Psykiatriens diagnoser - kreativ framing af en flydende mental virkelighed

"Der må være en diagnose" er rubrikken på forsideartiklen i Weekendavisen fra den 16. september. 

   Og overliggeren lyder: 

Psykiske lidelser: 150 psykiatere udgiver snart en femte udgave af en manual over diagnoser. Bogen er et magtfuldt værktøj med stor indflydelse på, hvad man i den vestlige verden betragter som sygt eller sundt.

Artiklen er forsideartikel i avisens første sektion - men fortsættes i tillægget "Ideer" hvor det tematisk hører hjemme. 

   Den er skrevet af min yndlingsjournalist ud i videnskabsformidling Lone Frank. Selvfølgelig

Artiklen fortæller historien om hvordan den første og de følgende diagnose-manualer for psykiske sygdomme er blevet til. I USA. Titlen på værket er "Diagnostic and statistical Manual of Mental Disorders" - forkortet DSM.

   Og lad os lige slå fast: en psykiatrisk diagnose er helt regulært en frame der giver mening og sætter grænser i forhold til den virkelighed  som den kategoriserer: her altså psykiske lidelser.

I lyset af teorien om framing er historien om DSM-manualen og udviklingen af den dybt interessant. Som Lone Frank skriver:

Beretningen om det magtfulde diagnoseværktøj er på sin vis både en historie om selve den moderne psykiatri og dens bløde punkter, men den er også et blik ind i vores skiftende syn på på hvad der er sundt og sygt.

DSM udkom første gang i 1952. Den gang var diagnoserne i høj grad Freudiansk og dermed psykodynamisk orienterede.

   I gennem de reviderede og stadigt mere omfattende nye udgaver har redaktionsgrupperne søgt at objektivere de psykiske diagnoser så de mere ligner de medicinske diagnoser.  

   De forskelige redaktører og de grupper af læger og andre eksperter de støttede sig til, er blevet stadig mere "data-orienterede". 

   Men det store problem var og er stadig at der ikke foreligger ret mange data baseret på skudsikre videnskabelig undersøgelser, og at diagnoserne for manges vedkomende derfor ikke hviler på nogen særlig solid videnskabelig evidens. 

Hovedmanden bag redaktionen af DSM III som udkom i 1980, hedder Robert Spitzer. Han fortæller om kriterierne for at medtage en lidelse, nu var: "hvor logisk den var", og at den skulle være udtryk for "den bedste tænkning blandt folk, som så ud til at have ekspertise inden for området".

    Data-baseret - evidens-baseret - "my foot".

Men konceptuel re-framing med hver ny udgave, det er der i hvert fald klart nok tale om. Med konsekvenser for millioner af syge mennesker verden over. Som fra at være inde, ryger ud af dette institutionelt tungt forankrede konceptuelle system, eller fra at være ude pludselig er inde i varmen med ret til officiel lægelig medicinsk behandling, forsikringsdækning, sygedagpende, førtidspension, etc.

Det var i DSM III udgaven at diagnoser som "anorexi", "bulimi", "panikangst" kom ind og blev accepteredeog anerkendte psykisk sygdomme. Og ikke mindst "posttraumatisk stress syndrom", ...

... der var den direkte reaktion på erfaringer med hjemvendte Vietnam-veteraner. Disse mennesker,som i udgangspunktet ikke havde været psykisk syge, skulle have mulighed for en kompensation for deres traumer, og der fik de med en officielt påstemplet diagnose deres fælles symptombillede. 

Principielt burde disse diagnoser jo være objektive og kontekstuafhængige, som er det ideal de medicinske diagnoser ellers forsøger at leve op til. Men som man ser her: Man giver navn til et "syndrom", som derefter legitimerer udbetaling af rigtig mange penge til en masse soldater som har det dårligt efter at være kommet hjem fra krigen.

"Systemet kan godt virke lidt arbitrært," indrømmer psykiater og professsor ved Psykiatrisk Hospital i Aarhus Poul Videbech. "Som om det er nogle gamle mænd, der sidder og bliver enige om el eller andet i et baglokale."

   Men som han spørger - hvad er det reelle alternativ til dette system?

  "Vi har ingen gyldne standarder i form af fysiologiske målinger, hjernekskanninger og den slags. På den  måde befinder psykiatrien sig stadig dér, hvor resten af medicinen befandt sig i 1800-tallet. Vi må gøre det så godt, vi kan, og efterfølgende undersøge, om det holder."

Gennemgående er der med de seneste udgaver af DSM blevet indført og navngivet en lang række "syndromer" som samler meget forskellige "symptomer" under en navngiven "hat". 

   Kritisk anskuet, er der tale om diagnostisk kvaksalveri?

Den hoben artikler og bøger om kreativitet og processer i hjernen som jeg har tyret igennem det sidste halve års tid, synes i høj grad at pege på at man rent faktisk er ved at nærme sig måleresultater ved hjerneskanninger og neuro-imaging-undersøgelser som fx kan forklare skizofreni, maniodepressivtiet og autisme. 

    Tilsyneladende mangler autister spejlneuroner i udstrakt grad, og deres default network fungerer dårligt. Og tilsyneladende har skizofrene det sådan at deres default network kører i en slags overdrive så det ikke lukker ned når det skal afløses af det opgave-aktive netværk. Og maniodepressivtiet hænger tilsyneladende sammen med at evnen til at regulere nogle af hjernens vigtige signalstoffer (serotonin, noradrenalin og dopamin) er forstyrret.

At der med mange diagnoser som psykiaterne er enige om og holder fast ved, netop er tale om konceptuelle frames der ikke nødvendigvis afspejler en virkelig og underliggende sygdom, viser dette citat fra artiklen af psykiater emeritus Aksel Bertelsen:

"Når man går på kursus i en eller anden ny diagnose, bliver man entusiastisk og ser specifikt efter de tegn, som skal være der. Man glemmer at se, hvordan patienten i det hel taget præsenterer sig, og får ikke billede af den fulde situation. Det kan være, at der findes symptomer, som passer på en personlighedsforstyrrelse, men at der faktisk er tale om en deprimeret patient. Jeg har set personlighedsforstyrrelser forsvinde som dug for solen,når en patient er behandlet for depression."

