'Skriv sundere' - om skriveblokeringer og det indre spil om at skrive kreativt

En af mine Facebook-venner hvis historieformidlende tv-serier jeg altid har sat stor pris på, skriver at hun har haft et anfald af skriveblokering. Men at det heldigvis nu er overstået.

   Jeg googlede "skriveblokeringer" og fandt et billede som jeg lagde på Facebook, og som gav det største antal "likes" jeg har fået i al den tid jeg har lagt noget ud til Facebook-vennerne:

   Her er det:

Skriveblokering

Når jeg synes det med skriveblokeringer er interessant lige nu, så er det fordi jeg efter denne Facebook-succes oplevede en mental kortslutning:

 "skriveblokeringer " > "den store dansklærer " < "self 1" og "self 2" fra Tim Gallweys bøger om: "The inner game of...."

Den mentale kortslutning fremprovokerede i løbet af natten erindringer fra 70-erne og 80-erne som jeg ikke har været omkring i rigtig mange år:

Mens jeg var ansat som lektor i sprogbrugsanalyse på RUC, skrev jeg faktisk den gang en artikel med titlen "Om blokeringer over for at skrive".  Det må have været omkring Kommunikationuddannelsens start 1978,

   Jeg skrev også en akademisk artikel der udkom i sprogtidskriftet NyS med titlen: "Som sagt, så skrevet - om forholdet mellem talesprogsnormer og skriftsprogsnormer i offentligheds- og socialisationsteoretisk belysning" fra 1979. Her introducerede jeg for første gang begrebet "den store dansklærer", som en forklaring på skriveblokeringer og på det gebrækkeligt dårlige sprog jeg mødte hos mange af deltagerne på en lang række skrivekurser som jeg afholdt for professionelle fagfolk i de år.

   Og da jeg sidenhen - i sen-firserne - vendte tilbage til den akademiske verden og blev lektor i dansk sprog på Handelshøjskolen, udgav jeg to artikler der også forholdt sig til den slags problemer: "Ned med fagsproget - om fagsprog som kommunikationsmodstand" - offentliggjort i tidskriftet Ark 1987; og en mere populær artikel i tidskriftet Sprint: "Give sproget en på frakken - om at oversætte fra dansk til dansk" 1988.

Endelig udgav jeg i 1988 en lærebog til sygeplejersker og andet skrivende sundhedspersonale: "Skriv sundere - en brugsbog for sygeplejersker". 

   Bogen illustrerede med en lang række autentiske eksempler at det er muligt og stærkt anbefalelsesværdigt at skrive langt mere forståeligt hvis man i sin faglige formidling til patienter og til andre sygeplejersker trækker konsekvent på erfaringssproget i sit valg af ord og vendinger - frem for at skrive et knudret og klumpet sprog præget af stærk interferens fra det videnssprog som typisk ellers er indrettet til skriftlig kommunikation til andre fagfolk.

  I det afsluttende kapitel i "Skriv sundere" har jeg også et helt afsnit om "Den store dansklærer".

Men hvad er han så for en filurkat?

   Det forklarer jeg i artiklen "Som sagt, så skrevet" - og senere igen i "Skriv sundere". Han er en mental instans der som en indre stemme taler fordømmende når nogen - en selv eller andre - forsøge at bryde med regler og normer for "ordentligt og pænt sprog" - både når det gælder stavning og når det gælder ordvalg og syntaks. "Den store dansklærer" er en slag sprogligt over-jeg (inspireret af Freud) der overvåger og forsøger at kontrollerer sproget i brug - især skriftsproget - så det "opfører sig korrekt" og "holder sig på måtten". Han bliver installeret sammen med at vi lære at skrive - fx dansk stil eller tilsvarende, hvor vi bliver rettet og kritiseret med røde streger og kommentarer i marginen eller til slut. Han udgør mentalt set summen af de ideale forventninger vi har til vores eget og andres skriftsprog.

