Krisen for nyhedskriterierne: - 'viralt efterliv' - 'klikhjerte' - 'den lange hale' - om journalistiske historier der genopstår fra arkivdøden - og historier uden sidste anvendelsesdato

Politikens kulturindlægs forside idag beskriver hvordan den gode, men ikke-aktuelle historie - til overraskelse for journalister især - kan levere rigtig mange klik. 

   Overskriften lyder: 

Historier der rammer klikhjertet

Ordet "klikhjerte" er helt nyt og selvopfundet, taget fra et citat af en af kilderne til artiklen. 

   Og den kreative konstruktion er faktisk lidt udsædvanlig, idet det er en komprimering af en hel lang og kompleks sætning - noget i retning af: 'historier der rammer hjertet så stærkt hos læsere at de klikker ind på dem og derefter deler dem med andre gennem de sociale medier'. 

   Og det 'at ramme hjertet' er så igen et metaforisk koncentrat der referer til 'det at vække og appellere til folks følelser'.

   Mit gæt er at vi her har et konkret eksempel på effekten af det der i kreativitetsteorien kaldes 'kreative restriktioner' - 'creative constraints'.
   Den kreative restriktion er i dette tilfælde kravet til rubrikedaktøren om at en overskrift skal vær kort, og klar og konkret - eller som vi lærte de studerende på journalistuddannelsen: 'vækkende, dækkende og æggende'. Og der kan men vel nok sige at udtrykket 'klikhjertet' både vækker, ægger og dækker.

Manchetten til artiklen er også sprogligt majet ud med metaforer og broderet med sprøde bogstavrim:

Journalistikkens krav om aktualitet bliver fejet af banen i den digitale revolution. Netlæserne går mere op i følelse, fascination, frygt og forargelse end i en historie med frisk datomærkning.

Kursiveringerne og fremhævelsen med fed skrift er mine. Og artiklen af Ditte Giese er faktisk velskrevet - præget som den er af at det "fænomen" den beskriver: noget der "ikke rigtig har noget navne endnu" som der står.
   Derfor indfanges emnet med en sværm af nye metaforiske udtryk som: "viralt afterlife", "datomærkning af artikler", "langtidsholdbare journalistiske fortællinger", "fodre sin robot", "der er igang med at tygge sig igennem den massive datafodring", "den (oplysning) tygger jeg lidt på, mens robotten tygger på de tunge data", "virale genkommere".

    Fænomenet består i at, journalistisk set gamle historier, pludselig dukker op igen via de sociale medier og bliver omfattende og bredt delt kommenteret og debatteret - som om de var nye, friske og aktuelle.

   

På en måde dokumenterer artiklen - gennem sin undren over fænomenet - at det at tænke journalistisk er at være udstyret med en særlig professionel 'frame' - mentale skyklapper - gennem de såkaldte nyhedskriterier, hvoraf et af de vigtigste er aktualitet: Det som ikke er aktuelt fortjener ikke opmærksomhed og skal derfor ikke fortælles (videre).

    Et andet af disse nyhedskriterier er væsentlighed. Og egentlig dokumenterer artiklens indhold også det bevingede ord som kritikere af den nyhedsjagtende journalistik og dens nyhedshungrende publikum jævnligt har fremført: 

Ikke alt ny er væsentligt. Og ikke alt væsentlig er nyt.

En af hovedkilderne til historien, lektor og journalist Kristian Strøbech, forklarer at det netop er væsentlighed der overtrumfer den framing de andre nyhedskriterier udgør. Og han ser tydeligvis denne digitale omvæltning som en kreativ befrielse af publikum, en frigørelse fra det han - med endnu en god metafor - kalder "et nyhedsfilter":

Verden er jo stor, spraglet og skøn, men nogle gange er den slet ikke til at kende i vores normale nyhedsfilter, hvor så meget handler om død, krig og katastrofer. Der er noget befriende i at dele ting, som er interessante og fine om det der berører os som mennesker. Kort sagt det væsentlig.