Den hyperaktive og impulsive adfærd hos børn og unge som på et tidspunkt fik påklistret ADHD-diagnosen, førte til en eksplsion af ny behandlingskrævende patienter. 

   Den diagnose blev i USA så pludselig omdøbt af nogle førende psykiatere inden for området til "juvinile bipolar disorder" - altså en særlig form for maniodepressivitet hos børn og unge. 

   Man begyndte så at medicinere disse børn og unge som manidepressive - med flere dødsfald til følge. 

   Hvorefter stemningen vendte sig imod den diagnose. I det kommende bind af "Diagnostic and statistical Manual of Mental Disorders IV" (der har været mere end ti år undervejs) hedder diagnosen nu: "temper dysregulation disorder with dysphoria" - forkortet TDD.

Jo flere diagnoser, jo snævrere grænser for "normalitet". 

   Mange mennesker som måske tidligere bare blev kaldt sære og opmærksomhedskrævende, men kreative, bliver nu i vore dage indrammet og udskilt som "syge".

   Så den vildt kreative og og ofte faktuelt ufunderede psykiatriske framing af sindslidelser og  personlighedsforstyrrelser, koster samfundet millioner og atter milioner. 

   Men set fra den enkeltes synspunkt, kan det være en befrielse og en lettelse at blive sat i ramme og have fået en diagnose på de ellers ubestemmelige dårligdomme man føler. 

   Og der kan være både penge og langvarig behandleropmærksomhed i at blive sat i en blandt psykiatere anerkendt og i DSM navngivet diagnose.  

Hvad er "en journalistisk vinkel"? - og hvad er en "en frame"? - og hvad har begreberne med kreativitet at gøre?

For over et år siden skrev jeg et indlæg med ovennævnte rubrik. For nylig genlæste jeg det og syntes der skulle rettes lidt i det. Det skulle jeg aldrig have gjort, for pludselig forsvandt hele indlægget i cyberspace. Det eneste der blev tilbage var rubrikken.

   Da indlægget var centralt for nogle af de ting jeg skriver om journalistik, så skriver jeg det igen - men altså nu med et års forsinkelse, og dermed kan jeg uddybe det i lyset af ting jeg siden er blevet klogere på.
   Det drejer sig om to kernebegreber som man gør brug af i beskrivelsen af hvad journalister gør og tænker: en vinkel og en frame.

Anledningen til det oprindelige blogindlæg var et seminar juni 2010 med deltagere af dem der underviser i sprog og håndværk på de tre journalistuddannelser. Temaet som alle oplæg kredsede om, var "vinkel" og "vinkling" i journalistik og undervisning af journalister.
   Jeg var med for første gang og bidrog med et oplæg. 

   Jeg syntes jeg havde noget fornuftigt og afklarende at sige om det begreb som er centralt for undervisningen i journalistik i Danmark, og som indgår som et fast begreb på de fleste redaktionsmøder hvor man diskuterer ideer til hvilke historier skal man satse på den dag.
   Samtidig var jeg utilfreds med lærebøger som beskrive "journalistisk vinkel" som "lagkageudsnit" eller "synsvinkel".
 
Mine erfaringer fra et utal af redaktionsmøder:
   Typisk kan "vinkel" indgå i et spørgsmål fra lederen af redaktionsmødet - en redaktionschef eller red-sekretær: "Hvad er vinklen?" - et spørgsmål rettet til den journalist som lige har fremlagt en (ide til) en historie som han gerne vil lave. Og svaret som journalisten forventes at komme med, er: en påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør eller beviser: "Vinklen er at....."
   Man kan også på redaktionsmøder hører diskussioner om at der er "flere vinkler" i historien (=flere påstande), eller udsagn om at "vinklen er uklar" (= det er svært at formulere den påstand som historien skal bevise). Somme tiden formuleres "vinkelen" på et redaktionsmøde som et spørgsmål, men det er i virkeligheden svaret på spørgsmålet man mener, og spørgsmålet er ret researchspørgsmål som skal give et bestemt svar (= den påstand som researchen på historien underbygger).

 
Her kommer nu min definition på ”en journalistisk vinkel” - med en uddybende kontekst. Den er hentet fra mit oplæg om kreativitet for de journaliststuderende på første modul på RUC:

• En journalistisk vinkel er den påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør, dokumenterer eller beviser.

• Nyhedsværdier (= nyhedskriterier): aktualitet, konflikt, væsentlighed, sensation, identifikation (der er flere)

• Historien kan altså siges at være det virkelighedsindhold der beviser vinklen, og de journalistiske bevismidler er: facts, citater, observationer.

• Vinklen er svaret på spørgsmålet: Hvad nyt, overraskende, spændende og interessant er der i den historie?

• Inden påstanden bliver til vinkel for artiklen, er det en hypotese i researchen af historien.

• Researchen forfølger de spørgsmål hvis svar afgør om historien ”holder” og om hypotesen er sand og kan blive til vinkel i artiklen.

• Vinklen står som regel i underrubrikken/manchetten til en avisartikel, eller i nyhedsværtens oplæg til et tv- eller radioindslag.

Første gang jeg formulerede defintionen var i min bog "Faktion som udtryksmiddel".
   Oprindelseshistorien  ligger i mit samarbejde med Ingolf Gabold op gennem 80-erne i DR´s Personalekursus om kurset "TV som udtryksmiddel". I det kursus indgik et centralt begreb - nemlig "præmissen" for en (fiktions)historie, et begreb som stort set svarede til det gamle dramaturgiske begreb "morale". Selv har jeg siden brugt begrebet "bærende ide" om det samme. Andre har talt om "budskabet" eller "key-idea".