   "Den store dansklærer" er en naturlig modstander af erfaringssprogets mange talesprogstræk og fungerer som opmærksomhedskrævende backinggroup for vidensprogets abstrakte ord og komplicerede sætninger. 

    Jeg citerer her fra "Skriv Sundere":

For mange mennesker er DEN STORE DANSKLÆRER så streng en herre  at sidde med i baghovedet at de helst undgår at sætte ord på papir - af angst for at det ikke skal være godt og rigtigt og fint nok. Bliver de endelig sat i situationer hvor de er tvunget til at skrive, ja, så bliver det enten i meget kortfattet telegramstil eller i et knudret og ujævnt sprog. Og sveden vil stå dem på panden under kampen for at overvinde de blokeringer som DEN STORE DANSKLÆRER strenge blik bevirker.

Lidt firkantet sagt så har "den store dansklærer" sæde i venstre hjernehalvdel - nærmer bestem i frontallappen, og bekæmper de sider af sprogbrug og produktion som højre hjernehalvdel bidrager med.

    Denne for mig jo gamle teorikonstruktion til at forklare klumpet og knudret skriftsprog hos professionelle folk som ingeniører, agronomer, læger, jurister, administrative medarbejdere, den har overraskende store paralleller til Tim Gallweys "inner-game-teori" hvor et "Self 1" interfererer med og forstyrrer det udøvende "Self 2"-s gnidningsfri funktion.

   Jeg citerer lige fra den bog jeg er ved at læse: "The Inner Game og Music" - af Barry Green med Tim Gallwey som konsulent:

If you think about it, the presence of that voice in your head implies that someone or something is talking (it calls itself "I"), and someone or something else is doing the listening. Gallwey refers to the voice that´s doing the talking as Self 1, and the person spoken to as Self 2.

   Self 1 is our interference. It contains our concepts about how things should be, our judgements and associations. It is particularly fond of the words 'should' or 'shouldn´t, and often sees things in terms of what "could have been".

   Self 2 is the vast reservoire of potential  within each one of us. It contains our natural talents and abilities, and is a virtually unlimited resource that we can tap and develop. Left to its own device, it performs with gracefullness and ease.

 "Self 1" er, så vidt jeg kan se, helt identisk med "den store dansklærer" - og arbejder i det mentale felt mellem fortid og fremtid: Fortidens erindringer om hvor galt det kan gå og hvordan dét føles, og bekymrende forestillinger om fremtidens adfærd forbundet med angst for at det kan gå lige så galt igen. 

   Det er ikke svært at se at det der kaldes "the default mode network", er det som "Self 1" trækker på - et neuralt netværk i hjernen som vi ved er det der fremdrager episodiske erindringer, og som er sæde for vores forestillinger om hvad der kan ske i fremtiden. Og det er altså effekten af det - den fordømmende eller bekymrede indre stemme der skal dæmpes eller for en tid være noget der er skruet helt ned for, hvis man skal komme ud af en skriveblokering og - igen - komme til at skrive kreativt, lige ud ad landevejen, og så enhver idiot (og alle andre) forstår det. Og vil læse det med glæde. 

Man kan sige at det at lære at kontrollerer kontrollanten "den store dansklærer", godt kan minde om de meditationsteknikker som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med indlæg om den plastiske hjerne og hjerneforskeren Richard J. Davidson.

I mine yngre dage da jeg definerede mig selv primært som universitetsforsker og akademiker med stort A, oplevede jeg skriveblokeringer. Og det var nok baggrunden for nogle af de ovennævnte skriverier. Men jeg gjorde også opdagelser og udviklede tanker som førte til min teori om  betydningen og funktionen af hhv. "videnssprog" og "erfaringssprog".

   Jeg blev bevidst om at jeg selv rent faktisk havde "et andet sprog" og "en anden stemme" end den højakademiske abstrakte stil som jeg forventede af mig selv og forventede at omgivelserne forventede. 