Man kunne måske justerer formuleringen lidt, og sige at 'ikke alle nyheder er relevante, og ikke alle relevante historier er nye'. 

   Det er i hvert fald også en af artiklens hovedpointer, idet Strøbech senere siger:

Mon ikke denne her tendens er udtryk for, at rigtig mange mennesker ikke finder noget af interesse i det medietilbud, som de døgnaktuelle medier giver dem? De googler i stedet det der har relevans for dem, ...

Jeg minder om Kim Larsen der har udtalt at "for en journalist er en god historie, altid en dårlig historie". 

Der har i de senere år været formuleret en slags oprør imod de traditionelle nyhedskriterier - bl.a. markedsført under begrebet "konstruktiv journalistik" - altså en positivt vinklet journalistik- i den forstand at man ikke kun fokusere på at fortælle om konflikter, ulykker og katastrofer, men også om hvordan man har løst dem - eller får dem løst. 

   Blandt andet nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, har gjort sig til talsmand for mere "konstruktiv journalistik". Og han har også fået på puklen for det.

   

I den sammenhæng er kan man bemærke at vores stor gratisavis, dagbladet Metroexpress, her den 24. marts har lanceret formatet "Optur", netop med afsæt i at læserne også efterspørger andre - ikke-negative - historier:

Negative historier er der nok af, ikke sandt?

   Lige nu tager vi hul på en artikelserie i metroxpress, der hylder de rørende, inspirerende og tankevækkende historier, der kan få smilet frem.

  Vi kalder det MX Optur

  Glæder mig til at høre, hvad I synes.  /Nadia

De kalder mig spassermanden – og jeg er stolt af det - MX.dk

24-årige Jeppe Forchhammer er spastisk lammet fra top til tå. Han kan ikke tale og behøver hjælp 24 timer i døgnet. Selv føler han sig heldig. For livet er en leg, hvor hvert sekund skal nydes. Læs her hvorfor.

Det er tydeligvis ikke dagsaktuelle konflikthistorier reaktionen efterspørger, og 'konflikt' er jo ellers også et af de centrale klassiske nyhedskriterier i journalistik.
   'Optur'-historiernes nyhedsværdi ligger i at de - mod traditionelle forventninger - er 'positive' - optimistiske, overraskende, hjertegribende, væsentlig og relevante.

   Skulle man beskrive disse 'optur'-historier med det udtryk som var en del af overskriften i Ditte Gieses artikel, så er de netop potentielle 'klikhjerte-historier', som - hvis de bliver gemt og tilgængelige i et arkiv i MX.dk - kunne tænkes senere - på en given foranledning - at genopstå i en viral sværm af twitter- og facebook-delinger.

Det med at uaktuelle historier med 'klikhjerte-kvaliteter' har særlig gode muligheder for at blive udsat for viral genopstanndelse, minder mig om et andet begreb - også koncentreret i en metafor: "long tail" - "lang hale".

   Sådan kan denne metafor visualiseres - det er faktisk denne graf der har givet substans til navnet "lang hale". 

Opfinderen af begrebet er entreprenøren og forfatteren Chris Anderson som også satte det som titlen på en bog der udkom 2006.
   Han introducerer begrebet på den måde på sin hjemmeside:

The Long Tail, in a nutshell

The theory of the Long Tail is that our culture and economy is increasingly shifting away from a focus on a relatively small number of "hits" (mainstream products and markets) at the head of the demand curve and toward a huge number of niches in the tail. As the costs of production and distribution fall, especially online, there is now less need to lump products and consumers into one-size-fits-all containers. In an era without the constraints of physical shelf space and other bottlenecks of distribution, narrowly-targeted goods and services can be as economically attractive as mainstream fare.