   Præmissen blev i kursets sammenhæng defineret som "den (almene) moralorienterede påstand som historien beviser. En præmisformulering var typisk bygget over følgende skabelon: "Det er mulig at opnå X, på trods af Y, ved hjælp af Z."

   Begrebet var hentet fra en teater-dramaturgs bog "The Art of Dramatic Writing" (1946) af Lajos Egri, og det beskrives nærmere i dette citat fra Wikipedia:

Central to Egri's argument is his claim that the best stories follow the logical method of thesis, antithesis, synthesis, or dialectic, to prove what he calls a "premise." A premise, as Egri describes it, is a thematic truth. In The Art of Dramatic Writing he offers as an example the premise that "stinginess leads to ruin." Having settled on this theme, Egri writes, the playwright can detect in the statement the suggestion of a story's beginning, middle, and end: first, the establishment of an obsessively stingy character; next, the collision of that character's stinginess with inevitable opposition, or antithesis; and finally the character's ruin. 

Altså præmissen er hos Egri en tematisk sandhed som bevises af det plot - det forhindringsløb - som hovedpersonen må gennemføre for at nå til forløsningen i klimaks.

   Da kurset "TV-som udtryksmiddel" også skulle omhandle tv-journalistik og tv-dokumentarisme, så var det nødvendigt at tillempe præmisdefintionen på den måde at påstanden ikke nødvendigvis var "almen" og heller ikke nødvendigvis var "moralorienteret". Men at det fælles for "præmisser" i fiktion og "vinkler" i fakta var at de i alle tilfælde var "påstande som historien beviste". Forskellen lå i karakteren af bevismidlerne som i fiktion var en opdigtet historie, mens det i journalistik var en virkelighedsforpligtet "sand" historie

Tilbage til journalisten og den journalistiske vinkel.
   En af definitiotionerne jeg har hørt flere journalistiske håndværkslærere komme med på en vinkel, er at det er "konklusionen" - som journalisterne så typisk placerer allerede i toppen af historie, hvor den fungerer som den forklarende uddybning til den gåde som rubrikken typisk stiller.

   Og derfra er der jo ikke langt til min definition.

   På seminaret var der da også udbredt enighed om at det var den definition som rent faktisk lå under den normale journalistiske sprogbrug.

På seminaret var også et oplæg hvor der blev brugt nogle kategoriseringer til at betegne og sammenfatte forskellige typer historier omkring et dansk-australsk kongeligt bryllup.

   Hvordan man egentlig skulle benævne disse kategoriseringer, var der nogen usikkerhed om, - og diskussionen blev rodet fordi nogen så talte om typer af vinkler, hvad der var noget om - men alligevel ikke.

For mig blev det klart at det der var tale om, var "frames" i den forstand som George Lakoff beskriver det i sin bog "Don´t Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate". Bogens indledende sætninger lyder:

Frames are mental structures that shape the way we see the world. They shape the goals we seek, the plans we make, the way we act and what counts as a good or bad outcome of our actions. In politics our frames shape our social policies and the institutions we form to carry out policies. To change our frames is to change all of this. Reframing is social change. You can´t see or hear frames. They are part of what cognitive scientists call the "cognitive unconcious" - structures in our brains that we cannot consciously acces, but know by their consequenses: the way we reason and what counts as common sense. We also know frames through language. alle words are defined relative to conceptual frames. When you hear at word, its frame (or collectoins of frames) is activated in your brain.

Det kan oversættes til at at frame er at kategorisere, og at en frame er en mental eller konceptuel kategorisering.
   EN MAND - ANDERS JENSEN - kan fx kategoriseres/frames som FAR, som ÆGTEMAND, som ANSAT, som BORGER, som KUNDE.

   TERRORISME kan kategoriseres/frames som KRIG, som KRIMINALITET, som FRIHEDSKAMP (jfr. den danske modstandsbevægelse under krigen).

   EFTERLØNNEN kan kategoriseres/frames som en VELFÆRDSORDNING eller som en FORSIKRINGSORDNING. Den politiske debat om afskaffelsen bliver rodet som den har været i de sidste mange måneder hvis man ikke gør sig klart hvilken af de to frames man diskuterer inden for.

Mange frames er defineret gennem proffessionelle normer for hvordan man inden for en profession skal forholde sig til den virkelighed man professionelt forholder sig til og bearbejder:
   Når lægerne siger om en patient at han eller hun er "lægeligt set færdigbehandlet", så betyder det ikke at vedkommende er rask, men at inden for den metaforiske frame der hedder at PATIENTER er APPARATER med fejl der skal repareres, kan og skal lægeprofessionen ikke gøre mere; nu må andre professioner tage over: socialrådgivere eller fysioterapeuter eller lign. (den frame-konflikt er behandlet i et tidligere blogindlæg)

Jeg har tidligere brugt forkortelsen: "X = Y" (hvor Y er den kategorisering der framer X). Måske ville det være mere hensigtsmæssigt at skrive "X < Y", da framen er en slags overkategori i et hierarkisk semantisk system.

Det at sætte ord på en frame, tvinger den frem i bevidshedens lys - fra det kognitivt ubevidste - og dermed kan en frame gøres til genstand for diskussion og kritik. Og i næste omgang muliggøre det som Lakoff kalder "re-framing". Om det skriver Lakoff:

Reframing is changing the way the public sees the world. It is changing what counts as common sense. Becaus language activates frames, new language is required for new frames. Thinking differently requires speaking differently.

I forbindelse med journalistik har man talt om nogle af nyhedkriterierne som frames der er med til at bestemme udvælgelsen og struktureringen af historier: en konflikt-frame, en offer-frame.

   Når Kim Larsen har sagt om journalisters forhold til virkeligheden at "for en journalist er 'en god historie' altid en dårlig historie", så er det helt klart de to frames han referer til.