   Opdagelsen af "den anden stemme" gjorde jeg da jeg i begyndelsen af 70-erne skulle skrive manuskripter til skoleradioudsendelser i dansk for børn. Det var en indre "tale"-stemme som jeg  hev frem i bevidstheden og omsatte til skrift i mine radiomanuser. Og det blev derfra en sproglig ressource som jeg fandt ud af jeg jeg kunne trække på og udnytte når jeg ville skrive lige ud ad landevejen. Eller når jeg skulle undervise - også voksne.

   

Jeg udviklede også nogle teknikker til at kalde denne anden erfaringssproglige stemme frem, da den i begyndelsen ikke kom af sig selv. Her følger de som en række gode råd.

Helt grundlæggende skal du accepterer at det du skriver, aldrig behøver at være den "endelige" - den "færdige" formulering. Du kan altid rette, stryge, tilføje, bytte udtryk ud med andre. 

  Sørg for at skrive "jeg" mange gange, særligt i begyndelsen af teksten. 

   Og sørg for at få så mange talesprogsudtryk ind  i teksten som fx "nemlig", "altså", "faktisk", "jo", "mon". Og begynd gerne med et "Og" eller et "Så" efter punktum.

   Et par vulgære bandeord fungerer også skidegodt hvis du vil bryde med "den store dansklærer"s indblanding. 

    Brug gerne ordsprog, faste vendinger og klicheer når du skriver. De er nemme at gå til, giver en uhøjtidelig tone. Og kan altid rettes sidenhen: "Den som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt ..."

     Det er også godt i sin tekst at indskrive retoriske spørgsmål der hvor de logisk hører hjemme.

     Jeg har gode erfaringer med at skrive en fjollet eller provokerende overskrift til artiklen fra starten; fx. husker jeg at da jeg skrev en artikel om plottets betydning i historiefortælling, så gav jeg den fra starten titlen: "Plot-plotterot-plot-prium-plot". "Den store dansklærer" er en alvorsmand.

     Det er også en god ide at finde et muntert citat at indlede artiklen eller bogen med. Det er ligesom at give fuck-fingeren til "den store dansklærer".

     Man kan også starte skriveriet med at skrive udkastet til et personligt forord - hvor man automatisk skriver i en personlig og ligefrem stil og helt legitimt kan skrive "jeg". Eller indlede selve teksten med en personlig erindring.

    Jeg kan også anbefale at man slår stavekontrollen fra mens man skriver første umiddelbare version.

    En skriveblokering er en slags depression. For at komme op i humør, kan jeg anbefale at du tager noget godt og vellykket frem som du tidligere har skrevet, og læser det - eventuelt ligefrem højt. Se bare - du kan jo godt.

    Det kan også være en hjælp at læse det højt man har skrevet.  Kløjs man i det, så har "den store dansklærer" været for meget ind over. Kører oplæsningen bare, så er du på rette spor.

    Hvis du skal skrive i en genre hvor det forventes at du bruger fodnoter, så vent med at indsætte dem til sent i processen. En fodnote er altid en defensiv sproghandling.

     Det er en god ide at skrive og beskrive et kronologisk forløb: "Først skete det, så gjorde man det, så  førte det til ...". Kronologi er den naturlige rækkefølge at fortælle noget  i, så det inviterer til også at skrive naturligt og konkret. 

Her finder du i øvrigt forklaringen på at jeg i ingen af mine bøger har brugt noter, hverken fod- eller slutnoter. Ej heller litteraturhenvisninger inde i teksten. Læseren skal ikke mindes om og forstyrres af "den store dansklærer", som hele tiden tager forbehold og tænker på hvad nogen kan finde på at indvende og kritiserer.

   Dette er naturligvis blevet bemærket af akademiske kolleger og har gennem årene ført til en  del kritisk-ironiske kommentarer.

Du kan læse mere uddybende om videnssprog og erfaringsprog her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Her er et billede af vores egen Filurkat, Fister, der aldrig kunne finde på at blokere nogens skriverier, men til gengæld kan vælte alt ned fra vindueskarme og reoler:

Fister - uden blokeringer