   One example of this is the theory's prediction that demand for products not available in traditional bricks and mortar stores is potentially as big as for those that are. But the same is true for video not available on broadcast TV on any given day, and songs not played on radio. (...)

   The term refers specifically to the orange part of the sales chart above, which shows a standard demand curve that could apply to any industry, from entertainment to hard goods. The vertical axis is sales; the horizontal is products. The red part of the curve is the hits, which have dominated our markets and culture for most of the last century. The orange part is the non-hits, or niches, which is where the new growth is coming from now and in the future.

http://www.thelongtail.com/about.html

Chris Anderson blev interviewet til The Guadian om begrebets implikationer i mediesammenhæng da bogen "The Long Tail" udkom:

In music that could mean rare 60s psychedelia, in film, Russian cinema of the 30s, in publishing, the anarchic explosion of blogs, or in broadcasting, a video of a duck skateboarding. "Broadly, the long tail describes the shift from mass markets to millions of niches, the low sellers that we traditionally haven't had room for on our shelves, screens and channels, but which we now do have room for thanks to the internet and abundant distribution systems," says Anderson.

Igen er det de nye mirakuløse og uendelige - og uendeligt billige - arkiverings- og søgemuligher på tværs af tid, rum og landegrænser der er baggrunden for en lang række medieprodukters lang-hale-liv.
   Det er de muligheder  der gør at at specielle og for så vidt 'uaktuelle' - 'smalle' eller 'snævre' - medieprodukter som måske kun er væsentlige og relevante for et lille nichepublikum (=marked), at de alligevel kan tilbydes og finde brugere og købere - hvis bare produkterne ligger længe nok og er tilgængelige for de særligt interesserede hvor de end måtte befinde sig på kloden.

   Det er sådan set det Kristian Strøbech også har fat i når han siger:

Vi lever i en enorm omstillingsproces, hvor mediehusene også skal lære værdien af deres arkiver. Det er en gave til journalistikken og medierne, hvis vi kan komme ud over at vores arbejde kun lever en dag.

Begrebet "long tail" har jeg selv to gange helt konkret gjort brug af. 

   

Den ene gang var da min bog "De levende billeders dramaturgi" skiftede forlag. Den er i to bind. Bind 1 ("Fiktionsfilm") havde kun solgt ca. halvt så godt som bind 2 ("TV"), så det nye forlags redaktør sagde til mig at de nok ville "droppe" bind 1 - altså ikke genoptrykke når det eksisterende oplag var udsolgt. Bind 2 blev brugt som lærerbog på en række journalist- og medieuddannelser, så den ville de satse på også at genudgive når sidste oplag var udsolgt.

    Jeg argumenterede med at så længe bind 2 stadig salgsmæssigt gik godt, og der ikke var konkurrerende værker på markedet  med tilsvarende relevant indhold, så ville der være en long tail-effekt på efterspørgslen af bind 1, sådan at der hele tiden ville være en pænt stor brøkdel af køberne til bind 2, der også ville købe bind 1 - plus en mindre gruppe som kun ville være interesseret i bind 1 - også selv om der var mindst en god konkurrent på markedet.

   Argumentet blev købt, og for halvandet år siden gik tredje oplag af bind 1 i trykken.

Den anden gang begrebet "long tail" betød noget for min tænkning, var da jeg begyndte at overveje at at skrive denne blog. 

   Da jeg ikke skulle leve af den, så var et stort publikum og en masse faste følgere ikke afgørende. For mig var det nok at nogen særligt interesserede læste det - og vel at mærke - det betød ikke noget for mig om hvornår de læste indlæggene, og da jeg ville skrive bredt tematisk, havde jeg heller ikke noget ønske om at alle skulle læse alt. 

   Så jeg besluttede at konceptet ikke skulle fokusere på dagsaktuelle og letkøbte meninger og holdninger, men på ny viden om emnet "kreativitet", viden som jeg selv var interesseret i - og med lyst ville grave frem fra læsning af bøger, gennem research på nettet, og så med udgangspunkt i egne oplevelser, erfaringer og erindringer. 