   Og når nyhedsdirektøren i DR, Ulrik Haagerup, for et par år siden lancerede begrebet "konstruktive nyheder", så var det også klart et forsøg på at re-frame de nyhedsjournalistiske medarbejderes bevidsthed, så de i højere grad ville forsøge at vinkle deres problemhistorier mod "løsninger"

   Andre former for forsøg på re-framing inden for journalistikken er at tale om og prøve at praktisere "borgerjournalistik" som indebærer at man ændre på forestillingen om forholdet mellem journalist og læsere så det bliver dialogisk og læserindragende.

Man kan sige at det at frame et fænomen gennem at sætte verbale etiketter på det, er en måde at levere en mental eller kognitiv optik til den offentlighed man henvender sig til: "X skal ses og forstås som Y." (Lakoff taler hele tiden om: "the way we see the world")

   Formuleret på den måde kommer man straks til at associere til en anden af Lakoffs begrebslige nyskabelser: konceptuelle metaforer. De kan også opfattes og forstås som frames: TID er PENGE, DISKUSSION er KRIG, POLITIK er SPORT, LIVET er EN REJSE.

  Og det at bruge metaforer om et bestemt fænomen er altså en effektiv måde at frame på: det abstrakte og ukendte frames som noget konkret og mere velkendt.

   Bare tænk på Dansk Folkepartis synspunkt: KULTUR-RELATIVISTER er LANDSFORRÆDERE. Eller tænk på journalisternes metaforiske framing af grupper af i øvrigt ret så forskellige partier som hhv. RØDE og BLÅ BLOKKE; eller på konventionen med metaforisk at frame kvindelige politiske ledere som DRONNINGER. Hvornår har man hørt om mandlige partiledere som "konger"?

Hvad har det så med kreativitet at gøre?

   For mig er det klart at frames sætter mentale grænser - også for journalister. Og at bestemte frames inviterer til nogle traditionelle vinkler af historier - og har udelukket andre. 

   Det at gøre sig egne og andres frames bevidst - trække dem frem af det kognitivt ubevidste - er en vigtig forudsætning for at kunne re-frame. Og re-framing nedbryder grænser og er dermed et klokkeklart udtryk for kreativ tænkning.

   Mange særligt kreative personligheder har nærmest indbygget i deres bevidsthed eller ubevidsthed at de altid når de støder på en institutionaliseret eller professionaliseret frame, så popper spørgsmålet op i deres hoved: 

"Hvad hvis det modsatte var tilfældet?"

Men det at vinkle og en journalistisk vinkel, hvad har de ting med kreativitet at gøre? 

   Det at formulere en vinkel er jo også en måde at begrænse noget på: Man taler professionelt metaforisk om at skarpvinkle eller spidsvinkle en historie: "En vinkel der er så spids at den kan sparkes skråt op i røven på en lærke". Det betyder at man "skærer alt væk" i historien som ikke underbygger påstanden, og at man formulerer påstanden så den for en helt umiddelbar betragtning vækker opsigt og provokerer til undren og uddybende spørgsmål.

   Her viser det sig at der er nogle journalister der er meget bedre til at vinkel skarpt end andre. En "skarp" vinkel vækker principielt mere interesse hos læserne end en "uskarp". Så det er en kunst som særligt kreative journalistiske historiefortællere behersker som et ubevidst, men særdeles aktivt mentalt værktøj når de skal formidle en historie så den går "rent hjem" hos publikum, og bliver husket længe efter den er blevet læst.

Hokusai og Hockney - portrætter og selvportrætter af to særligt kreative soulmates

Der er kun to år til jeg bliver 70. Der er håb!

   

Jeg var i Berlin med fruen og så den retrospektive udstilling med i hundredvis af billeder - træsnit og malerier - af den japanske superkunstner fra første halvdel af 1800-tallet: Hokusai.

   Jeg har jo set udstillinger med mange af hans billeder før, læste kunstbøger og udstillingskataloger. Og vi har flere stående i reolen. Plus altså kopier af fire af hans træsnit på vores vægge.

   Så så meget nyt var der egentlig ikke. Men det retrospektive - det tilbagskuende hvor man starter forfra (han blev født 1760) og bevæger sig frem - giver alligevel et særligt narrativt sus til oplevelsen. Fordi man følger hans udviklingshistorie fra start til slut.
   Han var 88 år gammel da han døde, og på sit dødsleje rapporteres det at han udbrød:

"If only Heaven will give me just another ten years... Just another five more years, then I could become a real painter."

Fra omkring 1800 er han virkelig blevet anerkendt som en af de helt store og originale billedkunstnere i sit hjemland. Wikipedia:

He became increasingly famous over the next decade, both due to his artwork and his talent for self-promotion. During a Tokyo festival in 1804, he created a portrait of the Buddhist priest Daruma said to be 600 feet (180 m) long using a broom and buckets full of ink. Another story places him in the court of the Shogun Iyenari, invited there to compete with another artist who practiced more traditional brush stroke painting. Hokusai's painting, created in front of the Shogun, consisted of painting a blue curve on paper, then chasing a chicken across it whose feet had been dipped in red paint. He described the painting to the Shogun as a landscape showing the Tatsuta River with red maple leaves floating in it, winning the competition.

Ligheden med David Hockney som jeg skriver om længere nede i det her indlæg, er slående. De er begge multikunstnere, PR-bevidste, og de giver sig selv alle mulige "skæve" udfordringer for at "lege" med deres talents muligheder: 

Hokusai used this talent to earn rice for himself and his family on many occasions. He would have a person draw blobs or shapes and then he would connect them to create a picture. The price for this "make-it-yourself" art was whatever rice the person could give. Hokusai's work as well as his personality attracted commissions. He once made a drawing of a Buddha so large that a horse could fit through its mouth. In contrast, he also painted two flying sparrows on a grain of rice. That showed his ability to do about anything. He successfully combined the traditional Japanese styles with Chinese and then later introduced Western influences into his art.

Kilder mener at han i sit liv producerede mere end 30.000 træsnit og malerier.

Fra besøget på udstillingen i Berlin blev det først og fremmest klart for mig hvor bevidst han er om sin egen udvikling. Han skifter kunstneridentitet og navn hver gang han virkelig satser på at prøve noget nyt: mindst 30 gange! 

