppen, han havde haft mental nedtur, men havde nu fundet en anden ung, smuk og dygtig dansepartner- til erstatning.
   Hans ambition var - samme med hende - at komme tilbage på toppen. 

   De træner og træner og han begynder at skælde ud og bebrejde hende for egne fejl som han begår fordi han forcerer træningen og øvelserne. Han "kører" på hende, så hun bliver mere og mere usikker.   

   Han har flere coaches som fortæller ham at han skal lad være med at tænke på at gøre come back og "slå" sin tidligere kvindelige makker, men bare koncentrerer sig om selve dansen og samspillet med partneren.

   Han skal fokusere sin opmærksomhed på selve kroppen og "let go", på at få kroppens egen erindring til at åbne sig og udfolde de trin og den rytme som den har indoptaget fra da han var den bedste. For at han kan danse optimalt igen - med syn nye kvindelige partner. 

Fra starten fremgår det at de er forelskede og går i seng med hinanden. Men at efter at de har danset flere konkurrencer hvor de er blevet nummer tre, og hans tidligere kvindelige partner har stået øverst på podiet, så løber de sur i det.
   De skilles for en tid, hun finder sig en ny kæreste, de mødes igen for at danse i en konkurrence i Hongkong som de har skrevet kontrakt på tidligere. Det går bare ikke. Han bebrejder hende igen. Hun går sin vej. Han sidder knust og nedbøjet tilbage på gulvet. 

Det som slog mig var at filmens dokumentariske historie var et smukt eksempel på Tim Gallways skaldte "inner game": Et mentalt spil mellem to sider af personligheden hvor et ambitiøst og bekymret Self 1 i form af "en indre stemme" forholder sig til og kommenterer alt det som kroppen (det ubevidste, intuitive Self 2) bør gøre for at blive bedre og indfri egne og andres forventinger til præstationen. Og at denne selv-indblanding - "self-interference" - rent faktisk forstyrrer og forvirre" Self 2 så meget at kroppens naturlige og spontane performance bliver dårligere, og den lærende udvikling stopper. Eller der sker ligefrem regression til et tidligere stadie. 

Jeg nævnte i et tidligere indlæg at det var faktisk hvad der skete for mig da jeg tog på en facebook-annonceret akvarelferie på Kreta. "Self 1" havde været meget aktivt og forstyrrede mit maleri, så jeg blev dårligere end jeg havde været de to sidste gange jeg var på malerferie. 

   Men jeg oplever det også helt konkret og fysisk i disse uger, hvor jeg to gange lige efter hinanden er faldet og har slået mig. Først da jeg skulle træde op på min el-cykel og ikke fik lavet nok afsæt, og anden gang da jeg skulle finde noget i mit kontor som var fyldt op med en masse ting som normalt ikke står på gulvet.
   Til sammen har disse oplevelser i den grad aktiveret et bekymret Self 1 at "jeg" - lig med det naturlige spontant velfungerende kropslige Self 2 - hele tiden er bange for at falde, og derfor går og cykler meget mere usikkert og "hakkende" end ellers. 

Jeg har faktisk aldrig læst nogen af Tim Gallweys bestselling "inner game"-bøger. Kun referater af hovedsynspunkterne i bøgerne og citater fra hans hjemmeside og andre som beskriver og forklarer hans tanker. Så derfor har jeg nu købt den første af hans bøger - pionerværket 'The Inner Game of Tennis' der udkom helt tilbage i 1975. 

   Og mens jeg læser den, så får jeg associationer til to andre bøger der udkommet på nogenlunde samme tidspunkt: Bob Baker: 'Newsthinking - The Secret Art of Making Your Facts Fall into Place" fra 1981 (men påbegyndt 1978), og Betty Edwards: 'Drawing on the Right Side of Your Brain', første gang udgivet 1979.

   Fælles ud over udgivelsestidspunktet er for dem alle tre at de har referencer til datidens stadig ret så primitive hjerneforskning, hvor forståelsen af hjernens funktionsdeling i relation til de to hjernehalvdele stadig var i sin vorden. 

   Fælles er også at de anbefaler at man skal lære at "slukke" for den del af hjernen som forholder sig bevidst og reflekteret til forventninger, forhåndsforestillinger og bekymringer, og som med en indre stemme taler logisk og analytisk og forsøgsvis styrende til den anden del som er den kroppen og øjnene er adlyder og udfolder sig fra.

    Og så igen: De beskriver alle den særlige mentale proces som er intuitiv og kaldes "flow", en proces hvor man netop glemmer sig selv (=Self 1) og tid og sted - for fuldt og helt at lade Self 2 gå op i aktiviteten - og af hjernen så bliver belønnet for det med et internt skud endorfiner, dopamin, serotonin, etc.

Jeg citerer lige nogle illustrerende linier fra Gallweys første bog. Han har stikordet 'letting it happen' i modsætning til 'making it happen'. 'Making it happen' er Self 1's funktionsmodus, mens 'letting it happen' er Self 2's:

Letting it happen is not making it happen. It is not trying hard. It is not controling your shots. These are all the actions of Self 1, who takes things intohis own hands because he mistrusts Self 2.This is what produces tight muscles, rigid swings, awkward movements, gritted teeth and tense cheek muscles. The results ar mis-hit balls and a lot of frustration. Often when we are rallying we trust our budies and let it happen because the ego-mind tells itself that it doesn´t really count. But whatch Self 1 take over: at the crucial point he starts to doubt whether Self 2 will perform well. The more important the point, the more Self 1 will try to control the shot, and this is exactly when tightening up occurs. The result is almost alway frustrating. 

Så vil jeg lige vende tilbage til fiktionsfilmen 'Stricktly Ballroom'. Der er også en ung mand der er meget ambitiøs som ballroom-danser, og som vil danse sine egne frie, men uautoriserede trin, og en kvindelig partner, som har forladt ham for en mandlig partner som er en sikker vinder. Han finder en tilsyneladende uskolet "askepottype" og det går faktisk bedre og bedre. Hun inspirerer ham til at danse den spanske dans pasodoble, men først da han kommer hjem til hendes spanske zigøjnefamilie lærer han af moderen i familien hvordan dansen virkelig skal danses.  Han lærer at glemme Self 1 og får frigjort Self 2. 

   Han er mønsterbryderen - en slags Klodshans - der gennem en mentor - zigøjnermoderen - får befriet sin mentale kropsbevidsthed, en befrielse som gør at han i filmens plot både vinder "prinsessen" og ballroom-konkurrencen - mod alle odds og forventninger fra de konventionelt tænkende omgivelser. 

Kunne det her være relevant for at forstå Caroline Wozniackis tennismæssige nedtur og sluttelige optur i denne sæson. Og tilsvarende relevant for at forstå fx Obamas nedtur og sluttelige oratorisk come back med vejende faner i sin vindertale tirsdag nat?

   Dette var retoriske spørgsmål!

Jeg har lige fået fat i en bog med titlen 'The Inner Game of Music' - skrevet af - som der står: "Barry Green with Timothy Gallwey". Så deeet ....

(fortsættelse følger)