   Der måtte meget gerne - som også i dette indlæg - være et afsæt i noget aktuelt - fx en avisartikel eller en udstilling - men det kunne lige så godt være med afsæt i en bog der var mange år gammel, eller et speciale jeg var censor på, eller en faglig erindring som pludselig var blevet aktiveret.

   Men helt afgørende var det for mig at der i hvert eneste indlæg skulle være rimeligt holdbar og velfunderet viden som altså - antageligt - ville gøre indlægget brugbart og relevant også længe efter at indlægget var udkommet. 

   Det er faktisk fire år siden jeg begyndte at skrive indlæg på bloggen. Det første indlæg udkom 28. marts 2010, og kan læses her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/03/tanker-om-kreativitet.html

Det indlæg du nu læser, er nummer 673. Bloggen har mellem 150 og 250 daglige visninger, men enkelte dage har der været op omkring 500, og  der er aldrig under 100. Om nogle få dage runder petersudsigt.blogspot.com samlet 150.000 visninger! 

   Der er karakteristisk at der også hyppigt er visninger af indlæg fra de første år ("long tail").

   Jeg gør mig umage med at skrive mange 'etiketter' ('tags') til hvert indlæg. Og i mange indlæg henviser jeg med link til andre tematisk beslægtede indlæg, ligesom jeg indimellem skriver "føljtoner" hvor jeg går i dybden med et enkelt tema gennem en serie af indlæg - med udgangspunkt i en bog eller en rejse.

   Den længste og uafsluttede føljeton er den der handler om "akvarelmaleriets mysterier" - indtil nu med 31 indlæg. Her forsøger jeg at koble viden om akvarelteknik, akvarelkunst, akvarelmaleriets historie og æstetik sammen med egne erfaringer med at lære om akvarelmaleriets mysterier gennem udøvende praksis.

   Første og sidste indlæg i den føljeton, kan findes her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/akvarelmaleriets-mysterier-ulla.html

Hvad er "en journalistisk vinkel"? - og hvad er en "en frame"? - og hvad har begreberne med kreativitet at gøre?

For over et år siden skrev jeg et indlæg med ovennævnte rubrik. For nylig genlæste jeg det og syntes der skulle rettes lidt i det. Det skulle jeg aldrig have gjort, for pludselig forsvandt hele indlægget i cyberspace. Det eneste der blev tilbage var rubrikken.

   Da indlægget var centralt for nogle af de ting jeg skriver om journalistik, så skriver jeg det igen - men altså nu med et års forsinkelse, og dermed kan jeg uddybe det i lyset af ting jeg siden er blevet klogere på.
   Det drejer sig om to kernebegreber som man gør brug af i beskrivelsen af hvad journalister gør og tænker: en vinkel og en frame.

Anledningen til det oprindelige blogindlæg var et seminar juni 2010 med deltagere af dem der underviser i sprog og håndværk på de tre journalistuddannelser. Temaet som alle oplæg kredsede om, var "vinkel" og "vinkling" i journalistik og undervisning af journalister.
   Jeg var med for første gang og bidrog med et oplæg. 

   Jeg syntes jeg havde noget fornuftigt og afklarende at sige om det begreb som er centralt for undervisningen i journalistik i Danmark, og som indgår som et fast begreb på de fleste redaktionsmøder hvor man diskuterer ideer til hvilke historier skal man satse på den dag.
   Samtidig var jeg utilfreds med lærebøger som beskrive "journalistisk vinkel" som "lagkageudsnit" eller "synsvinkel".
 