   De fleste af de træsnit vi kender, og som han er mest berømt for, har han produceret da han var over 70. 

   I 1834 skiftede han navn igen til "Gakyō Rōjin Manji" ("Den gamle mand som er tosset med kunst"). I efterordet til den meste berømte træsnitserie fra den periode "Et hundrede udsigter til Fuji-bjerget" skriver han ifølge Wikipedia:

From around the age of six, I had the habit of sketching from life. I became an artist, and from fifty on began producing works that won some reputation, but nothing I did before the age of seventy was worthy of attention. At seventy-three, I began to grasp the structures of birds and beasts, insects and fish, and of the way plants grow. If I go on trying, I will surely understand them still better by the time I am eighty-six, so that by ninety I will have penetrated to their essential nature. At one hundred, I may well have a positively divine understanding of them, while at one hundred and thirty, forty, or more I will have reached the stage where every dot and every stroke I paint will be alive. May Heaven, that grants long life, give me the chance to prove that this is no lie

Men det jeg i denne omgang især bemærkede som udstillingsgæst, det var for det første at disse træsnit i original jo ikke er større end dem jeg har på væggen. Original og kopi er godt nok svære at skelne. Så man kan nyde kopierne som var de originale.

Det andet jeg bemærkede, var at manden i den grad er skarp virkelighedsiagttager og stor humorist. Mange af hans tegninger er illustrationer til bøger og fortællinger, og hans manga-lærebøger indeholder i tusindvis af karikaturer - i den grad genkendelige også for et vestligt øje. Både bidende og venlige.

   Se de her ansigter:

Eller se det her muntre spøgelse som vi også så på udstillingen i et originalt tryk:

Eller dette muntre metaforiske billede på den mandlige umættelige seksuelle lyst - i form af en blæksprutte - en slags indre selvportræt fornemmer man. Manden er nemlig også berømt for smukke træsnit med meget "grafiske" sex-scener:

Et smukt eksempel på en fascinerende visuel metafor og på visuel konceptuel blending. Vi skal ikke se blæksprutten som en blæksprutte, men se på (=forstå og opleve) det mandlige seksuelle begær gennem det optiske filter som billedet af blæksprutten der omklamrer kvinden, leverer .
   Det er svært ikke at associere til den ældre Picasso og hans mytologiske billeder af sig selv som voldsomt amourøs minotaur:

Det var så det nye indtryk der satte sig i mig fra udstillingen i Berlin: Hokusai er ikke bare en tegner og maler i verdensklasse - af bølger og landskaber, bjerge og fugle, vandfald og broer - og af japanske kurtisaner i fantastisk kimonoer. Han behersker stort set alle genrer i datidens japanske kunst og fonyr og udvikler dem systematisk - en efter en i forskellige perioder af sit liv. 

   Som tegner er han en fantastik humorist (som vist overfor) - en billedkunstner der forbinder karikaturen med realisme på en hel unik måde. Blending og blending og atter blending - af eksisterende traditionelle konceputelle rum i den japanske kultur - med nye som hans fantasi opfinder - bl. a. inspireret af stik i bøger fra europa som slap ind i det ellers lukkede Japan mens han levede.

En af de ting man kunne læse sig til, var jo at han var ekstremt anerkendt i sin samtid. Han havde da hans anseelse var på sin højde mere en 300 elver spredte ud over Japan. Og det var blandt andet for at undervise dem, at han tegnede sine mange manga-bøger - lærebøger i tegning der illustrerede en mangfoldighed af visuelle løsninger på stort set alle motiver man som tegner og maler ville fremstille. 

   Hvordan fx med stokke-kæmpere? Sådan:

Men hvordan så han ud, den gamle - men tilsyneladende evigt unge og ekstremt produktive kunstner?
   Her kommer nogle sene selvportrætter, heller ikke uden humor og selvironi:

Herunder fremstiller han sig selv i en løves skikkelse - blending igen - som den sexlystne blæksprutte oven for. Han har ikke været nogen hyggeonkel at omgås - endsige at  have som lærer:

Dog! Her Hokusais selvportræt i en afslappende situation som lystfisker:

Og her som en gammel mand med stok. Sikke linier i tegningen. Mageløst:

Kan han konkurrere og måle sig med de store europæiske mestre? Jeg synes han vinder:

Og så så jeg tilfældigvis i forgårs en dokumentarfilm om en af de andre særligt kreative billedkunstnere - en af de helt store som jeg for ikke så længe siden har skrevet om: David Hockney. Filmen havde titlen "David Hockney - A Bigger Picture", og den var annonceret sådan på DR2´s hjemmeside:

Den britiske filmmager Bruno Wollheim, der før har portrætteret den populære britiske maler, David Hockney, fik uhindret adgang til at filme Hockney.

   Det blev et projekt, der tog en uventet drejning, da Hockney efter mange år i Californien vendte hjem til England og slog sig ned i Yorkshire.

  Gennem tre år og i alt slags vejr filmede Wollheim David Hochney med et lille videokamera, mens han malede det, der endte med at blive det største landskabsmaleri malet udendørs.

David Hockney er da filmens optagelser slutter, omkring 70 år gammel. Han er englænder, men har i mange år boet i Los Angeles. 

   Ved filmens start  flytter han for en længere periode tilbage til sin hjemegn og sit barndomshjem i West Yorkshire. Han, som ellers er berømt for ironisk blending af fotografi med maleri - vil nu male sin hjemegns landskaber for alvor - helt uden tekniske dikkedarer og remedieringer. Ud af atelieret - back to basics. Stå ud i landskabet og male - som impressinisterne.

  Og det gør han - som en gal. Og samtidig bliver hans talesprog mere og mere præget af hans barndoms Yorkshire-dialekt!

  Vi følger ham under produktionen af forskellihr  "serier"- som forberedelse til et kæmpmaleri i mange sektioner. Dels med forskellige lokale landskaber som motiv, dels med det samme motiv - men fremstillet året rundt - lidt ligesom Monet med sin domkirke og sine åkander i haven. 

   Her ser vi Hockney i action:

Når jeg nævner ham sammen med Hokusai, så er det ikke kun fordi deres navne begynder med H. 

  Men ved at opleve Hockney på film som forleden, er det lysende klart at han også en stor humorist og ironiker - der totalt sprænger rammerne for den Pop-art-bevægelse han oprindelig var en del af. 

   De to herrer deler simpelt hen en række personlighedstræk: Den umættelige lyst til billeder. Og  de bliver begge bedre og bedre med alderen.  Man kan nemt forestille sig at David Hockeney bliver lige så gammel som Hokusai.

   De er også fælles om en enorm og ubændig produktivitet, og om systematisk af ville afprøve grænseoverskridende æstetiske og motiviske ideer i afgrænsede faser af deres kunstneriske karrierer.

  Her ser vi manden selv foran det megastore og fantastiske landskabbillede som er klimaks på filmens historie.

Og så finder jeg en interessant oplysning på Wikipedia-artiklen om ham: Han var synæstetiker:

Hockney was born with synesthesia; he sees synesthetic colours to musical stimuli. In general, this does not show up in his painting or photography artwork too much. However, it is a common underlying principle in his construction of stage sets for various ballets and operas, where he bases the background colours and lighting upon his own seen colours while listening to the music of the theatre piece he is working on.

Gad vide om Hokusai også var synæstetiker?

Og så får vi også at vide fra forskellige kilder at Hockney er homoseksuel - hvad der også indirekte fremgår af filmen. 

   Det minder mig om at Thomas Bredsdorff netop har udgivet en bog, "Ironiens pris", om den gennemgående ironi i fem store danske forfatterskaber: Holberg, Kierkegaard, H.C. Andersen, Herman Bang og Villy Sørensen. Ifølge en anmelder forbinder Bredsdorff deres ironiske disposition med deres seksuelle tilbøjeligheder: en latent eller erklæret homoseksualitet. 

Men mon ikke Hockney også har portrætteret sig selv som ældre? Jo, jo! Se bare her:

Og nu vi snakker om portrætter,  så ville fruen og jeg også ind og se en anden stærkt opreklameret udstilling i Berlin: "Renæssancens ansigter". Vi stod en halv time i billetkøen, og ved lugen fik vi så at vide at vi derefter skulle vente i en til to timer indtil nummeret på vores billet dukked op på en skærm. Først da ville bi blive lukket ind.

   Vi så ikke den udstilling.
   Men her er et portrætmaleri af Leonard da Vinci som vi så ikke fik set: "Dame med hermelin".

Det er godt at hele udstillingens portrætbilleder kan findes på nettet!

Krigs-og voldsmetaforer i den journalistiske dækning af valgkampen - betyder det noget?

Rubrikken i Informations tillæg "Billeder" i går havde denne ordlyd:

Medier går amok i voldsrus over valgkampen

Og manchetten lød sådan:

Valgtæsk. Når de stemmeberettigede i dag deltager i demokratiets helligste ritual, kan de se tilbage på en valgkamp, hvor voldelige sprogblomster har stået i fuldt flor. Information har vist en række eksempler til tre sprogmennesker, der giver deres bud på, hvorfor blå øjne og tæsk får så meget plads i valgkampen. 

Det er jo ikke politikernes sprogbrug i valgkampen artiklen handler om. Det er journalisternes, rubrikforfatternes. Det er udtryk som "blodbad" til at beskrive tab af mandater, "uddele tæsk" om udtalt kritik af andre partier, "smadrer" til at beskrive at udtalelser splitter, "massakre" til at beskrive tab af mange mandater, "blåt øje"  og "vælgerlussing" til at beskrive fravær af stemmer i forhold til sidste gang.

   At der er tale om en underliggende krigs- og slagsmålmetafor, kan der ikke være tvivl om. Det er den som Lakoff og Johnson i deres bog "Metaphors We Live By" sammenfatter i den konceptuelle formel: ARGUMENT is WAR. Den politiske debat og udfaldet af vælgernes afstemning ses gennem krigens og det fysiske slagsmåls mentale optik.

  Den konceptuelle grundmetafor er ikke noget journalisterne har opfundet. Den er en del af vores tankemæssige set up. Den har tilsyneladende afløst en anden lidt mere fredelig metafor: POLITIK er SPORT. Sport er naturligvis også en form for konflikt, men reguleret og underlagt fairness-regler.

Men krigsmetaforerne er altså et resultat af det vi kalder konceptuel blending af to mentale input-rum: et hvori valgets politiske debat og meningsudveksling befinder sig, og et andet hvori krig, fysisk vold og slagsmål befinder sig. I det mentale outputrum optræder "the blend" som altså "framer" politik-udøvelse på samme måde som Bush i sin tid "framede" terrorisme: TERROR is WAR. I de danske aviser altså: DEMOKRATISK VALG er VOLD!

Men betyder det noget at journalisterne "dramatiserer" reportager og kommentarer ved at bruge den slags billedlige og anskueliggørende sprogbrug?

I og med at metaforerne jo er krops-konkrete, så er der ingen tvivl om at de aktiverer spejlneuroner - på den måde som vi tidligere har set at disse fungerer: Når man selv udfører en handling, nå man ser andre udføre den tilsvarende handling, og når man forestiller sig handlingen i fantasien, så er aktiveres den samme gruppe spejneuroner i præmotorcortex.

   Det at bruge ord for aggressive og voldelige handlinger - i "overført betydning" - "tænder" altså i følge "the neural theory of language" et særligt handlingsberedskab i premotorcortex som også er koblet til følelser som vrede og frygt.

   Og man må antage at de vælgere som "bombarderes" (der var den igen!) med den metaforiske volds-retorik, sættes i en slags permanent mental stresstilstand som udløser adrenalin - hormonet som forbereder en fight- og flight-respons i kroppen og hjernen.