Mine erfaringer fra et utal af redaktionsmøder:
   Typisk kan "vinkel" indgå i et spørgsmål fra lederen af redaktionsmødet - en redaktionschef eller red-sekretær: "Hvad er vinklen?" - et spørgsmål rettet til den journalist som lige har fremlagt en (ide til) en historie som han gerne vil lave. Og svaret som journalisten forventes at komme med, er: en påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør eller beviser: "Vinklen er at....."
   Man kan også på redaktionsmøder hører diskussioner om at der er "flere vinkler" i historien (=flere påstande), eller udsagn om at "vinklen er uklar" (= det er svært at formulere den påstand som historien skal bevise). Somme tiden formuleres "vinkelen" på et redaktionsmøde som et spørgsmål, men det er i virkeligheden svaret på spørgsmålet man mener, og spørgsmålet er ret researchspørgsmål som skal give et bestemt svar (= den påstand som researchen på historien underbygger).

 
Her kommer nu min definition på ”en journalistisk vinkel” - med en uddybende kontekst. Den er hentet fra mit oplæg om kreativitet for de journaliststuderende på første modul på RUC:

• En journalistisk vinkel er den påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør, dokumenterer eller beviser.

• Nyhedsværdier (= nyhedskriterier): aktualitet, konflikt, væsentlighed, sensation, identifikation (der er flere)

• Historien kan altså siges at være det virkelighedsindhold der beviser vinklen, og de journalistiske bevismidler er: facts, citater, observationer.

• Vinklen er svaret på spørgsmålet: Hvad nyt, overraskende, spændende og interessant er der i den historie?

• Inden påstanden bliver til vinkel for artiklen, er det en hypotese i researchen af historien.

• Researchen forfølger de spørgsmål hvis svar afgør om historien ”holder” og om hypotesen er sand og kan blive til vinkel i artiklen.

• Vinklen står som regel i underrubrikken/manchetten til en avisartikel, eller i nyhedsværtens oplæg til et tv- eller radioindslag.

Første gang jeg formulerede defintionen var i min bog "Faktion som udtryksmiddel".
   Oprindelseshistorien  ligger i mit samarbejde med Ingolf Gabold op gennem 80-erne i DR´s Personalekursus om kurset "TV som udtryksmiddel". I det kursus indgik et centralt begreb - nemlig "præmissen" for en (fiktions)historie, et begreb som stort set svarede til det gamle dramaturgiske begreb "morale". Selv har jeg siden brugt begrebet "bærende ide" om det samme. Andre har talt om "budskabet" eller "key-idea".

   Præmissen blev i kursets sammenhæng defineret som "den (almene) moralorienterede påstand som historien beviser. En præmisformulering var typisk bygget over følgende skabelon: "Det er mulig at opnå X, på trods af Y, ved hjælp af Z."

   Begrebet var hentet fra en teater-dramaturgs bog "The Art of Dramatic Writing" (1946) af Lajos Egri, og det beskrives nærmere i dette citat fra Wikipedia:

Central to Egri's argument is his claim that the best stories follow the logical method of thesis, antithesis, synthesis, or dialectic, to prove what he calls a "premise." A premise, as Egri describes it, is a thematic truth. In The Art of Dramatic Writing he offers as an example the premise that "stinginess leads to ruin." Having settled on this theme, Egri writes, the playwright can detect in the statement the suggestion of a story's beginning, middle, and end: first, the establishment of an obsessively stingy character; next, the collision of that character's stinginess with inevitable opposition, or antithesis; and finally the character's ruin. 

Altså præmissen er hos Egri en tematisk sandhed som bevises af det plot - det forhindringsløb - som hovedpersonen må gennemføre for at nå til forløsningen i klimaks.