Wikipedia fortæller:

In the human fight or flight response in prehistoric times, fight was manifested in aggressive, combative behavior and flight was manifested by fleeing potentially threatening situations, such as being confronted by a predator. In current times, these responses persist, but fight and flight responses have assumed a wider range of behaviors. For example, the fight response may be manifested in angry, argumentative behavior, and the flight response may be manifested through social withdrawal, substance abuse, and even television viewing.

Mennesker udmattes og bliver mentalt og fysisk trætte af at blive fasthold i en længerevarende stress-tilstand.

   Deraf får store befolkningsgruppers afsmag for politik og lede ved politikere - og ved journalister som gennem deres retorik aktiverer og holder stress-tilstanden kørende igennem flere uger.

NB! Tjek lige rubrikken igen i starten af indlægget. Den er i sig selv udtryk for en krigerisk metaforik: "voldsrus", "går amok". Her altså brugt til at beskrive de journalister der bruger den slags metaforer om politikere

   Høg over høg!

Michael Kristiansen - den særligt kreative spindoktor og hans blufærdighed

Politiken havde i søndags et portrætinterview med Michael Kristiansen, tidligere spindoktor for Anders Fog Rasmussen, og i de sidste par år kendt fra TV 2/News formatet "Mogensen & Kristiansen", hvor han sammen med en anden tidligere spindoktor Peter Mogensen har en slags politisk talkshow. TV 2 beskriver det sådan:

Med humor og frækhed går "Mogensen og Kristiansen" tæt på dansk politik. Programmet byder på skarp analyse og debat mellem de to værter og interviews med indbudte toppolitikere.

Ingen tvivl om at det var et nyt format, som har fået seersucces på TV 2/News-fladen. Et udtryk for kreativ tv-tænking.

 

Politikens portræt har rubrikken...

Amagerdrengen 

...og er skrevet af Anne Bech Danielsen.
    Rubrikken fortæller at det drejer sig om en mand der er af arbejderklasse-herkomst. Amager er jo et af de gamle arbejderkvarterer - ligesom Nørrebro og Vesterbro.

   (Jeg får pludselig en erindring: Da jeg blev direktør for TV 2 Øst i Vordingborg, skrev en af de lokale aviser en rubrik: "Holdbydreng bliver tv-direktør".)

   Manchetten under "Amagerdrengen" lyder:

Som politisk kommentator er Michael Kristiansen en af de centrale skikkelser i valgkampen. Men den tidligere toprådgiver for Fogh er vokset op langt fra fotografernes flashlys. I barndomskvarteret på Vestamager var forældrene sjældent til stede, og rockerne hang i den lokale boldklub. Så her lærte han hurtigt at klare sig. Selv. siden har han indset at når man står ansigt til ansigt med en personlig krise, kan selv en spindoktor får brug for at ringe til en ven.

Lidt nede i artiklen fortæller Anne Bech Danielsen at han voksede op i "et råt kvarter"...

Der boede han dør om dør med børn, der senere blev rockere, og gik i skole med kammerater, hvoraf, som han selv siger det, måske en enkelt på hele årgangen fik en studentereksamen. Ud over ham selv altså.

Jeg tænker "mønsterbryder". Endnu et eksempel på den særligt kreative personlighed - a la Poul Martinsen.

   Ifølge artiklen er den baggrund imidlertid "ikke noget han dyrker". 

Snarere har det formet ham til den, han er: en fighter. En, der aldrig har fået noget forærende. En som har måttet klare sig selv.

Hvis han skulle have "dyrket" sin arbejderklasse-bagrund, så var han jo nok blevet kunstner af en slags, noget med ord og billeder. Men han fortrænger den baggrund til fordel for det metaforiske selvbillede: "en fighter".

Typisk for den særligt kreative personlighed er at savn af kontakt i familien og isolation blandt jævnaldrende i barndommen omsættes i stærk fantasivirksomhed - og fx et omfattende forbrug af fantasi-stimulerende bøger. Hvordan med Michael Kristiansen? Jo, da!

Forældre så man ikke meget til. Michael Kristiansens far var af gammel arbejderslægt og arbejdede i treholdsskift. Moderen, der var fra et halvborgerligt Frederiksberg-hjem med familiekonkurs i bagagen, gik hjemme nogle år og havde måske en drøm om, at sønnen engang skulle få den lægeuddannelse, hun aldrig selv fik, men som de andre børn i kvarteret var Michael overladt til kammeraterne og sig selv. Måske især sig selv.

   Der var noget enspænder over den ranglede dreng med den faste gang på biblioteket, hvor han forsynede sig med politiske bøger, som de fleste nok ville mene, at han var alt for lille til.

   Han havde ingen, han kunne dele sine overvejelser med, og dengang – i hvert fald i det kvarter – var det ikke normen at tale med forældrene om andet end det mest dagligdags. Et barn levede sit eget liv, og det med at udstikke en kurs for fremtiden var noget, man gik med selv.

Selv siger han om forholdet til sin far:

»Det ville da være skønt, hvis min far havde været sådan en slags revisor, som kunne sige: Rolig, nu putter vi det her ned i Excel-arket, og så ordner det hele sig. Man kan somme tider have brug for, at der kommer en og skubber en lidt ind i rammen, ik? Jeg har hele tiden måttet opfinde rammen selv. Og det er jo også et noget zigzagagtigt forløb, jeg har taget«.

"Zigzagagtige forløb"! Dermed mener han et studieforløb med flere sporskift og afbrud før tid, sluttende med en journalistuddannelse - og derefter en karrierer med nye stadig mere prestigegivende job - og hop med korte intervaller. 

   En rastløs sjæl, ondt i farforholdet, usikker på sin identitet. Selv om alt tilsyneladende lykkes når han påtager sig nye jobfunktioner og såkaldt nye "udfordringer".

Som det fremgår oven for, så havde moderen som ung haft frustrerede drømme om en lægeuddannelse og havde forventninger til sønnen om at indfri det hun ikke havde nået. 

   Men han forsvandt ind i litteaturens fiktionsuniverser:

Allerede som 13-årig havde han læst Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’ – om en ung enspænder, der begår et mord og bagefter plages af samvittighed og overvejelser om, hvad han kan stille op med sig selv.

   »Den gjorde et enormt indtryk. Hovedhistorien mindede måske lidt om min egen. Det her med selv at skulle tage ansvaret for, hvad man skal med det her liv, ik’?«.

   Han ville læse, men han var alene om det. På hele årgangen var der én mere end ham, der fortsatte på gymnasiet. Og overgangen fra folkeskolen blev svær for den kun 14-årige generte, rødmende og med egne ord umodne og understimulerede dreng. Men havde gymnasiestarten været svær, var entreen i universitetsverdenen et decideret chok. Han var kun 17 år. 

Lighederne med Poul Martinsens liv i samme alder er slående. Også det lave selvværd og genertheden er de fælles om.  

   Interessen for det politiske magtspil deles de om som voksne journalister. Og Michael Kristensen var faktisk sammen med Jakob Kvist tilrettelægger af det berømmede observerende dokumentarprogram "Kandidaterne" fra 1998, som karakteriseres sådan:

Det er forår 1998. Valgkampen til Folketingsvalg er i fuld gang. Den siddende statsminister er Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen, udfordreren er Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen. Som en flue på væggen følger denne dokumentarfilm de to kandidater både på scenen og i kulissen: helt ind i magtens centrum, hvor offentligheden og medierne normalt er forment adgang, på interne møder, hvor strategier aftales og meninger får frit løb. De to toppolitikeres duel om magten skildres gennem ekstreme og afgørende øjeblikke i en kort og hektisk valgkamp.

 Filmen er genremæssigt en dansk klon af pionerværket i den observerende cinema-direct-tradition: "Pirmary" fra 1960 - om primærvalgkampen mellem John F. Kennedy og Hubert Humphrey.
   Michael Kristiansen har et bifag i filmvidenskab, så inspirationen er klar. Og viser en anden side af Michael Kristensen: et talent som dokumentarkunstner.
   Men "Kandidaterne" har faktisk også en forløber i Poul Martinsens "Kampen om magten" fra 1974, som også var inspireret af "Primary".

Men her er så forskellen på de to kreative journalister og personligheder: Martinsen forbliver gennem hele sin journalist- og dokumentarist-karriere en indædt kritiker af magtens mænd og institutioner, en kritik hvis mentale afsæt er barndommens arbejdermiljø i Vangede. 

   For Kristensen blev arbejdet med "Kandidaterne" afsættet for at skifte side. Fra at være udenforstående observatør glider han ind i det politiske back-stage og bliver magtens skjulte sparringspartner og strategiske støttepædagog - en rolle vi ser ham optræde i i Christoffer Guldbrandsens "Fogh bag facaden" fra 2003. 

En mand der i mange år har levet af at formulere sig præcist og give gode råd til andre, har svært ved at tale om sig selv. Det er en af portrættets pointer, som denne aktualiserende sekvens så smukt viser:

Han prøver at kredse sig ind på, hvad det er, der har fået ham til at arbejde med dansk politik i årevis og i alt for mange af døgnets disponible timer. Men det er tydeligt, at hvor han kan tale klart og stringent om dansk politik og nævne valg på valg ved årstal i søvne, så er han mere famlende, når han skal tale om sig selv.

   »Jeg tror ikke... «.

   »Det her med at være på er i hvert fald ikke ...«.

   »Jeg skal da blankt erkende, at det her med...«, forsøger han.

   »Jeg har i hvert fald ikke noget behov for at blive eksponeret«, lyder endelig et bud på et svar.

  »Det er heller ikke pengene, selv om jeg har det fint med dem«, når han frem til med yderligere en udelukkelse.

   »Der var nok engang, hvor jeg ville sige, at min mission var at overflødiggøre mig selv og smutte ud ad døren, når tingene var fikset, for at komme videre til næste udfordring«, funderer han så videre, inden han når frem til, hvorfor han bliver ved og ved i et politisk spil, der kan æde sjæle op.

Og svaret efter al den tøven og hakkende selvafbrydelser er intetsigende - en banalitet: "Det er noget med nye udfordringer. Om at være 'hvor det sker' og formidle det."

   Dette følges op senere i artiklen hvor Michael Kristensens undvigmanøvrer bliver udstillet af Anne Bech Danielsen - rene verbale zig-zag-løb når han skal tale personligt om sig selv:

Michael Kristiansen kan lade arbejdet brede sig ud over aftener og nætter. Men når han skal fortælle om prisen, fortoner kommunikationsevnerne sig igen. Flokke af uledsagede ord hænger i luften uden at blive fulgt hjem.

   Sådan er der masser af mennesker, der taler, men Michael Kristiansens kunst er, at han kan gøre det, næsten uden at man lægger mærke til det. Man kan sidde med ham det meste af en eftermiddag uden at opdage, hvor tit det lykkes ham at tale sig ud af et spørgsmål eller igennem et svar på så mange måder, der alle sammen lyder så veltalende, at man tror, han har svaret.

   Fire gange får han spørgsmålet om, hvad han oplever som omkostningerne ved et liv i overhalingsbanen.

   »Jamen, jeg har jo altid arbejdet«, lyder et af de første ikke-svar.

   »Hvis der er en idealforestilling om kun at være gift én gang, så kan jeg selvfølgelig godt se, at det ikke er så godt, det, jeg har lavet«, åbner han så, inden han når frem til, at hvis vi absolut skal tale om de omkostninger, så er der jo to kærlighedsforhold, der er gået i stykker i de år, han rådgav den tidligere statsminister.

Show, don´t tell.
   Jeg er glad for metaforen "Flokke af uledsagede ord hænger i luften uden at blive fulgt hjem." 

   Godt gået af Anne Bech Danielsen.