   Da kurset "TV-som udtryksmiddel" også skulle omhandle tv-journalistik og tv-dokumentarisme, så var det nødvendigt at tillempe præmisdefintionen på den måde at påstanden ikke nødvendigvis var "almen" og heller ikke nødvendigvis var "moralorienteret". Men at det fælles for "præmisser" i fiktion og "vinkler" i fakta var at de i alle tilfælde var "påstande som historien beviste". Forskellen lå i karakteren af bevismidlerne som i fiktion var en opdigtet historie, mens det i journalistik var en virkelighedsforpligtet "sand" historie

Tilbage til journalisten og den journalistiske vinkel.
   En af definitiotionerne jeg har hørt flere journalistiske håndværkslærere komme med på en vinkel, er at det er "konklusionen" - som journalisterne så typisk placerer allerede i toppen af historie, hvor den fungerer som den forklarende uddybning til den gåde som rubrikken typisk stiller.

   Og derfra er der jo ikke langt til min definition.

   På seminaret var der da også udbredt enighed om at det var den definition som rent faktisk lå under den normale journalistiske sprogbrug.

På seminaret var også et oplæg hvor der blev brugt nogle kategoriseringer til at betegne og sammenfatte forskellige typer historier omkring et dansk-australsk kongeligt bryllup.

   Hvordan man egentlig skulle benævne disse kategoriseringer, var der nogen usikkerhed om, - og diskussionen blev rodet fordi nogen så talte om typer af vinkler, hvad der var noget om - men alligevel ikke.

For mig blev det klart at det der var tale om, var "frames" i den forstand som George Lakoff beskriver det i sin bog "Don´t Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate". Bogens indledende sætninger lyder:

Frames are mental structures that shape the way we see the world. They shape the goals we seek, the plans we make, the way we act and what counts as a good or bad outcome of our actions. In politics our frames shape our social policies and the institutions we form to carry out policies. To change our frames is to change all of this. Reframing is social change. You can´t see or hear frames. They are part of what cognitive scientists call the "cognitive unconcious" - structures in our brains that we cannot consciously acces, but know by their consequenses: the way we reason and what counts as common sense. We also know frames through language. alle words are defined relative to conceptual frames. When you hear at word, its frame (or collectoins of frames) is activated in your brain.

Det kan oversættes til at at frame er at kategorisere, og at en frame er en mental eller konceptuel kategorisering.
   EN MAND - ANDERS JENSEN - kan fx kategoriseres/frames som FAR, som ÆGTEMAND, som ANSAT, som BORGER, som KUNDE.

   TERRORISME kan kategoriseres/frames som KRIG, som KRIMINALITET, som FRIHEDSKAMP (jfr. den danske modstandsbevægelse under krigen).

   EFTERLØNNEN kan kategoriseres/frames som en VELFÆRDSORDNING eller som en FORSIKRINGSORDNING. Den politiske debat om afskaffelsen bliver rodet som den har været i de sidste mange måneder hvis man ikke gør sig klart hvilken af de to frames man diskuterer inden for.

Mange frames er defineret gennem proffessionelle normer for hvordan man inden for en profession skal forholde sig til den virkelighed man professionelt forholder sig til og bearbejder:
   Når lægerne siger om en patient at han eller hun er "lægeligt set færdigbehandlet", så betyder det ikke at vedkommende er rask, men at inden for den metaforiske frame der hedder at PATIENTER er APPARATER med fejl der skal repareres, kan og skal lægeprofessionen ikke gøre mere; nu må andre professioner tage over: socialrådgivere eller fysioterapeuter eller lign. (den frame-konflikt er behandlet i et tidligere blogindlæg)

Jeg har tidligere brugt forkortelsen: "X = Y" (hvor Y er den kategorisering der framer X). Måske ville det være mere hensigtsmæssigt at skrive "X < Y", da framen er en slags overkategori i et hierarkisk semantisk system.

Det at sætte ord på en frame, tvinger den frem i bevidshedens lys - fra det kognitivt ubevidste - og dermed kan en frame gøres til genstand for diskussion og kritik. Og i næste omgang muliggøre det som Lakoff kalder "re-framing". Om det skriver Lakoff:

Reframing is changing the way the public sees the world. It is changing what counts as common sense. Becaus language activates frames, new language is required for new frames. Thinking differently requires speaking differently.

I forbindelse med journalistik har man talt om nogle af nyhedkriterierne som frames der er med til at bestemme udvælgelsen og struktureringen af historier: en konflikt-frame, en offer-frame.

   Når Kim Larsen har sagt om journalisters forhold til virkeligheden at "for en journalist er 'en god historie' altid en dårlig historie", så er det helt klart de to frames han referer til.

   Og når nyhedsdirektøren i DR, Ulrik Haagerup, for et par år siden lancerede begrebet "konstruktive nyheder", så var det også klart et forsøg på at re-frame de nyhedsjournalistiske medarbejderes bevidsthed, så de i højere grad ville forsøge at vinkle deres problemhistorier mod "løsninger"

   Andre former for forsøg på re-framing inden for journalistikken er at tale om og prøve at praktisere "borgerjournalistik" som indebærer at man ændre på forestillingen om forholdet mellem journalist og læsere så det bliver dialogisk og læserindragende.

Man kan sige at det at frame et fænomen gennem at sætte verbale etiketter på det, er en måde at levere en mental eller kognitiv optik til den offentlighed man henvender sig til: "X skal ses og forstås som Y." (Lakoff taler hele tiden om: "the way we see the world")

   Formuleret på den måde kommer man straks til at associere til en anden af Lakoffs begrebslige nyskabelser: konceptuelle metaforer. De kan også opfattes og forstås som frames: TID er PENGE, DISKUSSION er KRIG, POLITIK er SPORT, LIVET er EN REJSE.

  Og det at bruge metaforer om et bestemt fænomen er altså en effektiv måde at frame på: det abstrakte og ukendte frames som noget konkret og mere velkendt.

   Bare tænk på Dansk Folkepartis synspunkt: KULTUR-RELATIVISTER er LANDSFORRÆDERE. Eller tænk på journalisternes metaforiske framing af grupper af i øvrigt ret så forskellige partier som hhv. RØDE og BLÅ BLOKKE; eller på konventionen med metaforisk at frame kvindelige politiske ledere som DRONNINGER. Hvornår har man hørt om mandlige partiledere som "konger"?

Hvad har det så med kreativitet at gøre?

   For mig er det klart at frames sætter mentale grænser - også for journalister. Og at bestemte frames inviterer til nogle traditionelle vinkler af historier - og har udelukket andre. 

   Det at gøre sig egne og andres frames bevidst - trække dem frem af det kognitivt ubevidste - er en vigtig forudsætning for at kunne re-frame. Og re-framing nedbryder grænser og er dermed et klokkeklart udtryk for kreativ tænkning.

   Mange særligt kreative personligheder har nærmest indbygget i deres bevidsthed eller ubevidsthed at de altid når de støder på en institutionaliseret eller professionaliseret frame, så popper spørgsmålet op i deres hoved: 

"Hvad hvis det modsatte var tilfældet?"

Men det at vinkle og en journalistisk vinkel, hvad har de ting med kreativitet at gøre? 

   Det at formulere en vinkel er jo også en måde at begrænse noget på: Man taler professionelt metaforisk om at skarpvinkle eller spidsvinkle en historie: "En vinkel der er så spids at den kan sparkes skråt op i røven på en lærke". Det betyder at man "skærer alt væk" i historien som ikke underbygger påstanden, og at man formulerer påstanden så den for en helt umiddelbar betragtning vækker opsigt og provokerer til undren og uddybende spørgsmål.

   Her viser det sig at der er nogle journalister der er meget bedre til at vinkel skarpt end andre. En "skarp" vinkel vækker principielt mere interesse hos læserne end en "uskarp". Så det er en kunst som særligt kreative journalistiske historiefortællere behersker som et ubevidst, men særdeles aktivt mentalt værktøj når de skal formidle en historie så den går "rent hjem" hos publikum, og bliver husket længe efter den er blevet læst.